Kronik

Da speltmor mødte ghettomor

Mens jeg terpede spædbørnslitteratur, kæmpede medlemmerne i min mødregruppe med faderskabssager og omverdenens stempling. Men min skæve mødregruppe lærte mig mere, end jeg kunne have håbet på i en ’pæn’ en af slagsen
Kronikørens mødregruppe blev et møde med bl.a. to helt andre mødre, der gav sig selv friheder med barnet i stedet for slavisk at følge bøger og kloge fagfolks råd. Det var bl.a. positivt lærerigt at se det fra deres side.

Kronikørens mødregruppe blev et møde med bl.a. to helt andre mødre, der gav sig selv friheder med barnet i stedet for slavisk at følge bøger og kloge fagfolks råd. Det var bl.a. positivt lærerigt at se det fra deres side.

Lea Meilandt Mathiesen

13. juli 2012

I sommeren 2008 fødte jeg mit første barn. Jeg var netop flyttet med min kæreste i en ny lejlighed, i det, der viste sig at være en ghetto i en dansk universitetsby, hvor jeg læste kandidat i virksomhedskommunikation.

Efter fødslen, der foregik ved en planlagt og vellykket hjemmefødsel, takkede jeg ja til at deltage i en mødregruppe, som områdets sundhedsplejerske satte sammen. Jeg kendte ikke mange med små børn og ville gerne snakke med andre, der som jeg selv gad at snakke om børn (og hermed mener jeg naturligvis mit eget barn) i timevis.

En lille måned efter fødslen blev vores lille gruppe samlet og hvilken gruppe! Vi var fire, hvoraf to var unge kvinder med baggrunde og værdier uendelig langt fra jeg selv. Begge havde en faderskabssag kørende. Tanja havde fået bank af sin kæreste under sin graviditet, fordi han ikke troede på, at han var faderen. Nu var hun alenemor og havde en voldelig ekskæreste, der beskyldte hende for det værste og brød alle aftaler. Selv var hun midt i en mellemlang uddannelse.

Christina havde været sammen med en anden, umiddelbart efter hun have slået op med sin kæreste. Derfor vidste hun ikke om ekskæresten eller hendes one night stand var far til hendes andet barn. Hun var nu alenemor til to, kæmpede imod sin læge, der havde beskrevet hende som en dårlig mor over for sundhedsplejersken, og med et cv som kassedame i Netto. Hun havde endnu ikke gennemført en uddannelse.

Vores første møde, hvor jeg gerne ville have udvekslet erfaringer om ammeproblemer, blev i stedet brugt til at diskutere ventetider på faderskabssager. Den havde jeg ikke lige set komme.

De to var desuden gået direkte til sutteflasken, så ingen vidensudveksling var mulig. Efter første møde var jeg tæt på at droppe mødregruppen. Hvad kunne disse unge kvinder egentlig gøre for mig, tænke jeg. En hel del skulle det vise sig med tiden.

VM i perfekt moderskab

Jeg blev i vores lille gruppe og måbede over de to pigers udmeldinger. Eksempelvis mødte jeg en dag en af dem foran parkeringspladsen på vej mod sin bil. Hun standsede op, og vi snakkede i måske 10 minutter om, hvordan det hele gik. Jeg spurgte, om hendes datter lå og sov.

»Nej da,« lød svaret. »Hun ligger lige på puslebrættet. Jeg skulle lige ned at hente hendes pusletaske i bilen.«

Selv afholdt jeg dagligt VM i perfekt moderskab. Jeg brugte timer på at læse videnskabelige artikler om fordelene ved amning og gennemgå og tilberede de sundeste opskrifter på babymad. Vores lejlighed var stoppet af faglitteratur om børn og opdragelse, og min pædagogmor og sundhedsplejerskesvigermor var heller ikke sene til at komme med ekstra vejledning. Man skulle tro, at jeg på alle måder var i stand til at vise disse piger vejen til det rigtige moderskab. Det viste sig at være forkert.

Mens jeg undlod masser af sociale oplevelser, fordi de ville kollidere med min søns middagslur, medbragte de deres børn alle steder. Og selv om sundhedsplejerskerne ofte er lodret imod sådan praksis, var jeg selv ret misundelig på den frihed, de tillod sig.

Mens min kæreste og jeg forsøgte at leve op til alle de forvirrede og modsvarende råd og vejledninger fra ammerådgivere, pædagoger, jordmødre og sundhedsplejersker, gjorde de to andre præcis, som de syntes. F.eks. fremdrog en af dem til et møde en ordentlig sutteflaske med majsvælling, da hendes datter var knap tre måneder gammel. »Så sover hun bedre,« var forklaringen. Og selv om jeg kunne læse, at alle sundhedsplejersker og vejledninger fraråder netop det, har jeg ved at gennemlæse både min egen og min mands babyjournaler kunne konstatere, at vi begge fik fast føde i den alder – hidtil uden synlige mén.

Det forarger mig ikke. Jeg synes derimod, at jeg selv agerede speltmor af værste skuffe ved at tro, at min måde at være mor på var bedre end deres. 

Noget sejere end mig

Min respekt for Tanja, Christina og deres kamp voksende uafbrudt gennem de to år, jeg lærte dem at kende. Selv om jeg selv synes, at det var godt gået, at jeg 2,5 måned efter fødslen vendte tilbage til mine universitetsstudier, overtrumfede det altså ikke deres kampe.

Tanja mødte f.eks. op til et møde med gule og blå mærker, fordi ekskæresten havde kørt hende ned med vilje. Og selv om Christina kæmpede hårdt med sin HF, så hun kunne komme ind på sygeplejerskeuddannelsen, måtte hun opgive på grund af for stort fravær, efter hendes børn havde været syge tre uger i rap.

Jeg oplevede, hvordan de udskiftede sundhedsplejersker, når de blev talt ned til, og hvordan vuggestuepædagoger og forældre så skævt til dem på grund af deres facon og valg.

Især Tanja måtte høre for, at hendes datter ikke fulgte vægtkurven, og selv om datteren motorisk var langt fremme, var det ikke noget, hun fik ros for. I fokus var alene de punkter, hvor datteren ikke fulgte de almindelige udviklingstrin. Alle mulige detaljer blev påtalt over for hende, mens andre forældre fik meget længere line.

Hun måtte høre for usund mad i madpakken (tsk, tsk … rosiner og müslibar) upraktisk tøj (balletskørt i regnvejr), og at andre end hende selv hentede datteren (hendes praktikplads lå 30 km fra vuggestuen, og hun havde fri klokken 16).

Sat i bås

Jeg havde aldrig den slags problemer, fordi vi var to om et barn og derfor altid kunne hente tidligt.

Og fordi jeg slavisk fulgte kostvejledning for småbørn, hvori der står skrevet, at børn under tre år ikke må indtage over 50 gram rosiner om ugen, hvilket gælder både økologiske og konventionelle rosiner, på grund af risiko for indtagelse af svampegift. Af samme årsag besluttede jeg helt at lade være med at give knægten rosiner for ikke at udsætte ham for unødig svampegift.

Det pudsige er, at jeg trods alle mine ’talenter’ ud i moderskab, blev slået i hartkorn med ghettomødrene af de lokale sundhedsplejersker. Alene det, at vi var i samme mødregruppe, var nok til at stemple mig.

Eksempelvis blev jeg rådet til at stoppe min amning, fordi jeg havde problemer med at komme i gang, og da jeg for tredje gang fik brystbetændelse belærte sundhedsplejersken mig om personlig hygiejne. Når mine ammeproblemer fortsatte, måtte jeg jo have problemer i den retning.

En anden sundhedsplejerske nægtede pure at tro på, at min søn kunne kravle i fire måneders-alderen. Hun skrev endda i mine papirer, at han kunne krybe, selv om jeg kunne vise hende en video, hvor han kravlede med den korrekte krydsmetode.

Hip som hap

Selv om alle gængse forestillinger ville pege på det modsatte, var det mig, der lærte mest af vores gruppe. Jeg lærte, at forældreskab ikke er noget, man læser sig til, men noget man bliver god til med tiden. En eller anden dag ender man med at slappe af over for vejledningerne og stikke ungen en pakke rosiner og en gang majsvælling, fordi rosiner smager godt, og forældre har godt af at sove.

Det slår mig, hvor ofte debatten handler om de stærke og svage mødre, og at vi måske skulle tænke lidt mere på psykologen Donald Winnicutts budskab om, at hvis bare du kan give dit barn mad, tøj på kroppen og tale med det, skal det nok klare sig.

Havde jeg fået valget, havde jeg sikkert ikke valgt den mødregruppe. Det lå ikke i kortene, at netop denne seje lille gruppe kunne vise og lære mig så meget. Derfor må jeg også sande, at jeg allerede med titlen på denne kronik er sprunget til en urigtig konklusion: Jeg har antaget, at vi er to forskellige slags mødre – dem og mig. Det er ikke korrekt. Spelt- eller ghetto – det er hip som hap, hvis bare du husker de grundlæggende ting.

 

Maria Ibsen, cand.mag. i international virksomhedskommunikation

For at beskytte medlemmerne i Marias mødregruppe er Tanja og Christina opdigtede navne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Måske alle sundheds-plejersker i det her land skulle læse det nye nummer af Sundhed nr. 7. juli-august 2012. PÅ side 24-26 er der en stor opsat artikel, som hedder Mere Skidt, Tak.

Og interessant handler den om at små børn, især børn under 1 år, har godt af snavs og skidt, bare en lille smule, fordi så beskytter det mod infektions-sygdomme senere i livet. Altså forstået på den måde at barnets immun-forsvar så bliver styrket.

Og er vi virkelig kommet derud hvor rosiner og müslibar er usund mad? Og er vi virkelig kommet derud at man fra systemets side ser mere på deres vægt-skemaer end på barnet og hvad det kan?

Og bryst-betændelse kan altså komme af at ungen bider i brystvorterne, så der ikke kommer mælk nok.
Og dertil kommer at mange kvinder ikke har mælk nok til at amme i samfulde 6 måneder, f.eks. havde min storesøster ikke mere mælk, da hendes 2. barn var 3- 4 måneder. Og så tog hendes mand over....og tog barselsorlov...mens hun gik på arbejde...

Og børn kan altså godt spise vælling i 3-4 måneders alderen, jeg ved ikke hvorfor eller hvornår det blev ændret, at børn ikke kan det. Og er det ikke forældrenes opgave at bestemme, hvilket tøj børnene skal have på, ikke pædagogernes?

Og hvad er det for noget med en middagslur? Sig mig, er 1950ernes børnekultur med ro, renlighed og regelmæssig kommet tilbage igen? Børn skal sove middagslur kl. 12-14 uanset om de er søvninge eller ej. For så kan jeg da bedre forstå al den fokus der er på at få børn (spædbarn) til at sove i middel-klassen, for børnene er jo slet, slet ikke søvninge. Og ja, hvorfor skal børn ikke med alle steder, hvor forældrene er.... Sådan var det altså da jeg var barn i 1960erne og i 1970erne...

Måske alle sundhedsplejersker og pædagoger skulle holde op med at bekymre sig så meget....

Lise Lotte Rahbek

Jeg fik grønkålssuppe, da jeg var en måned gammel. Min mor vidste ikke, at det var en katastrofe,
men efter sigende holdt jeg op med at skrige en tid.
Jeg har vel været sulten.

Mine søskende og jeg var med overalt.

"Vi har ikke fået børn for at efterlade dem", sagde vores forældre (det siger mange speltforældre også, men deres løsning er at blive hjemme).

Så vi har oplevet sejlerliv, musikerliv, lærerliv, pædagogliv, festivalliv, museums- og udstillingsliv, bondeliv og arbejderliv. Alle de slags liv vores forældre og deres venner levede i.

Vi har ikke haft nær så mange "rude awakenings" som de arme unger der lever i en beskyttet kokon af ligesindede, ligeudseende og socialt ligestillede. Vi har lært fra starten, at verden er mangfoldig og tager imod hvis man møder den med nysgerrighed og respekt. Og vi har især lært at forældre er nogen der tager sig tid til at snakke med deres børn om det der virker uforståeligt.

Men det er der sæføli ikke så meget Disneylyserødt idyllerisk forældreskab over. Til gengæld har det gjort os alle tre til robuste, rummelige mennesker.

Maya Nielsen

Ja jeg var også i gruppe med en der var flyttet ad helvede til for at undgå sin tidligere rockerkæreste, som mente at hav hævd på hende selv om han havde behandlet hende fælt... Og så oplevede jeg det sære at være i gruppe med en kinesisk mor, rigtig sød, men som jeg vidst fik fornærmet da jeg kom med en relativt krøllet pose med en masse sindsygt dyre fyldte chokolader fra en spcialbutik... Jo jo nogle steder er det indpakningen, der tæller mest...

Mærkeligt nok. Tænker jeg stadig med undren på at hun fortalte at hendes mor skulle have den lille skat ,når hun fødte den næste, fordi hun jo havde taget et barn fra sin mor ved at flytte herop.... Sært...og underligt... Og vel udelukkende et resultat af at familierne falder sammen med kun et barn....
jo man kan skam lære meget i mødre grupper..

Kristina Jensen

Jeg hører kun dårligt om sundhedsplejerske-besøg. Gad vide om de ikke er forældede og udelukkende bør være valgtfrit? Hvad mon der ville ske, hvis man ikke gad have besøg af en sådan formynderisk hystade, med alle de 'korrekte' måder at gøre alt på, på trods af hvad for et barn, der ligger i krybben?

Karsten Aaen

Jeg ved ikke, hvordan sundhedsplejersker er nu om dage, men i min familie har vi haft en sundheds-plejerske af den gamle skole, (en af min mors søstre).
Hun er forlængst pensioneret, men jeg er ganske sikker på, at hun ikke fordømte nogens levevis, men lyttede til dem for gav dem mod og styrke til at lytte til sig selv, når det kom til deres barn.

Er problemet ikke snarere at hele problemet er at områder et blevet professionaliseret som det hedder? Altså at eksperter fra sundheds-styrelsen lister lange lister op med ting som kan bekymre en vordende mor - og en masse bekymringer kan faktisk skabe angst for at graviditeten går galt og senere at der er noget med ens børn....

Grethe Preisler

Inger Sundsvald

Jeg er nu ikke så sikker på at eksperternes manglende enighed er det største problem.

Tænk bare på, hvad der skete af ulykker, før de økonomiske "eksperter" medierne konsulterer i tide og utide blev enige om, at de nok ikke var så enige alligevel,

Maya Nielsen

DER ER MANGE NÆVENYTTIGE DER GERNE VIL BLANDE SIG NÅR MAN HAR FÅET EN LILLE NY...

nogle lærer man noget af, andre bliver man irriteret på...F.eks. Lærte jeg af en gammel 89årig dame at en baby altid skal have støtte fra to sider og ikke må ligge på et helt fladt hårdt underlag, da det faktisk skaber angst hvorfor barnet straks kaster armene ud i en griberefleks for at holde fast i noget.. Og det er ikke en leg...
jeg turde slet ikke putte mit barn ned i et badekar før det var over 1,5år men det fortalte jeg ingen.. Til gengæld blev der sparret på sæber og hormonforstyrrende mærkelige cremer, ud fra devisen at et spædbarn er født med den perfekte hud, der ikke konstant skal afsæbes og smøres ind i alskens underlige kemiske stoffer, der dufter godt...
På hospitalet ville de fandme bestemme at jeg ikke måtte have mit barn i sengen ved siden af mig, så når de gik ud løftede jeg mit barn tilbage så vi ku være sammen hud mod hud og kigge hinanden i øjnene...

men det er nu dejligt at vores samfund tilbyder os en hjælpende rådgivende hånd, for langt de fleste er jo ikke vokset op med spædbørn omkring sig hele opvæksten, som man oplevede det på min mormors tid hvor de fleste piger var "lille mor" for deres søskende og andre i nabolaget næsten dagligt som assistent til en voksen kvinde...

Inger Sundsvald

Jeg ved ikke hvordan det er i dag, jeg forholder mig til det der beskrives:

"Mens min kæreste og jeg forsøgte at leve op til alle de forvirrede og modsvarende råd og vejledninger fra ammerådgivere, pædagoger, jordmødre og sundhedsplejersker, gjorde de to andre præcis, som de syntes."

Men jeg kan hilse og sige, at det ikke var stort anderledes, end da min mand og jeg for 50 år siden forsøgte at finde ud af det. Der var ingen grænser for hvor fulde af gode råd alle var.

Maya Nielsen

Årh jo jeg har også set forbrændte småbørn som er væltet over brødristeren, når de arabisk mødre varmede brød i gulvhøjde og snakkede sammen, samt evigt forkølede småbørn, fordi vinduet altid stod åbent og det trak,men i lavere temperaturer end i Libanon..

Der er ikke den samme overlevering fra genneration til genneration længere og derfor er det vigtigt at vi altid tilbyder nye mødre en mulighed for nogle med erfaring at spørge om hjælp.

lene johansen

Overskriften som sædvanlig sekterisk: Når speltmor møder ghettomor.

Alle de ghettomødre jeg kender lever sundere end de "speltmødre" jeg kender, der er ofre for evigt vekslende ideologier og madvaner - nærmest en trend.

Ghettomødrene har en "gammel" viden om både børn og MAD.
Ikke for at fornærme danske speltmødre - men nærmest for at korrigere Informations snart sagt allestedsværende "sensations"overskrifter.
Men det er sikkert også en trend.

Iøvrigt synes jeg danske mødre er ovenud søde/gode ved deres børn - og det er udenlandske mødre også.

Maria Guldager

Glad for at læse om denne oplevelse! Ja, der er den ene og den anden grøft og så den svære balance mellem de to - the good enough mother ifølge winnicott, hvor moderen omnipotent rummer hele barnet og dets behov og samtidig er en selvstændig enhed der har pligt til at nedsætte forventningerne til at der fra moderens side er superkræfter.
Mødet med sundhedsplejersker og institutionspædagoger er ganske rigtigt præget af subjektive fagpersoner, der kan ty til samme uheldige type-kategorisering og behandling heraf.
Min nuancerige holdning er at gode forældreskaber kommer i flere variationer. At børn helt elementært har brug for den hverdagslige forudsigelighed fra mor/far og flere andre omsorgspersoner, men at den tillidsforankring, som forudsigeligheden avler, ikke behøver give sig til kende som rendyrket sundhedsstyrelse og villa-idyl og det man som oftest forbinder med stabilitet.
En mødregruppe bør være en god anledning til at kravle ud af stats-formynderiet, og oprejst vandre ind i netværkets gode erfaringsudveksling; fx gå aldrig fra et barn på et puslebord!!

Liliane Morriello

Forældrenes første og mest fornemme opgave er at forberede deres børn på livet. Egentlig kan det ansvar at være forælder og opdrager koges ned til bare fire ord;- At videregive sociale færdigheder. Så enkelt er det.

Hvorledes de fysiske behov skal dækkes vil jeg ikke udtale mig om, det har jeg ingen anelse om.

Jeg skriver dette, grundet snakken om at børn skal med overalt. Og skal de så det? For min skyld gerne, hvis man har levet op til det jeg skrev øverst.

Set fra forældrenes synspunkt, ja, for det er vel en del af det liv man skal forberede dem til. Og det er også korrekt, men set fra synspunktet af offentligheden, som jeg er en del af, nej det er ikke alle børn der altid skal med overalt.

For en del af det at videregive sociale færdigheder, er at barnet lære at begå sig blandt fremmede, det er i meget høj grad at de lære at tage hensyn, til at det for eksempel for de fleste andre er knap så let at se det helt fantastisk vindunderlige og unikke i andres børn. Barnet er unikt ingen tvivl om det, det er unikt for moderen og faderen, men her stopper det også.

Derfor skal et barn derfor heller ikke med på restaurant, kl.20 om aftenen sålænge det ikke kan sidde roligt og blive på sin plads til middagen er forbi og det er tiden til at forlade lokalet. Hvorfor ikke?
Fordi restauranten højest sandsynligt også vil have andre betalende gæster, der er der for at få en hyggelig og afslappende aften, og de har også betalt for at være der.

Der er mennesker som jeg selv, der har valgt ikke at have børn, dette betyder ikke at man er ulykkelig, og det betyder heller ikke at man misunder andre deres børn, men det kan betyde at man ikke netop har noget særligt ønske om at blive belastet af andres børn.

Ligesom der er ældre (og bedsteforældre) og kronisk syge mennesker overalt i samfundet, der kan finde det utroligt trættende og enerverende, når børn totalt dominerer det lokale de er i, uanset om det er kviklys cafeteria eller bussen/toget, supermarkedet, osv.

En ting alle forældre burde lære, og det er at skriger mit barn, er det for uroligt, er der risiko for at det forstyrrer andre ro, så tager man sit barn med udenfor, og beskæftiger sig med det til det falder til ro, alt andet er egoisme, både overfor barnet og overfor omgivelserne, for kan barnet ikke forholde sig roligt, så er det højest sandsynligt fordi barnet savner forældre/voksen kontakt og fornøden stimulation i hverdagen.

Og inden jeg bliver udskreget til børnehader, nej, jeg hader ikke børn, tværtimod, jeg har ved Gud ondt af de af dem som ender i den ovenfor beskrevne situation, jeg betragter mere barnet som forsømt.

Og der er heller ingen fordomme mod hverken ghetto eller speltmødre, for disse "forsømte" børn kommer fra alle samfundslag.

Jeg har her været meget ærlig, jeg har sagt en sandhed som sjældent bliver sagt, især i offentligt rum. Men der er mange der tænker det samme som jeg. At barnet er et barn er ingen undskyldning.

Mvh