Læsetid 6 min.

Jeg tweetede, mens jeg fødte

Linda Framke skrev løbende på Twitter fra fødegangen, mens hun fødte sit yngste barn. Det vakte opsigt. Men er veer for private til at dele på sociale medier?
Linda Framke skrev løbende på Twitter fra fødegangen, mens hun fødte sit yngste barn. Det vakte opsigt. Men er veer for private til at dele på sociale medier?
12. juli 2012

Da jeg den 1. maj i år fødte mit tredje barn, skrev jeg på Twitter om fødslen, mens den fandt sted.

Det vakte langt større opsigt, end jeg på forhånd havde forestillet mig, og det var da heller ikke med det formål at vække opsigt, at jeg gjorde det. For mig var det en naturlig forlængelse af min almindelige aktivitet på Twitter, og det var først, da jeg så folks reaktioner, at jeg blev klar over, at det var noget ikke helt almindeligt, jeg foretog mig.

Reaktionerne var overvejende søde og rosende kommentarer, men enkelte kaldte det også (og jeg citerer frit fra hukommelsen) et »mærkeligt stunt« og »sygt«, og det har naturligvis givet mig anledning til en del overvejelser.

Som blogger og forfatter er jeg vant til at dele meget ud af mig selv, men altid med en aktiv stillingtagen til, hvad jeg ønsker at dele eller ikke dele. Jeg betragter langt hen ad vejen min tilstedeværelse på de sociale medier som en naturlig forlængelse af – eller som en del af – min skribentvirksomhed, uden at det, jeg skriver, af den grund bliver mindre mig, mindre sandt eller mindre personligt.

At livetweete fra en fødsel kan ikke sammenlignes med at sætte et webkamera op og streame hele fødslen til alverden. Men jeg tror, at det måske har vakt de samme tanker hos en vis del af mit publikum, som hvis jeg faktisk havde filmet og streamet begivenheden.

Selv i kontrol

Når jeg selv skriver, er det mig, der vælger, hvad der skal skrives om og hvordan. Det tror jeg ikke, de kritiske kommentatorer havde gjort sig klart. Jeg skrev ikke om blod eller pressetrang eller fosterfedt. Der var ingen billeder eller lyd.

»Godt der ikke er lyd på Twitter,« skrev jeg dog på et tidspunkt, hvor veerne var begyndt at bide. Det var fint for mig at skrive, men det havde ikke været fint for mig at udsende en lydoptagelse med mig selv, der skreg af smerte.

Jeg må i den forbindelse nok hellere nævne, at jeg ikke tweetede fra hele fødslen. Jeg holdt alle interesserede opdateret om veerne, imens de tog til i løbet af natten og morgenen.

Jeg kom med bemærkninger som: »En dag vil børn spørge deres forældre: Blev der livetweetet fra min fødsel?«

Jeg skrev om, hvordan min mand måtte blive hjemme med vores andet barn, indtil vuggestuen åbnede, og om hvordan jeg derfor tog en taxa til sygehuset på egen hånd. Jeg skrev om, hvordan han nåede frem, da veerne var blevet kraftigere, hvordan han sad og drak kaffe og læste, og hvordan jeg følte mig som en cyborg, da de satte elektroder på barnets hoved. Og så blev der stille, indtil jeg efter en pause på en times tid kunne skrive: »Så er der baby.«

Det er klart, at mængden og regelmæssigheden af mine tweets ikke havde været den samme, hvis jeg ikke havde haft et engageret publikum, der tydeligvis ventede på den næste opdatering, men jeg skrev aldrig mere eller oftere, end jeg selv havde lyst og overskud til i den pågældende situation.

Ingen blind selvudstillelse

Netop ’overskud’ var et ord, der gik igen og igen i de kommentarer, jeg fik. Mange var målløse over, at jeg havde overskud til at formidle, samtidig med at jeg gennemgik en fødsel. De fleste gav udtryk for, at de var imponerede, men enkelte har nok fundet det så vanskeligt at forholde sig til processen, at det har haft betydning for deres samlede opfattelse af situationen.

Jeg tror, at de, der havde en negativ opfattelse af min live-tweeten fra fødslen, er folk med en generel skepsis over for sociale medier og den selvudstillelse eller selviscenesættelse, de mener, finder sted.

Og vel finder der selvudstillelse eller selviscenesættelse sted. Når man som jeg bevidst udvælger, hvad man vil skrive, sætter man sig selv i scene. Og den eneste måde, man kan være til stede på i de sociale medier uden selviscenesættelse, er vel ved fuldstændig mangel på bevidsthed om, hvad man gør – det kan man så kalde blind selvudstillelse.

Jeg har selvsagt ikke et problem med selviscenesættelse i sig selv, men det betyder ikke, at jeg ikke kan undre mig over, hvad andre mennesker vælger, at de vil vise frem i de sociale mediers udstillingsvindue. Endnu mere kan jeg dog undre mig over dem, der ikke lader til at have tænkt over, hvad de udstiller. Grænsen er fin, og det kan være svært for en udenforstående at gennemskue, hvilken grad af bevidsthed der ligger bag en persons ageren på nettet.

Det private findes fortsat

Når i hvert fald nogle få har fundet livetweets fra min fødsel »sygt«, ved jeg ikke, om de har ment, at jeg var syg, fordi jeg ikke i deres øjne kunne træffe et fornuftigt valg om, hvad jeg udstillede, eller om jeg bare overskred nogle grænser hos dem.

Og netop egne og andre menneskers grænser er interessante i denne sammenhæng. For er der da slet ikke noget, der er privat mere? Er der ikke noget, der er for privat til at dele på et socialt netværk som Twitter?

I mine øjne handler det ikke om, at nogle situationer pr. definition er for private til at dele. Det handler om, at jeg selv vælger, hvordan og hvornår jeg vil dele. Der er mange ting i mit liv, jeg ikke deler og formentlig under ingen omstændigheder kunne finde på at dele på Twitter eller andre steder. Dem fravælger jeg, fordi de er kedelige eller ikke bidrager med noget positivt. Det er i dag meget almindeligt at fylde statusbeskeder på Facebook eller tweets på Twitter med detaljer om børns eller egen sygdom eller at give voldsomt udtryk for jubel eller sorg – den slags ser man sjældent eller aldrig fra min side, for det finder jeg ikke klædeligt eller relevant at inddrage andre i.

Det nye forarger

Fødselsberetninger er der i øvrigt mange af på nettet, eksempelvis på blogs og debatfora. I de fleste andre tilfælde bliver de bare skrevet og delt et stykke tid efter fødslen, og det gør åbenbart en forskel. Når enkelte tager anstød af, at jeg livetweetede fra fødslen, handler det så monstro om, at de undede mig at have oplevelsen for mig selv?

Vi har på dansk udtrykket ’privatlivets fred’, og den fred hæger vi om, men i mine øjne kan freden sagtens være intakt trods livlig aktivitet på de sociale medier, når bare vi selv vælger, hvad vi deler. Privatlivets fred bliver først forstyrret, hvis andre trænger sig på udefra. De sociale medier er endnu så nye og i øvrigt i så konstant fremmarch og forandring, at vi endnu ikke har ret mange faste hverken skrevne eller uskrevne regler for vores online-færden.

Hertil kommer, at mange har en tendens til at forarges over ting, alene fordi de ikke har set dem før. Det sker især, hvis de samtidig rykker ved nogle grænser. Og jo, jeg ved da godt, at jeg ved at tweete fra fødslen har gjort noget nyt, og jeg ved godt, at en fødsel stadig har noget eksotisk over sig, selv om hver eneste af os er resultatet af én.

Vores færden på sociale medier udgør i dag en betydelig del af vores sociale liv, og man bør generelt ikke dele noget på sociale netværk, som man ikke i gamle dage ville have fundet det passende at holde en offentlig tale om. Og det gør man heller ikke nødvendigvis, bare fordi man udnytter det faktum, at de sociale medier gør det langt nemmere at dele stort og småt end tidligere.

Grænserne rykker sig dag for dag. Det uopdyrkede land bliver mindre og mindre, og ved at tweete fra fødslen trådte jeg tilfældigvis ind på et stykke af det, der endnu var tilbage. Man kan stadig vække opsigt, selv om det ikke er hensigten, og selv om der skal mere og mere til.

Jeg er imidlertid langt fra den eneste med offentlige presseveer, for nu at bruge en fødselsmetafor. Mine offentlige presseveer var blot mere konkrete end alle andres.

Linda Framke er blogger og forfatter. Du kan følge hende på Twitter her

---

Deltag: Socialt stigmatiseret eller fyret fra jobbet? Har du nogensinde oplevet konsekvenser af at have delt noget på nettet? 

Din besvarelse i nedenstående rundspørge er kun tilgængelig for redaktionen. Ved at svare accepterer du, at vi må bruge dine udtalelser journalistisk.
_podioWebForm.render("110981")

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

Er det ikke noget af det, som folk fuldstændig selv må bestemme.....det behøver vi andre vel ikke have nogen mening om.... :o)

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

Tweet for helvede alt det du vil. Vej din lort. Send en besked på Facebook. Tag et billede når du pisser i skoven og send det til alle dine "venner". Nej hvor interessant.

For sa*** hvor er det spændende.

Brugerbillede for lillian simonsen
lillian simonsen

Kære Linda Framke, tak for din åbenhed om hvordan du bruger sociale medier. Og tak til Information for at bringe et super aktuelt emne op.
Linda, i dine fremlagte overvejelser nævner du ikke én eneste gang, det (for mig) essentielle i al snak om brugen af soclale medier, nemlig at være til stede, dér du nu er og i den handling, du nu har i gang.
Du bekræfter klokkeklart min helt egen lommefilosofiske tese om, at mennesker der konstant klamrer sig til deres smartphone, og bruger den, mens de er sammen med andre mennesker, ikke er bevidste om deres sociale eksistens. Jeg har for længst valgt folk fra, der ikke magter tilstedeværelse.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Der findes vel også dem som 'deler' sex, dødsfald, ulykklighed og hæmorider online hele turen igennem. Nogen har den lyst.

Jeg kender ikke dem, som de gerne vil dele alt det med. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke vil være at finde blandt dem.

Brugerbillede for Linda Framke
Linda Framke

Kære Lilian! Der vil altid være noget, man ikke får berørt, men jeg vægter tilstedeværelse højt og klamrer mig på ingen måde til min smartphone. Det kan du ikke vide, fordi du ikke kender mig.
Og til Ann: Jeg vil lige nævne, at det ikke er mit barn på billedet, det er blot en illustration, de har brug til kronikken.

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

@Linda Framke.

Nej du har ret? Alle vil påstå, at de i hvert fald ikke bruger Facebook, deres mobil eller andre elektroniske artefakter for meget. Det ligger i kortene. Jeg har skrevet opgave om dette fænomen, i relation til kærlighed. Der viser sig betydeligt mere mellem linjerne end folks afvisning af deres overforbrug af deres smartphone eller pc. Det er ofte falsk bevidsthed at tro, at man nærmest ikke bruger sin smartphone.

Jeg synes du skal starte med at definere hvad: "klamrer mig på ingen måde til min smartphone" betyder. Jeg kender dig ikke. Du kan være en skøn kvinde - der tweeter mens du føder. Men det ændrer ikke ved: At du tweeter mens du føder.

Andre tager billeder af deres æggemadder og ligger det på nettet. Flot æggemad. Flot børn.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Nick M.
Man kan vel.. ja.. altså tage billeder af dem eller skrive-dele hvor ondt, de gør.
Hvad ved jeg.. jeg er ikke smart nok til at have smartphone. :-)

Brugerbillede for Linda Framke
Linda Framke

Nick, jeg synes nu, det er nemt nok at definere, om man klamrer sig til sin smartphone eller ej. Man kan ikke klamre sig til noget, man ikke har i hænderne det meste eller meget af tiden, og det har jeg ikke. Meget af tiden aner jeg ikke, hvor jeg har lagt den. Men så kan der vist ikke koges mere suppe på det idiom fra min side.

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

@Lise Lotte Rahbek.

Jeg ejer heller ikke en smartphone. Jeg ejer en phone – smart skal jeg nok sørge for ;0)

@Linda Framke.

Jeg spørger mig selv… Kan et socialt medie blive asocialt?

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Stort eller småt.

Nogle mennesker vil fortælle derom - og til alle og enhver.

Nogle få vil læse og lytte af pligt eller interesse.

Men de allerfleste vil være fuldkommen ligeglade og ikke værdige tweets, blog, kronik og dertilhørende kommentarer i Information den fjerneste opmærksomhed.

Brugerbillede for lillian simonsen
lillian simonsen

Linda Framke, hele din historie går på, at fordi du fik bemærkninger som »mærkeligt stunt« og »sygt« om dine live-tweets gennem en fødsel, "har naturligvis givet mig anledning til en del overvejelser". Og så kommer du med forskellige forslag til, hvorfor folk mener sådan. Fx at de skulle blive forargede over dit emne, at det skulle være for privat m.m. Det, der slår mig er, at det slet ikke falder dig ind, at folk kan være nok så frisindede overfor dit emne; det er din manglende tilstedværelse, der støder (mig i al fald). Mange gange dagligt oplever jeg det: folk slingrer på cyklen og skaber konflikter for alle os andre cyklister omkring hende, fordi de er i gang med deres smartphone, folk hører ikke en del af en samtale, fordi de er på deres smartphone - og så skal vi andre gentage det hele én gang til, en mand gik ind i en tværstang på en lift (og slog hovedet alvorligt), fordi han var på sin smartphone, et barn løb væk, fordi forældren var på sin smartphone, forleden åbnede min nabo sin dør, mens han talte i telefon og snakkede samtidig med mig .... osv. Der findes masser af eksempler på den slags.
For mig kan du tweete om alt. Jeg holder meget af denne form for kommunikation, men sgu da ikke, når jeg er midt i noget, der kræver min opmærksomhed.
Men hvis netop øjeblikket er centrum for det hele, som det kan være i store begivenheder og uretfærdigheder, som fx krig, revolution m.m, så ER det jo selve tweetens formål og ånd, at der skal tweetes.
Du er jo forfatter, så måske du skriver en bog om din fødsel, og så er det vel relevant for dig? Det handler vel om at prioritere, hvornår man gør det, hvorfor og hvornår man kan tillade sig at gøre mange ting på én gang?

Brugerbillede for Rasmus Knus

Nu har jeg kun - af naturlige årsager - været tilstede i den modtagende ende ved en fødsel og det var da en af de bedste oplevelser i mit liv.

Men hvorfor spolere øjeblikket?

Jeg kan simpelthen ikke finde en fornuftig begrundelse for, at tweete (hedder det det?) sig vej gennem en fødsel.

Og jeg kan heller ikke finde skribentens formål med projektet, men det kan jo være at mine øjne ikke kunne finde, hvad der burde fremgå med flammeskrift - formålet?

Og i øvrigt, hvis det handler om anerkendelse, så vil jeg da anbefale en hobby i stedet for online aktiviteter

Online 24/7/365???

Det var sidste år.

Brugerbillede for Brian Larsen
Brian Larsen

Har det mon ikke noget at gøre med, at der er nogle særlige forventninger til det at være mor. Altså at tiden skal dedikeres 100% til barnet.

IMO, er det dumt

Brugerbillede for Knud Madsen

Utrolig til selviscenesættelse !

Fatter ikke en bønne af, hvad en tilfældig fødsel dog skulle kunne interessere andre, ud over den allernærmeste familie.
Det kan da virkelig ikke komme offentligheden ved.
Det må kræve et enormt ego at agere sådan.

Men måske man skulle begynde på at fortælle offentligheden om sin afførings konsistens, størrelse og påvirkning af anus? Især hvis der er hæmorider involveret, kan det da sikkert medføre en betydelig korrespondance!

Ih guder!!!

Brugerbillede for Peter Taitto
Peter Taitto

Problemet er ikke, at man kan tweete om sin egen afførings placering på Bristolskalaen. Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Men på et eller andet tidspunkt bliver jeg ufrivilligt belemret med det. Denne artikel er et godt eksempel.

Jeg følger slet ikke med på twitter. Twitter rager mig, men twitter er allerede mere eller mindre frivillig og underholdende part i diverse retssager, man kan læse om på de kulørte sider.

På facebook kan jeg filtrere folks navlebeskuelse fra på væggen uden, at miste kontakten med dem. Men selv her bliver jeg belemret med deres ligegyldigheder og absurditeter, hvis en fælles kontakt kommenterer et opslag hos den filtrerede.

Jeg kunne også lade være med, at læse artiklen, da overskriften var meget fortællende for indholdet. Men på den anden side... Det ER jo Information, som borger for et vist seriøst niveau i artikler og hos skribenter. Jeg blev slemt skuffet.

Linda Framke

Du skriver:

"Vores færden på sociale medier udgør i dag en betydelig del af vores sociale liv,"

Vores? Du må gerne tale for dit eget overraskende lille segment uden at drage et stort flertal med ind i dine tanker. For der er altså helt usædvanligt mange, der hverken er på facebook eller twitter. Men det kan være svært, at indse, når man selv er i stormens øje og aktiv deltager på de sociale medier, hvor det hele kører med 180 i timen og antallet af likes og +1 er ligefrem eksponentiel med størrelsen på en god dag i cyber.

Brugerbillede for Jan Erikssøn
Jan Erikssøn

Sikke nogle kommentarer nogle af jer kommer med..

Da jeg erfarede at Linda (undskyld jeg lige omtaler dig i 3. person Linda) tweetede i mens hun fødte var den første tanke jeg fik, at nå ja, sådan kan man da i grunden også bruge sociale medier.

Jeg synes så for vores eget vedkommende at en fødsel m.m. er for privat for os, men det kan virkelig ikke vække harme hos mig, eller støde mig for den sags skyld, at nogen vælger at benytte sig af et socialt medie på en anderledes måde.

Hvad har et barns fødsel med afføring, anus, eller hæmorider at gøre? Hvordan man kan sammenligne et så stort øjeblik som en fødsel med noget så hverdagsagtigt er mig en gåde.

Fordi man tweeter fra en fødsel som Linda her har gjort, så er det ensbetydende med at man klamrer sig til sin smartphone? Endnu en gåde, hvor er sammenhængen lige i det?

Handler det ikke snarere om at der her er en gruppe mennesker der er forargede fordi en anden har turde at udfordre brugen af et socialt medie?

Noget kunne tyde på det.

Linda: En ting ved din artikel undrer mig.
Du skriver at det først gik op for dig at det du foretog dig ikke var helt almindeligt da du oplevede folks reaktioner. Du må vel have vidst at det du gjorde var noget kontroversielt?

Brugerbillede for Linda Framke
Linda Framke

Jan: Tak for kommentar. Nu var det jo som skrevet ikke noget planlagt "stunt". Jeg tweetede denne dag, som jeg gør så mange andre (men ikke alle) dage. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg netop denne dag, hvor jeg havde tid til rådighed, som jeg ikke kunne bruge på opvask eller nærvær med mine børn, ikke skulle tweete. Men nej, jeg så det ikke som noget kontroversielt, og det gør jeg stadig ikke, men noget rører det tilsyneladende i mange mennesker, og det er bestemt interessant at observere.

Brugerbillede for Jan Erikssøn
Jan Erikssøn

Tak for svar Linda.

Mig rører det i hvert fald, men på ingen måde negativt, tvært i mod. Jeg havde bare aldrig selv kunne få idéen.

En ting jeg også har tænkt omkring alle de ovenstående kommentarer er, at folk åbenbart ikke rigtig er bevidste om at man godt kan være bevidst om andre ting under en fødsel, end selve handlingen i sig selv.
Nu har jeg selv deltaget i 6 fødsler, de fire af dem var mine egne børn, og det står klart for mig at en fødende sagtens kan have behov for lige at få et lille pusterum ind i mellem, i mens fødselsprocessen står på. Så hvorfor ikke tweete i mens? Som sagt synes jeg det er fint nok, jeg ville bare ikke selv bryde mig om at vi tweetede ved en fødsel, fordi jeg som nævnt selv føler det meget privat.

Det er måske netop denne følelse andre også har, at det er et meget privat øjeblik, og derfor reagerer stærkere end på mange andre ting der foregår via sociale medier.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Man behoever ikke investere i en smartphone for at vaekke opmaerksonhed - man kan f.eks. bare raebe sig under et teselskab - saa kigger alle de andre paa en.

Brugerbillede for Kristina  Jensen
Kristina Jensen

Folk har i mange år ladet sig filme under fødsler og af de mest intime detaljer herfra. Jeg ser ikke forskel på det og så at tweete. Jeg kan nemlig ikke være i nuet med et kamera, som for altid vil forevige hvad der sker, som er mig uforudsigeligt i en fødselssituation. Forskellen er dog, at når nogen tweeter, så ER der overskud og så bestemmer vedkommende selv, hvad der kommer ud i æteren.

Jeg ved selv, at jeg vil gøre anderledes end andre mennesker og at den måde jeg finder ting optimalt for mit følelsesliv ikke er den samme, som det er for andre og det kan jeg ikke finde fordømmelse frem i mig selv over. Vi er ikke ens indrettet følelsesmæssigt.

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

@Jan Erikssøn.

Jeg er ikke forarget.

En fødsel er rigtignok et stort øjeblik. Men i mine øjne romantiserer du brugen af sociale medier. Så sent som i går aftes nød jeg et glas vin hos en ven. Her var vedkommendes smartphone et fikspunkt for vedkommende.

Sjovt nok opfatter alle der bruges deres smartphone meget, slet ikke at de bruger den meget...

At være optaget af noget, betyder ofte at være fraværende fra andet. Jeg kan i hvert fald ikke multitaske som de mennesker der påstår, at de med musik i ørene, kan skrive en sms og stadigvæk være opmærksomme på trafikken. Så ’smart’ er jeg ikke.

Dit indlæg handler mere om fødslens storslåethed end om sociale medier.? Det er muligt, at du ikke har oplevet at sociale medier optager folk i så høj grad, at de ikke er reelt tilstede i nuet. Det har jeg. Ofte.

Alt har konsekvenser – det må du erkende. Om det er tweets om fødsler eller hæmorider.

Et stort øjeblik retfærdiggør, alene fordi det ér et stort øjeblik, at det ’må’ lanceres på sociale medier?

Brugen af sociale medier er – fx ifølge filosoffen Giorgio Agamben – også en mulig overvågningsmekanisme.

@Kristina Jensen.

Hvilken rationalitet… Mennesket må – ifølge din optik – jo tænke fuldstændig rationelt; være bevidst om sine handlingers fulde konsekvenser og handle fuldstændig autonomt. Det er noget pjat.

Jeg vil gå så langt som at sige, at netop dit synspunkt underbygger behovet for, at advare om de sociale mediers potentielt asociale sider.

Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
Vibeke Svenningsen

Jeg har tænkt lidt over det her, og det er såmænd ikke fordi, jeg har et problem med, at nogle skriver om meget personlige ting på diverse social medier. Men min erfaring er blot, at det jo er en hammer redigeret og hårdt selekteret billede, man får indblik i, når man læser disse forskellige udtryk. Det er jo ofte det lykkelige, der deles - eller måske hverdagens trivialitet. Såsom mit barn er begyndt på skemad elller har skidt første gang i potten osv. Eller også er højtravende udsagn om den store kærlighed og hvormeget, de elsker osv - ja, det på mange måde skildres mennesket, der lykkes i de sociale medier. Det betyder selvfølgelig, det skal læses med denne vinkel - jeg har personligt selv opdaget, at tre, jeg er venner med på facebook, har haft meget store problemer i deres liv, mens de samtidig har lavet statusopdateringer, der på ingen måde kunne give nogen som helst formodning om det svære, der skete i deres liv - så ja, jeg reagerede da med måben, da jeg blev bekendt med det. Så min erfaring er da også, at det fremstillede liv i de sociale medier bestemt kan blive katalysator for det asociale, da der er blevet en skabelon for det liv, der skal fremstilles, jeg nærmest ser alle rette ind efter, og hvis det bliver for meget, så er der da en risiko for at nærværet i forskellige venskaber forsvinder, når der ligesom bliver to fortællinger, man skal forholde sig til.

Jeg lavede for første gang et upload og staturopdating på min facebook i lørdags - og bare det at tage et billede af, hvor jeg befandt mig og skrive det, fandt jeg lidt grænseoverskridende. Ligesom jeg var bundhysterinsk, da jeg fik Spotify, om andre via min facebook kunne se, hvilken musik jeg hørte - det var bare for tæt på for mit vedkommende. Og det er ellers ikke fordi, jeg er et specielt lukket eller privat menneske overhovedet - det handler bare om anledning og kontekst for mit vedkommende - og måske lidt mere autencitet, når det kommer til den redigerede lykke, der er blevet nutiden åg - vi skal være lykkelige og lykkes.

Brugerbillede for Kristina  Jensen
Kristina Jensen

Nick Mogensen, jeg ved ikke hvor du har dit bavl fra, men lad være med at koble det til mit skriv, som du ikke har forstået.

Brugerbillede for Niklas Monrad
Niklas Monrad

Hvem var det nu der beviste, at du og dit liv er omvendt proportionelt interessant i forhold til hvor interessant du selv tror I er...?

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

@Kristina Jensen.

Du skriver følgende:

”Forskellen er dog, at når nogen tweeter, så ER der overskud og så bestemmer vedkommende selv, hvad der kommer ud i æteren… Jeg ved selv, at jeg vil gøre anderledes end andre mennesker og at den måde jeg finder ting optimalt for mit følelsesliv”.

Jeg synes det taler for sig selv – og i øvrigt for min pointe: Du antager, at mennesket rationelt kan vurdere hvad der er optimalt for dennes følelsesliv. Hvilket menneske kan vurdere følelseslivet optimalt? Det mener jeg er, at underkende menneskets irrationelle side.

Et valg har konsekvenser, så uanset om du eller andre ’bestemmer selv’, og har et overskud, vil det have sociale konsekvenser af større eller mindre betydning. Dit synspunkt fremstår nærmest fuldblods eksistentialistisk – en filosofisk retning som selv ophavsmanden, Sartre, nuancerede sidenhen.

Du anviser i øvrigt, at en person der tweeter, HAR overskud, hvilket henleder til en følelsesmæssig stabilitet og vurderingsevne, som med fuld bevidsthed kan vurdere konsekvenser af denne eller hin handling. Her må jeg igen notere, at du henviser til din forståelse af mennesket som alene et rationelt væsen.

PS: Det klæder debatten hvis du argumenterer – eller som du kalder det ’bavl’.

Brugerbillede for Kristina  Jensen
Kristina Jensen

Nick Mogensen: Ja, heldigvis taler mit skriv for sig selv.

Hvad jeg mener om mennesket, som enten rationelt eller irrationelt får du ikke provokeret ud af mig, så du kan godt pakke sammen. Jeg har intet skrevet herom og dine overfortolkninger hører ingen steder hjemme.

Det du gør er ikke debat.