Kommentar

Udbudsmanien er skadelig for dansk økonomi

Forestillingen om, at det primære økonomiske problem er for lavt arbejdsudbud, bygger på forældede analyser og undersøgelser, der ikke kan overføres til dansk kontekst. Vi skal tilbage til virkeligheden og tilpasse politik til den aktuelle samfundsudvikling
Debat
25. juli 2012

Hvor dybe skal sprækkerne være, og hvor tynd skal isen være, før vi forlader den? Hvis man lytter til regnedrengene og de økonomiske dogmatikere, er det ligegyldigt – de står fast på deres teorier og modeller uanset, hvad der sker.

Og det selv om de økonomiske argumenter ikke repræsenterer meget mere end kvalificerede gætværk og til tider nærmest blind tro på slidte dogmer. Sådan har det længe været herhjemme.

Så mens regeringsledere og førende økonomer i resten af Europa holder vejret i frygt for yderligere økonomisk recession og arbejder hårdt på løsninger, der kan bringe vores kontinent tilbage på vækstsporet, fastholder forblændede danske mainstream-økonomer, at udbuddet af arbejdskraft i 2020 er den afgørende udfordring.

Det sker på trods af udfordringerne på kort sigt og på trods af, at der er stigende kritik af krisemedicinen. Senest er FN’s arbejdsorganisation, ILO, kommet på banen. De frygter, at den nuværende nedskæringsstrategi i EU vil medføre et tab på 4,5 millioner job, hvis der ikke sker ændringer i den nuværende økonomiske politik.

Ny viden tæller ikke

Det seneste indspark på den udbudsmaniske bølge kommer fra tænketanken Kraka, der her i avisen 13. juli igen forsøger at argumentere for, at lavere marginalskat i sig selv vil være det afgørende redskab til at øge udbuddet af arbejdskraft.

Det stålsatte fokus på udbuddet af arbejdskraft virker nærmest dogmatisk. Særligt når udbudsfantasterne ikke ændrer deres holdning, selv om der kommer ny relevant empirisk viden.

Tal fra Det Økonomiske Råd viser således, at arbejdsstyrken vil vokse med 50.000 mere, end regeringen hidtil har regnet med frem mod 2020. Og samtidig har Danmarks Statistik bakket op om denne stærkt ignorerede korrektion ved at fremlægge tal, der viser, at der i 2020 vil være 68.000 flere personer i den arbejdsdygtige alder (15-64-årige) end hidtil antaget.

Det betyder, at der til den tid faktisk vil være 2.000 ekstra i den alder end i dag – altså en stigning og ikke et fald.

Alligevel fastholder tænketanken Kraka, mainstream-økonomerne og de højreorienterede meningsdannere blindt deres fokus på øget udbud af arbejdskraft.

Ringe beviser

Vi skal ikke benægte, at der kan opstå et behov for mere arbejdskraft, og vi vil heller ikke benægte, at lavere marginalskat vil kunne have en ganske minimal effekt på udbuddet af arbejdskraft, ligesom der i øvrigt kan være andre gode grunde til at sænke skatten på arbejde.

Vi vil til gengæld nægte, at et øget udbud af arbejdskraft er den afgørende udfordring, og at lavere skat er det bedste redskab til at øge dette udbud.

Problemet med flertallet af de analyser, som ustandseligt bruges til at bekræfte sammenhængen mellem lavere marginalskat og øget udbud af arbejdskraft, er, at de typisk lider under følgende fire antagelser.

For det første er bygger flertallet af konklusionerne fra bl.a. Kraka, Cepos og Skatteministeriets på internationale undersøgelser. Men de kan ikke overføres direkte eller antages at ville være gældende i Danmark. For de hænger tæt sammen med strukturelle forhold i andre lande.

For det andet, bygger de fleste danske opgørelser på blot to simple undersøgelser. Den ene stammer helt tilbage fra 1987, hvorfor den er meget uaktuel og ikke giver meget retning i den nuværende økonomiske situation. Den anden er en surveybaseret undersøgelse fra 1996, hvor man i modeller har deduceret sig frem til nogle usikre simulationer. Tiderne er skiftet, og danskernes forhold til arbejde og fritid er ikke længere det samme.

For det tredje opererer de fleste af undersøgelserne udelukkende med marginalskat, hvilket betyder, at de afgrænser sig fra alle andre variabler. Det vil med andre ord sige, at sammenhængen mellem f.eks. arbejdstid og efterspørgsel, arbejdstid og arbejdsmiljø, arbejdstid og de institutionelle rammer ikke undersøges.

Endelig blotlægger undersøgelserne ikke præcist, hvor sikker og hvor meget elasticitet – udtrykket for hvor meget vores adfærd påvirkes – der skal være til stede, for at det bliver relevant at satse på lavere marginalskat, som vejen til at øge udbuddet af arbejdskraft.

Tilbage til virkeligheden

Filmen er altså knækket, når vi blindt tror på, at lavere skat fører til øget udbud af arbejdskraft, og at det er vores vigtigste udfordring.

Der er ganske enkelt andre værktøjer, der kan bruges til at øge den gennemsnitlige arbejdstid – værktøjer som samtidig er bedre til at få gang i væksten igen.

Opgaven er at sætte gang i efterspørgslen, ikke hæmme den, som meget af den dominerende politik gør. Vi arbejder ganske enkelt mere, når der efterspørges mere arbejde.

Hvis teorierne og dogmerne ikke passer til virkeligheden, trænger de nok til at blive justeret. Vi skal væk fra udbudsmanien og tilbage til virkeligheden, hvor politik og teori tilpasses den aktuelle samfundsudvikling.

 

debat@information.dk

 

Jens Jonatan Steen er analysechef i Cevea, Kristian Weise er direktør i Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Frimann Ljungberg

der røg så lige noget:

min have bag... hækken i fred for andre, hvis det er det jeg ønsker. Og den 1/5......

// Jesper

randi christiansen

og så er vi tilbage ved den gamle sang om hvorvidt ét menneske kan eje dele af fællesskabets ressourcer.

Jesper Frimann Ljungberg

@Michael B Pedersen.

Det er så ikke rigtigt, der hvor jeg arbejder er der sku' ikke noget andet valg end Danica, og jeg arbejder ikke for DB. :)=

Og jeg er helt klar over reglerne for investeringer når det kommer til pensions formuerne, og det er sådan set ok at man prøver at beskytte folk mod dem selv, og mod at hele systemet misbruges til at finansiere sommerhuse etc etc. Men derfor kan man jo godt liberalisere området.

// Jesper

Det kommer an på hvordan man ser på økonomi i det hele taget og hvordan fremtiden bliver.

Jeg ser selv en højteknologi der vil gøre mange funktioner helt og aldeles overflødige, hvor det mere bliver en prioritering af hvilket samfund man vil have, end hvad der bliver produceret og arbejdets betydning bliver tilnærmelesvist meget mindre, hvilket også vil sige at der ikke kommer mangel på arbejdskraft, særligt hvis man forstår at udnytte teknologien der allerede er der, og den som bliver udviklet efterhånden.

Jeg forstår heller ikke udbudsmanien, man har allerede sat lønningerne ned ved at devaluere Euro'en, hvor vi jo har fastkurspolitik så import er dyrere. Jeg kan heller ikke se nogen større mangel på arbejdskraft, men helt sikkert vil der være nogle brancher hvor man ikke har uddannede eller kvalificerede nok, eks. fordi man ikke tager lærlige nok ind, og alle går efter skrivebordsjobs da det er bedre betalt (levevilkår) og der er mere 'prestige' i det. Der er så hele miljøspørgsmålet, og der skal man nok søge over i f.eks solceller både i de små apparater, og som tagbedækning hvor der sker en markant udvikling hvor man jo ikke behøver at transportere energien og den er mere lokaliseret, selvforsynende og omkostningslav i ressourcer. Vindmøller burde man nærmest forbyde ved lov, det er noget svineri at fremstille dem og transporten af energien alene giver et enormt ressourceforbrug der ikke kan betale sig.

Indenlandsk (Læs: EU) produktion og handel er såvidt gratis da det er et nulsumsspil hvor alle lever af omsætningen imellem udbud og efterspørgsel på de produkter der købes og sælges.

Men..man hænger fast i produktionssamfundet og dets produktionsøkonomi, her i overgangen til teknologisamfundet. Der er store forandringer forude på den måde.

Steffen Gliese

Martin Skov, en fornuftens stemme, der ikke hænger fast i tankemæssige strukturer, der er problemet og ikke løsningen.

@Peter Hansen
Jeg har sagt hvad noget af løsningen er. Tænk i formål, teknologi og ressourcer, i stedet for produktion, arbejde og produktivitet. Man behøver ikke at opretholde en produktionsmekanisme der er unødvendig for at udbetale lønninger og konkurrere på hvem der kan fremstille mest, hurtigst og sælge det for at skabe en profit der ikke eksisterer i et nulsumsspil af udbud og efterspørgsel når man kan samarbejde, bruge hinandens viden og udvikle på det man har, så man kan skabe bedre,mere fornuftige, bæredygtige og selvforsynende samfund. Produktion for produktionens skyld er ligeså tåbeligt og meningsløst som pengene for profittens skyld. Det er et spild af tid og ressourcer.

Ressourcer skal forståes meget konkret. Der er ikke nogen rationel grund til at bruge 100 tons kobber på at nogen kan få en pære til at lyse 5000km væk hvis man kan fremstille solcelle-tapet og både fordele, opbevare og lave elektriciteten lokalt med minimal vedligeholdelse og ressourceforbrug. Det samme gælder i alle andre henseender. Der er ikke nogen grund til at lave nye bilmodeller hvert eneste år af skrottet fra de gamle og bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på det. Det er bare transportmidler. Det kan gøres smartere.

Men... men.. pengene? Økonomien? ..Så send da flere penge Onkel Benny og krads dem ind med skatter og afgifter og send dem igen næste måned eller lav Tech-Money der udløber hver tredje måned indtil man finder på noget der giver mening at lave eller uddanne folk til. Send endnu flere til dem der uddanner sig. Mange flere til dem der udvikler, forsker, underviser og laver det nødvendige, hvor sidstnævnte så helst skal blive så overflødigt som muligt så man skal bruge mindre tid på det.

Men.. det er en stor omstilling hvis det er hvor man vil hen, det er jo spørgsmålet "Where do we go from here" istedet for bare at løbe videre i hjulet indtil planeten bukker under i forurening, skrald og markedsidioti med alle dets jubelfantasterier.

P.s Jeg er dokumenteret sindssyg, så ovenstående er med forbehold for hvad en terapeut fortalte mig "Tag hvad der kan bruges, og smid resten væk!".

randi christiansen

Martin Skov - Det er den globale ressourceadministration, der er bimlende sindsyg og kriminel i og med den uretmæsssigt eksproprierer ressourcer i et sort produktionsamokløb. Hvilket vel også er, hvad du mener med dit indlæg ?

Sider