Kommentar

Uempatiske læger tager håbet fra deres patienter

Alvorlige diagnoser bør formidles med empati, hvis patienten skal bevare et minimum af håb og livsmod – men alt for mange speciallæger er dårligt skolet i at tage hensyn
20. juli 2012

I sundhedsverdenen har man længe vidst, at kommunikationen mellem sundhedspersonale og patient er af afgørende betydning for helbredelsen. Og nu er emnet blevet aktualiseret i forbindelse med en ny forskningsrapport fra Karolinska Institutet i Stockholm. Den viser, at personer, som har fået besked om, at de har en kræftdiagnose, har en øget risiko for at begå selvmord eller blive ramt af hjerte-kar-sygdom inden for den første uge efter diagnosen. Og det ser ud til, at risikoen ikke har nogen sammenhæng med behandlingen, men med selve sygdomsbudskabet. Der er derfor god grund til at spørge, om noget af årsagen til den øgede risiko kan være den måde, som kræftbudskabet formidles på.

Meget tyder på, at en del læger – og det gælder navnlig speciallæger – ikke har den nødvendige kommunikationsforståelse, der skal til, for at de kan formidle fortrøstningsfulde budskaber til syge. Måske skal årsagen til denne mangel endda søges i selve speciallægeuddannelsen, eller også er det rammebetingelserne i selve sygehussystemet, som er uhensigtsmæssige.

Pustede håbet ud

Ligegyldigt hvilken forklaring man hælder til, er det ikke svært at finde eksempler på kommunikationens effekt.

Person A døde f.eks. efter en lang kamp mod kræft, kun 52 år gammel. I ni år havde hun brystkræft. Den spredte sig efter nogen tid til knoglemarv og lever. Det var hårdt for både hende og hendes kæreste, men hun bevarede håbet og kæmpede for livet. Spiste sundt, levede sundt. Fik cellegiftkure og strålebehandling. Hun kontaktede også alternative behandlere, som gav hende et håb – og som i en periode var med til at forbedre hendes livskvalitet.

Hun havde kontakt med en kræftspecialist, som, da det begyndte at udvikle sig i en kritisk retning, ikke formåede at kombinere behandling med omsorg. Han fortalte hende overordentligt direkte, at der ikke var noget håb. Det fratog hende både livsmod og nattesøvn.

»Selv om det så skulle blive min sidste sommer, kunne jeg så ikke have fået den i fred?« skrev hun i sin dagbog. Kunne hun i sine sidste måneder have haft en bedre livskvalitet?

Jeg er klar over, at lægerne her står over for en vanskelig balancegang. For mange patienter ønsker klar besked og gerne en så eksakt livsprognose som muligt, så de kan indstille sig på, hvornår det er slut. For den patientgruppe kunne denne læges facon muligvis have fungeret tilfredsstillende, men for person A var den på alle måder vanskelig.

Sendt lukt i depressionen

Et andet eksempel er person B, som var i behandling hos en læge med tilsvarende mangel på psykologisk indsigt i forbindelse med en alvorlig skade på det ene øje. Øjenspecialisten fastslog, at der var tale om en uoprettelig skade.

Der var altså intet håb om bedring. Desuden blev det sagt ligeud, at man ikke vidste, hvordan det kunne udvikle sig. Tilstanden kunne med andre ord blive værre, og også det andet øje kunne blive ramt.

Da patienten spurgte, om skaden ville få nogen betydning for hans færdsel i trafikken, blev der svaret, at person B ikke måtte køre bil i det næste halve år.

De meldinger var med til at sende person B ud i en svær depression. Til alt held havde han lægevenner, som indtrængende opfordrede ham til at søge en second opinion, og han kontaktede en anden øjenlæge.

Denne speciallæge udtrykte sig på en helt anden måde. Han var mere medfølende og sendte person B til forskellige undersøgelser, så han blev forsikret om, at der ikke var nogen andre former for skader. Han satte også patienten i gang med et nyt behandlingsforløb. Behandlingen var ganske vist på forsøgsstadiet, men så ud til at have gode virkninger.

Efter lægerne er kommet med nye informationer og har indgydt håb, er person B’s livssituation totalt forandret.

Og han er dybt taknemmelig over, at den anden speciallæge kunne give ham en noget anderledes sygdomsbeskrivelser og indgyde optimisme.

Den første øjenspecialist kunne måske nok sit fag, men han kunne ikke give håb og opmuntring. Desuden tyder meget på, at han har taget fejl i sine mest pessimistiske forudsigelser.

Person A brugte det sidste halve år af sit alt for kort liv til at kæmpe med en depressiv sorg, som lægen muligvis kunne have mildnet. Men hans skånselsløst ligefremme diagnose gjorde det modsatte. Han havde nok ret i sin diagnose, men kommunikerede den forkert.

Spørgsmålet er, om ikke sundhedspersonale bør være mere optaget af at kunne leve sig ind i en patients bekymringer. Bør de ikke i højere grad forsøge at forstå, hvad patienterne ønsker at vide? Ja, selv når patienten beder om et ærligt svar, bør det gives med den nødvendige omsorg og empati. Jeg forventer mere af en speciallæge, end at han kan give én indsigt i den naturvidenskabelige forståelse af et sygdomsforløb. Nogle patienter har ikke nødvendigvis behov for at vide alt det, som lægen ser. »Jeg havde et lille flakkende lys af håb, men han blæste det ud,« skrev Person A i sine dagbogsnotater.

Læger skal forstå psyken

Det er selvsagt nødvendigt for en speciallæge at kunne forstå et sygdomsbillede for at kunne helbrede og eller mindske de negative konsekvenser af sygdommen. Men det er mindst lige så vigtigt at forstå psyken hos patienten.

Det er ikke altid livets længde, som betyder mest. Kvaliteten af den tid, patienten har tilbage, er også vigtig. Person A fik ikke forlænget sit liv ved at blive præsenteret for en brutal sandhed. Budskabet fra Person B’s første læge bidrog heller ikke positivt. Og deres eksempler er desværre ikke enestående. Hver gang jeg fremdrager de to patienters erfaringer, får jeg fortalt lignende historier.

»Jeg håber ikke, jeg har lidt forgæves,« udtalte Person A mod slutningen af sit liv. Hvis beskrivelsen af hendes skæbne kan bidrage til en debat om lægers kommunikation med deres patienter, vil det kunne gøre hendes alt for tidlige død en smule mindre meningsløs.

Jan Johnsen er lektor i Medier og Kommunikation på Høgskolen i Oslo og Akershus. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Værdig dødsbevidsthed, eller hektisk stræben efter en mulig helbredelse? - de nære omgivelser er ofte årsagen til at valget falder på det sidste scenarie. Jeg har dog mødt en del, der har taget dommen med ro og værdighed.

...måske skulle vi alle øve os lidt mere i at omgås de der har fået dommen.

Jon W Leonon

Jaja..
'Du har lever-kræft.. Men fortvivl ikke, der er ingen der dør af det ! '

Jan Johnsen, hvordan har du forestillet dig at personalet i sundheds-sektoren skal kunne holde livet ud hvis de 'lever sig ind i patientens bekymring' ?
Hvor mange små terminalcancer børns bekymringer tror du man kan holde til at 'leve sig ind i' og stadigt kunne passe sit arbejde ??

Peter Günther

ja, det ville hjælpe lægerne i at hjælpe os, hvis vi ikke selv fremviser hysterisk adfærd omkring vores egen sundhed.

Lægen er vores sundhedshjælper ikke overdommeren (bødlen...)

Jon W Leonon

Peter, jeg tror nu nok at den her artikel handler om
noget mere alvorligt end blot 'sundheds-tilstand' ..

Forestil dig at det er dig der skal fortælle et forældre-par
at deres lille Guldklump vil DØ af den leukæmi eller hvad det nu er ..
I den situation kan man vel næppe tale om at der er nogen der er 'hysteriske', kan man ?
For forældrene er det første, og forhåbentligt også sidste, gang de skal høre det .
Lægen derimod.. Hun skal fortælle den slags 'nyheder' indtil hun går på pension !
DET kan man kun holde til hvis man holder en 'professionel distance' .

Heinrich R. Jørgensen

Newsflash: Vi skal alle dø.

Alt levende er til et i begrænset tidsrum. Det er naturens cyklus. Det er en naturlig cyklus.

Mens man er til til, kunne man jo passe forsøge at være til stede (og) i nuet. Den eneste lokatation og det eneste tidspunkt der betyder noget og hvor man kan gøre noget -- her og nu.

Karsten Aaen

Empati handler det om, ikke om sympati eller om at leve sig ind i folks sygdomme. Og man kan sagtens give folk besked om at de har en uhelbredelig sygdom på en god måde, så der også er en smule håb tilbage.

Benny Jensen

Jeg så da hellere en koncis besked end en besked, der er genereret gennem et empatikursus, men jeg er naturligvis også kyniker.

Inger Sundsvald

Hvis jeg skulle undersøges for en alvorlig sygdom, så ville jeg personligt foretrække at få et brev med posten, hvor der stod lige ud ad landevejen, i et sprog jeg forstod, hvad der var i vejen, hvor jeg skulle henvende mig i det videre forløb og også gerne med en prognose (om det var ulejligheden værd at gøre noget ved det). Det må være muligt at forfatte nogle forskellige standardskrivelser.
Jeg ville absolut ikke bryde mig om at blive omklamret med medlidenhed af en fuldstændig fremmed person.

Heinrich R. Jørgensen

En ærlig physiker er så klart at foretrække, frem for en uærlig.

Til gengæld kunne de personer, der konsulterer en medicin-mand for at få en vurdering af deres helbredstilstand, gøre sig selv en tjeneste ved at nægte at indtage en rolle som klient. Det er vigtigt at fastholde, at lægen yder en faglig service, til en person og et medmenneske der rekvirerer denne ydelse.

Hvis personen gerne vil modtage en vurdering om egne fremtidsudsigter, skal lægen vurderinger pba. erfaringer o.a. ikke tages som udtryk for, at vedkommende har udsagt en dødsdom eller har konsulteret en magisk krystalkugle, hvori fremtidige begivenhed står skrevet.

Læger ska' sgutte være empatiske (i ordets moderne betydning). Skal de sammen med klientellet sidde og flæbe over, at de også er bange for at blive syge, at skulle opleve smerte, at være til besvær, og at skulle forlade selskabet?

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Hvis jeg skulle undersøges for en alvorlig sygdom, så ville jeg personligt foretrække at få et brev med posten"

Fornuftige betragtninger, Inger.

De fleste, der hos en læger får den negative besked om et positivt resultat for en terminal lidelse, hører som regel ikke det meste af hvad der bliver sagt. Eller rettere: erindrer det ikke.

De hører den nedslående "dom", og hvad der dernæst følger af oplysninger om mangt og meget, bliver ikke registreret i mange tilfælde. Det er i så fald spild af alles tid og energi, med den form.

Jon W Leonon

“Hvis jeg skulle undersøges for en alvorlig sygdom, så ville jeg personligt foretrække at få et brev med posten”
Tja ..
Lægernes etiske regler siger altså at det gør man bare ikke .. Man sender selvfølgelig ikke bare en døds-dom til folk med posten ...

Sabine Behrmann

Jeg ved ikke, om jeg ville foretrække at være alene med sådan en nyhed, eller om jeg hellere ville høre den fra en person, der sidder over for mig.

Den slags ved man aldrig før bagefter.

Jon W Leonon

Må 'person B' køre bil i dag ?
Blev han helbredt ??

Mht 'person A' :
'..men hun bevarede håbet og kæmpede for livet.
Spiste sundt, levede sundt.
Fik cellegiftkure og strålebehandling. '

Broccoli, kemo og stråler ?
Ja, det lyder vældig sundt ..

Jeg fatter simpelt hen ikke hvad Jan Johansen vil med det her ?
Skal lægen side og være sjæle-sørger og engagere sig i kampen mod det uundgåelige eller hvad ?
Gud er ikke læge og læger er ikke Præster ..

Martin Haastrup

Dødens købmænd fouragerer fandenivoldsk.

Se Dr. Matthias Raths artikel Business with disease/Folkets Program:

http://www.laleva.cc/dk/rath_042003dk.html

Udvalgte uddrag:

Mit andet bidrag til menneskeheden var at afsløre medicinalindustrien, som den største investeringsindustri på jorden, der bibeholder og fremmer en af de største svindelnumre i menneskehedens historie.

Selv om annoncerne lover ”helse” eksisterer denne industris marked kun, hvis der findes sygdom og masser af sygdom. Forebyggelse, behandling af de tilgrundliggende årsager samt udryddelse af sygdomme truer medicinalindustriens ”investeringsforretning i sygdom” og det såkaldte medicinalkartel søger derfor at modarbejde dette.

I en offentlig præsentation i juni 1997 formulerede jeg for første gang den analyse, der kunne gøre enhver ædruelig, at selve den industri, der besidder monopol på global ”sundhedspleje” er den største forhindring for verdensbefolkningens mulighed for at nyde et sundt liv.

Den tredje bedrift jeg betragter som bemærkelsesværdig er det faktum, at jeg har kunnet udbrede denne livsvigtige information og analyse på et globalt plan. Ved at gøre dette følte den multitrillion store farmaceutiske investeringsgruppe sig så truet, at den nu prøver at cementere sit globale greb om verdensbefolkningen ved hjælp af lovgivning til beskyttelse af deres interesser samt til skrinlæggelse af borgerrettighederne.

Påskuddet for denne strategi er den såkaldte globale ”krig mod terrorisme”. Denne krig mod ”terrorisme” er ikke en rigtig krig. Den er strategisk udviklet og implementeret til at skabe en global tilstand af skræk og intimidering, der skaber grobund for implementering af sådanne drastiske retslige skridt ikke blot i USA men også overalt i verden.

Mine nærmeste medarbejdere forudså denne udvikling for mere end ti år siden. Det var på det tidspunkt, at den afdøde dobbelte nobelprisvinder Linus Pauling sagde til mig: “Dine opdagelser er så vigtige, at de truer hele industrier. En dag vil der måske endda blive rustet til krig for at forhindre dit gennembrud i at blive accepteret viden om.”

De dimitterede fra det medicinske fakultet og arbejdede som læge og forsker. Hvad fik Dem til at skifte til forskning i naturlige behandlinger?

En anden betydelig opdagelse var den naturlige måde, vi kan forhindre kræftceller i at sprede sig i kroppen. For nogle år siden offentliggjorde jeg information om, at alle kræftceller, uanset hvilken type kræft og uanset i hvilket organ den begynder, spredes på den samme måde.

De bruger ”biologiske sakse” (enzymer), der kan klippe gennem vævsmolekylerne (kollagen) i vores krop. Jo mere aggressiv en kræfttype er, jo mere af disse kollagenfortærende enzymer producerer den.

Denne overskydende produktion af enzymer, der kan ødelægge væv, kan mindskes eller blokeres helt på naturlig vis, ved at bruge aminosyrerne lysin og prolin kombineret med vitamin C og visse andre mikronæringsstoffer.

For nylig fastslog vores forskningsfirma, at alle typer kræftceller, der var blevet studeret, kan blokeres ved at drage fordel af denne næringsstofsynergi til at blokere disse enzymers virkning.

I Europa og USA er der allerede titusinder af kræftpatienter, der udnytter denne naturlige vej til forebyggelse og behandling af kræft. Flere hundrede af dem er allerede kommet sig fra sygdommen.

Dette er endnu mere bemærkelsesværdigt i betragtning af at konventionel medicin indtil for nylig har betragtet kræft som en ”dødsdom”.

Vi har omhyggeligt dokumenteret mange kræftpatienter med røntgenbilleder af deres lunger, og deres knogler før og efter denne naturlige behandling. Man kan rent faktisk se de dokumenterede succeshistorier på vores stiftelses website

http://www4.dr-rath-foundation.org/

Lægerne ved ikke, at de ikke ved, at kræft ikke nødvendigvis behøver at få terminal-status i ethvert tilfælde. Deres opfattelser af kræft og sygdom i det hele taget er købt og betalt af samme medic-industri som ejer og dermed dikterer lægernes uddannelser og deres indhold selv. =>Lægerne bliver gjort til salgskonsulenter og -agenter for medic-industriens kemisk-syntetiske masse-producerede pharma-produkter.

Rath anfører bla.:

>b>Hvorfor mener De, at naturlig behandling og kontrol er bedre og mere effektiv end traditionel medicinsk behandling?

Medicinalindustrien er en investeringsindustri. Som følge af dens beskaffenhed kan og vil den ikke producere lægemidler, der forebygger eller udrydder lidelser, fordi det eliminerer disse lidelser som et marked for den fortsatte brug af lægemidler.

Dette faktum er svært at forstå og endnu sværere at acceptere. Men det er sandheden og alle bør høre om det.

Følgelig har 80% af lægemidlerne, der aktuelt findes på verdensmarkedet ingen bevist virkning. De dækker blot over symptomerne. Som et direkte resultat af dette faktum, begrænses vore dages mest almindelige lidelser inklusive hjertekarsygdomme, kræft, AIDS og mange andre sygdomme ikke, men fortsætter med at spredes til trods for at der kan fås effektive, ikkepatenterbare alternativer.

Biologi- og biokemistuderende verden over lærer om mikronæringsstoffernes rolle i cellernes optimale funktion. Uheldigvis er medicinalindustriens indflydelse på lægestudierne verden over, så stærk, at disse videnskabelige virkninger indtil videre ikke er blevet anvendt til at løse medicinske problemer.

Forudsætningen for at verden kan nyde fordelene ved naturlig helsebehandling er både accepten af nye videnskabelige virkninger samt fjernelse af kunstige barrierer inden for medicin, der er økonomisk motiveret af medicinalindustriens investeringsforretning i sygdom.

...

Næsten ingen af de mennesker, der lever på Jorden nu om dage ved, at menneskets krop ikke producerer det naturlige aminosyre lysin, der er en væsentlig bygningsblok for proteiner.

Nu viser det sig, at det er dette naturlig molekyle, lysin, der er en af de vigtigste faktorer til at forhindre kræftceller i at sprede sig i kroppen.

(min fremhævning) Kræft er den næststørste epidemi i den industrialiserede verden og de lægemidler, der sælges i løbet af den sidste måned i en kræftpatients liv er en af de mest profitable markeder i den farmaceutiske handel i sygdom.

Læger kan ikke andet end være uempatiske - it goes with the terratory. De er selv en del af problemet, end del af kræftsygdommen, en del af medic-bedraget. - Generelt sagt selvfølgelig - Der er nemlig flere læger på højtstående poster som er ved at gennemskue medic-kartellets patenterings-politik o-lign og protesterer mod det.

Vi taler om den bandlyste viden. Med forsæt, i kommercielle interesser bandlyse viden om at feks kræft ikke nødvendigvis i ethvert tilfælde overhovedet behøver tildeles terminal-status.

Men lægerne mener de skal være 'realistiske'. I forhold til hvilke kriterier? I forhold til hvilken viden om kræft? Og folk flest, foretrækker selvfølgelig at få 'sandheden' at vide - uden omsvøb. Men hvad nu hvis sandheden om deres (kræft-)sygdom ikke er så ligetil og enkel som lægerne flest gerne vil have dem til at tro??! : Du skal dø.

Marianne Christensen

For halvandet år siden kom jeg hjem fra Cuba og havde åbenbart slæbt en eller anden mærkværdig sygdom med hjem.

I hvert fald fik jeg at vide at jeg kun havde 14 dage til tre uger tilbage pga fremskreden gulsot.

- og jeg lever trods alt endnu.

Men mødet med døden får en til at tænke at det at leve er meget værd. - og at forbrug og andet gøgl er ligegyldigt.

lene johansen

Jeg fik min far "fit for fight" efter et prostatakræft udbrud.

Senere kom lægerne på banen - og min autoritetstro far døde (af behandlingen)

Jeg fulgte bl.a. Dr. Mathias Raths anvisninger, stærke C-vitaminer, pressede granatæble (hver dag) ipo roxe te, andre vitaminer, 1 glas rødvin efter mad. healede og var EMPATISK.

Lægerne brugte stråler, morfin og var UEMPATISKE

Martin Haastrup

Deepak Chopra
Livets Videnskab
Ved lægevidenskabens grænser.

Gyldendal 1989

Omtaler flere tilfælde af sine kræftpatienter som får spontan recession - Uddag fra bogens omtale:

Livets videnskab beskæftiger sig med helbredelse - et af lægevidenskabens store mysterier. For at nå frem til en større forståelse af helbredelsesprocesser inddrager Chopra såvel vestlig lægevidenskab som kvantefysik, transcendental meditation og ikke mindst den gamle indiske lægekunst Ayurveda.

Ayurveda er mere end 4000 år gammelt, sanskrit og betyder livets videnskab...hovedtanker...helbredelse en mere en mental proces end det er en fysisk proces. Sindet kan kurere 'fejltagelser' som kræft, sukkersyge, AIDS... - hvis man evner at trænge dybt nok ned i lagene, ind til sindets hjerte. Sindet påvirker kroppen enten mod sundhed eller sygdom. Kroppen har sin egen evne til balance, hvis den rystes af sygdom.

Livets videnskab er kritisk overfor for den typisk vestlige forståelse af krop og sind som to forskellige og uafhængige elementer, samt af kroppen som en samling udskiftelige isolerede organer...

En af mine veninder døde efter kun 3 års kamp med en immundefekt som ledte til kræft først i blæren og senere over det hele... - forårsaget ifølge hendes eget udsagn (og lægernes) af bivirkningerne af den medicin hun tog i sine unge år mod samme første - I en alder af kun 40 år.

Kræftens Bekæmpelse lokkede mig i lotteri-nettet - men da jeg indså at det mere drejede sig om øge deres egen indtjening holdt jeg op med at støtte dem. Efter ryger-hetzen fordømmer jeg dem.

Omtalte kvindes halvsøster misbrugte alternativ viden mod hende og insunuerede på den meste uempatiske vis at hun selv var skyld i sin kræftsygdom og bare skulle lære at lytte til alternative healere osv i den dur. Igen blev jeg rasende på kræftpatienters vegne i det hele taget over hvilket svineri de bliver udsat for, både fra uempatiske læger som sværger til naturvidenskab og naive uempatiske alternativ fanatikere, som feks drevet af Lousie L. Hays opsigtsvækkende bog - New Ages åndelige moder - populært sagt -"You can heal your life/Helbred dit liv" - Lousie skriver mange gode og opsigtsvækkende ting, blandt andet at hun også helbredte sig selv fra kræft - men at sværge til hendes unikke tilfælde som værende et som kan gælde for alle er den samme ensidighed og fanatisme som den man finder hos den forstokkede uempatiske naturvidenskabeligt drevne læge der udbryder: De har kræft. De skal dø.

Hvor fanden er respekten for kræftpatienters rettigheder til selv at bestemme hvad de vil, og hvordan de vil, hvorlænge de vil osv??!

Jeg fremturer gerne: Ligesom det er med voksnes forskruede ambitions-niveau på deres børns vegne - ligeda er det med de overlevendes ambitioner på deres pårørende terminal-patienters vegne: Min ambition om at du skal forblive i live trækkes ned over hovedet på dig - fordi jeg ikke vil stå med smerten over tabet bagefter.

Dertil skal lægges tabu om døden i det hele taget - sygdom og nød og elendighed - alt det som får facaden til at krakelere - men som er - hold fast - en såre naturlig ting her i livet.

Hvis kræftpatienter skal vælge at holde sig i live -motiveres til at holde sig selv i live - forsøge med alternative metoder osv - så skal de kraft-æde-mig (Min afdøde veninde advarede mig mod dette kraft-udtryk = kræft-æde-mig...) have lov til at bestemme selv og støttes og respekteres ubetinget i deres valg - OGSÅ selvom det volder de efterladte sorg.

Vi talte en del om det min veninde og jeg - hun gjorde det så flot - sin sidste rejse - om at folk måtte lære at forholde sig til døden og sygdom og IKKE KUN TIL SIN EGEN SORG OVER AT MISTE EN AF SINE KÆRE.

Blandt andet handlede hendes råb om en far, som ikke kunne være der for sin datter, fordi han blev så opslugt af at skulle miste sin datter at han ikke kunne se ud over sin egen næsetip.

Så - min konklusion er atter: Hvis vi skal være noget for vores syge - det gælder ikke kun kræftpatienter - hvis vi skal have empatien frem i højsædet så kræver det krafted.... - nå, sorry - at vi SELV LÆRER AT OMGÅS DØDEN og SORG og SYGDOM OG NØD OG ELENDIGHED på en afslappet og naturlig måde. = At vi arbejder med os selv indeni. At vi indstiller os på at døden, sygdom og nød og elendighed er en del af livet og det rammer vilkårligt. At ikke selv så meget som massiv alternativ behandling er nogen garanti for at vi får det som vi vil have det - der er ingen garantier for noget som helst - helbred kan ikke købes for penge eller bønner...

Det er hårdt arbejde - og det må krafte...nå..sorry igen...være op til den syge - kræftramte selv at bestemme hvad, hvordan, hvorfor osv.

SORGPROCESSER er hvad vi må lære at arbejde med og forholde os til i stort som småt - kun ad den vej kan vi lære at blive empatiske med vores kræft-patienter men måske også lære at forebygge potentiel kræft i os selv - når vi ad den vej, lærer at forholde os til al slags smerte og finder ind til livets hjerte...

Martin Haastrup

PS.: Jeg maler det lige krast op: Min afdøde veninde klagede til mig over at hun, den syge, terminal-patienten skulle være den som trøstede sin far over at han skulle miste hende i en alt for tidlig alder.

Det det samme som at kræve at barn skal tage ansvar for og passe sine forældre - istedet for omvendt.

Såeh, far, nu må du ikke være ked af at jeg skal dø...

Sålænge de overlevende ikke ejer evnen og viljen til at se ud over sin næsetip - se ud over sin egen smerte - sålænge er der heller ikke noget håb for kræftpatienter. Hvis det var mig, ville jeg også sige til mig selv: Folk er simpelthen så uempatiske egocentrerede at selv ved dødens port viser deres slaphed sig: Jeg skal trøste dem over at jeg er ved at dø! Gu fanden ville jeg ej gide det - hvis det var mig!

Og så hele showet bagefter på kirkegården - alle blomsterne, alle tårerne - de mange lamper med fyrfadslys - åååh, al min smerte, al min smerte - hvorskulle du forlade mig - klunke klynke - piiiv piiiv piiiv...

Nu sætter jeg det lidt på spidsen selvfølgelig - men vi må sg da snart se at blive lidt mere voksne og lære at forholde os til LIVETS REALITETER uden alt det piveri og hysteri. Det er rent ud sagt til at brække sig over.

Derfor, siger jeg igen: Skrub i terapi og lær at forholde dig til, gennemgå SORGENS FASER - uanset hvilken art af TAB du så end måtte oplever - det er en gave for livet og døden at lære at komme ind til LIVETS HJERTE på den måde - at udvikle den dybeste empatiske følelse for al verdens SMERTE.

Det uempatiske syndrom herhjemme pr har jeg råbt og skrevet og skreget om et dekadent årti nu - og længere endnu før det - skyldes ene og alene at de fleste NÆGTER at forholde sig til nød, død og elendighed - vi er bare superegoister allesammen som vil have og ha' og ha' og atter have. Det går ud over de hjemløse, de fattige, de arbejdsløse, de syge, de gamle, de unge, børnene, udlændingene - denne total forskruede prfiditets-ambitiøse jagt på illusione om det prefekte liv uden lidelse og smerte.

Folk dør af det. Den Kroniske Fornægtelse.

Såeh, wake up - and GET REAL - FOR ONCE!

Tak.

Dan Johannesson

Det interessante i diskussionen, som ligger implicit mellem linierne i artiklen, er det evige tabuemne: Bevidsthedens indflydelse på kroppen.

Der er lavet talrige undersøgelser der netop viser at vores 'definition af situationen' direkte påvirker vores fysiske velvære. Ligeledes er der de overordentligt interessante placebo studier, hvor voldsomme sygdomme og symptomer totalt helbredes, af kalktabletter, fordi at personen har fået oplyst at han / hun har indtaget en ekstremt effektiv medicin.

Kvantefysikken, står på sidelinien og råber igen og igen (tak nephew) ind til den stok døve mainstream videnskab og presse, at alt stof kun kan eksistere når en iagttagende bevidsthed kommer ind i spillet (ikke en teori, men kontrollerede, gentagbare og veldokumenterede laboratorie forsøg dokumenterer dette) - hvilket er et fact med gennemgribende konsekvenser ifht. al eksisterende realitetsforståelse, og praksis, i særdeleshed også vores forståelse af forholdet mellem krop og bevidsthed.

Hertil er det sjovt når man tænker på andre fysiske fænomener, for kan stof ikke være uden bevidsthed, må en bevidsthed nødvendigvis betragte selve universet, alle planeterne osv. Ellers eksisterede skidtet ganske enkelt ikke..

Fun stuff - ikk? ; )

Så selvfølgelig skal lægerne trænes meget i ordets ekstreme magt. En magt der kan anskueliggøres på følgende enkle okkulte måde: Ordet påvirker bevidstheden, bevidstheden styrer kroppen og realiteten, samt alle processer der heraf følger.

Bla. også derfor at underholdningsprodukter i tonsvis omhandlende sindsygdomme, massemordere og lemlæstelse, måske i virkeligheden er en ganske dårlig ide, med mindre man ønsker at fastholde befolkningen i en frygt / slave mentalitet.

Nå, men glade sommer hilsner herfra - de er nu engang de sundeste.

Mai Mikkelsen

Come on folkens! Det kan godt være at døden er en del af livet, men det er også en del af en sorgproces at græde, lægge blomster på graven osv. Det er hverken klynkeri eller piveri.

Ligeledes handler det ikke om at lægen skal give sig til at tude sammen med patienten, eller lyve om den fremtid vedkommende går i møde. I stedet handler det om at udvise en forståelse for det følelsesmæssige aspekt i at modtage en "dødsdom"

Jeg er selv bindevævssarcom-cancer patient, en kræftform der er tilbagevendende, og som jeg indtil videre har vundet over 4 gange. Jeg er heldigvis velsignet med fantastiske læger, både dem på Skejby, Århus Kommune Hospital og min privat praktiserende læge. Men jeg har hørt mange i samme situation, der føler sig som et ligegyldigt cpr.nr. når de modtager beskeden. og det er sgu ikke i orden. Hvis man ikke kan kommunikere med mennesker og relatere til dem, omend ikke andet så med professionel omsorg, så skal man ikke arbejde med mennesker, og slet ikke terminalpatienter!

Leger må selvsagt ha distanse til sine pasienter og deres tragiske skjebner for å kunne gjøre sin jobb. Denne artikkelen handler om deres evne til å kommunisere, bl.a. når dødsbudskap skal formidles. Det er her mange leger svikter. Hva skyldes det? Trolig mangelfull opplæring i kommunikasjon og psykologi under studiene. Og feil rekruttering av studenter. Kan det tenkes at de skoleflinke elevene som får bare toppkarakterer på gymnasiet, blir sittende så mye over bøkene at de ikke lærer seg grunnleggende sosiale ferdigheter?