Kronik

Utak er de riges løn

Danmark har fået en ny forfulgt minoritet: De meget velhavende, som føler sig både skræmte og forfulgte. Det er godt spin, at man efter massive forringelser for dem nederst i samfundet, ender med at have ondt af dem i toppen
De velhavende danskere truer med at flygte langt væk i den åbne sportsvogn ved tanken om, at der skal bidrages mere til fælleskassen. Men hvis I tænker jer bare en lille smule om, så tror jeg hurtigt, I kommer tilbage igen. I får så meget af velfrædsstaten, selv om det altid forlyder at det er de fattigste der malker den, mener kronikøren.

De velhavende danskere truer med at flygte langt væk i den åbne sportsvogn ved tanken om, at der skal bidrages mere til fælleskassen. Men hvis I tænker jer bare en lille smule om, så tror jeg hurtigt, I kommer tilbage igen. I får så meget af velfrædsstaten, selv om det altid forlyder at det er de fattigste der malker den, mener kronikøren.

Bjarke Ørsted

Debat
24. juli 2012

Mens Danmark, særligt i det forgangne årti, tiltrak sig international opmærksomhed og kritik for at stigmatisere og forskelsbehandle minoriteter, ser der nu endelig ud til at være en modreaktion. En ægte forfulgt minoritet kan naturligvis ikke tale for sig selv, så derfor var det andre, der måtte give dem en stemme, da debatten i sidste uge tog fart i aviser og på nationalt tv.

Og hvad er det så for en minoritet, der har fået stemme og medynk? Er det behandlingen af de etniske minoriteter, der har fået folk op af stolene? Er det den stadigt voksende gruppe af arbejdsløse? De psykisk syge? Eller måske den gruppe af førtidspensionister og fleksjobbere, der blev ramt af den netop indgåede skattereform?

Nej, det er såmænd de rige – de stakkels rige, millionærerne og de allermest velhavende, som føler sig forfulgte og endda både ’skræmte’ og direkte ’forhadte’.

Reaktionerne kom ikke mindst oven på Enhedslistens forslag om, hvordan man skaffer seks-otte milliarder kroner til den slukne statskasse. Partiet foreslår, at den rigeste gruppe – situationen taget i betragtning – skal bidrage med lidt mere. Det var Socialdemokraterne og SF’s politik for 10 år siden, men i 2012 er det »verdensfjerne kommunisters« angreb på en forfulgt minoritet.

Hvem tager de virkelige risici?

Blandt de forargede og chokerede var journalist Susanne Sekjær, der lagde ud med kronikken ’Hvorfor er folk så hadefulde over for de rige danskere?’ i Politiken i forrige uge og efterfølgende uddybede i DR2’s Deadline.

En af Sekjærs pointer var den klassiske: »Det er de velhavende, der skaber værdierne og tager risici, så det er kun fair, at de er rigere end os andre« (og det er nærmest synd for dem, at de bliver beskattet).

Det er et ofte brugt, men helt absurd argument, som afslører, at man har tilbragt lidt for lang tid i solen i Rungsted havn og alt for lidt ude i den virkelige verden.

Hvad er det for en risiko, disse rige mennesker tager? Den er, fremføres det, økonomisk. Allerede det kunne man bestride, men lad os antage et øjeblik, at påstanden er korrekt.

Man mener altså, at de rigeste har taget en større risiko end andre, og derfor skal vi lade dem være i fred med deres mange penge. Den slags argumenter giver kun mening ved at sammenligne med andre grupper i samfundet. Spørgsmålet er således, tager de rigeste større risici end andre?

Og her har vi problemet, for svaret er et rungende ’Nej, tværtimod’. Der har været rigelig romantisering af den Kansas-klædte og hårdtarbejdende dansker, og den stereotype forherligelse har jeg egentlig ikke lyst at bidrage yderligere til. Men når det er sagt, er det dog et faktum, at det er det store flertal, der tager de virkelige risici. Deres indsats er helbredet. Det er dem, der bliver nedslidte, får gigt, allergi, smadrede knæ, dårlig og ødelagt ryg og endnu værre arbejdsskader, som endda koster liv.

I det lys er argumentet ’større risiko – større belønning’ næsten tragikomisk. Statistikken taler også sit tydelige sprog; både den generelle helbredstilstand og den gennemsnitlige levealder er markant højere i de højeste indkomstgrupper.

Dertil kan man i den grad sætte spørgsmålstegn ved den påståede økonomiske risiko. Risikoen ligger hos banken, som har penge, fordi almindelige mennesker har lønkonto og huslån – og fordi staten har skudt milliarder ind i dem i flere omgange, da de befandt sig på afgrundens rand. Som erhvervsmand kan man måske blive nødt til at erklære sig konkurs og starte et nyt selskab op med et nyt navn, hvis det første fantasiprojekt glippede; og indrømmet, det er da en form for risiko. Men den er og bliver allerhøjest økonomisk.

Hvordan skabes værdierne?

Kan man så følge de riges ’vrede’ af andre grunde, for vrede var netop, hvad de udtrykte, da det blev foreslået, at de skattelettelser, de netop havde fået qua skattereformen, de facto skulle annulleres ved at gennemføre andre tiltag. Skal vi f.eks. anerkende, at det er dem, der skaber værdierne i samfundet, og skal vi være glade for at få en lille del af det overskud, der bliver skabt via skatter?

Næppe. Liberalister og marxister har diskuteret en del gennem tiden, men faktisk er man i teorien ikke specielt uenige på netop dette punkt. Selve udgangspunktet for Marx’ kritik af kapitalismens ulighed var den liberale økonom David Ricardos tanker. Det var i virkeligheden ham, der formulerede det fundament, som senere blev til marxismens teori om merværdi.

Det eneste, der skaber værdi og ret til ejerskab, er arbejdskraften, nåede Ricardo frem til. Marx var ikke uenig, og som han udtrykte det: »Det er en fuldstændig korrekt teori – om forkerte forhold.«

Problemet for Marx bestod så i, at der var (stor) forskel på den værdi, en arbejder skabte, og det fabriksejeren (uden en tilsvarende arbejdsindsats) kunne tjene ved at sælge produktet.

Dette er ikke stedet at gå ind i en dybere diskussion om disse teoretikere, men blot slå fast, at der er relativ enighed om én ting: Det er arbejdskraft – ikke spekulation og handel med fantasimilliarder på børsen – der skaber værdi, og det er de ellers konkurrerende ideologier – liberalismen og socialismen – enige om.

Grundlaget for al indtægt – inklusive den, der købes lystyachter for i Nordsjælland – er de 80-90 pct., dér hver morgen går hen på kontoret, fabrikken eller byggepladsen for at sælge deres arbejdskraft.

Velfærd som fundament

Sidst, men ikke mindst, har de velhavende også den bedst tænkelige ramme til at skabe og sikre værdier: En veludbygget velfærdsstat. Velfærdsstatens vigtigste funktion er sådan set ikke at sikre de svageste grupper (omend den i nogen udstrækning, særligt i Norden, også har gjort det). Det allervigtigste velfærdsprodukt er sikkerhed, tryghed, fred og stabilitet. Det er et samfund med minimal nepotisme og korruption. Det er veje, broer og anden infrastruktur, viden og en højtuddannet, effektiv og fleksibel arbejdsstyrke, der er grundlaget for, at man kan producere og omsætte selv den mest simple dims. Velfærdsstatens vigtigste produkt tilfalder altså de rigeste, og er selve grundlaget for at skabe succesfulde selskaber og virksomheder.

Der er altså ingen, der bør være mere begejstrede for velfærdsstaten end de rigeste. Det meste af deres velfærdskritik bygger på den forkerte antagelse, at vi udelukkende omfordeler samfundets værdier af altruistiske årsager.

Den diskurs er ikke bare et problem for samfundets svageste, men kan i høj grad også blive det for toppen, hvis de får det, som de vil have det: større skattelettelser og deraf følgende forringelser af velfærden. Progressiv beskatning og et veludbygget velfærdssamfund er ikke markedets modsætning. Tværtimod, det er dets forudsætning.

Meget af den seneste tids velfærdsdebat har altså taget udgangspunkt i den forkerte præmis, at det kun er en del af befolkningen, der nyder på andres bekostning.

Alt i alt: I, de velhavende, får måske lyst til at flygte langt væk i den åbne Porsche ved tanken om, at der skal bidrages til fælleskassen. Men hvis I tænker jer bare en lille smule om, så tror jeg hurtigt, I kommer tilbage igen.

 

 

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold. Han fungerer bl.a. som mellemøst-redaktør ved magasinet RÆSON og udviklingspolitisk kommentator for Kristeligt Dagblad

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Til Peter

Har vi eller har vi ikke en rente udgift på statsgælden på 25 mia i 2012 ???

Og er dette en udgift eller ej ????

Låner vi pt ca. 200 mio om dagen for at finansierer velfærdsnarkoen eller gør vi ikke ???

Leif Højgaard

Sagt med andre ord - 'de kloge og 'de mindre kloge'
må sammen finde en symbiose som grundlag for et fælles udgangspunkt.

Til Leif.

Tag lige og sov branderten ud inde du blander dig igen. Højt LIX tal er ikke det samme som "klog" tale

@Peter

"Søren List, det er jo gamle tal, der er sket meget siden:"

Tak for oplysningen så går det for ca. 450 milliarder kroner bedre end jeg regnede med

Det er da en sjat

Jon Rosengren

Problemet er, lige som i denne artikel, at hvilke "de rige" er aldrig bliver definieret og ræpresenteres af den 0.01% som kører rundt i sin ubeskattede Porsche. Så kan retoriken bare køre videre indtil man finder ud af at "de rige" faktisk også inkluderer helt almindelige arbejdere.

Jeg er en af de rige, godt nok i den allere laveste ende, men stadig.

Jeg ejer en to-værelses lejlighed i København. Jeg synes ikke jeg har råd til en bil. Jeg tager min første ferie i fire år senere i år. Jeg har arbejdet siden jeg var 15 år gammel i diverese lavstatusjobs (og har altså nul pensionsopsparing udover folkepension) og har i dag nået en nivå hvor jeg får en rigtigt fin løn som chef (dog i udbytte mod 200+ timer/måned, konstant telefonjour og i praxis nul mulighed for sygmelding med mindre jeg ligger på hospitalet).

Undskyld mig, men jeg har meget lidt sympati for mennesker der synes at de har ret til mine penge fordi at jeg endelig har nået op på et bestemt inkomstniveau.

Til Jon

Spot on.

Men du skal ikke komme og tro du er noget ifht. til SOSU Bente med 4,2*37 timer pr. uge.

Du kan jo bare lade være.
Ironi kan forekomme i ovenstående

Har selv haft 90 timer indenfor de sidste 5 dage.

Fordi jeg kan lide det og det giver mig et kick.

Og jo min løn er større en SOSU Bente og hvad så.

Jeg betaler stadig boksen i skat.

Men jeg er ligesom dig en af de, som blot skal voldtages endnu mere i skat. Vi kan jo bare lade være

Steffen Gliese

jeg synes, det er fint, hvis I har lyst til at arbejde meget, det virker bare ikke, som om det gør jer specielt glade og tilfredse, og så synes jeg, formålet ligesom forsvinder.
Det er også lidt mærkeligt, at I ligesom angler efter klap på hovedet for jeres valg. Vi er nok egentlig ligeglade med, om I vil bruge tiden på at tjene penge eller på noget mere fornuftigt.

Kristian Rikard

Jeg skrev igår, at jeg ikke vidste, hvem der var værst - Sekjær eller Esbensen. Nu har jeg genlæst begge artikler, og må erklære Esbensen
som den klare vnder!

Jon Rosengren

Peter H, det er det vel ikke nogen der har lyst til. Jeg gør det for at kunne leve ordentligt når jeg bliver gammel og måske kunne give noget videre til mine børn. Men kender du en anden måde, hvis man nu ikke er god til at synge eller spille fodbold, at tage sig ud af fattigdom end at arbejde hårdt? Jeg kommer fra forhold hvor mad eller bleer til mine småsøskene var en reell hvardagsbeslutning. Det var en meget tidlig beslutning at mine børn ikke skulle have det på den samme måde.

Jeg er bare træt af at høre på hvor priviligerede og heldige "de rige" er. Og fremfor alt at ingen virker forstå at grænsen for hvor rigdom starter er rykket meget langt ned hos alm. arbejdere, da rigdom selvfølgeligt definieres mod fattigdom og det bliver flere og flere der ikke arbejder.

Per Nielsen
Ih ja, lad os kalde os selv rige fordi vi betaler topskat. Så har vi også blandet det hele sammen i en stor pærevælling så hver eneste friværdimillionærpåpapiret og teknisk insolvent der har en klam 2 værelses med lån til op over skorstenen tror han er en del af det gode selskab og det er ham der bliver talt om fordi han kunne låne tre millioner i banken med afdragsfrihed og hele pibetøjet.

Og de sociale ydelser udgør en forsvindende lille del af statsbudgettet. (Sjovt, man kalder bare det hele overførselsindkomster i endnu en pærevælling uden at skelne overhovedet, men det dækker over så mange forskellige slags!) Men det er jo bare den systematiske forringelse af ungdommens (under 45!) leve og arbejdsvilkår af 68'erne der sidder på det afgørende politiske flertal og <75% af alle værdierne i samfundet som man har leflet for siden sidst i 90'erne. Hørte du hyleriet om arveafgifter imens man lige scorer sine 100.000 i efterlønsbonus.

Og de rige jf 500 mio + er satme ikke forfulgte, al respekt for dem der skaber deres formue når det ikke sker på resten af samfundets bekostning. Det er alle vekselspekulanterne der er problemet.

olivier goulin

Danmark er slavemoralens højborg.

Heldigvis er den socialdemokratiske slavemoral under stille afvikling - endda midt blandt socialdemokraterne selv. Tidsånden har simpelthen bragt nye vinde med sig.

Selv den lavere middelklasse, de traditionelle socialdemokrater, er blevet ramt af skatte- og afgiftsåget. Ingen vil længere finde sig i denne systematiske udplyndring.

De eneste tilbageværende, der stadig forsvarer velfærdsstatens ret over frugterne af individdets arbejde, er de offentligt forsørgede, til dels de offentligt ansatte (de har også gode grunde til det), Enhedslisten (som også har gode grunde til det) - og en stor del af Informations læsere (som eventuelt er indeholdt i en eller begge af førnævnte grupper).

/O

Lise Lotte Rahbek

Oliver G.

Det kommer da vist helt an på hvem man betragter som slaver.
Jeg kan forstå, du mener slaver er nogle personer, som skal betale skat i det land, de bor i som led i en fælles indbetaling til sundhed, uddannelse, service og forebyggelse af fattigdom.

For mig er slaver nogen som bliver trukket rundt i manegen af deres egen grådighed.

Hvilken slags moral du tilkender de to grupper, det må du vist hellere præcisere nærmere.

olivier goulin

@Lise Lotte

Slavemoral, (tysk Slaven-Moral), i Nietzsches filosofi det viljesvage, selvfornægtende og kristent underkuede menneskes moral, stillet i modsætning til det sunde menneskes herremoral. (fra Den store Danske)

Du må selv ekstrapolere begrebet til den nærværende kontekst (Hint: det handler om ansvar for egen skæbne, og ikke at pålægge sine medmennesker ansvar eller byrde for denne)

/O

Arbejdsgivere og lønmodtagerne skaber sammen alt af værdi i Danmark, men det kapitalistiske system indeholder en uhensigtsmæssig automatik, som konstant øger kapitalakkumulationen - og dermed kapitalindkomsten - for de ganske få. Gini'en stiger. For at modvirke denne systemiske uhensigtsmæssighed, benytter lønmodtagerne deres ret til at kræve mere i løn - overenskomster, og dem uden for arbejdsmarkedet kompenseres ved hjælp af beskatning - det forekommer mig logisk og retfærdigt. Sådan fungerer en Stat - i modsætning til en virksomhed, der blot ansætter og afskediger arbejdskraft uden at bekymre sig over hvor disse kommer fra eller går hen.

Og når overenskomsterne ikke kan holde gini'en i ave, og samfundet mangler penge så må gini'en bringes ned ved hjælp af topbeskatning.

Lise Lotte Rahbek

Nietzche, Oliver G. ?

OK, jeg må tilstå at jeg aldrig rigtig kom til at holde af hans filosofi, og ikke har den fjerneste lyst til at ekstrapolere den eller ham nogen steder hen i moralsk henseende.

Hvis mennesker skal tage ansvar for eget liv, er det en forudsætning at de har rammerne til at handle indenfor selvsamme samfunds lovs rammer.
Kan vi blive enige så langt - eller skal lovene også ophæves i universel forstand? Nietzsche var meget optaget af viljen til magt og at kæde fortolkning og vilje sammen, så det i sidste ende ikke giver mening at tale om moral, da moralen er afhængig af indehaverens fortolkning og evne til at ydøve sin sandhed som den sandeste.
Altså; den stærkes ret til at definere virkeligheden.
Slavemoralen - det var noget han tilkendte de kristne, som slog sig sammen i en større gruppe, istedet for som John Wayne at stå ene og stærk.

At tilslutte sig en filosofi som definerer, at den stærkeste i sin vilje til magt definerer sin egen sandhed og dermed også moral - og som stammer fra en tid (N. døde i 1900), hvor verden så ret anderledes ud end den gør i dag, det.. kan man da også.

Men nu ved jeg da, hvorfor vi ikke forstår hinanden, og det er nu da også noget.

Hanton Flilk

Den dag kommer snart, hvor rigdom måles i hver dag man overlever.

Til Hanton

So be it

Kristian Rikard

Carpe Diem.

De rige asociale beskylder de fattige, der hat en bar røv at trutte i for at være samfundsnassere. Hvad har de selv produceret, løgn og bedrag. Og kalder sig erhversliv, der skulle kunne sammenlignes med Danfoss.

Sider