Vækst på hjernen

Når produktionen allerede er tilstrækkelig, virker det grotesk, når økonomerne – på trods af fremskrivninger, der indebærer en yderligere fordobling af det private forbrug – fastholder, at ’vi’ må arbejde mere
16. juli 2012

Uanset hvilken finansminister, der åbner munden, er det første ord, der formuleres ’vækst’. ’Vækst’ foregives at være løsningen på snart sagt et hvilket som helst samfundsøkonomisk problem. Dette svar gav (og giver fortsat) mening i et samfund, hvor store dele af befolkningen går sultne i seng. Men det kan jo ikke lige siges at være den bedste karakteristik af de vestlige samfund. Her hører sult, epidemiske sygdomme og krige fortiden til, hvorfor knaphedens økonomer for længst burde have været sat på pension (eller på omskoling). En endnu større produktion giver ikke længere mening. Det er derfor heller ikke overraskende, at befolkningen med stigende undren lytter til disse røster fra fortiden, der fortsat messer vækst, vækst, vækst, når det er velfærd og miljøhensyn, som er i underskud. Økonomi er læren om at fordele knappe goder. Men når produktionen allerede er tilstrækkelig, virker det grotesk, at økonomerne – på trods af fremskrivninger, der indebærer en yderlig fordobling af det private forbrug – fastholder, at ’vi’ må arbejde mere, at ’vi’ må reducere overførsler til de svageste grupper i samfundet, at ’vi’ skal øge arbejdsudbuddet; for ellers har ’vi’ ikke råd til øget velfærd.

Den store omstilling burde begynde med, at disse knaphedsøkonomer hævede blikket fra deres vækstmodeller. De må bringes til at forstå, at knapheden ikke længere relaterer sig til produktionens størrelse. I de vestlige lande produceres der allerede for meget. Det er ikke længere et spørgsmål om at tilfredsstille de materielle behov, men derimod at udvikle modeller til reduktion af produktionens størrelse, samtidig med at der finder en rimelig fordeling sted. Problemstillingen er allerede erkendt på landbrugsområdet i EU. Ingen er i tvivl om, at der produceres for meget; men da det politiske system er for svagt og lobbyvirksomheden for stærk, så er den officielle politik, at overskudsproduktionen skal brændes af – alt imens miljøet belastes mere og mere. Samtidigt med, at landmændene bliver betalt for ikke at øge miljøpresset yderligere.

Problem, ikke løsning

I dag er det hele den materielle produktion i de vestlige lande, der er blevet for stor. Hjemmene er fyldt op med elektronik, vejene fyldt op med biler, lufthavnene fyldt op med turister – uden det har gjort befolkningen mere tilfreds. Det burde sådan set ikke overraske, idet pengeøkonomien aldrig har været et mål i sig selv. Men da dansen omkring guldkalven blev indledt, var der ingen som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien. Her gælder det indiskutabelt at flere penge er bedre end færre penge. Det skal væksten sikre, så der kan betales af på gælden.

Men det glemmes, at hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter. Det giver derfor mening at agitere mod de vækstøkonomer, der fortsat rådgiver rige landes regeringer, som om vækst var løsningen på de samfundsøkonomiske problemer. Det er lige netop læren af de seneste 50 års økonomiske vækst, at den ikke har mindsket de økonomiske problemer – tværtimod, kan det med god ret hævdes.

Det er med erkendelsen af, at vækst er en del af problemet – ikke af løsningen, at Den Store Omstilling bør indledes. Dette er ikke nogen ny erkendelse. Jeg har haft stort udbytte af at genlæse John Kenneth Galbraith’s Det rige samfund, skrevet for mere end 50 år siden. Galbraith argumenterede allerede dengang overbevisende for, at det ikke var produktionens størrelse, men dens fordeling, der kunne skabe fremtidens velfærd. For øget materiel velstand gør ikke de vestlige samfund lykkeligere, endsige bæredygtige.

Materiel vækst, som vi kender den, er ikke længere mulig. Der er krise på finansmarkederne, olie- og fødevarepriser stiger, mens klimabelastningen vokser. Erhvervsfilosof Morten Paustian, tidligere departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller, pensionsdirektør Torben Möger Petersen og økonom Jesper Jespersen giver deres bud på en ny dagsorden for vækst

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Høybye

Hvor ville det være befriende, hvis mennesket begyndte at filisofere over forskellen på at arbejde som dyrene gør, alene efter deres behov for overlevelse/livet, og så menneskets arbejde for at producere vækst for alene kun at leve for at skulle arbejde.

Den der bevidst uden at hjælpe til undres over, at kusken ikke kan få en hel og genstridig hest ned i en mulepose, har modsat økonomerne forstået formålet med det at være menneske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Fire eksperter giver deres bud på 'en ny dagsorden for vækst' ... og artiklen hedder Vækst på hjernen ...og ja, det tør siges.

Forskellen på en triviel situationsrapport som ovenstående artikel, og en dagsorden, der skal føre til en handlingsplan, er at problemstillingerne konkretiseres. Eksv. burde påstanden

det politiske system er for svagt og lobbyvirksomheden for stærk

være underbygget med bare et konkret eksempel a la: Montana har handlet sådan og sådan... Og at Ngo'er og politikere stiller sig sådan og sådan... medierne har forsøgt...

Jesper Jespersens påstand som den fremstår her, opfordre jo blot til at resignation...og jeg vil undlader at fortsætte min tankerække.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristoffer Andersen

Kunne man ikke godt forvente lidt mere af en professor i økonomi, en sådan en gang løse påstande?

I øvrigt ikke sikker på at Galbraight er det bedste forbilled, at have som økonom. Han var vist rådgiver for Indien efter deres selvstændighed og forslog bl.a. indførsel af priskontrol som det bedste styringmiddel.
Og det hjalp (ment sarkastisk). Indiens vækst begyndte i hvert fald først for alvor i 90'erne, da man begyndte at fjerne priskontrol og anden offentlig regulering af økonomien.

Jeg vil overlade det til andre at vurdere om den vækst Indien oplever er positiv. Kunne man ikke godt forvente lidt mere af en professor i økonomi, en sådan en gang løse påstande?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Jeg vil give Kristoffer Andersen ret i, at denne opinionsrubrik er en overordentlig tynd kop te. Dog er jeg ikke sikker på, at det udelukkende kan bebrejdes Jesper Jespersen. Information får vel hvad der betales for? Man begynder allerede at kede sig ved tanken om de følgende indslag i serien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Kenneth, Kenneth og Keynes

Derimod er jeg ikke enig med Kristoffer Andersen i, at John Kenneth Galbraith er en perifer økonom, som man bare kan affeje med venstre hånd. Hans søn James Kenneth Galbraith, som er hvad man kunne kalde en radikal keynesianer, er også en økonom, som kunne bidrage til at kaste lidt lys over de mange tågede/overfladiske/ureflekterede tilslutninger til keynesiansk politik, som mange debattører i disse spalter excellerer i. For så vidt kunne han også bidrage til at sætte lidt tiltrængt spotlys på Jesper Jespersens, efter min ringe vurdering, ret så bløde variant af keynesianisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Som jeg bedømmer Bill Atkins, er han også en af de mere hårdtslående blandt de keynesinspirerede;-)

Information ville tjene sin eftersøgning af nye/alternative økonomiske paradigmer ved at kaste et mere systematisk blik på de forskellige keynesianismer og deres respektive styrker såvel som deres respektive svagheder. Det ville vi alle sammen blive klogere af, og vores diskussioner ville kunne tage et stort skridt fremad.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Forbrug og vækst i forbrug er alles ansvar.
Samfundets fysiske indretning og vores ønsker og ambitioner skaber forbruget.
Politikernes snak om vækst afspejler kun deres bestræbelser for at få samfundsregnskabet til at stemme. Godt hjulpet af økonomerne.

Hvis noget skal ændres må man angribe årsagerne til problemet, hvilket betyder :
- Vi skal ha` mindre i løn.
- Vi skal arbejde mindre.
- Vi skal arbejde tæt på hvor vi bor.
- Vi skal cykle på arbejde.
- Vi skal feriere her i landet eller i nærmeste lande og køre i tog.
- Vi skal betale afgifter på forbrug og ikke indkomstskat.
- Vi skal udskifte økonomerne.
- Vi skal forbruge egne producerede fødevarer.
- Vi skal ikke fylde børneværelserne med plastik fra kina.
- Vi skal ................opdage hvor lykken ligger begravet og grave den frem.

Og sådan kan man blive ved, hvis der skal ændres noget som helst.
Politikerne får behov for fremsynethed og mod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Elmo Vinkel

Hvis S og SF ikke helt har mistet evnen til nytænkning i deres iver efter at kopiere VKO's politik tillagt 25% er her et startgrundlag for revidering af partiernes idégrundlag. Desværre skal der nok en ny bevægelse til for at formulere en ny grundlæggende tankegang med de svar befolkningen savner. "Folkebevægelsen mod vækst" som Vibeke Sperling efterlyser i politikken i dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Furbo Skov

Ja, hvad skal vi dog med flere hofteoperationer, alzheimermedicin, eller elektronik, der bruger mindre strøm til at gøre det samme.

Økonomisk vækst betyder ikke (nødvendigvis) kun mere af det samme, men også kan betyde nye typer af produkter, eller at kunne tillade sig at gøre tingene på en anden måde. F.eks. en mere miljøvenlig måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Nå, men nu ser det i det mindste ud, som om vækstparadigmet omsider er kommet en smule mere på dagsordenen, end det har været i lange tider. Ja, der var jo dengang i 70´erne, hvor det lykkedes at forhindre atomkraft på dansk jord, men efterfølgende var det sgu småt med den sunde fornuft.

Nu kan vi måske endelig få en ædruelig samtale, om hvad der er den mest hensigtsmæssige og retfærdige administration af fællesskabets ressourcer.

anbefalede denne kommentar