Kronik

Velfærdsdebatten roder økonomiske fakta sammen med politiske holdninger

Skal vi have en oplyst debat om indretningen af vores samfund, nytter det ikke noget at feje økonomisk viden til side, blot fordi man ikke kan lide de politiske implikationer
Skal vi have en oplyst debat om indretningen af vores samfund, nytter det ikke noget at feje økonomisk viden til side, blot fordi man ikke kan lide de politiske implikationer
4. juli 2012

H.C. Andersen minder os i eventyret Kejserens nye klæder om, hvor galt det kan gå, hvis man stoler blindt på autoriteter. Derfor skal man heller ikke tro på alt, hvad økonomer siger. Men i nogle kredse er der en tendens til at afvise økonomisk tænkning generelt. Det svarer til, at den lille dreng i eventyret havde benægtet eksistensen af alt tøj – ikke blot kejserens.

Et af argumenterne for, at man ikke kan bruge økonomi til noget, er, at økonomer ikke kunne forudse finanskrisen. Dels er det ikke helt korrekt – der var faktisk økonomer, som forudså den. Dels kan man ikke udlede af økonomernes manglende formåen på ét felt, at økonomi ikke kan bruges til noget som helst.

Det svarer til at afvise al lægevidenskab, fordi der fortsat er mange sygdomme, som lægerne ikke kan helbrede.

Det gælder for alle ekspert­udsagn, at man må skelne imellem faglige vurderinger og politiske anbefalinger. Et eksempel: Det er en velunderbygget lægefaglig vurdering, at rygning øger risikoen for kræft. Da en forsknings­leder ved Statens Institut for Folkesundhed foreslog et forbud imod tobak, var det til gengæld ikke en lægefaglig vurdering, men en politisk anbefaling.

Der skal særdeles stærke argumenter til for at anfægte den lægefaglige vurdering af sammenhængen mellem rygning og kræft. Derimod kan enhver forholde sig kritisk til den politiske anbefaling. Det skyldes bl.a., at anbefalingen ikke direkte kan udledes af det rent lægefaglige.

Der er f.eks. en etisk dimension: Har borgerne ikke en ret til selv at beslutte, om de vil løbe de risici, der er forbundet med at ryge? Der er også en samfunds­videnskabelig dimension: Vil et forbud imod rygning nødvendigvis medføre, at der ikke bliver røget? Hvis det var så enkelt, ville der ikke være hashbrugere noget sted i Vesten.

Sammenblanding

I den samfundsøkonomiske debat sker der ofte en sammenblanding af diskussionen om faglige vurderinger med diskussionen om politiske anbefalinger. Det er uheldigt.

F.eks. er der mange, der sammenblander diskussionen af skattepolitik (ikke mindst topskattelettelser) med diskussionen af de samfundsøkonomiske virkninger af skat. Det første er en politisk debat. Det andet er en økonomfaglig diskussion.

Det er et helt legitimt politisk standpunkt, at man ikke ønsker lavere skat. I skattepolitikken er der mange forskellige hensyn, som skal vejes op imod hinanden. Og effekten på arbejdsudbuddet er kun ét af disse hensyn. Hvor stor vægt, man vil tillægge forskellige hensyn, er i sidste instans en politisk vurdering, som må baseres på værdier. Det er imidlertid noget ganske andet at anfægte den økonomiske sagkundskab vedrørende de samfundsøkonomiske virkninger af skat. Her må det gælde, at der skal særdeles stærke argumenter til, hvis man vil anfægte det, som stort set alle økonomer er enige om, nemlig at beskatning påvirker menneskers adfærd.

Ser bort fra fakta

En reduktion af marginalskatten har to effekter, der trækker i hver sin retning. Lavere skat øger den økonomiske fordel ved at arbejde ekstra. Det trækker i retning af øget arbejdsudbud. Men lavere skat betyder også, at det samme forbrug kan købes med kortere arbejdstid. Det trækker i retning af at arbejde mindre til fordel for mere fritid. Det er derfor observationer af virkeligheden, der skal afgøre sagen.

Mogens Lykketoft (S) udtalte for nylig, at der ikke fandtes studier, der påviste, at lavere marginalskat øger arbejdsudbuddet på skandinavisk grund.

Det er ikke korrekt. Som skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) for nylig redegjorde for i et svar til Folketinget, findes der flere skandinaviske studier, som påviser en sammenhæng. Der findes også en række undersøgelser af effekten af skattelettelser i lande uden for Skandinavien. Også her finder de fleste positive effekter på arbejdstiden af lavere marginalskat.

Den nyeste danske undersøgelse af virkningerne af lavere skat er udgivet af de økonomiske vismænd i efteråret 2011. Den finder, at de 10 pct. højest lønnede reagerer så kraftigt på lavere marginalskat, at en lille reduktion af topskatten vil være helt selvfinansierende, fordi den ekstra arbejdsindsats giver ekstra indtægter til staten, som kompenserer for den lavere skattesats. En anden dansk undersøgelse af professor Nina Smith med flere finder, at arbejdstiden øges med ca. en pct., hvis den marginale disponible indkomst øges med 10 pct.

I debatten er det fremført, at arbejdstiden ikke er gået markant op under VK-årene, selv om VK sænkede marginalskatten. Her skal man være opmærksom på, at der er en underliggende tendens til, at arbejdstiden reduceres over tid, fordi vi efterspørger mere fritid, når vi bliver mere velstående og dermed får bedre råd til at holde fri. Derfor faldt arbejdstiden markant fra midten af 1960’erne og frem til midten af 1990’erne.

Siden midten af 1990’erne er faldet i arbejdstiden imidlertid ophørt, og arbejdstiden har ligget nogenlunde konstant. Stabiliseringen af arbejdstiden siden midten af 1990’erne skal bl.a. ses i lyset af de reduktioner i marginalskatten, der er sket siden 1993, hvor Nyrup-regeringen påbegyndte en proces med at sænke marginalskatten for alle beskæftigede, herunder for de højest lønnede, der fik marginalskatten sat ned fra 68 til 63 pct. i perioden frem til 2001. Fogh og Løkke fortsatte processen og reducerede også marginalskatten gennem flere skattereformer, og den øverste marginalskat blev reduceret til 56 pct.

Skattedebatten er et ekko af en mere overordnet økonomisk diskussion, nemlig om økonomiske incitamenter overhovedet betyder noget.

Virksomme incitamenter

Der er såvel i økonomisk teori som i en lang række empiriske studier stærke argumenter for, at økonomiske incitamenter spiller en vigtig rolle for vores beslutninger. Det nytter derfor ikke noget blot at afvise de incitamentsproblemer, velfærdsstaten skaber under henvisning til, at mennesker ikke styres af økonomiske incitamenter. For nej, vi styres ikke af incitamenter, men vi påvirkes af dem. Ikke alle sammen og altid, men mange af os og ofte.

Når regeringen afskaffer kontanthjælpsloftet, 450-timers-reglen og starthjælpen og dermed hæver overførslerne for mange modtagere, har det konsekvenser for tilskyndelsen til at arbejde.

Ifølge regeringen selv medførte det, at arbejdsudbuddet blev reduceret med 2.500 personer. Det tal er selvfølgelig usikkert. Den faktiske effekt kan være både større og mindre. Men vil man betvivle, at der overhovedet er en effekt, kræver det meget stærke argumenter. F.eks. nye videnskabelige studier, der går imod den videnskabelige konsensus.

Derimod er det selvfølgelig helt legitimt – som regeringen – at argumentere for, at andre hensyn her vejer tungere end hensynet til arbejdsudbuddet og tilskyndelsen til at arbejde.

Samfundsøkonomi er ikke ­eksakt. Der kan ikke gennemføres kontrollerede eksperimenter. Men vi ved faktisk en del. Nogle hypoteser står særdeles stærkt. Skal vi have en oplyst diskussion om indretningen af vores samfund, nytter det ikke noget blot at feje økonomisk viden til side, blot fordi man ikke kan lide de politiske implikationer.

Ligesom jeg, som tilhænger af lavere skat i almindelighed og lavere marginalskat i særdeleshed, anerkender, at forslagene vil reducere provenuet til statskassen og føre til øget økonomisk ulighed, bør tilhængere af høj skat ærligt anerkende, at også det har utilsigtede konsekvenser, f.eks. lavere arbejdsudbud, lavere produktivitet og mindre økonomisk vækst.

Martin Ågerup er direktør i CEPOS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

"bør tilhængere af høj skat ærligt anerkende, at også det har utilsigtede konsekvenser, f.eks. lavere arbejdsudbud, lavere produktivitet og mindre økonomisk vækst."

Jeg troede lavere vækst, lavere produktivitet (så vi ikke får flere stressede mennesker) og et lavere arbejdsudbud var et gode.

Lise Lotte Rahbek

Jeg føler mig overhovedet ikke overbevist om,
at velbetalte økonomers faglighed,
ikke er spor påvirket af deres egeninteresser.

Jeg gider ikke kommentere på Ågerups økonomiske pliderpladder, men alene konstatere at logikken svigter i hans metafor:

Det svarer til, at den lille dreng i eventyret havde benægtet eksistensen af alt tøj – ikke blot kejserens.

Drengen benægter altså ikke tøjet. Det er der vitterligt ikke. Det er jo hele pointen i eventyret, hr. Ågerup.

Hvorfor fanden viderebringer Information (og alle andre medier) konstant CEPOS' udgydelser?

Den liberalistiske propaganda-organisation med den misvisende betegnelse 'tænketank' har siden sin grundlæggelse haft uhindret adgang til at præsentere ensporede politiske holdninger - egentlig er der jo nærmest tale om politiske reklamer, de burde betale for.

Per Torbensen

Der var faktisk mange som så krisen komme,og at boblen ville springe med et brag,de var bare ikke økonomer og blev ikke hørt.

Robert Kroll

Blind høne finder også korn.

Artiklens ærinde er - så vidt jeg kan se - ikke at argumentere politisk.

Ærindet er at skille det faglige og forskningsmæssigt konstaterede fra det, som er politiske visioner og holdninger ( hvor vi alle kan have vidt forskellige meninger og ønsker til samfundets profil).

Og det lykkes vel ganske godt ?

Vi har vores visioner om hvordan samfundet ideelt bør se ud - og vi har en række undersøgelser om visse konkrete sammenhænge - og så må man spille bolden politisk i den retning, man foretrækker..

Curt Sørensen

Så kom den forkælede overklassedreng igen til orde med sine penge, sin magt i ryggen, tænketanken Cepos, partiet LA og 'økonomerne' ikke at forglemme, . Aagerup repeterer for Informations læsere hele 'visdommen' i kapitel 1 i elementære handelshøjskolelærebøger i (liberalistisk ) nationaløkonomi. Budskabet er vedvarende følgende: Svingninger i antallet af arbejdsløse skyldes ( i sig selv uforklarlige) svingninger i folks lyst og ulyst til at arbejde, det skal kunne 'betale sig at arbejde' og arbejdsudbuddet skal øges. ved hjælp af 'økonomiske incitamenter . Sidst, men ikke mindst: Forkæl de rige og tag fra de fattige , så vil alt gå godt (som om det ikke netop er det man har gjort i årtier),

Jan Mølgaard

Der er økonomer. Og så er der ... økonomer. Ågerup og ligesindede kan godt lide at fremstille det, som om der kun er en slags økonomisk teori i verden - nemlig den, som han står som eksponent for. Han kan også godt lide at fremstille det, som om den slags økonomisk teori er en eksakt videnskab. Som om det, han taler for, er viden (og ikke blot en teori med tvivlsom udsagnskraft). I andre sammenhænge ville man sikkert kalde det for uredelighed. Hvad skal vi kalde det her??

Vibeke Svenningsen

Jeg vil godt erklære mig enig med Ågerup i hans overordnede pointe - langt hen ad vejen handler meget om politik og værdier. Det andet kan bruges til at kvalificere, bliver klogere osv, men kan aldrig stå alene og som eksakt viden - det er det ikke. Derfor er det trist udvikling, at politikken blev glemt og væk. På det plan er jeg enig med Ågerup, men erklærer mig da også politisk uenig med ham på en del punkter - men det er fair nok. Lad os yage samtalen på det grundlag.

Martin B. Vestergaard

"Der var faktisk mange som så krisen komme,og at boblen ville springe med et brag,de var bare ikke økonomer og blev ikke hørt."
Der var faktisk nogle økonomer der så det, og forsøgte at advare, men de fik af bla. Anders Fogh, besked på at gå hjem og lave nogle nye modeller og teorier, og det gjorde nogle af dem så, mens resten holdt deres mund.

Hanne Gregersen

@Bill & Bo,

Hvor er det pauvert ikke at vil forholde sig til folk, som man er uenige med....... så kan man vist ikke blive mere ensporet.
Ågerup prøver, såvidt jeg kan se ganske hæderligt at forklare, hvorfor han mener, som han gør, så hvis man blot fejer ham af brædtet med de sædvanlige one-liners, så har man faktisk ikke fortjent at deltage i debatten endsige blive taget alvorligt.

@ Steen Sohn, Søren Lom, Bo Carlsen, Curt Sørensen: Hvorfor forholder I jer ikke til kronikørens hovedpointe i stedet for enten blot at skælde ham ud eller begynde at snakke om noget andet? En kommentar som "Tomme tænketanke buldrer mest" tjener ikke nogetsomhelst konstruktivt formål. Hvis I mener at han ikke har ret i sin hovedpointe burde I prøve at komme med et argument imod. Hvis I derimod erkender at han har ret ville det være naturligt at anerkende det - eller bare lade være med at kommentere, hvis I ikke har noget at bidrage med som gør læserne klogere på den problemstiling kronikken stiller op.

Udgangspunktet for denne diskussion må tages med udgangspunkt i et citat fra gårsdagens Information om grøn vækst: 'Men naturen er ikke en del af økonomien - det er økonomien, der er en del af naturen, og det giver en fuldstændig anden synsvinkel' (Spangenberg). Netop. Eller med Dalys ord om IBM's reklame om at bygge en klogere planet: 'Jeg tror, det vil være meget bedre at sige: Lad os foretage en klogere tilpasning til den planet, vi er skabt af og har udviklet os med*.
Set på den baggrund bevæger artiklen sig inden for et snævert (stadig mainstream-anerkendt) økonomisk paradigme, som slet ikke funderer over økonomiens afhængighed af naturen (det billige skidt). Derfor er det heller ikke så afgørende som problemløsende overvejelser at diskutere betydningen af økonomiske incitamenter relateret til skattetrykket,. Snarere ville det have været relevant at diskutere, hvorledes man udviklede helt andre incitatmenter, hvor udgangspunktet var, at økonomien er en del af naturen og ikke omvendt, og hvor sigtet var at sikre artens overlevelse.
Den endeløse og evigt synspunktrepeterende diskussion om skattetryk, marginalskat, osv. fra denne kreds, har kun til formål at øge uligheden og sikre de rigeste mere, end de allerede på indeværende tidspunkt kan anvende til noget fornuftigt. Dette sigte er - også i lyset af økonomiens ændrede rolle - selvfølgelig helt forkasteligt. for ethvert humant indstillet menneske.

Næ, det er nemlig ikke "økonomiske fakta". Økonomi er ikke en eksakt videnskab og det afhænger helt og aldeles af hvilken teori man hælder til, og hvad man ellers kan finde af argumenter for hvordan det vil virke i praksis. Der er ingen "fakta". Men helt sikkert en masse rygklappere der taler hinanden efter munden.

Såfremt det var tilfældet at topskattelettelser skulle øge arbejdsudbuddet ville det jo nærmest være eksploderet efter Rødvinsreformen i 2009 hvor man gav voldsomme topskattelettelser, og smækkede regningen af i bunden. Hvad skete der? Ingenting. Nul og niks. Man grinede vist bare hele vejen til banken og luskede tilbage på kontoret.

Dernæst er der det statsøkonomiske aspekt ved f.eks topskattelettelser. For hvem er det der har ansat flest akademikere, djøffere osv? Det er staten. Specielt efter Vco rigtigt fik fedet den op med djøfferiet. Topskattelettelser betyder - for staten - at det er meget dyrere at have selvsamme ansat da man tilsvarende skal udbetale mere, og får mindre ind i skat. I nuværende økonomiske situation ville det have været lidt smartere at sætte gang i offentlige investeringer for pengene.

Det er naturligvis også selvsamme der tjener i topskatteniveauet der har tendens til at bruge pengene på udenlandsrejser o.lign hvilket ikke ligefrem styrker det indenlandske forbrug, efterspørgsel eller investeringer, og dernæst betyder de færre skatteindtægter fra det private i topniveauet at staten tilsvarende kan forbruge og investere mindre. Altså sætter det omsætningshastigheden ned på pengene og fordrer yderligere nedskæringer indtil man tilsidst har fældet velfærdstræet. (som jeg regner med er hensigten med de førte reformer) Man bruger jo de samme penge, mange tusinde gange. Det er bare et spørgsmål om hvor hurtigt man kan bruge dem og få dem ind igen for at genbruge dem.

Som et tredje argument imod de fremførte "fakta" så betyder topskattelettelser som en generel betragtning også et mindre arbejdsudbud da man jo ikke har brug for flere penge i den indkomstklasse, og for manges vedkommende hellere vil have mere fritid. Så kan det jo ikke betale sig, at arbejde for at få flere penge, når efterspørgslen på fritid er større! Økonomerne har det med at overvurdere efterspørgslen på penge, og sætter den til N. (uendeligt). De er nok undskyldt med en arbejdsskade på den måde.

Jeg vil endda gå så vidt at fremføre det argument, at ved at hæve både top og bundskatten, kunne man tilsvarende ansætte flere i staten og dermed både understøtte og modvirke arbejdsløsheden og dens konsekvenser på længere sigt. Suppler det med uddannelse og opkvalificering. Mærsk mangler vist nogle borebisser. Men der er ikke rigtigt så mange kvalificerede fordi de har spildt tiden på et aktiveringskursus i papmache.

Og tilsidst.. så har man slet ikke taget tabene efter 2008 så bankerne, pensionsselskaber, realkredit osv står som store sorte huller i realøkonomien og opsuger pengene der ellers er i omløb for at dække over deres tab efter visse store aktører spekulerede imod sig selv på interbankmarkedet.. Nå ja, og boligmarkedet og lønniveauet i danmark er stadig i en boble boble tilstand man ikke tør prikke hul på.

Tilsidst.. så er det netop i arbejdsmarkedsfradraget at det største potentiale er på et skattemæssigt plan for at skabe større omsætning og arbejdsudbud da det jo er dem der har mindst, som sådan helt logisk vil give den lidt ekstra for at få meget, meget mere end de ellers havde, det er også selvsamme der godt kunne trænge til at få skiftet både køleskabet fra det gamle ddr og den brugte skoda fra 1985 ud..Argumentet er jo ganske simpelt: hvem har det største incitament til at give den en ekstra skalle og få det dobbelte af hvad de ellers ville, dem som får mindst, eller dem som allerede har meget mere end de kan bruge?

Men det er selvfølgelig korrekt, at incitamenter betyder noget og har en effekt. Det står bare ikke skrevet i sten at det lige er i topskatten at efterspørgslen på penge er størst eller har den mest hensigtsmæssige virkning i nuværende økonomiske klima.

Summa summarum af de synspunkter jeg har fremført her i bedste lægmands stil mod de evigt frelste økonomer og ophøjede vismænd: Når solen skinner på præsten er det fordi nogen har smidt penge i kirkebøssen.

Thomas Jensen

Dels fejlciterer han Mogens Lykketoft dels mangler han stadigvæk at komme med med eksempler hentet fra virkeligheden på at lavere skat har de effekter han påstår.

Med andre ord fortsætter han med at være politiker.

Arbejdsudbuddet i Danmark er faktisk steget mest i de perioder hvor skatten også er steget.

Derimod er produktiviteten fladet drastisk i løbet af nullerne hvor vi har set stadig faldene skatter.

Jeg kan godt forstå at Økonomer elsker DREAM modeller hvor man kan sige at når man gør a plus c så sker der d Men netop DREAM har jo gang på gang på gang vist ikke at være til at stole på af den ganske simple grund at vi mennesker ikke er særligt rationelle

Johannes Nielsen

Glimrende indlæg - det rammer i den grad hovedet på sømmet.

Det ER veldokumenteret at lavere skat på arbejde øger arbejdsudbuddet, at højere dagpenge øger ledighedsperioderne osv. Dette er ikke teoretiske resultater eller ideologiske standpunkter, som visse debattører her på siden synes at tro, men empiriske resultater dokumenteret med state-of-the-art statistiske metoder og publiceret i verdens bedste samfundsvidenskabelige tidsskrifter. Kort sagt betyder disse resultater, at der ER en samfundsmæssig omkostning ved skatter på arbejde, arbejdsløshedsforsikring osv.

Ligeså klart er det, at lavere skat på arbejde, kortere perioder med arbejdsløshedsunderstøttelse osv skaber ulighed og i visse tilfælde decideret ulighed.

Med dette udgangspunkt er det så, at vi har brug for politiske prioriteringer. For spørgsmålet om hvor meget ulighed og fattigdom er vi som samfund villige til at acceptere for at skabe mere velstand er selvfølgelig politisk og bør ikke stilles til økonomer.

P.s. Jeg ville blot give nogle andre indgangsvinkler i forhold til hvad man påstår er uomtvistelige, evigt sande, økonomiske fakta hvor man meget hurtigt kan stirre sig blind på modeller med forkerte præmisser og forudsætninger som man tager for givet, på samme måde som man engang troede jorden var flad, og det er netop vigtigt at diskutere grundlaget for politiske beslutninger som er i de økonomiske modeller og hvilken effekt de vil have fordi det bliver fakta, resultatet man vil se ude i realøkonomien. Så er det bedre at være lidt på forkant før man ruinerer sig selv.

@Jan Mølgaard og Thomas Jensen: Jeg synes at I fejllæser kronikken. I siger begge to at den blot præsenterer noget økonomisk teori som påstår at arbejdsudbuddet stiger, men at den ikke forholder sig til virkeligheden. Men der står faktisk det modsatte i kronikken: Nemlig at økonomisk teori siger at der er to modsatrettede effekter af skattesænkninger, og at "Det er derfor observationer af virkeligheden, der skal afgøre sagen". Hvilket kronikken så giver et bud på ved at nævne to empiriske resultater fra Danmark af hvad der rent faktisk sker med folks adfærd når skatten ændrer sig.
Hvis I vil argumentere mod kronikkens påstande, må I prøve at forklare hvorfor I ikke tror på disse to undersøgelser - men skal det være seriøst, kræver det nok at I ikke afviser dem uden at have sat jer lidt ind i dem først. Og når Thomas Jensen siger at "dels mangler han stadigvæk at komme med eksempler hentet fra virkeligheden på at lavere skat har de effekter han påstår." må man tro at han enten ikke har læst eller ikke forstået at kronikken faktisk bygger på empiriske og ikke teoretiske udsagn.

Sven Holt Nielsen

Det er da nok helt rigtigt at da regeringen afskaffede kontanthjælpsloftet, 450-timers-reglen og starthjælpen og dermed hævede overførslerne for rigtig mange, havde det konsekvenser for tilskyndelsen til at arbejde. Og det er da nok muligt at arbejdsudbuddet derved blev reduceret med 2.500 personer. Men det i sig selv mindskede jo ikke nødvendigvis antallet i arbejde. Måske snarede tværtimod. For forbruget blev jo istedet øget med de øgede ydelser. Hvor mange arbejdspladser der blev skabt ekstra ved at 10 tusindvis fik flere tusinde kroner om måneden ekstra til forbrug, vides ikke. Danmarks problem er at det indenlandske forbrug er for lille. Eksporten kører jo fantastisk. Så måske er det en god ide at tage fra de rige og give til de fattige.

Kirsten Bjerrum

”vi styres ikke af incitamenter, men vi påvirkes af dem. Ikke alle sammen og altid, men mange af os og ofte.”

Spørgsmålet er vel i første omgang, i hvor høj grad denne påvirkning faktisk sker. Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen vurderer i Information 26. juni:
”- Danskerne sætter arbejdet højt, men de er også glade for deres fritid. Det er vigtigt for os, at der er balance mellem vores arbejds- og fritidsliv, og vi er indstillede på at tjene lidt mindre for at opnå den balance”
På baggrund af den aktuelle og tidligere lignende undersøgelser vurderer Henning Jørgensen, at det bliver mere end svært at få arbejdstiden øget, sådan som regeringen ønsker.
- Selv om politikerne taler krisen op for at få folk til at arbejde flere timer, så er det dødfødt. Vi vil have fritid, og den præference kan ikke sådan ændres. Hverken ved at lokke med flere penge eller ved at trække det ned over hovedet på folk”

Dernæst kan man stille spørgsmålet om, hvad det ville komme til at koste samfundet både menneskeligt (politik) og socialt (økonomi) hvis danskerne faktisk valgte at nedprioritere fritiden. Disse spørgsmål kan ikke besvares objektivt.

Martin B. Vestergaard

Selvom jeg har haft et kursus eller to i samfundsøkonomi på universitetet, er jeg ikke økonom, så jeg vil nøjes med at se lidt på de påstande Martin Ågerup kommer med.

"Samfundsøkonomi er ikke ­eksakt. Der kan ikke gennemføres kontrollerede eksperimenter."

Hvis ikke der kan laves kontrollerede eksperimenter hvordan kan vismændene så komme frem til disse resultater?

"Den nyeste danske undersøgelse af virkningerne af lavere skat er udgivet af de økonomiske vismænd i efteråret 2011. Den finder, at de 10 pct. højest lønnede reagerer så kraftigt på lavere marginalskat, at en lille reduktion af topskatten vil være helt selvfinansierende, fordi den ekstra arbejdsindsats giver ekstra indtægter til staten, som kompenserer for den lavere skattesats."

Det svarer til et af de eksempler min underviser i videnskabsteori kom med. Han havde fundet en periode efter 2. verdenskrig frem til begyndelsen af '90erne, (hvor kurset blev afholdt,) hvor antallet af storke i Danmark faldet, og i samme tidsrum var antallet af fødsler faldet, konklusionen kunne derfor være at det var storken der kom med børnene.

Nu er der nok ikke nogen her, der ikke kan se fejlen i den undersøgelse, hvilket jo var hans pointe, sværere er det når man bevæger sig ind på områder hvor sammenhængene er mindre åbenlyse.

Man kan uden tvivl finde en statistisk sammenhæng mellem skatten og opbremsningen i faldet af arbejdstid, som Martin Ågerup argumenterer for er skabt af de faldet i marginalskatterne siden 1993. Men kunne det ikke tænkes at der var andre grunde til denne opbremsning, så som, i hvert fald de seneste år, folks lyst til at sikre sig en smule ekstra på kistebunden i "disse krisetider" eller at der i samme periode har været en opbremsning i faldet af arbejdsopgaver der var tilrådighed.

Så det jeg og andre opponerer imod er i høj grad den videnskabelige basis for de modeller der benyttes.

Jeg vedgår gerne at min politiske holdning har indflydelse både på min argumentation, min tolkning af de trends jeg ser i samfundsøkonomien, og min holdning til de økonomiske modeller der benyttes. Men mon ikke det samme gør sig gældende for Martin Ågerup.

Grethe Preisler

"Der skal særdeles stærke argumenter til, hvis man vil anfægte det, som alle økonomer stort set er enige om, nemlig at beskatning påvirker menneskers adfærd. ... En reduktion af marginalskatten har to effekter, der trækker i hver sin retning." (Erasmus Montanus Aagestrup)

Når "alle økonomiske eksperter" stort set er enige med Aagerup og hinanden om, at en reduktion af marginalskatten har to effekter, der trækker i hver sin retning, fortoner uenigheden om, hvordan vi kommer ud af det økonomiske dødvande og ind i smult vande igen, sig til en strid om kejserens skæg.

For gud og hvermand og Maren i Kæret ved da, at fysikkens love er lige så uomgængelige som rettesnor for "økonomiske eksperter" og politiske kandestøbere af enhver observans, som loven om væskers adfærd i forbundne kar er for naturvidenskabsmændene.

Erasmus: - En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten.

Morlille: - Buhuhuhuhuuuu.

Erasmus: - Jamen kæreste Morlille, sådan var det ikke ment. Hør nu her: - En sten kan ikke græde, Morlille kan græde. Ergo er Morlille ikke en sten.

Morlille: - Åh tak min hjerte søn. Nu har jeg det allerede meget bedre.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Inger Sundsvald

Politikerne siger:
”Skattelettelser i toppen giver større arbejdsudbud” (flere at vælge imellem for virksomhederne).

Politikerne regner med:
At når skatten sænkes i toppen, så får de højtlønnede lyst til at arbejde mere og længere, og så laver færre mere, og arbejdsgiverne får flere at vælge imellem blandt dem der så bliver til overs.

Og de regner og regner for at bevise deres FORMODNINGER.

Fakta er:
At de højtuddannede, højtlønnede og eftertragtede på arbejdsmarkedet vil arbejde mindre. Derved øges arbejdsudbuddet ikke, for den arbejdstid folk går ned i tid, står ikke til rådighed for andre arbejdsgivere eller arbejdsopgaver. Den bliver brugt privat på noget som folk finder mere interessant end at knokle rundt, når man har mere end rigeligt med penge ved at arbejde halv eller trekvart tid.

Konsekvensen af dét bliver, at i stedet for at virke dæmpende på lønudviklingen, vil det modsatte ske. Og det må virksomheder og samfund så leve med. Det er kedeligt på alle måder, for det betyder at der er rift om de få kvalificerede, FORDI erhvervsliv og samfund har undladt at uddanne og kvalificere befolkningen.

Værst af alt er, at det arbejde (og den lønsum) der er, ikke deles mellem de mennesker der er. Og derfor har vi et usundt samfund, hvor nogle har for meget af alt og andre alt for lidt.

Benjamin Skou

Ågerup skriver:

"Siden midten af 1990’erne er faldet i arbejdstiden imidlertid ophørt, og arbejdstiden har ligget nogenlunde konstant. Stabiliseringen af arbejdstiden siden midten af 1990’erne skal bl.a. ses i lyset af de reduktioner i marginalskatten, der er sket siden 1993, hvor Nyrup-regeringen påbegyndte en proces med at sænke marginalskatten for alle beskæftigede, herunder for de højest lønnede, der fik marginalskatten sat ned fra 68 til 63 pct. i perioden frem til 2001. Fogh og Løkke fortsatte processen og reducerede også marginalskatten gennem flere skattereformer, og den øverste marginalskat blev reduceret til 56 pct."

Er det ikke mærkeligt, at Ågerup ikke medtager Rockwool Fondens nyudsendte rapport, der konstaterer, at den faktiske arbejdstid er 1,3 time mindre end i 2001? Er dette ikke markant? Så kan det være, at normalarbejdstiden er konstant, men den faktiske arbejdstid er faldet markant selv i en periode med massefyringer efter finanskrisen samt flere topskattelettelser under VK-regeringen (fjernelse af mellemskatten)? Derudover er produktiviteten reduceret i flere sektorer siden midten af 90'erne, selvfølgelig delvis på grund af for høje lønstigninger.

Skattelettelser øger nok arbejdstiden for de 10 procent rigeste. Men om det virker på alle andre, afhænger nok mere af, om man oplever et reallønsfald samtidig (som det sker nu), om familiens samlede indkomst er afhængig af mere arbejde, og - ikke mindst - om ens arbejdsplads i lønomkostningernes navn giver mulighed for højere arbejdstid. Jeg tænker på de mange mennesker, som kun kan øge deres arbejdstid ved i engang imellem at tage en ekstra vagt bag kassen i supermarkedet, og hvis arbejdsgiver ikke er interesseret i, at de arbejder mere end 25-32 timer.

Kort sagt: Incitamenterne har reelt kun mulighed for virkelig at virke på mennesker i konsulent-agtige stillinger, som Martin Ågerups egen stilling vel kan sammenlignes med. Tager jeg helt fejl?

Jesper Frimann Ljungberg

Så fik kloge Åge lige belært proletariatet om hvordan tingene hænger sammen. Sådan.

Der er bare flere tilsnigelser i artiklen.

Der er MEGA forskel på, at hæve topskatte grænsen og så ændre selve procent satsen.
En ændring af topskatte grænsen, giver Mega millionæren samme mængde penge som det giver rugbrøds arbejderen der betaler topskat. Og her er pengene mere værd for den ene part.

En ændring af topskatte procenten, som VKO gjorde, giver en person med en indkomst på måske 10-11 millioner en skattefordel på lige så meget, som den der kun lige betaler topskat tjener.

Desuden snakkes der om top 10%. Top 10% strækker sig måske fra 450.000 kr i årsindtægt til hundredvis af millioner.
Det giver slet ingen mening at gruppere disse indkomster i samme mængde og tro at de opfører sig bare nogenlunde ens.

// Jesper

Kurt Svennevig Christensen

Ågerups sidestilling af økonomi/medicin = økonomer/læger siger ALT og det hele om kronikkens lødighed.

Og man må selvfølgelig ikke andet end undre sig over hvorfor den skal bruge et par af de sparsomme sider i Information - kronikken udgør meget tæt ved 10 % af indholdet som vi i forvejen betaler en meget høj pris for - i dag er prisen for høj.

Lars Jorgensen

Cepos er skabt på et klart politisk ideologisk neoliberalistisk grundlag. Alle deres 'analyser' er politisk ideologisk bygget op. Og det ud fra en dybt asocial og uretfærdig samfunds- og menneskeopfattelse, der, selvsagt, ikke holder. Til andet end at forstærke ulighed og øge de sociale problemer i samfundet.

Og idag fører chefideologen sig så frem på - hvilket han vil forklare os alle sammen - at det handler om at skille politik og videnskab. Har Ågerup virkelig en så uendelig ringe kritisk sans, at han ikke ved, at de to ting umuligt kan hænge sammen?

Lad mig for en sikkerheds skyld forklare den himmelråbende modsætning: Den mest ideologisk mand i Danmark, der endnu aldrig har været istand til at sige en sætning, der ikke var ganske styret af sit ideologiske ståsted og æriende, han fortæller os nu, at det hele handler om, at vi alle bør blive istand til at skille ideologi og analyse. Øh...

Hvad mener han egentlig? Det han gør, eller det han siger?

Jeg er bange for, at Ågerup ikke er SÅ dum, at han ikke er klar over, at hans tilgang og hans budskab her slet, slet ikke hænger sammen...

Både hans tilgang og alt, hvad han indtil nu har bedrevet af 'oplysnigsvirksomhed' de seneste år hænger til gengæld formidabelt sammen med dagens budskab, hvis man forstår det egentlige budskab i dagens tekst. Der udelukkende består i, at Cepos forsøger at skabe lidt goodwill om, at de faktisk kan sige nogle lidt fornuftige ting.

Sådan at den kommende tids analyser fra Cepos igen kan få et skær af seriøsitet.

Budskabet idag er altså præcist netop PÅ GRUND AF den fornuftige og uhildede og rent analytiske argumentation - præcist som alt andet fra Cepos - den rene løgn og manipulation.

Alle kommentatorer der i denne tråd med en vis glæde konstaterer det relativt fornuftige og sympatiske i budskabet er med andre ord taget ved næsen.

Ågerup har desuden taget Information ved næsen - selvfølgelig fordi det giver debat og kroner i kassen at have en så 'interessant' artikel. Det svarer vel mest til Ekstra Bladets annoncer for prostituerede. Men Ågerup og folkene bag som fx Claus Hjort F mfl. er selvfølgelig meget tilfredse med denne tolerance.

Ikke mindst fordi strategien uden tvivl også indebærer, at artiklen i dagens Information skal bære Ågerups 'fornuft' direkte ind i Deadline i aften eller i morgen aften.

Lur mig om ikke journalisterne i Deadline desværre ikke heller kan stå for fristelsen.. Men det er i så fald kun alt, alt for forudsigeligt og skammeligt...

Marianne Christensen

Jeg synes han blander psykologi ind i sine økonomiske modeller.

Hvilken adfærd vil mennesker udvise, hvis de højst lønnedes skat sættes ned.

Han sætter selv dilemmaet op:

Vil de arbejde mere så de får endnu flere penge mellem hænderne??
Eller vil de arbejde mindre så de får mere fritid.

I nogen perioder har folk kæmpet for mere frihed og i andre perioder har folk kæmper for flere forbrugsgoder.

Det er min påstand, at hænger sammen med andre forhold såsom, hvor materialistisk tidsånden er. Kort sagt hvordan folk er opdraget.

Det samme i den modsatte ende i spekeret:

Hvordan vil ledige og syge reagere, hvis man pisker dem rundt i diverse tilskudsjob samtidig med at man påstår det er videnskabeligt bevist at de sagtens kunne få et job hvis de bare tog sig sammen.

Nogle vil sikkert komme hurtigere ud af ledighed end ellers fordi de vil være ekstramotiverede for at rende virksomhederne på dørene. Men dem der får arbejde på denne måde ville sandsynligvis hurtigt få arbejde alligevel.

Andre vil vende blikket indad og miste troen på sig selv og give sig selv skylden for at man bliver vraget, de steder man søger job.
En stor del vil simpelthen få det værre psykisk uden at have nogen som helst chance for at blive ansat på normale vilkår alligevel.

Jeg har stor respekt for fagøkonomer, når de holder sig til deres fag og deres tal.

Men når de begynder at lege lommepsykologer og
begynder at snakke om incitamenter, hvor man ønsker at påvirke mennesker på individniveau anser jeg det for kvaksalveri.

Maria Guldager

Rigtig god artikel.
Martin B- Vestergaard er også til sidst inde på det, der er min pointe her; Viden er abstrakt; og med den viden vi erhverver os må der være en holdning af moralsk karakter.
Jeg selv flager gerne med min store enighed i Martin Ågerups holdning, men må også vedkende mig en manglende evne til gennem 'observationer af virkeligheden' at se forskel på det klummen postulerer at man kan. Man fristes til at sige - så længe vi er enige...:-)

Lars Jorgensen

Jeg vil blot uddybe min kommentar om Ågerups manipulations stunt her.

Nemlig at Information ved at bringe den - og Deadline hvis de bringer ham - BIDRAGER TIL ÅGERUPS MANIPULATION.

Det er da en lille kommentar, som journalisterne her og på Deadline bør have med, hvis de ser den...

Så de har en lidt større mulighed for at se, hvad de gør. Når de gør den slags....

Martin Hansen

"Et af argumenterne for, at man ikke kan bruge økonomi til noget, er, at økonomer ikke kunne forudse finanskrisen. Dels er det ikke helt korrekt – der var faktisk økonomer, som forudså den."

Der var ikke så mange der forudså finanskrisen. Til gengæld forudså alle, fra Krugman til Friedman, Eurokrisen og advarede mod den. Den har forløbet næsten præcis som forventet.

Jeg synes det er utroligt, at så mange mennesker fuldstændigt ignorerer emnet, bare fordi de er politisk uenige.
Ågerups pointe fremgår endda tydeligt af overskriften, så det ligner i høj grad nærmere politisk forargelse, end egentlige forsøg på at debatere indholdet.

Vi ved alle, at politikere er faktaresistente. Pointen er, at på et så vigtigt emne som økonomi har vi ikke råd til bare at kaste tilfældige udregninger og undersøgelser i hovedet på befolkningen, fordi de passer til vores politiske holdninger. Om det så er til venstre eller højre for spektret bliver vi nød til at arbejde med de værktøjer vi har, istedet for at kaste politiske ideologier ud for at fiske stemmer.

Her er spørgsmålet så, om man nogensinde vil kunne interessere tilpas mange vælgere, til at få en seriøs økonomisk diskussion engang.

Og Lars Jørgensen:
Ja, lad os endelig forkaste alle argumenter vi ikke selv er enige i. Det gør os nemlig både klogere og bedre.. Altså, til at overbevise os selv om vores egen overlegenhed.

Olav Bo Hessellund

Jan Mølgaard # 4. juli 2012 kl. 09:54:
”I andre sammenhænge ville man sikkert kalde det for uredelighed. Hvad skal vi kalde det her??”

Ja, man kunne jo kalde det simpel overtro. Og på tysk har man et udmærket udtryk, der forekommer dækkende i sammenhængen: dogmatische Befangenheit.

Stærkt opfordret til at kommentere på Ågerups artikel, (Dalager 10:43), må jeg sige, at som det ofte er, er den første bid ofte nok til at afgøre om ægget er råddent.

Ågerup cykler frugtesløst rundt i begrebet incitamentsregulering af vore adfærd, men kommer ikke til nogen klar konklusion - han er trods alt økonom. De fakta han helt overser er, at de højeste indkomster og dermed de indkomster der får mest ud af skattereformens stigning i topskattegrænsen, også er den indkomstgruppe, der er mindst incitamentsfølsom (Skat?! - dann haben vir anderen metoden) og som har den største importkvote og CO2-udledning knyttet til deres forbrugsstigning.

Dalager jeg er ked af hvis det kom til at ligne endnu en one-liner, men der ingen substans at arbejde med.

...og i øvrigt - god udlandsferie til topskattesnyderne.

Lars Kristensen

Økonomer er ligesom meteorologer.

Om en uge går økonomierne nedad og om 14 dage går de op.

Men om hvor meget økonomierne går ned og hvor meget de går op, det kan økonomerne ikke sige noget eksagt om.

Præcis ligesom meteorologerne. Det vil regne om en uge og om 14 dage vil Solen skinne, men hvor meget regn der falder om en uge og hvor meget Solen vil skinne om 14 dage, det kan meteorologerne ikke sige noget eksagt om.

Men en ting er sikkert, økonomierne vil gå ned og så vil de gå op og igen vil de gå nedad og derefter vil de gå op igen, ned og op hele tiden.

Det behøver ingen at være uddannet økonom for at kunne forudsige.

Gorm Petersen

En tabt generation.

Vi kommer under alle omstændigheder til at forholde os til en tabt generation.

Enten en tabt generation af dumstædige økonomer, der trods alle fakta bliver ved med at påstå, at arbejdspladser opstår af sig selv, blot udbuddet af ledig arbejdskraft bliver stor nok.

Eller en generation af sagesløse unge mennesker, der siden 2008 har haft svært ved at få adgang til arbejdsmarkedet.

Jeg stemmer for, at vi ofrer en generation af økonomer. Deres dumstædighed er selvforskyldt, mens de unge ikke har haft nogen valgmuligheder.

Gorm Petersen

De mennesker der vælger at blive økonomer er 100% rationelle og egoistiske og tror, at alle mennesker er på samme måde.

Men som valget viser gang på gang: Ca halvdelen af vælgerne er en helt anden type mennesker.

Og de vælger jo netop ikke at blive økonomer.

Kardinalerne praktiserer også "ikke-eksakt videnskab" - og de tager stort set også altid fejl.

Vi mangler en økonomisk reformation. En Martin Luther, der kan smide kardinalerne på porten.

At påstå, at udbud af arbejdskraft skaber arbejdspladser svarer til (ud over at være i strid med al historisk erfaring, 30-erne, Spanien o.s.v.) at sige:

"Der er sammenhæng mellem antal livreddere på stranden og antal solgte iskager."

En CEPOS-økonom vil tro, at så må man kunne øge salget af iskager ved at øge mængden af livreddere.

De fatter ikke at det er en fælles årsag: På dage med godt strandvejr (højkonjunktur) er der både mange livreddere og sælges mange iskager.

På dage med dårligt strandvejr er der hverken livreddere eller salg af iskager.

Faget "statistik" burde erstatte fag som "egoisme" og "bortforklaringer" i økonomuddannelsen.

@ Poul Schou: Hvis nu skatteforliget havde indeholdt en reduceret rentefradragsmulighed for store boliglån, hvad det så betydet et øget arbejdsudbud ? Eller var folk simpelthen nødt til at arbejde mere for at betale de øgede renter?

Kjeld Jeggesen

Ja han skriver da pænt og nydeligt. Men, som næsten alle andre Økonomer og Politikere sniger hans sig ud af, at sige det som egentlig burde være det vigtigste budskab her midt i en krise.

Hvordan kan folk med så lange uddannelser og flotte papirer ikke se den mest åbenlyse virkelighed der er her i landet.

Vi er et land der låner penge, for at dele dem ud til andre lande i bistand, blot for vi kan smykke os med at være et af de lande der giver mest penge væk. Vi sætter os i gæld for prestigen's skyld og ikke spor andet. Det må dog snart blive sådan en af dem tør rejse sig og sige sandheden. Danmark behøver ikke at være i top 10 af bidragsyderne hele tiden, når der er lande som er aldeles mere velhavende end os der, så at sige ikke bidrager nævneværdigt til verdssamfundet.

Vi kæmper med vores regnskaber herhjemme og reducerer velfærd og andre ting samtid med vi forærer milliarder væk til lande med tvivlsomme politiske motiver og forhold.

Så kunne Cepos og alle de andre kloge ikke lige glemme alle deres ophøjede idialer og kigge på realiteterne.

Såsom Danmark giver 100 millioner kroner i bistand til et land, der forfølger deres egen befolkning grundet deres sexualitet. De penge kunne da være blevet brugt fornuftigere herhjemme.

Men hvad ved jeg, jeg er kun en gansk almindelig bekymret dansker.

Søren Kramer

"F.eks. er der mange, der sammenblander diskussionen af skattepolitik (ikke mindst topskattelettelser) med diskussionen af de samfundsøkonomiske virkninger af skat. Det første er en politisk debat. Det andet er en økonomfaglig diskussion."

Nu skal du lige huske på et af dine grundpræmisser Martin Ågerup. Nemlig at 1000 kr. for kontanthjælpsmodtageren har samme værdi som 1000 kr. for bankdirektøren.

Når du taler samfundsøkonomisk virkning taler du samlet økonomisk produktion og vækst i denne, og har dermed defineret hvad der skal besluttes.

Når jeg og andre taler samfundsmæssig økonomi taler vi om den effekt økonomien har. For os er det resultaterne og den samlede nytteværdi der tæller.

Vil du være venlig at fokusere mere på nytteværdien - tak.

Søren Kramer

"Et af argumenterne for, at man ikke kan bruge økonomi til noget, er, at økonomer ikke kunne forudse finanskrisen. Dels er det ikke helt korrekt – der var faktisk økonomer, som forudså den. Dels kan man ikke udlede af økonomernes manglende formåen på ét felt, at økonomi ikke kan bruges til noget som helst."

Endnu en stråmand i rækken.

Jeg beder ikke om at du kan forudse finanskrisen Martin, men hvad jeg beder om er, at når huspriserne stiger med 20% i et år og produktionen ikke følger tilsvarende med, så er et fordi, der er noget der ikke hænger sammen.

Når alle økonomer ikke havde forudset finanskrisen, er det netop fordi de jævnt hen alle arbejder under den forudsætning at den pris markedet sætter på en vare, må være den rigtige. De under sig måske, men godtager det, fordi der jo må være den rigtige pris.

Det er kun med en dogmatisk tro, at al sund fornuft på den måde kan skubbes til side, blandt mange samfundsøkonomer og bankøkonomer.

Hvis Smith kunne se hvad hans metofor om den usynlige hånd kunne lede til af ureflekteret selvsving, ville han vende sig i sin grav.

Søren Kramer

Hvis industrien i dag skal have lavet et stykke økonomisk analysearbejde, betaler de for ydelsen ved Arbejderbevægelsens erhversråd.

Hvis de skal bruge et bestemt svar, bestiller de det gratis ved cepos.

Det marked som fungerer så fantastisk ved at give mig danske jorbær for 18 kr. bakken i lidl, fungerer ikke på det økonomiske område.

Jesper Frimann Ljungberg

@Søren Kramer
Du glemmer DREAM, der betaler DI rask væk gerne en god portion penge for at få regnet den ud.

// Jesper

@Nis Bech: Spørgsmålet er vist lidt off topic, og jeg har ikke noget klart svar på det. Effekten af ændret rentefradrag på arbejdsudbuddet vil være indirekte, og jeg kender ikke umiddelbart nogle undersøgelser der direkte har fokuseret på at måle sådan en effekt. Jeg gætter på at regeringen ikke har indregnet nogen effekt af ændret rentefradrag på arbejdsudbuddet i sit oprindelige udspil. Man kan forestille sig at der kan være sådan en indkomsteffekt som du nævner, men danske undersøgelser har tidligere fundet frem til at sådanne indkomsteffekter under alle omstændigheder er ret små. Man kan i princippet også forestille sig at der er en modsatrettet effekt: Hvis lavere rentefradrag fører til at boligforbruget samlet bliver dyrere, kan det mindske lysten til at arbejde; men det vil blandt andet afhænge af hvor meget det lavere rentefradrag påvirker boligpriserne.
Vigtigere for virkningen på de offentlige finanser vil formodentlig være en mere direkte afledt effekt af lavere rentefradrag: Det ville få folk til at spare mere op og dermed forbedre finanserne ud over den direkte provenuvirkning.

Alan Strandbygaard

Det er da også tæskefedt at kunne opretholde status qvo.

Især hvis man er den type der elsker at tjene penge på andres bekostning.

@Poul Schou

@ Steen Sohn, Søren Lom, Bo Carlsen, Curt Sørensen: Hvorfor forholder I jer ikke til kronikørens hovedpointe ...

Fordi allerede overskriften siger det, økonomi er ikke en værdifri størrelse, økonomi er en menneskelig aktivitet og derfor et forbundet kar med politikken.

Gorm Petersen

Hvis salig Kim Schumacher havde levet i dag, ville han i sin speed-snak nok have sagt noget i retning af:

"Manden der før nogen anden troede på, at økonomer fordeler sig jævnt ud over hele det politiske spektrum".

Manden på gaden er ikke så dum endda. Han ved udmærket at økonomer er sat i verden for at fremme bestemte politiske holdninger (større ulighed o.s.v.).

Han gør sig heller ingen illusioner om TV2's politiske ståsted.

Prøv at spørge tilfældige personer, hvor enige de er på en skala fra 1-10 i påstanden:

"TV2 ligger politisk til venstre for midten"

Jeg har foreløbig spurgt 34 personer uden en eneste score på 3 eller højere.

Folk er ikke dumme - bare magtesløse.

Sider