International kommentar

Zombier, anarki og superfedme

For amerikanere er Canada traditionelt sindbilledet på en fredelig, velordnet og venlig velfærdsstat. Men det er en myte, konstaterer en overrumplet amerikansk turist
1. august 2012

At krydse grænsen for at besøge vores nordlige naboer i Canada er altid en god oplevelse for os amerikanere. Ja, vi møder da også canadiere herhjemme, som regel langs grænsen, hvor de kan spare mange penge på at shoppe. Og dér hvor jeg bor, i Tennessee, ser jeg ofte biler med canadiske nummerplader på vej mod Florida.

Selv om Canada er en nærtstående nabo, en god ven, et vidunderligt smukt land og USA’s største handelspartner, er der imidlertid kun sparsom dækning af canadiske forhold i vores nyhedsmedier. Det er uheldigt. For vi har vænnet os til at opfatte Canada som land, der nok er koldt, men også fredeligt, velordnet og venligt – ligesom Danmark. Et land, der består af mønsterborgere og kun har få af de problemer, der plager os amerikanske naboer. Så når vi erfarer, at også canadierne har problemer, kommer det som noget af et chok.

Jeg er netop vendt tilbage fra en herlig ferieuge i Canada, hvor jeg ved selvsyn kunne konstatere, at de indfødte var venlige, men vrede, velnærede og undertiden temmelig excentriske.

For at tage det sidste først: Den første nyhedshistorie, jeg faldt over, var en kampagne fra regionalstyret i provinsen British Columbia om bekæmpelse af zombier. Regionalstyret har oprettet en blog med en fiktiv historie om en dødbringende virus fra underverdenen – og hvad man kan gøre imod den.

Meningen med hele dette pr-stunt var at henlede offentlighedens opmærksomhed på en ny nødtjeneste, man kan henvende sig til, enten direkte eller gennem de sociale medier. I tilfælde af en virkelig nødsituation – f.eks. en oversvømmelse eller en invasion af bjørne med rabies – ville folk vide, hvor de skulle søge informationer.

Prøv noget lignende i Tennessee, og man vil drive tusindvis af mennesker ud i gaderne med høtyve, haglgeværer og bidske hunde. Jeg formoder, at canadierne bare er mere besindige, mere rationelle og har en højere udviklet humoristisk sans.

Optøjer på fransk

Morsomme var dog ikke de voldsomme protestdemonstrationer i Quebec. I denne provins er de studerende ude af sig selv af raseri over en forhøjelse af undervisningsafgiften på 75 procent. De optøjer, jeg så i tv, lignede da noget, jeg snarere ville forbinde med Frankrig end med Canada. Måske virker optøjer bare mere intense, når uromagerne taler fransk.

Optøjerne har stået på siden februar og synes nu at rette sig imod ’kapitalismen som sådan’. Konsulatet har tilrådet amerikanere at holde sig væk. Det gjorde jeg så, jeg skulle ikke nyde noget af at få en brosten i hovedet eller blive kvalt af røgbomber i Montreals metro. Jeg taler ikke så godt fransk og ville formentlig blive misforstået, hvis jeg prøvede at forklare, at jeg var en venligsindet amerikansk turist.

Hvad der dernæst fangede min opmærksomhed, var Ontarios besættelse af svær overvægt. Det troede jeg var en udpræget amerikansk ting. Her til lands er vi lige blevet advaret om, at hvis ikke vi lægger vores usunde livsstil om, vil hele 42 procent af amerikanerne være svært overvægtige i 2030. Jeg bor selv i den ottendefedeste stat, hvor mere end tre ud af ti allerede er flommefede.

Nu har jeg så erfaret, at der også findes laskede canadiere. Hvem kunne have anet det? Først zombier, så anarki og nu superfedme. Omkring 60 procent af canadierne siges at være overvægtige, om end ikke nødvendigvis i svær grad (det er kun en ud af fire). Under alle omstændigheder går udviklingen i den retning.

Canadas myndigheder har derfor måttet tage skrappe midler i brug, herunder højere afgifter på sodavand og moralske formaningskampagner mod overdrevent sukkerbrug. Det Canadiske Center for Folkesundhedsvidenskab betegner nu konsekvent sodavand som »flydende slik«, og læskedrikfabrikanterne har måttet love at skrue ned for sukkeret.

Accepterer ulighed

I september sidste år krævede Ontarios regionalstyre, at den mad, der sælges i skolerne, kun må indeholde begrænsede mængder sukker, fedt og salt. Nu viser det sig, at skolebørnene ikke kan lide den sunde mad, så skolecafeterierne taber penge. Børn vil have pizzaer, saltkringler og sodavand.

Kun 28 procent af de canadiske børn er overvægtige, så endnu klarer de sig bedre end børnene på vores side af grænsen. Men provinsen, der også kæmper med stramme budgetter, overvejer nu at lukke alle tabsgivende skolecafeterier. Hvilket sandsynligvis vil sende børnene direkte på grillbar eller hen i den lokale fast food-filial.

For at gøre ondt værre har en udsending fra FN’s Fødevareagentur belært canadierne om fejlernæring og fedmeproblemer og henstillet, at de bruger flere penge på folkesundhed og indfører højere afgifter på fed mad.

»Hvad jeg har set i Canada, er et system, der sætter barrierer op for de fattiges adgang til ernæringsrigtig mad, og som tolererer øget ulighed mellem rige og fattige, mellem indfødte og ikke-indfødte canadiere,« sagde således FN-udsending Oliver De Schutter.

Av for den. Sådan noget gør ondt, for den moralsk så selvbevidste, humanistiske velfærdsstat: I Canada er man stolt af sin velstand og sit ophøjede engagement i at brødføde udviklingslandenes hungrende masser.

Da jeg gik ned ad gaderne i Toronto, så jeg svært mange mennesker, der så ud, som om de godt kunne tåle at tabe nogle kilo. Men hvem ved? Måske var de alle sammen amerikanske turister. I hvert fald føltes det næsten som derhjemme.

 

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

© Paul Ashdown og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu