Læsetid 6 min.

Jeg er adopteret

Som adopteret er jeg træt af, at kritik af adoption betragtes som kritik af enkeltstående historier, når det er strukturelle problemer, der påpeges af både dansk og international forskning
I omgivelsernes overbevisning om at et menneskes oprindelse ikke har betydning for, hvem det menneske er, var det svært at tale om mit ophav og mit udseende.  Arkiv

I omgivelsernes overbevisning om at et menneskes oprindelse ikke har betydning for, hvem det menneske er, var det svært at tale om mit ophav og mit udseende. Arkiv

Morten Dueholm
20. august 2012

Jeg er adopteret. Før jeg blev adopteret, var der ingenting. Mit liv startede i Kastrup lufthavn en efterårsdag i 1977.

Jeg er adopteret. Mit liv startede ikke i Kastrup Lufthavn, men længe før. (Hvornår? Hvordan?) Jeg er født i Korea, som jeg besøgte første gang i 1997. Dengang var der ikke mange adopterede, som vendte tilbage. Adoptionsselskaberne var underbemandede og havde ingen postadoptionspolitik; de havde ligesom i Danmark en overbevisning om, at en adoption var en afsluttet handling. Det var den så ikke.

Jeg er adopteret. I de seneste uger har jeg kunnet følge en debat i medierne, der næsten udelukkende har givet plads til adoptanter, adoptionspraktikere og forskere. Man har ikke spurgt de adopterede til trods for, at det (også) er vores liv, det handler om.

Jeg er adopteret, og jeg har hørt det meste før. Adoptionsselskabernes forsvarstaler for egne interesser. De ubearbejdede følelser, når praktikere og adoptivforældre ønsker at forsvare deres position. Forsøgene på at skyde skylden på de biologiske forældre eller afgiverlandenes økonomi eller kultur. Men hvis jeg går ind i den slags, vil det blive udlagt som et udtryk for personlig ustabilitet.

Jeg er adopteret, og jeg mener, at debatten hviler på et skævvredet grundlag, nemlig en grundlæggende tanke om, at adoption i sig selv fører til et bedre liv. Når vi hører forskningsresultater om større forekomster af psykiske diagnoser blandt adopterede, om identitetsproblemer og oplevelser med racisme, så bruger vi det til at bebrejde kritikerne eller kalder det enkeltstående, triste tilfælde. Mit spørgsmål er: Kunne det være adoptionen i sig selv, der er årsagen?

Jeg er adopteret, og jeg har haft en god barndom hos kærlige, danske forældre. Jeg siger det nu, fordi der vil være opponenter til min historie, som vil lede efter alt, der kan vende pilen mod mig selv. De vil antage, at mine holdninger skyldes for eksempel en dårlig opvækst. Men kærligheden både til og fra mine adoptivforældre kan ikke drages i tvivl. Så er det slået fast!

Uerkendte fordomme

Jeg er adopteret. Som voksen besøgte jeg mit fødeland, og det var en spændende rejse. Jeg fandt dog hurtigt ud af, hvor dansk jeg er, og i dag er jeg taknemmelig for, at jeg var så heldig at komme til Danmark. Hvis jeg var blevet i Korea, havde mit liv helt sikkert været elendigt og fattigt. Danmark er mit land, mine danske forældre er mine rigtige forældre, og jeg er pæredansk. (Sådan skal det lyde.)

Jeg er adopteret og alt, hvad jeg har skrevet i afsnittet ovenover, er løgn.

Jeg er adopteret. Jeg voksede op i en middelstor provinsby omgivet af hvide danskere, hvoraf en stor del havde uerkendte fordomme om ikke-hvide mennesker. I omgivelsernes overbevisning om at et menneskes oprindelse ikke har betydning for, hvem det menneske er, var det svært at tale om mit ophav og mit udseende. Holdningen var (og er), at jo før adoptionen foregår, jo bedre. Min egen erfaring og de mange adoptionshistorier, jeg gennem tiden er stødt på, har lært mig, at det ikke er sandt. Jeg var omkring 1 år, da jeg kom til Danmark. Jeg har ingen bevidst erindring om mit liv, før jeg blev adopteret, men min krop husker alt.

Jeg er adopteret, og jeg vil vove den påstand, at alt, hvad vi oplever, lagres i os. At de følelser, der skabes i et adopteret barn, gemmes og fortrænges, indtil de måske en dag bliver forløst. For mit eget vedkommende følelser som sorg, vrede, frygt, manglende evne til at forstå, hvad der skete, længsel efter de biologiske forældre, utryghed i mødet med det fremmede. Min adoption har været et traume, som det har kostet mig dyrt at bearbejde, for den slags ’selvudvikling’ påhviler det ingen af de statslige implicerede i en adoptionsproces at tage hånd om.

Intet er normalt

Jeg er adopteret. Jeg tilhører den gruppe, for hvem de lukkede adoptioner ikke tilgodeså vores behov. Jeg har ikke kunnet få min journal udleveret eller få navne på min koreanske familie. Mine personlige data er håndteret med lemfældighed. Som voksen er jeg vendt tilbage til Korea så ofte som muligt. For hver rejse har jeg fundet en lille tråd fra tiden, før jeg blev dansk. Et børnehjem. En plejer. En adresse, der ikke længere eksisterer. Trådene hænger ikke sammen, brudstykkerne er falmede og tilhører stadigvæk ingens erindring.

Jeg er adopteret, og jeg er dansk. Det var det, jeg fik at vide. »Du er 100 procent dansk«. Det stod det i skærende kontrast til, hvad jeg oplevede i min opvækst. »Skrid hjem, hvor du kommer fra, skævøje«. Så hvad er jeg? Jeg lærte tidligt, at det afhang af øjnene, der så. Jeg er adopteret, og det vil jeg være resten af mit liv. Sandheden synes indlysende, men jeg var over 20, før jeg indså, at jeg havde haft en forestilling om, at når jeg blev voksen, ville jeg holde op med at være adopteret. Derefter ville alt blive normalt.Jeg er adopteret, og intet er normalt. Jeg ved aldrig, hvornår jeg bliver stillet nærgående spørgsmål, skal forklare eller forsvare. Når jeg går ud af min dør, er det med risiko for, at min herkomst bliver italesat imod min vilje. Jeg lever på nåde af min tid. Hvis holdningerne i tiden forandres, som det skete under den forrige regering, bliver synet på mig et andet. Den forkerte regering og en ændring af folkets tankegang kan blive farlig for mig.

Jeg er adopteret. Jeg er indbegrebet af globalisering. En privilegeret immigrant, men dog en immigrant. Jeg blev flyttet i den tro, at det var bedre for mig. Nej, fordi mine forældre ønskede sig børn. Nej, fordi adoptionsselskaberne fik øje på en forretning. Detailargumentationen er et spørgsmål om vinkel. Men det er mig, der har levet med konsekvenserne.

Adoption kan være et overgreb

Jeg er adopteret, og jeg mener, at adoption kan være et overgreb. Som nation lider vi stadig under en manglende forståelse af, hvad adoption er. De menneskelige omkostninger har i nogle tilfælde vist sig at være rigtig store, og dem har de adopterede ofte stået alene med. I Danmark vil vi helst kun tale om »den lykkelige adoption«. Men der findes et hav af forskellige adoptioner – fra Korea alene knap 200.000 på verdensplan. At fastholde ideen om den lykkelige adoption er en voldshandling mod alle de andre oplevelser. Ville det være for meget at kræve erstatning for det samfundseksperiment, adoption har vist sig at være? For svie og smerte i forbindelse med en tvangsmigration? Eller bare en erkendelse af, at adoptionerne blev foretaget uden at vide, hvad det egentlig var, vi gjorde?

Jeg er adopteret, og jeg er koreaner. En koreaner, som lever på dansk. Som er oversat til dansk. Men det er som koreaner, jeg bliver aflæst, og det er i Korea, min krop har sin oprindelse. Jeg har måtte bygge mit liv på spørgsmål og overraskende få svar. Det har været et omfattende arbejde at acceptere min skæbne og mit livsvilkår, som jo ikke har haft et såkaldt naturligt afsæt, men har været menneskebestemt og blandt andet baseret på forretningsinteresser. Jeg lever som adopteret i et underbelyst felt, hvor der ingen fortilfælde er. Jeg føler mig til tider som en ufrivillig agent på en mission, jeg ikke har bedt om, og som varer for evigt.

Jeg er adopteret, men indimellem bliver jeg træt af at være det. Jeg bliver træt af, at kritik af adoption betragtes som kritik af enkeltstående historier, når det er strukturelle problemer, der påpeges af både dansk og international forskning, og når et stort, internationalt adoptionsmiljø peger på de samme erfaringer. Jeg bliver træt af, at den løsningsmodel, som handler om at acceptere, at man ikke er i stand til få børn, ikke regnes som en mulighed. At acceptbyrden ligger på de adopteredes side.

 

Joan Rang Christensen, f. 1976 i Sydkorea. Hun er forfatter og dramatiker og har blandt andet skrevet teaterstykkerne ’Hånden i Hjertet’ (2008) om adoption og ’Den Hvide Mand’ (2011) om racisme. I øjeblikket arbejder hun på en bog om adoption

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jesper  van der Schaft
    Jesper van der Schaft
Jesper van der Schaft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tine Friis

Tak for en spændende og meget velskrevet artikel! Jeg forstår godt dine frustrationer over et vilkår, du ingen indflydelse har haft på. Men heldigvis er vi jo som mennesker ikke kun de villkår. Vi er også det vi selv skaber. Og det der lyser gennem din artikel, er i mine øjne først og fremmest at du er en fremragende skribent. Held og lykke med dit liv som forfatter!

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

jeg foretrækker stadigvæk adoption frem for kunstig befrugtning... og at man i det hele taget skal have fødselsraten ned......
så vi alle har en chance for at leve..... c¨,)

Brugerbillede for morten hansen
morten hansen

http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/adoption-og-eksil.html

Jeg er imponeret over dit skrivetalent og dermed også beskrivelse af din situation. Set indefra. Hatten af for det.

Men der er noget der ikke helt stemmer. Eller snarere: der er noget, der mangler. Du vil gerne løfte blikket fra den individuelle skyld til strukturel og systemisk skyld. Fair nok. Går du langt nok?

Udover de danske adoptivbørn, som jeg er en af, er der forskellige bølger af internationale adoptioner. Fællesnævneren for dem er: områder af verden, der regionalt er blevet slagtet og misbrugt i et geopolitisk spil mellem nationale og super-nationale egoistiske interesser. Det er historien, og især den ufortalte historier om det 20. århundrede.

Der er nærmest kun et stenkast fra Korea til Japan. Smider man en en tom øldåse i vandet i Korea, skyller den op i Japan. Og omvendt. Dette burde være startskudet til at forstå, hvorfor Korea var en af de første globale efterdønninger af 2. verdenskrig.

Der er skrevet en masse om 2. verdenskrig. Det meste af det er - sorry to say - løgn fra ende til anden. Enhver historieskrivning er sejrherrernes historieskrivning og dermed - synes de - deres suveræne ret til at udvælge, hvad de vil fortælle deres landsmænd (læs: undersåtter) nu og i eftertiden. Og netop 2. verdenskrig er så utroligt befængt med løgne og informations-udeladelser.

Bag de store (læs: KÆMPE-store) nationale løgne gemmer sig altid personlige tragedier eller, kunne man sige, med-løgne. Vi er blevet tvunget til at leve i et felt af kollektiv løgn, der er tværet ud i ansigtet på os fra vi blev født, og som hænger der endnu, når vi dør.

Der var Korea. Så var der Vietnam. Sideløbende var der forskellige områder af Afrika og Sydamerika. Hverken medier eller historiebøger fortæller den fulde historie om, hvad der foregik og foregår der. Flygtningestrømme, immigrationsstrømme, adoptionsstrømme. Hvad sker der?

Jeg kan anbefale, hvis man tør, at stikke fingrene dybt ned i historiens hvepserede. For vi kan ikke adskille os fra vores slægt, vores genetik, vores lands og ophavs historie. Hvem er vi virkelig, og hvad er det for et kollektivt traume, vi bærer på? Det kunne lette det ulidelige pres på vores individuelle traumer. Og vi har dem alle sammen. Som adoptivbørn er vi tilbøjelige til at mene, at vi er åh-så-unikke og åh-så-offeragtige.

Til sagen: læs, lyt til og studer Douglas Dietrich. Her får vi det nærmeste, vi kommer, til den fulde historie. Og det er ikke lige den historie, vi lærte i skolen.

Brugerbillede for Helge Ebbe Nørager
Helge Ebbe Nørager

Kastrup lufthavn 1970, jeg er 10 år gammel.

Med mine forældre for at modtage deres drømmebarn en pige, de havde 3 dumme drenge.

Hun var så lille, så spinkel, og de sko.
Og kunne ikke tale med nogen, kun koreansk, hun var så angst.

Første aftensmad, mine forældre troede at kylling i karry med ris, kunne trøste.
Hendes angst, får mig stadig til at græde,

Første halveår sov jeg med hende da jeg var yngst, indtil hun lærte lidt dansk.

Hun havde tuberkulose, og var blåt barn.

Herlev sygehus manglede patienter for at træne, hun overlevede, men har det klængste operationsar jeg nogensinde har set på et menneske.

Hun var død, hvis ikke hun var kommet til Danmark.

Senere i livet gav hendes mand en flot bryllupsgave, vi bliver gift i Sømands Kirken i Hong Kong, og en tur til fortiden og Seoul.

Desværre var alle arkiver ødelagt.

Forstår forfattes ønske om at lære fortiden, og vil ønske dig alt held og lykke.

Min søster er min søster.

Brugerbillede for Helge Ebbe Nørager
Helge Ebbe Nørager

Indtil ca 1970 kom mange apdoption børn fra Syd Korea, mange med hareslår, blå børn, og andre vestens læger kunne træne på.

Omkring 1968-1969 opstod der debat i pressen både i Danmark og Syd Korea, om disse børn.

Syd Korea besluttede at det internationalt var dårligt at indrømme de ikke havde råd til at behandle børnehjems børn, med hjerteklap fejl eller hareskår.
Og da pessen Hetzede mod afdøde Tytte Botsfeldt og hendes adoptions firma, besluttede Syd Korea at stoppe alle adoptioner til Danmark.

De ramte alle planlagte adoptioner hårdt, ca. 100-170. Alle børn som skulle have behandling.

Min Far var Redaktør for Roskilde afdeling af Aktuelt, han blev sat på plads af lands ledelse.

Men verden er ikke altid grå og hvid, jeg har mange gange læst takkebrev fra Præsident af Syd Korea til min far, og at redde disse børns liv.

Nogen gange slår en avis artikel mennesker ihjel.

Min søster kom med KLM, og intet på jorden kan ændre at det var en god ting.

Brugerbillede for Helge Ebbe Nørager
Helge Ebbe Nørager

Min søster var i øvrigt konstant udsat for chikane af dumme skolekammerater som lyttede for meget til deres forældre.,

De drillede hende for at være en dum grønlænder, hvilket mere end en tumpe har fortrudt at sige i min høreradius.

Senere da man optog adoptioner fra Syd Korea, var det ikke syge, men desværre mere uønskede.
Børn som var produkt af Afro Amerikanske soldater og Koreanske kvinder.

Det er sandheden..

Brugerbillede for Viggo Okholm

En meget meget relevant artikel om et følsomt emne, for hvad er vi hver især? genfødt reinkarneret, et biologisk produkt med forudsatte kendetegn og gener?
Hvad er vores valg og ansvar ikke mindst set i forhold til de mennesker som møder os på godt og ondt.
Jeg selv er gift med en adopteret,mit livs kærlighed om end vi først fandt tilbage til hinanden i en moden alder og med børn og andre"lig" i bagagen.
Men min pointe her er :ærlighed.skjul aldrig for et barn at det er adopteret, min hustru fik det at vide som 45 årig fordi hendes biologiske far var død og havde bedt enken om at finde hende. Meget faldt på plads,men for sent,at skulle møde sin mor og halvsøskende så sent og så med en gammel familie som havde holdt kæft i alle årene på trods af skrig om hjælp under en langvarig sygdom.

Brugerbillede for Nicolai Nygaard Petersen
Nicolai Nygaard Petersen

Jeg bliver nærmest glad for, hvor dejligt jeg har det som adoptivbarn.

Jeg er adopteret fra Colombia, og jeg var 5 måneder, da jeg kom til Danmark.

Jeg har aldrig været i Colombia, og det kommer jeg nok egentlig ikke lige foreløbig heller. Jeg føler mig dansk, og jeg kan ikke forestille mig at være andet. Mine forældre er de to dejlige, danske forældre, der har været de eneste, jeg nogensinde har kendt.

Jeg har nogle gange tænkt over, hvordan det ville være at møde sine biologiske forældre, men samtidig har tanken været uvirkelig, da de - for mig - blot ville fremstå som 2 fremmede mennesker, da jeg aldrig har set, snakket med, været sammen med eller har haft noget at gøre med dem.

Hvorfor skriver jeg denne kommentar?

Fordi det ikke skal lyde som om, at der ikke findes lykkelige adoptivbørn - for det betragter jeg i høj grad mig selv som. Måske er jeg privilegeret sådan og har været så heldig at slippe for at blive drillet og set ned på modsat andre.

For mig er de eneste forældre de forældre, jeg er vokset op med. De andre eksisterer nærmest ikke i min bevidsthed. De er ansigtsløse eksistenser (hvis de da eksisterer endnu), jeg ikke kan forholde mig til overhovedet.

Jeg er sikker på, at der findes andre, der har det ligesom mig, og vi er altså glade for at være adopteret - man kan ikke skære adoption over én kam, selvom du så tydeligvis har haft en helt forfærdelig oplevelse, som du stadigvæk bebarbejder.

Venlig hilsen
Fra et meget glad adoptivbarn

Brugerbillede for Anders Riel Müller
Anders Riel Müller

Helge Ebbe Nørager...jeg må indrømme, at jeg bliver forvirret over din kronologi i forhold til adoption fra Sydkorea. Før 1962 var det primært børn med amerikanske fædre og koreanske mødre der blev adopteret. I 1962 skete der et markant skift da daværende militærdiktator Park Chung Hee underskrev en ny adoptionslov. Formålet med denne lov var at øge antallet af internationale adoptioner. Hvis man kigger på denne lovgivning i forhold til den økonomiske politik der blev ført, så havde adoptionsloven et klart formål: At holde de sociale velfærdsomkostninger nede i et samfund, hvor høj migration fra land til by førte til store sociale problemer inklusive for mange børn. Børn med handicap var en anden social byrde som man gerne ville af med. Ja Korea var et relativt fattigt land i 60'erne og 70'erne men det store antal af adoptioner fra 1962 var mere et udtryk for manglende velfærdssystemer under et brutalt militærdiktatur. Dette militærdiktatur førte en aggressiv økonomisk udviklingspolitik, hvor nogle af dem der der blev tabt i svinget kunne "eksporteres". At din far fik et takkebrev fra militærdiktatoren er forståeligt...det sparede hans regime en masse penge i sociale ydelser til enlige mødre, børnehjem og hospitaler.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Fremragende artikel

Selvfølgelig er adoption bare en chance for et bedre liv - om det blir bedre er der ingen som garanti for - der er naturligvis både sociale og biologiske aspekter hvad dette angår ok ingen kan på forhåd sige hvordan dette vil lande.

Brian Pedersen
Hvis man ved kunstig befrugtning anvender celler og æg fra for en eller to af familien fremmede personer - så er det i virkeligheden stadig bare tale om adoptioin - omend en mere sophistikeret form for adoption. Men konsekvensen er den samme, nemlig introduktion i familien af et helt eller delvis biologisk fremmed menneske med alt hvad dette indebærer.

Brugerbillede for Hugo Pieterse
Hugo Pieterse

Meget interessant indlæg fra Joan Rang Christensen

En af de underliggende faktorer der bidrager til at holde live i problematikker som denne, er det man kalder "politisk korrekthed".

Emnet adoption kan ses og diskuteres fra mange vinkler.

Nogle af disse vinkler er det imidlertid ikke politisk korrekt at diskutere.
Det er ting som "race", betydningen af etnisk fællesskab / slægtskab, biologiske versus psykologiske familiebånd, arvelighed og relaterede emner.

Nu hvor problemer åbenbarer sig, og subjekterne i diskussionen selv begynder at give deres besyv med, bliver der stille og roligt lukket op for denne del af posen også.

Men det underliggende problem er stadigvæk en kunstig og besværlig omgang med det som anses for "pinlige emner"; især alt det som fejlagtigt men bekvemt er kategoriseret som værende del det tredje riges ideologiske enemærker. Politiske ideologer har brugt historien til at fremme deres egne ekstreme mål; den globaliserede kulturmarxistiske multietniske verden, så simpelt er det.

For nogle er dette selvfølgelig en meget farlig diskussion. For den åbner nemlig op for, at uforfærdede, uimponerede folk som mig selv, kan tillade sig at spørge om det måske også var på tide, at se tingene fra andre end de rent individuelle og private vinkler, [barnets og forældrenes] men f.eks. fra en vinkel som anerkender det danske folk som et fællesskab, og ikke som en tilfældig samling individer med rødbedefarvet pas.

Jeg synes f.eks. meget positiv om forsøget på at holde syge og handikappede børn væk fra adoptionsstrømmen, i modsætning til de blødende hjerter, som mener at det netop er denne gruppe som skal "tilgodeses".

Der er forskellige opfattelser omkring hvad ordet "gavnligt" eller "godt" i sidste ende betyder; alt afhænger af hvordan man definerer sig selv og opfatter sin identitet, [ifølge EU er "identitet roden til alt ondt"] og til hvordan man afvejer forskellige aspekter for og imod.
'
Jeg vægter de menneskelige, økonomiske og arvemæssige konsekvenser af sådanne problem-adoptioner som temmelig negative for det danske fællesskab.

Og hvis man synes at dette er helt umenneskeligt, så må man forstå, at det manglende hensyn overfor det danske folk som sådanne mennesker praktiserer for at tilfredsstille deres helt private drømme og behov, er lige så umenneskeligt, set fra min synsvinkel.

Når man adopterer børn for at opfylde egne ønsker, eller for "at gøre en god gerning", hvilket også er et privat behov eller ønske, må man være klar over, at man hermed ikke kun har påtaget sig en privat byrde, men noget som kan blive en meget stor byrde for resten af samfundet på sigt.

Det er på tide at andre end de direkte involverede også får lov til at give deres besyv med, for det er dem som i sidste ende også vil komme til at lide eller nyde, alt efter opfattelse, pga. konsekvenserne af disse adoptioner.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Menneskeheden kan ikke opdelse i racer Hugo - og det er ikke politisk korrekthed med videnskablig fakta - det lader sig ikke gøre.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Robert O. Jensen skriver:

"Menneskeheden kan ikke opdelse i racer ..."

Det går da meget godt i praksis. I USA kunne man f.eks. sagtens finde ud af at skelne mellem negre, der måtte holdes som slaver, og hvide, som ikke måtte.

Hitler kunne også finde ud af at skelne mellem jøder og andre.

Brugerbillede for Stig Rasmussen
Stig Rasmussen

Hugo... Danskehed er ikke en hudfarve men en værdi du som forældre giver videre til dine børn og et værdifællesskab du opnår ved at kunne sproget og agere i dine omgivelser.

Hvor jeg kan være enig med dig i at modtage handikappede adoptivbørn er en egoistisk handling i og med at det aldrig bliver forældrene der afholder udgifterne selv men staten, syntes jeg resten af det indlæg stinker af race teorier der ligger til højre for Dansk Front....

Et dansk værdifællesskab er og skal være farveblind.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Jeg kan også se forskel på blåøjede menneser (det er den slags der kan se racer forresten :) - og dem med brune øjne. Eller de rødhårede og os andre - og hvad med de venstrehåndede?

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Robert O. Jensen skriver:

"vi snakker biologi og genetik "

Jamen, det tror jeg da nok, at plantageejerne i Syden ville være temmelig uanfægtede af. Og Hitler ligeledes.

De har eller havde åbenbart et andet racebegreb, end du har.

Og man kunne så måske mene, at dit racebegreb historisk set og i den virkelige verden er irrelevant.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

I øvrigt er da selvfølgelig genetiske grunde til, at negre har en mørkere hud end du og jeg. De er ikke bare blevet solbrændte ved at opholde sig alt for meget i solen.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Og i fortiden Lassen trode folk at jorden var en flad skive - men det betyder da ikke at vi så er tvunget til at fortsætte overtroen gør det? Eller hvad er det du prøver at sige her?

Det jeg siger er det jeg har fået ad vide er resultatet af al biologisk forskning - nemlig at der ikke på nogen meningsfuld måde kan udskilles grupper af mennesker under en eller anden over skrift der handler om at de skulle tilhøre en race. Det er ikke biologisk muligt. Der er masser af forskelle mellem mennesker og enkelte forskelle er mere dominerende i visse etniske grupper and andre - men de er ofte ikke relateret til ydre fremtrædelsesformer så som hudfarve eller hår og ojenfarve. Der er adskillige eksempler på at en den hvis europæer kan have mere genetisk til fælles med en kongoleser end han har med sin hvide nabo.

Begrebet race er derfor ikke biologisk anvendeligt til noget. Og da slet ikke på den måde som vor ven Hugo Pieterse og et par af hans idoler og venner excellere i.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Robert O. Jensen skriver:

"Begrebet race er derfor ikke biologisk anvendeligt til noget."

Det er meget muligt, men folk dyrker jo ikke biologisk videnskab i dagligdagen. Derfor kan de godt uden videre skelne mellem en hvid dansker og en neger; det er som regel meget nemt. Uanset hvad den biologiske videnskab måtte sige.

Påstår du, at slavejerne i Syden slet og ret begik en biologisk fejl? Og at Hitlers jødepolitik skyldtes, at han var dårligt funderet i genetikken/biologien, altså byggede på uvidenhed? Og at ingen af delene var forekommet, hvis de havde haft større videnskabelig indsigt?

"der ikke på nogen meningsfuld måde kan udskilles grupper af mennesker under en eller anden over skrift der handler om at de skulle tilhøre en race"

Dvs. at det er meningsløst at tale om negre? Og om eskimoer?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Jo faktisk siger men netor at 'negre' er sorte fordi de i utallige generationer har levet i solrige område. Men 'negre udgør ikke en race, der er netop bare sorte mennesker dvs de nedstammer fra mennesker der igennem tusinder af år har levet og tilpasset sig frilufsliv i et solrigt område. Vi er alle afrikanere - når vi andre er blegnet skyldes det at vi har tilpasset os klimaet i områder af kloden hvor der var væsentligt mindre sol

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Okay, du kan ikke lide ordet "race", men det bruges altså ikke desto mindre på den måde, som du ikke bryder dig om.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

hvis du ser ud over kloden så finder du at sortlødede mennesker kommer fra og generelt levede i og omkring ækvator og at man blive lysere i huden jo længer man lever væk fra den - sådan generelt set. Der er andet end sol der har betydning, også diæten spiller en rolle. undulater skifter også farve på fjerdragten hvis de gøres til husdyr i bure og leve som sådan i et antal hundrede år - i vestlig kultur er det 230 år nu, da undulater er Australske. De er alle grøn-gule i naturen men efter x antal genertioner som stuefugl opstår der mutationer - men de er stadig undulater og farve forskellen gør ikke at der nu kan siges at være opstået en ny race af undulater. Det forholder sig teilsvarende med mennesker, blot tager livsyklen meget længere og forandringerne er tilsvarende længere.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

jeg har ikke noget problem med ordet race - jag afskyr politisk korrekthed - det jeg siger er bare at begrebet biologisk set er meningsløst

det er måske anvendeligt i kultursociologien og antropologien og tilsvarende discipliner - men der er i modsætning til havd man tidligere trode ikke tale om et biologisk definerbart begreb som kan bruges til at opdele menneskeheden

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

og nej det bruges til stadig sjældnere på den måde du angiver og det skyldes sikkert også blandt nogen mennesker et element af politisk mkorrekthed - men det er i såfald et der i stadig stigende grad styrkes af genetisk videnskab

Brugerbillede for Anonym

Tak for en god artikel.
Adoption berører de fleste danskeres liv som er født efter Korea krigen, mange har været tæt på børn der er adopteret, Mine danske børn har alle gode venner som er adopteret, fra asiatiske lande, og sådan kunne mange andre også fortælle, så asiatiske børn og voksne bliver mere og mere naturligt i Danmark.
Da min danske hustru gik bort efter sygdom, så var det helt naturligt for både mine danske børn og mig at jeg fandt en hustru som er asiat og som iøvrigt er kineser. Vi glæder os også tit over at møde danske forældre med asiatiske adoptiv børn, og både børn og forældre lyser helt op og smiler når de ser en voksen asiatisk kvinde som ligner børnene, I fremtiden vil der være mange flere voksne asiater i Danmark.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Men selvfølgelig Lassen - hvis ikke du er en homosabiens - men hvad er du så? Der er således nogen tvivl om hvor Neanderthalerne opstod - men hvis du er sådan en i ren form er du en videnskabelig sensation da kun rester eksistere i Europæiske homo sabiens :-)

Brugerbillede for Georg Christensen
Georg Christensen

Til "adoptanten", tag det ikke så højtideligt, "LIVET", har forlængst accepteret dig, og du er med i livet´s kamp om "LIVET", om du er for eller imod tankegangen om "guldet´s" selvformerings proces,(middelalderen´s alkymister`s model) så tilhører "DU", også "LIVET", som desværre stadig i, er i fuld gang med, at "deformere" sig selv, vel nok kun på grund af at :(fortidens fejltagelser), ikke er blevet opdateret.

NB: I "fællesskab", er vi "LIVET", med og uden "adoption".

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Lassen du bør see denne serie
Du skal se denne her serie i syv afsnit på youtube

The last nazis
http://www.sbs.com.au/ondemand/video/2267442262/Th

i virkeligheden vidste selv naqzisterne at der ikke var en rigtig arisk race, men de var igeng med at skabe den og hav de de fået deres tusindårsrige så ville vi måske have se en egentlig raceudvælgelse helt som man gør med heste, hunde, høns (Himmler var hønseopdrætter) vor man med at dræbe eller sterilisere uønsket afkom og vælge kun de egenskaber man ønskede at fremme - over x antal generationer ville ende med at få en reel race af mennesker helt som man har raceheste eller tyre og køer. Som virkeligheden er idag har ingen mennesker nogensinde levet så afsondret at der ikke var blandinger konstant og hele tiden.

Anyway serien her er fremragdne jeg ved ikke om det har været vist på dansk tv - men den bør ses af alle - hermed er link og anbefalingen givet videre

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Den serie er tilmed også en serie om adoption - og den rammer lige ret ned i midten af emnet der spøger her - og nu har spøget i to artikler - hvorfor det i allerhøjeste grad værd at se for alle og tænke dybt over.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Tak for henvisningen, Jensen.

Lad mig tilføje, at heller ikke i officiel, meget højtidelig sprogbrug anvendes ordet race, sådan som du mener, man burde anvende det, altså, sådan som biologer gør, når de dyrker deres videnskab. Der er tale om to forskellige begreber, hvilket i sig selv er uproblematisk; det er helt normalt, at et ord kan have flere betydninger, og også at en teknisk betydning afviger fra den daglige. Men man skal naturligvis blot passe på ikke at blande dem sammen.

I juraen, som jeg dyrker, bruges en del ord/begreber, som også kendes fra dagligsproget, men som i juralingoen betyder noget lidt andet, og det skal man lige vænne sig til. Men det indebærer ikke, at den faglige betydning er den rigtige og den daglige forkert. De kan fint trives hver på deres felt.

Artikel 14 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder et eksempel på "race", som ikke er biologisk-faglig:

Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Tilsvarende i EUs charter om grundlæggende rettigheder (artikel 21) samt i FNs menneskerettighedserklæring (artikel 2).

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Lad mig yderligere tilføje, at også uden for disse erklæringer er samme betydning helt normal og gængs.

Tag ordet "racediskrimination" - ingen er vist i tvivl om, hvad det betyder. Og det kan anvendes meningsfuldt og forståeligt, selv om det ikke bygger på biologiske teorier.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Jo men det faktum at man stadig anvender ordet også hvpr det er ganske unødvending og hvor det ville have været bedre at tale om kultur og etnicitet, nationalitet eller lignende, betyder også at det fortsat misbruges. Det har vi nu set igennem flere artikler, der tydeligvis flere der er af den opfattelse at menneskeheden kan inddeles i biologisk forskellige racer - men det er ganske enkelt ikke muligt - vi har endnu aldrig være bragt under behandling af noget herrefolk på samme måde som vi selv gør med heste, hunde, køer og høns, og måte 'gud' forbyde at vi nogensinde blive det. Det er der selvsagt ingen gud der kan, men så kan vi andre da i det mindste stå vagt om at det ikke nogensinde kommer til at ske.

Brugerbillede for Anonym

Til JOAN RANG CHRISTENSEN
Jeg kan godt se dine tanker.
Hvorfor skal alle par absolut have børn, også hvis de ikke selv kan få børn.?
Det er jo egentligt i bund og grund først og fremmest en egoistisk holdning, at få adopteret børn fra en anden verdens del, hvis man ikke kan se konsekvenserne for disse børn.
Men alt taget i betragtning så får disse børn trods alt, som regel til gengæld et bedre liv ud af det.
Heldigvis bliver Danmark mere og mere global med mange forskellige indvandrere så børn der er adopteret er ikke mere så anderledes, i en skoleklasse med 25 børn, er der som regel 5 til 7 børn fra andre lande, samtidig er de danske familier ikke mere kernefamilier, så om man er adoptiv barn eller skilsmisse barn med papforældre går nærmest ud på det samme.
Så Joan fat mod, du er lige så meget dansker som os andre. og mange danskere synes faktisk at de selv ser kedelige ud, og derfor gør anderledes udseende mennesker kun Danmark mere farverigt.

.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Du vil se at i de lande hvor vi har måttet slås længere end andre med forskellighed og undertrykkelse af forskellige grupper på grund af deres ydre, langsomt men sikkert er ved at udmarginalisere begrebet race og erstatte det med termer der ikke indeholder påstande om definerbare biologiske forskelle på grundlag af noget så overfladisk som hudfarve - vi er forskellige - der er stor vartiationer - men der er ingen som kan grupperes på en sammenhængende måde - og da sletr ikke på grundlag af noget så overfladisk ydre forhold som hud-, øjen- og hårfarve. Vi er én art vi har ikke haft flere menneskearter siden måske Neanthertalerne. Du kan heller ikke bedømme menneskers IQ på grundlag af tonen på deres hudfarve, det er først og fremmest kultur, miljøpåvirkninger og ydre press på samme der over tid gør os forskellige og hudfarver ER resultatet af solpåvirkning over hundreder af år og generationer.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Du har vist ikke rigtig belæg for det der med udmarginalisering af begrebet "race", når det optræder i så officielle skrifter som menneskerettighedserklæringer.

I øvrigt kom du i sidste indlæg til at skifte fra race til art.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det var bevidt - der ner ret menge der er i vane med at se race som art - og nej - race bliver i stadig mindre grad anvendt i officielle artikler og der er gode faglige og saglige grunde til den udvikling. Det er ikke politisk korrkthed som du synes at mene, det er ganske enkelt bedre i mange situatioiner at bruge begreber som hudfarve etnisk oprindelse, kultur og lignende, men det er næppe muligt måske nælppe heller ikke formålstjentligt at stræbe mod den totale udmarginaliserinmg af ordet race. blot bør man ophøre med at anvende ordet på grundlag af fx hudfarve.

At visse menneskegrupper stammer i afrika har en større hyppighed af længere ben- underben og lignede giver ikke belæg for brug eller påstande der bygger på ordet race. Det er meget langt fra at være et forhold de dækker andet end højere hyppighed i visse provinser. Du kan ikke udskille en race på det grundlag, men selvfølgelig kunne du gøre med mennesker som Himmler gjorde med sine høns,m skabe en race af mennesker hvor bestemte træk var eller er mere end bare dominerende. Det kræver så at man systematisk afliver eller sterilisere dem der ikke har disse træk og vedbliver at gøre dette over tusinder af år. Det er der bare ingen der har gjort nogensinde hvorfor afgrænselige mnenneskeracer ikke eksisterer

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Jeg kom lige i tanke om, at ordet også bruges i noget så hjemligt som straffeloven.

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen blev i øvrigt revideret og udvidet i 1971 af hensyn til FNs konvention om racediskrimination fra 1965.

Jo, ordet trives i bedste velgående. Men der ligger altså ingen teorier indpakket i det, om at den ene race skulle være ringere end den anden. Tværtimod, slår FNs konvention netop fast, at det ikke er tilfældet.

Den kan læses her: http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/globalt/de+forenede+nationer/f...

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Lige et citat præamblen til konventionen:

"enhver doktrin om overlegenhed på grundlag af raceforskelle er videnskabeligt urigtig, moralsk forkastelig, socialt uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis retfærdiggør racediskrimination nogetsteds ..."

FN opererer altså med raceforskelle.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

i ordet race ligger der en påstanbd der ikke har rod i virkeligheden - alene derfor burde det erstattes i flere af de der gamle udlevede dokumenter Lassen

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

De der er jo skrifter der blev til i en periode hvor man som det naturligste i verden mente at menneskeheden kunne indeles i racer og hvor nogen mente at vise af disse racer var skabt mere værdige og andre så meget mindre værd at de enten ville dø ud eller kun ville være egnet som tjener- elle slaverfolk for de andre.

Nu ved vi at selvom der er biologiske forskelle på mennesker så kan disse anvendes på denne måde - og derfor er det også rimeligt at vi flytter os væk og ikke blive ved med at give næring til vrøvl.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Nogen adopterede børns søgen after identitet og den betydning dette har for dem er centalt emne her på en meget ekstraordinær måde - men også som en demonstratioin af den generelle betydning af dette

Sider