Kronik

Adoption er moderne kolonialisme

Det er den bedste løsning for alle parter, siger vi bekræftende til hinanden, når barnløse gør et forældreløst barn fra fremmede himmelstrøg til deres eget. Men vores idealisme er ikke spor bedre, end den de koloniserende europæere benyttede i det 16. århundrede
Adoption er som regel en lykkelig begivenhed for adoptivforældrene, men ingen har på forhånd for alvor overvejet, at barnet altid vil have sit udseende mod sig. Hver dag resten af livet skal det gøre sig umage for at blive adopteret igen og igen, godkendt af samfundet og naboerne, af de andre i bussen. Kort sagt, at være adopteret er at være dømt til at leve i en permanent fremmedhed

Adoption er som regel en lykkelig begivenhed for adoptivforældrene, men ingen har på forhånd for alvor overvejet, at barnet altid vil have sit udseende mod sig. Hver dag resten af livet skal det gøre sig umage for at blive adopteret igen og igen, godkendt af samfundet og naboerne, af de andre i bussen. Kort sagt, at være adopteret er at være dømt til at leve i en permanent fremmedhed

Lars Berthelsen

2. august 2012

I grunden ved vi ikke, hvad vi gør, når vi river et fremmed barn ud af dets sammenhæng. Men vi er ikke i tvivl om, at adoption er det bedste, der kan overgå barnet. Hvis ingen vil tage sig af en lille pige eller dreng, som er blevet til overs, er det da vidunderligt, at nogle mennesker er parat til at give barnet en familie, et hjem og en normal opvækst. Selv hos folk, der ser helt forkerte ud, i et land med en kultur og en samfundsform, som det barn aldrig ville have bare hørt om, vil det få det bedre end på et børnehjem, på gaden eller i pleje for penge. Hvis det da overlever krig, sult og sygdom.

Omsorg, rigelig mad, varmt tøj, en normal skolegang, en uddannelse og kærlig oplæring udi kunsten at leve har vi spandevis af. Vi har den bedste vilje til at indlemme barnet i den hellige familiefiktion. Barnet fra Korea, Ukraine eller Ethiopien bliver ’vores søn’ eller ’vores datter’.

Alle respekterer spillets regler. Myndighederne har givet grønt lys, resten af familien, venner og bekendte, omgangskredsen, børnehaven, lærerne, lægen, alle deltager i eventyret. Barnet selv vokser til, indpasser sig, skal indpasse sig, det lærer sin rolle – sommetider så grundigt, at det bliver rollen.

Det barnløse par er nu blevet forældre, baglandet får titel af mormor og morfar og så videre. En splinterny dansker folder sig ud i den oprindelige asiater eller sydamerikaner. Eller snarere, lægger sig som et svøb om det lille menneske. Alle lader som om, og den bortadopterede finder efterhånden en plads i sin nye sammenhæng.

Skal adopteres hver dag

Ingen har på forhånd for alvor overvejet, at barnet altid vil have sit udseende mod sig. Hver dag resten af livet skal det gøre sig umage for at blive adopteret igen og igen, godkendt af samfundet og naboerne, af de andre i bussen. Hele tiden skal det forsøge at leve op til de lokale normer. Kort sagt, at være adopteret er at være dømt til at leve i en permanent fremmedhed. Ingen kan se på min brunkindede søn, at han ikke kom i går som flygtning eller illegal indvandrer, og inden han åbner munden, er hans ellers almindelige dansk allerede suspekt.

Kravene er altid de andres. Til sidst er der kun et halvtomt hylster tilbage. Der både skal smile og være velopdragen.

Det vi gør i al vores idealisme – hvor det ikke alene drejer sig om at stifte familie, men tit også om at redde verden – udspiller sig i de voksnes bevidsthed og kun der. Adoption betragtes kun sjældent i barnets optik. Vi er de store, de ansvarlige, de rigeste og de mest elskende, vi har overskud, energi og klogskab. Vi ved, hvad der tjener barnets tarv bedst.

Det gjorde de koloniserende europæere fra det 16. århundrede også. Deres barn var blot hele befolkninger. Principielt er der ingen forskel på at kolonisere og adoptere. Det er jo en civilisationsproces, og som sådan uangribelig.

Jeg er havnet i moralsk kvabbabelse over, hvad jeg kastede mig selv og spillets andre medvirkende ud i, da jeg som ukuelig 25-årig måtte tage min halvdøde sæd til efterretning, men ikke ville lade fem være lige. Kan man ikke få børn, kan man altid tage dem. Dengang kostede det endda ikke noget.

Jeg har ligefrem forsøgt at skrive mig ud af klemmen i en tyk bog – Kanonkongen barnet, essay om adoption, eksil og den tabte tid. Den fundamentale mangel, den historieløshed, jeg dengang uden tøven indlagde i fire små mennesker, er endt på min side af bordet som en joker med narrehat.

Af-adoption

Men man kan jo ikke inddrage et barn på for eksempel 10 måneder i til/fravalget. Selvsagt ikke. Adoption er en kontrakt, hvor kontraktens hovedperson er blind passager. Det kan ikke være anderledes, vil man sige. Men er vi som den store fiktions ansvarlige ikke lidt hastige til at glemme, at det barn, der forbløffende hurtigt viser sig at være et menneske, i grunden burde kunne af-adoptere sig, om ikke før, så som 18-årig og myndig. »Hør I to, jeg gider ikke have jer som forældre mere, lad os finde på noget andet, vi kunne for eksempel blive gode venner!« Jeg har hørt om et tilfælde, men det var konfliktuelt, og der måtte en dommer ind i billedet.

I vores verden vedrører ejerskab ikke kun ting og kapital, men breder sig ud i samfundet, ind i familien, i relationen forældre-børn. Blandt de mange motiver, vi kan have til at adoptere os ud af barnløsheden, er der også et, der hedder mit-barn-er-mit.

Kunne vi ikke forestille os en mere nuanceret adoption, der etablerer en særegen relation mellem det adopterede barn og de adopterende forældre? En relation, der ikke nødvendigvis sætter barnets jurdiske og moralske selvstændighed ud af spil? Kunne vi ikke give barnet mulighed for at træde ud af rollen, vælge sig en anden, uden at det absolut skal være en forbrydelse – eller et slag i ansigtet. Vi kunne anlægge en holdning under hele forløbet, der tilsiger os som adoptivforældre at betragte barnets frihed og udvikling til et individ (et udelt væsen) som det væsentlige mål for den kollektive fiktion. Det er der jo mange biologiske familier, der har fattet.

Gør vi det helt bevidst fra begyndelsen, opstår chancen for at nå frem til en vis ligestilling mellem kontraktpartnerne. Mellem de besluttende og den betuttede. Vi stiler mod at få et helt menneske ud af det barn, der ikke har bedt om noget.

Amputeret

For det adopterede barn mangler begyndelsen. Fortællingen er amputeret. Den eksistentielle opgave at få hold på, hvem man er, er blevet skubbet af sporet. Hvordan skal den lille sydkoreaner finde frem til sig selv, når kablet bagud er klippet over?

Nuvel, men det lille væsen fra Langtbortistan, der begynder forfra i en hvid, europæisk familie, mangler da bare en lille stump af sin tilværelse. Får det ikke en ny barndom, et nyt miljø, legekammerater, måske endda hjemmegjorte søskende, der resten af livet kan gøre det ud for en startblok? Kan det adopterede barn ikke bruge det til at finde og blive sig selv?

Det kommer an på, om man vurderer barnets baggrund i det fjerne til at være et udskifteligt element af dets tilværelse eller noget unikt og uerstatteligt. Her tænkes ikke på den genetiske bagage. Den er hvad den er, uudryddelig – og ofte ukendt. Men baggrund er en kultur og en natur. En historie eller forhistorie, anernes sammenlagte livsstil, deres smil, deres tårer, deres håb og skuffelser. Omstændighederne omkring fødslen, grunden til fravalget. Barnets baggrund i den forstand kan ikke være ligegyldig – eller også er alting ligegyldigt!

Min fortvivlede påstand er da, at vi adopterer et barn ud af sin mulighed for at blive den, det er – og det for altid.

Det var pokkers. Så gør vi os al den umage for bare at blokere et barns mulighed for at få selvindsigt, for at forhindre det i at få identitet, eksempelvis blive en rigtig dansker.

Hvis man tror, den slags ordner sig med tiden, hvis man mener, fornemmelsen af fremmedhed ender med at smelte bort i hverdagens vaner, at de andre en dag vil glemme ens særlige måde at tale på, tænke på, være og reagere på, ja så tager man fejl. Det slipper aldrig én. De slipper aldrig én.

 

Jacques Berg er journalist og forfatter. Han er adoptivfar til fire børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Det koreanske ansigt har mere end 8000 venner at blande sig med i Danmark. Der er så mange adopterede at det ikke længere er mærkeligt.

Jacques Berg efterrationaliserer, hvilket er unødvendigt. Han har adopteret og stiftet familie, og det kan man ikke klandre ham for. At efterrationalisere på det plan er måske lidt forfængeligt.

At klistre en overskrift på adoption som moderne kolonialisme er helt hen i vejret.

Med venlig hilsen
Lennart

Hvad med Naser Khaders børn? Eller Øzlem Cekics børn? Eller denne her:
Engang havde jeg en kæreste som havde fået børn med en tyrkisk mand. Hvordan tror du, hr. Berg, at de børn har det i dag? De lignede nemlig deres tyrkiske far. Mange danske kvinder, eller nogle i hvert fald, er også gift med afrikanske mænd og har fået børn med. De børn ser også ud som - ja - afrikanere.....

Det er nemlig ikke hudfarven, den er gal med, det er den gift som bl. DF med hjælp fra V og K har spredt de sidste 10-2 år om udlændinge, som er problemet her. Og som ser en potentiel flygtning, en potentiel forbryder bag enhver person som ikke ser ud som det de kalder for dansk. (eufemisme for hvid person, vil jeg tro?)

Og på mig artiklen som at hr. Berg mener at identitet udelukkende er bestemt af blodet, eller af den oprindelige kultur, 'den lille asiat', eller den 'sydamerikaner' skriver han. Er vi ikke kommet længere her i 2012 end at påstå at identitet udelukkende og kun er bestemt af ens blod eller ens oprindelses-land...

Hvis fortællingen bag mangler, eller kablet bagud er klippet, som hr. Berg skriver det, så er der kun en ansvarlig for det: adoptions-forældrene. Det er deres ansvar at sørge for at barnet som adopteres ind i familien får en historie før adoptionen. Og dengang da hr. Berg adopterede som 25-årig var der ikke den fokus på tilknytning som der er i dag.....og på at det er vigtigt også for adoptivbrn at vide hvor de kommer fra, også før adoptionen...

Og adopterer vi virkelig et barn ud af den mulighed det er blive den det er ved at adoptere det fra f.eks. Sydkorea eller Ethiopien til Danmark....medmindre hr. Berg vil fastholde at blodet/huden er mest bestemmende for, hvem man bliver. Og at afrikanere og asiater har det bedst i deres egen kultur, fordi Gud, skæbnen, eller naturen, har maget det således, at afrikanere skal bo i Afrika og asiaterne skal bo i Asien.

Mere generelt vil jeg sige, at også børn af to biologiske danske forældre (hvad så end for en størrelse) i dag skal forholde sig til sin egen identitet, og hele tiden skabe sin egen identitet. For det er det som alle gør i dag, skaber deres egen identitet. På den måde er identiten her i 2012 blevet mere flydende end den var, da jeg var barn og ung fra midten af 1960erne og frem til omkring 1980.

PS:
Jeg er selv adopteret og har aldrig oplevet det som Jacques Berg skriver om, da jeg var ung, heller ikke i 1990erne. Kun efter DF's dannelse i 1995-1996 har jeg oplevet denne mistanke fra andre danskere, især o nogle forretninger mv. om at jeg nok var der for at stjæle mv. pga. min hudfarve. Og fra omkring 1998-1999 begyndte det, og min fornemmelse/følelse omkring det er at det er blevet (meget) værre de senere år. Det handler nemlig slet ikke om farven på ens hud, men om hvordan vi som samfund ser på folk og behandler folk med anden hudfarve end den som danskere flest går rundt med.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er væsentlige tanker og relevante spørgsmål, Jacques Berg stiller til det at adoptere og være adopteret - det sidste også med den konsekvens for nogle adopterede altid at skulle forholde sig til, forklare og forsvare deres udseende.

Og så kan man da iøvrigt netop godt se adoption i et større perspektiv - apropos kolonialisme.

Som adopteret bliver jeg igen nødt til at fremhæve at kun indenfor de sidste 10-12 har mit udseende været et problem, for nogle. Og det har stort set altid været et problem for folk i forretninger, som ikke kendte mig, og som derfor er blevet flove, når jeg på fejlfrit dansk har henvendt mig til dem. Eller de har spurgt mig om et eller andet, og jeg har svaret dem på fejlfrit dansk.

Og jeg vil stadighed hævde, at det samme problem rammer børn af danske kvinder og afrikanske mænd f.eks. eller hvad med børn sydkoreanske mænd og danske kvinder.....eller børn af italienske eller chilenske mænd og danske kvinder....

Interessant nok synes udlændinge (som jeg underviser) mere interesseret i at vide, hvor jeg kommer fra - måske er der et ubevidst behov for at få vide, at man godt kan blive eller være lærer, selvom man er født i et andet land end Danmark?

Dertil kommer at mange elever og ekspedienter i f.eks. Føtex, Bilka eller Fona nu har udenlandsk baggrund. Og jo mere folk ser dette, jo mere forholder folk sig til personen bag skiltet end til hvilken hudfarve personen bag skiltet har.

Mange danske mænd er jo også gift med udenlandske kvinder, f.eks. thailændere, eller kvinder fra Afrika. Og deres børn ser vel også udenlandske ud, ikke sandt?

Hans Jørgen Lassen

Der ikke mere at sige.

Hr. Berg har talt, og det kan ikke gøres bedre.

En sjælden glæde at læse så menneskelige og fornuftige overvejelser.

Man bliver sammenlignet med flertallet af sammenlignelige på den til rådighed værende vidensbasis.
Problemet deles af stort set alle ikke-muslimske mørklødede. Der er her et helt forkert flertal løs.
Men næppe koreanere - det er vist meget marginalt.
Men lad os være 'gode' og tage 3000 ind med en moral fra en fucked-up nordkoreansk kz-lejr, - så skal det nok også ændre sig.

Kristian Lund

"Min fortvivlede påstand er da, at vi adopterer et barn ud af sin mulighed for at blive den, det er – og det for altid."

Den, det er?

Så barnet _er_ altså en person, inden det er vokset op?
Hvis noget lugter af kolonialisme, så er det da idéen at man er "asiat" eller "afrikaner" før man er sig selv...

Maj-Britt Kent Hansen

Mørkt hår og brune øjne kunne nu helt tilbage i 60'erne give nogle mennesker anledning til at fastlå, at indehaveren af disse farver var "fremmed" eller føre til indiskrete spørgsmål om, hvorfor vedkommende dog så sådan ud.

Kom vedkommende måske fra Italien, Spanien etc? Nå, ikke, jamen så måtte håret da være farvet? Og ville vedkommende ikke redegøre, så var det virkelig suspekt.

Det har været der hele tiden, og i mine øjne bliver det aldrig en acceptabel måde at møde andre mennesker på.

Kristina Jensen

Jeg tror Jacques Berg selv føler sig fremmed fra sine børn, kontra andre forældre han ser, har et både genetisk bånd og et 'ophavsbånd', som han selv lægger utrolig meget vægt på. For ja, Jacques Berg er fremmed fra sine børn på nogle områder og det kan jeg godt forstå gør ham ondt. Jacques Berg kunne også vælge at neddrosle betydningen af det genetiske ophav og de små afslørende 'adoptions-beviser' hans børn har, men i stedet ophøjer Jacques Berg betydningen af disse og den afgørende betydning, hvilket er trist, når han bliver fremmed for sine børn.

Følelsen af at en relation er naturlig er svær at fremavle. Hvis man har besluttet sig for relationen, er det med at gøre hinanden for en del af en selv. Altså nytter det ikke, at Jacques Berg forsøger at gøre sine børn pære-danske, men han må nok erkende, at han skal gå deres arv i møde også.

Overskriften giver ingen mening.

Hans Jørgen Lassen

Børneomplantninger kan, men gør det ikke altid, give børnene store problemer.

Det er nu engang sådan, at man kan se forskel på en neger og en dansker fra Vejle.

Somme tider betyder det ingenting. Men børn er meget, meget følsomme. Og der ligger, hvilket ikke stemmer med moderne ideologi, en stammetænkning indbygget i de fleste folk.

Man ser den i debatten om omskæring.

I denne sammenhæng tager jeg hatten af for hr. Berg, der ikke lukker øjnene for virkeligheden.

Brian Pietersen

hvis vi skal overleve på denne jord skal vi adoptere istedet for at føde alle de børn...

et-barns-politik-globalt-tak.

Said Allan Bak

Interessant nok skal adoptivbørn ifølge islam beholde deres oprindelige for- og efternavn og det er forpligtet for adoptivforældrene at oplyse dem om deres familiemæssige baggrund osv., såfremt de var for små på adoptionstidspunktet, til selv at vide det. Der er derfor fra starten af ingen illusion om at barnet er "deres" men mere tale om en permanent plejefamilie.

Nu er det jo ikke noget nyt fænomen, at nogle børn ikke lige har ihvertfald den far, som mor siger.
Det kan så være mere eller mindre tydeligt og give sig udslag i kommentarer fra omgivelserne.
Mere indviklet er det jo egentlig ikke.

Hans Jørgen - du vrøvler ...

Hvad nu hvis negeren (sic!) er en dansker fra Vejle, lige så meget dansker som mig, bortset fra, at jeg er dansk sønderjyde, og jeg ved du er - kan og vil du så stadig se forskellen - og er det ikke det man kan kalde racismens spirende galimatias ...

Angående adoption er der åbenbart ingen der tænker på, at et barn kan være så udsat i sin elendige eksistens, hvor det end befinder sig, at ethvert andet liv vil være at foretrække, hvis barnet selv kunne vælge.

Da det udsatte barn ikke kan det, må voksne humant indstillede mennesker prøve på, at skabe bedre eksistensvilkår og redde deres liv, men senere også spare omgivelserne for eventuelle malplacerede efterrationaliseringer ...

Der hvor filmen knækker er naturligvis, hvis barnet senere hen klandrer dets adoptionsforældre for, at de overhovedet gik ombord i projektet, næsten siger - jeg har sku ikke bedt om at blive adopteret - eller som biologiske børn kan finde på at sige til deres biologiske forældre - jeg har sku ikke bedt om at blive født ...

For øvrigt misbruger forfatteren ordet kolonialisme - det plejer at dækker over noget helt andet og meget værre ...

Jeg er enig med den del af adoptions-kritikken, der handler om adoption som business.

Men der er en form for kritik, som for mig virker som noget vi normalt kalder racisme. Blandt andet denne artikel.

Og jo, det har måske ikke altid været lige sjovt at være "den anderledes" i en lille flække ude på landet i 80'erne eller 90'erne. Men nu har vi trods alt et multikulturelt samfund, hvor folk er vant til at alt ikke er kedeligt leverpostejsfarvet.

Og som allerede påpeget er denne sætning:

"Min fortvivlede påstand er da, at vi adopterer et barn ud af sin mulighed for at blive den, det er – og det for altid."

helt ude i hampen. Det er da udtryk for en essentialisme, som jeg troede var uddød for mange år siden.

Og hvis man virkelig mener, at det er et problem at vokse op i Danmark med en anden hudfarve end hvid, så bør man nok snarere vende blikket indad og dyrke noget seriøs selvransagelse i stedet for at skyde på adoption som det store dyr i åbenbaringen.

Jonas Nielsen

Den eneste grund til at en adopteret skal kæmpe for at blive accepteret hver dag er, at et samfund er sygt og ikke formår at acceptere forskellighed og mangfoldighed og dermed er det samfund dybt mentalt afsporet og har brug for at komme ind i det 21. århundrede før alle andre nationer giver et sådan samfund baghjul i alle henseende.

Ja så simpelt er det.

Jacob Knudsen

Esben said it... Der er noget i vejen oveni hovedet på folk der mener at den eksplicitte fremmedhed (i form hudfarve f.eks.) skulle være ødelæggende for et barn identitet - det er absolut én af de allermindste kvaler børn har i skabelsen af deres identitet i dag. Hvis den voksne generation i dagens Danmark kunne beslutte sig for at lægge ethnofobien på hylden ville børn med en anden hudfarver ikke have "fremmedheden" som et problem. Det er den voksne generations frygt og udvidenhed omkring etnicitet der påvirker de yngre generationer og det er derfor også dem der har løsningen på problemet - mere åbenhed og respekt overfor en medmennesker om de så er gule, røde, sorte eller hvide i huden, det kan være flintrende ligegyldigt...

Sammenligningen er ivørigt fuldstændig ude af proportioner, der er i yderste tilfælde tale om en "white man's burden"

Vibeke Nielsen

Der er altfor mange i denne tråd, som ensidigt fokuserer på hudfarven. Men debatindlægget er jo langt mere nuanceret end det.

Det sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved forestillingen om, at en identitet bare er noget man kan skabe og omskabe efter forgodtbefindende. Det handler meget mere om den personlige biografi, der starter ved undfangelsen og ikke ved ankomsten til den danske villavej - end det handler om den hudfarve, som folk her i tråden tror er en slags klædedragt, som man kan fylde med hvadsomhelst, tømme og fylde igen. Og som folk bare skal tolerere og så er alt godt.

Philip B. Johnsen

Dette er dog den største omgang intellektuelt pladder kultur racisme jeg har været vidne til.

Det er et faktum at der er alt for mange børn der lever kummerlige liv, som kun har glæde af at blive adopteret til Danmark.

Hvad der virkelig er et problem er at, der bruges millioner af kroner på, at folk der ikke burde få lov til at passe en hund, får kunstig befrugtning.

Steffen Gliese

Er problemet mon ikke, at oplevelser af fremmedhed mellem barn og forældre, som er normalt forekommende i mere eller mindre grad, bliver tillagt adoptionsforholdet?

Som adopteret har jeg altså aldrig nogensinde følt nogen som helst former for fremmedhed, hverken til mine forældre, til mine søskende, i min skole eller i det lille samfund jeg voksede op i - i 1970erne.

Og hvis en adopteret kom til Danmark til en dansk landby eller provinsby i 1970erne, 1980erne, eller 1990erne, så kan I tro, at landsbyen eller provinsbyen stod sammen om familien og den adopterede, uanset hvor den adopterede kom fra.

---

Og ja, en identitet i dag noget man kan skabe og omforme efter forgodt-befindende. Jeg har f.eks. en anden idenitet i dag end jeg havde da jeg var 15 år, 25 år, eller 35 år. Og netop i dag må alle forholde sig til identiteterne.....

Når jeg går så meget op i hudfarve og blod er det fordi hr. Berg omend indirekte synes at sige at den adopterede aldrig kan blive dansk, da han eller hun jo har har en anden hudfarve end danskere flest.

Hans Jørgen Lassen

Jeg er så høj, at jeg allerede som dreng, hvor jeg ikke var helt så høj, fik buler i panden, når jeg bankede hovedet ind i døroverlæggeren i det stråtækte husmandssted i Hjerpsted.

Det ville være en udfordring for mig at skulle vokse op i et samfund, hvor alle de andre var omkring 160 cm, og jeg tænker her ikke kun på buler i panden.

Jeg ville formentlig komme til at lide af kronisk krumryggethed, hvad jeg undgik ved at vokse op i Danmark.

Og det er vist nok en af hr. Bergs pointer. Altså ikke specielt krumryggethed, som han ikke nævner med et ord.

Ja, ja, hudfarve er selvfølgelig ikke helt det samme. Men at være barn kan, har jeg hørt, være vanskeligt nok i sig selv. Og hvad adoptivforældrene så yderligere belaster disse børn med, er, at de på forhånd skiller sig ud.

Det behøver ikke at betyde noget, og gør det vist nok i mange tilfælde ikke. Men hr. Berg har afgjort ret i, at man bør tænke sig om, også med hensyn til disse aspekter.

Jacob Knudsen

@Vibeke Nielsen:
Hvis du vidste lidt om det moderne socialkonstruktivistiske paradigmes psykologi og sociologi, ville du vide, at ungdommens identitet p.g.a det hyperkomplekse samfund vi befinder os i, er meget meget mere flydende og åbent for ind- og udskiftning af præferencer, interesser, værdier og holdninger end før - så jo vores hudfarver er bare en dragt vi kan fylde på efter forgodtbefindende og det er derfor vi skal passe så utrolig godt på med, hvad vi fylder den med. Det er et fælles ansvar.

Jeg behøver ikke at begynde og komme med gode eksempler på folk der har fundet sammen i kærlighed på trods af deres biologiske og kulturelle forskellighed , det sker hele tiden... Forskellighed/mangfoldighed er en styrke som man kan udnytte som samfund, hvis man forstår at se mulighederne i dem, fremfor begrænsninger.

Og så lukker floskelbiksen...

Vibeke Nielsen

@Jacob Knudsen

Identitetsshopping er sikkert højeste mode. Men antallet af sindslidende transnationalt adopterede taler sit eget tydelig sprog om, hvor forløjet det er.

Jesper Nørgaard Kjær

Det lyder mere som om hr. Berg har problemer med "at finde sig selv".

Jeg er saadan set fuldt tilfreds med min adoption. Den har givet mig endnu stoerre incitament for at forstaa menneskets tilblivelse gennem arv og miljoe og dermed ogsaa sagt, at entiteten "selvet" er en omgang forhistorisk vroevl, som det dog virker som om de fleste har svaert ved at slippe troen paa, heriblandt hr. Berg.

Nu droemmer jeg mig engang imellem hen i en verden, hvor adoption ikke sker og boern vokser op med deres foraeldre over alt paa kloden. Det er dog som sagt en droemmeverden og ikke foer vi, "de rige", vil dele meget mere med ulandene, ja saa er adoption nok den naestbedste loesning.
Jeg har nemlig svaert ved at se, at flere tusinde barnloese vil betale en lille million for at et barn kan vokse op i oprindelseslandet (jeg bruger med vilje ikke udtrykket hjemlandet) med samme gode betingelser som i DK.
Dermed ikke sagt, at folks donationer som fader ikke vaerdsaettes, men sammenlignes med en opvaeskt i DK med deraf foelgende fordele, kan det trods alt ikke.

Vibeke Svenningsen

Der er jo dokumenteret i flere undersøgelse, at adoptivbørn har en højere hyppighed af diverse problematikker. Som jeg afkoder det, handler det nu ikke om hudfarve og anderledeshed som fremlagt i denne artikel, men mere om, at adoptivbørn på forskellig vis danner tilknytning til adoptivforældrene, og man ikke ved, hvad de svigt og skift børnene har været igennem i deres første leveår har af betydning.

Når titlen skriver moderne kolonialisme kører Poltiken en langt mere interessant artikelserie i tiden vedr adoption kontra børneeksport, hvor det økonomiske aspekt vedr. adoption sættes mere under kritisk lup.

Henning Arne Sørensen

At redde verden er næppe motivationen for at aboptere et barn. At adoptere er et rent egoistisk projekt lige så vel som at få et biologisk barn. Og det er der intet galt i. Jeg kunne dog tænke mig at der blev stillet lige så store krav til forældreduelighed hos biologiske forældre som til adoptanter.
Det ofte den sidste udvej for at blive forældre, at adoptere og det sætter forældreskabet i et særligt perspektiv. Og der er andre aspekter i en adoption end blot at få et barn. Der er landet og kulturen, hvorfra barnet kommer. Jeg er morfar til en skøn dreng på 3 år fra Vietnam og netop komet hjem fra en tur i Vietnam. Selv om jeg føler en forpligtigelse til at besøge landet, hvor han kommer fra, er det nok mine egoistiske behov, der skal dækkes.

Da jeg blev adopteret i midten af 1960erne anede man netop intet om tilknytnings-problematikken og om hvordan det f.eks. for et lille barn at blive revet bort fra sin mor, sat på børnehjem og så blive revet bort igen fra børnehjemmet og givet til nogle glade, men anderledes udseende forældre. Og netop den problematik har der været forsket meget i de seneste 30-35 år eller så. Og derfor arbejder man i dag meget med tilknytning, når der adopteres fra f.eks. Etiopien eller Vietnam.

Men jeg mener der et andet aspekt her, nemlig det at det er de menneskers pligt som adopterer et barn at fortælle barnet, hvor det kommer fra, og hvordan de netop valgte det barn, ikke at lyve om det. Mine forældre havde nogle venner som ikke selv kunne få børn, de adopterede, og fortalte ikke barnet det. 20 år efter fandt barnet ud af det. Og der blev en vældig ballade. (PS: det var en indenlandsk, altså dansk adoption mine forældres venner fik).

Fra jeg var 4 eller 5 år har jeg vidst at jeg var adopteret, hvilket har været godt. Min hudfarve har nemlig altid set udenlandsk ud. Så derfor har mine forældre sikkert fortalt mig det, at jeg var adopteret altså.

Vibeke Svenningsen

Karsten:

Det er man heldigvis meget opmærksomme på i dag. Mine gennboer har for 3 mdr siden adopteret en skøn pige fra Thailand, og de arbejder meget med det. Fx er hun primært tryg ved moderen - stille og roligt opbygges relationen til faderen, og vi andre skal holde afstand til denne elles skønne pige. Vi må godt lege med hende, men fx. ikke tage hende op osv. Hun er også 2 år, så det er jo klart, hun har noget med i bagagen, der kræver en forholden sig til.

Hugo Pieterse

Nej, dette indlæg er ikke kommet i en forkert tråd.

Debatten om prostitution bliver ført udelukkende med fokus på kvindens formodede postulerede eller reelle interesser.

Hvor mange stakkels sexhungrende uattraktive mænd, derunder handikappede, som ikke har skyggen af en chance på det åbne kødmarked der har glæde af at der findes kvinder der deler ud af deres ynder og omsorg mod betaling er åbenbart fløjtende ligegyldigt, lige som de samfundsmæssige fordele der knytter sig til at erhvervet findes.

Det samme her i adoptionsdebatten.

Her diskuteres alt ud fra:
a. barnets interesser,
b. adoptivforældrenes interesser,
c. de biologiske forældres interesser.

De interesser som det danske folk som kollektiv måtte have forbigås i tavshed. Men adoption af børn fra tredjeverdens lande har også konsekvenser for de danske børn der skal vokse op side om side med dem.

Er det virkelig i det danske folks interesse, at børneglade men fysisk udfordrede par importerer børn fra lav-IQ-lande, der ofte bliver født af disse landes absolut lavest klasser, og som kan risikere at medbringe "dårlige gener" (mht. til fysisk og psykisk helbred), eftervirkninger af traumatiske hændelser siden undfangelsen, stofmisbrug, underernæring og følger af evt. sygdomme?

Dertil kommer så de ulemper som Jacques Berg har nævnt; alle mulige traumer og komplikationer i forbindelse med adoptionsprocessen og opvæksten.

Er det virkelig i det danske folks interesse, at opfostre unger fra andre folkeslag, med et udansk udseende, og de ofte indbyggede psykologiske problemer mange af disse unger vil vise frem senere i livet?

Om man vil acceptere det eller ej: Danskhed er i høj grad afhængig af arvemæssige faktorer.

Er det i orden at privatpersoner for at tilfredsstille deres egne ambitioner sådan uden videre tilfører den danske stamme fremmede folkeslags uønskede overproduktion, og dermed undergrave det danske folks homogenitet, og ændre det danske folks genetiske sammensætning i negativ retning?

Er det ikke lidt underligt, at dem som fra naturens hånd er udelukket fra at deltage i det danske folks fysiske overlevelse, kan øve en sådan indflydelse?

Jeg skal gøre opmærksom på at jeg føler mig lige så dansk som alle andre, og er lige så dansk som alle andre.

Og desuden Hugo, aner du intet om hvordan forholdene er i f.eks. Indien, Thailand eller Vietnam. Jeg ved ikke hvad du kalder lav IQ-lande? (og er der ikke noget med at asiater generelt har en højere IQ end danskere - bare for at drille lidt...)

I de tre lande jeg nævnte samt Kina er det en skam hvis en ung pige bliver gravid udenfor ægteskab, ingen vil gifte sig med hende. Og de børn hun føder, eller det barn hun føder, udenfor ægteskab bliver set på som pariaer. Og derfor kan man sagtens have en ung dejlig kvinde, på 20 eller 22 år, som føder et barn i Indien eller Kina, som hendes forældre eller bedste-forældre mere eller mindre frivilligt tvinger hende til at adoptere bort, barnet altså. Og den unge kvinde kan altså gå på universitet, kan hun.

Og hvad er et udansk udseende? Er kun hvide mennesker danske? I så fald rejser jeg fra dette land og finder et andet land, f.eks. Tyskland, som har en anden holdning til dette her, Berlin siges at være en dejlig by....

Robert Ørsted-Jensen

Jeg synes man bør lykkeønske Berg med en yderst tankeprovokerende artikel, også selvom man bør være kritisk over for hans tilsynelande accept af argumenter der i alt for høj grad acceptere 'race' fordomme (jeg synes at racisme er det rigtige ord her) og også selv om man som jeg finder at hans sammenligning med kolonialismen er meget uheldig. Jeg troede Berg vidste noget om kolonialismen.

Jeg har i en del år boet i et land (Australien) hvor den etniske og kulturelle blanding er langt større og hvor forskelligheder i øjen, hår, hudfarver og udsende generelt er lang langt mere accepteret end tilfældet er i Danmark. Uanset at asiatiske ansigter, sorte, gule og hvad ved jeg er en del af dagliglivet her så er det stadig et faktum at der for rigtigt mange mennesker er noget med identiteten og tilknytningen til det sted de er født eller kom fra, som ikke slipper taget i dem. Så jeg kan trøste Berg med at det næppe er et problem som relaterer sig udelukkende til det fakta at Danmark er mere monokulturelt.

Vi ser endog ofte dette række flere generationer tilbage og tro ikke det kun handler om italienere, grækere eller asiater (for nu at dvæle ved fordommene) danske- og andre med skandinavske rødder opfører sig ofte præsist på samme måde. Jeg har en norsk ven som kom herned som 5 årig og som alligevel stadig ikke kan slippe Norge og fabler om at leve sin alderdom ’hjemme’ som han siger det. Jeg har set grupper drage af på pilgrimsfærd til Danmark, Tyskland, England, Italien også efter flere generationer, og så er der de mange som flygtede fra Vietnam, Korea, som søger kontrakt med fjerne slægninger og hvad ved jeg. Sidnævnte har ofte et behov for at vide hvem deres biologiske forældre er, de vil gerne have kontakt med slægtninge og ofte er det en sådan kontakt eller pigrimsrejse der skal til for at få det til at falde på plads for dem.

Jeg forstår det ikke helt selv det her, men vi ser det overalt her hvor jeg er, og uanset hvor meget folk synes sådan noget er mærkeligt, tåbeligt, hysterisk, neurotisk eller hvad - så forbliver det en kendsgerning – og de stemmer med fødderne medens vi andre undrer os – det handler om identitet – hvad fanden det så end er for en fisk. Fænomenet findes også blandt adopterede børn fra samme kultur, og det vil givet stadig være der også selvom der er tale om ensimineret genetisk materiale, så var os for fremtiden, hvis det ikke er ens eget genetiske materiale så er det nemlig stadig adoption - selv hvis man føder barnet selv. Vent bare og se om 20 år - så kommer det brølene præsist som det gjorde med de adopterede.

Men når dette er sagt så er adoption af børn fra asiatiske lande stadig ikke det samme som kolonialisme (om end det måske kan være det – hvis der er tale om - magtmisbrug over for nødlidende) men argumenter om at der ikke er plads til farvede mennesker i Danmark er sgu til at blive syg af.

Hugo Pieterse

Kære Karsten Aaen, tak for svaret.

Jeg nævnte intelligensen som et eksempel på noget konkret.

Det var ikke min mening at bruge det som eneste kriterium.

Du har ret, visse Asiater er velbegavede, og behøver ikke nødvendigvis at komme fra samfundets bund.

Men ikke alle adoptivbørn kommer fra Asien, og ikke overalt i Asien er det gennemsnitsbørn i stedet for belastede børn der udbydes til adoption.

Den gennemsnitlige intelligens i Afrika derimod er på et niveau der vil skabe problemer i Danmark. Og man må gå ud fra, at der igen er en tendens til at det ikke er de mest sunde og raske børn der finder vej hertil.

Men der er et væld af aspekter der gør sig gældende. Mange afrikanere og sydamerikanere modnes f.eks. op mod to eller tre år tidligere end danske børn. Afrikanske mænd har ved siden af et lav gennemsnits IQ også et større testosteronniveau i blodet.

Hvordan indvirker tilstedeværelsen af en lille flok af sådanne tidlig modne drenge på danske børn? Hvordan påvirker tilstedeværelsen af tidlig modne sydamerikanske eller afrikanske børn der måske menstruerer når de er 10 eller 11 år gammel en skoleklasse?

Og lad os nu sige at asiatiske børn gennemsnitligt set var langt mere intelligente end danske børn. Ville det være fair overfor de danske børn, at skulle bokse op mod nogle med langt større kapacitet, eller i tilfældet med afrikanere, langt større muskelmasse og seksuel modenhed?

Derudover tror jeg på at den fysisk / genetiske arv, er langt mere gennemgribende og personlig og desuden del af en sammenhæng, end de fleste forestiller sig.

Vi bliver ikke født som en "tabuala rasa". Vi kommer med en historie og en arv. Fysisk, psykisk, psykologisk, historisk, udviklingsmæssig. Det var ikke tilfældigt at Mozart blev født ind i den familie han blev født ind i. Hvis Mozart var født i Afrika, med sin mozartske gener, var han formentlig aldrig blevet andet end stammens landsbytosse. (Eller solgt i småstykker, som amuletter og potenspulver)

Det at tilhøre et folk og en kultur, går dybere end bare hvad vi får proppet ind i hovedet i folkeskolen, der er tale om generationer efter generationers aflejringer. Forskellene mellem menneskegrupper går også dybere end hudfarven, højde eller øjenform. Det er både en videnskabelig påstand, og noget man kan fornemme intuitivt. Man kan ikke bortrationalisere det, blot fordi det ikke er kompatibel med nogle teoretiske idealforestillinger vi har skabt, eller er offer for.

Jeg har ikke svarene på alt, men jeg mener emnet er alvorlig nok til en debat, fordi det ikke længere er nogle enkelte der betjener sig af muligheden. Det er ved at blive en ganske organiseret industri, hvor der blandes politiske og ideologiske interesser, og folk der bare vil tjene nogle penge. Og tendensen er stigende, hvis vi skal tro rapporterne om den stigende infertilitet hos danskere.

Robert Ørsted-Jensen

Formodentlig er der tale om en behandlingskrævende meglomania hos et stakkels individ med hollandske Boer-rødder, som lever en hensynende tilværelse med drømme om han er Nelson Mandela og Desmond Tuto intelligensmæssigt overlegen.

Kristina Jensen

Hvorfor må Hugo ikke stille kritiske spørgsmål til tabuiserede emner?

Men vi skal rumme Breiviks ævl EFTER han har begået terror?

Der er så meget folk ikke er bevidste om vedrørende egen adfærd og udsagn. Det handler om at gøre bevidst og argumentere.

bernadette marsh

Nuvel har ikke tænkt mig at forbigå selv imbicile kommentarer fra uoplyste kommentatorer.

Såfremt der foreligger evidens for at bioloigisk arvemasse er af vigtighed for et menneskes udvikling, så har jeg et håb om at af forplantningen bevares på et meget lavt niveau for nogle skribenter.

Det synes mærkværdigt et mennesker som evner at stave korrekt dansk kan finde at der findes laves med lav IQ-værdi, når de eneste lande som deltager i sammenlignende test er udviklingslande, hvori DK scorer ret lavt.

Nogle rationelle funderende mennesker kunne tænkes at have haft tanker om at at en generel befolkningsbyrde var undervejs, naturligvis længe før skribenten, og siden menneskeheden som generelt er oplyst ved hvor menneske opstod, så synes det for dem ikke bemærkelsesværdigt først at søge at få forældreskab der, fremfor at reproducere de muligt noget slidte uoprindelige ringe gener som så nu er kommet til DK. Velkommen til nu- og fremtiden :)

Kristina Jensen

Mensa har citeret Nyborg for følgende, som jeg nu vil gengive:

"Sammenhængene mellem IQ og børnefødsler betyder, at der i familier med lav IQ går så lidt som 20 år mellem hver generation, mens der i familier med høj IQ går cirka 30 år. Da familier med lav IQ samtidig får flere børn pr. generation, har de langt større indflydelse på den samlede genetiske udvikling i samfundet end familier med høj IQ.
Går vi ud fra, at intelligens som nævnt ovenfor er stærkt arvelig, og at høj IQ er befordrende for uddannelse, lovlydighed, sundhed og en generelt høj livskvalitet, er vi altså i fuld gang med at undertrykke disse gode egenskaber, når vi tillader denne udvikling at fortsætte. Som Nyborg formulerede det: "Vi risikerer, at vores velfærdssamfund bryder sammen under sin egen humanisme.""
http://mensa.dk/skriverier/nyborg.xml

Det er ikke racistisk at forholde sig til fakta. Det er dog fordummende ikke at forholde sig til fakta, når disse går imod hvad man ønsker at vide.

Robert Ørsted-Jensen

Ja men vi er så heldige at der er mere begavede folk til en Nyborg - ikke mindst mange med sort hud - det er også den bedste garanti mod at man keder sig ihjel - ikke mindst blues og jazz og god rock hjælper betydligt på sagen og der er vi så heldige at Louis Armstong var den mest begavede og Nyborg et undermenneske

Robert Ørsted-Jensen

Måske Mensa's citater fra psykologi professor Helmuth Nyborg's 'forskning' representere et af af mage eksempler vi har på at begavelse og IQ så langtfra altid er en og samme ting.

Robert Ørsted-Jensen

Man hvis vi holder os strengt to Nyborgs 'forskning' så er kvinder underbegavde, så måske vi kan undskylde enkelte bidragydere på den konto :)

Kristina Jensen

Robert, det om intelligens om kvinder og mænd står endda på samme side, som jeg har linket til og som du tydeligvis ikke har læst, siden du sidder og gengiver FORKERT analyse af forskningsresultater:

"Den lille forskel...

En anden, men ikke mindre kontroversiel Nyborg-påstand er, at mænd gennemsnitligt har en højere IQ end kvinder.
Nyborg forklarede, at konklusionen bygger på en meget omhyggelig test af et repræsentativt udvalg af den danske befolkning - "måske det mest repræsentative udvalg af en befolkning, som nogensinde er samlet". Nyborg foretog selv udvælgelsen af mange hundrede tilfældige 8-, 10-, 12-, 14- og 16-årige børn fra folkeregisteret i Skanderborg - ved simpelthen at vælge nr. 20 i registeret, nr. 40, nr. 60 osv. Ville nr. 60 ikke deltage, blev nr. 61 spurgt osv.
Da godt halvdelen af børnene var udvalgt på denne måde, fyldtes alderskategorierne op således, at hele testgruppen blev lands-repræsentativ mht. by, forstad, land, og forældres socio-økonomiske status. Disse personer blev fulgt longitudinalt til voksenalderen og underkastet 20 eller 21 forskellige IQ-tests (afhængigt af alderen), som omfattede sprog, talhukommelse, mønstergenkendelse o.m.a.

...og hvordan forskellen blev beregnet:

I 2001 var der 26 mænd og 26 kvinder over 16 år i forsøgsgruppen, og deres data blev nøje analyseret. 52 mennesker kan forekomme at være et meget lille tal at drage konklusioner ud fra, men man kan beregne helt præcist, hvor stor sandsynligheden er for, at forskellene i IQ-målingerne kan skyldes tilfældigheder (den såkaldte "statistiske signifikans"). Jo mindre forsøgsgruppen er, desto sværere er det at finde en statistisk signifikant gennemsnitsforskel.

De 52 forsøgspersoners data analyseredes på tre forskellige måder (det følgende er skrevet af Nyborg selv):

Først anvendtes en hierarkisk faktoranalysemodel, som tager højde for, at kvinder generelt er bedre end mænd til sprog, og at mænd generelt er bedre end kvinder til matematik. Her udregnes først en korrelationsmatrix, som viser, hvor højt test-items korrelerer med hinanden. Dernæst udregnes et d-effekt mål, som svarer til gennemsnitskønsforskellene for hver test, justeret med den fælles spredning. D-effektmålene omregnes endeligt til punkt-biserielle korrelationer, som indsættes i korrelationsmatrixen og faktoranalyseres hierarkisk, for at se hvor meget køn "loader" på g-dimensionen. Metoden viste, ifølge Nyborg, at køn loader .272 på g, hvilket er statistisk signifikant på .0275 niveau (ensidig test, da andre forskere gentagne gange havde fundet en signifikant kønsforskel, og opgaven derfor var at teste denne hypotese).
En anden og mere usikker metode tager udgangspunkt i det observerede mandlige forspring i g-faktor scores på .37 standardafvigelse (sd), hvilket svarer til en kønsforskel på 5.55 IQ points.
Ifølge en tredje, heller ikke helt tilfredsstillende, metode "tilbageregner" man de køns-loadede punkt-biserielle korrelationer til et d-effekt mål. Ved denne metode finder Nyborg en gennemsnits d-effekt på .57, hvilket svarer til en gennemsnitlig kønsforskel på 8.55 IQ points.
Nyborg foretrækker selv, af rent måletekniske grunde, metode nr. 1. Han tilføjer, at når en spansk standardiserings-undersøgelse med mere end 1.300 mennesker bruger samme metode, har mænd statistisk signifikant højere g end kvinder på .0001% niveau. Ligeledes har Professor Richard Lynn fra England gennem mere end ti år fundet kønsforskelle på omkring 4 IQ-points i mænds favør i adskillige lande.

...men i praksis kan disse tal ikke bruges til ret meget

Forskellene er for små til at spille nogen afgørende rolle i praksis. Det er dog bemærkelsesværdigt, at mænds g-scores har større spredning. Hvor kvinderne i Nyborgs undersøgelse havde en spredning på .74 sd lå mændenes på 1.06 sd. Ifølge normalfordelingsteorien indebærer dette, at der ikke blot er flere højt begavede, men også flere lavt begavede mænd end kvinder.
Endelig understregede Nyborg, at tallene var gennemsnitlige. De siger overhovedet intet om, at en bestemt mand er mere intelligent end en bestemt kvinde, og man kan heller ikke generelt sige, at mænd er klogere end kvinder.

Tro ikke på alt, hvad aviserne skriver

Dagbladet Politiken har i flere artikler hævdet, at Nyborg først påstod, at forskellen mellem mænds og kvinders intelligens var så høj som 27%, og at han efter voldsom kritik "nedjusterede" tallet til ca. 5%.
Sandheden er imidlertid, at intelligens slet ikke kan opgøres i procenter. Politikens journalist misforstod simpelthen talmaterialet og skrev 27% på eget initiativ, fortalte Nyborg. Han gjorde journalisten opmærksom på fejlen, og hun beklagede sin bommert - men kun overfor Nyborg. Hun fandt det ikke nødvendigt at tilstå fejlen overfor sine læsere, og derfor bliver "de 27%, der blev nedjusteret til 5%" i dag ofte mistolket som en mindre falliterklæring fra Nyborgs side, selv i Politikens egen leder."
http://mensa.dk/skriverier/nyborg.xml

Hvis du ikke har forstået dette, så betyder det, at forskellen på mænd og kvinders IQ var så ubetydelig, at det ikke kan verificere en signifikant forskel, som kan bruges til at sige nogen generel forskel på de to køn, udover de fremførte.

Det er ren videnskab, at IQ'en er lavere på kontingentet Afrika, kontra resten af verden. Der er ydermere forsket i hvorfor det er sådan og en af grundene kan være sygdomme:

"Befolkninger i lande med meget sygdom er muligvis blevet dummere, fordi kroppen bruger sine ressourcer på at bekæmpe infektioner frem for at udvikle hjernen.

Hypotesen er fremsat af professor i evolutionsbiologi Randy Thornhill fra University of New Mexico, USA.

Sammen med sine kolleger har Thornhill sammenlignet undersøgelser af befolkningers intelligenskvotient (IQ).

Blandt andet en IQ-test, der er justeret til afrikanske forhold, med baggrund i at sygdomme som malaria er udbredt i Afrika.

Tallene følges, så lande med høj grad af sygdom har en lav IQ-score.

Thornhill mener, at befolkningen i de lande har udviklet et bedre immunforsvar på bekostning af hjernekapacitet."
http://videnskab.dk/krop-sundhed/sygdomsramte-befolkninger-risikerer-lav...

Der er altså ikke noget odiøst i det Hugo skriver, andet end uvidenhed overfor fakta. Ikke at turde stille spørgsmålstegn ved indvandringen er dumt.

Jeg er for, at vi som vestligt land skal hjælpe befolkninger i nød og på flugt, men vi bliver nødt til at sætte os ind i de problematikker det giver os, så vi bedre kan forebygge skade og så vi kan bruge de ressourcer folk fra sygdomsramte lande så har. Det skal vi gøre både for vores egen skyld, men også for den borger vi får kan lykkes med de evner denne har.

Philip B. Johnsen

@Kristina Jensen
Det er tydeligt at der er nogle der bliver helt opstemte ved at dyrke højt IQ, men husk på hvad sammenkoblingen med herkomst og højere og lavere IQ har været og bliver brugt til.

Jeg syntes ikke det er på sin plads at dyrke IQ og sammenhæng med herkomst, som forskningsmæssigt mål og det klæder ikke denne tråd heller.

Sider