International kommentar

Adoptionsdebat helt på vildspor

Det er svært at tage kritikken af fremmedadoption alvorligt, når den kommer fra mennesker, der har adopteret for et halvt århundrede siden. Mon ikke der er sket en del på området, siden de gjorde sig deres erfaringer?
Debat
10. august 2012

Jeg kæmper for at finde meritterne i Jacques Bergs kronik ’Adoption er moderne kolonialisme’ i Information den 2. august. Hvis jeg alligevel skal prøve, så kan jeg da godt fornemme, at han er god til at skrive. Muligvis kan jeg også godt se, at han har nogle erfaringer, som han kan dele ud af til gavn for andres refleksion. Det er bare ærgerligt, at han vælger at gøre det på en så firkantet og polemisk måde.

Jeg vil prøve at opsummere kritikken i nogle punkter, men jeg tror desværre ikke, at jeg orker at tage alle mine anker mod teksten op.

For det første lader Jacques Berg til at tro, at det at være født i et andet land skal opfattes som et fuldstændig fast og givet udgangspunkt. Som om et barn altid alene vil være asiat, sydamerikaner eller noget tredje, fordi det er født i den pågældende verdensdel.

Det er enten et dumt eller et meget gammeldags synspunkt. Alle børn i verden skal løbende fortolke sig ind i den sammenhæng, de er i, og skabe deres identitet.

Hvorfor se det som problem?

Adoptivbørn har ofte en større udfordring på dette punkt end andre, det er rigtigt. Det skyldes, at de oplever mange flere situationer, hvor der bliver gjort opmærksom på deres sammensatte identitet.

Jacques ser kun dette som et problem. Men det kunne jo også være, at det blot gav barnet en spændende identitetsmæssig mulighed. Ikke for at nedtone behovet for at håndtere barnets meget anderledes situation, men bare for at sige: Du behøver ikke være så negativ. For det andet lader Jacques Berg til at tro, at der ikke er noget som helst i en adoptivfamilie, der minder om forholdene i en ’almindelig’ biologisk baseret familie.

Børn vælger ikke forældre

Men der er ingen børn, der har valgt deres forældre, så det er underligt at kritisere adoption af et 10 måneder gammelt barn for »ikke at inddrage barnet.«

Det er overflødigt at foreslå som ny rettighed for adoptivbørn, at de kan ’afadoptere’ sig selv for at sikre et mere ligeværdigt forhold mellem børn og forældre.

Undskyld, men jeg har svært ved at se, at det ikke skulle være muligt: Det står da altid alle børn frit for at sige mere eller mindre farvel til deres forældre, hvis de ikke har tillid til dem.

Jacques Berg kalder opdragelsen af adoptivbarnet for en civilisationsproces og påstår, at målet er at påtvinge dem den kulturelle identitet, der præger det land, de er adopteret til, mens den kultur, de kom fra, undertrykkes. Det er en ensidig og ureflekteret pointe.

Alle børn opdrages af deres forældre på den måde, som forældrene nu engang tror, er bedst for barnet. Der er her tale om, at Jacques Berg simpelthen ikke har forstået, at relationen mellem adoptivbarnet og adoptivforældrene på det følelsesmæssige plan ofte er fuldstændig almindelig og sammenligneligt med alle andre forældre-børn-relationer.

Jacques Berg tror tilsyneladende, at barnets biologisk-geografiske oprindelse står i vejen for, at forældrene kan interagere med barnet på fuldkommen almindelig vis, når han antyder, at der skulle være tale om »kolonisering«. Jacques Berg tror åbenbart ikke, at kærlighed kan overskride tilsyneladende racegrænser.

Ikke generelle erfaringer

Jacques Berg lader til at tro, at hans egen erfaring fra fire adoptioner af børn fra udviklingslande kan generaliseres direkte til alle adoptionsforløb og i øvrigt cirka 50 år frem i tiden fra det tidspunkt, hvor han har adopteret.

Det tyder på en stor grad af selvoptagethed, at han lader sit behov for selvransagelse og forståelse af sin egen gøren og laden blive til dette enøjede indlæg.

Jovist, Jacques Berg har (som alle adoptivforældre) nogle værdifulde erfaringer med adoptivlivets dilemmaer. Men det er useriøst at forsøge at omsætte dem til lovmæssigheder for hele adoptionsområdet ved f.eks. at påstå, at »adoption er at være dømt til at leve i permanent fremmedhed«.

Jeg vil gerne anerkende, at den følelse kan ramme nogle, flere eller måske mange adoptivbørn – men det er altså kun en gennemgående risiko for adoptivbørn, og ikke et permanent blødende sår, som altid føles smertefuldt.

Hvis jeg nu skal forsøge at være lidt flink til sidst, så vil jeg da gerne medgive, at det er værd at bruge mange, mange timer på at tænke over, hvordan man kan hjælpe adoptivbarnet til at få en hel og solid identitet med dets uomgængelige dobbelte historie og dobbelte antal forældre. Og måske endda snakke med barnet om det – jeps, den slags er vildt moderne! Men ærligt talt: Det tror jeg godt, vi alle sammen vidste.

Unfair kritik fra Bergs side

I stedet for sin kronik om fællestrækkene mellem kolonialisme og adoption kunne Jacques Berg med fordel have sendt en venlig opfordring til at overveje, hvordan man bedst hjælper sine børn på plads i livet med den særegne bagage, de har. Hans erfaringer har givetvis reel værdi, men at bruge dem til direkte at kritisere selve adoptionsbegrebet er i mine øjne unødvendigt og unfair over for moderne adoptivforældre og -familier.

Jeg vil gerne undgå at fremstå som aldersdiskriminerende, men jeg kan ikke lade være med at lade det gå ud over min evne til at lytte til Jacques Berg, at han er fra en helt, helt anden generation og har adopteret i en tid, hvor verden var meget anderledes, end den er i dag.

Det er måske uretfærdigt af mig ... men jeg synes alligevel, at det ville have klædt ham, hvis han havde givet den ene indrømmelse, at der måske kunne være sket noget på adoptionsområdet de seneste 40-50 år.

I dag er alle de refleksioner, som Jacques Berg efterlyser, en almindelig del af godkendelses- og undervisningsforløbet for kommende adoptivforældre.

 

 

 

Nis Vilhelm Benn er senior managementkonsulent og markedsleder hos COWI

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Merete Laubjerg

Nis Vilhelm Benn trækker desværre niveauet for adoptionsdebatten ned på så lavt et niveau, at det er svært at komme med et modspil. Det ser ud som om Nis Vilhelm Benn mangler en eksistentiel dimension, som nok ikke har noget med alder at gøre. Jeg tilslutter mig fuldt ud Jacques Berg's kronik og anbefaler stærk at man læser hans bog: "Kanonkongen Barnet essay om adoption, eksil og den tabte tid".
Os der arbejder med udvikling burde i det mindste forstå den globale indfaldsvinkel. Jeg kan også anbefale de interesserede at kikke på Lounge Lorry fredag den 17. august.

Jacques Berg er født 6.juli 1935

http://bibliografi.dk/content.php?page=author&value=10426

Og ifølge denne side:

http://www.gyldendal.dk/forfattere/jacques-berg

"Hjemlige kritikere og litterære kredse, forlag og medier finder det helt i orden, at en dansk forfatter, der ikke bor i Danmark, ophører med at eksistere.
Det er således inde fra en boble af ikke-eksistens, forankret i Frankrig, at jeg skriver og vedbliver med at skrive ... på dansk. Fra et frivilligt eksil, kunne man kalde det. Hvor den mest fremmede er én selv.
Jeg er født til det. Kom til verden i 1935 i København, undfanget af en fransk mor og en dansk far. Resten af livet har været bestemt af splittelsen mellem to sprog (fadersproget sejrer kun tilsyneladende), to måder at leve på, to, jeg var lige ved at sige, menneskesyn. Set fra de danske strande er Frankrig lige så eksotisk som Filippinerne. Men den fundamentale splittelse er samtidig en frugtbar udfordring. Man bliver en slags brobygger."

Således har hr. Berg selv oplevet splittelsen mellem det udenlandske, det franske og det indenlandske, det danske.

I dag er hr. Berg således 77 år, bosat i Frankrig - og har sikkert både voksne børn og sikkert også børnebørn. Og han har sikkert adopteres sine 4 børn fra omkring 1955-1975 eller deromkring vil jeg tro?
På et tidspunkt, hvor man endnu ikke anede eller vidste noget om tilknytningens betydning for barnet, endsige for adoptivbarnet....

Bare for at sætte Vilhelm Benn's indlæg ind i et historisk perspektiv...

Kære Merete,
Jeg er glad for at du tog dig tid til at læse indlægget og kommentere.
Jeg prøver egentlig heller ikke at bidrage med noget nyt eller specielt indsigtsfuldt. Jeg prøver sådan set bare at sige a) at Jacques indlæg er unødigt kritisk, b) for kategorisk på mange punkter og (vigtigst) c) at Jacques tilsyneladende ikke aner, at der er meget stort fokus på refleksioner af netop denne type i den (nuværende) danske adoptionsverden.
Jeg synes det er fint at Jacques fastholder, at det søreme virkelig er en svær opgave at hjælpe adoptivbørn til at finde deres identitetsmæssige ben i et nyt land. Det skriver jeg også. Og bruger i personligt gerne meget tid på at drøfte med min kone, hvordan vi dog bedst kan varetage vores kommende barns interesser i det komplekse felt som adoption er. Her vil jeg ikke gentage hvilke forhold der er i spil.
Jeg mangler åbenbart en eksistentiel dimension. Det er din vurdering – men du må da gerne begrunde hvorfor du tænker det.
Hvis du hentyder til manglende globalt udsyn må jeg skuffe dig: jeg arbejder selv ganske meget med udvikling i min fritid og har boet i udlandet i 8½ år som barn og ung. Selvfølgelig kan man godt anlægge en nykolonialistisk analysevinkel på adoption. Men det giver i mine øjne ingen mening inden for rammerne af Haager-konventionen, som netop slår fast at transnational adoption er en sidste udvej, når familiemæssige og nationale muligheder er udtømt.
Hvis vi er enige om at anerkende Haager-konventionen som rammesættende for adoptionsområdet, så synes jeg det er rigtigt fint at diskutere videre, hvordan man så adopterer på en god måde. Selv om vi (kommende og nuværende doptivforældre) er nogenlunde oplyst om alle problemstillingerne i adoption, så kan vi naturligvis blive endnu bedre til at håndtere dem.

(Jeg ved jeg blander emner sammen: Jeg hørte i øvrigt dit indlæg forleden i P1 Morgen. Jeg må indrømme, at jeg var dybt forbavset over det, som du sagde indledningsvist om rettigheder for børn. Du fik det – måske uforvarende – til at lyde som om nuværende adoptionspraksis overtræder børns rettigheder ved at fjerne dem fra deres forældre. Det er jo ikke tilfældet i en dansk adoptionssammenhæng, som du udmærket ved. Jeg kan fortælle dig, at der er mange bekendte, der har hørt dit indlæg på samme måde som mig. Bare for at sige, at det ikke skal betragtes som et kontra-angreb fra min side alene. Mere bare en undren over, at du præsenterede diskussionen på den måde. Din eventuelle tilbagemelding her i kommentartråden på denne parentes må du gerne adskille fra en eventuel tilbagemelding på ovenstående).

Gode hilsner

Nis

Kristina Jensen

Jeg har læst Jacques Bergs kronik og den sagde ikke hvad ovenstående artikel udtrykker. Fri tolkning er fint, men fejltolkning er hvad ovenstående udgør.

Kristian Lund

@Kristina Jensen:
Jeg har læst Jacques Bergs kronik og den sagde hvad ovenstående artikel udtrykker.

Er der nogle bestemte punkter, hvorpå du er uenig i udlæggelsen?

Kristina Jensen

Det er da virkelig foruroligende, at man kan læse så forkert!

Jeg kan give et eksempel, da jeg ikke blev færdig med artiklen, da jeg ikke gider læse løgne.

"For det andet lader Jacques Berg til at tro, at der ikke er noget som helst i en adoptivfamilie, der minder om forholdene i en ’almindelig’ biologisk baseret familie."

Det har omtalte artikel slet ikke berørt noget om! Det er en overfortolkning af et synspunkt på NOGLE aspekter af det at adoptere. Det svarer til at konkludere, at jeg ikke kan lide mad, for jeg ikke kan lide lever.

Kristian Lund

@Kristina Jensen:

Jeg er enig i dit eksempel. Benn overdriver her; jeg tror ikke han (eller nogen andre) mener der rent faktisk ingen ligheder er mellem adoptiv- og andre familier.

Men Benn går jo netop videre efter dit citat og eksemplificerer de punkter som Berg fuldstændig urimeligt mener er forskelle: At børnene i en adoptivfamilie er anderledes stillet fordi de ikke blev spurgt (ingen børn bliver spurgt om hvilken familie de vil opvokse i), og at de burde have lov til at "afadoptere" sig selv (andre børn kan ikke "afføde" sig deres forældre, men alle kan bare gå deres vej når de fylder 18).

Men hvis du ikke har læst artiklen, synes jeg ikke det er så spændende at høre din kritik af den, må jeg indrømme...

Joan Rang Christensen

Nis Vilhelm Benn's indlæg i adoptionsdebatten udmærker sig efter min mening ved at illustrere to ofte sete mekanismer, når debatten handler om transnational adoption og relaterede problematikker såsom racisme, nye familiestrukturer osv. nemlig: 1) En patologisering af kritikkens afsender, i dette tilfælde Jacques Berg. 2) Et stærkt følelseladet forsvar for egen position (forsk. fra holdninger).

Når vi taler om adoption har vi 5 aktører: den adopterede, adoptivforældrene, de biologiske forældre, afgiverlandet (incl. adoptionsselskab) og modtagerlandet (incl. adoptionsselskab). Alle 5 aktører har forskellige positioner og forskellige interesserer. Nogle gange falder interesserne sammen, andre gange står de i direkte modsætning til hinanden. Der opstår ofte store problemer i debatten, når aktører som vi ser det her, ikke formår at rumme og forstå andre positioner end deres egen.

Jacques Bers analyser og holdninger er samstemmende med analyser og holdninger blandt grupper af adopterede, forskere og biologiske forældre. Det lidt specielle er, at Jacques Berg selv har adopteret. De pointer JB fremfører har været kendt flere år i adoptionsdebatter, men det har været særdeles vanskeligt at få dem igennem i offentligheden, selvom det har været tiltrængt med et nuanceret syn på adoption. At møde hans kritik med 1) patologisering og 2) følelseladet forsvar af egen position siger langt mere om afsenderen end om kritikken.

Kristian Lund

@Joan:

Hvor er patologiseringen af Berg, i ovenstående? Jeg kan heller ikke finde de steder hvor Benns forsvar for sin position bliver upassende følelsesladet...

Og jeg kan heller ikke finde nogen kritik af Benns position.

Fx. synes jeg at Benns pointe at:
"Alle børn i verden skal løbende fortolke sig ind i den sammenhæng, de er i, og skabe deres identitet."

Er da en fin afvisning af, at:
"adoption er at være dømt til at leve i permanent fremmedhed"

Og jeg synes ikke det er halvt så følelsesladet, eller sygeliggørende, som Bergs oprindelige udsagn. Har du eksempler hvor det modsatte er tilfældet?

Merete Laubjerg

Kære Nis,
tak for dit svar.
Du siger, "at jeg udmærket godt ved", at man i en dansk adoptionssammenhæng overholder barnets rettigheder. Nej, det ved jeg ikke.
Du og andre har helt rigtigt forstået, at jeg har sagt, at vi ikke overholder barnets grundlæggende rettigheder, når det bliver internationalt bortadopteret (der er selvfølgelig altid undtagelser,og vi skal også forholde os til kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder).
For at støtte mit udsagn kommer jeg her med uddrag fra FN's universelle Børnekonvention (Barnets Grundlov):
§ 8: Staten skal respektere og beskytte barnets identitet
§ 9: Staten skal sørge for, at barnet kan leve med sine forældre, med mindre det er bedst for barnet at bo væk fra forældrene. Staten skal dog sørge for
at opretholde en personlig kontakt mellem forældre og børn.
§ 10: Barnet har altid ret til at blive sammenført med sine forældre, uanset om det er på tværs af landegrænser.
§ 13: Barnet har ytringsfrihed.
§ 21: Staten skal sikre, at barnet kun bliver bortadopteret, hvis det er til barnets bedste.
Jeg slutter her citaterne og spørger dig nu: Hvordan har du eller jeg ret til at vide, om det er bedst for barnet at blive bortadopteret til et helt andet land, en helt anden kulrur, et helt andet sprog, en helt anden slægt, en helt anden race?
Hvilken ret har vi til at mene, at vi ved bedst?
Venlige hilsener fra
Merete

morten hansen

Jeg er adoptivbarn fra en tid, da der ikke var gået industri i at adoptere børn fra andre steder i Verden.

Jeg er resultatet af et samfund, der med skyld og skam fordømte ægteskaber mellem mennesker af upassende stand og herkomst, og som tvang en sandsynligvis ung mor til at afstå sit barn. Det gør en mor ikke af egen fri vilje.

Jeg siger 'sandsynligvis', for jeg kender ikke hendes alder, og har aldrig haft behov for at vide det. Mine adoptivforældre ER mine forældre, og det sted jeg er vokset op ER mit barndomshjem. Jeg har aldrig levet i eksil, og jeg har aldrig haft trang til at opsøge min biologi, fordi jeg 'manglede identitet'.

Identitet handler om, hvad man 'er ligesom'. Eksistens handler om, hvem man ER. Al denne snak om identitet er syg, fordi den fjerner vores fokus fra eksistens. Vores overfladekultur lærer os hele tiden, at vi skal kopiere og efterligne men INTET om, hvad det vil sige at blive et menneske.

Fremmedgørelse er noget, der bliver os alle til del i den verden og de tider, vi lever i, og hvor de store løgne dominerer alting. Jeg har uden tvivl oplevet fremmedgørelsen og adskillelsen på et meget tidligt tidspunkt, og det har uden tvivl dannet min opfattelse af mig selv som 'en fremmed' i denne verden. Men jeg spørger: Og hvad så?

Kunne det ikke, det er jeg overbevist om, have givet mig en større forståelse for netop eksistens? Kunne det ikke have givet mig en dynamik? Kunne det ikke have givet det spark, der gjorde, at jeg ikke bare kopiere mine adoptivforældres - med al respekt - småborgerlige liv? Kunne det ikke have gjort, at jeg en stor del af mit liv har arbejdet som kunstner?

Jeg var bestemt ikke, som den familie, jeg havnede hos. Men der var stor kærlighed og omsorg, ubetinget opbakning og støtte, selv når jeg gik mine egne veje.

Al den firkantede snak om biologi giver mig lidt kvalme. Det hørmer af noget eugenisk. Det er meget typisk for adoptivbørn, der ikke har fået det at vide fra starten, at de senere kører over i det store emotionelle blame-game: 'Så er DET HELE også bare mine onde forældres skyld, for de er ikke mine 'rigtige' forældre og jakke-di-jak ... Offerrollen ligger til højrebenet.

Da jeg mødte op i 1. klasse, præsenterede min klasselærer mig: 'Og her er så Morten, og han er et ønskebarn'. Nåjj, sagde de andre så, DET er da noget særligt! Og det var det også, for der var jo en historie i det. Sådan skal det gøres. Det betød også, at jeg aldrig havde i den grøft, som fx. lyser ud af denne debat, hvor emotion, vrede og frelsthed trænger igennem.

Og uden at have læst Jacques Bergs bog, synes jeg det virker, som om noget løber af sporet. Kunne det tænkes, jeg spørger bare, kunne det tænkes, at hans selvvalgte eksil som dansker, der snobbede for den fine franske kultur - jeg husker udmærket hans finkulturelle franskforelskede indlæg i DR for årtier siden - at dette eksil er gået i social arv?

Og mister en del af denne debat ikke fokus fra noget af det elementære: at et forældreløst barn via adoption rent faktisk får nye forældre?

Vi tror som forældre - jeg er selv en af dem - at vi er åh så uundværlige. Men enhver mor, der prøver at låne sit spædbarn ud et par dage til sin søster eller kusine, fordi hun skal på karrieretrip el. lign. og kommer tilbage og opdager, at ungen har adopteret søsteren som sin mor, får lige en klam fornemmelse. Mor er altså en 'funktion' og ikke en person. Ups!

Stop al denne firkantethed. Det gælder livet.

Og der er mere at sige om det emne:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/adoption-og-eksil.html

Kristian Lund

@Merete Laubjerg:

"Hvordan har du eller jeg ret til at vide, om det er bedst for barnet at blive bortadopteret til et helt andet land, en helt anden kulrur, et helt andet sprog, en helt anden slægt, en helt anden race?"

Hov. Barnet har ingen kultur!

Du og jeg er lige så meget født ind i "en anden kultur" som et givent adoptiv-barn er - jeg er blevet berøvet en barndom i Venzuela i nøjagtig samme grad som du og et adoptivbarn derfra er; ingen af os havde en forventning til det, eller en tilknytning til stedet. Ditto sprog.

Slægt og race er irrelevant, medmindre vi taler om mulighederne for drillerier og mobning. Jeg synes ikke mobning skal have lov til at diktere hvem man er, hvor man må være, eller hvem der må elske hvem.

-

"Hvilken ret har vi til at mene, at vi ved bedst?"

Nu handler det jo ikke om at være alvidende på alle punkter, men blot vidende på ét: at der er et potentielt forældrepar der ikke mener de kan styre at have barnet, og et andet der mener de kan. Det skal man så selvfølgelig checke efter og op på og alt det der, men når vi har gode grunde til at tro at de adopterende forældre vil og kan - hvorfor så lade være? Du behøver jo ikke vide alt med 100% sikkerhed, før du handler...

Anna Bridgwater

Ok, folk læser forskelligt - men jeg læste, at Jacques Berg mener, at adoptivbørn er dømt til at føle sig som gøgeunger i fremmede reder. Nils Vilhelm Benn påpeger stille og roligt, at man ikke skal tage dette for givet. Og at også ikke-adopterede børn kan føle sig som gøgeunger.
I mine øjne er det arrogant af Jacques Berg at mene, at han kender sandheden om adoption i alle familier. Ingen har den endelige sandhed, og det gør adoption, adopterede børn og deres familier en bjørnetjenester at påstå, at alle har problemer, ovenikøbet de samme problemer.

Jeg synes faktisk, at det er nogle spændende kritikpunkter, du kommer med Nis.

"Jacques Berg kalder opdragelsen af adoptivbarnet for en civilisationsproces og påstår, at målet er at påtvinge dem den kulturelle identitet, der præger det land, de er adopteret til, mens den kultur, de kom fra, undertrykkes. Det er en ensidig og ureflekteret pointe."

Ja det er MEGET ureflekteret, og meget forkert i mine øjne. For os adoptivbørn er det enormt vigtigt at kunne identificerer os med fødelandet, kunne bevare noget af den kultur. Den skal ikke undertrykkes i mine øjne, den skal integreres!

Adoptionen skal generelt ikke undertrykkes, men integreres. Vi skal lære at leve med de problemer, udfordringer og succeser der måtte være i forbindelse med vores adoption.

Jeg er meget enig i, at følelsen af at være rodløs, eller leve i permanent fremmedhed er en følelse, man kan have - men som regel lærer man enten at leve med den, eller man holder op med at føle sådan. Derfor ser jeg nødig at tonen lyder "Adopterede lever i permanent fremmedhed" det er for unuanceret og for ureflekteret. Det er ikke godt nok.
Jo, vi oplever ofte at vi ikke føler os velkomne, jeg føler det nok hver dag - det er hårdt, men jeg vil stadig kategoriseres som dansker! Jeg vil i hvert fald ikke have en offerrolle.

Lidt tanker herfra.
Ina D. Dygaard