Interview

’Adoptionssystemet skal nytænkes’

Det nuværende adoptionssystem er problematisk for både børnene og donorfamilierne, lyder det fra adoptionsforsker. Hun efterlyser helt nye tanker og ideer om, hvad det vil sige at indgå i et slægtskab
2. august 2012

Adoption er et område, meget få danske forskere har beskæftiget sig med. En af de eneste, som har lavet kvalitative undersøgelser af adopterede danskeres oplevelser, er adjunkt og ph.d. Lene Myong fra DPU, Aarhus Universitet. Hun er selv adopteret fra Korea, hvor hun i øjeblikket bor for at lave feltarbejde.

I hendes øjne er der brug for en kritisk tilgang til de dominerende forståelser af adoption som altruisme.

Hun peger i stedet på, at transnational adoption må ses i lyset af den stærke efterspørgsel og længsel efter børn. Ofte sker adoptionen fra meget fattige lande til meget rige lande, og mange penge er involveret.

Det skaber grobund for korruption og uregelmæssigheder, og når børnehjem får penge for at bortadoptere børn, giver det incitament til at fortsætte adoptionstrafikken, siger hun.

»Man opretholder transnational adoption frem for at se på hvilke alternative hjælpeforanstaltninger, der kunne sættes i værk.«

Man skal, påpeger hun, være varsom med at tro, at adoption altid udgør den bedste form for hjælp.

»Jeg er ikke imod adoption, men det er nødvendigt at arbejde hårdere for, at de mennesker, der afgiver børn til adoption, får bedre livsvilkår og fremtidsudsigter,« siger hun og understreger, at der bliver gjort for lidt for at hjælpe de mennesker, der afgiver børn. Hjælpe dem med at træffe andre valg og forbedre deres livsvilkår.

Race har betydning

Det er imidlertid ikke kun organiseringen af selve adoptionerne, der er problematisk.

I sin ph.d.-afhandling fra 2009, som bygger på interview med 35 koreansk-adopterede mænd og kvinder i Danmark, har hun bl.a. undersøgt emner som identitet, slægtskab og racisme. Hvide, danske forældre adopterer oftest ikke-hvide børn, og Lene Myongs forskning peger på, at det netop har stor betydning for de adopterede.

»De koreanskadopterede, jeg interviewede, beskriver oplevelser af at blive opfattet anderledes. Selv om de er vokset op med beskeden om, at race ikke har nogen betydning, har mange erfaringer med det modsatte,« siger hun.

En af interviewpersonerne fortæller for eksempel, at han følte sig mere dansk for nogle år siden. Uden at tænke over det sang han dengang med på nationalsangen ved fodboldkampe. Men nu tænker han over den slags ting.

Han er træt af hele tiden at blive konfronteret med sit asiatiske udseende, og det gør han oftere og oftere, måske på grund af den danske indvandrerdebat. Når han har besøgt Korea, føler han, at han falder fuldstændig ind i bybilledet. Modsat i Danmark.

Ingen rettigheder

At så få danske forskere har beskæftiget sig med adoption, forklarer Lene Myong med, at der længe har hersket en forestilling om, at fænomenet er uproblematisk. Det har nærmest være idealiseret.

»Man har tænkt adoption som en god gerning. En win-win-situation, som både er den bedste løsning for de biologiske forældre og adoptivforældrene. Det er forestillinger, som i disse år lader til at være under opbrud,« forklarer hun.

Kritiske vinkler på adoption bliver i stigende grad ytret, og flere aktører kommer i dag på banen, siger hun.

Hun forventer, at der i de kommende år også vil høres mere kritik fra dem, der bortadopterer børn. At de vil sætte spørgsmålstegn ved deres manglende rettigheder og politiske usynlighed, som hun kalder det.

»Og det er positivt. Når man siger, at det biologiske ophav kun skal have en begrænset betydning i de adopteredes liv, afspejles det i, at de biologiske forældre ingen rettigheder har. Vi trænger til at tænke nye tanker om adoption på mange forskellige niveauer.«

– Hvem skal tænke nyt?

»Dem, der står foran at adoptere, og dem, der har adopteret. Politikere, praktikere og ikke mindst de adoptionsformidlende organisationer. Hele vejen rundt er der brug for nye tanker.«

– Hvilke konkrete tanker?

»Man kunne for eksempel se på, hvilke rettigheder de biologiske forældre har. Man kunne se på mulighederne for åbne adoptioner (hvor barnets biologiske forældre kender adoptanternes identitet, red.). På godkendelsesprocedurerne for adoptanter, og på om tilsynet med de adoptionsformidlende organisationer og deres samarbejdspartnere fungerer godt nok. Med den lukkede adoption har man haft en forestilling om, at det ene slægtsskab skal lukkes ned, for at det nye kan leve og tage sin egen begyndelse.«

Nyt syn på slægtskab

Tankegangen om, at det ene må bortskaffes, for at det andet kan gro, må ifølge Lene Myong tages op til revision:

»Slægtskab kan tænkes på andre måder, som er knap så aflukkede og eksklusive, og som i højere grad tager hensyn til de biologiske forældre. I øvrigt bliver det vanskeligere at opretholde anonymitet i en tidsalder med internet og sociale medier, og hvor folk har lettere ved at finde frem til hinanden.«

Hun peger på, at der har været en forestilling om, at det vil være bedst for alle parter, hvis bare adoptivfamilien kan komme så tæt på at være en kernefamilie som muligt.

»Men adoptivfamilien er ikke nødvendigvis det samme som en biologisk reproduceret familie, og måske behøver den heller ikke være det. Den tilpasning, man har ønsket sig i forhold til kernefamiliemodellen, har fået alvorlige konsekvenser for både adopterede og for de mennesker, der afgiver børn til adoption. Som adopteret skal man hele tiden tage stilling til, hvem ens rigtige forældre er. Og det er en konsekvens af kernefamilieidealet,« understreger hun og fortsætter:

»I stedet for rigtige og forkerte forældre, kunne man måske tænke det som om, at adopterede har en række forældre, flere end to, og at de godt kan eksistere samtidigt og ligeværdigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu