International kommentar

Amerikanerne har aflyst rummets erobring

Der kommer til at gå lang tid, før USA igen får en rumhelt som Neil Armstrong. Hvad amerikanerne evnede i 1969, har de ingen kapacitet til i dag. Næste mand på Månen bliver kineser
29. august 2012

Da det første menneske på Månen døde i sidste weekend, tweetede USA’s præsident Barack Obama:

»Neil Armstrong var ikke bare en helt i sin tid, men en helt til alle tider«.

Armstrongs sidste bemærkning til Obama var ikke nær så elskværdig. Præsidentens politik i forhold til bemandede rumflyvninger var efter pionerastronautens opfattelse ’ødelæggende’ og dømte USA til ’en lang glidebane nedad mod middelmådighed’.

Det er efterhånden to år siden, at tre af de amerikanere, der har gået på Månen – Neil Armstrong, James Lovell, kommandør på Apollo 13, og Eugene Cernan, kommandør på Apollo 17 – offentliggjorde et åbent brev til Obama, hvori de påpegede, at præsidentens nye rumpolitik i realiteten satte en stopper for videre amerikansk deltagelse i menneskets udforskning af rummet.

Armstrong var kendt for at være tilbageholdende med at give interview til medier. Men da Obama aflyste ’Constellation’-programmet i 2010 fik det ham undtagelsesvis til at træde frem i offentligheden og ytre en holdning. Og da han gjorde det, modererede han ikke sine ord.

»Vi vil have spildt vores nuværende investering i Constellation på over 10 milliarder dollar,« sagde han og fortsætte:

»Og hvad værre er: Vi vil have spildt de mange år, som det vil kræve at genetablere noget, der svarer til det, vi netop har kasseret. Når vi ikke længere har fartøjer, der kan kredse i lav løbsbane om Jorden og ikke længere har menneskelig kapacitet til at forske længere ud i rummet, styrer vores nation mod en anden- eller endda en tredjerangs placering.«

Barack Obama har aldrig været en politiker med stort international vision. Den slags har han eksperter til, og de tilhører naturligvis alle den såkaldte ’Washington-konsensus’, som tænker lige så kortsigtet som ham selv. Derfor skrinlagde han udviklingen af de store Ares-raketter, der kunne have ført amerikanske astronauter tilbage til Månen og herfra videre til Mars og asteroiderne. Fortalere for andre offentlige udgiftsprogrammer råbte åbenbart bare højere. Måske ønskede den amerikanske flåde sig et nyt hangarskib.

Hvis NASA vil sende en amerikaner ud i rummet i dag, må de købe sig plads om bord på en russisk raket, og i øjeblikket er prisen over 50 millioner dollar pr. sæde. I 2015 vil kineserne sandsynligvis kunne tilbyde en alternativ raketopsendelsestjeneste (hvilket vil kunne sænke prisen en del), og inden længe kan også Indien blive en konkurrent i denne branche. Men ikke USA.

Der vil sandsynligvis være et hul på mellem fem og ti år mellem forrige års pensionering af rumfærgerne og de første nye amerikanske fartøjer, der igen kan anbringe mennesker i rummet. Og selv da vil det kun være i lave kredsløbsbaner om Jorden: Ingen af de fartøjer, der nu er under udvikling, vil være i stand til at gøre, hvad Saturn-raketterne gjorde for 43 år siden, da de sendte Neil Armstrong og hans kolleger til Månen.

Drømmen lever stadig

Armstrong var tidligere officer i luftvåbnet og ville aldrig have kunnet finde på direkte at kalde De Forenede Staters præsident for en løgner eller et fjols, men hans ord efterlod ingen større tvivl om, hvad han egentlig mente:

»Hvornår et nyt kommercielt fartøj, der kan sendes i kredsløb om Jorden, bliver tilgængeligt, kan ikke forudsiges med sikkerhed, men det vil formentlig komme til at tage væsentlig længere tid og blive langt dyrere, end vi kunne have håbet.« Med andre ord: Hold ikke vejret.

Lige så kontant var han, når det gjaldt Obamas forsikringer om, at USA så sandelig ikke har opgivet at nå længere ud i rummet:

»Selv om præsidentens plan forudser, at mennesker rejser ud i rummet og måske til Mars på et tidspunkt i fremtiden, vil manglen på udviklede raketter og rumfartøjer sikre, at dette ikke vil kunen ske i mange år frem.«

At USA har meldt sig ud af rumkapløbet, er ikke et globalt nederlag for bemandet udforskning af solsystemet. Russerne taler seriøst om at bygge en permanent base på Månen, og alle de store asiatiske kandidater arbejder på tunge løfteraketter, der vil sætte dem i stand til at nå ud over at flyve i kredsløb om Jorden. Her er alene tale om et amerikansk afkald på vilje og ambition, som Obama og den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, har til fælles.

»Jeg ved udmærket, at Kina er på vej til Månen,« udtalte Romney på et vælgermøde i Michigan i februar.

»De har planer om at tage til Månen, og nogle mennesker siger: ’Åh, jamen så må vi da også hellere tage til Månen. Vi må skynde os at komme derop, så vi kan bevise, at vi kan gøre det før Kina. Men hør lige her, gutter, vi var der faktisk en gang for lang tid siden, okay? Og når I kommer derop, kan I måske tage nogle af de ting med, som vi glemte?«

En arrogant og selvglad udtalelse, der viser, at Romney ikke har forstået noget af det hele.

Amerikanerne tog til Månen for længe siden, men pointen er, at de ikke kan komme derop nu, og at de ikke vil blive i stand til det i lang tid fremover. Og dette er grunden til, at Neil Armstrong i et interview for 15 år siden sagde til BBC’s videnskabsjournalist Pallab Ghosh:

»Drømmen lever fortsat. Virkeligheden er falmet en smule, men når tiden er inde, vil drømmen vende tilbage.«

Og det vil den sikkert, men det bliver næppe i USA.

 

© Gwynne Dyer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu