Klumme

Blade Runner til OL

I morgen træder sydafrikaneren Oscar Pistorius ud på det olympiske atletikstadion i London på sådan et par Flex-Foot Cheetahs som den første amputerede løber nogensinde ved et OL.
3. august 2012

En sen aften for en håndfuld år siden cyklede jeg over en bro mellem Brooklyn og Manhattan, da en løber kom imod mig. Jeg lagde ikke særlig mærke til hende. Det var mørkt, jeg havde fart på, og det havde hun også. Vi passerede hinanden under et gulligt lampeskær. Jeg registrerede hende ud af øjenkrogen og mærkede et sug i maven. Det var som et drømmesyn – urealistisk, uhyggeligt, ubegribeligt. Jeg vendte mig straks rundt i sadlen for at se, om det virkelig kunne passe, at hun … nej, umuligt … at hun … jo, den var god nok: Hun havde ingen ben.

Eller rettere, hun havde ben til og med sine knæ, hvorfra et par tynde, J-formede og futuristisk udseende proteser tog over. De var lavet af kulfiber, viser det sig, og jeg skal da lige hilse og sige, at de rykker lidt rundt på forestillingerne om, hvilke kroppe der kan hvad.

I morgen træder sydafrikaneren Oscar Pistorius ud på det olympiske atletikstadion i London på sådan et par Flex-Foot Cheetahs som den første amputerede løber nogensinde ved et OL.

Han er der ikke på nogens nåde. Pistorius’ personlige rekord på 400 meter lyder på 45,07 sekunder. Det ville have skaffet ham en femteplads ved OL i Beijing for fire år siden. Og vi taler altså om en mand, der blev født uden lægbensknogler og fik amputeret begge ben under knæene i en alder af 11 måneder. Nu er han 25 år gammel og blandt de hurtigste mennesker i verden.

Det har mildt sagt skabt en del ravage i atletikverdenen. I 2008 forbød det internationale atletikforbund, IAAF, Pistorius at konkurrere med løbere uden handicap, fordi forbundets eksperter vurderede, at sydafrikanerens handicap paradoksalt nok gav ham en fordel, eftersom hans proteser havde en fjedrende effekt, og fordi han brugte mindre energi end andre løbere for at opnå samme hastighed.

Senere samme år appellerede Pistorius dommen, undergik yderligere tests og vandt overbevisende en sportslig voldgiftssag i Schweiz, hvor dommerne kritiserede IAAF for en mildest talt håbløst retsproces. Man slog fast, at Pistorius samlet set ikke havde fordel af sine proteser. Siden har han kunne deltage, hvor han ville, bl.a. ved VM i Daegu sidste år, hvor han vandt sølv som del af det sydafrikanske 4x400 meterhold.

Kritikken er ikke forstummet af den grund. Senest har verdensrekordholderen på distancen, legendariske Michael Johnson, meldt sig som modstander af Pistorius’ deltagelse, fordi det ikke er endegyldigt afklaret, hvorvidt proteserne giver ham en urimelig fordel. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan ’urimelig fordel’ bør defineres.

Giver det f.eks. golfspilleren Tiger Woods en urimelig fordel, at han flere gange er blevet laseropereret i øjnene, så hans syn blev bedre end gennemsnitligt? Er det i orden, at baseballkastere får opereret stærke ledbånd fra andre steder i kroppen ind i deres slidte albuer? Ville Lionel Messi være blevet verdens bedste fodboldspiller, hvis han ikke som underudviklet teenager var kommet på en to år lang hormonkur? Og hvordan skal man forholde sig til indopererede pacemakere? Specialdesignede svømmedragter af neopren? Kemisk fremstillet kosttilskud?

Måske skyldes kontroversen om Oscar Pistorius, at han med sine ben af knogler, muskler og kulfiber gør det umuligt at opretholde forestillingen om klare grænser mellem krop og kultur, mellem menneske og maskine. Måske var der noget om snakken, da filosoffen Donna J. Haraway for godt 20 år siden skrev A Cyborg Manifesto: »Mod slutningen af det 20. århundrede, vores tid, en mytisk tid, er vi alle kimærer, teoretiserede og fabrikerede hybrider af maskine og organisme. Kort sagt, vi er alle cyborgs«.

Snart vil Pistorius’ relativt lavteknologiske proteser være forældede. Nyere bioniske versioner med forbindelse til og fra kroppens nervebaner er på vej. Man kan kun forestille sig, hvad det kan blive til.

Selv kan jeg ikke lade være med at tænke på det sug i maven, jeg fik på broen i New York. Det kom ikke kun af at se en kvinde uden ben. Det kom af at se en kvinde uden ben løbe mindst lige så hurtigt og rytmisk, som jeg selv ville være i stand til. Det kom af at se et menneske med et handicap og ikke opfatte hende som en reduceret, begrænset eller hæmmet udgave af mig selv. Det kom af, på et splitsekund, at få udvidet min opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

 

 

Anders Haahr Rasmussen er kulturskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu