Kommentar

Breivik og livsgåden

For også den fri vilje, ’skyldevnen’, må være forudbestemt og determineret – af naturen. Hvor skulle den ellers komme fra?
28. august 2012

»Skizofreni er en gruppe af sindssygdomme, der er afgrænset ved bestemte kriterier, som man internationalt er blevet enige om, og som for tiden er under revision. Så ja, indrømmet, der er ingen eviggyldige sandheder her.«

Mette Brandt Christensen, speciallæge i psykiatri, og Pia Jeppesen, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, i Information 23. august – i kronikken »Breivik og skizofrenien«.

»Når de sagkyndige konkluderer forskelligt, må retten vurdere deres konklusioner i forhold til forklaringen i retten og det totale bevisbillede (...) Det er principielt betænkeligt at fratage lovbrydere skyldevne ved at sygeliggøre deres sind.«

Byretsdommer Wenche Elizabeth Arntzen, Oslo, i fredags (24. august), ved afsigelsen af dommen over Anders Behring Breivik, efter at retspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sörheim ellers havde erklæret Breivik for paranoid skizofren, lidende af vrangforestillinger, mens retspsykiaterne Terje Törrissen og Agnar Aspaas tværtimod fandt Breivik tilregnelig og hans såkaldte vrangforestillinger ’viljestyret påfund’: »Breivik er både terrorist og psykisk syg, og det er vores udfordring at håndtere dette retfærdigt. Hvis vi fejler her og blot reagerer reflektorisk – i had og ud fra ønsket om den strengeste straf uanset hvad – er det begyndelsen på enden for vores retssamfund, dvs. det samfund, som Breivik ønskede at omstyrte.«

Det er et under

Anders Behring Breivik, der jo selv insisterede på ikke at blive behandlet som nødlidende syg, men som et ganske normalt, rask menneske med egen fri vilje, fremkaldte med sine handlinger og erklærede selvforståelse to diametralt modsatte ekspertudsagn og udløste derved med Mette Brandt Christensens og Pia Jeppesens ord den gåde, de bestemmer som århundredgammel.

Årtusindgammel er den. Læs blot – om tid og lyst haves – Bibelen om Guds forsyn og forudbestemmelse af hele verdenshistoriens gang og dog menneskers egen skyld og synd – eller Platons dialoger om Logos, som determinerende for alt sanseligt og sansbart, og dog den enkeltes (Sokrates’) forpligtethed over for sin egen indre stemme, daimon. Her slår kronikørernes egne ord forleden dog udmærket til:

»Et menneskes hele bevidsthedsliv vil aldrig kunne rummes i en psykiatrisk diagnose, og i vurdering af tilregnelighed vil man stadig ramme ind i det århundredgamle filosofiske spørgsmål om eksistensen af en fri vilje. Jo flere (u)gerninger, der forstås og forklares ud fra sygdomme i sindet, desto mindre rum er der til at forstå os selv og hinanden som frie og ansvarlige mennesker. Dette dilemma kan hverken juraen, psykiatrien eller anden hjernevidenskab afklare fyldestgørende.«

Amen, for nu at tale jødisk. Heureka, for at tale græsk.

Derfor bliver ’dette dilemma’ skam heller ikke afklaret fyldestgørende her.

For det er et under. At det for den dyreart, som vi tilhører, altså er muligt snart at opfatte og behandle os selv og hinanden som frie og ansvarlige med ’skyldevne’. Snart som syge på krop og sind, ofre for forudbestemmelser, biologiske, måske arveligt betingede, psykiske, familiære, pædagogiske og sociale, ideologiske, politiske og religiøse på-virkninger og determinanter, i arv og miljø, som vi ikke selv er skyld i. Hvor rædselsvækkende er dog ikke beretningerne om, hvordan mennesker med den ene eller anden sygdom i sindet blev behandlet som kriminelle og mishandlet som forbrydere helt op til slutningen af det 19. århundrede.

Hvor forfærdende ville det ikke blive, hvis mennesker i stort omfang begyndte at påberåbe sig, at de kom fra stærkt samspilsramte hjem, og derfor som ødelagte ikke kunne gøres ansvar-lige for deres gerninger og udtalelser. Drives, med den norske byretsdommers ord, denne ’sygeliggørelse’ ud over en vis grænse, går civilisationen, retssamfundet, tabt. Reagerer vi, med Informations kronikørers ord, blot ’reflektoriske – i had og ud fra ønsket om den strengeste straf uanset hvad’, ender vi i barbari. Vi er ikke tvunget til hverken det ene eller det andet – tilsyneladende modsatte – misgreb. Vi har faktisk mulighed for at opføre os anstændigt. Hvilket under.

Men et under er ingen rebus. Som med juridisk, psykiatrisk eller anden hjernevidenskab kan løses.

Gåden står tilbage.

I praksis kun løselig, som både byretsdommeren og kronikørerne er inde på, i kraft af mere eller mindre glade eller bekymrede amatørers bedste skøn over, hvor grænserne til henholdsvis barbariet og tabet af retssamfundet i hver enkelt tilfælde med rimelighed kan trækkes. Da som sagt ingen ’eksperter’ med henvisning til nogen som helst ’eviggyldige sandheder’ kan trække grænserne. Og så er der vel tilbage kun den mindst ringe samfundsindretning, samtalen, demokratiet, med magtens deling i lovgivende, udøvende og dømmende instanser, at forlade sig på?

Men hvor kommer underet selv så fra? Naturen. Hvor skulle det ellers komme fra? Den natur, som nok kan give anledning til forestillingen om, at alt er forudbestemt, er også den natur, som har skænket os forestillingen om den fri vilje.

Friheden i forhold til alle naturdeterminanter er – natur.

Det kan man godt blive taknemmelig over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Perfekt, Ejvind.

Nu mens A.B.B. er buret inde, kan vi andre tænke over skyldsbegrebet, og når han har siddet tiden ud, kan dommerne afgøre, om samfundet er stærkt nok til at have ham rendende rundt og holde foredrag. Nu kan han sikkert begynde på en uddannelse, og ægteskabstilbud får han nok også. Han får vel også lov at udgive en bog. Intelligent nok, kunne bare lade være med at tage sin sag i sin egen hånd og slå andre ihjel. Der klappede fælden, for det kan selvfølgelig ikke accepteres, og det kan han godt forstå, så det er i orden med straf. Hans håb er så, at der en dag er flertal for hans linje, for det er jo ham, der har ret, mener A.B.B.
For tiden er det os andre, der har ret og sandsynligvis fortsætter med at have det, men går man 70 år tilbage i tiden i Norge, var det nazisterne, der regerede. Magt har det med at falde i de forkerte hænder.

Niels-Simon Larsen

Men skylden, hvem kan tilkendes skyldsevne?

Hvem kan tilkendes skyld for alt det, der foregår, og som ikke burde foregå? Den internationale Straffedomstol, den højeste instans, kan kun dømme på meget begrænsede områder. Lige meget hvor langt vi går i ødelæggelse af naturen, kommer der jo aldrig en retssag, hvor de, der har ødelagt den, bliver slæbt for retten. Et behandlingshjem for kapitalister findes heller ikke, og det er omsonst at drage nogen til ansvar, når der ikke findes en passende straf eller behandling af dem. Ødelæggelserne kan bare fortsætte. Straffen kommer helt af sig selv til sin tid, ganske vist over de uskyldige, men det er der ikke mange, der skænker en tanke – nu.

Steen Ole Rasmussen

I overensstemmelse med sin egen indre nødvendighed, dvs. determineret af sin egen frihed, skabt i en social kontekst, agerede Breivik, rationelt og konsistent, i kontakt med sig selv.

Hans orienteringsmønster er ikke noget løsrevet, autarkt fænomen. Det kan godt være, at vi ikke kan tænke hans tanke for ham, at han ikke tænker vore tanker i forholdet en til en. Men for at forstå ham, så må man tænke som ham, overgive sig til hans univers, hans realitet.

Den er ikke opstået ud af det blå. Den er funderet i naturen, den sociale realitets natur. For at bevare rettens ret, så må retten dømme hans gerninger som uret. Af egen indre nødvendighed, i overesstemmelse med sig selv, dvs. frit.

http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1731058/bortcensureret-vaerdide...

Heinrich R. Jørgensen

Ejvind Larsen:
"Men hvor kommer underet selv så fra? Naturen. Hvor skulle det ellers komme fra?"

Man kan ikke forklare det man ikke forstår, ved at skamride egne vrangforestillinger.

Hvad der betegnes "natur", henviser ikke til et sted, en kraft eller noget andre faktuelt eksisterende . Det er rent konceptuelt begreb, der henvises til.

Der findes intet, der kan henvises til med ord som "Naturen". Ej heller "Gud(en)", "Verdenen", "Rummet", "Samfundet" kan være faktuelle fænomer.

Det er sandt, at illusionen om retssamfund og retsstat, er stærkt truet når der findes personer, der ikke anerkende denne som en magtinstans, der har autoritet til at være andres formyndere.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Andersen:
"Måske ikke en egen FRI vilje,
men en vilje til magt."

Hvad der er brug for, er at ideen om et uaflæggeligt personligt ansvar rodfæstes. Når først dén idé er på plads, er det oplagt at se hvad man skal med egen vilje -- nemligt at ville det ens personlige etik byder én at gøre, og gøre det. Om viljen betegnes som fri eller ufri, er ligegyldigt ordfnidder.

Det drejer sig ikke om viljen til magt, men om viljen til fravær af magt. Viljen til at forhindre, at nogen aktør opnår dominans. Balancegang i magtrelationer opnås ikke ved at kæmpe for egne standpunkter og indflydelse, med ved at bekæmpe at andre får for megen magt og indflydelse.

Peter Andersen

Heinrich

"Om viljen betegnes som fri eller ufri, er ligegyldigt ordfnidder."

Jeg kommenterede det syge sind.
Det var ikke et bud på det "normale " samfund.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

den dømte havde tydeligvis (og desværre) "vilje", da han som bekendt gennemførte sine brutale forehavender.

Var denne vilje fri eller ufri? Både og, er vel svaret. Han kunne have gjort hvad som helst (altså: fri vilje), men valgte at pålægge sig selv at udtænke og gennemføre handlinger der tjente et mål (altså: pligt, eller at lade egen frihed begrænse af eget ansvar).

Det essentielle må være om der er vilje eller ej. Om man kan beslutte sig for hvad man ønsker at gøre, og dernæst forsøge at effektuere beslutningen.

Hvor fabulere om hvorvidt viljen er fri eller ufri? Mon ikke det egentligt handler om en gammel overvejelse, der handler om pligt og pligtskyldighed? Mener man at være bundet af en pligt, er man ikke fri til at kunne gøre hvad som helst, men er nødt til at selvdisciplinere sig selv.

Begrebet "skyldevne" er vist en følge af det ideologiske system der kaldes "retssamfund". Statens magt legitimeres, ved at undersåtterne anses for uartige børn, hvis u- og amoral skal revses (til forbedring). Personer hinsides forståelse for hvad der er ophævet til gængs og fælles moral, samt personer uden evne til selvkontrol, er vel de, der er uden "skyldevne"? Altså personer, det ikke nytter at ville revse, da der ikke er håb om forbedring.

Peter Andersen

Heinrich

Man kan fabulere nok så meget om pligt og samfund, stat og undersåtter. Hvis sindet er sygt, er viljen ikke fri.

Dermed ikke sagt at der ikke er vilje.