Breivik og livsgåden

»Skizofreni er en gruppe af sindssygdomme, der er afgrænset ved bestemte kriterier, som man internationalt er blevet enige om, og som for tiden er under revision. Så ja, indrømmet, der er ingen eviggyldige sandheder her.«

Mette Brandt Christensen, speciallæge i psykiatri, og Pia Jeppesen, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, i Information 23. august – i kronikken »Breivik og skizofrenien«.

»Når de sagkyndige konkluderer forskelligt, må retten vurdere deres konklusioner i forhold til forklaringen i retten og det totale bevisbillede (...) Det er principielt betænkeligt at fratage lovbrydere skyldevne ved at sygeliggøre deres sind.«

Byretsdommer Wenche Elizabeth Arntzen, Oslo, i fredags (24. august), ved afsigelsen af dommen over Anders Behring Breivik, efter at retspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sörheim ellers havde erklæret Breivik for paranoid skizofren, lidende af vrangforestillinger, mens retspsykiaterne Terje Törrissen og Agnar Aspaas tværtimod fandt Breivik tilregnelig og hans såkaldte vrangforestillinger ’viljestyret påfund’: »Breivik er både terrorist og psykisk syg, og det er vores udfordring at håndtere dette retfærdigt. Hvis vi fejler her og blot reagerer reflektorisk – i had og ud fra ønsket om den strengeste straf uanset hvad – er det begyndelsen på enden for vores retssamfund, dvs. det samfund, som Breivik ønskede at omstyrte.«

Det er et under

Anders Behring Breivik, der jo selv insisterede på ikke at blive behandlet som nødlidende syg, men som et ganske normalt, rask menneske med egen fri vilje, fremkaldte med sine handlinger og erklærede selvforståelse to diametralt modsatte ekspertudsagn og udløste derved med Mette Brandt Christensens og Pia Jeppesens ord den gåde, de bestemmer som århundredgammel.

Årtusindgammel er den. Læs blot – om tid og lyst haves – Bibelen om Guds forsyn og forudbestemmelse af hele verdenshistoriens gang og dog menneskers egen skyld og synd – eller Platons dialoger om Logos, som determinerende for alt sanseligt og sansbart, og dog den enkeltes (Sokrates’) forpligtethed over for sin egen indre stemme, daimon. Her slår kronikørernes egne ord forleden dog udmærket til:

»Et menneskes hele bevidsthedsliv vil aldrig kunne rummes i en psykiatrisk diagnose, og i vurdering af tilregnelighed vil man stadig ramme ind i det århundredgamle filosofiske spørgsmål om eksistensen af en fri vilje. Jo flere (u)gerninger, der forstås og forklares ud fra sygdomme i sindet, desto mindre rum er der til at forstå os selv og hinanden som frie og ansvarlige mennesker. Dette dilemma kan hverken juraen, psykiatrien eller anden hjernevidenskab afklare fyldestgørende.«

Amen, for nu at tale jødisk. Heureka, for at tale græsk.

Derfor bliver ’dette dilemma’ skam heller ikke afklaret fyldestgørende her.

For det er et under. At det for den dyreart, som vi tilhører, altså er muligt snart at opfatte og behandle os selv og hinanden som frie og ansvarlige med ’skyldevne’. Snart som syge på krop og sind, ofre for forudbestemmelser, biologiske, måske arveligt betingede, psykiske, familiære, pædagogiske og sociale, ideologiske, politiske og religiøse på-virkninger og determinanter, i arv og miljø, som vi ikke selv er skyld i. Hvor rædselsvækkende er dog ikke beretningerne om, hvordan mennesker med den ene eller anden sygdom i sindet blev behandlet som kriminelle og mishandlet som forbrydere helt op til slutningen af det 19. århundrede.

Hvor forfærdende ville det ikke blive, hvis mennesker i stort omfang begyndte at påberåbe sig, at de kom fra stærkt samspilsramte hjem, og derfor som ødelagte ikke kunne gøres ansvar-lige for deres gerninger og udtalelser. Drives, med den norske byretsdommers ord, denne ’sygeliggørelse’ ud over en vis grænse, går civilisationen, retssamfundet, tabt. Reagerer vi, med Informations kronikørers ord, blot ’reflektoriske – i had og ud fra ønsket om den strengeste straf uanset hvad’, ender vi i barbari. Vi er ikke tvunget til hverken det ene eller det andet – tilsyneladende modsatte – misgreb. Vi har faktisk mulighed for at opføre os anstændigt. Hvilket under.

Men et under er ingen rebus. Som med juridisk, psykiatrisk eller anden hjernevidenskab kan løses.

Gåden står tilbage.

I praksis kun løselig, som både byretsdommeren og kronikørerne er inde på, i kraft af mere eller mindre glade eller bekymrede amatørers bedste skøn over, hvor grænserne til henholdsvis barbariet og tabet af retssamfundet i hver enkelt tilfælde med rimelighed kan trækkes. Da som sagt ingen ’eksperter’ med henvisning til nogen som helst ’eviggyldige sandheder’ kan trække grænserne. Og så er der vel tilbage kun den mindst ringe samfundsindretning, samtalen, demokratiet, med magtens deling i lovgivende, udøvende og dømmende instanser, at forlade sig på?

Men hvor kommer underet selv så fra? Naturen. Hvor skulle det ellers komme fra? Den natur, som nok kan give anledning til forestillingen om, at alt er forudbestemt, er også den natur, som har skænket os forestillingen om den fri vilje.

Friheden i forhold til alle naturdeterminanter er – natur.

Det kan man godt blive taknemmelig over.