Læserbrev

CO2-kvoter gavner klimaet

Debat
25. august 2012

Det europæiske CO2-kvotesystem er fundamentet for grøn vækst i Europa. Et velfungerende kvotemarked har den markante fordel, at det er et fælleseuropæisk værktøj, som sikrer større ensartethed på tværs af landegrænserne og fordeler omkostningerne. Derfor undrer det mig, at Gunnar Boye Olesen fra Vedvarende Energiden 22. august konstaterer, at kvotesystemet slår revner og dermed truer danske klimamål.

Klimaet er ligeglad med, om CO2’en er fra danske, tyske eller polske kraftværker og virksomheder. Netop EU’s CO2-kvotesystem omfatter hele EU’s kraftværkspark og industrivirksomheder i kontrast til en dansk CO2-afgift, som foreslået af Gunnar Boye Olesen. Den vil kun omfatte godt 1 pct. af EU’s samlede CO2-udledninger. Samtidig er elsystemet indrettet, så der handles med el mellem landene. En højere national skat på danske kraftværker vil betyde, at der importeres mere strøm fra Tyskland og Polen. Det er skidt for klimaet, da CO2-udledningen fra polske og tyske kraftværker er højere end fra de danske. Selv om det ser godt ud for de danske klimamål, er det dårligt nyt for klimaet. Europæiske løsninger er at foretrække.

EU-kommissionen – med Connie Hedegaard i spidsen – har foreslået at stramme op på EU’s CO2-kvotesystem for at genskabe incitamentet til grønne investeringer. Forslaget har skabt splittelse flere steder i Europa, fordi det er et klart politisk valg. Vil man fortsætte ad kulsporet eller gå i en energieffektiv og miljøvenlig retning?

Væk fra det nationale

Dansk Energi og mange andre støtter den grønne linje, fordi en højere pris på CO2-kvoter vil fremme investeringer i energieffektivitet, vedvarende energi og renere brændsler – områder, hvor Danmark har en lang række erhvervsmæssige styrkepositioner.

Vi skal væk fra den nationale osteklokke. Det handler om at styrke kvotesystemet, så det hjælper den ønskede grønne omstilling på vej. Det europæiske CO2-kvotesystem er nemlig, som Gunnar Boye Olesen selv så rigtigt påpeger, et vigtigt fundament for grøn vækst. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Nielsen

Når DI skriver de ønsker en højere pris på CO2, betyder det så at alle de mest forurenende industrier i Europa skal betale mere for at udlede CO2? Eller betyder det at man hæver værdien af de kvoter de forenende industrier allerede har fået tildelt og derved bare kaster flere penge efter døende industrier?

Løsningen bør ikke være at hæve prisen på kvoter men at mindske mængden af kvoter.

Steffen Nielsen

Selvfølgelig ikke DI men DE.