Kronik

Derfor er S-kronikken af afgørende vigtighed

Modsat den brede kreds af kommentatorer mener jeg, at S-toppens kronik i Politiken i mandags var en skarp, strategisk afklaring, med hvilken fire ofte tidligere stridende nøglepersoner i partitoppen tog hinanden i ed
Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen er to af de ledende socialdemokrater, der stod bag den omdiskuterede kronik.

Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen er to af de ledende socialdemokrater, der stod bag den omdiskuterede kronik.

Jens Nørgaard Larsen

25. august 2012

Politisk analyse og nyhedsformidling i den danske offentlighed har udviklet sørgelige tendenser til forfladigelse, som spærrer for indsigt og forståelse.

Som nu efter den vigtige – ja, historiske – markering i en kronik i Politiken i mandags af fire ledende socialdemokrater (gruppeformand Henrik Sass Larsen, finansminister Bjarne Corydon, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen, red.).

Ritzaus opsummering af modtagelsen af dette dokument lød: »En række eksperter siger samstemmende, at oplægget mangler både kant og konkret indhold: ’Det virker som det samme tynde øl, der er hældt på en ny og mere farvestrålende flaske,’ siger ph.d. i statskundskab Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet til Politiken.«

Som citatet antyder, har den øgede deltagelse af akademiske eksperter i feltet af politiske kommentatorer ikke nødvendigvis givet større dybde eller lødighed til analyserne.

Udviklingen i medieteknologi har tilsyneladende medvirket til, at de politiske analyser går i selvsving og bliver en form for selvforstærkende forklaringsmønstre, der enøjet fokuserer på den øjeblikkelige situation og bruger hestevæddeløbs-modeller til at kåre vindere og udpege tabere – igen og igen.

Kronikkens indhold

I kronikken har fire ledende socialdemokrater, der efter alle solemærker at dømme vil tegne ledelsen også af fremtidens parti, taget hinanden i ed på få, men helt afgørende strategiske nøglepunkter.

Udgangspunktet er det dramatiske skift i strategisk tænkning, der må følge af den dybe og langvarige konjunkturkrise.

Dokumentet formulerer her tre nøglepunkter:

1. I den givne situation kan S ikke virke for øget økonomisk udligning. Indirekte betyder det, at partiet er parat til at acceptere en øget ulighed. (»Uanset at vi har et ønske om at forbedre leve- og arbejdsforholdene globalt, vil det være en forkert konklusion at tro på, at vi vinder ved at kvæle markedet og den fri handel. Vores opgave er i stedet at beskytte menneskene«)

2. Krisen er en uundgåelig følge af den frie markedsøkonomi og ikke et resultat af nogle få finansfolks groteske grådighed (en vulgær-moralistisk retorik, der har præget ikke mindst statsministerens agitation). Grådigheder en nødvendig drivkraft.

(»Den finansielle sektors grådighed var den primære drivkraft bag den finansielle krise. Men den egenskab er ikke nogen nyhed. Gennem historien har pengemarkederne haft for vane at bryde sammen med jævne mellemrum og hver gang med ubodelig skade til følge«).

3. Udfordret af det store værditab, som krisen indebærer, må S prioritere hårdt og satse på de helt afgørende, lighedsskabende rettigheder i den såkaldt ’universelle’ velfærdsstat: Fri adgang til uddannelse og sundhed.

Her ligger også det vigtigste bidrag til øget konkurrencekraft og beskæftigelse.

’Gode råd’

Flere af den nuværende S-ledelses mest fremtrædende ’kammeratlige’ kritikere har forlangt noget helt andet: Den afgående DSU-formand slog i foråret et gevaldigt slag i luften med krav om en ’ny værdikamp’, nemlig mod ’grådighed’ og egoisme i finansverdenen. Den polemiske og klassebevidste journalist og forfatter Lars Olsen krævede tidligt på sommeren, at S fulgte Enhedslisten og afstod fra at lette skatten for de velstillede.

Kronikken undlader undskyldende at forklare, hvorfor de ikke fulgte disse ’gode råd’. I stedet siger de fire forfattere, at de vil noget andet. De stærke og mest virkningsfulde elementer i den danske velfærdsstat er de universelle ydelser eller rettigheder, altså velfærdsydelser, som tilflyder borgeren uanset hendes egen indtjening. Igen er det allermest markant uddannelse og sundhed. Når de offentlige ydelser er frit tilgængelige for alle borgere, griber de ikke forstyrrende ind i markedsøkonomien. Hvorimod de trangsbestemte ydelser i realiteten fungerer som ekstra-beskatning på arbejdsindtægter. Hvor de universelle velfærdsstater har vist sig historisk robuste, har de samfund, som har villet fokusere på de mest nødlidende, oplevet, at velfærdsforanstaltningerne mistede folkelig opbakning og blev udhulet.

En reel fri adgang til uddannelse og sundhed er sjælden i denne verden, men den er kernen i det danske velfærdssamfund, og de fire forfattere vil forsvare den, ja, gerne udvide den.

Satsningen på uddannelse er samtidig det mest afgørende statslige bidrag til en stærkere konkurrence-kraft i en fattigere verden.

Binder sig til en fælles strategi

Ved at de fire nøgleskikkelser omkring statsministeren i enighed underskriver denne meget skarpe afgrænsning af den socialdemokratiske strategi, tager de hinanden i ed.

Offentliggørelsen af dokumentet sker ikke med henblik på en pludselig omvendelse af de svigefulde eks-socialdemokratiske vælgere. Men sådan at de fire binder sig til en fælles strategi uden mulighed for at løbe fra det uden offentlig eksponering af et sådant svigt. Underskrifterne under kronikken kan anvendes af en brutal indpisker til at holde effektivt sammen på fløje og inderkreds.

Mange har med rette peget på, at dokumentet flere steder er umådelig kluntet formuleret og skæmmet af alvorlige sproglige fejl.

Det skyldes selvfølgelig ikke – som nogle ellers kyndige kommentatorer har ment – at det er ’hastværksarbejde’, men at det er et ’forhandlet dokument’. De fire, der gennem tiden har stået for stridende fraktioner i partiet, har med store ofre og mange vanskeligheder bøjet sig under nødvendigheden af enighed om helt afgørende nøglepunkter i strategien. Når først fælles formuleringer er blevet godkendt, kan det have været mere end almindeligt vanskeligt at ændre så meget som et komma i den forhandlede tekst. En sådan strategisk afklaring er en helt nødvendig – men naturligvis langtfra tilstrækkelig – forudsætning for, at Socialdemokratiet og regeringen inden næste valg kan genvinde vælgernes tillid. Socialdemokratiet må aktivt vælge de ubehageligheder, der uundgåeligt bliver et resultat af en økonomisk ansvarlig politik i den historisk alvorlige økonomiske krise. Og give dem et meningsfuldt perspektiv ved at understrege viljen til at værne om velfærdssamfundets bærepille: den fri adgang til sundhed og uddannelse.

Og dette perspektiv må opbygges og underbygges i vælgernes bevidsthed af helt samstemmende signaler fra den socialdemokratiske inderkreds.

 

Erik Meier Carlsen er journalist, forfatter og politisk kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg tror hele tiden, at EMC har noget interessant at sige - jeg ved ikke hvorfor, så der er nok ikke noget.

Måske er det, fordi han erklærer sig som buddhist, og så skulle der komme noget dybtsindigt ud af ham.

'De fire' lyder da ganske fornuftige, men mht. fremtidens udfordringer, er det ikke nok. Deres mål er genvalg, ikke at pege på løsninger, som de evt. kunne blive upopulære på.

Lasse Glavind

Fred være med EMC og hans 'analyser'. Da han i 00'erne blev fyret som chefredaktør på BT - efter at have skrevet det berømte hemmelige frihedsbrev til regeringen Fogh - så ansatte Information ham som politisk kommentator. Her gjorde han meget ud af at beskrive Anders Fogh som en i realiteten 'forklædt socialdemokrat' under overskrifter som 'Foghs store velfærdsprojekt'.

Michael Kongstad Nielsen

S-kronikkørerne har opgivet at gøre noget ved den stigende ulighed. Dette socialdemokratiske kernestof - der endda står i regeringsgrundlaget.

S-kronikkørerne går ind for det frie marked, og mener grådighed er godt. Markedet går dog i krise og må understøttes af bankpakker, hjælpepakker, EU-sammeskrabede støttefonde, ECB, efsf, ems, strukturfonde og eksportstøtte. Pengene til alt dette hentes hos de mindrebemidlede, det bliver slemt for dem, men det må de lære at leve med.

S-kronikkørerne vil ikke gøre det mindste for klimaet, naturen og miljøet. Det må passe sig sig. Den detalje overser Erik Meier Carlsen.

S-kronikkørerne vil give de velstillede medvind og frit lejde og håber på, at de kvitterer med et kryds ud for S på stemmesedlen, men hvorfor skulle de det, når de får det samme vare i en renere udgave hos V og K.

Kronikken manglede mærkeligt nok at forklare overskriftens "Socialdemokraterne er bedst for Danmark ".

Den var bemærkelsesværdigt ukonkret på dette vigtige område ;o(

En anden læser kommenterede:
"...
Sikke løsninger. Vi skal løse problemer ved at løse dem og bare gøre alting bedre.

Jeg har det lidt som en der har forvildet sig op i cockpittet på et fly og opdager at piloten er en orangutang. "

Her er et link til kronikken:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1725070/socialdemokraterne-er-beds...

Lise Lotte Rahbek

Jeg har det lidt som en der har forvildet sig op i cockpittet på et fly og opdager at piloten er en orangutang.

Ahh, så er dagens første genkendelsens grin overstået :)

Benjamin Bach

Jeg kan godt lide hans syn på ritzau og det ulidelige alt-skal-igennem-en-politisk-kommentator-paradigme. Mere kritik af den nuværende journalistik og ekspertstand, tak.

Socialdemokratiet fragår med usvigeligt sikre skridt sin historiske arv (og gæld). Læs gerne Claus Brylds udmærkede artikel i Kritisk Debat, hvor han tager kritisk udgangspunkt i Socialdemokratiets debatoplæg forud for kongressen hér i september:

"Vi får som nævnt en række spørgsmål stillet, som alle er funderet i en nedskæringstankegang. Danskerne må overveje, om der fortsat er råd til universelle ydelser i socialpolitikken. Der må prioriteres, og nogle velfærdsydelser skal nok skæres helt bort eller afløses af forsikringsordninger. Uden blusel overtager oplægget den borgerlige politiske retorik igennem årtier såsom ”krævementalitet, hvor egne behov sættes før samfundets”, og der gives udtryk for, at pligterne skal veje tungere end rettighederne. Der skal være ”en pligt til ikke at rage ydelser til sig, som man ikke har behov for – selvom man måske formelt har ”ret” til dem … men en del tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres ret end til at gøre deres pligt”. Dokumentation mangler fuldstændigt. Og det, der kan spares ved at ophæve de universelle ydelser, er der heller ikke sat tal på, men socialminister Karen Hækkerup har nævnt ”et stort trecifret millionbeløb” (Berlingske 10.3.12). Nogle hundrede millioner for til gengæld at smadre et enestående system, der sikrer sammenhængskraften i befolkningen!

Med hensyn til sundhedspolitikken undrer oplægget sig over, at der ikke er flere ”private sygehuse, der tilbyder hele paletten af behandlinger inklusiv akutafdelinger”, og når det gælder ”de relativt få private børnehaver og private plejehjem” er spørgsmålet, ”om grænsen mellem offentlige og private leverandører er den rigtige, eller om det af og til er et spørgsmål om vanetænkning?”. I England er man gået langt for at privatisere fængselsvæsnet, siges det uden kommentar, og i Sverige er store dele af velfærdsområderne blevet udliciteret – ”også under socialdemokratiske regeringer”. Børnehaver, skoler og ældrepleje ”drives af større virksomhedskæder og skal levere overskud til ejerne … Måske er det tid til en fordomsfri diskussion af, hvor grænsen trækkes mellem offentligt og privat?”. Rammen er i hvert fald givet: ”På alle områder må vi i fremtiden finde svar, der ikke indebærer øgede udgifter”."
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1159

Carlsen - " De stærke og mest virkningsfulde elementer i den danske velfærdsstat er de universelle ydelser eller rettigheder, altså velfærdsydelser,
Ja, i negativ betydning, set fra min vinkel.
Han nævner uddannelse og sundhed. Det er GRATISYDELSER, som alle partier er enige om.

Men hvad med de KONTANTE ydelser, valgflæsksydelser, " som tilflyder borgeren uanset hendes egen indtjening."
, og som gør selv venstrefolk til socialdemokrater.

Offentlig administration og kontrol fra vugge til grav.
Den herskende klasses "behandling" af klientbefolkningen, anført af folketinget.
Beskæftigelsesterapi for skattekroner, eftersom 40% forsvinder i de kolde hænder. Og så frygter man mangel på varme hænder i fremtiden !

Jo, isandhed "stærk og virkningsfuld"

Kristine Grøn Ansen

Klart at Socialdemokraterne med flere er sådan cirka bedst for Danmark, når nu det ikke kan blive til et stort Christiania og social og miljøpolitisk strategiske halmhuse, kollektiver med mere til de hjemløse, de unge og dem der trænger til en lang tur på landet et par år med hund, geder, køkkenhave og kratluskeri.

Flemming Andersen

Vis os dog lige det dokument en socialacrobat ikke kan løbe fra når tid er. De er løbet fra alt andet og har ikke troværdighed tilbage

Niels P Sønderskov

Jeg bliver vel nødt til at begrunde min anbefaling overfor de forudindtagede kommentarer fra de revolutionære her.

EMC har ret i at de fires kronik kan være et vigtigt skridt ud af suppedasen. Blot det, at de kan finde sammen om at formulere det grundlag, som EMC beskriver fint i tre punkter, er godt.

For sagen er jo, at vores samfund er dybt præget af socialdemokraterne og vil være ilde stedt med en Lykke til at lede det igen sammen med DF, eller hvad de nu kan finde på. Ligesom det var med Fogh, som administrator.

Venstres oppustethed er forbigående som 'arbejderparti' og DF har altid været en falsk erstatning, der kun har tiltrukket 'arbejderstemmer' ved at satse på xenofobi.

SFs dybe vanskeligheder er kun et godt tegn, fordi det betyder at deres ledelse omsider er nogenlunde på linie med Ss. Deres mest forvirrede vælgere er midlertidigt gået til EL, og de vil også en dag vågne op til realiteternes verden.

De 14 kommentarer her betyder næppe stort.

randi christiansen

1.I den givne situation kan S ikke virke for øget økonomisk udligning. Indirekte betyder det, at partiet er parat til at acceptere en øget ulighed. (»Uanset at vi har et ønske om at forbedre leve- og arbejdsforholdene globalt, vil det være en forkert konklusion at tro på, at vi vinder ved at kvæle markedet og den fri handel. Vores opgave er i stedet at beskytte menneskene«)

De har vist ikke læst Preben Vilhjelm?

2. ”Krisen er en uundgåelig følge af den frie markedsøkonomi og ikke et resultat af nogle få finansfolks groteske grådighed” (en vulgær-moralistisk retorik, der har præget ikke mindst statsministerens agitation).”

Nå, det har de måske alligevel?

”Grådighed er en nødvendig drivkraft.” – og her ryger kæden da helt af …?

EMC : ”Og give dem et meningsfuldt perspektiv ved at understrege viljen til at værne om velfærdssamfundets bærepille: den fri adgang til sundhed og uddannelse.”

Udmærket med gode hensigter, men hvis man ikke kan gøre overbevisende rede for sin systemanalyse og handlestrategi, så er det bare – igen – store ord og fedt valgflæsk.

Hvor er deres analyse ? Hvor er deres holdning til miljøspørgsmål og dermed grundlaget for deres ønske om ” … øget konkurrencekraft og beskæftigelse.”

Hvor er de i det hele taget? Erik M Carlsen synes at vide det, men det lykkes dog heller ikke ham at gøre rede for hvor.

Morten Kjeldgaard

"Politisk analyse og nyhedsformidling i den danske offentlighed har udviklet sørgelige tendenser til forfladigelse, som spærrer for indsigt og forståelse."

Jep.

Steffen Gliese

Politikerne kæmper for at ændre på det demokratiske magtforhold: at de skal skabe gode vilkår for den brede befolkning på baggrund af det mandat, de har fået.
Danmark vil, som et af få lande, kunne klare sig stort set uden handel med udlandet: vi kan forsyne os med mere end tilstrækkelige fødevarer, vi kan fremstille klæde, og vi har byggematerialer. Derudover har vi ophobet enorme mængder grundstoffer og mineraler fra det hidtidige forbrug, som kan genanvendes; men dette er selvfølgelig blot worst case.
Hvad vi imidlertid skal tilbage til er det almindelige arbejdsliv, som de fleste kan stå for, men i mindre og mindre omfang, efterhånden som teknologiseringen overtager det manuelle arbejde. Vi er ikke på vej til større fattigdom, vi er på vej til større rigdom, fordi vi får mere tid til egne gøremål og en langt rimeligere fordeling af samfundets værdier.

Steffen Gliese

Er det værste ved vore politikere ikke, at de forsømmer den opgave at fortælle, hvad vi sammen skal gøre for at skabe et bedre samfund/en bedre verden?

Lise Lotte Rahbek

Hvis politikerne ikke har ideer om netop en bedre orden end den eksisterende og en ide om et bedre samfund ... hvorfor er de så politikere?

De kunne have fået et udmærket job i et gartneri til mindstelønnen i konkurrence med østarbejderne. Eller på Ruths hotel i Skagen. Eller som bartender på en cafe på Vesterbrogade.
Eller i en tænketank. Eller som bankdirektionsmedlemmer.
Eller - åhnej - nu HAR de jo afskaffet efterlønnens mulighed for de nedslidte.

jeg skal lige tænke gentænke mulighederne

@ Leo Nygaard
Den økonomiske krise og den økologiske ditto kan hurtigt gå hen og bliver en og den samme i den forstand, at man ikke vil kunne løse den ene uden også at få løst den anden.
Det argumenteres der eksempelvis temmelig overbevisende for i Jørgen Steen Nielsens bog.

Tehrani - Jeg mener der er afgørende forskel på "kriserne", som begge er grænseoverskridende.

Den økologiske er en langtidsprocess, hvor virkningerne viser sig langsomt og snigende.
Den lider af mangel på politisk erkendelse og rettidig handling. Naturligt nok, idet krisen er ret abstrakt for befolkningerne og ikke kan forventes klaret ved demokratiets alm beslutningsprocesser.
Derfor skal vi grueligt meget igennem i denne
proces uden at der tages de vødvendige politiske beslutninger. Nød og elendighed, folkevandringer, social uro, kamp om resurser, osv.

Uden at ville kloge mig på økonomi, er gældskrisen, som den vel er, et mere konkret, praktisk og akut problem. Samtidig er den både national og international. Mange beslutninger kan vi selv tage og vi kan selv afgøre vores indstilling til "krisen".
Krise er et relativt begreb, der kan tales op eller ned alt efter ens holdning. Selv har jeg svært ved at se det særligt negative. Tværtimod åbnes manges øjne for de store sammenhænge via den økonomiske krise og den kan derved medvirke positivt som løftestang til løsning af den økologiske.

Det var bare et par strøtanker.
Jeg har ikke læst JSN`s bog.

Henning Steen

Hvad mener EMC mon, når han påstår at "trangsbestemte ydelser i realiteten fungerer som ekstra-beskatning af arbejdsindtægter"? (altså i modsætning til universelle ydelser)

At jeg bliver fattigere, hvis de fattige bliver rigere?

Grethe Preisler

Henning Steen,

Der er vist noget du har misforstået.

Det skam er ikke EMC, der påstår at "trangsbestemte ydelser i realiteten fungerer som ekstra-beskatning af arbejdsindtægter".

Det er bare den tese, EMC i sin egenskab af den over vandene svævende aviskommentator indfortolker i de fire socialdemokratiske musketerers kronik i Politiken den 20. ds.

EMC er jo ikke politiker, han er politisk kommentator. Hans ærinde er ikke at fortælle Informations læsere, hvem de skal stemme på, hvis de vil gøre sig håb om at komme ud med skindet på næserne på den anden side af den suppedas, de hver for sig sidder i som følge af den globale økonomiske krise.

EMC's opgave er blot at fortolke det, politikerne siger, når de siger noget. Helst på en måde så enhver idiot kan forstå, hvad disse formuleringssvage stakler i virkeligheden mener med det, de selv skriver i aviserne.

Og det, som EMC - i sin egenskab af støttepædagog for de fire musketerer og deres fatsvage publikum - hører dem sige, er at "trangsbestemte ydelser i realiteten fungerer som ekstrabeskatning af arbejdsindtægter".

Jamen, det jo bare det, som mestertænkerne i Cepos og Ny Alliance har tudet os ørerne fulde af siden 2008, tænker du måske.

Netop - det er nok også derfor EMC ser lidt mere optimistisk på situationen efter kronikken end før. Nu er der da endelig håb om, at socialdemokraterne er blevet så fornuftige, at vi kan vende tilbage til det brede samarbejde hen over midten i dansk politik, EMC som neutral iagttager fra sidelinjen har sukket efter i årevis.

Niels-Holger Nielsen

Niels-Simon

'‘De fire’ lyder da ganske fornuftige, men mht. fremtidens udfordringer, er det ikke nok. Deres mål er genvalg, ikke at pege på løsninger, som de evt. kunne blive upopulære på.'

Ser du ikke en anelse af modstrid i denne sidste sætning? Den første sætning er du nødt til at argumentere for, hvis jeg skal forstå, hvad du mener.

randi christiansen

Leo Nygård - Hvis man forsøger at løse den økonomiske såkaldte krise (jeg har forstået at pensionsfondene ligger inde med det svimlende beløb af 2600 milliarder - men de tilhører jo de få priviligerede, og - kan jeg forstå - skal da ihvertfald ikke komme almenvellet tilgode?) uden at indtænke økologien, vil det kun blive ufuldstændige løsninger. Hvis man derimod tænker økonomien økologisk, vil problemerne kunne løses i den rette rækkefølge.

For at kunne gøre det, skal der flyttes ornli meget rundt på brikkerne i visse folks hjerner - hvis man undlader, blir der flyttet rundt alligevel - men så blir det mere kaotisk pga den manglende samordning.

Man sku syns, det ville være bedre med en kontrolleret og bevidst hensigt.

Niels-Holger Nielsen

randi

En pensionskasse er en privat virksomhed, som efter loven skal drives efter 'størst' muligt afkast. Uanset at der ikke bliver meget til pensioner, når kapitalismens uhyrligheder har taget livet af vores eksistensbetingelser.

Alt, hvad vi rører ved, er klistret ind i kapitalismens øko-mord. Og administratorerne er en del af det rådne system. Når først man har fået øjnene op for uhyrlighederne, er det næsten umuligt at se andet end dem.

Niels-Holger Nielsen

Som Peter Jens citat så udmærket viser, er Socialdemokraternes mission fuldført. Så kan evt. trofaste partistøtter gøre op med sig selv, hvad de har fået ud af et måske livslangt troskab.

At firebanden ikke en gang har fået en kyndig til at rette det sproglige makværk (det dunkelt udtrykte, er det dunkelt tænkte) er selvfølgelig kun en detalje, men en meget sigende sådan. Man vil ikke tages med bukserne nede på baggrund af klare, umisfoståelige tilkendegivelser, og er i øvrigt skide ligeglad med de stakkels mennesker, der skal læse sig igennem makværket, som ellers er lang nok i sig selv. Selvafklædning for åbent tæppe. Da jeg i går læste kronikken, troede jeg først ikke mine egne øjne. Lad det parti dø i stilhed og skam.

randi christiansen

Niels Holger - Ja, og mit ærinde lige pt er at forsøge at anfægte den ´lovlighed´ hvormed disse pensionsfonde er konstrueret - er der i virkeligheden tale om en konstruktion, der uretmæssigt forfordeler nogen på bekostning af andre - de, der nu skal være syndebukke i et system, der grundlæggende er fejldesignet? Ref. Preben Wilhjelm.

Jeg vil ikke stiltiende finde mig i både at blive bestjålet og samtidig blive hånet for at være fattig og arbejdsløs.

randi christiansen

MBP - Har du læst Preben Wilhjelms redegørelse for hvorfor markedsmekanismen som grundlæggende økonomisk styringsinstrument automatisk fører til at selv små ubalancer bliver selvforstærkende - derfor er konkurrenceøkonomi en dårlig ide

Der må en overordnet styring til, som samordner aktiviteterne - ingen virksomhed med respekt for sin egen pengepung ville overlade utøjlet konkurrence at styre - hvorfor så på verdensmarkedet?

Steffen Gliese

Jeg ved ikke, hvorfor folk stik imod al erfaring tror, at konkurrence fremmer det bedste i folk, når det er stik modsat.

Randi 18.45 . - Ja det er nogenlunde det jeg prøver at beskrive. Tidsfaktorene og det relative i "kriserne".
De socialister, der mener at kriserne er kapitalismens kriser, kommer virkelig på arbejde, når de vil indføre verdenssocialismen. Det må sige at være en utopisk umulighed, når verdens ledere ikke engang kan enes om at indføre en fornuftig regulering af finansverdenen og cop`erne ikke lige frem kan sole sig i succes.
De der istedet for vil være mindre ambisiøse og adressere kriserne hver for sig og ordne gældskrisen først og relativt hurtigt, har en bedre chance for succes.
Derefter kan verden tage sig af klimaet, også fordi de motiverende virkningerne af griskheden vil være tydeligere, som tiden går.

@ Randi Christiansen
Tak for link.
Preben Wilhjelm er stadig et af de bedste hoveder, vi kan mønstre.
Jeg kan imidlertid ikke helt gennemskue, om han har ret i, at massekonsum er en forudsætning for kapitalismens overlevelse.
Når det ikke var tilfældet under den tidlige kapitalisme, hvorfor så nu?
Kan der virkelig ikke længere skabes profit den dag, lønmodtagerne har fået presset hinanden ned på subsistensniveau, og entreprenørerne derpå i stedet for massekonsumptionsgoder sætter dem til at bygge paladser, private parkanlæg, beskyttelsesmure, kæmpe-gigant-yachter, private jets og den slags?
Med et passende repressionsapparat og forbud mod blokader, må det vel kunne lade sig gøre?

@ Leo Nygaard
Den analyse, der bliver præsenteret i Søren Steen Nielsens bog går meget kort fortalt ud på, at vores planets – i sagens natur – begrænsede ressourcer allerede nu ser ud til at umuliggøre reel økonomisk vækst – i hvert fald i vores del af verden. På ikke så lang sigt vil denne begrænsning imidlertid gøre sig gældende globalt.
Da kapitalisme og økonomisk vækst er uadskillelige størrelser, er den kapitalistiske epoke således ved at lakke mod sin ende.

Steffen Gliese

Olaf Tehrani, du overser, at der allerede i dag bygges paladser, private parkanlæg plus de andre ting, du remser op.
Kapitalismen behøver vel ikke at betyde evindeligt forbrug af det samme, derfor skifter produkterne på hylderne, for forandringens snarere end akkumulationens skyld, set fra forbrugerside.
Men det er jo komplekst, for af hensyn til arbejdspladser må det jo tænkes, at fabrikationen af det ene består, mens noget nyt kommer til. På den måde veksler behovet for arbejdskraft mellem virksomheder i ind- og udland og gør arbejdslivet uberegneligt og stressende for alle i privat fremstillingsvirksomhed (og handel og service).
Derfor kan socialdemokratisk politik aldrig være andet end at dulme virkningerne af disse udsving igennem en lov, der kompenserer de for tiden arbejdsløse.

Steffen Gliese

Det gør det vel, hvis kapitalismen skal blive altomfattende og baseres på omsætning, Olaf Tehrani. Taler vi om en lille forkælet (eller -ølet) overklasse, der forbruger det hele, vil den nødvendige udvikling næppe kunne genereres.
Desuden skal man trods alt huske, at den medfølgende teori i det mindste går ud på rent teoretisk ,at man ved at smøge ærmerne op kan få del i velstanden.
Skulle man tage konsekvensen af det, burde liberalisterne være modstandere af al privat arv.

Randi og Tehrani.

En ryger ved alt om rygningens skadelige virkninger på helbred og økonomi.
Der er flere scenarier :

- Tager en fornuftig beslutning, holder op eller reducerer betydeligt.
- Kraftig afgiftsstigning indføres, så det virkelig kan mærkes.(Og skæpper i statskassen)
- Rygeren fortsætter, mens tiden går, til den personlige økonomi påvirkes afgørende, mens ubehaget forstærkes og terminal konsekvens måske indtræder.
- Rygeren får at vide af sin omgangskreds i god tid, at NU stopper du, din paria, ellers :-((.........!
- Tobakken forsvinder fra hylden hos de idealistiske, lokale købmænd. Rygeren handler udenbys.
- Tobakken kriminaliseres, dyrkning og handel. Illegal marked opstår.

Hvad tror I der vil ske ?
Jeg håber analogien er tydelige og holder vand.

randi christiansen

Leo - " når de vil indføre verdenssocialismen."

Den kommer nok til at indføre sig selv før eller siden - spørgsmålet er, hvormange lidelser menneskeheden skal gennemgå, før tiøren falder

Og det kan vi socialister = sociale væsener - så arbejde på sker før

Randi - Dèr kom du med tidsfaktoren igen (rygeren fortsætter....), sammen med oplysningsfaktoren (rygeren får at vide af sin omgangskreds ....)

Held og lykke med Sisyfosarbejdet. Mon ikke det er for tidskrævende.

randi christiansen

Leo - nu er jeg trods alt ikke ene om at påpege en disharmoni, der bliver mere og mere indlysende - ref Preben Wilhjelm, Jørgen Steen Nielsen, Herman Daly og mange flere - så jeg satser på, at hastigheden hvormed den selvforstærkende effekt, som de indlysende sandheder har, er høj nok til at forhindre endnu større katastrofer end de allerede sete.

Ja men, hvad har jeg andet at klynge mig til end håbet om, at fornuften indfinder sig i selv de allermørkeste afkroge. At menneskeheden vil være i stand til at hæve sig til et højere evolutionært stade, og ikke fortsætte med selvødelæggelsens tåbelige unødvendigheder

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Har været væk, så derfor det sene svar.
Jo, du har ret. Jeg mente det på den måde, at ud fra en karrieresynsvinkel, handler de fornuftigt nok, men ud fra hvad der tjener vores fremtid, er det ikke godt. Dilemmaet for mange politikere må være, at de ikke kan vælges på det, de virkelig mener, skal til, og så siger de noget, folk kan lide at høre.
En ren politisk klassiker.

Jens Holger Laursen

Politikere og eksperter ynder at fremstille økonomi som mere uoverskueligt og kompliceret end højenergifysik. Det er de til dels lykkedes med. Mange almindelige folk står helt af debatten.
Men økonomi er bund og grund simpel regning og matematik, men vigtigst af alt, er det umuligt at forklare en sammenhæng, hvis det er forbudt at sige sandheden.
Derfor bør det slås helt fast, at denne verden ikke siden 1913 har haft en fri markedsøkonomi.
Monopoler har gennem århundreder sat sig tungt på økonomien, hvad de færreste indser, er at bankerne har monopol på penge - og i karteller - bestemmer prisen og mængden af penge i alle samfund på jorden - måske på nær Iran og Nordkorea. Deraf følger, at bankerne har kontrol over stort set alle tænkelige markeder. De er casinoet - og vi er alle tvangsindlagt til at bruge deres meget dyre chips.
Derfor kan krisen heller ikke være en uundgåelig følge af nogen fri økonomi - det modsatte er igen tilfældet: I en fri økonomi opstår der ikke kriser. Kriser opstår fordi et eller flere givne markeder pustes op i bobler med billige penge, hvorefter långiver og fæller stille trækker sig ud af markedet, før de trækker stikket og ender som ejere af det halve Grækenland.

Sider