Selv om nogle adoptivforældre eller -børn måske savner en revurdering af ideen om den ’rigtige måde’ at få børn på, understreger sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S), at det ikke er regeringens opfattelse, at adoption skulle være hverken mere eller mindre rigtigt end inseminering.
»Men jeg kan sagtens forstå, at det nogle gange kan opleves sådan, når man lytter til debatten,« siger hun. »Nu har vi kæmpet hårdt og indædt for at gøre behandling mod ufrivillig barnløshed til en del af det danske sundhedsvæsen, og så er det naturligt, at nogle tænker: ’Nå, hvad så med os?’ Men så er det jo heldigvis sådan i dag, at vi har statsstøtte til adoption.«
– Men statsstøtten dækker kun en lille del af den samlede regning. Adoption er dyrt sammenlignet med fertilitetsbehandling, så hvorfor ikke ligestille de to økonomisk?
»Folketinget blev for nogle år siden enige om netop at give støtte til adoption, fordi man kunne se, at de mange udgifter i stigende grad blev et problem. Men derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at når man bruger kunstig befrugtning, har man ikke garanti for at få et barn. Når man først er godkendt til at kunne adoptere, er man derimod garanteret at få et barn.«
– Udover på det økonomiske område er der heller ikke ligestilling i godkendelsesforløbet. For at adoptere skal man gennem et langt og besværligt forløb. Er det ikke på tide at løsne de krav?
»Jo, det kan godt være. Men det skyldes ikke kun den danske lovgivning, men også krav fra donorlandene. Nogle lande kræver f.eks., at forældrene skal være kristent gift, men vi forsøger løbende at forhandle med dem.«
– Hvorfor får landene lov til at stille disse krav?
»Der er meget få børn i verden, som opgives til adoption fra donorlandene, og derfor kan landene stille omfattende krav. Efterspørgslen er enorm. I en lang periode har der dog været en tendens til, at man skærpede kravene i forhold til adoption. Det er muligt, at der nu er behov for at kigge på, om man skulle gå en anden vej.«
