Finanskrisen er blevet fortrængt af en gældskrise, og både politikere og økonomer giver os det indtryk, at gældskrisen er den sidste sten på vejen mod ny vækst og fremgang. Det er misvisende. De seneste år har budt på stadig mere alvorlige krisesymptomer, og gældskrisen er kulminationen på årtiers vækstkrise. Aktuelt er der minusvækst i Europa og markant opbremsning i væksten i USA og Kina. Der er ingen tegn på ny høj vækst. Krisen spidser til.
Systemet er afhængig af en uendelig vækst i BNP på mere end to procent om året. Efterkrigstiden var præget af en historisk høj vækst på grund af fattigdom og rigelige ressourcer, men i 1970’erne begyndte en række problemer at melde sig på grund af rigdom og nedslidte ressourcer. På det individuelle plan oplevede folk i stigende grad grænser for arbejde og forbrug, på det sociale plan opstod der udbredt skepsis overfor velfærdsstaten, og oliekriserne var signaler om tiltagende knaphed på naturressourcer.
Der skete en opbremsning i væksten, da det blev sværere og sværere at få folk til at arbejde og forbruge mere, samt at finansiere velfærdsstaten. Og de naturlige grænser for vækst blev i stigende grad en økonomisk faktor.
Voksende gældsbyrde
Siden 1970’erne har vi i de rige lande set en markant tendens til aftagende vækst. Det er i denne sammenhæng, at gældskrisen er afgørende og aktuelt spidser til. For gæld var og er en løsning på vækstkrisen, der dog samtidig skaber grundlaget for en endnu mere omfattende vækstkrise.
Det, der er sket i de seneste årtier, er, at gæld er blevet den essentielle faktor i kapitalismen. Gældsopbygningen har kompenseret for det aftagende vækstpotentiale. Gælden indebærer, at fremtidens vækst bliver rullet tilbage og realiseret i nutiden. Væksten bliver altså holdt oppe ved, at der tæres på fremtidens vækst. Siden 1970’erne er både den individuelle, offentlige og økologiske gæld vokset systematisk.
På det individuelle plan er husholdningernes gæld vokset kraftigt i alle rige lande og udgør i dag typisk mere end 100 procent af den disponible indkomst. Danmark ligger her helt i toppen med mere end 300 procent.
På det sociale plan er den offentlige gæld vokset i tilsvarende høj hastighed fra under 40 procent af BNP i de rige lande som helhed i 1970 til mere end 100 procent i dag.
I de mest gældsplagede lande som Grækenland, Spanien og Italien er gælden vokset eksplosivt.
Det økologiske underskud er også vokset kraftigt i de rige lande. Siden 1980’erne er der endda opbygget en voksende global gæld, da det økologiske underskud i de rige lande i stigende grad overtrumfer det økologiske overskud i de fattige lande.
Modvækst erstatter lavvækst
På trods af voksende gældsbyrder har udviklingen i de rige lande dog været præget af, at de økonomiske opsving er blevet kortere og den gennemsnitlige vækst lavere. Det stort opreklamerede opsving i 00’erne varede fire år, og den årlige vækst var kun halvt så høj som gennemsnittet i 1960’erne.
Gælden har forskudt og forstærket vækstkrisen. Den grundlæggende dynamik er, at udtømningen af fremtidens vækstpotentiale skaber stigende problemer, i takt med at fremtiden bliver til nutid.
Vækstpotentialet bliver stadig svagere, og gældsbehovet vokser tilsvarende. Systemet skubber et voksende problem foran sig. Den aktuelle gældskrise er et symptom på, at en ny tærskel er overskredet. Fremtidens vækstpotentiale er nu også udtømt, og vækstkrisen manifesterer sig med fornyet kraft.
Tidligere supplerede gælden en svag vækst, men i dag kompenserer voksende gæld for minusvækst. Alene den offentlige gæld vokser aktuelt meget mere and BNP i de rige lande. Uden eksplosivt voksende gældsbjerge ville vi altså opleve markant modvækst.
Det private og offentlige forbrug holdes oppe i en situation, hvor begge dele ellers ville være faldende. Dette indebærer, at de aktiver, der kan belånes, har essentiel betydning. For individers vedkommende er ejerboliger helt afgørende, og socialt set er statens kreditværdighed det vigtigste aktiv.
Nyt vækstbillede
Siden 1970’erne har der været en tæt sammenhæng mellem boligpriserne og det private forbrug. Vi så det i 1990’erne, hvor det økonomiske opsving gik hånd i hånd med høje og vedvarende stigninger i boligpriserne, og vi så det i 2004-2006, hvor himmelstormende boligpriser dannede grundlag for en ’forbrugsfest’.
Men de kraftigt faldende boligpriser i 2008-9 faldt også sammen med et stort fald i forbruget. I de seneste år har vi set stagnerende boligpriser og et stagnerende privat forbrug.
I forhold til det offentlige forbrug afhænger lånemulighederne grundlæggende af statens kreditværdighed. De hårdest ramte lande risikerer statsbankerot, men kreditværdigheden er i de rige lande som helhed stærkt tynget af store gældsbyrder, som kun ser ud til at vokse og vokse i de kommende år.
For forbruget som helhed er renten blevet den essentielle indikator. Renten er prisen på gæld, og hvis denne er lav, så er gæld billig. Højere rente betyder derimod dyrere gæld. Stigende forbrug forudsætter en meget lav rente, og aktuelt er renten da også rekordlav i de toneangivende rige lande. Alligevel udebliver væksten.
Faktisk er der ingen af de kendte instrumenter, der virker i den aktuelle situation.
Der bliver gennemført en række tiltag for at genskabe væksten. Det er varierende kombinationer af nyliberal og keynesiansk politik. Rentepolitikken er nyliberal, og de lave renter i midt-00’erne fortrængte krisen i årtiets begyndelse. Men sammen med nyliberale dereguleringer af boligmarkedet stimulerede de lave renter også boligboblen, som banede vejen for den efterfølgende finanskrise.
Aktuel vækstpolitik
Nyliberale fokuserer på stimulering af især boligmarkedet og genopretning af staternes kreditværdighed gennem nedbringelse af statsunderskuddene. Men boligpriserne er stadig oppustede, og de offentlige nedskæringer reducerer væksten yderligere. Vi ser ekstreme versioner af denne politik i lande som Grækenland og Spanien, men nyliberal politik er toneangivende i Europa som helhed, der aktuelt er præget af kronisk nulvækst.
Den nyliberale politik bygger på en forestilling om et stort og vedvarende vækstpotentiale i den private sektor, men det er en fatal illusion.
Keynesianere stimulerer i stedet forbruget direkte. Det private forbrug stimuleres gennem skattelettelser, og det offentlige forbrug hæves yderligere på trods af store statsunderskud. Forestillingen er, at denne politik vil skabe en så høj og stabil vækst, at statsunderskuddene på længere sigt forsvinder. For keynesianere er vi aktuelt i samme situation som i krisen i 1930’erne: Vi oplever en konjunkturnedgang i en situation med et stort vækstpotentiale.
Men vi lever ikke i 1930’erne. De rige lande er præget af meget nedslidte ressourcer, og derfor fører keynesiansk politik i den aktuelle vækstkrise ikke til stabil høj vækst, kun til eskalerende offentlig og økologisk gæld. Det er USA det bedste eksempel på. På trods af et kronisk statsunderskud siden finanskrisen på 10 procent af BNP om året og en økologisk katastrofekurs, har der kun været moderat og skrøbelig vækst i USA. Aktuelt er væksten lavere end de magiske to procent.
Vi står altså aktuelt i en tilspidset vækstkrise. Det afgørende symptom er gældskrisen. Og der er ikke umiddelbart en vej ud af denne fatale systemkrise.
Peter Nielsen er lektor på RUC og har bidraget til bogen ’Modvækst’, der nu kan downloades gratis på www.modvaekst.dk
Boligpriserne har været og er også en funktion af en uhensigtsmæssig by- og landsplanlægning, hvor efterspørgslen "klumper" sig sammen.
Målsætningen bør være, at bolig , arbejdsplads og skole / børnehave o l typisk skal ligge mindst inden for ca 30-40 minutter fra hinanden.
Det kræver en overordnet planlægning af placeringen af boligområder , arbejdspladsområder og skoler/børnehaver m v.
Så får vi også automatisk en spredt boligefterspørgsel, så man undgår priser , der er uden af trit med de faktiske omkostninger ved at bygge / vedligeholde en bolig.
Beskatning af en vare fjerner varen fra markedet ( defor beskatter man tobak o l) - og boliger er en vare som alle andre varer , så vil vi have flere gode boliger så kræves bedre planlægning og færre boligskatter.
Faktisk burde det være en menneskeret at kunne komme til at eje sin egen bolig ? (Vi går jo heller ikke rundt i tøj og sko, der ejes af andre ?)
De øvrige elementer i artiklen er desværre også præget af, at det er svært at "tænke uden for boksen" .
@Kroll: Peter Nielsen påpeger at vækst- finans- og gældskrisen hænger uløsligt sammen med ressourcemangel. Det kan ændringer i beskatningen ikke lave om på.
@ Kroll
Det er uhænsigtsmæssigt at sprede boligmassen. Det kan bedre betale sig for samfundet at klumbe boligmassen sammen.
Det der holder boligmarkedet i mangel er, at der lefles for boligejerne. Så længe boligen ses som en investering, så ønskes det ikke, at der kommer flere boliger på markedet (da det vil sænke priserne). Boligpriserne steg fordi det blev muligt at låne lette penge (og førstegangskøberne var nød til det) derefter kunne tidligere ejere købe endnudyrere boliger (da de ikke længere skulle bekymre sig om øget beskatning). Hvis man læger beskatningen på gevindsten, så dæmper man op for spekulatioons elementet og gør boligbyggeri til det det burde være, en vurdering af omkostningerne i forhold til at bo der eller have lejere.
Artiklen illustrerer til perfektion den idiotiske opgørelse af ting i pris - for uanset vækstens fald, så er der i dag mere af alting at forbruge end tidligere, udviklingen har givet os masser af nyt, men den har endnu mere forenklet og muliggjort hidtil utænkelige aktiviteter og produkter - og det giver muligvis mindre vækst, fordi det kræver mindre slid og møje, men er i realiteten ægte fremskridt.
Markedets prissættelse tager slet ikke højde for de reelle forbrugsmuligheder for størstedelen af jordens befolkning, og derfor har vi ikke råd til markedsøkonomien, der slører brugsværdien af varer og tjenesteydelser.
Gældskrisen er en vækstkrise.
a selvfølgeligt er den da det..........eller omvendt, hvilket er totalt det samme som at diskutere hønen eller ægget.
Men som det ganske rigtig bliver påpeget er der ikke grundlag for vækst i dette land/region og derfor er vore politikeres politik, forkert, kortsynet og måske kun egnet til at skaffe genvalg.
Lykketoft kender problematikken, for han har haft en udsendelse på Dr P1 om det, så Helle kunne jo spørge "den gamle", hvis landets vé ellers har interesse.
Og begynd så at regére, skab rammerne for markedet istedet for at lade markedet råde. Vi VED det ikke duer, vi har set det mange gange og tiden er ved at rende ud.
Modvækst, nu!
Et simpelt spørgsmål : Hvad er alternativet til frit konkurrerende marked ?
Et frit marked findes ikke. Alle lande har lavet deres reguleringer i større eller mindre grad, i form af skatte, afgifter og love. Det frie markeds begrænsninger fandt man ud af kort efter Adam Smith omkring 1760 og det frie marked har siden været et levn og en myte blandt liberalister.
Ingen liberalistiske økonomer ønsker det dog for alvor, de tør bare ikke sige det højt, men til gengæld praktiseres det så heller ingen steder, som sagt.
Forskellen på neoliberalisterne og Keyanerne er hvad de vil regulerer. Neoliberalisterne vil regulerer menneskerne og lade økonomien bestemme. Keyans vil regulerer økonomien og lade menneskerne bestemme.
Leo Nygaard, at yde efter evne og nyde efter behov, eller omvendt, om man vil.
Som det foreligger: 1) de, der har mere end tilstrækkeligt, og det er en helt objektiv betragtning, at de har, er dem, der vil have mere, 2) de vil have det på bekostning af andres frihed til at få og arbejde mindre.
Der er for mange ydervægge i Danmark og det er på mange måder en dårlig forretning, selv om det kan se godt ud på papieret.
Skeel.
Først siger du :" Og begynd så at regére, skab rammerne for markedet istedet for at lade markedet råde"
og så siger du ." Et frit marked findes ikke. Alle lande har lavet deres reguleringer i større eller mindre grad, i form af skatte, afgifter og love."
Dvs, at markedet er frit i den grad reguleringerne tillade det.
Og så kan jeg gentage spørgsmålet : Hvad er alternativet ? (Peter Hansen)
Flemming Scheel Andersen: Du har nok misforstået hvad frimarketsbegrebet betyder, og jeg tvivler på at du læst Adam Smith når du udtaler dig på den måde.
Skatter og regulationer er ikke en modsætning til et frit market. Det vigtige er at alle rammes på samme måde og at ikke et lille fåtal må monopolisere og danne kartel.
Til nogle bemærkninger til mit indlæg ovenfor:
Beskatning skaber ikke i sig selv værdier - men en fornuftig anvendelse af skatterne kan medvirke til at skabe værdier ( såvel materielle som immaterielle).
Ressourcemangel er ikke det langsigtede problem - kommer vi ud over afhængigheden af olie og naturgas, så "restproblemet" at finde nye kunststoffer til erstatning for visse metaller m v. - og det lader sig gøre.
Det kan ikke betale sig at "klumpe " mennesker sammen - det skaber stress og konflikter. Og vi er på vej mod en individuel transport ( elbiler, hybridbiler, brintbiler m v med genanvendelig dele) der er forureningsfri, bærdygtig og fleksibel, så vi behøver ikke indrette fremtiden ud fra dagens tekniske standard for benzin og diesel bilerne.- Der er alså ikke noget "klumpebehov.)
ihvertfald må man konkludere, at de aktuelle styringsmekanismer kun styrer ud i kaos ...
Se denne artikel:
http://www.businessinsider.com/how-to-fix-the-economy-in-one-simple-char...
Leo Nygård
Jeg ser ikke, hvad dit problem er?? Noget jeg har mi
sforstået??
Jon Rosengren
Hvor ser du at jeg har læst Adam Smith?
Jeg konkluderede, hvad mange andre har, at det frie marked ikke var ønskeligt og man derfor siden har reguleret det og at det derfor må være en myte og et levn. Er du uenig syns jeg det er fint, men læg mig ikke ord i munden. Hvis du mener det frie marked eksisterer vil jeg gerne vide hvor??
Uden afgifter kunne ikke mange vindmøller konkurere men traditionelle energiformer og det er da een af måderne, man regulerer på. Hvis du ikke finder det i modstrid med et frit marked (energi) såååee.
Jeg har ikke troen på at resurser er uudtømmelige, ikke sådan at de mange kan få glæde af dem. Billige resurser har hele tiden været grundlaget for masseproduktion, hvis resurserne er få vil de være forbeholdt de få.
Selvfølgeligt er sammeklumpning til skade.
Sammenhængen er mere kompliceret. Penge genereres ved udlån. Hvis alle i hele verden indløste deres gæld ville der ikke være penge.
Men der skal jo betales flere penge tilbage end der blev udlånt. Renter. Uden vækst i økonomien ingen penge til at betale renter!!
Jeg savner så meget at man beskæftiger sig med sammenhængen mellem renter og vækst.
Jeg har indtil nu kun kunnet finde noget på amerikanske hjemmesider se f.eks. http://www.lietaer.com/
Penge forøges vel af værdi i produktion eller ydelser, enten i værdi eller mængde??
Pengenes værdi er helt afhængig af hvad andre vil indløse dem for. Pengemængden er bestemt af hvor mange penge der lånes ud. Man vil selvfølgelig helst låne penge ud mod garanti, gerne i fast ejendom. Men her er prisen afhængig af hvor meget folk vil give for den. Og hvor mange penge folk har, hvor mange penge der er i omløb.
Det er selvfølgelig voldsomt meget mere kompliceret. Der kommer jo også penge til udefra, men alle valutaer er genereret på samme måde. Ved lån. Mod renter.
Da kun, Flemming Scheel Andersen, fordi nogen har bestemt det. Markedsprisen har jo intet med brugsværdien at gøre, direkte, og slet ikke i dag, hvor få menneskers få timers arbejde fremstiller, hvad en hær før var uger om.
Noget rodet artikel her. Nu kan man altid diskutere prioriteringer og derfor hvad der er ønskværdigt. At dømme efter den internationale og den danske debat så er vækst, specielt i beskæftigelse, den absolutte topprioritet.
Set i det perspektiv er gæld ikke en krise men en forudsætning. En forudsætning for vækst. Vækst forudsætter efterspørgsel der ikke modsvares af en produktion men derimod af gæld. Børnefamilier er de eneste som opfylder kriteriet for at kunne skabe vækst.
Artiklens reflektioner omkring boligpriser er ikke et årsagssammenfald men et tilfældigt tidsmæssigt sammenfald. Derfor er den manglende efterspørgsel på bolig heller ikke udtryk for noget vigtigt.
Når vi ikke har vækst i Danmark er det fordi vi ikke føder børn længere og ikke har gjort det i mange år. I forhold til Asiens befolkningstal mangler vi 7 mill. danskere i dette lille land vi kalder Danmark.
Valget står mellem børneproduktion eller landbrugsproduktion. For vi skal forberede os på fremtiden som vi læser den i historiebogen.
Pengenes værdi afgøres af hvad andre vil indløse dem for ok. Men uden en bagvedliggende produktion er det næppe meget. Den faste ejendoms værdi er da fuldstændigt det samme, som jo tydeligt kan ses af boligboblen der sprang. Der var ikke dækning for værdien i produktionen, og denfalder i værdi. Det samme er gældende for vor købekraft. Renter er vel er udtryk for den forventning man har om tilbagebetalingevne og den kommer så nok heller ikke af ingenting??
Artiklen antyder kraftigt at der er tale om at verdenssamfundet som helhed gældsætter sig. Det er selvfølgelig noget vrøvl - gæld er altid gæld til nogen, og dermed er netto-gældsætningen nul.
I Danmark er betalingsbalancen også positiv, så der er altså (netto) tale om at staten låner penge af indenlandske investorer. Denne vækst er altså ikke "lånt af fremtidens vækstpotentiale" - men ved at kapitalejere udskyder deres forbrug til fremtiden, mens det offentlige rykker forbruget fra fremtiden til i dag.
At husholdningernes gæld er 300% af indkomsten er derudover også et sandt udsagn, der er egnet til at fortegne billedet - da der er tale om bruttogæld, hvor der ikke er taget hensyn til formuer, herunder ejerskab af egen bolig.
Scheel, 17.11 - Bare det, at der var en tilsyneladende modsætning i dine to indlæg i starten ?
Mit spørgsmål 12.32 ud i æteren om alternativet til et (altså relativt !) frit marked, er forårsaget af, at socialister altid klager over det kapitalistiske marked.
Der er mange slags undermarkeder :
Bank-, kredit-, heste-, kræmmer-, bolig-, arbejds,- og det generelle handelsmarked, lokalt, nationalt og globalt.
Men det er der ingen, der har lyst til at svare på :-) ;-/
We live in a political world
Love don't have any place
We're living in times
Where men commit crimes
And crime don't have any face.
(Zimmerman)
Leo - hvis du læser Preben Wilhjelm får du svar : http://www.information.dk/files/fakta/uploads/PW%20-%20tekst%20til%20net...
Leo Nygård
Jeg kan ikke se modsætningen. Jeg kritiserer vor "regering" for ikke at lave fornuftige rammer for markedet/r her i landet, istedet for at lefle for det og gøre det mindre restriktivt.
Bankerne er et godt eksempel på at markedet IKKE formår at regulere sig selv på fornuftig vis og eksemplerne er legio.
Du spørger så som tilhænger: Hvad er alternetivet til et frit marked. Jamen det er jo det der har været siden 1760erne: Et reguleret marked..... i større eller mindre grad.
Ingen har tillid til det frie marked i virkeligheden, det er blot et slagnummer der hæves ved festlige lejligheder, ligesom den anden side har side.
Men du kender jo din hverdag lige så godt, som jeg kender min og der finder du så dit alternativ til det frie marked, masser af ting der ikke ønskes solgt og dermed forbudt, afgiftsregulerede varer i forskellige grader, dels for at skaffe indtægter, dels for at adfærdsregulere. ikke engang dine kartofler er afgiftsfri.
Heller ikke dine "undermarkeder" er fri for regulering i en eller anden form.
Og så skal jeg da gerne slå fast, at jeg ligesom alle de andre haller ikke tror på det frie markeds velsignelse, hvilket jo netop var det jeg sagde, blot med færre ord
Scheel - Lidt træls at tærske langhalm på dette, når det åbenbart er bare et spørgmål om ord og definitioner.
Når du siger :
" .....skab rammerne for markedet istedet for at lade markedet råde” , siger du jo at der er grader af frit marked.
Selvfølgelig er markedet reguleret og at denne regulering bør finde sted efter erfaring om samfundsskadelige virkninger. Det er vi enige om. Men ud over reguleringerne ligge et frit marked, åben for spekulation. Se aktuelt kornmarkedet, som følge af tørken i USA og de hysteriske, lynhurtige valutatransaktioner uden nogen varehandel bagved.
Så meget har jeg da forstået.
Svaret på mit spørgsmål, som ingen vil svare på, kunne jo være, at al jord og råstoffer bør ejes af staterne, som tilrettelægger kvoter, rationeringskort og priser osv.
Altså statsstyret planøkonomi, uden "markeder" og uden mulighed for spekulation.
Altså socialisme og statskapitalisme.
Eller hvordan man ellers vil beskrive det.
Den er der vist alligevel ingen der vil hoppe på. Selv Enhedslisten.
'Det, der er sket i de seneste årtier, er, at gæld er blevet den essentielle faktor i kapitalismen.' (min fremhævning, nh)
'Vi står altså aktuelt i en tilspidset vækstkrise. Det afgørende symptom er gældskrisen. Og der er ikke umiddelbart en vej ud af denne fatale systemkrise.' (min fremhævning, nh)
Peter Nielsen er økonom. Har han noget grundforskning, der løse modsætningen mellem disse to udsagn. Hvad vil det i øvrigt sige, at noget er 'faktor i kapitalismen'? Hvad er, snart sagt, ikke det?
Hvis noget er essentielt betyder det vel, at det er tæt på, i familie med, eller på anden måde tæt knyttet til årsagen. 'Det afgørende symptom er gældskrisen.' Hvorfor? Afgørende for hvem, og afgørende for hvad?
Peter Nielsen har ret i, at kapitalismen belåner fremtiden, jeg vil nærmest kalde den et angreb på fremtiden. Sådan har den jo altid været.
'Der skete en opbremsning i væksten, da det blev sværere og sværere at få folk til at arbejde og forbruge mere, samt at finansiere velfærdsstaten. Og de naturlige grænser for vækst blev i stigende grad en økonomisk faktor.'
Det der med, at det blev sværere og sværere at få folk til at arbejde, lyder lidt glistrupsk, lidt ceosk, og lidt LAsk. Sådan, som jeg husker det, var der tale om en arbejdsløshed, der mellem 1972 og 1993 svingede mellen 200.000 og 400.000. Men altså, folk ville ikke arbejde mere. Midt i halvfjerdserne ringede ungdomsarbejdsløsheden på 70.000 og senere raidede de unge supermarkederne, som i Spanien i dag. I hele perioden var den sociale tryghed større end den er i dag. Jeg var HT-chauffør, og vi lavede faktisk et forsøg med abejdsfordeling i efter de store bataljer om Århus' skrald. Tre uger på arbejde, og en på støtten. Uddannelsesmulighederne på dagpenge var langt rigeligere end i dag. Der var meget mere revalidering og det var billigere at studere. Du havde krav på arbejdstilbud, så du kunne optjene ny anciennitet. I praksis var den periode du kunne modtage understøttelse syv år. Periodens rekord blev sat af en mand som havde været i systemet i 13,1 år uden et reelt arbejde. Sådan måtte det jo være, når man demonterede al dansk sværindustri over en kort periode. Men altså, jobbene var der ikke. Derfor arbejdede folk gennemsnitligt mindre end i dag.
Det er rigtigt, at de naturlige grænser for vækst blev en økonomisk faktor. Først og fremmest og i første omgang med oliekriserne. Disse er helt grundlæggende for systemets udvikling i små to generationer. Råvarer, mineraler og skæppemål vedblev at være billige eller faldende helt frem til efter 2000. I dag er de naturlige grænser blevet en generel dæmper på den økonomiske vækst. Vækst er blevet dyr.
Gælden har sin rod i udbytningen. Man kan ikke på en gang have slaver og kunder. Kravet om profitmaksimering. Men lønarbejderne var jo blevet ejere i de gode tider, så de kunne jo låne sig frem og derved holde gang i en økonomi, som først og fremmest var stagnerende på grund af monopolisering og de omtalte naturlige grænser. Man havde plukket alle de lavthængende frugter.
Man kunne spørge Peter Nielsen om de sidste tredive år har været præget af faldende arbejdstid eller af øget udstødning.
Her rammer Peter Nielsen imidlertid sømmet på hovedet:
'Den nyliberale politik bygger på en forestilling om et stort og vedvarende vækstpotentiale i den private sektor, men det er en fatal illusion.'
Kapitalismens fremherskende tendens er monopolisering og stagnation. Tiden er kommet hvor kapitalismen må søge en sidste metamorfose. Hvad lurer de på? De er jo ikke dummere end os andre.
Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud : Gennem FN erklærer alle lande betalingsstandsning og al gæld slettes. EU reduceres til en kulturel og humanistisk klub. :-)
Leo Nygaard
Du kunne ikke lide mit svar kan jeg se, det gav ikke grundlag for at skumle over socialistiske skæmmebilleder, så måtte du jo digte et svar selv???
Niels-Holger Nielsen
Er ret enig i din konklusion, omkring kapitalismens problemer. Mange synes at mene at finaseringsselskaberne er blevet en slags industri der opsuger en for stor del af overskudet ved den reelle produktion op og dermed er blevet for stor i udbytte i forhold til den øvrige industri.
Jeg tror krisen stikker dybere og ikke har løsning uden nye værdi og fordelingsmodeller.
Hvad mener du om det??
Scheel - Du forholder dig jo slet ikke til det, jeg fremfører.
Skal vi ikke bare konstatere en forståelseskløft mellem os. Godnat.
Hvis vi forestiller os, at den vestlige økonomi er et pokerbord med nogle få meget rige spillere og så alle os andre små fisk. En dag beslutter nogle af de rige folk (og som selvfølgelig er pot og pande med casinoet) at forlade bordet og spille på et kinesisk eller et brasiliansk søstercasino.
Hvad sker der ved bordet? Panik. Alle spiller med lånte chips og der er ikke længere noget at vinde, casinoet hjemkalder alle lån, dominoeffekten sætter alle mat og casinoet ender med at eje det hele.
Jeg har vistnok sagt det flere gange: Så længe vi bruger økonomimodeller der regner udsving i boligmarkederne til BNP vil vi uanset hvad finde os selv ude i hampen.
Når boligpriserne stiger er det på kort sigt de unge familier der lider, på lang sigt bliver pris/lønniveauet stadigt presset opad med katastrofale konsekvenser for konkurrenceevnen som så skal imødegås ved at sænke skatter og offentlige udgifter.
Og når boligpriserne endelig falder, hvad faktisk er det mest fornuftige, og markedets automatiske reaktion efter en boble, er det stort set alle der kommer til at lide, ikke mindst de der slet ikke har noget at gøre med boligmarkedet. Igen svarer politikerne ved at sænke skatter og offentlige udgifter.
Til sidst falder samfundet simpelt hen fra hinanden.
Rent glad vanvid, og alle der ønsker alternativer kaldes for idioter eller kommunister.
Det er en rigtig god ide Leo Nygård.