Kronik

Håber, du kom godt hjem fra grisefesten i Patong ...

Vi har skiftet Mallorca ud med Phuket. Men charterignorancen er intakt. Vi tager ikke til Thailand, men til det, vi tror er Thailand. Så længe vi får fodmassage, billig mad og ditto damer, har vi det herligt. Og kniber det med stemningen, kan Bubber og Suzanne Bjerrehus heldigvis bygge videre på vores lumre fordomme
Europæiske turister slentrer på den fluepapirpakkede strand i Patong i Thailand. De seneste 10 år er det blevet så billigt at flyve på chartertur oversøisk, at Thailand har overtaget det, som Mallorca var for 40-50 år siden; danskernes favoritferiested.

Europæiske turister slentrer på den fluepapirpakkede strand i Patong i Thailand. De seneste 10 år er det blevet så billigt at flyve på chartertur oversøisk, at Thailand har overtaget det, som Mallorca var for 40-50 år siden; danskernes favoritferiested.

Yongyot Pruksarak

13. august 2012

Thailand har udviklet sig til at være en af danskernes mest populære feriedestinationer. Det er ikke helt forkert, når mange omtaler Thailand som nutidens Mallorca – ferieøen, hvor alle danskere med respekt for sig selv engang tog på ferie – mindst en gang om året.

Især feriebyen Cala Mayor i Palmas vestlige del var eftertragtet. Her gik det lystigt til i mange år – samlingsstedet var Pepes Bar, der snart fik selskab af en lang række danske restaurationer, der serverede bjerge af danske frikadeller med sovs og kartofler, for tapas var stadig noget fremmedartet og mystisk.

Senere forfaldt bydelen, og det blev næsten pinligt at bestille en ferierejse dertil, så flyvemaskinerne fik større vinger, og danskerne foretrak i stigende grad den thailandske ferieø Phuket som rejsemål. Snart var Pepes Bar og Cala Mayor glemt.

I dag er Mallorca-folket rykket til Phuket, hvor gækken rigtigt slås løs bl. a. i feriebyen Patong.

Her drikkes danske Carlsberg – eller til nød thailandske Chang – og spises frikadeller eller stegt flæsk med persillesovs på lokale cafeer. Mange danske turister afviser at spise fisk- og skaldyr her på stedet – af frygt for, at hummere og krabber ikke er friske … og det i en fiskerby, der ligger ud til havet!

Det er fandme billigt, du

Uvidenheden og fordommene trives i bedste velgående, langt de fleste af danske turister er blinde for kulturen og endnu færre forsøger faktisk at tale – ikke snakke – med thaierne.

Alligevel føler de sig fuldt klædt på til at informere om Thailand og thaiere ved hjemkomsten til Danmark: Det generelle indtryk er, at de er søde og smilende, strandene er gode – og så er det billigt. BILLIGT!

Alt fra ludere til falske Rolex-ure fås til halv pris – det samme gør en gang fodmassage. I dette Turistthailand, som naturligvis absolut intet har at gøre med Thailand, har man indtrykket af, at det halve Nordeuropa får fodmassage hver eneste dag. Enkelte af de mere modige indtager et måltid på et af de små gadekøkkener, hvor de med jubel noterer sig, at de har spist sig mætte for 12 kroner. De husker ikke, hvad de har fået at spise … men det var billigt.Man oplever konstant, hvordan en halvfuld dansk turist iført T-shirt med smalle stropper og en stor ølreklame på maven trykker en gadehandler helt ned i pris for en udskåret elefant eller nogle cd-kopier. De praler ofte af deres evne til at få alting så billigt som muligt – uvidende om, at thailandske gadehandlere altid går ud af en handel som suveræne vindere.

De tingende turister er som oftest dem, der ved hjemkomsten til Danmark hovedrystende og med alvorlig mine fortæller, at der ’stadig er stor fattigdom i Thailand’. Det er ikke fra dem, hjælpen kommer, forstår man.

Bubber som sandhedsvidne

Danske medier er med til at forstærke det helt forkerte indtryk, mange danskere har af Thailand. Senest sendte en tv-station showmanden Bubber til Pattaya. Han koncentrerede sig udelukkende om prostitutionen i byen som – indrømmet – er ganske omfattende. Faktisk er den på niveau med prostitutionen i Danmark, selv om vor egen hovedstad skjuler vore handlede kvinder i kælderbutikker i ly af respekterede ejendomme.

At Pattaya også er en meget stor by med eksklusive restaurationer, fremragende golfbaner, luksushoteller og masser af succeshistorier i erhvervslivet – en kongresby i den helt store stil og med masser af fornuftige planer for fremtiden – det skal vi naturligvis ikke høre noget om.

Vi skal altid præsenteres for en eller anden bondekarl fra Bøvlinge, der via nettet har fået forbindelse med en fattig bondepige fra Nordthailand. Aldrig med en af de mange succesfyldte danskere, der har fundet en thailandsk partner uden for turistbyerne – og i øvrigt lever i et velfungerende ægteskab.

Senere tog det lidt tragikomiske makkerpar Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted til samme by for at jokke rundt i den samme suppedas.

Ja, der er prostitution i Pattaya. Ja, der er mange unge kvinder, som prostituerer sig på grund af fattigdom. Ja, vi ved det godt. Og ja, det skal bekæmpes – men hvor meget er der at forarges over i vort lille land, hvor prostitution er fuldt lovligt?

Og hvad ved vi om prostitution i Indien, Pakistan, Cambodja, Brasilien – Aalborg? Ikke en skid, for der er hr. og fru Jensen ikke på ferie, og i øvrigt er det halvfarligt at lave reportager om prostitution i de lande. Så er det nemmere og ganske ufarligt at lave en ’afslørende’ reportage fra det gæstfrie Thailand.

Tv-stationerne – og de fleste trykte medier – giver næring til de mange fordomme om Thailand. Ludere og lommetyve.

Men hvad ved danskerne egentligt om Thailand? Det land de valfarter til, så snart klokken ringer ferie. Hvad hedder premierministeren? De politiske partier? Forfattere? Største sport? Største eksport? Buddhisme? Nul, nothing, nada! Selv turister, der ligefrem praler af at have holdt ferie 117 gange i Thailand, kender ikke svaret på disse spørgsmål, men prøv at spørg om prisen på en bajer eller et falsk Rolex-ur – de svar falder prompte.

Thailektion på hovedpuden

Og så er der de ældre danske mænd, der opsøger barerne med prostituerede. De får bekendtskaber i barmiljøet, som fortrinsvis beskæftiger kvinder uden nogen form for uddannelse og med prostitution som hovederhverv. Det er fra disse kvinder, denne gruppe mænd får deres basisviden om det thailandske samfund.

Problemet er, at de hjemme i Danmark sidder og fortæller vidt og bredt om forholdene i Thailand. På arbejdspladser, ved familiefester, på gader og stræder.

Og de forbliver uimodsagte, for danske medier interesserer sig ikke for Thailand – kun hvis en tåbelig dansk turist bliver snuppet med narkotika i lufthavnen, eller en ældre mand bliver snydt af en 40 år yngre kvinde. Hvor i verden ville en 60-årig mand i øvrigt ikke blive det af en 20-årig kæreste?

Problemet er, at de fleste danske turister ikke vil til Thailand. Det vil til det, som de tror er Thailand. Der er jo ingen, der gider tage på trekking til nationalparken Khao Yai, der er ingen, der vil besøge en almindelig by som Sa Kaeo, der er ingen, der vil bo i en almindelig by med almindelige mennesker. Dem er der jo ellers mere end 60 millioner af.

Men nej; de danske turister vil ned til frikadellerne, kopi-urene, de falske smil, fodmassagen og – for en særlig gruppes vedkommende – luderne. Men også ned til armoden, fornedrelsen, drukkenskaben, forstillelsen – og falskheden. Det tager de nu i stiv arm, hvis stranden er god, tjenerne høflige og hotellet billigt.

Vi er med andre ord ikke blevet meget klogere end dengang, hvor danskerne gladelig holdt ferie i Francos Spanien og juntaens Grækenland.

Thailand er heldigvis hverken et diktatur eller et juntastyre. Ja, der er korruption. Ja, der er kongedyrkelse. Ja, der er fattigdom. Men der er også demokrati, økonomisk vækst, livsglæde – og kultur.

 

 

Finn Edvard er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettet Bruger

Ret morsom beskrivelse, men at Thailand er demokrati kan man indimellem stille spørgsmålstegn ved. Jeg ville dog hellere være højtæret munk i et thailands tempel end ringeagtet bistandsklient i Danmark.

Sikke dog en gang frelst fis.
Ikke at påstandende, overordnet set, er forkerte, men hvad er pointen med at hive dem frem igen igen, hvis ikke at fremhæve dig selv som et bedre menneske, Finn Edvard?!

Nå, nu har Information været på sommerferie i Thailand - og fået dårlig samvittighed.

Heldigvis kan det bruges i den sædvanlige artikel, og så er rejsen jo også betalt.

Spanien og Grækenland er da tusind gange bedre, og flyveturen er ikke så lang, hvilket er det største minus ved Thailand.

Som så ofte med den slags artikler siger det mere om forfatteren end om den gruppe svage mennesker han nedgør, og bedrevidende fører sig frem på bekostning af.

Men OK, jeg syntes også at proletarer er snævertsynede hjemmefødninger, men jeg går bare lidt stille med dørene.

" ... Mallorca – ferieøen, hvor alle danskere med respekt for sig selv engang tog på ferie – mindst en gang om året. "

Jeg har rimeligt meget respekt for mig selv i behold, men jeg har altså ikke været på ferie på Mallorca ! Og jeg bruger heller ikke Thailand.

Er det forfatteren der småpludrer totalt ude af kontakt med virkeligheden, eller skal jeg ud og kigge mig selv i spejlet ?

Hvis forfatteren har et budskab, synes jeg, at han skulle gøre det klart, hvad det er ... jeg aner hvad han muligvis prøver at give udtryk for, men han skriver det ikke.

Brian Pietersen

det må afgjort være et mål for rigtig mange af informations mandlige læsere, da de er glade for prostitution....

så information har vel bare været nede og kigge på om de skal oprette ture dertil.

Jens Overgaard Bjerre

Det er tv i en nødddeskal. De sender borgerfruerne og showmoralisterne afsted. For at se på - uha - prostitutionen. De kunne være blevet hjemme og gået en tur ind på Vesterbro. Og kikke i EkstraBladet. Her er der traffiking så der vil noget. Danmark er i øvrigt kendt for en eneste ting i asien. Traffiking. Man kan ikke forstå, at man ikke gør noget mod den voldsomme handel med kvinder til prostitution. På Filippinerne er straffen megett overdrevet for samme forseelse: livsvarigt fængsel. Men forfatteren har ret. Det er det nye Mallorca. Og myterne og idiotismen fortsætter som altid fra borgerbørnenes leg med tv. Der er gysser i lorte,t og man forærer hinanden opgaver som er rigtig godt betalt. At det ikke sættes ind i en sammenhæng er fuldstændig ligegyldigt.

Per Torbensen

Oh Siam mit kære Siam

du har tabt din sjæl ,til vestlige kortsynede dekadente
turister,der er den største forureningskilde til verdenens problemer og deres frelste associale tankegang.
Peace on earth.

Esben Maaløe

"Men nej; de danske turister vil ned til frikadellerne, kopi-urene, de falske smil, fodmassagen og – for en særlig gruppes vedkommende – luderne. Men også ned til armoden, fornedrelsen, drukkenskaben, forstillelsen – og falskheden. Det tager de nu i stiv arm, hvis stranden er god, tjenerne høflige og hotellet billigt."

Og samme tilgang har vi til: Mad, kunst, litteratur, musik og tænkning

Jeg giver afsender ret! I denne sammenhæng bliver det interessant at se hvad Anders "Anden" Matthesen disker op med i hans kommende film "All Inclusive", der sætter fokus på samme "vi er ligeglade, så længe det er billigt" problemstilling.

Jeg er uenig i, at Finn Edvard bare kan afskrives som moralens vogter, selvom artiklen stort set ikke er understøttet empirisk. Tendensen peger dog klart i retning af "All Inclusive", hvor de rejsende afskærmes fra den lokale kultur og omkringliggende virkelighed.

Det er jo også fløjtende ligegyldigt, for det er jo sk*debilligt...

Brian Pietersen

Marie... c¨,)

jo, jeg tænkte helt vildt meget på alle de telegramer osv der har været om prostitution her på avisen og ser nogle paralleller til denne her....... og dem ser jeg stadigvæk... c¨,)

Helge Rasmussen

Tak til Finn Edvard for en oplysende artikel der kritiserer, især tv-mediernes prostitutions-fikserede omtale af Thailand.

Har selv rejst i mange af landets provinser og må konstatere at prostitution er nærmest ikke-eksisterende, andre steder end i de kommercialiserede feriebyer som de danske liderbukser frekventerer.

Robert Ørsted-Jensen

Plejede at flyve hjem på besøg fra Australian over Bankok - men så var det vi endte op i et rutefly med Danskere - flere af dem lignede gedigne hangovers- efter den oplevelse er det blevet et absolut at flyve over Bareign, Singapore, sgu den anden vej over USA - ja bare alt andet end Bankok

jens peter hansen

Jeg har hverken været i Thailand eller på Mallorca. To steder som skulle være aldeles pragtfulde, hvis man ikke ligefrem søger svineriet. Det er så dejligt at gøre sig selv stor ved at se ned på andre. Skål.

Stig Rasmussen

Spøjs artikel, kan ikke helt forstå budskabet, turister tager nu engang ikke på ferie for at redde verden, men for at få dækket de behov de nu engang har, hvad enten det drejer sig om kultur eller afslapning/sol.

Udenlandske turister i Danmark tager jo heller ikke til Nysted, men frekventerer de primære turist mål.

Hvad angår sexturisme er det da helt sikkert også et mål, men jeg læste en undersøgelse der viser at dette står udlændinge kun for 10 % af medens de indfødte thaier står for resten... Thailand har altid haft en prostitutions kultur, der er bare flere udlændinge der også har fundet den..

Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke dejligt at se ned på nogen - men det er overrasskende hvor lang folk af og til er villige til at synke - og det er sgu ofte pinligt at overvære for os andre. Det er edderrødme ikke noget smukt syn og samtalerne, de deg kan finde på at sige (ofte i øvrigt nedladende over for lokalbefolkningen) og den råben der følger med - får sgu en til at krumme tær.

jens peter hansen

Sikkert at man får krumme tæer,ligesom man får det når man er sammen med verdens mest forøllede, britiske mælkehvide og tatoverede hangovers overalt i Europa. Skal de høflige og artige britiske turister nu også stå inde for dem ?

Behøver man at sætte sig ind i den politiske situation når man besøger et land.

Selvom de politiske kampe er meget interessante i netop thailand, de røde bønder og de gule byboere og hele historien Chinnawat familien, behøver man vel ikke at sætte sig ind i dem, bare fordi man vælger at holde sin ferie der.

men de fleste af de emner du nævnte, som man burde vide, står vel i den guide bog de fleste læst i forbindelse med deres første ferie til thailand.

Søren Kristensen

Hvis danskerne er nogle svin (pengene er sikkert gode nok) så kan det kun være i thaiernes interesse at inddæmme dem i et reservat som Patong - og hvis det samtidig er det svinene vil, så er det jo bare en win win.

Rakel Sundstedt-Nielsen

Interessant læsning, ikke politisk interesseret,
men interesseret i alt vedrørende 2. verdenskrig, krigen, som endnu ikke er færdig, det bliver den. Bingo.