Kommentar

Handicap smitter altså ikke

Mennesker med handicap er blevet dem, de andre ikke vil lege med. Sådan er det, både når man kigger på den politik, der føres i dagens Danmark, og når jeg forsøger at finde legekammerater til min 10-årige dreng
22. august 2012

Det er godt, at I er så åbne omkring det!« Det var så det sidste, vi hørte fra den familie, som vi deler gård med her på Nørrebro – et af de mest ’tolerante steder’ i Danmark.

Det holder ikke i praksis – det med det tolerante: Vores sønner er lige gamle, vores har talehandicap (og er hæmmet socialt på denne baggrund), deres dreng er ikke handicappet. Det er ikke et synligt handicap på den måde, og fysisk er han stort set alderssvarende. Hvad der manglede var en vilje fra de andre forældre til at ville vores søn og ikke betragte ham som én, som deres egen søn skulle beskyttes mod. Talt lige ud af posen, så er småborgerskabet generelt bange for, at deres egne børn skal tage skade og hæmmes i udvikling i legen med nogle, der er anderledes – og svagere – end dem selv. Dette er ikke kun generaliseringer, men resultatet af at have fulgt min søn i hans gøren og laden igennem de sidste syv års tid (det vil sige fra treårsalderen og til han nu er 10 år).

Der er ikke en vilje til at ville gøre den ekstra indsats for at inkludere ham i legen, for hvorfor skulle man det, når nu en anden – og bedre (dvs. uden handicap) – legekammerat findes?

I overgangen fra børnehave til skole havde jeg en kontrovers med moderen til min søns legekammerat igennem fire år, hvor hun pr. mail meddelte os, at hun virkelig glædede sig til at etablere nye, ’ordentlige’ legerelationer, og at deres søn ikke var interesseret i at lege mere. Derfor benyttede hun sig af lejligheden til at sige farvel, men bestemt ikke tak.

Generation forkælet

Men hvorfra kommer denne egoisme? Den mest forkælede generation, materielt set, nogensinde i Danmarkshistorien er samtidig den, der lukker sig mest omkring sig selv. Manglen på mentalt overskud er svært forklarlig. Måske skal forklaringen findes derved, at vi samtidig er de danskere, som – endog i en meget sen alder – har født absolut færrest børn. Ens egen lille puppe bliver beskyttet mod trafikken, mod farlige legepladser – og mod anderledes børn. Man kan ikke glæde sig over at glæde andre, men man kan glæde sig over at glæde sit eget barn.

Når man så anskuer dette fra et samfundsmæssigt perspektiv, er det på én gang resultatet af og et symptom på, at blandt andet socialminister Karen Hækkerup (S) går forrest i en stigmatisering af de handicappede med sin udmelding fra tidligere i år om, at nu skulle handicappede børn(s forældre) også til at betale for deres børne- og fritidsinstitutioner på linje med alle andre (hvilket de for langt størstedelen allerede gjorde – det vidste ministeren bare ikke!). Det er symbolværdien mere end de måske cirka 1.000 kr., det drejer sig om her; det er et signal til alle ’almindelige’ borgere om, at der altså bliver sørget for, at de handicappede ikke har det bedre end dem. I disse politiske mainstream- og meningsmålingstider er det i dén grad blevet legalt at angribe en vælgermæssig marginal gruppe, såfremt det tjener et andet mål, nemlig at signalere handlekraft og politisk opbakning bag sine politiske projekter. Hvor man dog i Socialdemokratiet savner en Anker Jørgensen, en Svend Auken, anstændige, idealistiske mennesker!

Denne sondring mellem dem (handicappede) og os (almindelige) understøttes også af andre økonomiske besparelser, som at handicappede nu i visse kommuner for eksempel skal betale hjælperens løn (hvis der er brug for en sådan) til at holde ferie, og senest tages der ikke i skattereformen højde for, at handicappede ikke har mulighed for at tage et almindeligt lønnet arbejde, og at de derfor automatisk bliver straffet økonomisk ved dels ikke at kunne benytte beskæftigelsesfradraget og dels ved, at en eventuel førtidspension ikke bliver indeksreguleret i forhold til prisstigninger i øvrigt.

Anderledes mentalitet

Nuvel, Socialdemokratiets (Karen Hækkerups) udmeldinger i forhold til de handicappede førte alt i alt til, at Muskelsvindfondens navnkundige formand Evald Krog har udmeldt sig af Socialdemokratiet med følgende svada:

»Socialdemokraterne har valgt en vej, hvor de konsekvent lader de mennesker betale, som har mindst at betale med, enten gennem ringere ydelser eller gennem højere udgifter. Hvor er solidariteten med samfundets svageste? Socialdemokraterne har overladt det til Enhedslisten og Dansk Folkeparti at forsvare de sociale ydelser« (Evald Krog den 17. marts 2012).

Jeg har en tro, et håb og også tillid til, at forholdene for ikke så mange år siden var anderledes for mange handicappede. Når man som jeg (lektor i historie) læser sig tilbage til velfærdssamfundets vugge, så var mentaliteten omkring det at være handicappet helt, helt anderledes. Det var dengang, man var socialdemokrat og SF’er ikke kun af navn, men også af gavn.

Handicappede ønsker ikke, at det skal være synd for dem (heller ikke dengang), men de ønsker heller ikke at blive ignoreret. Der synes dengang at have været en plads til at være anderledes, et mentalt overskud i samfundet. Man snakkede med – og til – dem, man mødte dem, og man kunne også hjælpe dem. Angsten for bogstavelig talt at ’gå ind’ i et andet menneskes intimsfære er altoverskyggende, og man taler ikke til fremmede, hverken handicappede eller ej.

Der, hvor det virkelig betyder noget, er i den helt naturlige tilgang til og opmærksomhed på mennesker, som har det svært: Invitér en dreng med i legen, når han nu bare står og kigger på andres liv, hjælp en blind over en fodgængerovergang og en kørestol op ad en stejl bakke. Kig dem, de handicappede, i øjnene – hvis du tør? De er et spejlbillede på dig, hvem du er, og hvad du står for. Og de mennesker har vi heldigvis også mødt en del af; Dem der turde.

 

Kaare Winkel Pedersen er lektor i historie og far til en talehandicappet søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu