Kommentar

Hjul- og anden spin(d)

Regeringens markeringsproblemer understreges af det årlige motorløb neden for Rigshospitalet
11. august 2012

Det vil vi ikke mere se igennem øjnene med, sagde Benedikte Kiær (K) i radioen. Og fingrene falder af, og det klør i ørerne for at skrive at Danmark er rundt på loftet. For flere gang i træk måtte de finansierende undersåtter sande at landet har en rigsforstander i prins Højben af blodet på livsvarig overførselsindkomst, der i fjollet tøj med annoncer på maven og i selskab af folk med for meget testosteron i blodet og halm i hovedet hvert år som resultat af maskuline fritidsinteresser tilsviner København og forulemper de borgere, der ikke opfatter biler som legetøj. I forvejen er landets hovedstad ét rod; indbyggerne bruger alle kreative talenter for at komme fra A til B. Så er det jo henrivende, når bystyret umuliggør trafikken endnu mere og spærrer en af de sidste udfaldsveje til og fra centrum for at give plads til rigsforstanderen, hans Højheds legekammerater og deres forlængede rygmarv. Foretagsomheden på fire hjul i spin begrundes i friheden til at realisere sit indre jeg og skabe sig tosset, som også i forgangne uge kom til udtryk i Vejleådalen, hvor begrebet bruges i flæng.

Denne frihed betyder i Søren Kierkegaards fædreland foruden friheden til at luftforurene byens himmel og jord og sende bølger af brændt gummi og allerhelvedes støj op under Rigshospitalets lukkede og åbne afdelinger (alene dét) tillige tilfredsstillelsen ved at sabotere et civiliseret arbejdsretsligt system.

Frihed forvaltes af mennesker, som i det ene tilfælde er en kommunal myndighed, nemlig Københavns. Hvad kommer de i rådhuspandekagerne, før de træffer beslutningen om motocross i byen?

I Vejle fik friheden udtryk i liberalistiske politikeres insisteren på at restaurationsarbejdere frit må vælge den gule fagforening, der undergraver den røde; den, der efter mere end et århundredes kamp og mange omkostninger har bedret medlemmernes vilkår. I den gule parodi på en faglig sammenslutning beder de til Gud, lader medlemmerne underbetale og overarbejde og fraskriver sig konfliktretten, mens direktøren får dobbelt så meget i løn som den modsvarende fagforeningsleder.

Ingen signaler

Få af de regerende politikere kaster sig ud i principielle diskussioner om ret meget, hvilket forklares med ferie. Men dén er langt ude i betragtning af de forhåndenværende moderne sociale medier. Det forholder sig jo ikke som i gamle dage, hvor ministrene, når Folketinget lukkede, tog i sommerhus uden telefon.

Hvordan ser en radikal i øvrigt dygtig og sympatisk miljø- og energiminister på racerløb i hovedstaden? Hvorfor er det kun Folketingets formand (S) plus én forsigtig socialdemokratisk minister der reagerer på de borgerliges uansvarlige optræden i Vejle Ådal? De taler i disse år meget og længe om at sende signaler. Hvad om en eller anden af regeringspolitikerne benyttede lejligheden og sendte ét ved at formulere sig værdipolitisk, så konflikten ikke ender i fedt flæsk og persillesovs? Også borgerne fik en chance for at få øje på de større sammenhænge og begribe hvorfor man skal stemme på den ene frem for slet ikke den anden?

Peter Brixtofte og Hanne Reintoft var i radioen. De to forhenværende kunne fra hver sin kant være enige om meget. Blandt andet, som Brixtofte fremhævede, at der ikke mere er markante borgmestre ude i landet, der tager sagerne i egen hånd og markerer sig landspåvirkende. Ganske underholdende, at den udtalelse lige skulle komme fra forhenværende Brixtofte. Men ret har han – sekunderet af Reintoft – ikke desto mindre. Det kommunale selvstyre er ren fiktion, ombragt effektivt af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i den dårligst forberedte, mest elendige strukturreform i danmarkshistorien. Hvorfor fanden nævner ingen dét, og hvorfor tager den nuværende regering ikke et så vitalt problem op til debat med henblik på at rette de graverende fejl, forberede en ny reform og genetablere det lokale demokrati? En af måderne hvorpå man kunne løfte Udkantsdanmark var for eksempel at give dem derude lidt selvbestemmelse frem for uopfyldelige løfter om en underbemandet skadestue. I den bedste af alle verdener ville landets regering, der jo alligevel bestemmer over kommunen, også finde et påskud til at forhindre rigsforstanderen og hans motortosser i at flintre rundt i Københavns gader og nervenedbryde Rigshospitalets patienter og gøre nationen til grin som energi- og CO2-bevidst civiliseret samfund. Hvad med lidt konsekvens i tingene!?

Går stille med dørene

Regeringen taber det næste valg. Det er sikkert og vist, i hvert fald som det ser ud nu. Den eneste måde de tre partier – eller de to af dem – kan undgå nederlaget er ved at formulere sig, så det bliver begribeligt, hvorfor deres bud på en politisk ledelse er bedre end Løkkes. Tæller man SRSF’s gerninger op, er ministeriet Thorning – uanset statsministerens diskuterbarhed i driften – i særklasse bedre for landet og vidner om rationalitet og ansvarsbevidsthed. Alene på udlændingeområdet.

Koret af spindoktorer har åbenbart fundet ud, af at de beklemte, trængte og usikre ministre skal gå stille med dørene når det handler om værdier og håbe, at det går over. Hul i knolden. Som om det ikke for længst er bevist at når den nu datidige, men fortsat magthavende Kjærsgaard ruller sig ud med toptunet værdipopulisme, er det en tabersag at begrave hovedet i busken. Man bør ikke ignorere DF’s underbud på anstændigheden, men tage kampen op, så snart odøren breder sig. Sker det ikke, får man nemt den mistanke at værdi-grundlaget blokkene imellem er forveksleligt. Men det kan da ikke passe. Det vil SSFR’s vælgere ikke se igennem øjnene med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

»Man bør ikke ignorere DF’s underbud på anstændigheden, men tage kampen op, så snart odøren breder sig. Sker det ikke, får man nemt den mistanke at værdi-grundlaget blokkene imellem er forveksleligt.«

Ja, den mistanke er i sandhed nærliggende!

lene johansen

Tak til Metz for at tage problemet med det to-dages motorløb i hovedstaden op.
Jeg bor 800 m fra hvor seancen foregår - og det er et rent HELVEDE.
Fra tidlig morgen til sen aften lyder/lød det ZZZZZZZZZZZZZ vroung ZZZZZZZZZZZZZZZ og al den CO2 der blev lukket ud.
Hvordan filen kan det være det får lov til at foregå - år efter år. Er det fordi at rigsforstanderen med kone og afkom deltager/viser sig frem???

Måske hører mit indlæg til i Østerbro avis - alligevel ikke - de arme patienter på rigshospitalet - ligesom det landsskadelige signal en sådan begivenhed sender, er immervæk national.

Bjarne Bisgaard Jensen

Det er for alle med et rationale det glade vanvid med et toptjunet motorløb i centrum af hovedstaden med rigshospitalet som nærmeste nabo.
Men hvad gør man ikke for at tilgodese det bedre borgerskab og kongehuset i et såkaldt demokratisk samfund.
At prins Joachim finder dette rimeligt og ok er vel blot udtryk for en arrogance hvor pøblen må affinde sig med og helst beundre den kongelige ophøjethed

Jørgen Rygaard

Helle Thornings tre ugers Ol deltagelse er vel også et værdipolitisk indlæg, mon ikke hun dukker op til racerløbet ? Vejlegaarden ? - nu har jeg sådan set haft travlt med ferie og Ol så jeg har ikke haft tid til at sætte mig ind i det , vroum :-)

Niels-Simon Larsen

Det er ufatteligt at dette motoriserede vanvid får lov at fortsætte i byens største åndehul og stillezone. De larmer hele weekenden.
Det er også mærkeligt, at der ikke bliver demonstreret mod det på stedet. Der er flere grønne trafikgrupper, der svigter her.
Man skulle tro, at en demonstration lå lige til højrebenet, men ved nærmere eftertanke er flertallet måske ligefrem glade for motorløbet. Der må være en grund til, at det ikke bliver stoppet.

En anden og ligeså uforståelig ting er dette: Store krydstogtskibe lægger til i Nordhavn. Jeg har hørt naboerne klage over dieselos. Havnen står foran udvidelse. Det vil ikke pynte på byens co2-regnskab.

Michael Kongstad Nielsen

Værdi-grundlaget blokkene imellem er forveksleligt, det er efterhånden ikke noget vi tror, det er noget vi ved.

Så vil jeg gerne bede om nogle beviser på, at ministeriet Thorning i særklasse er bedre for landet, end et ministerium Løkket. Metz nævner kun udlændingeområdet - men der er da andre områder end det!

Kommunerne har nu ikke helt mistet deres indflydelse. Det var f. eks.S-borgmestrene i Københavns omegn der fik nedlagt Betalingsringen.

Og nu skal kommunerne administrere de nye randzoner, hvor landmændene ikke på pløje, sprøjte og gøde. Det bliver kosteligt, når kommunale embedsmænd skal skændes med landmanden om, hvorvidt et vandløb er et vandløb, og om han har overholdt de 10 meter, eller om symålebåndet viste forkert.

Inger Sundsvald

Meget kan siges om Thorning og S/SF, men det er altså Vestager man skal appellere til ang. trafik i København. Et motorløb gennem byen er ok, en trængselsring er ikke.

Desuden står det i regeringsgrundlaget at VKO’s økonomiske politik skal videreføres, og dermed også den elendige kommunalreform, den ringe indsats mod arbejdsløshed m.v.

Alt hvad S og SF blev enige om at samarbejde om før valget er skrottet af DRV, som ikke skulle nyde noget af at give løfter om SAMARBEJDE, når det nu var et radikalt diktatur de ville have – og fik.

Men tak til Metz for at spørge interesseret til både en radikal miljø- og energiministers holdning og til hvilket værdifællesskab man mon skal regne med i regeringen.

Peter Andersen

22.-24. juni havde vi Classic Race i Århus.
Udover det forurener og støjer, så har folk svært
ved at komme på arbejde.

Kan ikke disse helt overflødige drengestreger
forvises til Jyllandsringen eller en mark?

Hanne Gregersen

Det er så fedt, at puritenerne og hystaderne igen i år himler op omkring et motorløb....... livet er fuld af store problemer, men sådan et motorløb er bare ikke et af dem :o)

Måtte man anbefale at flytte til Lolland (pissebillige ejendomme dernede), hvis man vil have fred og ro. En levende storby har selvfølgelig også plads til lidt race en gang om året !

Christian Nissen

Der har også her været klager over det lokale Tivoli fra naboerne især fyrværkeri, men de har jo valgt at bosætte sig i nærheden af Tivoli.

Hvad så når tilskuerne banker og trutter på stadion det larmer da også en del, men det værste er da hvis politiet skal bruge mange resurser på at holde gemytterne nede.

Helge Ebbe Nørager

Classic car race i Århus ups Aarhus, er for alle som benytter oOddervej, og leve i Højbjerg området en forbandelse.

Hvorfor skal de gale automobil fans med for megen fritid, ødelægge livet for anstændige mennesker som forsøge at bruge offentlige veje til Transport til og fra arbejde ?.

Helge Ebbe Nørager

I Århus, er billøbet jo ikke kun de 3 dage, nej nej nej.
Allerede en uge før opstilles halmballer og det tager en uge at fjerne.
Så i Ca. 15 dage er det trælst rigtigt trælst at være cyklist.
Forhindringslæøb omkørsler osv.

Men ok halmballer metalhegn, for at ikke betalende fastboende borgere kan se skide biler...
Sættes op som en bedre trænningsopgave for hjemmeværnspoliti og politi, med trafik kontrol.

Forbandet cikane af cyklister i over 14 dage på en af de mest brugte cykelruter i region midt.

Omlægning af rutebiler og bybusser i dagevis.

Hvilken lykke med Classic Car Race.....

jasper bertrand

Hvad er det regeringen har forbedret på udlændingeområdet? Den siger jo selv at den fører nøjagtig samme politik som forgængerregeringen.
Det er ikke udlændingeservice, læs rædselshistorin i Politikens kronik forleden.

Thorbjørn Thiesen

Hvilket ansvar har pressen i den manglende kritik af embedsværket.
Kritikken der fuldstændig udeblev, Jesper Jespersen fra RUC, gjorde opmærksom på at rådgivningen som politikerne får fra finansministeriets regnedrenge, svarer til den rådgivning som kejseren og hoffet lod sig besnære af. To skræddere påstod de var eksperter indtil en uspoleret dreng sagde de forløsne ord. Der er jo ingen virkelighed i det. Så vågnede alle op. Det var forsent for kloge Ågerne og plattenslagerne var forsvundet. Kære politikkere, Vågn nu op, det er jeres pligt at styre og udvikle landet og ikke lade Jer trække rundt ved næsen af embedsmænd og lobbyister.

Jasper Bertrand, regeringen har afskaffet det vanvittig pointsystem og starthjælpen. Begge del er forbedringer for herboende udlændinge.

Desværre, er der endnu ingen forbedringer i sagsbehandling i Udlændingeservice.

Jeg mener at det er vanvid, at tillade racerløb ved siden af Rigshospitalet, der behandler nogle af landets mest alvorlig syge patienter.

Selv bor jeg ca. 1 kilometer væk fra Fælledparken, og blev nødt til at lukke altandør og vinduer hele dagen p.g.a. larmen og stanken.

jasper bertrand

@Tiiu
Ja så talte Trine Bramsen ikke sandt da hun forleden på en af de store tv-kanaler sagde at man havde nøjagtig samme udlændingepolitik, som svar på en kritik af at der kom markant flere flygtninge. Interessant.
Det med bil-arrangementet gælder jo ikke kun motoriserede begivenheder, hvorfor skl cykelløb og løb for ditten og datten holdes på gader der normalt bruges af mange trafikanter, og ikke på øde landeveje? Et af svarene er at storbypolitiet elsker den slags events, så kan de stå i flok og føle sig betydningsfulde. Og så kan man skrive en masse timer på som udført arbejde. Det er derfor de altid giver tilladelse. Og læg mærke til at ingen af de mange betjente står i de omkringliggende gader og dirigerer den omledede trafik. . Det kunne der ellers nok være behov for.

Peter Andreas Ebbesen

Alt sports-tosseri skal sgu væk fra gader og stræder.

Man har bygget stadier baner til DIV motorløb og cykelbaner i dyre domme, så brug da for helvede dem, så almindelige mennesker kan færdes i fred og ro uden chikanerende sportstosser!!!

JEG HADER SPORT!!

Fri os for det nazi-probaganda!!

Med ikkesportslige hilsner Heidi Madsen

Henrik Nielsen

Som frivillig på Copenhagen Historic Grand Prix for tredje år i træk vil jeg gerne bidrage med en positiv stemme overfor arrangementet, som modvægt til de mængder galde der er blevet udspyet i både Georg Metz' indlæg og de efterfølgende kommentarer.

En stor del af arrangementet sker til fordel for Rigshospitalets børneafdeling. Igen i år blev der kørt flere hundrede tusinde kroner ind ubeskåret, på blot to timer. Jeg selv lagde 2000,- for to omgange på banen, for at støtte det gode formål.

Udover dette tiltrækkes mange tusinde mennesker til København for at se motorløb. De nøjes ikke med at befinde sig i Fælledparken under løbene, men befinder sig også i de omkringliggende dele af København, heriblandt Østerbro og Nørrebro.

Javist fylder arrangementet lidt, men vi bestræber os på at holde så mange stier åbne som det overhovedet er muligt, ligesom Nørre Allé faktisk kun er spærret fra fredag kl. 12 til mandag morgen kl. 05, altså i selve løbsweekenden. Rigshospitalets psykiatriske afdeling (som ligger tættest på), støjskærmes med en mur af halmballer osv.

Ret beset, så spærrer vi en enkelt indfaldsvej i en weekend. Peanuts imod de spærringer der sættes op til marathon og cykelløb, både i tid og omfang.

Et historisk motorløb (og udstilling af klassiske bilmodeller) er et kulturelt indslag og af historisk vigtighed, uanset hvilke interesser man måtte havde for og imod.

I år har jeg for første gang faktisk udelukkende fået positive og nysgerrige tilbagemeldinger fra diverse cyklister og andre brugere af parken. Det varmer mig om hjertet.

Og så rydder vi altså pænt op efter os og beskadiger hverken træer, vandløb eller staudebede. I modsætning til mange mange andre arrangementer.

Henrik Nielsen

Fordi det er et byløb, akkurat som Grand Prix de Monaco og utallige andre løb mange steder i verden.

Oprindeligt blev løbet afholdt på Christiansborg Slotsplads og senere på Holmen. Men af forskellige grunde er de sidste mange løb afholdt i Fælledparken. Det er bl.a. politisk bestemt i samråd med Politiet og diverse myndigheder.

Og så er Fælledparken jo ikke helt bykernen, hvis jeg nu må stikke lidt til dig. Den ligger jo uden for voldene ;-)

Fidusen med at afholde løbet i byen er at lokke så mange mennesker som muligt til. Man kunne godt køre på Sjællandsringen f.eks., men den ligger ikke særligt godt placeret ud fra et synspunkt om at man ikke kun vil lokke entusiasterne til.

CHGP er for alle, ikke kun entusiasterne.

Henrik Nielsen

Det var i midten af 90erne, første gang i 1996 tror jeg nok. Jeg kan ikke huske om man kørt i en eller to dage dengang.

Det var desuden før det hed CHGP, dengang hed det Copenhagen Classic Car Cup.

Henrik Nielsen

Det kan jeg som sagt ikke huske, jeg var såmænd blot 11 år dengang ;-)

I sin nuværende form i Fælledparken kører man lørdag og søndag kl. 8:30 til 18:30, ikke 8 til 20.