Kommentar

Hvem er bange for eid?

Som gammel elev på Blågård Skole har jeg holdt fri på eid, hvilket ikke har fået mig til at føle mig ramt på min ’danskhed’, men derimod har lært mig utrolig meget om andre kulturer – og dermed også min egen
23. august 2012

Jeg er gammel elev på Blågård Skole (dengang Hellig Kors Skole). Jeg har holdt fri på eid, været til eid-arrangementer og lært om islam, kristendom, buddhisme samt andre religioner og kulturer. Underligt nok, hvis man skal tro den kritik, skolefridagen på eid har frembragt, føler jeg mig ikke skadet af det. Snarere tværtimod. Dermed mener jeg at kunne afvise, at det at byde alle traditioner velkomne og indrette en skole efter dens elever, behøver at afføde negative konsekvenser. Det at holde fri på eid har ikke fået mig til at føle mig ramt på min ’danskhed’ – det vigtigste vil aldrig være, om man holder fri på den eller en anden dag. Det vigtigste er, at man forstår og lærer om danske såvel som andre kulturers traditioner.

Denne weekend markerede afslutningen på muslimernes fastemåned, ramadanen. Med afslutningen på den følger eid’en – på mange måde muslimernes ækvivalent til jul, når det gælder traditionens værdi og betydning for familien. Mange danskere vil kunne nikke genkendende til, hvor vigtig julen med alle dens religiøse samt verdslige traditioner er. I en hverdag, hvor arbejdet og skolens stress alt for ofte kommer foran hyggeligt samvær med familien og vennerne, er sådanne traditioner vigtige. De markerer et pusterum. Man kan lade sig synke ned i julen og omfavnes af traditionerne uden at tage stilling til alle hverdagens problemer. Uden selv at være af muslimsk herkomst forestiller jeg mig, at Eid-højtideligheden repræsenterer nogle af de samme elementer. Derfor er det ikke svært for mig at forstå forældre, der gerne vil have deres børn hjemme denne ene, meget vigtige, dag. Specielt taget i betragtning, at de fleste gerne vil nå i moske samt holde en fest, hvor hele familien er samlet. Jeg er sikker på, mange danskere ville være mere end fristet til at gøre det samme, hvis de boede i et land, hvor julen ikke blev fejret.

Op til skolen

På Blågård Skole er andelen af børn, der fejrer eid, langt højere end gennemsnittet på andre danske skoler. Det præger selvfølgelig skolen, men ikke nødvendigvis på dårlig vis. Lige præcis omkring ramadan og eid mærker man især skolens specielle sammensætning. Jeg husker tydeligt nogle af årene, før vi fik ’eid-fri’. Det virkede altid som en absurd skoledag. Det er begrænset, hvad man kan lave, og hvor meget man får ud af det, når under halvdelen af klassen er i skole. Ofte endte det med, at vi så film eller noget i den dur. Kort sagt var det en spildt skoledag.

En folkeskole skal sikre sine elever 200 skoledage om året. Nogle fridage er faste, andre er op til skolen selv. Dermed har også Blågård Skole adskillige fridage, de kan lægge nøjagtig der, hvor de finder det mest fordelagtigt. Alene derfor kan det undre mig, at denne debat overhovedet er startet. Hvis Blågård Skole selv kan lægge fridagene, er det vel for så vidt ligegyldigt, hvornår de ligger.

Med det in mente undrer det mig, at nogen kan betvivle fornuften i at holde ’Eid-fri’ på en skole, hvor så mange elever vil have gavn af det. Man glæder muslimerne, som føler sig respekteret og tilgodeset. Man sikrer den bedst mulige udnyttelse af undervisningstiden for alle elever ved i stedet at have skolegang en dag, hvor flere er tilstedeværende. Sidst, men ikke mindst, har jeg svært ved at se, hvordan det at holde fri på Eid kan skade etnisk danske elever og deres nationalitetsfølelse. Eleverne bliver jo på ingen måde tvunget til at fejre eller på nogen anden måde tage del i traditionen, ligesom julen og andre kristne helligdage ikke bliver taget fra os. Den eneste forskel er, at vi måske ikke har fri dagen efter Kristi Himmelfart eller måske har en én dag kortere sommerferie. Et offer de færreste ville være uvillige til at give taget i betragtning, hvor meget Eid-festen betyder for de muslimske familier.

Derfor anser jeg Blågård Skoles valg for at være klogt, velovervejet og respektfuldt. En skole, der forstår sin elevgruppe, er for mig at se en god skole. En skole, jeg var glad for at gå på. En skole, som lærte mig utrolig meget om andre kulturer, og dermed fik jeg også en øget forståelse af min egen. En skole, der lærte mig ikke at være bange for Eid.

 

Eva Sofie Fritzbøger er tidligere elev på Hellig Kors Skole (nu Blågård Skole) og kommende studerende på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu