Kronik

Hvorfor skal adoption være plan c?

Ved at gøre det langt sværere og dyrere for barnløse at opfylde familiedrømmen gennem adoption end gennem fertilitetsbehandling, sender man indirekte et signal om, at det ikke er lige så godt at adoptere som at få et biologisk barn
Der er behov for at få udvidet diskussionen om fertilitetsbehandling til også at omfatte adoption. Ideelt set burde det være lige let (eller lige svært) at blive forældre til et adoptivbarn som til et barn undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling, mener kronikøren.

Der er behov for at få udvidet diskussionen om fertilitetsbehandling til også at omfatte adoption. Ideelt set burde det være lige let (eller lige svært) at blive forældre til et adoptivbarn som til et barn undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling, mener kronikøren.

6. august 2012

For nylig bragte flere medier nyheden om, at brugerbetalingen på fertilitetsbehandling i 2011 lader til at have ført til et fald på knap 700 fødsler. Det førte til følgende udmelding fra den socialdemokratiske sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen: »Det er godt, at den nuværende regering har ophævet brugerbetalingen, så der igen kan komme gang i forplantningerne. Også hos de, hvor dette umiddelbart forekommer vanskeligt.«

I den hidtidige debat om barnløshed florerer to hovedsynspunkter. Det ene tager udgangspunkt i en kritik af, at staten skal betale for fertilitetsbehandlinger.

Men selv om man kan argumentere for, at det ikke er statens problem, at et stigende antal (højtuddannede) kvinder udsætter et behov for og ønske om at få børn, peger mange udregninger på, at det samfundsøkonomisk godt kan betale sig. Det andet synspunkt er således, at fertilitetsbehandlinger er afgørende for Danmarks fremtid og derfor bør være gratis. Primært fordi Danmark har brug for arbejdskraft og skatteydere, og, måske sekundært, fordi ufrivillig barnløshed kan have store menneskelige og følelsesmæssige omkostninger for de involverede.

Ud fra den tankegang kan offentlig betaling for fertilitetsbehandlinger velsagtens betegnes som en win-win-situation: Danmark får en (fremtidig) gevinst, og ufrivilligt barnløse får mulighed for at blive gravide, uden de behøver at opsige lejligheden og flytte i en jordhule for at spare op til de dyre behandlinger.

Tal og statistik er som oftest kun en del af det samlede billede, men ud fra diverse befolkningsprognoser tyder det på, at det med årene bliver en udfordring at holde befolkningstilvæksten i Danmark på et acceptabelt niveau. Der er med andre ord behov for, at der kommer nye danske borgere til. Dermed kan man argumentere for, at der bør være let adgang til at sætte børn i verden for dem, som ønsker det.

Adoptivbørn overses

Der er imidlertid et spørgsmål, som synes at være blevet glemt i debatten om barnløshed: Er der virkelig kun én rigtig måde at få børn på? Hele diskussionen synes udelukkende at forholde sig til børn, som kan komme til verden med en eller anden tilknytning til den traditionelle opfattelse af far, mor og børn, herunder en graviditet og en, i hvert fald delvis, genetisk beslægtning.

Nuvel, når det handler om fertilitetsbehandling, er det vel i grunden meget naturligt. Men hvis argumentet er bekymring for befolkningstilvæksten, kunne man med rette udvide diskussionen til at omfatte de udenlandske adoptioner, der hvert år finder sted. For hvis man gerne vil have, at danskerne får flere børn, er det vel lige meget, hvordan dette ønske opfyldes.

Tal fra adoptionsformidlende organisationer viser, at udgifterne i forbindelse med adoption af et udenlandsk barn let beløber sig til 100.000 kroner – faktisk er 200.000 kroner ikke ualmindeligt. Disse tal er vel at mærke adoptanternes egenbetaling – altså efter det særlige adoptionstilskud fra staten, som i 2012 udgør 48.458 kroner, er fratrukket.

Der er altså en ikke ubetydelig forskel rent økonomisk på at adoptere og lade sig fertilitetsbehandle.

Samtidig kræver godkendelse til adoption et langt forløb, hvor man skal have vurderet sit psykiske og fysiske helbred, sin økonomi og sin indstilling til forældrerollen, ligesom man skal deltage i et obligatorisk adoptionsforberedende kursus. Hele godkendelsesproceduren er naturligvis lavet for at sikre adoptivbørnene bedst muligt, da der kan være tale om i forvejen sårbare børn. Problemet er imidlertid, at det danske samfund synes at signalere ret klart, at adoption ikke bør være den foretrukne måde at få børn på.

Ligestillingen halter

Jeg ønsker på ingen måde at underkende behovet for at reproducere sig selv med de biologiske aspekter, der følger. Naturligvis oplever man ikke de biologiske og følelsesmæssige bindinger, der er forbundet med en graviditet og efterfølgende fødsel, hvis man adopterer. Og naturligvis ligner man ikke sit adoptivbarn fysisk.

Der er derfor flere ting, der taler for, at det naturlige valg – næst efter at få et barn på den gammeldags måde – er at gå i fertilitetsbehandling.

Men er det ligefrem nødvendigt at gøre adoption så meget mere omkostningstungt og så meget mere besværligt? Kunne man forestille sig, at adoption kunne ligestilles med at få børn på andre måder?

I tidligere tider var adoption forbeholdt velhavende familier, der tog imod adoptivbørn som en form for billig arbejdskraft. Historisk kan det derfor have haft en betydning, at adoption kun var forbeholdt et fåtal.

I dag er situationen imidlertid en anden. Ganske vist hjælper man stadig barnet til bedre kår, end det ville have haft uden adoption. Jeg tvivler dog stærkt på, at der er nogle adoptivforældre, der vælger at adoptere med barnets behov som det primære sigte. Snarere er jeg overbevist om, at adoptivforældre er ansporet af præcis det samme, som andre ’almindelige’ forældre: kærlighed og ønsket om at kunne videregive denne kærlighed til sit barn.

Det forekommer mig derfor mærkværdigt, at fertilitetsbehandling som alternativ til ’den gammeldags’ måde at formere sig på fremstår så meget mere ligetil end adoption.

Når de øvrige muligheder for at blive en familie er udtømt, kan man altså forsøge sig med adoption. Hvis man vel at mærke indfrier kriterierne og ikke mindst har økonomien i orden. For her yder statskassen kun et nærmest symbolsk beløb.

Plan c

Man kan sige, at fertilitetsbehandling bliver plan b imod ufrivillig barnløshed, og hvis det heller ikke lykkes, er der plan c: adoption.

Måske kan det være en af årsagerne til, at adoption af nogle kan opfattes som en sidste nødløsning – også af omgivelserne. For eksempel møder mange adoptivforældre, der bliver gravide på naturlig vis efter at have adopteret, kommentarer a la ’Nu får I jo langt om længe jeres eget barn’.

Så selv om adoptivbørn er ligestillede med biologiske børn, hvad angår juridiske aspekter, er det desværre ikke alle i det omgivende samfund, der er nået til samme erkendelse.

For at skabe denne erkendelse er der behov for en revidering af den nuværende opfattelse af, hvad der er den ’rigtige’ måde at få børn på. Det vil formentlig ikke være gjort med det, men det vil være en start, at man i hvert fald økonomisk ligestiller dét at få et barn ved hjælp af fertilitetsbehandling med at adoptere.

Så kan man hen ad vejen diskutere, hvorvidt der kunne ændres på nogle af kravene til at blive adoptivforældre, eller om der omvendt skulle pålægges flere krav for at få mulighed for at gå i offentlig betalt fertilitetsbehandling.

Mit budskab er således, at der er behov for at få udvidet diskussionen om fertilitetsbehandling til også at omfatte adoption. Ideelt set burde det være lige let (eller lige svært) at blive forældre til et adoptivbarn som til et barn undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling. Alt andet er da komplet umoderne her i ligestillingens tid.

 

 

Anna Sofie Slot er psykolog og adoptivbarn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faktisk ville det miljømæssigt o s v være goidt, hvis den danske befolkning langsomt og udramatisk faldt fra de nuvæende 5,5 mio til måske 5 eller 4,5 mio.

Pensionsalderen skal sættes et "par tænder" op , og produktivitetten pr arbejdstime hæves - så slutresultatet bliver et land med samme eller bedre levestandard pr indbygger og med færre miljø-/klimaproblemer.

Der er ikke grund til at bruge adoption , fertilitetsbehandling og indvandrig for at sikre en fornuftig og stigende levestandard pr indbygger - motiverne bør i den forbindelse være nogle helt andre.

Brian Pietersen

Robert

det ville være rigtig godt om vi blev 1 milliard mennesker globalt og gerne også færre i danevang.

så er der jo mere at dele om......

jeg synes så adoption skulle være meget nemmere at få end fertilitetsbehandling, da jeg synes det er meget meget vigtigere at tage sig af dem der er levende end ikke fødte.

Ligeså snart man ønsker at føre en debat om adoption, om det er om emnet i sig selv, eller som relateret emne som i ovenstående artikel, så skal man sgu ikke kun kigge på isbjergets top, men også størstedelen under overfladen. Der er massere af ekstra problemstillinger forbundet med adoption, som der enten ikke er, eller er på en anden måde eller facon med kunstig befrugtning.

Modkraft.dk har på det seneste kørt en serie om adoption, og problematikkerne deromkring, de kan anbefales.

http://modkraft.dk/artikel/kritik-af-transnational-adoption
http://modkraft.dk/artikel/de-gule-de-hvide
http://modkraft.dk/artikel/hun-er-vred
http://modkraft.dk/artikel/adoptionsvrede

(Notat, undertegnede er adopteret fra Sri Lanka)

Kristina Jensen

Når folk vil have børn, handler det ikke om at give det kærlighed eller andet bavl, som skribenten mener det er. Nej, det handler om at to eller en voksen person(er) har besluttet sig for at 'realisere sig selv'. Det kan gøres på mange måder i dag, men de fleste vælger at reproducere sig selv.

I forståelsen af at selvrealisere indgår ordet 'selv'. Det er ikke tilfældigt. Det handler for folk, der gerne vil have b*rn om, at der kommer en lille en til verden, som har deres gener. Når nogle så møder fakta om, at det kan de ikke, så er der for mange et ønske om at selvrealisere sig som familie tilbage.

Jeg har ikke selv børn, men er en vældig elsket person af børn, som flokkes om mig. Selvom jeg igennem livet har oplevet meget succes med børn og elsker alle børn, så kunne jeg ikke tænke mig at adoptere. Det skyldes naturligvis, at jeg kan se et liv uden b*rn som fyldestgørende, på linie med et liv med b*rn. Kunne jeg godt tænke mig at få b*rn? Ja. For enhver pris? Nej. Jeg anser adoption, som værende familieliv for ENHVER pris. Og det er fandeme dyrt!

Familieliv er ikke en rettighed og de udgifter der er til at hente et barn hjem til Danmark er reelle. Det er et valg en eller to voksne tager sig og hvis de vælger den dyre løsning, så må de primært selv betale herfor. Næsten 50.000 kr. er sandelig et pænt symbolsk støttebeløb!

Lennart Kampmann

@ Robert Kroll

Hvorfor skulle det være ønskeligt at reducere befolkningen til 4,5 mio.? Bliver det endnu bedre hvis vi kan nå nul?

Med venlig hilsen
Lennart

Niels Østergård

Det er helt galt, at der sættes store barrierer op for folk som ønsker at hjælpe forældreløse børn (uanset om motivet er (næste)kærlighed, selvrealisering, eller noget andet), samtidig med at fertilitetsbehandlinger gøres gratis. Men en del af forklaringen er vist desværre er adoption et marked, hvor DK kun kan modtage børn hvis vi kan konkurrere med andre adoptant-lande om at garantere gode kår for børnene.

Susie Daugaard

Det er altid en fordel, hvis man rent faktisk sætter sig ind i et emne, før man udtaler sig så kategorisk som skribenten gør her. For det første så lufter hun en udbredt fordom, nemlig at ufrivillig barnløshed handler om kvinder, der af egoistiske behov har udsat at få børn, og nu er blevet for gamle til selv at kunne producere dem. Det er faktuelt forkert, at størstedelen af ufrivilligt barnløse tilhører den gruppe. En stor del af disse par, har problemer med mandens nedsatte sædkvalitet, eller hormonelle forstyrrelser hos kvinder (fx PCO). Dvs at man pga. et defekt reproduktivt system ikke kan blive gravide. Dermed hører denne gruppe til i sundhedssystemet. Vi har i Danmark indrettet os således, at sundhedsydelser er gratis. Derfor betaler ufrivilligt barnløse ikke noget for deres behandling. Vælger man derimod at adoptere et barn, sætter man en proces igang, og skal betale forskellige gebyre for denne proces. Vi taler altså om 2 forskellige måder at forsøge at få et barn, og ikke at man betaler for at FÅ et barn. Begynder man at sidestille de to ting, svarer det til at sige til det barnløse par, at de blot skal lægge x antal kroner på bordet, så kan de købe sig til et barn.

Derudover forstår jeg ikke, hvorfor man opstiller et moralsk krav til barnløse om at adoptere, men ikke opstiller samme krav til par, der får børn på normal vis. Hvorfor er det ok at ønske et biologisk barn når man selv kan lave det, men ikke hvis man skal have hjælp? Er det moralsk mere forkasteligt, at et barnløst par får hjælp til 1 biologisk barn, end når et normalt fertilt par får 2,3 eller 4 biologiske?

Ligegyldig hvem man er, så er det at ønske sig et barn altid ud fra egoistiske behov. Det betyder ikke, at det handler om at realisere sig selv (som en kommentar ovenover angav), men at det handler om noget helt basalt i os, der næsten er et fysisk behov. For alle levende væsner på jorden gælder det, at artens og individets overlevelse er det absolut vigtigste. Individets overlevelse handler om at få mad og sikkerhed, og artens overlevelse handler om at reproducere sig. Hos manden og kvinden viser disse ting sig ofte forskelligt. Mandens sexlyst går i mod at sprede sin sæd, og det tilsvarer kvindens trang til at blive mor. Ikke alle har lyst til at få børn, og det er helt ok. Men jeg er lidt træt af, at man mener, at trangen til at få børn er unaturlig, eller primitiv. I mine øjne, afslører ønsket om et barn, mennesket inderste kerne. Det er et lige så naturligt ønske, som at ønske sig mad og husly.

Når det gæler adoption, så kunne jeg godt ønske mig, at tilskuddet til processen var større. Det burde ikke være pengenpungen der afgører, hvem der skal kunne adoptere. Men adoption er altså heller ikke en problemfri proces. Der er ikke børn nok, til alle de par der ønsker sig at adoptere. De lande som normalt har afgivet børn til adoption, har skåret ned på antallet, dels fordi nogle af disse lande er blevet rigere, dels fordi man betragter det som et nederlag, at bortadoptere børn. Derudover så er det ikke alle forældreegnede par, der også ville være egnede til at få et adoptivbarn. Et adoptivbarn er potentielt et skadet barn, og tilknytningsprocessen kan være vanskelig. Det aldrig være således, at man BARE adopterer et barn. Man bør have sat sig grundigt ind i, hvad det kræver.

Jeg kan ikke slippe tanken, at dette indlæg handler om skribentens egen selvrealisering, og ikke om en overordnet moralsk diskussion. Hun har ikke gidet at sætte sig ind i hvem ufrivilligt barnløse er, og hun har ikke gidet, at prøve at sætte sig ind i hvilket grundlag de tager deres beslutninger ud fra. Dermed smider hun en bunke fordomme på bordet, en bunke fordomme som hun med ret stor sikkerhed, ikke selv ville bryde sig om, selv at blive mødt med.

Susie

Kristina Jensen

Susie Daugaard, forskellen på et ønske om mad mv. og et ønske om en familie, er, at sidstnævnte ikke er nødvendigt for ens overlevelse, om end jeg vil medgive, at for mange er det selve eksistensberettigelsen, hvilket jeg synes er frygteligt, når det ikke kan lade sig gøre. For det er virkeligheden for nogle og her hjælper din logik ikke, tværtimod.

Jeg vil gerne støtte dig i, at 1/3 af årsagerne til infertilitet, er mænds ringe sædkvalitet. De andre 1/3 er kvinders og den sidste 1/3 er en fælles årsag imellem de par, som er infertile, altså efter 12 måneders forsøg på at blive gravide. Læs gerne mere i 'Fertilitet & Sundhed' af Lone Schmidt og Anja Pinborg.

Du modsiger dig selv ved at tro, at et egoistisk behov, som at få et barn, ikke er en selvrealisering, idet en selvrealisering består af ens identitet og identiteten som forælder hører hertil. Det er dog ikke et videre vigtigt punkt i ovenstående, men jeg vil blot gøre dig opmærksom på det modsigende i dit synspunkt.

Jeg er enig med dig i, at det ikke er pengepungen som bør afgøre hvem der bliver forældre til et barn. Statistik over hvor mange der bliver adopteret som børn afklarer, at det udgør lidt over 700 styks om året ca., hvilket ikke er få: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR285.pdf

Kvinder med videregående uddannelser får børn inden de er 45 år: http://www.dst.dk/da/presse/Pressemeddelelser/2009/2009-12-02-Befolkning... , så artiklens skribent er fordomsfuld, men der tænkes nok på kvinder med længere videregående uddannelse, som er en helt anden historie.

Fordi vores instinkter (ja, de ligger der stadigvæk, helt derinde bag vores såkaldte "civiliserede" facade) fortæller os at hensigten med alting er, at føre vores gener videre.
Det er sådan set derfor vi (desværre?) stadigvæk er her.
Og der er allerede flere end rigeligt af os.