Kronik

Italienerne kommer langt med god smag og nydelse

Italienerne er livsnydere. Men kan man tillade sig at sætte sig på et trattoria og spise scampi, mens landet er på afgrundens rand? Ja, det kan man, for kulturens sidegevinster er svære at afvise
13. august 2012

»Italienerne har altid haft mange uhyrligt inkompetente generaler, præsidenter, tyranner, professorer og bureaukrater. Men de vil aldrig tolerere inkompetente operasangere, dirigenter, ballerinaer, skuespillere, skræddere og kokke. I en verden af uorden, katastrofer og bedrag kan man somme tider kun stole på skønheden. Nydelse kan man ikke købslå om«, skrev den italienske politiker og forfatter Luigi Barzini i 1960’erne.

Der er stadig en stor portion sandhed i disse ord.

Et oplagt eksempel på italienernes sans for hverdagsnydelse og selvforkælelse, er den gode mad. Det betragtes som en menneskeret, ikke en luksus, at unde sig selv at spise godt hver dag. Folk betragter det på ingen måde som spildtid at købe ind eller lave mad. Tværtimod er det dagens højepunkter.

Mens vi i Danmark gennemsnitligt bruger 28 minutter på den daglige madlavning, bruger italienerne i nærheden af to timer om dagen i køkkenerne, på markeder og i butikker. I weekenderne drejer det sig ofte om halve dage. En langt højere andel af folks rådighedsbeløb går til mad i Italien – og det gælder alle sociale lag; også de med de højeste indkomster. I gennemsnit bruger italienerne knap 19,2 pct. Til sammenligning bruger vi danskere 10,2 pct., hvilket gør os til de europæere, der prioriterer mad lavest.

Mad som samlingspunkt

For italienerne er maden kernen i alle familierelationer. 94 pct. af alle italienere spiser søndagsfrokost med familien, og enhver festlig anledning bliver flittigt benyttet til at samles om et godt måltid – gerne bestående af fire-fem retter. At være sammen og hygge sig er altid forbundet med lækker mad. ’Hvad fik I at spise?’ er også det første, man spørger hinanden om efter en stor fest. Ordet compagnia, eller company på engelsk – altså selskab eller ’at være sammen’ kommer i virkeligheden af ’con pane’, altså ’med brød’. Godt selskab er kædet sammen med spisning.

Italienerne holder strengt på, at måltidet er samlingsgrundlaget for alle generationer, selv om konkurrencen fra andre gøremål og fristelser er stor. Det står i skarp kontrast til den danske kultur, der er så fokuseret på at nå en masse og at være effektiv, grundig og planlæggende, at det bliver svært at give slip, bare være tilstede og nyde maden. Sidegevinsterne ved at benytte måltidet som samlingspunkt kan næppe undervurderes. F.eks. viser studier fra Columbia University, at jo mere børn og unge spiser aftensmad sammen med deres familier, desto mindre er deres tilbøjelighed til at begynde at ryge, drikke eller bruge stoffer. Meget tyder også på, at deres præstationer i skolen stiger med frekvensen af familiemåltider.

Fuld knald på, mindst 50 grader

Italienerne er på alle måder utrolig traditionsbundne, hvad deres spisevaner angår. De er kræsne på den gode måde. I modsætning til de fleste af os går de efter kvalitet, ikke kun efter pris. Hvorfor vælge en pakke dårlig pasta til 12 kroner, når den gode koster 22 kroner? Der er mad til fire-fem personer i en pakke, så det er ikke dyrt. Tilsæt god olivenolie, gode friske eller syltede tomater, basilikum, hvidløg og vupti: et lækkert måltid.

De fleste byboere kører jævnligt på landet, hvor de har gode forbindelser, der f.eks. skaffer helt frisk bøffelmozzarella, olivenolie, hjemmelavet eddike, tomater på glas, svampe osv. Derfor trives markedet for lokale specialiteter. Alle kan lave mad, det er noget, man er flasket op med, og det foregår på slump. Kogebøger er et yderst sjældent syn i almindelige italienske køkkener. Ingen går op i decilitermål, ingen tæller teskefulde eller vejer ingredienser. De har det på rygmarven.

Det kan gå galt, hvis man prøver at tvinge nogen til at udlevere detaljer som mål eller stegetemperaturer. Da jeg engang interviewede en kok, der skulle forklare, hvordan man laver romersk spædlam, kiggede jeg ned på hans rygende gasovn og spurgte, hvor mange grader den skulle stå på. »Fuld knald på, mindst 50 grader,« lød svaret.

Ind med modermælken

De gode italienske madvaner grundlægges tidligt, og det ville være dejligt, hvis danske forældre kunne lade sig inspirere en smule. Hos børnelægen får man at vide, at efterhånden som modermælken slipper op, skal spædbørn spise mos kogt på nyindkøbte og friskkogte grøntsager med koldpresset jomfruolivenolie og friskrevet parmesan. Når børnene er ca. seks måneder gamle, får de dampet søtunge eller oksemørbrad som supplement. Slagteren eller fiskehandleren gør sig selvfølgelig ekstra umage, når folk køber ind til en lille bambino – kun det bedste af det bedste er godt nok til børn.

Fra børnehaven til og med 5. klasse får de frokost og sunde mellemmåltider i skolen. Langt de fleste skoler har eget køkken, hvor der bliver lavet et to-retters måltid bestående af alskens lækre grøntsager, kød, fisk, pasta osv. Til sammenligning viser en ny rundspørge, at mange danske skoler har pizza, pølsehorn og risengrød på menuen.

Krise i spumantens tegn

På de nordlige breddegrader sidder der nok nogle og tænker, at sanselighed og livsnydelse lyder farligt fint, men kan man tillade sig at kaste alt fra sig og sætte sig på et trattoria og spise scampi og drikke spumante, mens økonomien sejler, og landet er på vej ud over afgrunden?

Og medgivet, det er selvfølgelig en stor udfordring at finde balancen mellem ansvarlig adfærd og den lystbetonede del af tilværelsen. Det ændrer dog ikke på, at den italienske kultur har en række sidegevinster, som selv den mest hårdnakkede nordeuropæiske rationalitet har svært ved at fornægte.

F.eks. er ældre langt bedre integreret i hverdagslivet end i de nordiske lande. De stuves ikke af vejen, men opfattes som vigtige traditionsbærere og skattet arbejdskraft.

Mange restauranter er f.eks. familieforetagender, hvor to-tre generationer arbejder sammen. De gamle bliver i den grad respekteret, og man lader dem arbejde til de ikke kan stå oprejst længere. Det er ligegyldigt, om de er effektive, de skal bare være der, som de har været det hele deres liv – ensomme ældre, besøgsvenner og ældreaktiviteter, behøver italienerne ikke at bekymre sig om.

På to af mine yndlingsrestauranter i Rom sidder bedstefar Renzo på 93 år og putter menukort i små plastiklommer, mens bedste-mamma Lucia på 95 år laver alle dagens kager og desserter. Den yngre generation opfatter det på ingen måde som en sur pligt at inddrage de ældre – tværtimod, det er en glæde og en ære.

Prego ville klæde Danmark

I det hele taget er generøsitet en dyd. Man ser næsten altid nogen skændes om regningen på barer og restauranter, for det gælder om at være den, der giver. Hvis et større blandet selskab spiser ude sammen, deler man alla romana, dvs. i lige dele, ikke noget med at sidde at fedte med decimaler, og hvem har spist pizza og hvem har spist bøf? Man skulle tro, at det er en fast del af italiensk børneopdragelse, at lære ikke at gå i små sko.

Folk er opmærksomme på hinanden. Det gælder f.eks. også i trafikken. Ude fra kan det ligne kaos, men med få undtagelser er der tale om en opvisning i god gammeldags venlighed, overbærenhed og galanteri. Det savner jeg i Danmark. Mine halvitalienske børn tør nærmest ikke cykle i København, for tonen er meget hård, hvis man slingrer lidt eller vover at tøve et øjeblik ved et kryds. Lidt mere tålmodighed og lidt mere buongiorno, prego, scusi og grazie ville også gøre sig rigtig godt på dansk!

Kronik@information.dk

Eva Ravnbøl er forfatter og har bl.a. skrevet italienske kogebøger. Hun er bosat i Italien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg kan anbefale at leve på den italienske måde, som jeg gør.
Jeg bruger iøvrigt, fordi jeg tjener så lidt, nærmere 70% af min indtægt på mad, og jeg bruger ca. tre kvarer til en time på at tilberede dagens hovedmåltid.

Lise Lotte Rahbek

Tjah.
Dett er godt når mennesker er glade og forstår at dyrke glæden.
Om de gør det på italiensk, på russisk, på amerikansk, på belgisk eller irsk, det må de selv finde ud af.
En af mine største prioriteringer er at have en legeplads i frisk luft - almindeligvis kaldet 'kolonihave'.
Det har de ikke i Italien.
De har så meget andet.

Længe leve mangfoldigheden. Og glæden.

Henrik Brøndum

Skoen artikel om skoenne Italien.

Jeg mener dog artiklen overser et vigtigt element, der driver at vi nordboer ikke kan leve "paa italiensk": Kulden.

Kulden tvinger nordboerne til at bygge huse, samle braende og forraad i langt hoejere grad end folk i syden - og det paavirker kulturen - vi lukker os mere inde i vores huler, og foretraekker planlagte besoeg. "Hvorfor skal socialt samvaer vaere anderledes end al anden aktivitet, der har det bedst med planlaegning?" Spoerger nordboen implicit sig selv.
Det er nu en gang lettere at have bedstemor siddende paa en stol foran huset og hilse paa forbipasserende end at skulle underholde hende i timevis med kaffe og konversation inde i stuen.

Ligeledes har vi i Norden effektive retsstater hvor minimal korruption goer at vi hoester en raekke fordele af omfattende detaljeret lovgivning der stort set overholdes. Bivirkningen er desvaerre, at vi nok er mere vrisne overfor de faa der snyder.

LIge netop i trafikken synes jeg dog ikke Italienerne har noget at komme efter. Jeg slentrede op ad en gaagade i Sienna og fik et ordentligt horn af en hidsig bilist. Jeg vente mig om vinkede til ham, og det gjorde ham saa sur at han omgaaende trak haandbremsen saa haardt, at hele gaden kunne hoere det og steg ud af bilen klar til kamp - blot for at konstatere at nordboer stadig er en gedigen mundfuld for den almindelige romer. Han maatte fortraekke under en raekke (antager jeg med mit beskedne ordforraad) eder og forbandelser - og mine italienske venner slog korsets tegn i taknemmelighed over der ikke blev trukket kniv.

Men dejligt ville det vaere - og rige ville vi blive - hvis vi var bedre til at holde sammen paa familien - som artiklens forfatter og et par enkelte film og mafiaen har antydet.

Michael Kongstad Nielsen

Ævl.
Hvordan forholder artiklen sig til Italiens fattige, til Mafiaen og Berlusconi-tiden? Til Napoli- familier, der må finde føden i affaldsdyngerne, eller de styrtende rige familier, der arver sig til guldskeen i munden fra dag ét?

Som bosat i Italien må man da kunne se, hvis man ellers åbner øjnene, at støvlelandet hærges af lige dele pavestat og mafia – fordummelse og forbrydelse i hellig alliance – og en afdanket libertiner, klar i kulissen til - igen - at føre det gamle kulturland det sidste skridt hen imod fascisme og diktatur – velbekomme …

Jeg savner stadig Italien. Suk. Og manden i det lille supermarked, der altid skulle kommentere mit køb af kattemad på en ny måde hver gang, så vi var ved at flække af grin.

Mafiaen skulle opløses og sendes til ismånen, hvor der måske er liv og farlig menneskeædende uhyrer

Per Torbensen

Som mange af mine italienske venner ofte har sagt,vi elsker Danmark det ligner Italien.
Men jeres madkultur og påklædning mama mia.

Jens Sørensen

Michael Kongstad Nielsen

Helt enig i dine betragtninger.

Du glemmer bare at Italien er "politisk korrekt"
Og så er alt tilladt.

Olav Bo Hessellund

@Henrik Brøndum.
Deler i det store og hele dine betragtninger om Italien og italienerne på godt og ondt – ikke mindst, når det gælder italienske bilister, som vi også her i familien ikke har de bedste erfaringer med. På en tur til det sydlige Toscana oplevede vi flere gange at blive chikaneret på forskellige måder af bilister, der åbenbart ikke kunne tåle at se en dansk Volvo, uden at der fór en djævel i dem.

Italien er på mange måder et paradoksernes og ekstremernes land. Her møder man både generøsitet, ja næsten en overstrømmende hjælpsomhed i situationer, hvor man har brug for det - men man kan undertiden også møde en hårdhed og uforsonlighed, som kan virke uforståelig for os nordboere.

Alt i alt en god lille artikel, som der også skal være plads til i avisen mellem alt det alvorlige - men forfatterens betragtninger om italiensk trafikkultur kan jeg altså ikke skrive under på. Forfatterens syn på madkulturen i DK hhv. Italien deler jeg derimod fuldt ud, ligeså det med påklædning. Nogle italienere mener, at vi her i landet ikke klæder os på, men blot dækker os til - og det kan der være noget om, når man ser det underlige tøj, jogging tøj fx,, mange danskere går rundt i i supermarkeder og på gader og stræder.