For læsere af Vogue og/eller Information, vil det ikke være nyt, at et de mest udskældte stykker journalistik i forbindelse med opstanden i Syrien er modemagasinets portræt af landets førstedame, Asma al-Assad.
Samtidig med, at det Arabiske Forår brød ud i 2011, trykte Vogue journalisten Joan Juliet Bucks artikel ’En rose i ørkenen’, hvori Bashar al-Assad og fruen blev beskrevet som vestlige, moderne og fristede af reformer.
Efter kritik af det rosende portræt af præsidentfruen måtte modemagasinet i maj pille det af hjemmesiden med henvisning til, at begivenhederne i Syrien havde gjort det klart, at regimets »prioriteter og værdier er fuldstændig i modstrid med Vogues«.
Men nu har Joan Juliet Buck, som ikke fik fornyet sin kontrakt med Vogue, i artiklen »Fru Assad førte mig bag lyset« forklaret, at hun faktisk i første omgang spurgte modemagasinet, om det måske ikke skulle overveje at vente med artiklen. Svaret lød, at Det Arabisk Forår ikke ville føre til noget, og at der var brug for artiklen til martsnummeret ’power issue’.
Historien har mindst to moraler. Den første morale er selvfølgelig, at journalister aldrig skal lytte redaktøren. (»Vi ønsker ingen politik, slet ingen,« lød det fra Vogues redaktør, da Joan Juliet Buck – der havde skrevet tre forsidehistorier om unge skuespillerinder og én om en supermodel – opfordrede modemagasinet til at sende en politisk journalist til Syrien).
Den anden morale er, at journalister let kan lade sig charmere af ’interviewofret’. Andre gange holder man kritikken tilbage efter den kyniske vurdering, at hvis man skriver noget negativt om vedkommende i dag, er det svært at bruge samme kilde i morgen.
Det sker i ’bag facaden’-fjernsynsudsendelser, i portrætartikler og i de mange biografier, som i disse år skrives om blandt andre politikere.
Man bliver inviteret hjem til politikeren. Ægtefællen tager måske imod i døren, der er bagt kage, og inde i stuen ligger hunden i kurven. Et par Carlsberg kommer på bordet ... og pludselig bliver samtalen meget hyggeligere. Det er en uudtalt aftale, at det her faktisk er en positiv historie.
Det hører dog til sjældenhederne, at den interviewede, ligesom den daværende generaldirektør for DR, Kenneth Plummer, ligefrem prøver at ’bestikke’ en skribent til at holde oplysninger tilbage. Forfatteren Kurt Lassen gik ind på at undlade at skrive om Plummers private affærer i biografien Plummer – summen af kardemommen. Til gengæld kunne han afsløre, at Plummer havde udleveret fortrolige oplysninger om sine modkandidater til jobbet som generaldirektør.
Hvis man ikke skylder den portrætterede noget, er det alt andet lige lettere at løsrive sig fra det billede, vedkommende forsøger at skabe af sig selv. Som John F. Kennedy, der om nogen kendte til mytens politiske kraft, siger i Benjamin C. Bradlees Conversations with Kennedy: »Ofte er sandhedens store fjende ikke løgnen – bevidst, udtænkt, uærlig – men myten – vedvarende, overbevisende og urealistisk.«
Og måske er det netop afstanden mellem den portrætterede og skribenten, der er årsag til, at tidens bedste biografier er skrevet om afdøde mennesker – f.eks. Robert A. Caros mange bind om Lyndon B. Johnson eller Bo Lidegaards om Henrik Kauffmann, Povl Bang Jensen og Jens Otto Krag.
Da jeg selv var med til at skrive en biografi om Lene Espersen (K), hvori hun ikke ønskede at medvirke, var det selv sagt nemt at sikre den rette distance. Men problemet var selvfølgelig, at det nu engang er svært at komme tæt på folk, hvis de ikke selv vil være med. Og umuligt at kende deres inderste tanker – hvis man ellers tillægger dem nogen sandhedsværdi. Til gengæld udtaler den portrætteredes fjender sig gerne (og i hvert fald uden for citat).
Det er imidlertid de færreste af os, der kan leve op til afdøde Hunter S. Thompsons nekrolog over Richard M. Nixon i 1994. Som musikmagasinet Rolling Stones’ journalist havde han dækket Richard M. Nixon siden dennes præsidentvalgkamp i 1968 og konkluderede, at »historien vil bevidne, at jeg sparkede ham gentagne gange, længe inden han gik ned. Jeg bed ham som en gal hund med rabies, hver gang jeg fik chancen, og jeg er stolt af det. Han var et udskud«.
Kim Kristensen er journalist ved Informations Christiansborg-redaktion
Som dårlig journalist that is...
Man kan ikke være uenig.
Hvor mange gange ser man ikke også herhjemmer, at journalister meningsdanner artikler politisk efter hvor selv står politisk?
Der findes praktisk talt ikke et avis eller mediehus, der ikke selv har interesse politisk og bevidst undlader at gå i dybden og undlader vitale oplysning om det der skrives og rører sig i samfundet, kun for at pleje egne interesser...
Hvad enten det anses for værende god journalistik eller ej, så er jeg som læser mere skeptisk over mængden af citater fra "unavngivne kilder", der fylder godt i dagens mediebillede. Hver eneste gang vi støder på et sådant er der forhøjet risiko for at vi misledes og manipuleres.
Vi forventes at have tillid til både den citeredes, skribentens og dennes redaktørs integritet, og der er alt for stor risiko for, at mindst en af de tre har en agenda som ligger uden for den objektive fortælling.
Den første morale er selvfølgelig, at journalister aldrig skal lytte redaktøren(Artiklen)
Og anden morale er: At Redaktøren aldrig skal lytte til Mediekonsern-bestyrelsen.
Men problemet er at friheden til at kunne ytre sig ligger i Redaktøren og Journalistens løncheck.
Gloria Arroyo, den tidligere kvindelige filippinske præsident er netop løsladt fra et hospitalsfængsel, men har forbud med at forlade landet. Hun er mistænkt for valgsvindel. Jeg husker, at der var en lille rødhåret DR korrespondent, jeg har glemt navnet, som havde lavet et interview med hende. Det var sukker og honning hele interviewet. Samtidig kunne man i aviserne se billeder af overfyldte fængsler i Manila, hvor folk lå i lag. Men Ikke ét ord om demokratiets mangler i samtalen med den nu anklagede præsident. Alt betalt af skatteyderne, som efter min bedste overbevisning blev røvrendt så det vil noget. Det journalistik i millionklassen, gode hoteller og masser af fritid. Det er ikke journalistik men fedterøvs snak, men sindsygt godt betalt i forhold til uddannelse og arbejdets art.
Måske er det bare vores forventninger til journalisterne--plus journalisternes egen selvforståelse--der er et urealistisk skønbillede.
Kim Kristensen må ligesom alle andre journalister hver dag pålægge sig selvcensur, og skrive det han godt ved hans chefer ønsker, at han skriver. Han har ikke andre muligheder, for hvis han gør noget andet vil han lynhurtigt være en arbejdsløs journalist.
Vi lever i en markedsøkonomi, hvor markedet gennemsyrer alle dele af samfundet. I en sådan samfundsmæssig struktur er medier en vare på linje med vaskepulver, hygiejnebind og flæskestege, selvom dette faktum givetvis kolliderer med visse journalisters noget romantiske selvopfattelse.
Efterhånden er det er kun de helt store kapitalejere, der har råd til at investere i medier. Derfor har kapitalejerne langsomt men sikkert opbygget et monopol på at eje massemedier, og derfor formidler nutidens medier udelukkende de budskaber og holdninger, som er i kapiatalejernes interesser.
Selv om det måske er smerteligt for journalisterne at erkende, er de sådan set bare lønslaver ligesom de fleste af os andre, der ikke har andre muligheder end at producere lige præcis det produkt, som vores arbejdsgiver ønsker.
Det er dem der betaler for musikken, der bestemmer hvad der skal spilles. Sådan er det.
Arroyo, var det ikke hende, som blev valgt til Præsident på Filippinerne efter Marcos? Og som forsøgte at rydde op efter ham. Men sikkert blev hindret deri af USA, som ved nok ved CIA-hjælp mv. fik hende til tabe præsident-valget, fordi USA ikke bruge hende til noget som helst?
Og hvorfor er George W. Bush ikke mistænkt og anholdt for valg-svindel i stor stil.....? (Valget i USA i 2000 var en farce af rang...)
---
Ang. Vogue mv. skal jeg ikke gøre mig klog på hvorfor de valgte at bringe interviewet med Assads kone, men sandheden er nok den, at alt det der står i interviewet er sandheden. Og at Assad gerne vil reformer, men at USA har sat sig sig imod, ganske enkelt fordi USA var bange for, hvem der ville komme i stedet for Assad.
Og hvis tror, at det er Assad som bestemmer i Syrien er dybt naive, det er selvfølgelig militæret som bestemmer stort set alt, deriblandt Assads bror.
Og ja, man skal passe på med ikke at være for venlig overfor et interview-offer. Visse journalister i Danmark kunne godt have husket på dette da de talte med en vis Amin Skov....