Læsetid 5 min.

Kampen om arbejdslivet

De faglige organisationer bestemmer selv, om de har en fremtid. Men så længe ledelserne lader deres energi pege indad i branchen i en nulsumspil om de sidste medlemmer, stemmer de stærkeste medlemmer med fødderne, mens de svageste løber efter de bedste tilbud
Overenskomster, traditioner, priser på kontingent. Meget  afgør, hvilken fagforening man er medlem af. Det har været sommerens agurkehistorie,  uden at nogen er blevet meget klogere.

Overenskomster, traditioner, priser på kontingent. Meget afgør, hvilken fagforening man er medlem af. Det har været sommerens agurkehistorie, uden at nogen er blevet meget klogere.

Henning Bagger
18. august 2012

Foråret og sommeren har brudt på flere hændelser, hvor fagbevægelsen spillede en hovedrolle. Fællesnævneren for hændelserne har været fagbevægelsens reelle udfordringer de seneste to årtier – nemlig den herskende interne uenighed om, hvad der synes politisk vigtigt, at den ikke formår at medvirke til politiske forhandling med succes, og endelig at den taber appellen i befolkningen.

De røde, den etablerede fagbevægelse, ser sig fortsat som garant for den danske arbejdsmarkedsmodel. De gule, de ideologiske alternative organisationer, stemmer for en nyorientering med medlemmernes ønsker til service i centrum. Skønt det for mange virker kættersk at sidestille de to modeller, bør man forfølge begge for at puste nyt liv i organiseringen af de danske lønmodtagere, så de står rustet til nye kampe på det globale arbejdsmarked.

Verden ifølge de etablerede

Fagbevægelsens kerneargumentation lyder, at de danske lønmodtagere står stærkest i faglige fællesskaber, der kollektivt indgår overenskomster med arbejdsgiverorganisationerne om reguleringen af i princippet hele det danske arbejdsmarked. Fagbevægelsen har igennem mere end 100 år opnået skelsættende landvindinger i kampen for de bedste løn- og ansættelsesvilkår. Det har både betydet noget for lønnen, arbejdstiden, kompetencerne og for pensionen.

Aftalerne er med til at vedligeholde et stabilt arbejdsmarked til gavn for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Forholdene gør det relativt enkelt for arbejdsgiverne af afskedige sine medarbejdere, når det synes nødvendigt, mens lønmodtagerne står bedre rustet end andre steder, takket være a-kasserne. Den danske arbejdsmarkedsmodel forudsætter imidlertid, at såvel lønmodtagerne som arbejdsgiverne repræsenterer hele arbejdsmarkedet. Og dér presses den etablerede fagbevægelse. Siden 1995 har LO-organisationerne tabt over en fjerdedel af deres medlemmer til knap 900.000 medlemmer i 2012.

Verden ifølge de gule udfordrere

Helt anderledes lyder talen hos de gule. Indsatsen tager ikke afsæt i politik og kollektive forhandlingstraditioner, endsige i de enkelte fag, som lønmodtagerne udspringer af. De gule har i stedet som ambition at levere en service, der får folk til at organisere sig på ny.

De gule skaber i realiteten succes og værdi for deres medlemmer oven på en destruktion af de etablerede LO-organisationers værdibegreb. De gule organisationer rammer de etablerede, hvor de synes mest sårbare, nemlig i deres kompleksitet og sit behov for vedvarende at skulle forfine og udvikle deres model for arbejdsmarkedet.

De gule gør således de høje omkostninger, der er forbundet med at opretholde dårligt fungerende medlemsdemokratier og afdelingsstrukturer, men også et monopollignende overenskomstsystem, til deres fordel ved helt eller delvis at se bort fra disse. Og derfor kan de tilbyde medlemskaber til langt lavere kontingent.

Og strategien virker. De gule organisationer har siden 1995 oplevet en eksponentiel medlemsvækst fra næsten ingenting til i alt at udgøre over 10 procent af alle organiserede. Alene Det Faglige Hus har i år efter 25 års eksistens rundet medlem nummer 90.000.

Forsvar for tyngdekraften

Så skarpt er fronterne trukket op. LO-bevægelsen agiterer sammen med forskere og politikere, som om de skal forsvare tyngdekraften. Skønt den danske model giver både stabilitet og dynamik på det danske arbejdsmarked, er der ikke tale om noget naturgivent. Modellen taber abonnenter og dermed legitimitet.

Forskerne på både FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier på Københavns Universitet) og CARMA (Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet) kan og vil ikke måle de to typer organisationer på samme skala. Senest i Information den 16. juli afviser Flemming Ibsen og Henning Jørgensen at tillægge de gule andre motiver end at tjene på at tage medlemmer fra de røde og overlade det hårde arbejde til de etablerede.

Modstillingen synes ligeså central hos de gule. Her lægger man mange kræfter i at remse medlemsfordelene op i modsætning til de røde, hvilket afspejler en afhængig af den etablerede del af branchen. Men hvordan ville de gule stå, hvis ansvaret skulle overdrages? De anviser ikke som sådan nye veje til organiseringen af lønmodtagerne, endsige udviklingen af arbejdsmarkedet.

Kortsigtede løsninger

Denne relation mellem parterne på lønmodtagersiden er imidlertid uholdbar og tilskynder til in aktivitet. Parterne formår kun at tale til hinanden i et endimensionalt tonefald som under den verserende konflikt på Restaurant Vejlegården. 3F mener, at gentagelse fremmer forståelsen. Krifa lader den faglige konflikt tale sit eget fremmedsprog og høster ivrigt, men stiltiende medlemmerne.

Desværre bekræfter de seneste hændelser i sommer organisationernes grundlæggende udfordringer, men også de alt for kortsigtede løsninger for branchen som helhed. Og forsøgene på at stå sammen, selv blandt de røde, har jo været frugtesløse. Der hersker ledelsesmæssig uklarhed om, hvad organisationerne har af ønsker til fremtidens arbejdsmarked. Og alene at ’sælge sig selv’ og sine medlemsydelser bedre over for medlemmerne gør altså kun en dårligt ledet fagbevægelse til en bedre kommunikeret, dårligt ledet fagbevægelse.

Mod nye kampe på markedet

I stedet for at tilskynde til interne magtkampe står fagbevægelsen over for tre væsentlige dilemmaer i kampen om arbejdslivet. Det danske arbejdsmarked presses i denne tid, og presset udefra af internationale virksomheder vil kun vokse. Ambitionen om at forsvare den danske model vil derfor være alt for defensiv. Hvorfor står organisationerne ikke sammen? Det gælder ikke alene blandt lønmodtagerorganisationerne, men i tillæg af arbejdsgiversiden. Kun med betydelige ressourcer og en mangfoldighed i kontaktflader til internationale virksomheder kan eksporten af den danske arbejdsmarkedsmodel med sine fleksible løn- og ansættelsesvilkår lykkes. En tilsvarende opgave med både at presse og samarbejde med de største virksomheder har ngo’er kunnet magte.

Den danske velfærdsstat presses ligeledes fra alle sider. De faglige organisationer kan på dette område spille en langt mere fordringsfuld rolle – med de erfaringer, kontakter, talenter og kompetencer som deres medlemmer besidder. Det kræver til gengæld en anderledes iscenesættelse af den sociale dimension, som den kritiske masse af medlemmer udgør. Er ledelserne af de faglige organisationer klar til at slippe kræfterne løs, og tør organisationerne udfordre områder og velfærdsydelser, som normalt varetages af det offentlige?

Endelig har den økonomiske krise resulteret i forbrugernes tab af tillid til de finansielle institutioner og de private rådgivere. Også her kunne lønmodtagerorganisationerne stå stærkere, nemlig i en egentlig markedskonkurrence om services. Organisationerne kunne med succes konkurrere på uvildighed og interesse i den enkelte. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilke af de faglige organisationer der reelt er dygtige nok i konkurrencen, rent fagligt? De faglige organisationer bestemmer selv, om de har en fremtid. Men så længe ledelserne lader deres energi pege indad i branchen i en nulsumspil om de sidste medlemmer, stemmer de stærkeste medlemmer med fødderne, mens de svageste løber efter de bedste tilbud.

 

Carsten Lê Madsen er selvstændig og forfatter til bogen ’For medlemmernes skyld. Strategisk ledelse af faglige organisationer’, der udkommer på Gyldendal Business den 30. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Teori og praksis

Der kan nok ikke være tvivl om, at fagbevægelsen har været på hælene i en årrække; vi kan diskutere, om dette startede i 70'erne, 80'erne, 90'erne eller først i 00'erne. I min ungdom (70'erne) talte man allerede om en "fagforstening", men der er jo sket meget (værre) siden.

Lige som mange andre institutioner er fagbevægelsen konfronteret med moderniteten, der lægger større vægt på individuelle præferencer. Den slags har det med at være kortsigtede. Men det er svært at kommunikere til solidariske medarbejdere, der hellere vil være heldige forbrugere.

I den konflikt er det nærliggende at retardere til en position, hvor man med næb og klør forsvarer det gode budskab. Og det gode budskab er, at det er fagbevægelsen, der har været motor for den skandinaviske velfærdsmodel. De gule fagforeningen ville være nul og niks, hvis ikke de lagde sig i slipstrømmen af det arbejde, som den organiserede fagbevægelse allerede havde skabt. Fagbevægelsen har kæmpet og forhandlet sig til en standard og værdighed for danske arbejdere, som de gule fagforeningen blot snylter på ved at tilbyde en discountudgave af. De ville aldrig selv kunne "kæmpe" for noget som helst.

Men det er en tabersag, hvis fagbevægelsen ikke i stedet går i offensiven med en ny og bedre begrundelse for "solidaritet". Den gamle forståelse er arbejderistisk. Det matcher ikke moderne, selvbevidste og personlige arbejdere. Derfor lokker de gule fagforeningen med falsk bevidsthed..

Måske ville det gavne med lidt mere Marx-læsning. Om nogen gik han ind for solidaritet, klassebevidsthed og fagbevægelse, men han var klar over, at endemålet var et klasseløst samfund, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.

Den vision kan let gøres neoliberal, så den kommer til at betyde, at enhver er sin egen lykkes smed. Bryd denne kode, der tillader de gule at nasse på socialismens drømmemål.

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

@Mihail

", der lægger større vægt på individuelle præferencer. Den slags har det med at være kortsigtede" Hvor er der dokumenteret belæg for den påstand ?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Thomas Dalager, er det ikke den erfaring, folk med dine politiske holdninger præker i forhold til den store offentlige sektor? På det helt private arbejdsmarked - og dem, der kopierer det - er den tendens endnu mere tydelig. Fagforeningerne fører til en relativt mere ligelig magtrelation, og det er det, der er hemmeligheden bag de relativt bedre forhold for helt almindelige mennesker i Danmark, herunder at man med held indtil nu har forhindret, at folk, der ikke kan få arbejde umiddelbart, ikke kommer til at fungere som 5. kolonne.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Individuelle præferencer

- drejer sig om jeg, mig og mit; eventuelt udvidet til min familie, min klan, min etniske gruppe, mit land. Men i selve udtrykket 'individuel' ligger der en indskrænkning af refleksionen.

Den er, i et moderne samfund, også ofte "kortsigtet", fordi vi har tabt fornemmelsen af ansvar for slægten og kommende generationer. Der er talrige artikler i dagspressen om, at nutidens ældre foretrækker at æde deres opsparede kapital op i stedet for at efterlade noget til børnene.

Men går vi et spadestik dybere - til den økonomiske teorihistorie - så er der et fænomen, man kalder "omslagstid", altså den tid, der går, fra man investerer, til der kommer et udbytte. Rationelle investeringer har sommetider en LANG omslagstid; måske viser fordelene sig først om 30-30-40 år eller senere. Men for dem, der gerne vil nå at høste gevinsten i levende live, er det for dumt.

Et godt eksempel er USAs klimapolitik. Nutidens amerikanere, der er fuldkommen afhængige af privat bilisme (fordi byernes og landdistrikternes infrastruktur er bygget op på bilismen), vil ikke acceptere en nedgang i deres her-og-nu leveniveau, selv om det er altafgørende for deres børn og børnebørns mulighed for at leve at tåleligt liv.

Individuelle præferencer betyder, at man ofte ikke kan se ud over sin egen næsetip – og sin egen levetid.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Der debatteres, som om dem på arbejdsmarkedet hellere ville være fri og derfor misunder dem, der ikke arbejder; men er det sandheden? Hvis det er, skal der jo en anden politik til, hvor man sikrer, at kompetencen ikke findes individuelt i ganske få eller måske kun én medarbejder, således at man kan bedrive jobrotation.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Individuelle præferencer 2

Der er masser af andre eksempler på, at individuelle præferencer er "kortsigtede". Faktisk er hele velfærdssamfundets historie en historie om et opgør med denne måde at tænke på.

Kan det betale sig et bygge en jernbane mellem København og Roskilde (ikke for jyderne)? Kan det betale sig at udvikle en folkeskole (ikke for dem, der sender deres børn i privatskoler)? Kan det betale sig at bygge broer (ikke for dem, der bor fjernt)? Kan det betale sig at have offentlige museer og teatre (ikke for dem, der bor i en anden landsdel). Hvorfor skal jeg bidrage til sikring af Sønderjyllands kyst (jeg bor i Gentofte)? Hvad rager Odenses ghettoproblemer mig? Hvad rager resten af verden mig; hvorfor skal jeg bidrage til afrikanske børns skolegang?

Individuelle præferencer betyder, at du opfatter verden med dig selv som centrum og mål. Da du ikke er udødelig, indskrænkes din horisont til, hvad der gavner dig her-og-nu.

Er det forkert? Ja, fordi du fralægger dig ansvaret for de af dine handlinger, der vedrører andre i nutid og fremtid.

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

Der er jo stadig ikke nogen dokumentation for, at individuelle præferencer skulle være mere kortsigtede end andre præferencer. Der er derimod en masse lommeuld, der bliver brugt som ammunition for den påstand.

I øvrigt er der jo absolut intet til hinder for, at man kan have et hav af "kollektive" præferencer og individuelle ditto på samme tid, hvorfor den diskussion forekommer helt absurd, hvilket egentlig var min pointe. Jeg skal beklage, hvis det ikke fremstod tydeligt.

@Hansen
Hvilken politisk holdning ift den offentlige sektor prædiker jeg ?
Jeg prædiker ikke en disse og har absolut intet mod en stærk solid offentlig sektor, men accepterer ikke blindt og ukritisk, at al offentlig er fantastisk og al privat det modsatte --- det er unuanceret og plat.

Udover det er det et faktum, at de gamle mænd i dansk fagbevægelse er til tælling og så længe, at man ikke vil se det i øjnene, bliver hullet fagbevægelsen står i, blot dybere og dybere, og det er faktisk tragisk !

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Årsagen til fagbevægelsens tilbagegang, Thomas Dalager, skal søges et andet sted: at politikerne systematisk har fjernet de fordele og garantier, medlemskabet indebar, så det på mange strækninger kan være svært at gennemskue, hvad man får for pengene.

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

@Hansen
Så det er lidt den gamle sang "det er de andres skyld - vi har ikke gjort noget forkert" --- My God @Peter, det tror du ikke selv på vel :o) ?

PS Jeg er medlem af DJØF, men ved ærlig talt ikke rigtigt hvorfor !!??

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Individuelle præferencer 3

Er det "lommeuld" at tale om "omslagstid"? Altså om forskellen på kortsigtede og langsigtede konsekvenser af vores beslutninger? Det svarer Thomas Dalager ikke på.

Jeg kunne ellers gerne fortsætte med andre eksempler, f.eks. boligpolitikken, uddannelsespolitikken, socialpolitikken etc.

Det, der på kort sigt kan betale sig for den enkelte, er ikke nødvendigvis det, der på længere sigte kan betale sig for samfundet. (og dermed in spe også for de enkelte medlemmer af samfundet).

Skal jeg have lommeregneren frem, før Dalager kan forstå pointen?

Jeg kan godt forstå Dalagers kritik af det kollektive systems svagheder – læs f.eks. mine forudgående bidrag til denne diskussion hér. Men jeg mangler en tilsvarende nuancering af Dalagers position.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Thomas Dalager, jeg er temmelig træt af den automatiske "Man skal selv tage ansvar", når dem, der er pålagt ansvar, ikke tager det.
Jo, det er politikernes skyld, at de har vedtaget love, der har udhulet lønmodtagernes rettigheder og muligheder.

Brugerbillede for Johannes Lennar
Johannes Lennar

Hvis fagbevægelsen er sådan en god ide, så burde den også kunne klare sig uden politikernes indgreben.

Altså kan man ikke skyde skylden på politikerne. Skylden ligger på fagbevægelsen selv. Hvorfor kan fagbevægelsen ikke selv finansierer et dagpengesystem på 4 år?

Bare fordi staten sætter det ned til 2 år, behøver det jo ikke være sådan.

Brugerbillede for Jan Toft Rasmussen
Jan Toft Rasmussen

Artiklens emne er ellers godt nok, men abstraktions niveauet gør det svært at trække brugbare budskaber ud af de mange ord - så jeg står ikke i kø for at købe bogen.

Og så mangler jeg en helt grundlæggende præmis for overvejelser om hvorvidt de gule er et brugbart alternativ til fagbevægelsen: Fagbevægelsen indgår områdeoverenskomster - det betyder at alle der arbejder indenfor overenskomstens brancheområde eller på den pågældende virksomhed får de goder og fordele som overenskomsten indeholder uanset medlemskab. Det er der en meget god grund til; hvis de gule medarbejdere kunne fås billigere (mindre løn ect), så ville arbejdsgiverne foretrække dem, og så begynder en spiral ned i elendigheden. Det er den vare KRIFA sælger - deres kunder betaler for at KRIFA påtager sig forfølger sager, hvor de ikke får det som tilkommer dem efter fagbevægelsens overenskomster. Det er derfor vi kalder dem nassere; for de sælger noget som de ikke selv har andel i. Tag det helt grundlæggende forhold med i analysen af de gules fortræffeligheder og ligeværdighed overfor fagbevægelsen, så ændre billedet sig fuldstændigt, og anbefalingerne bliver en hel del mere præcise!

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Individuelle præferencer 4

Thomas Dalager, det er dig selv, der har bragt emnet på bane, men du har ikke svaret på kritikken. Får vi et svar?

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

@Mihail

Sorry.....jeg kæmpede lidt med varmen søndag, men nu er jeg vågen :o).
Lommeregner bliver ikke nødvendigt...... min pointe er , at denne skillelinje mellem individuelle (de forbudte forstår jeg) præferencer og kollektive er en konstruktion. De findes i en stor sammenblanding, og det er en forsimpling at hævde, at man enten foretrækker den ene fremfor den anden.
Jeg har da masser af individuelle præferencer, men det gør da ikke, at jeg ikke har kollektive præferencer til samfundets konstruktion og prioriteringer. Det er jo ikke et nulsumsspil.

@Hansen
Det nytter ikke at bilde sig selv ---eller endnu værre andre - ind, at fagbevægelsens dødskamp primært skyldes ændret lovgivning. Hvis ikke man tør se i øjnene, at fagbevægelsen har et kæmpe imageproblem (ongsandsynlig også et par andre), så er man da kun med til at gøre deres krise værre. Den offerrollelogik har aldrig hjulpet nogle.

Derfor kan det godt være, at et demokratisk valgt flertal har gjort lovgivningen mindre lukrativ for fagbevægelsen, men sådan virker demokratiet jo --- det er mig bekendt ikke noget alternativ, der er værd at stræbe efter.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Egentlig mærkeligt at det er så vanskeligt at blive enige om samarnbejdets fordele, dynamikker og afgrænsninger ifht det private og det fælles

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er jo ikke for fagbevægelsen, det er blevet minde lukrativt, Thomas Dalager, det er for de medlemmer i fagbevægelsen, der igennem lovgivning var sikret rimelige garantier for deres arbejdsliv. Når de, der skulle stå vagt om disse garantier som arbejderbefolkningens valgte repæsentanter på tinge, bryder med deres bagland, holder fagbevægelsen for, men misdæderne er nogle andre. - Det bliver imidlertid disse andre, der får ret, når folk i vrede eller frustration undlader at melde sig ind, fordi næste slag så ikke kan genvinde det tabte.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Læs nu alle bare Preben Vilhjelms seneste indlæg, eller pamflet som han kalder det med henvisning i interviewet ´Systemkritikken der blev væk´. Her bliver altså lige sat nogen ting på plads mht systemfejl - og som P.V. siger - for at finde kuren er det nødvendigt, at diagnosen er klar

Brugerbillede for Toke Ernstsen
Toke Ernstsen

Det altoverskyggende problem er i virkeligheden, at arbejdsmarkedet, som navnet også mere end antyder, er et marked, reguleret af kapitalistiske kræfter. Der tinges, pruttes og handles om prisen på arbejdskraften på bedste business-og kræmmermanér.

Forskellen på nu og det, vi troede var en længst svunden tid, nemlig dengang slavehandlerne solgte arbejdskraften til herremændene med hud og hår, er måske ikke helt så stor, som vi måske godt kunne tænke os.

Markedskræfternes indflydelse på arbejdsmarkedet manifesterer sig også i forhold til de gamle fagforbunds urealistiske ønske om monopol. For det er urealistisk at forvente monopol på et marked over længere tid. De gule fagforretninger har set og grebet den kommercielle mulighed på dette markedet, og tilbyder lavprishungrende danskere et prisbilligere alternativ til de gamle bevægelser. Og som altid glemmer vi at tjekke kvaliteten på det, vi køber, men lader os lokke af det 'gode' tilbud.

Det ville måske nok være det mest naturlige at lade dansken skyde hul i lommerne på sig selv på denne måde, som straf for at vælge kvantitet frem for kvalitet. Men den menige mand har ikke kunnet gennemskue, at fagbevægelsen selv er blevet narret af dens umiddelbare succes på et marked, hvor monopolet var selvskrevet indtil for nylig.

Derfor må det også være de gamle fagforbunds nye opgave at sørge for, at dansken ikke rammes af arbejdsmarkedets markedskræfter, men derimod medvirke til, at arbejdsmarkedet i sin nuværende form afvikles og 'trækkes' fri af markedskræfterne.

Det ville sandsynligvis blive helt på bekostning af fagbevægelsens eksistens, som vi kender den i dag, men hvis dette 'selvmord' indgår i en højere sags tjeneste, nemlig at redde den danske lønmodtager fra det prisbilligere, men langt ringere produkt, fagforretningerne tilbyder, må det være prisen værd. Den gamle fagbevægelse bør i hvert ikke kun overleve for sin egen skyld.