Interview

Kvaliteten på masseuniversitetet er ikke faldende

Selv om der uddannes flere end nogensinde før, er kvaliteten fortsat i top, lyder det fra uddannelsesforsker
Debat
3. august 2012

De tre regeringspartier beskriver i regeringsgrundlaget deres ambitioner på uddannelsesområdet således:

»95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse, og 25 procent en lang videregående uddannelse«.

For nylig fik regeringen så politisk tilslutning til målsætningen om, at 60 procent af en årgang skal have en videregående uddannelse. Og det er helt fornuftigt, mener undervisningsforsker Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet. For selv om 60 procent kan lyde voldsomt, er det vigtigt at have for øje, at en videregående uddannelse ikke nødvendigvis er det samme som en universitetsuddannelse.

»Hvis man ser på fordelingen ved det seneste optag, fylder universitetsbachelorer lidt under halvdelen. Lidt over en tredjedel er professionsbachelorer, og cirka en femtedel er korte videregående uddannelser,« uddyber han.

»Det tegner et meget mere nuanceret billede. Grundlæggende synes jeg, at spredningen på korte, lange og mellemlange videregående uddannelser er fornuftig.«

– Men er 60 procent ikke i overkanten?

»Nej, for behovet for uddannede er klart stigende. Selv om det hævdes, at produktionsvirksomhederne mangler dygtige håndværkere, er arbejdsløsheden højere for de faglærte end for alle grupper af videreuddannede.«

Stadig høj kvalitet

Universiteterne skydes ofte i skoen, at taxametersystemet, som gør, at de optager mange flere end tidligere, fremmer kvantitet i stedet for kvalitet. Men det er ifølge Palle Rasmussen en myte, at de moderne universiteter ikke tilbyder kvalitative uddannelser.

»Faktisk er det imponerende, at man kan uddanne så mange på videregående uddannelser og stadig bevare det faglige niveau,« siger han og peger på adskillige akkrediteringer, evalueringer og censorrapporter, som godtgør, at kvaliteten reelt ikke er faldende.

»Det viser, at der ikke er nogen modsætning mellem, at mange får en videregående uddannelse, og at man stadig uddanner højeste kvalitet.«

Han lægger dog ikke skjul på, at der kan være en modsætning til den mere gammeldags form for universitetsuddannelser, som traditionelt var for de få og meget boglige.

»Men den slags uddannelser er der faktisk ikke mange af i Danmark længere. Godt nok kommer jeg fra Aalborg Universitet, hvor udviklingen er mere markant end i Aarhus og København, men jeg tøver ikke med at sige, at også sydpå har uddannelserne ændret sig i den rigtige retning,« siger han og nævner kanditatuddannelserne på humaniora og samfundsvidenskab som eksempel. På studier som humanistisk informatik, kommunikation og sociologi er der en indbygget mulighed for, at de studerende kan komme i praktik.

»Og de studerende vælger det i meget høj grad. På en række af de uddannelser, jeg kender til, er to tredjedele af de studerende i praktik. Selvfølgelig er der forskel på universiteter og fag, men mange steder er bevægelserne sket og er stadig i gang,« siger han.

Tilfældigheder råder

Palle Rasmussen kan dog godt følge kritikernes skepsis over for taxametersystemet:

»Det er problematisk, at man mere eller mindre har opgivet at lave en samlet planlægning af kapaciteten inden for de videregående uddannelser. Fra den forhenværende regering var det eksplicit, at der skulle være mere markedstænkning, og det har bevirket, at uddannelsesinstitutionerne er blevet markedsaktører, som konkurrer om penge. Og de studerende er penge,« siger han.

Med undtagelse af relativt få uddannelser, for eksempel de lægevidenskabelige, hvor staten har sat grænser for optagelsestallene, er det på langt de fleste områder institutionerne selv, der bestemmer hvor mange der skal optages.

»Og de optager mange, fordi de gerne vil have taxameterpenge,« lyder dommen.

– Det er blevet foreslået at give bonustaxametre til uddannelser, hvor færdiguddannede i høj grad opnår beskæftigelse og høj løn. Hvad synes du om det?

»Jeg synes ikke, der er nogen former for bonus, som skal tillæges nogen særlig vægt. Der er et enormt element af tilfældighed i, hvad der slår igennem på arbejdsmarkedet på hvilket tidspunkt. Det er simpelthen for tilfældigt og usikkert til, at man skal ændre i den retning,« siger han og forklarer, at hvis noget skal ændres, bør hele systemet tages op til revision.

»Taxametersystemet som sådan er positivt. Det medfører, at ressourcerne fordeles i de forskellige uddannelsesinstitutioner efter, hvor meget arbejde de skal lave; altså hvor mange studerende, de har. Men der er nogle skævheder. Tekniske, medicinske og naturvidenskabelige uddannelser får markant højere taxameter end alle andre, uden at begrundelserne for det er indlysende. Hvis man overvejer et bonustaxameter, må man udjævne nogle af de skævheder først. Hele systemet må revideres, før man kan ændre småting.«

– DI har advaret de unge mod at tage alt for moderne og tvær-gående uddannelser, fordi mange arbejdsgivere angiveligt lægger vægt på traditionelle uddannelser, som de kender fra dengang, de selv blev uddannet. Er det en advarsel, du kan tilslutte dig?

»Nej. Der er en række arbejdsgivere, som er dovne og ikke gider sætte sig ind i, hvad de nye uddannelsers indeholder. Derfor ansætter de folk, som ligner dem selv. Er det en reel kvalitetsvurdering? Skal man have et bonustaxameter på dét grundlag? Det synes jeg ikke. Det er blot et eksempel på, at der netop er mange tilfældigheder i den måde, beskæftigelsen udvikler sig på.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her