Flere forældre er en ressource
Elvir Pelesevic, København
Med sit seneste værdipolitiske udspil lægger Det Radikale Venstre op til, at et barn kan have flere forældre. Eksempelvis kan to homoseksuelle par have forældremyndighed over et fælles barn på samme tid.
Forslaget er blevet mødt med mange kritiske røster. Nogle udtrykker bekymring for barnets tarv med henvisning til al den forvirring, som kan opstå hos et barn, der skal dele sit liv med fire mennesker. Andre er bange for, at barnet kan blive homoseksuelt og udsat for mobning som følge af forslaget.
Ser man på sagen med andre øjne, kan barnet lige så godt forventes at nyde og profitere af al den opmærksomhed, omsorg, pleje og kærlighed, der vil komme fra de mange forældre, selv om de i værste fald skulle gå fra hinanden. Desuden er det en forenklet og diskriminerende fejlslutning, at homoseksualiteten alene udløser mobning, og at det er forkert at vokse op som homoseksuel. Det Radikale venstres udspil, der sender signaler om tolerance, rummelighed og mangfoldighed, kan derfor være med til yderligere at nedbryde disse og lignende fordomme hos de kommende generationer.
Fra tanke til handling
Benny Lihme, København
Selv om virkelighedens verden er en anden, vil den amerikanske stjernejournalist Fareed Zakaria gerne fremstå udadtil, som om han selv har skrevet den strøm af tekster, der trykkes i hans navn. Han kan ikke sige offentligt, at det er andre end ham selv, der har skrevet teksterne, for så vil læserne føle sig bedraget og selve stjernesystemet bryde sammen.
I den forbindelse er det forfriskende at opleve den kinesiske kunstner Ai Weiwei i den fine dokumentarfilm Never Sorry, hvor han med en naturlig selvfølgelighed fortæller, at han stort set ikke selv laver noget som helst af det, der udstilles som værende hans kunst. Det eneste der interesserer Weiwei er at få ideerne, hvorfor han, som man ser i filmen, har en hær af ansatte til at udføre dem i praksis.
Den moderne danske model
Martin Jensen, formand for 3F Vejle
I et interview den 11. august giver ejeren af Restaurant Vejlegården, Amin Skov Badrbeigi, udtryk for, at systemet kommer til kort »hvis arbejdsparterne selv skal finde en løsning« på konflikten. Men Amin Skov gør hermed sit problem med valg af en billig overenskomst til hele den danske models problem.
Kald modellen gammeldags. Men den virker. Derfor står mange arbejdsgivere også frem og advarer mod at ændre systemet. Alternativet kan blive meget værre, hvis uenigheder på arbejdsmarkedet i fremtiden skal afgøres af politikerne på Christiansborg eller i EU. Amin Skov ærgrer sig over, at fagbevægelsen ikke har moderniseret den danske model, og på den måde foregrebet den nuværende situation, hvor »politikerne skal involveres«. Vi har ikke involveret politikerne. Det har de selv, fordi de slår plat på en sag, der handler om noget så gammeldags som at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår.
Vi er som fagbevægelse kun halvdelen af den danske model. Den anden halvdel er arbejdsgiverne. Pointen er netop, at modellen virker gennem parterne i fællesskab, at man følger spillereglerne og indgåede aftaler og løbende forhandler og fornyer overenskomsterne, så de er tidssvarende og passer til brancherne. Se dét er i virkeligheden ultramoderne.
Nepper Larsens boomerang
Ebbe Folmann, Odense
Steen Nepper Larsens latterliggørelse af de politiske mål for folkeskolen gennem tiderne, bragt den 21. august, savner enhver saglig begrundelse.
Det er særdeles ansvarligt, at politikerne tager udgangspunkt i en global virkelighed, når de opstiller mål for grundskolen. Men er det ikke netop folk som dig, Nepper Larsen, der hæver din hyre for at skulle foreslå, hvilke midler de politisk fastsatte mål kan nås med? Og er det ikke snarere de pædagogiske videncentre, der har været storleverandører af floskler og plusord i de årtier, du gennemgår, hvor mål og midler rodes sammen i en indforstået retorik? Eller er du bare ude med et surt primadonna-opstød, fordi du ikke er inviteret til højbords?
Sødt i eftermælet
Kurt Jonas, Holbæk
Jørgen Bülow Hansen optræder den 18. august som heftig omsorgsperson for Pia Kjærsgaards eftermæle.
Det behøver han da ikke. En politiker, som i foragt for andre mennesker nærmer sig kanten af dansk racismelovgivning, behøver ikke mere hjælp end de to livvagter, hun allerede har. Resten har hun bevist, hun kan klare selv. Kunne Bülow Hansen ikke i stedet give os en oversigt over Kjærsgaards politiske resultater, som har gjort Danmark til et mere menneskeligt, mere tolerant og mere internationalt orienteret samfund?
Hvilke værdier har du selv, Jørgen Bülow Hansen, på disse områder?
Urimelige beskyldninger
Anne la Cour, asylchef, Røde Kors.
Den 21. august omtaler Elizabeth Japsen den ulykkelige sag med den transkønnede flygtning Fernanda og retter videre en personlig kritik af undertegnede i forhold til indkvarteringen af Fernanda i Center Sandholm i en periode i 2009.
Som jeg også er citeret for i Politiken den 14. august, kan og må Røde Kors på grund af tavshedspligt ikke udtale sig om enkelte asylansøgere og deres forhold. Men jeg kan oplyse, at Røde Kors i forhold til alle minoriteter har en interesse i at skabe indkvarteringsløsninger, som tager videst mulige individuelle hensyn og beskytter mod overgreb. At der i nogle tilfælde er sket voldtægter, er meget ulykkeligt. Men det er ikke rimeligt at spørge, som Elisabeth Japsen blandt andet gør, om »la Cours beslutning om at udlevere Fernanda til voldtægt [er] i orden?«.
Røde Kors arbejder løbende på at skaffe sig viden om blandt andet disse minoriteter og har allerede fagpersonale med stor indsigt i området. Med henblik på at styrke den faglige indsats yderligere har Røde Kors inviteret et medlem af LGTB (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) og rådgivere i spørgsmål om transpersoner til et snarligt ledermøde for at samle erfaringer og pege på muligheder. Jeg er meget glad for dialogen med LGTB, da vi alle har en interesse i at gøre det så godt som muligt.
