Læsetid: 3 min.

Løber SF fra sine værdier med sin deltagelse i regeringen?

Med regeringens indgåelsen af skatteaftalen med Venstre og Konservative, meddelte to medlemmer af SF’s folketingsgruppe, at de ville stemme imod aftalen, fordi den strid mod SF’s værdier. Jeg synes tværtimod, at det er de to medlemmer, Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic, som ikke forstår SF’s værdigrundlag
Debat
27. august 2012

Jeg er mangeårigt bestyrelsesmedlem af SF på Østerbro i København. Det er den ene af de kredse, hvor Özlem Cekic er spidskandidat. Ved folketingsvalget i efteråret deltog jeg i hendes valgkamp, delte løbesedler ud, hængte plakater op med mere. Selv om jeg ser mange kvaliteter hos hende, kan jeg slet ikke følge hende i den linje, hun har lagt omkring skatteaftalen.

Det er blevet gjort til et spørgsmål om værdier, men hvad er SF’s værdier? I den standende debat kan enhver påstå, at lige præcis de står for de sande SF-værdier, at de kender SF’s politiske dna.

Derfor kan det være på sin plads at starte med at beskrive, hvad jeg ser som SF’s politiske værdier: Den skarpe sociale profi l og den parlamentariske forankring.

Den skarpe sociale profi l har vi arvet fra DKP’s brud med Socialdemokratiet i 1919, og med SF’s brud med DKP i 1956 kommer bekendelsen til det parlamentariske arbejde som vejen til samfundsforandringer.

Parlamentarisk arbejde består i at erkende, at politiske resultater opnås gennem kompromiser med andre partier. Samarbejdet med andre partier går ud på, at man er fælles om både de populære opgaver med at give til folk – for eksempel gennem overførsler – men også er fælles om de upopulære opgaver som at tage fra folk – for eksempel gennem skatter. Det er væsentligt for partiernes troværdighed, at indgåede aftaler også bliver fulgt af medlemmerne.

Dårlige SF’ere

Grundloven siger, at ethvert folketingsmedlem skal stemme efter sin overbevisning, hvad jeg også mener, er et vigtigt princip.

Men hovedpointen er her, at alle i SF har den overbevisning, at den aftale, som blev tilbudt Enhedslisten, var bedre end den, som blev indgået med V og K. Så at stemme imod er således ikke at vise et socialt særstandpunkt eller en mulighed for i stedet at stemme for en aftale med Enhedslisten, da der ikke kom nogen aftale.

Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekics udmeldinger viser, at de kun vil være med til de populære beslutninger, men vender deres partifæller ryggen, når der skal tages upopulære beslutninger. Det er et forsøg på at udstille de andre som dårlige SF’ere. Lisbeth Bech Poulsen har siden sagt, at hun alligevel stemmer for, men Özlem Cekic fastholder, at hun vil stemme imod aftalen.

Ved ikke at stemme med gruppen krænker hun dermed den ene af SF’s to kerneværdier, nemlig det parlamentariske arbejde som vejen til samfundsforandringer. Hun giver kerneværdien om den sociale kamp forrang over for det parlamentariske arbejde, men hvordan hun vil opnå resultater på det sociale område uden om et fl ertal Folketinget, mangler vi et brugbart svar på.

Carina-sagen

Centralt i debatten om aftalen med V og K står overførselsindkomsterne. Penge til overførsler og til andre off entlige udgifter er ikke noget, politikerne hiver op af tryllekrukken og derefter fordeler efter forgodtbefindende. Penge, det vil sige værdier, skabes gennem arbejde i produktionen. Om den er materiel, serviceydelser, off entlig eller privat er i den sammenhæng lige meget. Fordelingen mellem arbejdere og virksomhedsejere af værdierne skabt i produktionen sker ved forhandling på arbejdsmarkedet. Men som bekendt står mange mennesker udenfor produktionen: Børn, unge under uddannelse, pensionister samt dem, som af forskellige grunde er faldet uden for arbejdsmarkedet. Her sker fordelingen først og fremmest ved opkrævning af skatter bestemt af Folketinget.

Hvis vi skal overbevise dem på arbejdsmarkedet om, at vores omfordelingspolitik er fornuftigt, og at de skal stemme på os, skal de kunne se det rimelige i omfordelingen. Nemlig at modtagere af midlerne ikke har aktuel mulighed for at være selvforsørgende, at de bruger de modtagne penge fornuftigt, og at de modtagne midler forekommer rimelige i forhold til, hvad folk i arbejde tjener.

Carina-sagen fra sidste efterår fik desværre mange mennesker til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved det rimelige i omfordelingen, og den fejl bærer Özlem Cekic ansvaret for.

Der ligger et stort arbejde i at rette op på den fejl. Det bliver ikke lettere at skabe tillid til vores politik, hvis vi samtidigt skaber mistillid til vores evner som politikere, ved at vi render fra vores aftaler. Her er det igen Özlem Cekic som står med hovedansvaret. Jeg kan ikke se, at hun derigennem hjælper de grupper i samfundet, som hun kæmper for.

Anders Finn Jørgensen er bestyrelsesmedlem i SF-Østerbro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi er mange der ikke længere har tillid til hverken Sf politik eller Sf politikere, efter indgåelsen af skatteaftale med V og K. Özlem Cekics er den eneste Sf politiker som har bevaret sin integritet. Den sociale kamp og parlamentarisk arbejde er ikke modsætninger, men en side af samme sag. Sf gav køb på den sociale kamp ( læs det socialistiske projekt ) ved indgåelsen af skatteaftalen med V og K. Sf ofrede den svageste gruppe i samfundet, de kroniske syge og handicappede, dem som i al fremtid er afskåret fra at ændre på deres økonomiske situation, nemlig førtidspensionisterne. I fremtiden skal denne gruppe betale til skattelettelser til folk med alle muligheder og gode lønninger. Det var muligt at lave en aftale med Enhedslisten og Sf kunne have bevaret sin troværdighed, som både socialistisk og folkeparti. I dag er der desværre kun folkepartiet tilbage i regeringen ! Sf ( læs Özlem Cekics ) er frataget sine ordførerskaber .....

Marianne Christensen

Til spørgsmålet:

Løber SF fra sine værdier med sin deltagelse i regeringen?

er svaret:

"JA"

Steffen Gliese

Det er et noget gammeldags syn, at det er den enkeltes arbejde, der skaber værdierne. Og det er da heller ikke ønskværdigt, at det for tid og evighed skal være det sure slid på arbejdsmarkedet, der definerer borgernes liv. Det er brugsværdien af produktionen, der er det reelle udkomme, som man så må fordele ved hjælp af skyldere, de såkaldte penge.

Den orkede jeg godt nok ikke at læse færdig.

Esben Maaløe

"Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekics udmeldinger viser, at de kun vil være med til de populære beslutninger, men vender deres partifæller ryggen, når der skal tages upopulære beslutninger"

Ingen af de to damer vendte sig, det var partifællerne der vendte sig.

"Carina-sagen fra sidste efterår fik desværre mange mennesker til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved det rimelige i omfordelingen, og den fejl bærer Özlem Cekic ansvaret for."

Carina er ikke repræsentativ, hun ligger i de øverste 3,6%. Man angriber altså hele gruppen af overførselsmodtagere med et eksempel der ligger i absolut top.

En gennemgang af hendes privat økonomi afslører efter min mening ikke noget odiøst, hun er syg og hun har et barn. 16.000 er ingen herregård ...

I stedet for at betone det forhold, fortsætter Møger som en anden JBO med at begrunde de 'svære' valg med netop Carina. Er det så også Özlems ansvar?

Esben Maaløe

3F anbefaler Enhedslisten
CEPOS roser regeringen

hold kæft hvor usolidarisk af 3F, de har jo vendt socialisterne ryggen!

Heinrich R. Jørgensen

Anders Finn Jørgensen:
"Parlamentarisk arbejde består i at erkende, at politiske resultater opnås gennem kompromiser med andre partier"

Mage til vrøvl. Hvad har politiske partier med parlamentarisme at gøre?

Parlamentarisk arbejde består i at føre en lødig og fornuftsbaseret samtale med de øvrige parlamentarikere, og at lade fornuften råde. Det gælder når parlamentarikerne ved fælles hjælp søger at blive klogere på nogle emner, samt når beslutninger skal forsøges opnået gennem offentlig samtale (primært i parlamentet), der i lykkeligste fald kan lede til beslutninger der nyder bred opbakning.

Det er en stor ulykke, når parlamentarisme er funderet på politiske partier, der opstiller loyale partisoldater (læs: betalte nikkedukker) til at være partiets repræsentanter i parlamentet.

Parlamentarisme der er funderet på idéen om, at personer der nyder almen tillid, vælges som lokalområders repræsentant, er af en ganske anden kvalitet, idet de parlamentarikere der må formodes vil blive valgt, må formodes at være kapable og ansvarlige personer, der vil søge at leve op til vælgernes tillid.

Hvis parlamentarikere valgte at fordele sig i grupper efter de var blevet valgt på tinge, var der en mulighed for, at en sådan ikke ville ende i kontraproduktiv galskab.

citat:
"Nemlig at modtagere af midlerne ikke har aktuel mulighed for at være selvforsørgende, at de bruger de modtagne penge fornuftigt, og at de modtagne midler forekommer rimelige i forhold til, hvad folk i arbejde tjener."

Og vi siger velkommen til Venstre anno 1962 - præcist dette synspunkt har Venste forfægtet siden 1952 og igen i 1972 og såmænd også i 1992 og videre. Hvad er det for en småborgerlig holdning at have at 'at de bruger de modtagne midler fornuftigt' - her indføres det princip om at dem skal have offentlig hjælp skal fortjene det, præcist det der gjaldt indtil 1976, hvor bistandsloven gjorde op med dette trangs-princip, at kun dem, som fortjente det havde ret til ydelser fra sogne-kassen.

De modtagne midler står i fornuftig relation til hvad folk i arbejde tjener....efter 5 år som gymnasie-lærer tjener man cirka 33.000 kr. Dagpenge er på 17.000 kr. pr. måned før skat. Kontanthjælpen for en enlig mand eller kvinde er på 10.000 kr. cirka - og det før skat. Man får således udbetalt cirka 7.000 kr. sådan cirka, måske 7.500 kr.

'Kontanthjælpen for en enlig forsørger er på cirka 13.500 kr. --- og man får således udbetalt cirka 8500 kr., måske 9500 kr. hvis man er heldig. Alle enlige forsøgere får - og folk som har børn - får børne-familie-ydelsen....(indtil nu).....

Svensk socialhjælp er på cirka 3500 kr. danske kroner, men så er huslejen samt alle udgifter i relation til boligen(varme, el mv) vist også betalt - og der skal vist heller ikke betales af socialhjælpen....i Sverige.

Folk i arbejde tjener mere end de 112 kr. som mindste-lønnen er i overenskomsterne i Danmark, som regel tjener de omkring 140-160 kr. - eller mere.
Sosu-assistenter tjener f.eks. omkring 22.000 kr. pr. måned + 12% i pension hver måned. Og de har mulighed for at tjene mere ved at tage aftenvagter eller weekendvagter mv. Folk som er på kontant-hjælp skal erlægge krone for krone hvad de tjener ved et evt. arbejde....ej heller må de have en formue større end 10.000 kr. - et beløb som vist ikke er blevet hævet siden omkring 1982? eller måske 1985 eller 1986?
(sådan har jeg i hvert hørt historien...)

Og det betyder at folk som har en bil som er fra 1999 eller 1998 og som de måske kan få 20.000 for, først skal sælge deres bil, hvis de altså er enlige og har børn. Den bil som betyder at de kan køre efter et arbejde, og til et arbejde, når de får tilbudt et, skal de altså sælge....

Det hænger ikke sammen inde i mit hoved....

SF har åbenbart via Ole Sohns formandskab for DKP udviklet sig til en afart af både SF og DKP omkring 1960; Ole Sohn taler nu om at styrke dansk konkurrence-evne.......gennem forskellige statslige tiltag, bl.a. omkring lønnen og erhvervslivets udgifter og omkostninger. Dette er den rene og skære stats-kapitalisme, den stats.kapitalisme, som var fremherskende i det Sovjet, som DKP så op til. Og åbenbart er Ole Sohn ansvarlig for at SF nu tænker på samme måde som man gjorde i Sovjet - deres forfatning stod der nemlig dette her:

den som ikke vil arbejde skal heller ikke have noget at spise....