Kommentar

Matisse får os til at forstå, hvordan vi ser på verden

Information behandler mageløs udstilling om Matisse som værre end ingenting
25. august 2012

På Statens Museum for Kunst viser de for øjeblikket en mageløs udstilling om Matisse. Den har da også udløst flotte og saglige anmeldelser i landsdækkende, danske aviser, herunder Politiken og Weekendavisen. Men Information? Ingenting – eller rettere: værre end ingenting, nemlig en klumme af Kristen Bjørnkjær om, at han ikke bryder sig om Matisse, og at der i øvrigt allerede har været en overflod af Matisse-udstillinger i Danmark.

Hvorfor er udstillingen mageløs? Det er den, fordi den tvinger alle os, der forbinder Matisse med papirklip, Ikea og Marimekko, til at genoverveje Matisses betydning.

Det, udstillingen interesserer sig for, er kunstnerens blik. Det, den demonstrerer med overbevisende styrke, er, at Matisse ikke malede verden, som den forelå, så følsomt eller ekspressivt som muligt. Det, han interesserede sig for, var, hvordan verden tager sig ud, hvis man kaster forskellige blikke på den. De billeder, vi møder på Statens Museum for Kunsts udstilling, spørger ikke om, hvordan verden ser ud, de spørger om, hvordan vi ser på verden.

Prikkerne

I et fantastisk næsten identisk billedpar af æbler i en skål ser vi, hvordan lyset ser ud, hvis det males med sort og med hvid farve. I to billeder af bugten ved Saint-Tropez demonstreres det, hvordan denne bugt tager sig ud, hvis den ses igennem en klassisk impressionistisk optik, og hvis man anskuer den pointillistisk. Især det pointillistiske billede er interessant, fordi prikkerne forstørres til små, malede firkanter. Det, Matisse interesserer sig for, er ikke bugten ved Saint-Tropez, men pointillisternes prikker. Derfor er det dem – prikkerne – han zoomer ind på. Billedet forestiller ikke længere bugten, men pointillismen som formalisme.

Men er forskellen mellem de to billeder ikke bare et resultat af, at Matisse udviklede sig igennem livet? Nej, de to billeder ligger ikke fjernt fra hinanden i hans historiske oeuvre, men er frembragt samme år – i 1904. Det samme gælder for de to billeder fra 1906 af en ung sømand. Det ene er plastisk og demonstrerer en psykologisk interesse for motivet. Det andet stiliserer former og farver, så de bliver til flader: Igen bliver impressionisme til formalisme. Eller se de to billeder af sofa, stol og bord fra Sevilla fra 1910-11. Det ene skildrer rummet med møbler i, i det andet forvandler rum og møbler sig til dekorative felter. Det er helt klart, at mønstrene i møbelbetræk og duge har ’erobret’ billedet, så det ikke længere afbilder møbler med mønstre, men fremviser mønstrede felter, hvori en række møbler kan anes, men uden længere at spille hovedrollen. Figur og grund har så at sige byttet plads.

Fornemt museumsarbejde

Mest markant bliver det måske i en serie af nøgenmodeller fra 1930’erne, hvor kropsdelene selvstændiggøres som geometriske former. De peger direkte frem mod serien »Blå model« fra 1950’erne, det vil sige de berømte og for nogle berygtede papirklip. Alt dette sammenstiller og anskueliggør Statens Museum for Kunst med et overbevisende greb, som demonstrerer, at ideen med udstillingen er krystalklar. Bag den må ligge et kolossalt arbejde, for her har man ikke ’bare’ skullet samle 50 af de bedste Matisse-billeder. Her har man skullet have fat i helt bestemte billedpar og billedserier, fremskaffet fra de fineste offentlige samlinger verden over, men også fra en lang række private samlinger. Det er fornemt museumsarbejde og flot formidling.

Men hvad er det, Matisse har gang i? Er det formøvelser? Er det undersøgelser af, om impressionisme, kubisme, pointillisme og så videre bedst kan yde motivet retfærdighed. Er det udvikling af en æstetisk udtryksform mod større og større mesterskab? Nej, alle disse billedpar er helt tydeligt komparative eksperimenter, hvor fokus ikke er på motivet, men på det æstetiske udtryk. Hvor ét blik på verden sammenlignes med et andet blik på verden, så det er det æstetiske blik, der bliver til selve sagen.

Peger frem

Her befinder vi os et helt andet sted end i serier af skildringer af åkander, kirker eller landskaber i forskellig belysning. Her gøres kunstværket til et objekt, der undersøges som det, det er, nemlig en genstand. Disse værker peger ikke tilbage, men frem mod den kunst, der undersøger, hvad der gør ’noget’ til kunst, for eksempel mod Duchamp, det vil sige mod objekt- og installationskunst.

Men samtidig arbejder Matisse også i dialog med tidens erkendelsesteori. Den indsigt, som Matisse malede sig frem til, var, at der ikke findes nogen udtømmende sandhed om verden. Der findes iagttagelser af verden. Og hvis man sammenligner disse iagttagelser, får man en iagttagelse af det blik, der skaber sandhed.

Sjovt nok falder udstillingen tidsmæssigt stort set sammen med udgivelsen af Ole Thyssens bog Filosofiens blik, en bog der måske burde have benyttet sig af flertalsformen og kaldt sig selv Filosofiens blikke. For i bogen behandler Thyssen filosofiens historie som et sortiment af blikke på verden: magtens blik, skønhedens blik, markedets blik og så videre. Og ved at sammenligne disse mange filosofiske blikke af verden vender Thyssen opmærksomheden væk fra verden og ind i filosofiens blik, fuldstændig ligesom udstillingen med Matisse gør os opmærksom på kunstnerens blik. På side 726 sammenfatter Thyssen bogens pointe, at »verden bliver et blikspil. Det handler ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages«.

Det er præcis det, Matisse-udstillingen er: Et blikspil.

 

Lars Qvortrup er professor på Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

” verden bliver et blikspil. Det handler ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages” ja sig det til kontanthjælpsmodtagerne som snart kan se i vejviseren efter det daglige brød! Så langt hellere: ”Alle hidtidige filosoffer har fortolket verden. Hvad det handler om, er at forandre verden”(Karl Marx) ”
Bliver man mæt ved at forandre blikket?” (Claus Oreskov)

Kristian Rikard

"Bliver man mæt ved at forandre blikket?” Næppe - men måske bliver man klogere på at forstå en mangefacetteret verden.

Al orientering er et system.

Man kan definerer teoretiske modeller for nye, som så kan opløftes fra teori til praksis, gennem test.

Af definerede systemer findes anerkendte falske, men absolut værdifulde modeller.

Forudsætningen for at kunne orientere sig er at lære sig disse systemer.

Man kan da som et barn kaste sig ud i kreative lege, uden at miste orienteringen.

Claus Oreskov

@Kristian Rikard.” men måske bliver man klogere på at forstå en mangefacetteret verden.” Tvivler stærkt på at nogen metafysisk spekulation nogensinde har gjort nogen klogere på livet og verden som sådan. Den sultne behøver ikke en sådan pseudo- erkendelse, idet han/hun allerede a priori, har en viden om sociale sammenhænge qua sine oplevelser som ”den sultne”. Jævnfør Karl Marx og Lenins forståelse af arbejderklassen, som den klasse der gennem erfaringen kender udbytnings og undertrykkelses mekanismerne i det kapitalistiske system. Det er ikke noget de skal lære, gennem spekulation, fordi de har en direkte og a priori kendskab, til disse samfundsskabte mekanismer for herredømme kontrol.

Et er sikkert, det tætteste mennesker der kontrollerer politiske systemer kommer kreativitet, er hvordan man manipulerer andres eksistens til et helvede.

PS

Jeg brugte begrebet falsk, det er ikke korrekt.

Tilpasset en logik

Hvis der er én ting her i verden, som kan give mig myrekryb, nervøse trækninger og spændende former for udslæt, så er det når folk forsøger at belære mig og andre om, hvad vi skal kunne lide og hvad vi ikke skal kunne lide. Om det så er Matisse, Mercedes eller manzanilla-oliven...Mærk selv efter! Siger det dig noget eller siger det dig ikke noget? Kan du li' det eller kan du ikke li' det? Det behøver vi ikke bedrevidende, belærende "eksperter" til at fortælle os.

Den er for nem, Tue ; )

Der er jo ingen der skal fortælle nogen noget.

Jeg er dog glad for at, trods min modvilje, jeg stiftede bekendtskab med at læse, skrive, og regne.

Og sidst jeg prøvede at fortælle mine børn noget, fik jeg noget der lignede et tegn der indikerede at et kram har lange udsigter.

Men i det øjeblik at den viden er givet for at manipulere, og ikke for at tilbyde et system til leg, så er jeg enig, så er bagtanken i drift.

Claus Oreskov

Jamen det er da skønt at der findes mennesker for hvem livet er en leg. Ikke alle g enhver har det privilegium.
” Oh, ye playboys and playgirls
Ain't a-gonna run my world,
Ain't a-gonna run my world,
Ain't a-gonna run my world.
Ye playboys and playgirls
Ain't a-gonna run my world,
Not now or no other time.”
(Bob Dylan)

Trist at se den modvilje mod systemer der kunne berige.

Men vores folke-skole har jo underkendt dem, og så opstår situationer som denne.

Martin Haastrup

Jeg så Salvadore Dali i Berlin i mandags. Selvom han kaldes for Surrealismens Fader er jeg ligeglad med alle de der -ismer som folk, der i virkeligheden slet ikke forstår sig på kunst, men gerne vil lyde som eksperter. Den ligegladhed med -ismerne gjorde at jeg igen (Jeg har set ham to gange i London) fandt ind til Dalis' sjæl og grinede sammen med ham i mit stille sind ad verdens dumhed: Dens forblommede snobbede filistrøse (spidsborgerlige) emanciperede klogskab.

Hvis man ikke tør opleve kunst skal man afholde sig fra at udtale så klogt om den og i hvilken mening og med hvilke hensigter den har malet sådan og sådan. Man afslører kun sig selv og sin egen uvidenhed. - Såeh, hvis jeg skal se Matisse, som jeg har respekt for som kunster, som kunster selv, så er jeg glad for at jeg ikke gad læse artiklen overnfor færdig.

Kunst-snobberiets intellektuelle analyser ødelægger enhver levende beskuer-fornøjelse. Tolknings-patentoratet. Minder om de der guides som også samlede en binke tossede tourister som i deres naivittet og uvidenhed og uselvstændighed lod sig manipulere til at opfatte Dalis arbejder gennem guidens øjne og tolkninger - Fremfor sine egne

KOK.

Michael Kongstad Nielsen

Matisse er fed.
Gå og se ham selv, han er fed - efter min mening.
Men ingen skal tvinge andre til noget - hvilket heller ikke er muligt.

Steffen Gliese

Der er ikke andet end oplevelse og erfaring, det er derfor, kunsten er væsentligere end det daglige brød i det lange løb - hvad også mange kunstnere igennem tiderne har været sig smerteligt bevidst.
Vi kan ikke undgå blikket på verden, vi kan kun - som denne udstilling åbenbart forsøger - anlægge forskellige blikke og således blive klogere på den verden, vi lever i, og de mennesker, vi deler den med.

Claus Oreskov

@Peter Hansen. ” kunsten er væsentligere end det daglige brød”. Og hvad så med de tusinder af potentielle kunstner som aldrig fik, realiserede deres potentialer, fordi de manglede det daglige brød?
@Peter Hansen. ” kunsten er væsentligere end det daglige brød”. Og hvad så med de tusinder af potentielle kunstner som aldrig fik, realiserede deres potentialer, fordi de manglede det daglige brød?
PS: Er denne livsfilosofi noget du udtænkte på Louisianas luksus cafeteria, over en udsøgt salat og med de rigtige vine på bordet?