Kronik

Modsvar fra skraldespanden

Vi er på vej mod et samfund, hvor mennesker, som ikke har samme vilkår og kulturelle baggrund som én selv, er legitime mobbeofre og en lovlig skydeskive. I Information bliver disse menneskers hjemsted betegnet som ’affalds-Danmark’ – der, ’hvor der er så grimt, at man ikke kan tage et billede af sine børn’
I affalds-Danmark ligger størstedelen af den materielle produktion, der finansierer vores samfund, så hvis affalds-Danmark ikke eksisterede, ville caffe latte--land være ilde stedt; for ikke at sige på røven.

I affalds-Danmark ligger størstedelen af den materielle produktion, der finansierer vores samfund, så hvis affalds-Danmark ikke eksisterede, ville caffe latte--land være ilde stedt; for ikke at sige på røven.

Jakob Dall

Debat
31. august 2012

I mere end en uge har jeg nu spændt set i Information, om der dog ikke var nogen, der kommenterede på en artikel i Moderne Tider 18.-19. august betitlet »Husk biker-brillerne«, men da ingen andre åbenbart vil, så må jeg vel selv gøre det.

Det er ikke så meget anmeldelsen af Tisvilde Bistro, der generer mig, men jeg havde dog håbet, at andre end mig ville have reageret på følgende citat:

»Sidste år på sommerferie, fandt vi os selv på et sted, der vistnok hed Bøffen. Et sted i affalds-Danmark, hvor der var så grimt, at man ikke kunne tage foto af ungerne, der spiste skod-is uden at få kæmpe plasticskraldespande eller hæslige reklamer med i billedet.« Og senere: »På Bøffen var ingen harniskklædte kæmper, men bare overvægtige danskere i løst sort nylonfritidstøj og biker-solbriller.«

Det er ikke så meget det, at skribenten åbenbart ikke kan sætte tegn, der generer mig, men snarere et ordvalg, der, hvis Dansk Folkeparti havde brugt det om vore medborgere af anden etnisk herkomst, ville have fået både lederskribenter og kommentatorer op i det røde felt.

Hvordan kan det være, at personer, om hvem man burde formode, at de havde en vis uddannelse og dermed også en vis viden, kan tillade sig at udtale sig med en sådan nedladende foragt om deres medborgere?

Hvordan i alverden kan både skribent og redaktør i deres selvvelbehagelige, selvsmagende selvfedme tillade sig at betegne deres medborgere og disses hjemsted som affald og tilmed mene, at det er acceptabelt og helt i sin orden?

Hvad er det for et menneske- og klassesyn, der stikker sit grimme hoved frem her?

Den udtalte foragt for mennesker, der ikke passer ind i det åbenbart ret indsnævrede verdensbillede og normalitetsbegreb, disse personer besidder, er mindst lige så usselt som det, de samme personer beskylder Dansk Folkeparti for at besidde.

Forskellen er bare, at medlemmerne af Dansk Folkeparti står ved deres afsky for det anderledes, mens de mennesker, der har skrevet ovenstående, sikkert bare har ment, at det var da en morsom og fiks formulering. Det er, som om foragt for mennesker med en anden social baggrund er mere legitimt end foragt for mennesker af anden etnisk herkomst.

Det er ikke, fordi jeg sympatiserer med fjendtlighed mod mennesker af anden etnisk herkomst, men at det grundlæggende skulle være værre end den stupide klasseforagt, der kommer til udtryk i den artikel, jeg nævner, har jeg svært ved at se.

Ligegyldighed over for andre

Er det nu ikke bare en storm i et glas vand?

Nej, og det er der flere grunde til.

Den første er, at jeg har det problematisk med dobbelte moralske standarder.

Det er så det mindste af det.

Den næste er meget værre. Den drejer sig om, at vi er ved at få opbygget et segregeret samfund, hvor ukendskab til og ligegyldighed over for how the other half lives har medført en ligegyldighed over for andre menneskers vilkår, der præger den politiske tænkning hos den såkaldte intelligentsia.

Afskaffelsen af efterlønnen er et klart eksempel. Der blev sat en række myter i søen om, hvem der fik efterløn, og om hvor pinligt det var, at raske mennesker ikke kunne arbejde.

Myter, som den ene gang efter den anden blev modbevist. Og så røg efterlønnen og blev erstattet af en mulighed for førtidspension, der i realiteten bare betyder, at du får dit afslag hurtigere. De mennesker, der førte an i debatten, var mennesker, der havde deres på det tørre, var kommet sent ud på arbejdsmarkedet og ikke havde opslidende job. At ikke alle havde disse favorable vilkår, kom ikke dem ved, og at det betød, at det, der kunne have været en værdig afsked med arbejdsmarkedet efter i mange tilfælde 40-45 års arbejde, blev erstattet af en mulighed for med hatten i hånden at kunne tigge om at få lov til at træde af, inden man var helt ødelagt, fattede de slet ikke.

Jeg sidder som formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget i Køge, og jeg har tidligere været socialudvalgsformand i Stevns Kommune, og jeg ved, hvor svært det er at få en førtidspension. Det aner de mennesker, der afskaffede efterlønnen intet om, og de er også ligeglade.

Det mest absurde er, at de ældre, der nu med djævlens vold og magt skal tvinges til at blive på arbejdsmarkedet, står i vejen for de unge, der så ikke kan komme ind. Det er da et generationstyveri, der vil noget.

Normalitetsbegreb indsnævres

Vi er på vej mod et samfund, hvor mennesker, som ikke har samme vilkår og kulturelle baggrund som én selv, er legitime mobbeofre og en lovlig skydeskive for ens indskrænkede menneskesyn.

I England blev der for kort tid siden lavet en undersøgelse om, hvordan underklassen blev skildret i medierne. Resultatet var nedslående. Disse mennesker blev skildret som dumme, dovne, overvægtige og fordrukne, og det var i orden at foragte dem.

Det samme ser vi tegn på herhjemme.

Når man har arbejdet med børn og unge mennesker i en menneskealder, kan man se, hvordan normalitetsbegrebet er indsnævret, og når man ser den måde, man behandler rygere på, skinner det tydeligt igennem. Det er ikke, fordi jeg synes, at man ikke skal bekæmpe rygning, men det ordvalg og den nedladenhed, der præger mange udtalelser om rygere og overvægtige, giver udtryk for en foragt og et klasse- og menneskesyn, der er særdeles utiltalende.

Det samme er brugen af au-pair-piger, der absolut ikke er ’au pair’ på nogen måde, men bare underbetalte tjenestefolk, eller brugen af underbetalte håndværkere fra andre EU-lande, hvis forhold til overenskomster, arbejdsmiljø og skattebetaling er særdeles lemfældigt.

Stupid snobisme

Jeg bor i affalds-Danmark, idet jeg bor i Køge i almennyttigt boligbyggeri, og Køge ligger nok i udkanten af caffe latte-land.

Jeg har også boet mange år på Stevns og i den del af caffe latte-land, der nok kommer nærmest på affalds-Danmark, nemlig Brøndby Strand.

I affalds-Danmark ligger størstedelen af den materielle produktion, der finansierer vores samfund, så hvis affalds-Danmark ikke eksisterede, ville caffe latteland være ilde stedt; for ikke at sige på røven.

Jeg er stolt over at være et affalds-menneske fra affalds-Danmark, hvis alternativet er en stupid snobisme, der får Rytteriet til at virke helt menneskelige. Faktisk troede jeg, at det var en parodi, men som Piet Hein skriver: »Den, der kun ta’r sjov for sjov, og alvor helt alvorligt …«

For nu dog at slutte positivt, så synes jeg, at vi skulle lægge vores mere eller mindre udtalte fordomme om hinanden væk.

Hvis det her samfund skal blive andet og mere end en række særinteressegrupper, der hakker på hinanden, må vi overveje, om ikke en vis respekt for andre mennesker og deres levevis kunne være værd at udvikle.

Vi skal måske tænke over, hvad Svend Auken engang i en debat sagde til Uffe Ellemann: »Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter.«

Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi taler om og til hinanden, hvis det her samfund skal bevare en vis indre sammenhæng.

Og den massive kulturelle imperialisme, som ’affalds-Danmark’ i de senere år har været og stadig bliver udsat for fra ’den herskende klasse’, er i hvert tilfælde ikke befordrende for noget som helst.

Mogens Møller er lærer og formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget i Køge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR076.pdf
Vi har flere der yder end modtager - det er fakta, ikke en stråmand. Jeg er ligeglad med "hjorten" mm. tallene er fra Danmarks Statistik.

Jeg undrer mig over at DF skal hives ind i en fotoserie fra Tisvilde. (jeg er ikke en af DF's støtter). Jeg undrer mig over at cafe latte er det nye hadeord for personer med for mange penge. Jeg undrer mig over den indestængte vrede fra artiklens forfatter.

Jeg undrer mig også over læsernes hastige anbefaling og begejstring over opstillingen af affald mod cafe latte.Måske er det fordi den er så simpel at man forstår den?
Jeg tager mig selv i at hoppe over på ingeniørens hjemmeside en tyve minutters tid, for så at vende tilbage, styrket af teknokratiets faglighed....

Det der bekymrer mig for alvor med udviklingen i Danmark er ikke så meget materiel fattigdom, men snarere den manglende opdragelse til selvstændighed, der foregår. Børn, der ikke er i form, teenagere der ikke kan lappe et cykeldæk, unge der ikke læser bøger. Det er den reelle fattigdom. Det er det der kommer til at bremse os.
Vores børn er på vej til at blive en generation af forbrugere, fremfor skabere.

Med venlig hilsen
Lennart

Indrømmer gerne, at jeg ofte findet det befriende, at zappe over på "ing.dk" - dér fremtræder verden i en mere logisk sammenhæng, som selv en gammel ingeniør kan identificere sig med, dejligt fri for alt dette udokumenterede og énsidige "humanistiske" ævl og kævl, man kan møde andre steder ...

Der er alt for få debattører, der i stand til at rumme begge anskuelser - både den humanistiske og den naturvidenskabelige - og på en passende måde kunne beskrive en tiltrængt dialektisk anskuelse af verdens mange besynderlige tildragelser ...

Bare rolig - APS - a prøver sku ...

Torsten Jacobsen

@Dana Hansen:

Har du overhovedet læst den mad-anmeldelse, som danner baggrund for Mogens Stig Møllers kronik?
Ellers kan du begynde hér.

Således informeret, kan du så foretage en sammenligning mellem dét, som madanmelderen skriver, og den stråmand, som Mogens Stig Møller opstiller.

Jeg er et venligt menneske, så jeg skal gøre det nemt for dig:

Madanmelderen skriver:
Sidste år på sommerferie, fandt vi os selv på et sted der vist hed Bøffen, et sted i affalds-Danmark, hvor der var så grimt, at man ikke kunne tage et foto af ungerne, der spiste skod-is uden at få kæmpe plastikskraldespande eller hæslige reklamer med i billedet. Sådan er der ikke på Bio-Bistro, her er rart med hvide duge på bordene, en lille sti med krydderurter, og et smukt træ sørger for skygge. Selv om det ligger ved siden af en lille parkeringsplads og ud til Hovedgaden, så får man ikke betændelse i hjernen, som man normalt ellers får af alt det, som vores yndige land rent faktisk spejler i bølgens blå. På Bøffen var der ingen harniskklædte kæmper, men bare overvægtige danskere i løst sort nylonfritidstøj og biker-solbriller.

Mogens Stig Møller skriver:
Hvordan kan det være, at personer, om hvem man burde formode, at de havde en vis uddannelse og dermed også en vis viden, kan tillade sig at udtale sig med en sådan nedladende foragt om deres medborgere?

Hvordan i alverden kan både skribent og redaktør i deres selvvelbehagelige, selvsmagende selvfedme tillade sig at betegne deres medborgere og disses hjemsted som affald og tilmed mene, at det er acceptabelt og helt i sin orden?

Madanmelderen ydtrykker ikke foragt for sin medborgere. Han betegner heller ikke hverken medborgere eller disses hjemsted som affald. Det er en stråmand, som Mogens Stig Møller opstiller, og angrebet på denne stråmand bliver hans afsæt for et politisk rant (som rummer sine egne fejlslutninger, men dem skal jeg lade være for denne gang).

Det er naturligvis muligt, at madanmelderen er fuld af foragt for mennesker, der ikke er ligesom ham selv. Det er også muligt, at Mogens Stig Møller har fuldstændig ret i sine betragtninger. Hans kronik underbygger bare ikke nogen af disse påstande.

Jeg deler derfor Lennart Kampmanns frustration over, at en så uredelig argumentation kan vinde så stor anerkendelse (målt i anbefalinger), som det er tilfældet her på siden. Dét er for mig et væsentligt større demokratisk problem, end at en madanmelder synes der er skønnere på Tisvilde Bio-Bistro end på Bøffen.

Mogens Møllers tese er: "Vi er på vej mod et samfund, hvor mennesker, som ikke har samme vilkår og kulturelle baggrund som én selv, er legitime mobbeofre og en lovlig skydeskive." ...

Har Torsten Jacobsen overhovedet læst kronikken - og forstået tesen ...

Torsten Jacobsen

Jeg har både læst og forstået, tak.

Interesserer Jan Weis sig overhovedet for, om man kan argumentere sagligt og sammenhængende for sine synspunkter - eller skal vi fortsat bare stå og råbe 'røv', indtil himmelen falder ned om ørene på os?

Der er sandelig nogen, der ikke ser noget som helst fornuftigt formål i at fremlæggge sine synspunkter for hr. T. Jacobsen - hellere søge at stoppe hans retorik inden solen brænder ud ...

Torsten Jacobsen

Det tolker jeg som et nej, hr. Weis :). Og fred være med det.

Personligt savner jeg firsernes natteliv, hvor alt fra yuppier til bistandsmodtagere festede til den lyse morgen, og nogle af os stod op og gik direkte til studium eller arbejde.

Det er en glimrende artikel. Det må jeg sige. Jeg synes dog - på linje med Niklas Monrad - at der også foregår et 'snobberi' den anden vej. Jeg har oplevet at blive opsagt på en arbejdsplads (fritidsjob for flere årt siden) fordi jeg stamkunderne var irriterede over, at jeg ikke var en del af "familien". Jeg spiste ikke røde pølser med ristede løg, eller uge gamle loftslampe-varmede kager. Der var i den grad en ubehalige stemning om min facon, min humor, ja faktisk bare mig.

Det er vigtigt at tilføje, ellers antager artiklen et urealistisk barmhjertig samaritaner-agtig, som ikke nødvendigvis kan retfærddiggøres i et så dominerende målstok som artiklen selv angiver.

Forleden jeg to murere (så vidt jeg kunne se) omtale Sushi som klam mad, ingen menneske burde kunne lide. Jeg kan godt lide sushi. Det er ikke noget jeg spiser jævnligt, men jeg synes det kan være skønt en gang i mellem. Er det bedre at udtale sig grimt om sushi end om røde pølser?

Hvad Mogens Møller glemmer (i en ellers fremragende artikel), er, at den mest udprægede fremmedfjendske holdning jeg har oplevet, ikke har fundet sted i Aalborg midtby, men af en flok landmænd på et fly til London, hvor jeg skammede mig som 'dansker'. Jeg er klar over at den ene situation ikke retfærddiggør nogen generel dom, men jeg synes alligevel Mogens Møllers synspunkt, kan ses fra andre vinkler også.

Sider