Så fyldte man 33 år og er omgivet af venner, der laver flere børn, end Kidd laver damer, så selvfølgelig strejfer tanken, om man mon selv en dag får sådan en lille størrelse, og hvordan det er at være far, og hvilken far man gerne vil være, og hvilken far man bliver.
Tanken strejfer mig for eksempel her på flyet mellem Mallorca og København, hvor jeg i skrivende stund befinder mig på sæde 1A ved siden af faren til to af de sødeste små pus, Aksel i lyseblå Lacoste-polo, han er vel fire år gammel, og lille Anne, et par år yngre med lyserød sut i munden. De sidder på rækken bag mig sammen med deres mor, som ellers sad heroppe ved siden af mig de første to timer af flyveturen, mens far tog sig af børnene. Eller rettere, forsøgte at tage sig af børnene.
Nu kender jeg ikke den lille rejsende familie, men jeg forestiller mig, at det var en sædefordeling baseret på ønsketænkning. Tanken var sikkert, at han skulle tage sig af børnene under flyturen, én skulle jo gøre det, og mon ikke det føltes som hans tur.
Hun sad heroppe foran, drejet rundt i sædet, med hovedet mellem stoleryggene og detailstyrede hele familieforestillingen på afstand. Af en eller anden grund var det hende, der bestilte pizzaer til børnene, salater til hende og ham, og bagefter en muffin, som hun delte i to og rakte tilbage til Aksel, som konstant henvendte sig til mor:
»Hvornår kommer maden?« »Jeg er tørstig.«
»Har far ikke noget vand?« sagde mor til Aksel.
Jo, det havde far, som blev aktiveret til at vande det tørstige barn.
To timer efter flyet er lettet, har forældrene byttet plads, og arbejdsfordelingen er straks så ren, som den nok hele tiden var tænkt, men ikke kunne realiseres. Han sidder i sine vintage Adidas-sneakers, sort habitjakke over blåstribet skjorte og gråmeleret strik, han løser sudoku på iPad’en efter en omgang kabale, han er i fred.
Ingen henvender sig til ham. Omme bagved læser mor højt for Aksel og Anne. Så er det tid til en toiletpause. Mor tager Anne på armen, og Aksel går med, ud i midtergangen og op forbi række 1, forbi fars plads.
»Hej far!« siger Aksel, der ser helt overrasket ud – er far her?
»Hvad laver du?«
»Jeg spiller.«
For nylig læste jeg den amerikanske forfatter Michael Chabons essaysamling Manhood for Amateurs – The Pleasures and Regrets of a Husband, Father and Son. Han skriver et sted, at livet som far er et liv fyldt med følelsen af utilstrækkelighed.
»Jeg mislykkes hver dag i forsøget på at gøre arbejdet ordentligt, at gøre en forskel, at være på forkant og udholde kedsomheden og virkelig se, virkelig mærke alle de små farer, der truer mine børn. Hvordan skulle jeg ikke mislykkes, når jeg kan checke ud, så snart jeg har lyst, vel vidende at min kone stadig vil være der til at huske på tandlægeaftalen og sørge for en indpakket, alderspassende gave til festen på lørdag,« skriver Chabon, der undrer sig over – og irriteres af – hvor lidt der skal til for, at omverdenen ser ham som en dygtig far.
Han husker at stå i køen til kassen i supermarkedet med sin 20 måneder gamle søn på armen, tyggende på et stykke plastik, mens han betalte for varerne, da kvinden bag ham storsmilende kiggede på ham og sagde:
»Du er sådan en god far. Jeg kan se det.«
Chabon takkede hende og tænkte over, hvad der skulle til, for at hans kone ville få et lignende kompliment. Hans kone, der evig og altid knokler rundt for at tilgodese deres børns behov, mens hendes følelser af tvivl og uformåen langt overgår hans.
»Jeg behøver bare at holde mit barn i supermarkedskøen – jeg behøver bare at være der og blive hængende – for at verden belønner mig og sender smil i min retning.«
Omme på sædet bag mig har mor fundet en ny bog at læse højt af for Aksel og Anne. »Miaaauw,« siger de alle tre og bladrer videre. Børnene er helt fortabt i fælleslæsningen.
»Hvor er I gode begge to,« siger mor.
Her oppe på forreste række har far slukket iPad’en. Den ligger i skødet på ham, hænderne hviler over kors, han har lukket øjnene og lænet hovedet tilbage. Han sover, og ingen savner ham.
Anders Haahr Rasmussen er kulturjournalist
Øv, den far kender jeg. Moderen også... Hun vil gerne give plads, han vil gerne prøve.... men alligevel ender det hver gang på samme måde. Hun skal tage næste fly til Mallorca, lade far være far, og lade ham opdage, at allerede på andendagen vokser navlestrengen ud.
Når hun kommer hjem, udhvilet og med en helt ny bevidsthed om, at hun stadig er et individ, ikke bare en mor, vil hun opdage, at ungerne sidder på skødet af far, spørger ham først, når mad skal skæres i stykker, at han er træt men glad, at ungerne kun er moderat snavsede og slet ikke underernærede.....
Og det bedste: ansvaret for to små, hviler nu på to forældrer. Det giver en velgørende frihedsfølelse at opdage, at man ikke er den eneste, der kender og forstår sine børns behov, følelser og tanker.
Godt skrevet og beskrevet, og jeg kan lide dine 33-årige spekulationer.
Det er held i uheld, at ham, der er far i vores menageri, altid har været bedre til det meste end mig. Enhver snak, der kører ud ad skinnnerne og i rillen om kvindekønnets overlegenhed, kan jeg (hvis jeg vil) få til at gå lidt i stå, hvis jeg stille sukker, for det er jo ikke noget man er stolt af: "Hjemme hos mig er det omvendt." Jeg kan fx. ikke multitaske. Måske jeg kan noget andet.
Hvad kan vi så lære af det her?
For det første: Stol ikke på alle ordene. Men det råd duer selvf. ikke i forhold til dine skarpe iagttagelser.
For det andet: Inges råd herovenfor er det eneste rigtige og nok sjovere end det, jeg ville have disket op med, og fører måske til nogenlunde samme resultat... Min idé var altså - også hvis du ville plane det hele lidt mere omhyggeligt - at du måske kunne finde en småtkørende kvinde lissom mig. Jeg tror vi findes. - Så er man to om at det er edderhårdt til at begynde med, kedeligt når man løber tør for ideer, sjovere og sjovere efterhånden, fedt med en bedstemor og så mange som muligt i farvandet i øvrigt. Det lyder idyllisk, har også været rimelig rodet, nu er størrelsen en 33-åring som dig, han kan selv lidt af hvert, og det er spændende, hvis han skulle gå i tanker som dig, om han har fået en passende blanding af hjælpeløshed og selvtillid (eksperimenteretrang og evnen til at undres) ind med modermælk & faderomsorg.
For det tredje: Skriv undervejs, iPad eller ej, det er jo en gave, også for os andre.
Familieidyllen med eller kulturelt især uden kulturelt svære begreber som kontanthjælpssanktioner, fattigdomsgrænser, arbejdsløshed og sådan noget.
Ha-ha-ha! - super godt observeret og beskrevet!
Fædre er fædre..
Jeps
Fædre er fædre...
og åbenbart stadigvæk fraværende fædre...
En observation på række 1 i en flyver kan ikke bruges til noget. En mor har tjek på nogle ting, og så er far utilstrækkelig?
Men ok, en iPad gør ikke nogen klogere ;)
Med venlig hilsen
Lennart
Jeg var for et par uger siden ved Islands Brygge nødt til at svømme hen til en far og rose ham for - hvis jeg ellers husker mit ordvalg korrekt - 'fucking god børneopdragelse'.
Et par minutter tidligere havde han fået sin datter - der efter sin stavren at dømme ikke havde gået ret længe på to ben - til at hoppe fra bådebroen og ned i vandet. Det er cirka halvanden meters penge, og det må føles meget langt ned, når man er en halv meter høj.
Manden tog turen ned af stigen og kaldte på datteren fra vandet - det tog et halvt minuts tid at få hende overtalt til at hoppe, men hun hvinede af fryd og fornøjelse, da hun fik hovedet oven vande igen. Jeg kan huske, at jeg tænkte to ting:
1) Der har vi et barn, der bliver opfordret til at springe ud i verden og opleve hvor fantastisk, den er; og
2) Jeg kender ingen mødre, der ville opfordre deres børn til den slags.
Og så i øvrigt en tommelfinger opad til Inges kommentar. Lige på kornet.
Ville den gode far ikke droppe flyturen af hensyn til børnenes fremtid, sådan rent klimamæssigt.
Lasse Schmidt - efter din beskrivelse at dømme, har faderen presset sit barn ud over, hvad barnet har lyst til. Det er ikke noget godt fadderskab. Børn skal ikke presses i den alder. De skal imødekommes i forhold til, hvad de har lyst til
Michael Kongstad Nielsen, du beskriver en form for pædagogik, der er hen i vejret. Den voksne har været barndommen igennem og ved godt, at det, der virker uoverskueligt og farligt, skal erfares, så verden kan blive et trygt og velkendt sted at boltre sig i.
Og det kommer fra én, der ikke lærte at svømme, fordi skrækken for at få hovedet under vand vandt.
Min erfaring er - og det er kun min erfaring - denne:
Nogle kvinder - ikke alle - men nogle kan ikke se sig selv tillade faderen, enten bevidst eller ubevidst, at tage sig af børnene. Ikke af ond vilje eller noget andet, men fordi de mener, igen bevidst eller ubevidst, at de er bedre til at tage sig af børnene - end deres mænd.
Og igen dette er blot min erfaring...
Ifht. den konkrete familie familie som blev observeret her, har jeg stærkt på fornemmelsen, at moderen har bestemt, at faderen skal være sammen med børnene, nu hvor de har ferie, sikkert for han, faderen, arbejder meget til hverdag. Men den far som ikke er der i hverdagen for sine børn, vil have det meget sværere på ferier...svært i hvert fald - med at komme i kontakt med sine børn...
Ok., Peter Hansen, så ved jeg ikke helt, hvad vi snakker om. Hvis vi skal tænke på det naturligt forekommende vand i forbindelse med fostre og fødsel, så er der jo mange, der føder i vand i dag osv.. Men senere lærer børnene jo at svømme på forskellig vis, enten i skolen eller i sommerferierne. Men efter min mening skal børnene ikke presses til noget, men bare dyrke deres egen lyst, som de måtte have den.
Michael Kongstad Nielsen, det værdisæt der fremgår af dine kommentarer giver mig simpelthen akut klaustrofobi, ja nærmest kvalme. En far der ikke hjælper sine børn ud over deres grænser, er en far der fejler. Hans børn vil stå på sidelinjen livet igennem som overforsigtige tabere. En far der ikke vil tage flyveren for klimaets skyld? En mand der ikke vil vil fylde nogetsomhelst i verden. Argh, lad mig komme væk!
Jeg tror, jeg vil undgå så stærke ord, som Jeppe bruger, men jeg er helt enig i, at en far bør hjælpe sine børn til at overvinde deres frygt og vise dem hvor stor og spændende, verden er.
Havde farmanden ved Bryggen taget sin datter i favnen og var hoppet i, havde jeg rynket på næsen. Men han hoppede i vandet først og opfordrede hende til at følge efter. Hun lærte, at det ikke er spor farligt. Og hun hvinede af fryd. Måske fordi vandet føltes godt, men formentlig af ren og skær glæde over den fantastiske oplevelse.
@ Lasse + Jeppe og evt. andre: Har I en meget stereotyp kønsopfattelse??
At "....hjælpe sine børn til at overvinde deres frygt og vise dem hvor stor og spændende, verden er" er da mit fremmeste ønske, når jeg er sammen med mine børn. Og undskyld - men ja, jeg er en mor.
Pas på med ikke at skære mænd og kvinder over for ensartede læste, der er så mange varianter midt imellem. Og hvor er det dog dødsygt (for ikke at sige voldsomt begrænsende) med "sådan er kvinder" og "sådan er mænd".
Jeg kender da et hav af bangebukse til fædre, der ikke tør sætte fut i et bål, lade småbørn snitte med dolk, dykke på dybt vand og klatre i træer. Derfor er mænd generelt vel ikke bangebukse, styret af frygt? Men det er kvinder - eller hvad?
Faderen, der viste sin lille datter vej til et vand-eventyr, er et forbillede for os alle, der gerne vil lade vores børn mærke, at livet er en fryd og at vi skal turde tro på os selv. Men heldigvis er den slags ikke forbeholdt eller hidrører særligt mænd.
Anders Haahr, den her er vist til dig ;-)
http://rokokoposten.dk/2012/08/26/benhaard-selvdisciplin-giver-karrieref...
Anders Haahr, den her er vist til dig ;-)
http://rokokoposten.dk/2012/08/26/benhaard-selvdisciplin-giver-karrieref...
@ Christina
Beklager hvis min kommentar fremstod sådan - jeg ville egentlig bare påpege, at den pågældende far bedrev god børneopdragelse.
Jeg kan godt se, at det kom til at fremstå lidt som fædrene mod mødrene, men jeg kender vitterlig ingen mødre, der ville gøre det.
Så ja, han er et forbillede. Og det er du så også, kan jeg se. Point til dig for at give dine børn en på opleveren.