Kronik

Jeg ville ønske, der var flere huller i fortovene

’Não há problemas’ – ’ingen problemer’, lyder det konstant i Mozambique, som ifølge statistikkerne ellers har rigeligt af dem. Mere end halvdelen af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen, alligevel er mozambiquere udstyret med et usædvanligt lyst sind
Debat
9. august 2012
En lille dreng sælger fisk på fiskemarkedet i Mozambiques hovedstad, Maputo.

En lille dreng sælger fisk på fiskemarkedet i Mozambiques hovedstad, Maputo.

Jørgen Schytte

Jeg er kun lige landet i Københavns lufthavn, efter at have været bosat to år i det sydøstafrikanske land Mozambique, da en af de ting, jeg bestemt ikke har savnet, sker:

Min svigerinde er mere end 20 sekunder om at få manøvreret sin bil ud af parkeringsboksen og kommer oven i købet til at spærre vejen for en anden bilist i lige så mange sekunder. Og da jeg – stadig med den mozambiquiske ’não há problemas’-mentalitet i kroppen – sender kvinden i den anden bil et undskyldende smil og en afværgende gestus, regner jeg med, at potte er ude. Men så let går det ikke.

Jeg indkasserer i stedet et vredt blik og – efter kvindens mundbevægelser bag de oprullede ruder at dømme – nogle lige så vrede ord.

Det får mig til at tænke på, hvordan jeg for to år siden skulle vænne mig til at leve i et land, hvor tid har en helt anden betydning end i Danmark. Et land, hvor man så godt som aldrig ser nogen haste af sted og endnu sjældnere nogen, der ligefrem løber, medmindre de er sportsudøvere. Et land, hvor det at vente er en del af dagligdagen. Folk venter på hinanden, på bussen – eller sågar på at få udbetalt deres månedsløn.

Nu skal jeg så til at reintegrere mig i en effektivtetskultur, hvor tid, aftaler og regler er nogle af samfundets vigtigste grundpiller.

Og egentlig tror jeg ikke, at det bliver så svært for mig at vænne mig til den danske mentalitet. Desværre. For selv om jeg i to år har haft mulighed for at øve mig i kunsten at vente og acceptere, at det ikke er alt, der bliver ordnet hurtigt og effektivt, kan det nok ikke opveje en livslang læring i det modsatte. Der går sikkert heller ikke lang tid, før jeg igen bliver irriteret over at vente 20 minutter på en veninde, som er forsinket til en aftale … 20 minutter, som jeg kunne have brugt på at hænge vasketøjet op eller svare på mail.

Kunsten at tage det roligt

Da jeg første gang med den toårige i klapvognen og den fireårige i hånden inspicerede mit nye kvarter i Mozambiques hovedstad, Maputo, lagde jeg mærke til de utrolig mange huller i fortovsbelægningen. De gjorde det temmelig besværligt at færdes med klapvogn. Hullerne er opstået, fordi rødderne fra de smukke akacietræer – som vokser langs de fleste af Maputos gader – gennem årtier har fået lov til at mase sig op igennem belægningen, vælte fortovsstenene til side og brede sig flere meter hen af fortovet. Det var i det øjeblik, at jeg viste, at jeg ville elske at bo i Mozambique.

For det virkede sært beroligende på mig, at jeg var kommet til et sted, hvor ingen synes at lægge mærke til, at der er huller i vejen – og ingen har travlt med at udjævne dem, så det kunne se pænt ud, eller vi kunne færdes hurtigere og mere ubesværet.

For i Mozambique er hverdagen fyldt med små bump på vejen og masser af ventetid, så enten kan man vælge at gå til i frustrationer, eller også kan man lære at vente. For man kommer til at bruge timevis på at vente på lægen, bussen, maden, sin aftale, på at finde en pengeautomat, der duer og på håndværkeren, der ikke kan finde den nødvendige reservedel for at fikse vandpumpen.

Kærkomne kalenderhuller

Til gengæld er der mange ting, der kan lade sig gøre, uden det behøver være aftalt i forvejen – netop fordi de færreste mozambiquere, har deres liv og aktiviteter plottet ind i en kalender.

For eksempel er det helt normalt, at vores nabo en søndag morgen inviterede os til sin ældste søns konfirmation klokken 12. Samme dag! Vi havde ikke specielt meget lyst. Havde lige regnet med at være os selv og lave ingenting. Men vi improviserede nogle penge i en konvolut, stadsede os ud og var selvfølgelig klar klokken 11.55.

12.30 var der stadig ikke noget tegn på, at festen var ved at begynde. Familien var endnu ikke tilbage fra kirken. Det var de heller ikke klokken 13 eller 13.30. De næste timer kunne vi oppe fra vores lejlighed se, hvordan der stille og roligt blev stillet borde, stole og mad frem. Ved 16-tiden gik festen – med kun fire timers forsinkelse – i gang. Høj musik, kylling, klistret sukkerkage og masser af musik og glade mennesker, der kom og gik. Jeg lærte at svinge hofterne af en syvårig pige, der til gengæld grinende forsøgte at kopiere mine lidt mere stive dansetrin. Og da vi glade og mætte gik hjem til os selv sent på aftenen, var vi enige om, at det var den bedste fest længe.

Ingen problemer

Hvis man kommer for sent til en aftale og undskylder, er det overvejende sandsynligt, at man bliver mødt med et smil og et não há problemas, som synes at være mozambiquernes uofficielle motto. Og som betyder ’ingen problemer’ eller ’det gør ikke noget’. Mozambiquere er eksperter i at lægge låg på, komme videre og ikke hænge fast i fortiden eller småting.

Og faktisk synes jeg også efterhånden, at det kan være underligt fredfyldt at stå i en lang kø ved grænseovergangen og være nødt til at acceptere, at det kommer til at tage en hel del tid – og at vi nok ikke når frem til den aftalte tid, men at verden nok heller ikke går under af den grund.

På den anden side er den manglende undren eller stiltiende accept af at stå i timelange køer selvfølgelig medvirkende til, at der ikke sker forandringer. Ligesom den stiltiende accept gør det let for korrupte politikere at bevare magten. Det er ellers ikke, fordi mozambiquerne mangler noget at brokke sig over: Halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og bliver ikke mætte på daglig basis, imens bruger en lille elite landets økonomiske vækst til at berige sig selv.

Set med de øjne er Danmark selvfølgelig et misundelsesværdigt samfund, der sikrer borgernes rettigheder på alle leder og kanter. Et samfund, hvor vi længe har haft mulighed for at spise både nok og for meget. Et samfund, hvor vores stræben efter fremgang og problemløsning har skabt medicinske og teknologiske fremskridt, der gør det muligt for os at leve et mere og mere gnidningsfrit og velorganiseret liv.

Alligevel ville jeg ønske, at vi ikke hele tiden havde så travlt med at optimere og perfektionere alting, og at der en gang imellem var lidt flere huller i fortovene og i vores planlagte liv i det hele taget.

Vores kalendere er fyldt med aftaler, og måske er vi så pressede på tid, at det er derfor vi reagerer med surhed, når vi tvinges til at vente på bussen, veninden eller hvem, der nu forsinker vores fremdrift.

Forleden mødte jeg igen surheden på en cykelsti i København, fordi jeg stoppede for rødt på den forkerte side af fodgængerovergangen og ikke som reglerne foreskriver foran den. Da jeg forsikrede den vrede mand om, at jeg havde set de to ældre damer, der var ved at krydse vejen, replicerede han surt: »Nå, men nu har jeg bare set noget lignende mange gange i dag. Og nu er jeg blevet i dårligt humør.«

Automatisk blev jeg på et splitsekund i så dårligt humør, at jeg havde lyst til at råbe efter ham og spørge, hvorfor han var så sur – for det kan godt være, at smil smitter, men det gør surhed så sandelig også.

I stedet tænkte jeg på Mozambique og på não há problemas. Og på at jeg vil stræbe efter at gøre mere som mozambiquerne – smile i stedet for at blive sur og have så mange huller i kalenderen, at jeg også har tid til at lære nye smarte dansetrin af syvårige piger og spise sukkerklistret kage en søndag eftermiddag.

 

 

Anne Witthøfft er journalist og har været bosat i Mozambique i to år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Lidt flere smil ville også være velkomne hos mig, men altså, folk der nosser rundt og ikke kan finde ud af at parkere, cyklister, der synes de er i deres gode ret til at køre over fodgængerfelter for rødt, samt huller i fortovet (som i øvrigt er godt på vej her), er /irriterende/.

Men til det væsentlige: Selv om Mozambique har oplevet fremgang, så er det direkte resultat af den (afrikanske) livsstil en GDP på knap 400$ pr. indbygger i 2011 (http://www.tradingeconomics.com/mozambique/gdp-per-capita) imod Danmarks knap 31.000$ (http://www.tradingeconomics.com/denmark/gdp-per-capita). Det er næsten 80 gange (!) fattigere med ventetid og smil.

Vi befinder os nok i en lidt trist konkurrencesituation med resten af Vesten om at være de absolut rigeste og bedste, hvor jeg personligt godt kunne nøjes med mindre, og gerne endnu mere lighed, men jeg håber ikke det går så galt, at vi ender på Mozambique-niveau.

Efter at have læst denne artikel. Sidder jeg tilbage med en følelse af at misunde afrikenerne deres livsindstilling. Her i landet drives vi af rastløshed og stressfølelse. Vi skal hele tiden være så pokkers effektive. Og går egentlig glip af nærvær, samvær og nuet.

Tak til forfatteren for denne påmindelse om livets sande værdier.

Soren Andersen

Sjovt lille indspark her på Information hvor såvel redaktion som læsere tydeligevis sætter en ære i at være utilfredse og forargede over alt

Lise Lotte Rahbek

Soren Andersen

Det tykkes mig, at du med din kommentar udtrykker forargelse, utålmodighed og utilfredhed med radaktion og læsere på Information.

Måske skulle du overveje et trip til Mozambique. :)

Så er det godt man kan helgardere sig ved både at anbefale Lille Lotte og Sørens kommentarer :) Dejlig artikel i øvrigt.

Niels P Sønderskov

Der må være basis for noget udvandring til Mozambique. Hvor meget får man mon i kontanthjælp dér?

Jeg var udstationeret i byen Quelimane i Mozambique i 3 år for få år siden. Jeg kan straks genkende beskrivelsen. En dag i begyndelsen af opholdet bemærkede jeg, at jeg var den eneste der gik med raske skridt i 40 graders varme. Alle andre kollegaer og de studerende sad i skyggen og slappede af. Der tog jeg mig selv i nakken, og spurgte mig selv om hvad det var det hastede så meget. Jeg lærte at sætte tempoen ned og altid at
medbringe læsestof, når jeg skulle i banken eller til noget andet.

Desværre holder virkningen ikke hvis man kommer tilbage til et krævende job i Danmark.

Kulturchoket ved hjemkomsten til DK efter et par år i udenlandet kan blive værre end kulturchocket ved ankomsten i fremmede og eksotiske omgivelser, hvor alt er nyt og spændende.

Dog bliver jeg fortsat irriteret over folk her der brokker sig over alt og ingenting, selvom de har alt og mangler ingenting.

Kathrine Krake

Stort smil - og den mexicanske version af samme problematik: "No te preocupes..." eller "Det skal du ikke tænke på...".

Jeg er også netop vendt tilbage til Danmark efter seks år i en slags tidslomme, hvor livet leves på kanten - den velstående eller den fattige. Men 'tidsfornemmelsen' - eller mangel på samme - er indgroet og fælles for Mexicos befolkning på godt og skidt, og man regner ganske simpelt med den i sin planlægning.

For mig - en god øvelse i at være tilstede her og nu, få det bedste ud af situationen og acceptere, at det meste sjældent går som planlagt. Og selvom en anelse mere effektivitet og respekt for andres tid nok alligevel kunne gøre underværker i Mexico, så ville det omvendt i Danmark også gøre underværker bedre at mestre ikke-frustration og empati i dagligdagen...

maya mikaelsdatter

Tiiu Mason

Måske har dem der brokker sig over alt og ingenting, netop ingenting men mangler alt..? Sure opstød synes ofte at være medført af manglende indhold og utilfreds med livet.

Personligt kunne jeg godt bruge lidt mere ’não há problemas’ mentalitet her i forjagede og, efter min mening, lidt for rigide DK.

Peter Nielsen

Dejlig artikel. Danskerne har helt glemt at leve. Alt er BNP, lov, strukturer, rettigheder, korrekthed, perfektionisme, osv. Udrensningen af livet i danskernes tilværelse er total, og netop det, at den er total, gør, at man ikke er klar over, hvad man mangler.

Efter min sidste tur til Asien, hvor jeg levede primært i Thailand, havde jeg præcis samme følelse af hoved-problemet med den danske kultur: vi lever ikke. Strukturel perfektion er blevet vores religion. Vi tror, at bare vi indretter samfundsstrukturerne godt nok, så bliver vi glade. Helt forkert. Thaiernes glæde, og tilsyneladende Mosambiquernes samme, er uafhængig af materialismen.

’não há problemas’ svarer til thaiernes 'mai pen rai' - 'it doesn't matter', or 'nevermind'. Vi har behov for dette i vores samfund, i dag. For mange regler perverterer et samfund.

Forfatteren har virkelig fat i noget meget centralt. Men måske skal man have prøvet det, for at forstå det.

Niels-Simon Larsen

Var tre uger på gennemrejse i Mozambique i 1997. Verdens tredje fattigste land. Har ikke glemt det endnu.
Så kvinderne på vej til marked med en stor kurv på hovedet og et barn på ryggen. Rank, elastisk ryg. I en slåomnederdel. Pragtfuldt syn. Så senere på dagen en flok store skolepiger slæbende på skoletasken. Deres kroppe var dvaske. Jeg tænkte mit.
Der blev solgt dejligt brød langs vejene. De havde brødkultur. Det havde man ikke i de Sydafrikanske supermarkeder. Kun svampet brød i plastic.
Det var fredeligt at gå omkring.
Rig og fattig kan man være på mange måder og på ethvert økonomisk niveau. Jeg er ikke sikker på, at øget velstand gør os lykkeligere, men vi kan nok ikke lade være med at vælge det alligevel, hvis vi havde muligheden.

Peter Andersen

Der er lande hvor rigtige problemer er store problemer.
Der er fravær af problemer en rigtig god ting.

Bjarne Bisgaard Jensen

Nu skal vi så romantisere levevilkårene i et af verdens fattigste lande eller hvad?

Jan Christensen

Hvad har vores rigdom bragt os af harmoni?

Konklusionen må følgelig være, at vi skal have indført meget mere (rigtig) fattigdom i Danmark. Hold op hvor vi så skal hygge os. Alle de der ideligt ævler om velfærdssamfund og overførselsindkomster har ikke fatte en pind. Ikke sandt?

Jan Christensen

@ ole olsen
Det drejer sig om, at vi i al vores overflod, måske har glemt, hvad et menneske også har brug for.
Vi skal ikke forherlige fattigdom, men være bevidste om den pris vi har betalt for vores rigdom

@ jan christensen

Jeg har rejst tilstrækkelig meget i Afrika og Indien til at vide hvad jeg foretrækker.

I øvrigt mener jeg, at ovennævnte artikel er noget romantisk sludder, der blander begreber sammen og drager konklusion på et temmelig kritisabelt grundlag.

Faktisk ligger Mozambique (og flere andre afrikanske lande) i bunden af listen med 'Average Life Satisfaction' i World Happiness Report 2011.

Dorota Rozmarynowska

Der er jo ikke tale om "life satisfaction" men om livsglæde. Det VI tager for givet bliver værdsat andre steder i verden. Det at smile i stedet for at klage gør livet nemmere - lige meget hvor man bor henne.