Kommentar

Overhørt i Rom

Danskere overfuser italienere, italienerne kritiserer deres politikere, og italienske politikere beskylder de offentlige anklagere for embedsmisbrug
Debat
31. august 2012

Åndsfraværende. Det er pinagtigt at overvære. Den danske familiefar i afgangshallen i Roms lufthavn er helt oppe i det røde felt: »Så får du bare 20 euro mere,« siger han på valbyengelsk til den unge servitrice bag baren og kaster en pengeseddel efter hende. Han hævder, at hun har krævet betaling to gange.

Under alle omstændigheder er han så forvirret, at han sagtens kan have glemt at betale for familiens proviant. Hans kone og søn er pinligt berørt og gemmer sig ved et bord i hjørnet. Måske er det varmen, der har fået manden til at miste den sidste rest af pli, besindelse og selvkontrol. Måske skyldes det de altid kaotiske tilstande i lufthavnen. Måske har ferien været præget af skænderier og skuffelser.

Rom lever af turister og i nogle tilfælde også af at snyde turister. Derfor skal man hele tiden være sul pezzo, som italienerne siger, eller on the ball, som det hedder i England. Åndsnærværende, korrekt og høflig. Ellers er det din egen skyld.

Men i dette øjeblik inkarnerer servitricen alle forestillinger om italieneres uærlighed og tyvagtighed. Måske er det helt uforskyldt. Måske betaler hun bare prisen for en anden situation, hvor manden ikke havde mod eller kræfter til at reagere. Hun ryster i hvert fald blot på hovedet og ignorerer fornærmelserne.

Idiotisk

» Det er nemt nok at lege bøsse med vi andres røv,« siger en ung kvinde med lange negle, høje hæle og solbriller i panden, mens hun dypper en brioche i kaffen. Samtaleemnet ved bardisken er Mario Monti, Italiens ministerpræsident. I Bruxelles og omegn får Monti ros for at gennemføre de reformer af den italienske økonomi, som skiftende regeringer altid har udskudt til en fjern fremtid.

Men i modsætning til repræsentanter for de politiske partier stiller den tidligere EU-kommissær og økonomiprofessor ikke op til valg og er således ikke afhængig af folkelig opbakning. Ferien har Monti tilbragt i sit hus i de schweiziske alper – langt fra hedebølgen og mange italieneres problemer med at få pengene til at strække måneden ud.

Den tekniske overgangsregering nærer en ærværdig ambition om at gøre den offentlige forvaltning »slankere og mere effektiv«.

Montis forgænger, Silvio Berlusconi, var derimod fuld af forståelse for italienernes manglende lyst til at betale skat. Hvis staten lægger beslag på mere end halvdelen af borgernes indkomst, er det i orden at snyde, udtalte Berlusconi i sin tid som regeringsleder.

Men nu bruger regeringen alle midler for at opkræve restancer fra dem, der ikke har placeret deres penge i udenlandske banker:

»Det er tilsyneladende vores lod at betale for deres fejl og snyd,« siger kvinden og høster bifald ved baren.

»Og det er idiotisk at gøre almindelige lønmodtagere endnu fattigere,« påpeger en ældre herre, »for så køber folk næsten ingenting og gør produktionen af langt de fleste varer overflødig.«

Skræmmende

»Det bliver ikke et politisk møde, vel?« spørger korrespondenten for Frankfurter Allgemeine Zeitung, Tobias Piller, som er formand for den internationale presseklub i Rom, Associazione della Stampa Estera in Italia.

»Nej, nej, det er ren information,« forsikrer Marco Travaglio, lederskribent på Il Fatto Quotidiano, der har indkaldt den internationale presse til en orientering om avisens underskriftsindsamling til støtte for anklagemyndigheden i Palermo.

Men selv om Travaglio forsøger at berolige den ængstelige tysker, kunne emnet næppe være mere politisk følsomt.

For første gang i Italiens historie sidder mafiabosser og repræsentanter for staten på anklagebænken i samme retssag: Tidligere indenrigsminister Nicola Mancino er sigtet for at have afgivet falsk vidneudsagn og har angiveligt bedt republikkens præsident, Giorgio Napolitano, om at intervenere.

Nu har Napolitano klaget til rigsadvokaturen, fordi en telefonsamtale mellem ham og Mancino er blevet aflyttet. Præsidenten hævder, at aflytningen krænker embedets juridiske immunitet.

Men ifølge Travaglio risikerer præsidenten ligesom enhver anden borger at blive aflyttet, hvis han taler i telefon med personer, der er genstand for en politiefterforskning:

»Advokaterne for de 12 sigtede har ret til at høre telefonaflytningerne, fordi de måske kan bruges til at få deres klienter frikendt. Og når de først har hørt aflytningerne, er der intet, der kan forhindre dem i at fortælle journalister om deres indhold,« forklarer Travaglio.

»Det er det, der skræmmer Napolitano.«

 

På denne plads giver Informations faste korrespondenter hver fredag et indblik i den folkelige debat i de lande, de befinder sig i. Hvad taler man om hos barberen i Beirut? I Londons undergrund? På cafeen i New York? I elevatoren i skyskraberne i Beijing?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her