I den erklæring, hun afgav over for en dommer, forklarede Pussy-riot-aktivisten Jekaterina Samutsevitj, hvorfor Pussy Riot havde grebet til ’blasfemi’. De sekulære undertrykkelseskræfter, som Putin havde til rådighed, var ikke nok. Han ville have »transcendente garantier for sin lange tid på magtens top. Derfor havde han brug for den ortodokse kirke med dens forbindelser tilbage til det kejserlige Ruslands storhedstid, hvor magt ikke byggede på jordiske manifestationer som demokratiske valg eller det civile samfund, men kom fra Gud selv«.
Pussy Riot havde iscenesat mange protester. Men betegnende nok skred sikkerhedsapparatet først ind mod Samutsevitj og hendes aktivistsøstre, da de henlagde en happening til Moskvas Frelserkatedral. Da de slog til mod Ruslands forening af kirke og stat, af patriark og oligark, til én og samme reaktionære front, ramte de tydeligvis en øm nerve.
»Hellige Moder, Jomfru Maria, jag Putin ud,« sang de. Den Hellige Moder hørte man som sædvanlig intet til. Men Kirill I, Moskvas patriark, har været mere end tilfreds med at invitere Putins pengevaskere inden for i Templet. De to har slået en handel af: Putin tilbyder den ortodokse kirke delvis genoprettelse af gamle privilegier fra zartiden, statsstøtte til restaurering af de kirker, som kommunisterne ødelagde og præsternes tilbagevenden til skoler og universiteter. Kirills gentjeneste består i at gøre støtten til Kremls kleptokrater til en kvasireligiøs pligt.
Men tro ikke, at Kirills støtte til Putin udspringer af ren kynisme. Han tror på autokrati og hader liberalisme lige så meget, som hans forgængere gjorde, og som Putin gør. At Kirill er en svoren fjende af liberale værdier, fremgår af hans bog Frihed og ansvar: En søgen efter harmoni. At dømme efter dens ranglisteplacering på Amazon har næppe nogen engelske læsere gidet kaste et blik i den. Det er en skam. For selv om de gejstlige argumenter er skumle, giver de en rigtig god illustration af, hvordan had til menneskerettighederne kan dækkes ind under kirkerøgelse og klokkeklang.
»Den mest grundlæggende konflikt i vores nuværende æra er sammenstødet mellem den liberale form for civilisation på den ene side og den nationale kultur og den religiøse identitet på den anden,« indleder Kirill. Liberalisme betyder for patriarken ikke bare grasserende individualisme, men alle de menneskelige samfund, som tolererer synd og giver syndere »en plads inden for lovens rammer«. Og patriarken svovler videre: »Begrebet om menneskerettigheder bruges som et dække over løgne, falskhed og fornærmelser mod religionen og de nationale værdier. Sekularisme er »inficeret med selvdestruktionens bacille«. Og når sekulære lande tillader kvinder at kontrollere deres frugtbarhed og tolererer homoseksualitet, er de kun på overfladen frie, »men forsvarsløse mod det onde«.
’En fremmed ideologi’
Patriarken gør sig ingen ulejlighed for at skjule, hvordan Ruslands skumle traditioner for had til Vesten og jøderne har påvirket hans tænkning. Universelle værdier er produktet af en ondsindet, fremmed ideologi, der stammer fra vestlige »protestantiske teologer« og naturligvis frem for alt fra »jødiske filosoffer«. Den ortodokse kirke kan til nød acceptere liberalisme i fjerne lande i Europa og Nordamerika. Men i Rusland kan kirken »ikke forblive tavs, når normer, der strider mod grundlaget for den ortodokse tro, bliver pålagt russerne«.
Som altid er problemet ved kulturel exceptionalisme, at den ikke har nogen argumenter for, hvad man stiller op med de medlemmer af den exceptionelle kultur, der ønsker forandringer. Man leder i Patriark Kirills skrifter forgæves efter anerkendelse af, at de russere, som protesterer mod korruption, knægtelse af demokratiske rettigheder eller krigsforbrydelser i Kaukasus, har en sag, der fortjener at blive hørt.
Toner rent flag
Kirills forfatterskab afslører en af Ruslands mest uhyggelige sider: Et regime af tidligere KGB-officerer og plutokrater udplyndrer landet for rigdomme, mens ledelsen af den nationale kirke støtter tyvene og dæmoniserer deres modstandere.
I det mindste toner patriarken rent flag, når han udnævner de liberale værdier til sin hovedfjende. Den våde dyne, hvormed religionskritik forsøges tildækket i mange demokratiske offentligheder, gør det nødvendigt at byde dette fjendskab trods. Gang på gang oplever man kommentatorer i halvseriøse medier fordømme kritik af religion som en form for racisme. Så jeg formoder, at før jeg bliver beskyldt for at nære ’fobier’ over for ortodokse, bør jeg nævne, at Putin også kan regne med opbakning fra Ruslands krybende overrabbiner, Berel Lazar, der fortalte ham, at da nogle af de seneste protester fandt sted på en lørdag (dagen for den jødiske sabbat) var de »ikke et jødisk anliggende«. Og regimet kan også opstille en hel procession af mullaher og lamaer, der støtter Kreml-chefen. Tolerance over for tyranni er økumenisk virksomhed i Rusland.
Den mest uvidende politiske fornærmelse i vores tid må være at blive beskyldt for »militant ateisme«, hvilket som regel bliver fulgt op af en anklage for racisme. De sovjetiske kommunister, der forfulgte og myrdede kristne, jøder og muslimer, var militante ateister. De forfulgte andre på grund af deres tro. Hvem er kommunisternes arvtagere i dag? Hvis du ikke kender svaret, foreslår jeg, at du spørger dig for hos Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokina og Jekaterina Samutsevitj. Efter to års strafarbejde i en »forbedringslejr« vil de muligvis være i stand til at give dig svaret.
Nick Cohen er engelsk journalist og forfatter
© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
Angående Diana Johnstone artikel (anbefalet af Steen Shon) så har hun mange gode pointer men også en del rod I sin præsentation.
“which did not appreciate their hijinks on the high altar”. Bare for en orden skyld. Pussy Riot stunt fandt sted foran ikonostasen og altret I en ortodoks kirke befinder sig bag ikonostasen (Billedvægen som adskiller alter rummet fra kirkerummet). Endvidere var dørene i ikonostasen lukket ind til altret! Så mener Diana Johnstone at man skal have tålmodighed med den orthodokse kirke, så også den kan få tid til at udvikle samme frisind som de vestlige kirker. Jamen Rusland er ikke noget tilbagestående teokratisk samfund. Sovjetunionen var først med kvindernes ligestilling, fri abort og begge køns ret til skilsmisse. Alt sammen noget som den ortodokse kirke med hel har modarbejdet. Så vi taler ikke om fremskridt men om tilbageskridt. Det er klart at Pussy Riot som de erklærede feminister de er, ikke bare kan sidde roligt, og iagttage disse tilbageskridt. Så snakker Diana Johnstone om de slavofile, som om der var tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen i Rusland. Lad det være sagt strakt – de slavofile har altid bestået af en lille fanatisk nationalistisk og ofte fascistisk gruppe. De er ikke repræsentative for det russiske folk, men de har fået stor opmærksomhed gennem tiden, fordi vestlige medier og politikere kunne bruge deres fanatiske synspunkter, til diverse tilsvininger af kommunismen og Sovjetunionen. Rusland er ikke splittet mellem vesten og slavofile – det sidste er en ideologi! Rusland skal derimod ballancere geopolitisk mellem interesser i:Europa, Kaukasus, Kina, Japan og USA ( de områder som Rusland støder op til). I Europa er der en tindens til at glemme dette, og kun fokusere på hvor europæiske (civiliserede) russerne nu opføre sig. Diana Johnstone forsøger at fremstille Pussy Riot som dumme og sex fikserede, og dermed uden ærene. De har ingen sange skriver hun. Måske - men deres Punk bøn er et digt i bedste futuristiske russiske tradition – Majakovskij ville være stolt af disse tøser!
Israel Shamirs artikel også anbefalet af Steen Sohn, er det rene vrøvl fra ende til andet. En ting vil jeg fremhæve. Det passer ikke at den russiske kirke er velgørende. Den ortodokse kirke har ikke denne tradition, som man kender fra den katolske middelalder kirke og de protestantiske kirker. Den ortodokse kirke ser sig selv som en åndelig kraft og en hinsides kirke. I stedet for velgørenhed (som kirken i mange tilfælde ser ned på) vil kirken ruste ods åndeligt og tage vare på den åndelige udvikling blandt sine medlemmer. Kommer det til en dyst mellem velgørenhed og magt, har kirken gang på gang vist at den vælger magten. Den ortodokse kirke i Rusland tåler ingen andre kirkers tilstedeværelse. Så for nogle år siden gik den ortodokse kirke i gang med af få vippet Frelsens Hær ud af Rusland. Det lykkedes ikke helt men de fik i det mindste lukket et suppe køkken som Frelsens Hær kørte til glæde for de mange hjemløse i Moskva!
PS: jeg kender personlig folk som arbejder indenfor den ortodokse kirke og som forsøger at reformere den – de har givet op og er gået under jorden. Det har vist sig for farligt at sætte sig op diverse kirkefyrster!
@Claus
"Rusland er ikke splittet mellem vesten og slavofile – det sidste er en ideologi!"
Jo, det er det så sandelig!
Omend Rusland naturligvis primært følger sin egen geopolitiske dagsorden.
Og "Vestens" afvisning af russerne som ligeværdige igennem de sidste 20 år har været en hovedårsag til dette.
Det første er så i allerhøjeste grad også en ideologi ligesom slavofili, som jeg nu mener, at du maler noget for stærke farver, hvis du vil have mig undskyldt.
Den er iøvrigt udbredt selv blandt gamle erklærede kommunister, hvilket jeg ved af eget bekendtskab. Men det kan afhænge af, hvordan man "lader" ordene, selvfølgelig.
Jeg kunne tro, at du måske egentlig mener panslavister?
Og du har selvfølgelig ret mht. kirkens indretning.
Rolig nu, Claus Oreskov, jeg har ikke anbefalet Shamirs artikel. Hvor du får det indtryk, forstår jeg ikke.
At jeg henviser til en artikel, jeg synes er interessant, betyder ikke, at jeg er enig i alt, hvad der står i den.
Claus Oreskov. Hvad angår de to retninger i russisk åndsliv, så rækker de, så vidt jeg har forstået, meget langt tilbage i historien, så langt tilbage, at man ikke kan kalde den slavofile for fascistisk.
Georg Brandes skriver om de to strømninger i sine ”Indtryk fra Rusland” (1888):
”De to Strømninger i det russiske Aandsliv, som straks er enhver Iagttager paafaldende, Retningen mod Vesteuropa, Hanget til at forplante og videre udvikle almeneuropæisk Kultur, og Retningen indadtil, den nationale Selvfordybelse med fjendtlig Holdning mod ’Hedningerne’ vesterpaa, er tydeligst personliggjorte i Czarer af stor historisk Betydning som Peter den Store og Nikolaj I, de to russiske Grundtyper.”
(Samlede Skrifter, X, s. 369, Kjøbenhavn 1902)
Diane Johnstone er et komplet postmodernistisk fjols der for snart længe siden totalt mistede grebet om virkeligheden. Et godt eksempel på hvordan dekonstruktion og postmodernisme har undergravet logisk analytisk tænkning og erstattet det med komplet roderi
Sære ting forekommer
Her skriver fx det tidligere medlem af Ronald Reagan-administrationen, Paul Craig Roberts en artikel på Pravda.ru - "Pussy Riot, the unfortunate dupes of Amerikan hegemony"
"The women were not waterboarded, raped, or forced to sign false confessions, all well-established practices of amerikan 'justice.'"
http://english.pravda.ru/opinion/columnists/28-08-2012/122005-pussy_riot-0/
Det eneste sære her er at folk som dig Steen i gennem årene drejer lkægngere og længere til højre og derfor bliver i tiltagende grad enige med analyser af virkeligheden præsteret af den sorteste reaktion - lige fra Regans tidligere rådgivere, til de sortklædte ravne i den ortodokse russiske kirke til facister som Assad, Saddam Hussein og islamistiske facister - og det 8istedet for at holde fast i det dar var klassekampens kærne - nemlig den vestlige ide om arbejderklassens befrielse som arbejderklassens eget værk.
I har vendt jerr mod alt det venstrefløjen oprindeligt stod for - vores vestlige arvegods - og er blevet postmodernistiske renegater ligesom hende der den stærkt uheldige tidligere sekretær for Die Grünen - Diana Johnstone
Diana Johnstone er først og fremmest et eksempel på faneflugt væk fra klassisk marxistisk tænkning og analyse og ud i en form for bevidsløs anarkistisk og postmodernistisk relativisme som bringer folk som tidligere var venstreorienterede og progressive til at omfavne religiøs fundamentalisme i alle afskygninger, feudalistiske samfund, diktaturer og regulær facisme og autokratisk undertrykkelse - en regulær faneflugt væk fra det bedste arvegods vestlig tænkning har leveret og alt det vi har blødt for i 200 års vestlig klassekamp
@Steen Sohn. Russisk åndsliv på Georg Brandes tid omfattede vel omkring 3-4 % af befolkningen og ud af dem var der så nogle få der var erklærede slavofile! Der var højst sansynligt langt flere narodnikker end slavofile. Og hvor mange slavofile er der i dag i Rusland –skal vi gætte på 1% af befolkningen eller derunder dvs. det kirkelige hierarki og så nogle få tilløbere.
@Steen Sohn. Nutidens Rusland styres af økonomiske faktore og ikke af idelogi - og jo de slavofile har alle dage været fasistiske. Man taler i dag om pre-fasismen når man taler om de slavofile og De Sorte Hundrede!
Hele venstrefløjen, med arbejderbevægelse i spidsen - er vesten - det er ikke hele vesten - men det er den der betyder noget for progressiv tankegang og bevægelser
oplysningstiden, demokrati, religionskritik, ateisme, Socialdemokratiet, marxisme, ider om socialisme og kommunisme - det er altsammen - vesten - det er skabt i vesten og istedet for at kaste os i armene på fascister og religiøse fanatiker - og tale som om vesten ikke har tilført noget som helst godt her i tilværelsen bør vi kæmpe for det der er det blivende i de værdier der altid har været til venstre for midten. Ingen af de ideer blev født noget andet sted end netop i vesten - de var på en og samme tid både et produkt af kapitalimen og et produkt af modstanden imod kapitalismens udskejelser.
Det eneste postmodernismen har bidraget til hvad angår politik - er idioti - såsom dengang den salige guru Michel Foucault drog til Iran og fortalte alverden at den sande befrielse ville være den der blev frembragt af Ayatollah Khomeini.
Tre år senere havde jeg enken til lederen af et af de to kommunistpartier boende som såkaldt ulovlig flygtning - og over den middag hun en aften lavde til os kunne hun fortælle mig hvordan hun og hendes mands slægtninge blev tvunget tilk at se på medens revolutionsgarden hængte hendes mand.
Kæmp for de vestlige værdier der er værd at kæmpe for - de er mange og selvfølgelig bær vi også kæmpe for deres udbredelse
Sider