Klumme

Politik er en privat sag

Derfor rager politikernes privatliv os faktisk nogle gange
1. september 2012

Du skal ikke have været mange år på Christiansborg – endsige måneder eller uger – for at høre rygter om, hvem som sover med hvem, hvem der drikker for meget, og hvem der bare ikke kan udstå hinanden.

Sådan er det vist på de fleste arbejdspladser.

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse for de fleste politiske journalister, at Helle Thorning-Schmidt – forud for Skattekommissionens afhøringer – følte sig nødsaget til at dementere netop rygterne om, af Stephen Kinnock skulle være bi- eller homoseksuel.

Og næsten lige så forforventeligt er det, at kommentatorer, lederskribenter og læserne samstemmende mener, at dette er afslutningen på – om ikke vestlig civilisation – så i hvert fald dansk politik, som vi kender den.

Det har mange af dem ment, siden Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulvemann med biografien Poul Schlüter i 1992 første gang overskred grænsen mellem politikeren og privatpersonen.

Politiken kalder selv historien – men ikke avisens dækning, må vi gå udfra – for »en skamplet på Danmarks demokrati«. Berlingske konstaterer, at »når undersøgelseskommissionen engang er færdig, vil dansk politik ikke være det samme«. Mens Michael Kristiansen, af alle, i Børsen advarer om, at sagen markerer »et radikalt skifte, som reelt truer det politiske system og den demokratiske debat«.

Hvis vi for en stund ser bort fra diskussionen om, hvordan og hvorfor rygterne opstod – og hvem der viderebragte dem – så er fællesnævneren i kritikken: Hvad rager det os?

Det er selvfølgelig et godt spørgsmål, og i det konkrete tilfælde rager det os faktisk ikke. Oplysningerne blev nemlig ikke lagt til grund for Skats afgørelse.

Men hvorfor har alle aviser samt tv- og radiostationer så egentlig omtalt historien?

Her lyder svaret lige så samstemmende, at når Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock selv er afsendere af historien, så rager det os alligevel.

Men hvis rygterne oprindeligt ikke ragede os, hvorfor bliver de så væsentlige for offentlighedens interesse, når ægteparret selv viderefortæller dem? Offentlighedens interesse i at høre om en historie kan ikke afhænge af hovedpersonernes interesse i at medvirke i denne.

Desværre bestemmer dette imidlertid ofte, om medierne løfter sløret for politikernes private forhold. Også selv om historierne kan havde vidtrækkende konsekvenser.

Det mest kendte eksempel fra nyere tid er pressens tavshed om Poul Nyrup Rasmussens og Lone Dybkjærs’ forhold, indtil de selv valgte at stå frem i 1992. På det tidspunkt havde forholdet varet på i fire år.

Det på trods af, at Auken-fløjen i Socialdemokratiet mente, at det havde betydning for formandsopgøret i partiet, hvem Poul Nyrup Rasmussen sagde godnat til om aftenen. Men de socialdemokratiske vælgere og medlemmer fik aldrig mulighed for at bedømme, om den radikale modstand mod Svend Auken – og begejstring for Poul Nyrup Rasmussen – skyldtes andet end politiske hensyn.

Det er let nok at sætte spørgsmålstegn ved den politiske paparazzijournalistik. Men hvad er svaret?

I en tid, hvor de ideologiske forskelle udvaskes, og grænserne mellem det private og offentlige liv opløses, bliver politik mere og mere et spørgsmål om, hvilke politikere som har de karakteregenskaber, der gør, at vi tør betro dem ledelsen af landet. Og her er det mediernes opgave, som det er blevet sagt, at lave et ’serviceeftersyn af personligheden’ hos de mennesker, vælgerne har betroet at træffe beslutningerne.

Af samme årsag lukker politikerne os ind i deres stuer, samt deltager i danseprogrammer og diverse aftenshow, for netop at vise, at de er menneskelige.

De menneskelige problemer holder de til gengæld helst for sig selv. Når politikerne kritiserer, at pressen går for tæt på privatlivet, er det sjældent blot fordi, at det er privat. Ofte skyldes det, at disse private oplysninger kan være med til at få vælgerne til at fravælge vedkommende.

Men som min tidligere lærer i mediejura på Danmarks Journalisthøjskole, Knud Aage Frøbert, har sagt om de ændrede grænser for, hvad man skriver om politikernes privatliv:

»Det afgørende er vel, at man i vort samfund ikke længere vil acceptere, at politikerne optræder som politikere. At man ikke vil tolerere deres egne rosende fremstillinger af sig selv. Vi vil have besked i dag.«

 

Kim Kristensen er politisk journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu