Klumme

Skydere gjort af drømme

Det er en tragedie, når massemord inspireres af videospil, eller superheltemyten tilsyneladende motiverer en sindsforvirret til at skyde løs på uskyldige. Men selv den voldsomste fiktion redder måske mere end den skader
2. august 2012

Min ældste søn er faktisk ikke min søn. Faderen kom ind i mit kærlighedsliv, da jeg var 22 år, og med sig havde han en glad lille 6-årig fuld af energi, leg og latter på trods af, at han havde mistet sin rigtige mor.

Man er temmelig idealistisk som 22-årig, eller det var man i al fald, når man lige var sluppet gennem 1970’erne. Vietnam-krigen var ikke langt væk, peace and love ej heller, så jeg havde klare ideer om, hvad en lille dreng skulle lege og især ikke lege med.

Jeg forbød skydevåben. Faderen var mere tvivlende, men for mig kunne der ikke være tale om, at den 6-årige skulle have de GI-Joe-figurer, han drømte så meget om. Han skulle opdrages til at blive en fredelig mand, og mor her havde opskriften. Jeg prøvede pædagogisk at formulere noget om, hvad GI’s vitterlig havde foretaget sig i Vietnam, men selvcensurerede det hurtigt. Forklar lidt om napalm til en 6-årig?

Den kloge dreng prøvede forsigtigt at opdrage på mig. Engang, hvor han havde fået fat i en skyder, og jeg endnu engang prøvede at forhindre en fiktiv massakre, kiggede han opgivende på mig, viste mig plastikfidusen på nært hold og forklarede. »Tine altså. Se nu her. Det er ikke en rigtig skyder, forstår du det?«

Jeg tænker på dette lille optrin af flere grunde. For det første blev endnu en superhelt fra fiktionens verden – denne gang Batman – for nylig forbundet med et massemord. Da man lidt senere så morderen på anklagebænken viste det sig at være en forvirret orangehåret ung mand, der stod bag den bestialske nedskydning og som i øvrigt havde prøvet at gøre en psykiater opmærksom på sine planer.

Vi var også gennem mindehøjtidelighederne for ofrene for Breivik, der i egen sindssyge logik sidste år gjorde virkeligheden til et videospil.

Og ved min hjemkomst til Frankrig blev det hele toppet op af en historie om en ung mand fra en såkaldt eksemplarisk familie i Alperne, der dræbte sin far og sine to brødre. Angiveligt fordi hans far havde forsøgt at forhindre hans overdrevne brug af videospil. Også han havde en historie i det psykiatriske system.

Og selvfølgelig er der en forbindelse mellem galskab og fiktion, bare ikke på den måde man lige tror. Psykiatriske afdelinger, især de lukkede, er fyldt med superhelte. Nogle tager form af Jesus, andre tipper over i det paranoide, og er klar til at myrde for at forsvare sig selv eller hele verden mod invasioner af enhver art.

Det er let at holde de gale på afstand og tro, at det, der viser sig i galskaben, intet har at gøre med, hvordan et normalt menneske konstrueres, men det har det. Det er enorme både narcissistiske og paranoide kræfter, der skal gennemarbejdes for at gå fra at være et lille menneske til at blive voksen. Man skal finde sin plads, lære at kende forskel på godt og ondt og ikke mindst finde ud af forskellen mellem de morderiske fantasier, vi alle har, åh jo, og den virkelighed, hvor vi ikke udlever den slags paranoia.

Og her banker mit politiske jeg fra midten af halvfjerdserne så pludselig på igen. Var dominoteorien, der lå bag amerikanernes kommunistangste indgreb med rædsler som napalm i Vietnam paranoia eller virkelighed? Er det spørgsmål væsensforskelligt fra det følgende: Findes den forældreløse Batmans fjender kun i hans eget hoved, også selv om vi ser dem på skærmen?

Min ældste søn fik reddet sine lege af Spielberg og to små brødre. Hvad kan en mor sige til en krig, der foregår på en galakse lang, langt væk med våben, der ikke ligner kalasjnikover, men bare er lys?

Andre eksistentielle spørgsmål trængte sig på: »Tine, hvordan kan det være, at de onde altid er de flotteste?« Den kvæstede far dybt bag Darth Vaders truende og tiltrækkende maske – manden med den forvrængede stemme formåede at stille spørgsmål, min pædagogik ikke kunne hamle op med. Lyssværd oversvømmede hjemmet. Det er med kunst, leg og frygtelige eventyr, at det onde overvindes. Med skydere gjort af drømme.

 

 

Tine Byrckel er kulturjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Hestvang

I sammenhæng med Politikens serie 'Generationskløften' og det heri gennemgående sprøgsmål "Sætter nutidens forældre for få grænser?", er dette et spændende indspark.
PS. Det er moderligt kært at der skrives Spielberg i sammenhæng med Star Wars, men referencestyrelsen kommer nok efter dig.

Mads Kjærgård

Hmm jeg bestilte ikke andet end at lege krig som barn, men som voksen har jeg aldrig været særligt krigerisk, tværtom tror jeg, jeg lagde forøvrigt mærke til som barn, at de der ikke gad lege krig, de sad og røg omme bag i parkens buske og var altid oppe at slås for alvor med nogle fra de andre kvarterer! Og var i det hele taget ikke særligt behagelige! At lege krig er eller rettede var en indviklet social leg med en utroligt masse spilleregler, der skulle overholdes,
og det var simpelthen ikke noget for mennesker, der ikke havde et socialt gen eller evne til at udvikle et sådan, så nok godt for Tines søn at Lucas kom til!

oh..... tænk at jeg forvekslede Lucas og Spielberg! Det burde jeg virkelig ikke have gjort, for der er så stor forskel.
De to små var var alvorligt vrede på mig over overhovedet at have ladet dem se E.T.Moderen bliver væk. og E.T dør, ok han genopstå,r men alligevel...
I Star Wars er det hele mere myto-logisk og derfor bedre til at holde ud...

Jeg var med i fredsbevægelsen i sin tid, men gav min søn lov til at have en seksløber. Jeg satte grænsen ved tidssvarende våben og det forstod han godt, min kloge dreng.

Men det er sundere at rende rundt udenfor og lege krig, for i legen sker der der andre handlinger end krig, man ser det bare ikke så nemt, kun hvis man direkte iagtager legene. Krigen i legen er faktisk sekundær.

I computerspil fungerer det på en helt anden måde.

Ang. computerspil er der alders-grænser på, mange spil er i dag til voksne, f.eks. Call of Duty eller Mass Effect eller Assasin's Creed. Og det er forældrenes ansvar ikke at købe spil der er rated 18 eller 16 år til deres små poder på 11 eller 13 år....

Ang. Batman er der faktisk en tolkning af Batman-universet som mener at Batmans fjender en en del ham, er hans egne indre fjender projiceret ud i omverdenen...

Ang. Star Wars kan man tydeligt se i nr. 3 (af filmene) at Anakin Skywalker vil det gode, men derved kommer til at gøre det onde. Og pointen med at lade masken falde til sidst og vise en kvæstet far dvs. en far som er såret, både fysisk og i sjælen, er genial. Desværre har Lucas nu slettet David Prowse's stemme til sidst, og erstattet den med personen som spiller Anakin Skywalker. Ellers et genialt træk at lade Prowse's stemme blive, mener jeg. Gad vide om Lucas også har slettet James Earl Jones stemme som Darth Vader?

Ang. vold mv. og leg med skydevåben - da jeg var barn, legede jeg meget med legetøjsvåben. Og fordi jeg fik lov til at lege med legetøjsvåben som dreng, så har jeg ikke noget behov for at lege med det i dag....

Henrik Darlie

Hvis ikke der er voksne til at sætte tingene i sammenhæng så er det tv-type medier, eller andet/andre, der gør det.

Lennart Kampmann

Jeg savner en pointe med artiklen. Hvad vil forfatteren sige?

Film er godt for ens fantasi? Er det bare det?

Med venlig hilsen
Lennart

Ingen skal stjæle fra børnenes fantasi - som det hedder i en Sebastian sang fra filmen Hodja fra Pjort fra sidst i 1980erne.

er vel pointen, ikke sandt.

Og at voksne kan stole på at børn kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Det synes desværre som de det er de voksne der i dag ikke længere er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed...

Henrik Darlie

@lennart
"Hvis ikke der er voksne til at sætte tingene i sammenhæng"
Ting i sammenhæng - context - fortælling
Krigslegetøjet er ikke det vigtige her, men contexten er.
Det er et samspil, her mellem børn og voksne. Det handler egentlig ikke om noget konkret, men om noget inde i vores hoveder. Noget der hele tiden udvikles og gives videre. Drømme er et passende udtryk.

Jacob Knudsen

Jeg blev som barn aldrig beskyttet fra de kulturelle mediers voldelighed, men jeg havde også nogle forældre der netop formåede at sætte de ting jeg så i fjernsynet og på computerskærmen ind i en kontekst der hed - det er bare teaterblod og skuespil, men det sker også i virkeligheden og jeg lærte derfor tidligt forskellen på godt og ondt. Mine forældre satte i modsat til de ting jeg sansede klare grænser for de ting jeg gjorde og hvornår jeg gjorde dem. Det har helt sikkert været med til at gøre mig til en mangfoldig og samtidig stabil person og det jeg dem taknemmelig for...

Børn skal have lov til at udfolde alle dele af deres natur, det være sig de voldelige sider, sexualiteten og narccicismen, hvis de konstant bliver mødt med grænser og forbud risikerer man blot en modreaktion der hedder, at barnet bliver grænsesøgende fordi det er dét der giver opmærksomheden.

Arno Victor Nielsen

Ammestuesnak. Kan vi da for fanden ikke blive fri for sådan en omgang sludrevorn kulturjournalistik. Der er hverken kultur eller journalistik i den slags skriverier, som snarere falder ind under brevgenren. Og sproget! Hvad vil det sige at blive “toppet op af en historie”? Og hvorfor skal vi have at vide, at drengen i historien er på gule plader? Det er en avis, du skriver i lille Tine. Dit politiske jeg fra halvfjerdserne banker iøvrigt ikke. Det er hjertet, der banker. Det er squ for sløset!

Det var ikke en rimelig kommentar til Tine Byrckels meget åbenhjertige be- og erkendelse af fortidens synder: en politisk korrekthed, der heldigvis blev rettet af hendes stedsøn selv. Kombineret med den Breivikske tragedie bliver det meget alvorligt, og nu, her et år efter, kan en forfærdelig tanke snige sig ind. På Utøya slagtede han 69 unge mennesker, uden modstand, uden risiko for sig selv, og han stoppede kun for at overgive sig, da politiet endelig kom. De første skud kunne ingen hindre, overraskelsen og vantroen har været for stor, men det må da være gået op for de unge, at der var noget helt galt. Det kan være, at jeg er dårligt underrettet, men jeg har ikke hørt noget om forsøg på at overdænge Breivik med sten, grene, træstammer, skovle, eller hvadsomhelst, ejheller om et forsøg på i samlet flok at overmande ham. Han kunne tilsyneladende stille og roligt gå rundt i mere end en time og henrette, som det passede ham. Ligeså tilsyneladende var reaktionerne flugt og skjul, ikke modværge og kamp.
Det virker, som om den helt basale aggression var pillet ud af disse unge på Utøya, den som selvfølgelig både piger og drenge får lært i en normal opvækst, og som sikrer, at alle har grænser, og at man slår tilbage, når de bliver overskredet. Man skal også være rede til at slås mod og med virkelige skydere.

Det er ikke at børn render rundt og leger med våben der gør dem til skoleskydere.

Det er et resultat af en ideologisk verden hvor man tillægger ideologi mere værdi end fakta og videnskab. Det gør folk syge og fratager specielt folk der i forvejener svækkede af feks psykiske, sociale problemer evnen til at skelne imellem virkelighed og fantasi/fordomme/følelser/ideologi.

Så virkeligheden har forfatteren af denne artikel, prøvet at trække sin egen ideologi og fordomme ned over hovedet på sin søn, men hendes søn var bare klogere end hende og kunne sagtens skelne fakta fra bullshit og forstod ikke sin mors forveksling af legetøj med virkeligheden.

Det med at de yngre er væsentligt klogere på det område med at skelne fakta fra fantasi, er noget de ældre generationer skal vænne sig til, hvis vi altså vil have løst samfundsproblemerne.

Peter Andersen

Børn begår ingen massakrer, det er syge voksne,
og børn har brug for at udforske det gode og det onde.
Det er bare en leg som også er social.

Personligt smed jeg seksløberen i ti-års alderen,
men i dag sidder voksne med alverdens voldelige
realistiske spil og film og hygger sig - Det er sygt.

Man kan snart ikke åbne TV uden der vises en skod-serie,
som kun afviger fra den tidligere i udførelsen af mordet.

For nu ikke at nævne Nyhederne...

@Arno Victor Nielsen
"Ammestuesnak" ja, kan man komme med en større fornærmelse :-)
Jeg foretrækker faktisk lige så stille at få folk til at grunde lidt over, at børns ofte voldsomme lege, og også til tider meget voldsom fiktion, ikke er grunden til at mennesker bliver voldelige. Det er ellers ofte hævdet. Det kan man jo gøre på den skrappe måde, hvor man bare bebrejder andre, og gør sig selv hellig. Og det synes jeg ofte ikke får en til at tænke sig om, det trækker bare fronter op, store Arno.
Man kan også gøre det på baggrund af sin faglighed, som jeg her holder tilbage, for dette er ike pladsen for den.
Dette er en klumme, en "personlig klumme" hedder opgaven, store Arno Victor Nielsen, i avisen står den ved siden af lederne, som er en helt anden type opgave. Andre former igen er anmeldelser eller artikler.
Og "kulturklumme" går her ud fra et personligt perspektiv at causere over forholdet mellem forskellige kulturfænomener, og så ja, ens eget liv. Det har avisen bedt mig om.Det kan man jo springe over hvis man ikke bryder sig om den form.
At det ene barn var på gule plader fortælles derfor for at forklare, at jeg ligesom dumpede lidt ind i forælderopgaven. Og at han lige måtte hjælpe mig til at blive mor, det kommer spædbarn jo sjældent lige og formulerer, så derfor havde jeg et privilegium.
Og så holder jeg personligt meget af det som kvinder taler med både andre kvinder og mænd om i ammestuer.
vh Tine Byrckel

Arno Victor Nielsen

Ikke noget problem med ammestuesnak, hvis snakken forbliver i stuen, dvs. I privaten. Det private er ikke det samme som det personlige. Se hvad din klumme har affødt af stupide kommentarer, som gør ofrene for Breiviks massakre til selvforskyldte ofre. Ja de fik squ hvad de havde fortjent. De kunne bare have slået igen. Mads blærerøv Christensen begyndte allerede på dette fascistoide sludder dagen efter massakren. Det er lige før, at velfærdsstaten får skylden. Eller de mødre som nægter børnene krigslegetøj . Det norske politi, som ikke skulle risikere noget og derfor lod børnene i stikken, er vel også ofre for naive mødre. Tine tænker mens hun skriver. Hun skulle have tænkt før hun skrev.

Arno Victor Nielsen

Ikke noget problem med ammestuesnak, hvis snakken forbliver i stuen, dvs. I privaten. Det private er ikke det samme som det personlige. Se hvad din klumme har affødt af stupide kommentarer, som gør ofrene for Breiviks massakre til selvforskyldte ofre. Ja de fik squ hvad de havde fortjent. De kunne bare have slået igen. Mads blærerøv Christensen begyndte allerede på dette fascistoide sludder dagen efter massakren. Det er lige før, at velfærdsstaten får skylden. Eller de mødre som nægter børnene krigslegetøj . Det norske politi, som ikke skulle risikere noget og derfor lod børnene i stikken, er vel også ofre for naive mødre. Tine tænker mens hun skriver. Hun skulle have tænkt før hun skrev.

Hvis man skulle tage bestik af, hvad ens artikler afføder af stupide kommentarer, Arno Viktor Nielsen, så skal man ikke skrive i en avis. Jeg skulle for eksempel aldrig, aldrig nogensinde skrive om feminisme ikke engang på allermest sobre. journalistiske vis. Det giver stensikkert tråde af præcis samme art hver gang, ofte med perfide personangreb.
Der er intet i denne klumme, der er "privat" om du vil. At min søn er på "gule plader" er ekstremt afklaret mellem os, jeg har svært ved at se, hvad der er "privat" ved det? Hvorfor skulle jeg ikke skrive om det? . Jeg er jeg altid ekstremt påpasselig med, hvad jeg skriver om mine børn i de personlige klummer. Jeg har aldrig fået klager fra dem.
Man bliver faktisk ganske ofte nødt til at omtale, at ens søn er på gule plader. For når jeg bare siger, at han er "min søn" så siger folk" hvordan kan det lade sig gøre, når du kun var 22 og han var 6?" . Folk omtaler også, ganske ofte, nu efter at han har været min i 32 år, "dine to sønner". Så retter jeg dem og siger" jeg har altså tre sønner".Men det er endnu en problematik ,et godt klummemne forresten. Eller kort sagt :hvis jeg havde skrevet at min seksårige søn da jeg var kun 22 sagde det han rent faktisk, sagde, så havde jeg fået at vide at det da ikke kunne lade sig gøre. Derfor nævnte jeg det. Og i denne klumme synes jeg så også, at det var en pointe at jeg var en særdeles umoden mor, som 22 årig til en 6 årig.

Hvorfor er det du er så utrolig sikker på at jeg ikke tænker mig om?

Jeg har i klummer skrevet om en hel del "privat". Jeg har skrevet om min søster psykiatriske indlæggelser, for at forarges over hvad der foregår i et system hvor man ryger ud og ind. Jeg har skrevet om mine børn som andengenerationsindvandrere i Frankrig, jeg har skrevet om min far som begik selvmord. Det private er det offenlige, husker du den?

Der er simpelthen sådan en foragt i det udtryk "ammestuesnak" over, hvad kvinder kan finde på at tale om, og som du fortsætter her. Og som gør, at jeg fortsætter. For privat føler jeg mig ramt af udtryk som "lille Tine" og jeg synes simpelthen, at ok, så tager vi den lige principielt.
For selv talen fra ammestuen er nu ude i det offentlige rum, ja selv amningen er det, til visse menneskers store forargelse. Det har været et af havlfjerdsertidens store bidrag. Selv talen om brystbetændelse, angst for ikke at være en god mor, eller om at få sig et godt sexliv efter at have været sprækket, syet og så videre..? Kan det være mere privat? Kan det være mere universelt - nå nej det er jo "kun" kvinder...
For ingen kunne jo i øvrigt forestille sig at man siksuterede krigen i Aughanistan i ammestuen vel?

Min "teknik" i denne klumme var, ud fra en personlig erfaring - at jeg rent faktisk troede, at voldelige lege, og øvrigt også voldelige film var "skadelige" - forsøgt at indflette min faglige viden, om at nej, det er ikke fiktion eller leg, som afføder vold. Nærmest tværtimod. Det kan man synes er banalt, hvad en enkelt person her i tråden gør.
Andre klummeskrivere i øvrigt ofte mænd - har frabedt sig, at indflette det personlige/private. Men jeg synes faktisk, det nogen gange driver visse mindre frelste pointer hjem, så derfor skriver jeg dem gerne. Jeg ved ikke om du overhovedet kan forestille dig det store Arno, men jeg har rent faktisk tænkt det igennem. Hvorfor er det Arno Victor Nielsen, at jeg skal kaldes "lille Tine" er det noget, du har tænkt igennem? For hvis de er det så synes jeg nærmest det begynder at være lidt uhyggeligt.

Så ja, jeg tænker mens jeg skriver. Jeg tænker også før og efter, Og jeg tænker, mens jeg læser. At du kan tro, at hele denne form er ubevidst og stupid, det er din sag. Men så gå efter bolden.

Men dit eksempel med metaforen - om et hjerte, der banker - viser i al fald at der er noget, jeg er ganske, ganske bevidst om, netop der, hvor du er sikker på, at jeg er "sløset". Jeg foretager en vridning af metaforen, som lige gør, at det giver et sæt i folk og de næsten uden at opdage det tænker "jamen er det ikke "hjerte", der plejer at stå ?" .Jeg mente det ekstremt præcist. Jeg mente det sådan, at der var netop noget fortænkt i min halfvjerdserholdning, og at det ar et problem.Derfor et "jeg", der banker.
Det er sådan noget man gør i poesi, og lige dette rum i avisen er et rum der er åbent for det personlige og det poetiske også. Andre måder at nå en læser på. Jeg eg er klar over, at mange foretrækker det såkaldt objektive.
Og jeg har tænkt mig om i mange, mange år, når jeg siger "såkaldt objektivt".

jeg tror faktisk Arno Victor Nielsen at det er dig der trænger til at få rusket lidt op i dine metaforer. Og eftersom jeg ved, at du er filosof, kan du jo passende starte undersøgelsen hos Derrida .

vn Tine Byrckel

Hans Houmøller

Til Arne Victor Nielsen.

Vil du for min skyld godt være rar at præcisere, hvad dit ærinde i denne debat er, for jeg synes, det mest ser ud, som om du bare er ude efter et personligt togt mod Tine Byrckel.

Jeg har selvfølgelig læst hendes artikel og dine kommentarer, og jeg kan ikke forstå, hvorfor du harcelerer imod den med dine nedladende ord om "lille Tine" med flere.

I håb om et opklarende svar.

Med lidt undrende hilsen,
Hans Houmøller

Torben Nielsen

Amerika er tidens største eksponent for uhæmmet vold og brug af skydevåben.

Primitiv vold.
Udspekuleret vold.
Primitive våben.
Udspekulerede våben.
Anakronistiske våben.
Lyssværd.
Samuraisværd.
Blod der flyder, sprøjter eller fosser.
Råben, skrigen og kommanderen:
“Fuck the hell out of them!”“ Where the hell are you, Sargent? “”Fuck”“Fuck”...Ratatatatat, BUUM, BRAG...

Filmindustrien løber militærets ærinde og militæret løber våbenindustriens ærinde. Transendensen er, at filmindustrien er våbenindustriens medie. At militæret altid har aspiranter, som er villige dræbere og som anser tortur for at være naturligt og nødvendigt. Et folk gjort til bestier af angst og som gladeligt søger tryghed, ved at sprede sit paranoia over kloden, til glæde for den øverste finansverdens imperialistiske og røveriske udkomme.

Som Tine Byrckel er inde på, er der grænser for hvor langt man tør gå i ‘folkeafretningen’ af børn og unge. Derfor skydes der i stedet for løs på zombier, rumvæsner og uhyrer i enhver afskygning.
Men tag ikke fejl. Det bærer samme vej.

Jeg synes derfor, at det er glædeligt, at James Cameron turde lave en film, hvor imperialisterne og 'the american way of life' var skurkene. Filmen blev en blockbuster, skønt jeg tror at under halvdelen af biografgængerne fattede budskabet. Det der lokkede var 3D, flotte farver, sofistikerede våben, rumskibe og aktion.

Det forunderlige var, at det overhovedet kunne lade sig gøre at finde finansiering til dette drama. Forklaringen må være, at en ægte kapitalist med glæde vil finansiere sin egen henrettelse, hvis han kan tjene penge på det.