Klumme

Smalle medieforlig skaber usikkerhed omkring mediestøtten

Det gør det stort set umuligt for medierne at tænke og planlægge langsigtet
Debat
22. august 2012

Efter at have stået på et vigespor i månedvis er medieforligs- og mediestøtte-toget langsomt ved at sætte sig i bevægelse. Stationsforstander og kulturminister Uffe Elbæk har meddelt, at hvis oppositionen overhovedet vil med på turen, skal den endegyldigt opgive sit krav om et salg af TV 2. Venstre, Konservative, DF og Liberal Alliance skal sluge kamelen, hvis de vil være med.

Regeringen har dermed sendt det utvetydige signal, at den er klar til at lave et smalt medieforlig. Det er set før – det eksisterende forlig var smalt borgerligt. Historien om medieforligene har været en rutsjebanetur mellem smalle og brede forlig, der har efterladt DR og TV 2 i en evig usikkerhedstilstand, der har gjort det svært – nærmest umuligt – at fastlægge en langsigtet strategi, fordi økonomi og programpolitik er afhængige af skiftende politiske flertal.

Det samme gør sig gældende for ikkestatsejede medier, for eksempel aviserne, hvor mediestøtten er livsvigtig. Politiske humørsving kan udløse sparerunder og fyringer – og også her gør usikkerheden omkring mediestøtten det stort set umuligt at tænke og planlægge langsigtet. Nok er markedet usikkert og krisebetonet – og her deler de kommercielle medier skæbne med resten af erhvervslivet – men medieudfordringerne er meget store, og den eneste grund til, at skatteydere og licensbetalere kaster 5-6 milliarder kroner ind i medieverdenen, er jo erkendelsen af, at medierne ikke kun er en forretning, men også en central del af demokratiet.

Regeringen signalerer ikke blot en vilje til at gå sine egne veje. Den signalerer klart, at de to statsejede mediehuse DR og TV 2 stadig er en hjørnesten i mediepolitikken. Men kravet om et endeligt farvel til planen om at privatisere TV 2 er ikke det samme, som at staten fortsat skal eje TV 2. Det er flere år siden, at den daværende bestyrelsesformand Boserup foreslog, at TV 2 skulle på »folkeaktier«. Den tanke rumler nu i en ny skikkelse, nemlig i form af en ide om at lave en privatretlig fond med en slags demokratisk, folkelig underbygning – a la Realdania – som skal overtage TV 2. Idéen stammer fra SF, men den har næppe nogen gang på jorden. Embedsmændene i Kulturministeriet fik en kollektiv hjerteinfarkt ved tanken om, at staten skulle »sælge TV 2 og smide nøglen væk« – underforstået, at hvis det utænkelige skulle ske, ville embedsmændene miste et stort sagsområde og deres arbejdsgivere – politikerne – miste indflydelse på TV 2. Og er der én ting, som politikere hader som pesten, så er det at miste indflydelse. Indflydelse er som bekendt den pæne omskrivning af ordet magt.

I en klumme som denne må man gerne gætte – fordelen er, at man kan bryste sig helt ulideligt, hvis man får ret. Hvis det modsatte bliver tilfældet, kan man bare sige, at det var et gæt. Jeg gætter på, at hverken medieforlig eller mediestøtte kommer til at byde på revolutionerende forandringer. TV 2-regionerne får nogle millioner mere til deres ultrahemmelige 24-timers kanal. Der løsnes på nogle detailkrav til DR’s programmer og indføres nogle andre, for eksempel om brugen af dansk musik. Filminstituttet må vinke farvel til et lille millionbeløb af de licensmidler, der forvaltningsretligt tvivlsomt bruges til filmstøtte – og det populistiske krav om, at store sportsbegivenheder skal sendes på TV 2 eller DR, nyder fremme. Politikere lider stadig af den vrangforestilling, at topsport er en slags offentligt ejet aktivitet, mens den virkelige verden for længst har måttet erkende, at sport er en vare, der sælges til højestbydende. Det næste OL er for eksempel købt af en kommerciel kanal i Sverige, så den offentligt ejede kanal SVT kommer ikke til at sende OL fra Rio de Janeiro.

Mediestøtten (som ikke er med i et medieforlig, men forhandles bagefter) vil blive beskåret, og landets dagblade vil få pålagt en lønsumsafgift ligesom bankerne. Det er det samme som en nedskæring – som måske kombineres med en yderligere direkte reduktion i støtten. Den store samlede reform og nytænkning af statens samlede engagement i danske medier kommer ikke i denne omgang. Den lader – endnu en gang – vente på sig. Endnu en lappeløsning venter. Men det er selvfølgelig et gæt.

 

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Madsen

"Endnu en lappeløsning venter", når regeringen nu endelig går igang med at behandle Dyremose udvalgets rapport. Det udvalg der officielt hedder " Udvalget om den fremtidige offentlige mediestøtte."

Altså,- den fremtidige offentlige mediestøtte bliver lappeløsninger.!
Sådan er det jo så bare.!

Finn Thøgersen

Man kunne jo håbe at VK kunne mande sig op til at svare:

fint, men så ryger licensen efter valget og DR får X år til at finde andre indtægtskilder...

Men det har de garanteret ikke noser til, suk

Kære Finn - Mener du virkelig at det rent kommercielle TV er så eftertragtelsesværdigt ? 117 kanaler med en totalt ensartet malstrøm af dåselatter og ekstremt dårlige TV-serier suppleret med reklamer for kussevat og "dufte"-vand.
Selvfølgelig - hvis man mener at antallet af TV-sendetimer er altafgørende og indholdet ligegyldigt......

Lasse Glavind

At der ikke kommer til at ske det store, er et godt bud. Det vi savner i den sammenhæng fra Lasse Jensen, er et analytisk bud på, hvorfor der ikke kommer til at ske det store.

Selv har jeg 'konspiratorisk' tidligere peget på, at en radikal kulturminister faktisk ikke har den store politiske interesse i at ændre noget, fordi De Radikale i særdeleshed (og flertallet af politiske partier i almindelighed) har al mulig grund til at være tilfredse med den mediebetjening pressen leverer på cirkus Christiansborg.

Både partier og medier har jo for længst indrettet sig på det nogle kalder 'markedsdemokratiets' vilkår, hvor strategierne fokuserer på seer/salgstal og meningsmålinger.

Kære Lasse Jensen.
Roser til din oversigt over monstrenes uendelige problemer og klagesange. På et enkelt punkt er jeg uenig.

Jeg har meget svært ved at få øje på argumentet for, at det er rutsjebaneturene, "der har gjort det svært – nærmest umuligt – at fastlægge en langsigtet strategi, fordi økonomi og programpolitik er afhængige af skiftende politiske flertal", idet du jo senere nævner, "at hverken medieforlig eller mediestøtte kommer til at byde på revolutionerende forandringer."

Det centrale spørgsmål er (vist nok), om DR og TV2's ledelser har brug for selv at udarbejde en overordnet økonomisk og programpolitisk langsigtet strategi, som i bund og grund er et rent politisk spørgsmål, som regeringen naturligt burde varetage gennem bestyrelserne.

Privat oplever jeg en stigende stupiditet på programfladerne, hvortil jeg vil tillade mig at indregne Radio 24/7, samt et markant større mængde halv- og helreligiøse programmer, som ingen - udover de overflødige præster - har bedt om.
Disse forandringer er - udefra set - beslutninger, der reelt er truffet af programchefer efter disses små og helt uinteressante mavefornemmelser (-problemer).

Starten kunne have været, at ledelserne (programchefer og bestyrelser) forud for fremlæggelsen af forslagene til den fremtidige mediestøtte, selv havde fremlagt stationernes egne programpolitiske visioner og forslag.

Det eneste, vi har hørt, er forskellige forkølede forsvar for den førte programpolitik. Disse forsvar er typisk fremkommet fra programchefer og (sjældnere)stationernes chefer; - aldrig fra bestyrelserne.

Dagbladenes problemer er voldsomt større og burde give anledning til meget større opmærksomhed, fordi hele dynen er ved at brænde sammen med uoverskuelige følger, bl.a. har man allerede sat en kædereaktion i gang med forvirrede journalistelever, der, på den baggrund, søger en lavere professionel fællesnævner end godt er.

Beklager, at det blev lidt langt.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg tror t journalistuddannelsen lå som nummer 3, after de mest eftertragtede uddannelser. Det er der ikke noget at sige til. den er kortvarig og godt lønnet. Journalister er meget forkælede og ser verden helt anerledes and andre mennesker. Og Lassse Jensen: "(...) at skatteydere og licensbetalere kaster 5-6 milliarder kroner ind i medieverdenen, er jo erkendelsen af, at medierne ikke kun er en forretning, men også en central del af demokratiet."
Kære Lasse Jensen. Det er en tvunget skat, som meget få mennesker kan sige nej til. Hvis de fik lov at vælge frit ville det se helt anerledes ud. At man samtidig kan tjene op til 2 millioner i DR er jo en vanvittig omgang med skatteydernes penge. De eneste, som ikke kan se det, er dem, som skal formidle det videre til skatteborgerne. Så din snak om demokrati, vakler lidt for meget.

Holger Madsen

Jeg kender ikke til journalisters løn i DR, men er de på det niveau, som Jens Overgaard Bjerre antyder, så kommer mit pis godt nok i kog.!

Brian Pietersen

jeg syens man skal lave en statskanal, hvor der sendes de vigtigste nyheder......upolitisk.... diverse varsler...måske vejrudsiter..og så iøvrigt pausefisk..

så kan man fjerne mediestøtten.. der er meget jeg ik vil savne.