Kronik

Topstyring af politiske partier skader vort demokrati

Fra det tidspunkt, hvor hjertet ikke længere kan opfylde sin funktion, er man fortabt, og på samme måde vil et demokrati uden hjerte gå imod sin egen uundgåelige destruktion
Lisbeth Bech Poulsen fra SF lod sig grædende banke på plads, da hun straks rettede ind på partiets linje i forbindelse med skattereformen. Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og eksistensberettigelsen af en regering, mener dagens kronikør.

Lisbeth Bech Poulsen fra SF lod sig grædende banke på plads, da hun straks rettede ind på partiets linje i forbindelse med skattereformen. Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og eksistensberettigelsen af en regering, mener dagens kronikør.

Keld Navntoft

28. august 2012

Sagen med SF’eren Lisbeth Bech Poulsen, der på et gruppemøde blev presset til at stemme for skattereformen sammen med resten af folketingsgruppen, udviklede sig til en egentlig ydmygelse af den folkevalgte politiker, der (nærmest) grædende lod sig ’banke på plads’.

Vi ser det ofte, at partiernes politiske linje skal følges af de folkevalgte. Det spørgsmål trænger sig derfor på, hvorvidt politiske partier kompromitterer vor grundlovs krav om, at folketingsmedlemmer ikke må pålægges forskrift af deres egne vælgere, og om hvorvidt den med politiske partier uundgåelige topstyring kortslutter forbindelsen imellem den almindelige folkevilje på den ene side og disses repræsentanter i den lovgivende forsamling på den anden side.

Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og en regerings eksistensberettigelse. At der skal stå et parlamentarisk flertal bag en regering, drives ikke af hensynet til en regerings behov for at styre lovgivningsflertallet, men er en nødvendighed for, at lovgivningsflertallet kan styre regeringen. Ved sammenfald imellem regeringsledelse og topstyret ledelse af de parlamentariske grupper forstyrres demokratiets hjerterytme. Jean-Jacques Rousseau beskrev parlamentet som hjertet i ethvert demokrati, mens regeringen og den udøvende magt kunne anskues som hjernen i den demokratiske retsstat: Hjernen kan paralyseres, og dog lever man videre, eller hjernen kan være dum og lave fejl, hvilket også kan overleves. Men fra det tidspunkt, hvor hjertet ikke længere kan opfylde sin funktion, er man imidlertid fortabt, og på samme måde vil et demokrati gå imod sin egen uundgåelige destruktion.

Politisk pantomime

Hvis der byttes om på årsag og sammenhæng, så risikerer vi, at parlamentarismen degenereres til agent for den udøvende magt. Forudsætningen er den modsatte: Statens ledelse, dens ministre og statens administration er agenter for parlamentet. Landets politiske ledelse er indsat af parlamentet, legitimeret af parlamentet og afsætteligt af parlamentet.

Mindretalsregeringer med ’faste støttepartier’ og kontraktpolitik er brugt som modgift til den pluralistiske parlamentarisme, som netop kan modstå en regeringsledelses topstyring af sit eget parlamentariske grundlag. Fogh-regeringens kontraktpolitik i samarbejde med Dansk Folkeparti blev således på mange måder en kortslutning af det arbejdende folkestyre. Vor krigsdeltagelse i Irak er nok det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå, idet den topstyrede politiske dagsorden formentlig medførte, at vor Grundlov blev tilsidesat. En fremgangsmåde, der ikke burde kunne finde sted i et årvågent folkestyre med ansvarsfulde parlamentarikere.

Permanente udvalg og nævn inddrager dog folkestyret i statsforvaltningen, men statsforvaltningens mulighed for regelfastsættelse og udstedelse af bekendtgørelser repræsenterer reelt en udvanding af lovgivningsmagtens indflydelse, vurdering og stillingtagen. Kontrol ender som politisk pantomime, og som et mediestyret restprodukt af lejlighedsvise omstændigheder, der folder sig ud i den offentlige debat.

Snævre klienthensyn

Gradvise skridt i den forkerte retning og vanens automatik risikerer at svække vort folkestyre. De politiske partier udgør den institutionelle ramme for topstyring og repræsenterer dermed muligheden for, at folketingsmedlemmer kan pålægges forskrift af deres egne vælgere fra den partiledelse, som samtidig har indflydelse på en folketingskandidats mulighed for opstilling, genopstilling og konstituering. Vor grundlov indeholder et eksplicit forbud mod, at en sådan omstændighed må foreligge. Den samme paragraf i grundloven indeholder et krav om, at folketingsmedlemmer alene skal være bundet af deres egen overbevisning, en forudsætning der korrumperes af det embedsomfang, der i dag forbindes med at være folkevalgt. Grundlovens forbud mod, at et folketingsmedlem ikke må pålægges forskrift af egne vælgere, og det samtidige krav til at medlemmer alene er bundet af sin egen overbevisning, er opstillet som et værn mod de særinteresser, der måtte have medvirket til kandidatens valg.

Almenvellet fortolkes i dansk forfatningsret som ’almene samfundshensyn’, mens det i oplysningstidens formative litteratur nærmere skulle forstås som den til enhver tid ’almindelige vilje’. Dermed udelukkes, at en lovgivende forsamling kan være bunden af en fast og given politik eller ’kontrakt’, der kan få til konsekvens, at der lovgives på baggrund af særinteresser eller ud fra snævre ’klienthensyn’. Dette bliver et problem, idet lovgivningen til stadighed skal udtrykke det suveræne fællesskabs kollektive vilje, og ikke afgrænsede hensyn. Det bliver dermed en forfatningssikret forudsætning for legitimiteten af parlamentarismen, at de enkelte lovgivere netop ikke lader sig underlægge forskrift fra andre politiske agenter, interessegrupper eller snævre klienthensyn, hvor helheden gidseltages til fordel for særlige hensyn. Det værste eksempel ses for tiden i forbindelse med handlingslammelsen af lovgivningsprocessen i USA, hvor lovgivningsviljen og -evnen nærmest er brudt sammen siden efteråret 2011.

Risiko for sammenbrud

Topstyringen af de politiske partier må i praksis tages som udtryk for, at vore lovgivere i kraft af den institutionelle ramme, de underlægger sig selv, eksponeres for at modtage forskrift og dermed kompromitterer kravet om alene at være bunden af egen overbevisning. Den omstændighed, at en praksis har udviklet sig til sædvane, kan ikke i sig selv legitimere en sådan praksis, hvis realpolitiske mutationer tager et omfang, der angriber vor grundlovs genetik.

Den særligt kritisable omstændighed synes for en udenforstående at være, at det er medlemmerne af den forsamling, der med vor grundlov er tillagt den uindskrænkede beføjelse til at repræsentere det suveræne folkefællesskabs kollektive vilje, som benytter deres særligt beskyttede position til gradvist at virkeliggøre en praksis, sædvane og lovgivning, der som sin konsekvens synes at få, at den suveræne folkevilje – som af natur kun kan være en kollektiv egenskab – i stedet forvaltes, fortolkes og udtrykkes af den udøvende magt (regering og statsadministration). Dette skred kan medvirke til et sammenbrud af det bærende magtfordelingsprincip for vor forfatning. Heraf følgende interessekonflikter imellem den kollektive folkevilje og dem, der er valgt til at repræsentere denne, kan udløse degeneration i fundamentet for vort folkestyre, så det til sidst bryder sammen under sin egen vægt.

Lejlighedsvis er debatten gået i retning af en revision af grundloven, men bestemmelserne i vor grundlov synes i et ikke ubetydeligt omfang at udgøre et solidt fundament for vort folkestyre. Det synes i højere grad at være forvaltningen af vor grundlov, der repræsenterer det virkelige problem. Da regenten og højesteret ikke proaktivt kan konstateres at have politisk vilje og kraft til at fastholde det forudsete forfatningsværn, så bliver det regeringen og dermed ledelserne i de politiske partier, der må pålægges at rulle dele af vore valglove tilbage, samt med ny lovgivning at tidsafstemme vor forfatnings intentioner og målsætning til den tid, vi lever i. Retter vi ikke op på svækkelsen af vor demokratiske arkitektur, risikerer vi, at der kommer et tidspunkt, hvor andre kan bringe selve konstruktionen til fald.

Klaus Riskær Pedersen initiativtager til visionsprojektet www.understrom.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tak for denne analyse, det er jo så sandt, som det er sagt, at demokratiet bør tage de valgte repræsentanter meget alvorligere end regeringen! Det er her, man skal samle enighed/flertal for et forslag, og i bedste danske oldtidstradition bør det være ved at tage alle landskabernes repræsentanter i ed, ikke som medlemmer af partier, som repræsentanter for deres egn.

Michael Skaarup

Det danske demokrati er blevet en joke af sig selv.

Partierne og partiledelsernes særinteresser har ødelagt de folkevalgtes muligheder for at træffe oplyste valg til fordel for at give blind støtte til parti-eliternes projekter.(læs: partiledelsens nuværende og fremtidige karriere)

Når özlem og jens rohde vælger at trodse parti-dikaturet, er de ikke forrædere af demokratiet, men forbilleder.

Flemming Andersen

KRP har fuldstædigt ret i sin analyse, desværre er problemet, hverken nyt eller større end det altid har været. Vore folkevalgte tager simpelthen ikke deres opgave alvorligt og det er et stort problem for vort styre.

Faktisk har Klaus Riskær fat i noget helt rigtigt i denne sag.

Selvfølgelig skader det demokratiet, hvis nogle få skal bestemme den førte politik, medens resten blot skal lægge ukritiske stemmer til.
Og samtidig er det heller ikke i overensstemmelse med demokratiets regler, der jo netop pålægger politikere at stemme efter egen overbevisning.

Nu har jeg kendt socialdemokratiet indefra gennem mange år, og kan derfor gøre opmærksom på, at netop da makkerparret Nyrup og Lykketoft kom til magten, mistede partiet sin politiske dyd. For her tålte man ingen anden holdning end Lykketofts.

Det er jo bare enevældet der er genindført, hvis det nogen siden har været væk, hvor der siddet et parade parlament og klapper når kongen taler.

Hvis man er i et firma , der sælger ost, så kan man ikke bare sige, at nu skal vi hellere sælge knallerter- man må spille sammen med de øvrige i firmaet (- eller finde et andet job).

I politiske partier må man også være team-player - ellers har det ikke noget formål at have partidannelser.

Hvis en MF'er synes, at partiet er det forkerte for ham/hende, så er det vel naturligt at sige farvel og tak - man kan ikke bare køre sit eget sololøb og samtidig kræve, at de øvrige bare skal rette ind og droppe deres politiske projekter.

Og der er da i vores folkestyres historie en del eksempler på, at "utilfredse" MF'ere er budt ud og har lavet nye partier ( SF, Venstresocialisterne, Liberalt Centrum, Centrumsdemokraterne, DF, Liberal Alliance og et par stykker til, som jeg har glemt.)

Folketingets medlemmer er ret kreative, når de "får nok af lugten i bageriet" - og det danske folkestyre er faktisk ret sundt.

Jamen, Robert Kroll,

det er jo netop derfor, at "ostefirmaer" eller partier er så ødelæggende for demokratiet (som vi i kraft af dem, netop ikke har)!

Christian Svenstrup Harder

@Robert Kroll

"- og det danske folkestyre er faktisk ret sundt."

Jf. den farce der påbegyndtes i dag har jeg overordentlig svært ved at følge dig.
Man kan selvfølgelig håbe på bedring men eftersom den nuværende regering valgte at forøge antallet af særlige rådgivere vil jeg tillade mig at være pessimistisk.

Steffen Gliese

Man kan gøre ét af to: enten 1) styrke partidemokratiet, så medlemmerne deltager i udviklingen af de politiske mål for samfundet og de midler, der skal anvendes dertil, eller 2) en lokal forankring i kandidatens valgkreds, så alle dele af landet tilgodeses i den førte politik.

Hvorfor overhovedet operere med valgkredse i så lille et land som Danmark? (udover lokalpolitik), hvis vi skal bibeholde repræsentativt "demokrati" overhovedet?

Og hvad skulle der være i vejen med direkte (ægte) demokrati?

Steffen Gliese

Fordi, Nic Pedersen, vi ikke er et lille land! Vi er et temmelig udstrakt land, og vi har stik imod vore egne interesser fundet os i, at den indflydelse, vi burde kunne udøve fra vores lille plet, er blevet mere og mere begrænset af såkaldt 'rationalisering', der dog ikke er andet end magtfordrejning, hvor en efterhånden selvsupplerende elite påfører de danske landskaber deres abstrakte, ensporede og verdensfjerne vilje.

Steffen Gliese

Der er intet i vejen med direkte demokrati, det kræver bare om noget små enheder, for det kan kun foregå i forsamlinger - fordi ansvarligheden forsvinder med afstanden, hvad nettet er et glimrende eksempel på.

Michael Skaarup

@ Robert Knoll

Nu synes at analogien til et ostefirma er tam. - Der er ingen lighed imellem en virksomhed der sælger ost og et politisk parti i et demokrati.

Man kan sagtens være en teamplayer, uden at være en spytslikker.
Styrken i et demokrati og et politisk parti ligger netop i meningsforskellenes variationer.
Et partis styrke afgøres netop af at meningsforskellene diskuteres og nuancere diskussen. Dertil er det jo ikke partieliterne der skal diktere MF'erne deres meninger, men være dem der faciliterer MF'ernes og partimedlemmernes visioner bliver gennemført. Mao. et parti er som ideal en bottom-up organisation, og ikke et top-down diktatur.

Det glæder mig, at vi synes enige for direkte demokrati i små enheder a la Schweitz er også min umiddelbare model for et rigtigt demokrati. :-)

Uden en ny ånd eller mennesketype, som ikke er magsyge politikere og ligeglade, selvtilfredse borgere. ? Nej.
Her må konstateres : Der er ingen vej ud.

Jens Thorning

Løsningen er hyppige folkeafstemninger og magistratsregering (alle partier repræsenteret) som i Schweiz. Skrækscenariet er topartisystemer som i USA eller etpartisystemer som i Kina.

Danmark burde lære af Schweiz, Sverige, Norge, Tyskland - kløgtige, konfliktløsningsorienterede lande - men det saboterer et til storhedsvanvid metamorfoseret mindreværdskompleks desværre.

Retsforbundet havde fuldstændig ret i det meste, men manglede afgørende sex-appeal og glamour.

Flemming Andersen

Pudsigt at tænke på at vi er kloge nok til at stemme hjemme foran tossekassen på en eller anden åndsvag popmelodi til grand prix, men for dumme til at stemme direkte om til eks. en skolelov eller en Femernbro. Så skal det være "repræsentativt demokrati" for at virke.
Nå men nu Skabte vi jo det perfekte demokrati der ved den der grundlov i 1800hvidkål og så er der jo ikke grund til at videreudvikle det mere????

Benjamin Bach

@Robert Kroll

Jeg tilpasser lige din analogi: I Riskjærs eksempel skulle der være tale om et ostefirma, der begynder at sælge knallerter og medarbejderne, der gerne vil fortsætte med at producere ost, som de troede var vilkårene, de arbejde under...

Fjern statsstøtten til partierne og fjern grundlaget for levebrødspolitikerne ... to perioder i Folketinget, så er det ud på arbejdsmarkedet og bestille noget.

Kniber det så med at finde ministeremner, kan de jo rekrutteres fra arbejdsmarkedet. Ville måske være sundt, og vi ville måske undgå, at der går for meget spin i regeringen af landet. Måske.

I hvert fald må vi væk fra det spin, der styrker enkeltpersoners forbliven på overførselsindkomst (levebrødspolitikerne).

John Vedsegaard

En diktator er ikke demokrati, mange diktatorer er slet ikke.

Måske er visse partier ikke så slemme som andre, men det er langtfra alle der har en ægte demokratisk indstilling, hvis overhovedet nogen.

Løsningen er at folketinget ikke kan beslutte noget som helst, højest anbefale afstemninger som folket (altså os alle sammen) kan tage stilling til. Men folket skal også kunne kræve afstemninger, måske nok med en vis mængde stemmer bag, for eksempel 1.000, men det kan vi stemme om.

@ Johannes,

Topstyring er altid langt bedre end mangel på styring.. Kollektiv styring er et eksempel på manglende og ineffektiv styring..

Jens Holger Laursen

Foghs ord om systemskifte var i historisk sammenhæng en ret nøjagtig beskrivelse af, hvad der skete med magtens organisering i løbet af 00'erne. Vi fik på alle fronter topstyring.
Vi fik kommunalreformen, der over al forventning centraliserede de sidste rester af lokalt selvstyre.
Vi fik politireform og retsreform. Vi fik et hav af private aktører i det offentlige system.
Folket fik telefonsvarere i røret hos alle instanser, og samtidig muligheden for at stikke naboen - helt anonymt.
Journalister kunne pludselig ikke længere benytte sig af embedsværket for at oplyse en sag, men måtte søge aktindsigt eller lade sig spise af med spindoktor-ævl.
Nu bliver Danmark drevet som et stort privat datterselskab af Mega-Kapital-Mongolen.
Den suværene stat er forsvundet udadtil, men eksisterer nu som et værn indadtil - og samtidig som et værktøj til at opkræve stadigt højere skatter, så staten kan betale sine renter, afdrag og dividende til ejerne - eksempelvis de evige bankpakker og stabilitetsmekanismer, der allerede har overført mere offentlig kapital lukt ned i lommen på private interesser end på noget andet tidspunkt i historien.
Økonomer kalder denne magt for senior-kapital, og den defineres ved sin evne til at sætte samfunds meta-paradigmer.
Det er klart, at når et lille land som Danmark forærer over kr. 400 mia. væk til europæiske banker, så er det småt med gaverne på finansloven.
Hvor vassal-linjen begynder og ender er svært at sige, men når så mange stater, instanser og multimega-forretninger retter ind efter samme pibe, som det har udspillet sig gennem både Bush-æraen og finanskrisen, forsvæver det mig, at vi bør skimte efter pyramidens top, for at forstå vor samtid.
Og hvis det forholder sig, som jeg formoder, melder nye spørgsmål sig hurtigt... hvem, hvad, hvordan, hvornår?
Før folk begynder at råbe konspirations-terrorist, må jeg lige have lov til citere Franklin D. Roosevelt:
"In politics, nothing happens by accident. If it happens, you can bet it was planned that way".

Steffen Gliese

Uden at tage brodden af dit fine indlæg, Jens Holger Laursen, vil jeg lige gøre opmærksom på noget, der er blevet en del af elendigheden og den stadigt mere vigende evne til at tænke selvstændigt, kritisk og erfaringsbaseret - og det er den name-dropping, hvor en eller andens udsagn citeres som bevis for et standpunkt! Men hvem siger, at manden havde ret? Udviklingen kommer af anfægtelsen og indvendingerne.

Heinrich R. Jørgensen

Klaus Riskær Pedersen er en skarp analytiker og en visionær tænker, og er tilmed en person hvis reflektioner altid er værd at lytte til.

For en sjælden gangs skyld, er KRP dog kørt ud af en forkert tangent. Betragtningerne i kronikken er alt, alt for overfladiske, og når på ingen områder i dybden.

KRP's observationer om alskens dårligdomme, er korrekte, men hvad nytter det, når hans forståelse af sygdommenes tilblivelse og hvordan de kunne afhjælpes, i mange tilfælde er langt ved siden af?

KRP kunne i endnu højere grad end nu, blive en systemkritiker med brod, og blive en visionær strateg med pondus, hvis han begyndte at læse nogle mere relevante forfattere, end de han har ladet sig inspirere af for nyligt.

Nogle af de mest velskrevne og relevante værker, jeg kender til, er:

- Tony Judt, "I'll fares the land".
- Chris Hedges (hvad som helst).
- Montesquire, "L'esprit du loi" / "The spirit of the law", 1748 (vælg Cambridge Universitys komplette udgave fra 1999).
- George Orwell, "Why I write".
- Beretningen om forhandlingerne på Rigsdagen, 1848-1849.

Jens Holger Laursen

@ Peter Hansen
...du er en snedig ræv ;)
og har i øvrigt ganske ret.
Til mit forsvar vil jeg gøre gældende, at citatet stammer fra en mildt talt politisk tumultøs tid - ikke ulig den, vi befinder os i nu - og at litteraturen byder på mange lignende citater af 33. grads frimurere, jesuitter og andre pralhalse, der fik adgang til rundbords-indercirklerne.
...og så siger FDR det jo, så det ikke kan misforstås.

Allan S. K. Frederiksen

@Per Jongberg:

Dit forslag er alt for simpelt og vil ikke kunne have nok effekt.

De to perioder kan sagtens strækkes til tre fortløbende, men så mistes valgbarhedsretten for livet. Ellers skal der blot være et krav om 3 års erhvervsaktivitet inden man igen er valgbar.

Bopælspligt i sin valgkreds, og dokumentation for at man har boet der mindst 2 år før sin opstilling, eller er opvokset i kredsen (måske andre krav bedre vil sikre en lokal forankring).

Der stilles ikke lokaler til rådighed for partier i nogen offentligt ejede eller lejede bygninger.

Folketinget udpeger en Statsminister, som herefter frit kan sætte sin regering. Folketinget har 5 hverdage til at udpege en ny Statsminister.

Inden Folketinget udpeger en statsminister, skal de have fastsat antallet af ministerier og ministre for perioden.

En Minister kan ikke være medlem af Folketinget! -- Regeringen bliver altså, den udøvende magt og Folketinget den lovgivende forsamling.

Dernæst skal vi have en aktivistisk "forfatningsdomstol", som almindelige borgere kan bede om at vurdere loves lovlighed i forhold til Grundloven, evt. også de traktater Folketinget måtte tilslutte sig. -- Vi skal ikke have mere farce som den domstols vurdering at en almindelig borger ingen retslig interesse har i en traktat folketinget har indgået med EU og som måske strider mod Grundloven.

Johannes Lennar

Chris Green
"Kollektiv styring er et eksempel på manglende og ineffektiv styring.."

Det går da gnidningsfrit når jeg spiller matador eller skak eller ludo sammen med mine venner og det er da om noget en kollektiv styring der.

“Kollektiv styring er et eksempel på manglende og ineffektiv styring..”

Det er vist uvidenhed der taler der. Beslutningsprocesserne bliver længere, men forkerte og ineffektive beslutninger tages nu bedst af enkelt personer (eller en lille kreds). Ved at involvere flere mennesker øges sandsyndligheden for, at man får belyst alle vinkler og får bragt ideer frem, som enkeltpersoner ikke kan komme på (og man mindsker risiko for at det er rip,rap og rup, der stirrer sig blinde på løsningsforslag). I det lange løb nok en meget bedre løsning.

Jesper Hansen

Jens Thorning siger:
"Løsningen er hyppige folkeafstemninger... "

John Vedsegaard siger: "Løsningen er at folketinget ikke kan beslutte noget som helst, højest anbefale afstemninger som folket (altså os alle sammen) kan tage stilling til. Men folket skal også kunne kræve afstemninger, måske nok med en vis mængde stemmer bag, for eksempel 1.000, men det kan vi stemme om."

Det er efter min mening en fascistoid tankegang.

Jeg håber som ægte demokrat at alle folk der går ind for direkte demokrati, nedlægger VETO mod den slags uetiske beslutningsprocedurer, der primært tilgodeser flertallet (pleionopsiphra), fremfor folket (demos). Flertalsafstemninger er ikke demokrati.

Det er det modsatte af demokrati. Det er Rip, Rap, og Rup's fascistoide manipulative forsøg på at bilde Chip og Chap ind, at det er skam er helt demokratisk at de aldrig får nogen indflydelse.

Det er undergravende for demokratiet. Det er derfor kun fascister og nazister , der elsker folkeafstemninger. Kun fascister mener det er retfærdigt at fratage mindretallet deres ret.

Flertalsafstemninger dræbte det græske demokrati. Sokrates blev henrettet efter flertalsafstemning. Det hedder proskription og ødelagde også den romerske republik.

Både Adolf Hitler og Anders Fogh kom til magten ved afstemning. Allerede Aristoteles forstod det: Det er tyranni!

Genindfør lodtrækning!

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Hansen:
"Både Adolf Hitler og Anders Fogh kom til magten ved afstemning. Allerede Aristoteles forstod det: Det er tyranni!"

Hitler (dvs. DNSAP og støttepartier) opnåede aldrig absolut flertal via afstemning; hverken før eller efter Rigsdagsbranden.

Fogh kom til magten på falske præmisser; det er siden blevet tydeligt at intentionerne var at nedbryde velfærdstænkning, samfundssind, lokalsamfund, den demokratiske forankring i det lokale og i det almene vel, oplevelsen af fællesskab, den almindelige tillid, m.v. Det "forenings-Danmark" der voksede frem sidst i 1800-tallet, blev systematisk forsøgt udslettet. Hvis det var valgprogrammet der var blevet ført valgkamp på i 2001, ville opbakningen have været tæt på nul.

Aristoteles's betragtninger er vist til alle tider blevet tolket, så de passede de magtfulde bedst.

Johannes Lennar

Anders Fogh placerede sig selv på højrefløjen, så han snød ikke nogen. Selvfølgelig var han på kapitalisternes side.
Så hvis der er nogen der har bedraget nogen så er det arbejderne. Arbejderne bedrog sig selv.

Heinrich R. Jørgensen

Johannes,

du har ganske ret i, at når oligarker raner magten, så bestræber de sig altid på at dølge hvordan de faktiske magtforhold er.

Det gælder om at kalde styreformen noget andet end hvad det denne er. En republik, et demokrati, et absolutistisk monarki, et teokrati, en islamisk stat, eller noget andet. Betegnelserne har været mange, i tidens løb.

På den vis, kan man sige at Systemskiftet II, i hundredeåret for Venstres første revolutionære omkalfatring af rigets indretning, lå helt i forlængelse med den oligarkiske tradition for magtovertagelser. Det var elegant gennemført af Hjorten og Foghs bagland/bagmænd, da de banede vejen for at, at rigets nøgler kunne bliver overdraget til nogle notoriske anti-demokrater.

Men hvad jeg en passant nævne om Fogh-regimet var, at det ikke kom til magten ved at nogen stemte på det faktisk program (promovering af selvoptagethed og grådighed, bondefangeri hvor luftkasteller sælger til de godtroende, anvendelse af klassisk del-og-hersk teknikker, således at et rige bestående af et selvhjulpent folk ville ende som en splittet befolkning, hvor hver og én kæmper en personligt kamp for at undgå afmægtighed og gældsslaveri), men ved at nogen stemte på et stærkt poetisk og eufemisk program (alle kan blive rige, ejendomsrettens lyksagelighed, enhver taber sin egen ulykkes smed, grådighed og egoisme er de mye dyder).

Lars Kristensen

Partierne er afløseren for adelen.

Før 1953, havde (den økonomiske elite) og Kongen forret til pladser i den lovgivende forsamlings ene kammer (landstinget), mens at folket havde lov til at få repræsentanter i det andet kammer (folketinget).

Efter 1953 forsvandt adelens forret i den lovgivende forsamling og tilbage var kun folkets repræsentanter.

Desværre repræsenterer partierne ikke folket, men derimod nogle politiske interessegrupper, som efterhånden er blevet små familiedynastier eller politiske adelsgrupper.

Vi ser, at folket ikke længere er repræsenteret i folketinget, men hvordan kan vi så få folkets repræsentanter tilbage i folketinget?

Meget enkelt, vi bibeholder valgkredsene og fjerner partierne fra valgdeltagelsen, hvorved de valgte kandidater netop ender med at repræsentere folket og ikke blot nogle politiske adelsfamilier.

Regeringen bliver så valgt af et folkets ting, hvor den politiske adel er blevet svækket og hvor regeringen vælges ud fra andre kriterier end partiinteresser.

Nu vælger man Statsminister ud fra hvem der kan fremvise den mest tillidsfulde regering for folkets repræsentanter.

Der er intet krav i Grundloven, at Statsministeren skal være medlem af folketinget, nærmest tvært imod.

Vi har tre magtinstanser og disse burde ikke have sammenfaldende udøvere (medlemmer)

Dommere kan ikke være folketingsmedlemmer eller ministre,

Folketingsmedlemmer kan ikke være dommere eller ministre.

Ministre kan ikke være dommere eller folketingsmedlemmer.

Det er jo derfor vi har tredelingen af magten.

Er der sammenfald af magternes udøvere, er vi havnet i en stat der nærmer sig en bananrepublik, hvor det er en diktator der sidder på alle tre magtinstanser.

At vi har sammenfald af folketingsmedlemmer og ministre, er i min forstand i strid med, at vi har et land, hvor magtmyndighederne er adskilte.

Partierne og dermed den politiske adel har efterhånden tiltaget sig mere og mere magt og endog givet sig selv statsstøtte til valgene.

Det gør valget af folkets reelle repræsentanter nærmest umuligt, fordi den politiske adel (partierne) har den fulde indflydelse på, hvorledes valg til den lovgivende magt (folketinget) skal være.

Valgloven fratager netop de reelle repræsentanter af folket muligheden for at blive valgt på lige vilkår med den politiske adels repræsentanter, som Grundloven egentlig siger at valgloven skal sikre, hvad den ikke gør.

Der sidder reelt ikke et eneste folketingsmedlem der repræsenterer folket, de er opstillet som repræsentanter for en politisk adel, mens at de kandidater der stiller op uden for partierne er stillet op som repræsentanter for vælgere, da de er de eneste kandidater der er opstillet af vælgere og som har skrevet under på, at de (vælgerne) har opstillet vedkommende kandidat.

Derfor vil et ægte og virkeligt folkestyre kun kunne fungere, når partierne fjernes som deltagelse ved valg til folketinget og de andre folkevalgte forsamlinger.

At stemmer afgivet på en kandidat ikke vil kunne flyttes til en anden kandidat, bare fordi stemmen efter valgloven er betegnet partistemme.

At alle pladser i folketinget er til rådighed for alle kandidater og at der ikke er 40 tillægsmandater udelukkende til den politiske partiadel.

Grundloven er fin nok til at fungere som lov for et folkestyre, men når partiadelen er lovgivningsmæssigt korrupt, så er det ikke nemt at få ændret den underliggende lov om valg til folketinget, således at vi kan få et reelt og ærligt valg af folkets repræsentanter til folketinget.

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

jeg er meget enig, men med enkelte forbehold.

1) Adel og aristokrat er ikke sammenfaldende begreber.

Adelen burde kendetegnes ved, at denne bestod af personer og slægter, der havde vist sig at være ædle, noble, oplyste, vidende, sportsfolk og med et betragteligt altruistisk og ikke-egoistisk sindelag. Adel er en social-gruppe, personer kan promoveres til, eller depromoveres fra. Det er således en gruppe, hvis medlemmer fra barnsben dannes og uddannes med sigte på, at de kan bestride offentlige hverv på kompetent og oplyst viis.

Hvem der er blevet udpeget til at være en del af den adelige kaste, og dermed rekrutteringsgrundlag til at være en del af samfundets top (som ledende embedsmænd), har altid være en udfordring at regulere. Under enevælden gik det særligt galt. Det var købmændene (købmandsstanden, "de rige", aristokraterne) der fik gennemtrumfet det dynastiske arve-monarki (i stedet for at monarker blev valgt til embedet, som hidtil). Nye kriterier for udpegning til adelstatus blev løbende indført, der ikke var funderet på oplysthed og samfundssind, men på økonomisk formåen, effektivt købmandsskab, effektivitet som baron osv.

Aristokrati er "de rige". Personkredsen er i mange tilfælde alt andet end ædle, noble, sportslige m.v.

2) Systemskiftet 1901, Valgloven 1918 og Grundloven 1953, var monumentale, historiske fejltagelser.

Ministre burde udpeges blandt de kapable, hvilket ideelt set burde være den gruppe betegnet adel. En person med almindelig skolegang, har ingen chance for at kunne bedrive "statskunst" med succes -- og slet ikke i internationale forhold. Skolegang handler ikke om at forme kapable, tænkende og vidende personer, men om at forme borgere til loyale og effektive borgere.

Skolevæsen havde samme sigte som religionsvæsen havde, nemlig hjernevask, hvor simple (og usande) sandheder indprentes, så folks adfærd blev hensigtsmæssig. Der var ikke vægt på at noget skulle fatte, eller kunne tænke selv. Sådanne (i dag er det os alle) har ikke den fornødne indsigt, viden eller tankeformåen, til at kunne bestride nogen post som minister, top-embedsmand og lignende på kapabel vis.

3) Et to-kammersystem tjener væsentlige formål.

Det er væsentligt, at et kammer (eller ting) hvis medlemmer alle er oplyste personer findes. Det er der utallige årsager til, og de fleste handler om, at i et folkevalgt kammer vil der altid være tendenser til egoisme, fravær af fokus på almeninteresser og ikke mindste en masse personer, der ikke er trænet i at kunne tænke selv. Det er personer, der i mange tilfælde kan overtales, vildledes, bedrages og snøres, at efne demagoger. Skulle et sådant et-kammer parlament opnå almagt, vil folket blive afmægtigt på sigt, idet lovgiverne og det rekrutteringsgrundlag det kommer fra (nemlig folket) vil blive formet til intellektuel uformåen i en grad, at vi intet andet formåer at være marionetter (uden erkendelse om snoretrækket).

4) Kan det passe?

Ja, det er virkeligt ganske simpelt. At de fleste vil ryste på hovedet, og mene det er forrykt, elitært, fascistoidt, udemokratisk, ahistorisk og meget andet, er dog ikke et produkt af viden om emnet. Det er fordomsfulde automatreaktioner, der er et resultat af skolegang og mediernes diskurs.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Kristensen:
"Det er jo derfor vi har tredelingen af magten."

GRL § 3 har intet med en tredeling af magt at gøre. Det har historisk set at gøre med, at Kongens magt blev stækket på disse områder.

Det er generelt misforstået, hvad ideen om denne tredeling rummer. For det første handler det ikke om "magt", men om "myndighed" eller "autoritet" der skal deles. Lovgivende og dømmende instanser, har ingen egentlig "magt".

Det er generelt misforstået, at domstolene bør have monopol på at kunne dømme. Stafferet og civilret bør høre under de almindelige domstole. Når det gælder forfatningsret og forvaltningsret, er sådanne ikke egnede til de almindelige domstoles behandling. At ladet et andet-kammer blandt lovgivere agere domstol i sådanne sager, derimod, ville give en sund balance i hvordan de tre myndigheder afbalanceres, så det ikke ender i nepotisme, egoisme og civilisationens deroute.

Den oprindelige Grundlov fra 1849 lukkede små 15 procent ind i demokratiet. Den begunstigede ikke direkte adelen ved valg til Landstinget, men de stemmeberettigede skulle dog have en vis indtægt. Først ved modrevolutionen i 1866 fik de store jordbesiddere særlige fortrin, og kongen fik lov til at udpege en række medlemmer. Dette blev afskaffet igen i 1915 efter Systemskiftet.

Ingen af Grundlovene giver hjemmel til at begunstige partisystemer, eller til at folketingsmedlemmer udpeger hinanden til ministerposter - tværtimod. På trods af det har den danske parlamentarisme altid gjort dette, så ministrene selv sad i den Rigsdag eller Folketing, der skulle kontrollere dem. Samme princip som i enhver brevdueforening, men med den beskedne nepotisme ganget voldsomt op, når metoden bruges på landsplan. Armslængdeprincippet erstattet af omfavnelser.

Både dengang og nu overtrumfer kendis-effekten alt, for både de få deltagere i partiforeningernes afstemninger, og senere vælgerne, skal jo genkende navnet for at kunne krydse ved det. Den offentlige gabestok sørger effektivt for, at kun de mest middelmådige bliver valgt ind. De gamle slægter understøtter hinanden, så indavlen i Folketinget mest minder om familiedynastierne i Sicilien og Nordkorea.

I Danmark er de tidligere hyldesttaler til "det samarbejdende folkestyre" for længst forstummet. Nu drejer det sig mest om bedst muligt at spænde ben for at den siddende regering får gennemført selv de mindste ændringer. Og for den denne regering om at gennemføre ændringer af så fundamentalistisk karakter, at det er umuligt for det næste flertal at rulle dem tilbage. Et absurd brætspil med hele befolkningen som tabere.

Medierne udfører deres statsstøttede opgave med stor ildhu. En gang muntrede journalister sig med at deres opgave var "at vælte den til enhver tid siddende regering". Som den igangværende retssag har afsløret, arbejder mange af medierne nu med en langt klarere dagsorden - nemlig at hjælpe den siddende regering på alle tænkelige måder. Samt for de dygtigste - at sadle om i tide, og dermed elegant understøtte den til enhver tid siddende magthaver.

Kristoffer Olsen

Gert Romme skriver bl.a. følgende:
"Nu har jeg kendt socialdemokratiet indefra gennem mange år, og kan derfor gøre opmærksom på, at netop da makkerparret Nyrup og Lykketoft kom til magten, mistede partiet sin politiske dyd. For her tålte man ingen anden holdning end Lykketofts."

Og hvordan var dette anderledes under eksempelvis H. C. Hansen?

Heinrich R. Jørgensen

Det socialdemokratiske projekt var håbløst naivt fra dets begyndelse. Det lader sig ikke gøre at forene en socialistisk og en kapitalistisk dagsorden gennem parlamentarisk repræsentativt partivælde. Det vil uvægerligt fejle, hvilket det også har gjort forlængst.

De to dagsordener kunne forenes på andre måder, således at samfundsforholdende var humane, og at menneskers foretagsomhed kunne være en drivkraft, uden de skyggesider der ofte tilskrives vulgær-kapitalisme.

Jens Holger Laursen

I nu 2000 år har den katolske kirke terroriseret verden med bibel, sværd og nidkær grådighed.
Hvorfor skulle den nogensinde være holdt op? Hvorfor tror ingen at den længere har enorm verdslig magt? Hvad tror du kirken har gjort af alle de ufattelige skatte den samlede sammen gennem to årtusinder?
Det ville da være snedigt, om man så liden ud, men stadig ejede den halve verden.

Johannes Lennar

Heinrich R. Jørgensen
Hvordan vil du forene kapitalisme med socialisme?

Når den ene går ind for privat ejendom over produktionsmidlerne, mens den anden går ind for afskaffelsen af privat ejendom over produktionsmidlerne?

Heinrich R. Jørgensen

Johannes Lennar:
"Når den ene går ind for privat ejendom over produktionsmidlerne"

Der er ingen bred enighed bag noget forsøg på at definere hvad "kapitalisme" er. Selv den ofte hævdede koncensus om, at der er tale om post-feudalt fænomen, er stærkt tvivlsom.

"Kapitalisme" indskriver sig dermed i den lange liste over monumentalt betydningsfulde begreber som personer kan lokkes til at ville slås for eller imod, og er villige til at sværge troskab til eller imod, uagtet at begrebet nøgternt set er berøvet al praktisk meningsfuldhed.

Et ord hvis betydning er uklar, grænsende til det arbitrære, er alene egnet til at forårsage forvirring af babyloniske proportioner. Ordets nytteværdi er på linje med bjørnetjeneste, forfordele, olympiade og mange, mange andre, der betyder alt, intet, hvad som helst og dets modsætning.

Af mere signifikante begreber, hvis almindeligt tillagte betydninger befinder sig i en permanent tågetilstand, er f.eks. frihed, lighed, ligeværd, demokrati, demokratisk, republik, folk, lov, mand, menneske, ret, natur, viden, videnskab, nation, stat, flag, og mange flere. Listen er meget, meget lang, og nutidens overtro til at ordbøgers leksikalske forklaringer kan redegøre for ord og begrebers indhold, forhindrer tågerne i at lette.

Hvad der på dansk betegnes "ejendomsret", har intet at gøre med at eje noget. Ingen kan "eje" noget, der er mere materielt end godt humør.

Ejendomsret handler om at nogen (typisk een person (dvs. en juridisk/fiktiv person, ikke en naturlig/fysisk person)) sikres adkomst til at være ene-bruger af noget (materielt eller immaterielt). End ikke det voldsmonopol der giver og beskytter det tildelte privilegie, kan hævde at være "ejer". Det er et juridisk og filosofisk illusionsnummer, hvor den lokale fyrste kreerer fiktive personaer i samme takt som beboere i territorier kommer til (typisk ved fødsel), og afvikler samme fiktioner i takt med at de fiktive personaers bohave er blevet redistribueret til nye brugere.

Det er ikke muligt meningsfuldt og med blot et minimum af etik i behold, at argumentere for, at én person kan gøre sig til en andens formynder. At der skulle være rimelighed i, at én person skal tjene en anden. Om man kalder det arbejdsgiveri, slaveri, udnyttelse, hoveri, formynderi eller noget sjette, er alene verbale eufemismer for at berige sig på andres bekostning.

At det er blevet forsøgt argumenteret, og er blevet taget alvorligt, skal ikke nægtes. Der er sagt mange viise ord, som ofte er blevet fortrængt af uviise ord, der er blevet fremført med større pondus (oftest kvantitativt). Man is a beast, and a brute.

Flemming Andersen

Johannes Lennar
Det var en vældig fin udredning, med fremmed ord der udfordrede mine grænser *SS* Selvom jeg er enig med dig i substansen, støder dine påstande dog på den alvorlige modstand, at de fleste tror på kaptalismen som et begreb. Og denne tro gør den virkelig, ligesom troen på kristendommen gør den virkelig.
Tro kan jo flytte bjerge siges der??*SS*
Kapitalismen er et af eksemplerne, den eksisterer kun i kraft af at nogen tror på den, ikke fordi den kan forsvares på nogen måde.
Der er jo selvfølgeligt også lige det med ejendomsretten, at illusionen om den er virkelig for så vidt nuet er gældende. Den der ikke har ejendomsret/noget, kan være retligeglad med imorgen

Johannes Lennar

I praksis ejer man noget når man kan sælge det. Og omvendt ejer man noget efter man har købt det. (Ejerskab gennem markedet)

Man kan også eje noget hvis en tidligere ejer af en genstand giver genstanden videre til en ny ejer og den tidligere ejer mister så ejendomsretten over genstanden. (Ejerskab gennem gaver)

Det kan godt være at du/i mener at kapitalisme ikke har noget med privat ejendom over produktionsmidlerne at gøre, men så mener jeg at jeres definition af kapitalisme er forkert.

"In capitalist countries, the rulers own the means of production and employ workers. The capitalist class is also called the bourgeoisie. Means of production are what it takes to produce goods. Raw materials, satellite networks, machinery, ships and factories are examples. Workers own nothing but their ability to sell their labor for a wage.

Because they privately own the means of production, capitalists keep profits. They make higher profits by cutting workers' wages and introducing new technology to speed up production.

Under capitalism, the owner, or boss, gets richer as production increases. The working class gets poorer. But capitalists do not control the most important source of power. Production does not happen without the labor of workers. Workers keep the system running, but can also shut it down. Workers use their power by joining together in unions and withholding labor to win demands from the bosses."
http://www.scribd.com/doc/2325890/Fundamentals-of-Marxism

Flemming Scheel Andersen:
Hvis man siger man vil afskaffe kapitalisme, så må man vel også først vide hvad kapitalisme er?
Kapitalismebegrebet er opstået fordi nogen har observeret hvad der sker i samfundet og givet det et navn. Det har derfor ikke noget med tro at gøre.

Johannes Lennar

Så hvis man siger at man vil afskaffe kapitalisme, så betyder det bare at produktionsmidlerne ikke kan købes eller sælges.

For hvis man kan det så vil man jo også være i stand til at kontrollere og udnytte de arbejdere der er beskæftiget via produktionsmidlerne. Og så er arbejderne ikke længere frie.

Så det man vil gøre er at gøre arbejderne frie.

Flemming Andersen

Johannes Lennar

Jeg ved ikke rigtigt hvad du er uenig i.

I dit første stykke skriver du:
"Kapitalisme” indskriver sig dermed i den lange liste over monumentalt betydningsfulde begreber som personer kan lokkes til at ville slås for eller imod, og er villige til at sværge troskab til eller imod, uagtet at begrebet nøgternt set er berøvet al praktisk meningsfuldhed."

Og:
"Hvad der på dansk betegnes “ejendomsret”, har intet at gøre med at eje noget. Ingen kan “eje” noget, der er mere materielt end godt humør.

Ejendomsret handler om at nogen (typisk een person (dvs. en juridisk/fiktiv person, ikke en naturlig/fysisk person)) sikres adkomst til at være ene-bruger af noget (materielt eller immaterielt). End ikke det voldsmonopol der giver og beskytter det tildelte privilegie, kan hævde at være “ejer”. Det er et juridisk og filosofisk illusionsnummer, hvor den lokale fyrste kreerer fiktive personaer i samme takt som beboere i territorier kommer til (typisk ved fødsel), og afvikler samme fiktioner i takt med at de fiktive personaers bohave er blevet redistribueret til nye brugere.

Jeg giver du ret i substandsen af disse påstande, men siger du har et problem med at hovedparten af den verden der omgiver dig, tror på disse begreber og endda lovgiver om dem og derfor eksisterer f.eks. ejendomsret i det nu det givet, kald det handlet eller hvad du vil.

Så skriver du et nyt stykke hvor du forsvarer eksistensen af ejendomsrettens betydning for kapitalismen , og et stykke mere på udenlandsk, (som du ikke har gidet oversætte)i forsimplet form. Det stykker er jeg heller ikke uenig i.
Men det stykke modsagde så måske din egen påstand i første stykke.

Men så skrider det da helt sammen for dig:
"Hvis man siger man vil afskaffe kapitalisme, så må man vel også først vide hvad kapitalisme er?"

"Der er ingen bred enighed bag noget forsøg på at definere hvad “kapitalisme” er. Selv den ofte hævdede koncensus om, at der er tale om post-feudalt fænomen, er stærkt tvivlsom.

Mon ikke du skal blive enig med dig selv om hvilket af dine udsagn der er ægte og du vil forfægte??

Og hvis et begreb , som kapitalisme ikke har noget med tro at gøre, så har du ikke observeret hverken denne side eller dine omgivelser i ret lang tid, for så vil du vide at kun netop troen holde dette begreb i live. At et begreb har fået et navn, gør det ikke til mere og andet end .....et begreb.
At nogen så halvreligiøst vil gøre dette kaosagtige regulerede marked til en styreform og kalde det kapitalisme og lade som om dtr er værd at bygge videre på, vil jeg ikke tages til indtægt for.

Heinrich R. Jørgensen

Johannes Lennar:
"I praksis ejer man noget når man kan sælge det."

Det er formodentligt hvad enhver hæler vil hævde ;-)

Der er forskel på "at eje", "ejerskab" og "ejendomsret". Måske ikke iflg. dansk juridisk tradition og sprogbrug, men det er tilfældet udenfor rigets grænser. De mere distinkte og veletablerede engelske termer, er langt mere sigende.

Ejerskab er på engelsk Ownership, og handler om institutioner der hævder at have sakral legitimitet, der gør at de kan forestå godernes retfærdige eller retmæssige fordeling. De filosofiske og juridiske reflektioner om emnet går tilbage til Platon og Aristoteles; og de var langtfra de første der beskæftigede sig med emnerne.

Ord på engelsk der ender på -ship handler om fællesskab, og/eller om institutioner der udgør rammen for det fælles/offentlige liv. Leadership, apprenticeship, kingship, stewardship, osv. Både på dansk og engelsk har man sproglige anomalier, der handler om ship vs. boat. Ordene henviser ikke til de samme begreber. En forsendelse er "a shipment", at sende "to ship" -- en pakke modtaget via landpost er også "shipped". Et kollapset samfund er shipwrecked. Vraggods og overlevende efter et skibsbrud, er et influx af ressourcer, som beriger finderne (eller fyrsterne).

Det engelske ship er en pendant til det dansk skib, og endelsen -ship svarer til endelsen -skab. Lederskab, fællesskab, ægteskab -- alt sammen begreber der navnligt efter enevælden er blevet forsøgt institutionaliseret i de hvidkalkede bygninger det reformerte oligarki konfiskerede ved og efter reformationen. Det er næppe tilfældigt, at rummene i en kirke kaldes "skibe". Det er næppe heller tilfældigt, at ordet "kirkeskib" fik en dobbelt betydning fra ca. år 1600, da man begyndte at hænge modeller af både , fregatter, jagter og andet, op i loftet i førnævnte rum. Humbug.

At rummet i kirkebygninger på dansk kaldes "skib", skyldes at det græske ord naos eller naus fehlagtigt (sic!) er blevet latiniseret til navis (at sejle). På engelsk betegnes samme rum som "nave". Ordets klassiske betydning var "tempel". Et tempel var i klassisk tid ikke et bedehus, men snarere et skattekammer. En lokation hvor fællesskabets fællesejede samling af kunstgenstande m.v., kunne indgå i de offentlige riter.

Ejendomsret er lidt mere speget. På engelsk vil man skelne mellem et juridisk begreb ("property") og et økonomisk begreb ("property rights"). I begge tilfælde er det vist mest genstanden (objektet) der søges beskrevet, ved at tillægge genstanden egenskaber, så hvordan brugsretten til genstanden (materiel eller immateriel) kan tilfalde andre.

Så når der mellem en person og en genstand kan tales om at den ene ejer den anden, hvilken er så ejeren og hvilken er den ejede? Ejer personen tingen, eller ejer tingen personen? ;-)

William Blackstone, i 1766:
"There is nothing which so generally strikes the imagination, and engages the affections of mankind, as the right of property; or that sole and despotic dominion which one man claims and exercises over the external things of the world, in total exclusion of the right of any other individual in the universe"

("affections", i betydningen "følelserne", hvilket i datidens tankegang skal forstås som "fravær af fornuft", "labilitet" eller lignende)

Sider