Kronik

Topstyring af politiske partier skader vort demokrati

Fra det tidspunkt, hvor hjertet ikke længere kan opfylde sin funktion, er man fortabt, og på samme måde vil et demokrati uden hjerte gå imod sin egen uundgåelige destruktion
Lisbeth Bech Poulsen fra SF lod sig grædende banke på plads, da hun straks rettede ind på partiets linje i forbindelse med skattereformen. Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og eksistensberettigelsen af en regering, mener dagens kronikør.

Lisbeth Bech Poulsen fra SF lod sig grædende banke på plads, da hun straks rettede ind på partiets linje i forbindelse med skattereformen. Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og eksistensberettigelsen af en regering, mener dagens kronikør.

Keld Navntoft

Debat
28. august 2012

Sagen med SF’eren Lisbeth Bech Poulsen, der på et gruppemøde blev presset til at stemme for skattereformen sammen med resten af folketingsgruppen, udviklede sig til en egentlig ydmygelse af den folkevalgte politiker, der (nærmest) grædende lod sig ’banke på plads’.

Vi ser det ofte, at partiernes politiske linje skal følges af de folkevalgte. Det spørgsmål trænger sig derfor på, hvorvidt politiske partier kompromitterer vor grundlovs krav om, at folketingsmedlemmer ikke må pålægges forskrift af deres egne vælgere, og om hvorvidt den med politiske partier uundgåelige topstyring kortslutter forbindelsen imellem den almindelige folkevilje på den ene side og disses repræsentanter i den lovgivende forsamling på den anden side.

Topstyring af et politisk parti kan kortslutte forbindelsen imellem den parlamentariske legitimitet og en regerings eksistensberettigelse. At der skal stå et parlamentarisk flertal bag en regering, drives ikke af hensynet til en regerings behov for at styre lovgivningsflertallet, men er en nødvendighed for, at lovgivningsflertallet kan styre regeringen. Ved sammenfald imellem regeringsledelse og topstyret ledelse af de parlamentariske grupper forstyrres demokratiets hjerterytme. Jean-Jacques Rousseau beskrev parlamentet som hjertet i ethvert demokrati, mens regeringen og den udøvende magt kunne anskues som hjernen i den demokratiske retsstat: Hjernen kan paralyseres, og dog lever man videre, eller hjernen kan være dum og lave fejl, hvilket også kan overleves. Men fra det tidspunkt, hvor hjertet ikke længere kan opfylde sin funktion, er man imidlertid fortabt, og på samme måde vil et demokrati gå imod sin egen uundgåelige destruktion.

Politisk pantomime

Hvis der byttes om på årsag og sammenhæng, så risikerer vi, at parlamentarismen degenereres til agent for den udøvende magt. Forudsætningen er den modsatte: Statens ledelse, dens ministre og statens administration er agenter for parlamentet. Landets politiske ledelse er indsat af parlamentet, legitimeret af parlamentet og afsætteligt af parlamentet.

Mindretalsregeringer med ’faste støttepartier’ og kontraktpolitik er brugt som modgift til den pluralistiske parlamentarisme, som netop kan modstå en regeringsledelses topstyring af sit eget parlamentariske grundlag. Fogh-regeringens kontraktpolitik i samarbejde med Dansk Folkeparti blev således på mange måder en kortslutning af det arbejdende folkestyre. Vor krigsdeltagelse i Irak er nok det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå, idet den topstyrede politiske dagsorden formentlig medførte, at vor Grundlov blev tilsidesat. En fremgangsmåde, der ikke burde kunne finde sted i et årvågent folkestyre med ansvarsfulde parlamentarikere.

Permanente udvalg og nævn inddrager dog folkestyret i statsforvaltningen, men statsforvaltningens mulighed for regelfastsættelse og udstedelse af bekendtgørelser repræsenterer reelt en udvanding af lovgivningsmagtens indflydelse, vurdering og stillingtagen. Kontrol ender som politisk pantomime, og som et mediestyret restprodukt af lejlighedsvise omstændigheder, der folder sig ud i den offentlige debat.

Snævre klienthensyn

Gradvise skridt i den forkerte retning og vanens automatik risikerer at svække vort folkestyre. De politiske partier udgør den institutionelle ramme for topstyring og repræsenterer dermed muligheden for, at folketingsmedlemmer kan pålægges forskrift af deres egne vælgere fra den partiledelse, som samtidig har indflydelse på en folketingskandidats mulighed for opstilling, genopstilling og konstituering. Vor grundlov indeholder et eksplicit forbud mod, at en sådan omstændighed må foreligge. Den samme paragraf i grundloven indeholder et krav om, at folketingsmedlemmer alene skal være bundet af deres egen overbevisning, en forudsætning der korrumperes af det embedsomfang, der i dag forbindes med at være folkevalgt. Grundlovens forbud mod, at et folketingsmedlem ikke må pålægges forskrift af egne vælgere, og det samtidige krav til at medlemmer alene er bundet af sin egen overbevisning, er opstillet som et værn mod de særinteresser, der måtte have medvirket til kandidatens valg.

Almenvellet fortolkes i dansk forfatningsret som ’almene samfundshensyn’, mens det i oplysningstidens formative litteratur nærmere skulle forstås som den til enhver tid ’almindelige vilje’. Dermed udelukkes, at en lovgivende forsamling kan være bunden af en fast og given politik eller ’kontrakt’, der kan få til konsekvens, at der lovgives på baggrund af særinteresser eller ud fra snævre ’klienthensyn’. Dette bliver et problem, idet lovgivningen til stadighed skal udtrykke det suveræne fællesskabs kollektive vilje, og ikke afgrænsede hensyn. Det bliver dermed en forfatningssikret forudsætning for legitimiteten af parlamentarismen, at de enkelte lovgivere netop ikke lader sig underlægge forskrift fra andre politiske agenter, interessegrupper eller snævre klienthensyn, hvor helheden gidseltages til fordel for særlige hensyn. Det værste eksempel ses for tiden i forbindelse med handlingslammelsen af lovgivningsprocessen i USA, hvor lovgivningsviljen og -evnen nærmest er brudt sammen siden efteråret 2011.

Risiko for sammenbrud

Topstyringen af de politiske partier må i praksis tages som udtryk for, at vore lovgivere i kraft af den institutionelle ramme, de underlægger sig selv, eksponeres for at modtage forskrift og dermed kompromitterer kravet om alene at være bunden af egen overbevisning. Den omstændighed, at en praksis har udviklet sig til sædvane, kan ikke i sig selv legitimere en sådan praksis, hvis realpolitiske mutationer tager et omfang, der angriber vor grundlovs genetik.

Den særligt kritisable omstændighed synes for en udenforstående at være, at det er medlemmerne af den forsamling, der med vor grundlov er tillagt den uindskrænkede beføjelse til at repræsentere det suveræne folkefællesskabs kollektive vilje, som benytter deres særligt beskyttede position til gradvist at virkeliggøre en praksis, sædvane og lovgivning, der som sin konsekvens synes at få, at den suveræne folkevilje – som af natur kun kan være en kollektiv egenskab – i stedet forvaltes, fortolkes og udtrykkes af den udøvende magt (regering og statsadministration). Dette skred kan medvirke til et sammenbrud af det bærende magtfordelingsprincip for vor forfatning. Heraf følgende interessekonflikter imellem den kollektive folkevilje og dem, der er valgt til at repræsentere denne, kan udløse degeneration i fundamentet for vort folkestyre, så det til sidst bryder sammen under sin egen vægt.

Lejlighedsvis er debatten gået i retning af en revision af grundloven, men bestemmelserne i vor grundlov synes i et ikke ubetydeligt omfang at udgøre et solidt fundament for vort folkestyre. Det synes i højere grad at være forvaltningen af vor grundlov, der repræsenterer det virkelige problem. Da regenten og højesteret ikke proaktivt kan konstateres at have politisk vilje og kraft til at fastholde det forudsete forfatningsværn, så bliver det regeringen og dermed ledelserne i de politiske partier, der må pålægges at rulle dele af vore valglove tilbage, samt med ny lovgivning at tidsafstemme vor forfatnings intentioner og målsætning til den tid, vi lever i. Retter vi ikke op på svækkelsen af vor demokratiske arkitektur, risikerer vi, at der kommer et tidspunkt, hvor andre kan bringe selve konstruktionen til fald.

Klaus Riskær Pedersen initiativtager til visionsprojektet www.understrom.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

I øvrigt er det i år 350-året for den juridiske konstruktion "matriklen". Altså på dansk grund; i det omfang dansk grund stadig kan betegnes som dansk, idet parcellerne vist oftest er overgået til noget der kaldes privateje.

Fænomenet opstod i 1662. To år efter enevælden begyndelse -- dvs. købmændenes diktatur forklædt som teokrati med en dynastisk arve-monark som galleonsfigur -- begyndte de nye politiske herskere at gøre det umulige. At gøre krav på det umulige, og gøre krav på ejerskab til jord og land.

Heinrich R. Jørgensen

Flemming Scheel Andersen:
"Tro kan jo flytte bjerge siges der??"

"Tro" i betydningen "indbildning" kan bestemt formå det mest utrolige.

Bjerge, byer, riger, folkeslag, begivenheder og andet er blevet flyttet i rum og tid, alene ved at nogen med behørig magt har dekreteret det. Man begynder at anvende ord i nye betydninger, får nogle skribenter til at forfatte løgne og falsknerier, og voila -- intet var som før.

Eller rettere sagt: jo, alt er præcis som det var før, men tolkningen bliver en ganske anden. Hvad vi kaldet "verden" og "virkeligheden", er afkodninger der er funderet på de forestillinger vi forinden har dannet os om, hvad der er "virkeligt".

Men det er op ad bakke at få de fleste til at forstå, at det de kalder "verden" er en selvdannet illusion, hvor det de observerer i højeste grad er determineret af de forestillinger de er blevet indlært via sociale sammenhænge (herunder: skolevæsen, og medier).

Men som en anden Sisyfos, kan man jo ikke undslå sig det grundvilkår ;-)

Flemming Andersen

Sorry jeg blandede tingene sammen

Flemming Andersen

Heinrich R. Jørgensen
Meget interessante og forklarende indlæg. Tak

Johannes Lennar

Det er lige meget med tolkning eller tro eller om det hedder noget med ship eller skib eller skab.

Vi kan for min skyld godt kalde det mikkel ræv, hvis det skulle være. Så derfinerer vi mikkel ræv klassen til at være den gruppe af mennesker der dominerer produktions apparatet.
Og dominans er defineret ved at Mikkel ræv klassen kan sælge det de dominerer. Og dermed dominerer Mikkel ræv klassen også den klasse der ikke dominerer noget, da den dominansløse klasse er afhængig af produktions apparatet.

Heinrich R. Jørgensen

Johannes,

ligegyldighed og opgivenhed ifht. til at forsøge at forstå "verden", og ikke mindst andres forsøg på at forstå hhv. at forhindre andre i at forstå noget der kunne frisætte dem, vil uvægerligt resultere i at man ikke kan frigøre sig af vrangforestillinger, mudret tænkning og afmagt.

Heinrich R. Jørgensen

Velbekomme, Flemming.

Heinrich R. Jørgensen

Mht. 350-året for matrikelsystemets, var det retoruske spørgsmål: Hvorfor intet jubilæum til fejring af den private ejendomsrets moder?

Om to år er det 200-året for skolevæsenets etablering (1814). Er der optræk til en storstilet hyldest af den institution, der i den forløbne periode har transformeret folket til et markant niveau hvad angår viden, formåen og autonomi? Næppe. Hvorfor ikke?

Hvorfor skal historiens markante fremskidt ikke hyldes?

Heinrich R. Jørgensen

I 2014 vil 200 året for folkeskolen selvfølgelig blive fejret. Samme år vil også Kirkeordinansen af 1539 blive fejret (475 år), samt Skoleforordningen af 1739 (275 år) blive fejret. Men hvordan?

Der er næppe mange der har gjort en seriøs og målrettet indsats for at bringe viden og indsigt på bordet. En privatperson har dog været flittig og omhyggelig. Bruno Pedersen, en foretagsom ildsjæl, har begået et interessant kompendium med om alle tre emner.

Adspurgt om motiverne bag kompendiets tilblivelse, udtaler han:
"”Fordi jeg frygter en tivolisering af historien. Når vi kommer til jubilæumsåret 2014, bør vi i stedet for kun at markere begivenheden med udklædning og latterliggørelse af gamle dages skolemestermanerer gå mere seriøst til værks, analysere kendsgerningerne og lære af fortiden. Og det håber jeg, at mit kompendium kan være et værktøj til”

Kompendiet er ganske læseværdigt. En kort omtale er her, hvorfra der linkes til kompendiet her.

Hvad kan man lære om folkeskolen? Bl.a. at den var tænkt som en almueskole, og fortsat er det. En egentligt "lærd" skole har ikke være på dagsordenen de seneste 200 år. Sådanne fandtes før 1814, og også efter, men de er vist alle forsvundet efterhåndet pga. statsstyringen af skolevæsenet.

Sider