Klumme

Skal – skal ikke?

Dilemmaet er stort. Vestager vil nok melde sig ud – Thorning vil nok blive. Jeg er splittet med hensyn til et valg, jeg ikke troede, jeg havde. Skal jeg på efterløn om 34 år?
15. september 2012

Kære Casper Dall. Du tilmeldes nu efterlønsordningen.

»Øh, hvad gør jeg,« tænkte jeg, da jeg forleden åbnede mit første brev fra a-kassen, siden jeg meldte mig ind for tre år siden.

»Da du snart fylder 30 år, skal du beslutte, om du vil betale til efterlønsordningen,« fortsatte brevet.

Her gik jeg i al min naivitet rundt og troede, at Margrethe Vestager og de borgerlige partier havde fjernet efterlønsordningen for os, der godt er klar over, at vi skal arbejde, til vi er på den anden side af 70 år, hvis velfærdssamfundet fortsat skal opretholdes. Det er i hvert fald, hvad et flertal af politikerne de senere år har forsøgt at fortælle os.

»Ændringerne betyder, at langt færre vil benytte efterlønnen, mens flere vil arbejde længere. Det medfører sparede udgifter til efterløn og sikrer ekstra personale til virksomheder i en tid, hvor vi forventer stor mangel på arbejdskraft. Reformen er således med til at sikre både økonomi og velfærd,« skrev Vestager i et debatindlæg, efter forliget om tilbagetrækningsreformen var indgået.

Hvem vil ikke gerne være med til at sikre både økonomi og velfærd? Det vil jeg i hvert fald gerne, så jeg havde forlængst afskrevet mig muligheden for efterløn.

Men har jeg nu pludselig fået muligheden for at komme ind i efterlønsvarmen igen? Forvirringen i mit hoved og min fornuft er total.

»I henhold til reglerne omkring efterløn, skal du betale efterlønsbidrag fra din 30-års fødselsdag, og du skal minimum betale bidrag i 30 år får at få ret til efterløn,« skriver a-kassen videre i brevet.

Umiddelbart tillokkende. Hvem kunne ikke tænke sig lidt mere fritid? Jeg mindes, hvordan mine bedsteforældre efter at have slidt og slæbt i mange år med hårdt fysisk arbejde glædede sig til at gå på efterløn. Og det for kun 460 kroner pr. måned i minimum 30 år, hvilket er det, det koster at være medlem af efterlønsfællesskabet.

»Betalingen af efterlønsbidrag giver dig mulighed for efterløn i tre år fra du fylder 64 år, eller mulighed for at optjene en skattefri præmie som belønning for ikke at gå på efterløn.«

En præmie? Og så endda skattefri – det er alligevel ikke hver dag, jeg bliver tilbudt den slags, nu hvor riget fattes penge, og Bjarne Cory-don messer, at der ikke er meget at rutte med, når statens budget skal fastlægges ved de kommende forhandlinger om næste års finanslov. Sidst, jeg blev tilbudt noget gratis, var, da min bank ville lave en gratis vurdering af min ’værdi’, hvis jeg på et tidspunkt får lyst til at bevæge mig ud på boligmarkedet igen. Den vurdering havde de endnu ikke sat et gebyr på, så jeg slog straks til.

Men dette tilbud er trods alt noget større. Mon staten Danmark i 2046 har råd til at udbetale en skattefri præmie på 147.516 kroner, der i løbet af årene er blevet reguleret efter lønudviklingen? Lur mig, om der ikke er en politiker eller to, der i løbet af de kommende 34 år finder på at ændre det beløb – formentlig ikke til fordel for mig.

Hmm … efter debatten om regeringens fremskrivninger af væksten i Danmark, er det velkendt, at regeringen arbejder med nogle ganske friske fremskrivninger af væksten i Danmark for de kommende år. Op mod 2,25 procent i gennemsnit frem mod 2020, selv om mange økonomer og professorer mener, at det er lige vel optimistisk.

Så er mine 460 kroner i virkeligheden ikke bedre brugt på forbrug, så hjulene kan komme i gang, og væksten forhåbentlig kan stige, stige og stige? Mange bække små, og nogle skal jo gå forrest, så det kan tænkes, at der rent faktisk er et arbejde til mig, når jeg bliver 64 år og forhåbentlig stadig har mange gode journalistår tilbage i mig, hvor jeg kan levere nyheder direkte ind i folks solbriller eller andre fremtidsgadgets.

Konklusionen må være: Efterlønnen hører fortiden til. Jeg tror ikke på den. Så lad være med at tvangsindmelde mig i den og lokke mig med en sekscifret bonus. I stedet vil jeg glæde mig over, at a-kassen ikke behøver bruge tid på at administrere mine efterlønsindbetalinger, men kan bruge kræfterne på at hjælpe de omkring 6,5 procent af mine kolleger, som mangler et journalistisk job, med at finde et.

 

 

Casper Dall er politisk journalist på Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu