International kommentar

Aldrig mere Lehman Brothers

Det er fire år siden, finanskrisen brød ud. I dag trives grådighed og ubæredygtige modeller fortsat i finanssektoren. Det er tid til at hjælpe bankerne på rette spor
20. september 2012

For fire år siden – den 15. september – fik de fleste økonomer, spekulanter og almindelige mennesker et chok. De var begyndt at opfatte højkonjunkturen som et livsvilkår og forventede, at bedre tider var på vej. Optimismen var total. Men Lehman Brothers’ konkurs sendte chokbølger gennem den finansielle sektor. Den afslørede konsekvenserne af overdreven risikovillighed i bankerne og 15 års deregulering. Den dominerende forretningsmodel i finanssektoren afslørede sig som usund og samfundsskadelig.

Men det store spørgsmål er, hvad vi har lært her fire år efter. Man skulle tro, at de administrerende bankdirektører og euforiske børsmæglere ville have indrømmet deres fejl, at vi som samfund var blevet klogere. At vi havde sikret os mod fremtidige skandaler, at vi havde fået genskabt tilliden til banksektoren og frem for alt, at vi havde fået skabt en mere bæredygtig model for finanssektoren, så den igen kunne tjene samfundets brede interesser.

Sådan er det ikke gået. Decideret skrupelløshed og jagten på kortsigtede profitter regerer fortsat.

Hvidvaskning og svindel

Eksemplerne er lige så skræmmende, som de er mange.

For blot en måned siden kom den britiske storbank HSBC i de globale mediers søgelys, fordi den var under anklage for at have medvirket til at hvidvaske mexicanske narkopenge. Formanden for den undersøgelseskommission, som var sat til at undersøge sagen i det amerikanske senat, konkluderede entydigt: »Kulturen i HSBC var gennemgribende forurenet«. HSBC står i dag til en bøde i størrelsesordenen 1 milliard dollar, ca. 6 milliarder danske kroner.

Desværre er HSBC langtfra den eneste bank, der er gennemsyret af en pervers og forurenet kultur. Tidligere på året fik en anden britisk bank, Barclays PLC, en bøde på 290 millioner pund for at have manipuleret med den toneangivende Libor-rente, som bruges til at fastsætte den referencerente, der gælder, når bankerne låner penge af hinanden. Den sag er endnu ikke afsluttet, og en række storbanker som Bank of America, Citigroup, the Royal Bank of Scotland og UBS er fortsat under efterforskning.

Overdreven risikovillighed

Men problemerne i de finansielle sektorer drejer sig langtfra alene om de direkte lovbrud og kriminelle handlinger. Risikovilligheden resulterer også i massive økonomiske tab for de enkelte banker og samfundet i bred forstand. I USA lykkedes det således for en af verdens største investeringsbanker at tabe 11 milliarder kroner på blot 45 dage. I marts og april måned i år oplevede JPMorgan Chase, hvad banken selv betegnede som »signifikante handelstab« i sin såkaldte ’syntetiske kredit portfolio’. De massive tab stammer fra en satsning på et komplekst net af handler med virksomhedsobligationer, som ifølge direktøren skyldes »pinlige fejl« og en strategi »kendetegnet ved at være fejlbehæftet, kompleks, dårligt revideret, dårligt udført og dårligt overvåget.«

Vi kan altså konkludere, at hverken jagten på kortsigtet profit eller villigheden til at tage risici har været aftagende i den finansielle sektor. Den kultur og forretningsmodel, der bidrog til at skabe krisen, hersker den dag i dag. Absurditeterne er ikke ophørt, og vi har lært forsvindende lidt.

Plettede danske banker

Mens billedet fra USA og England står stærkt i vores hukommelse, prøver de danske banker ofte at reducere problemerne til noget, der kun findes i udlandet. Men trods store forskelle og større ansvarlighed herhjemme har vi også alvorlige problemer. De største danske banker er under anklage for at have presset Cibor-renten, den danske pendant til den britiske Libor-rente, kunstigt i vejret. Og sager om hvidvaskning er heller ikke ukendte. Saxobank har siden 2010 været under efterforskning i flere sager, og Danske Bank har fået en række påtaler af Finanstilsynet for at lukke øjnene for risikoen for mulig medvirken til hvidvaskning. Tanken om, at bankerne skulle være de bedste til at regulere sig selv, ser med andre ord ud til at være fejlagtig. Selvregulering kan aldrig stå alene.

Som om det ikke er nok, peger udviklingen i den danske finanssektor øjensynligt mod en forretningsmodel a la amerikanske Goldman Sachs. Nyhedsbrevet Finans har således beskrevet, hvordan de største danske banker arbejder på at kunne servicere kunder, som var de deciderede investeringsbanker. De går efter en såkaldt securitationsmodel, hvor forskellige typer gæld inddeles i puljer og videresælges. Modellens mest berygtede værktøjer var medvirkende til finanskrisen. Udviklingen bekræftes af Jesper Berg, chef for Regulatory Affairs i Nykredit:

»Det er paradoksalt, at det oprindeligt var den amerikanske securitationsmodel, der frembragte finanskrisen. Og nu, i forsøg på at rode bod på skaden, ender vi med en model, der vil minde mere om den amerikanske.«

Mod amerikanske tilstande

Hvis vores vestlige økonomier skal tilbage på sporet, har vi brug for en mere bæredygtig forretningsmodel for vores banker og en stærk finanssektor, der kan tjene samfundets interesser og sikre investeringer i fremtidens vækstmotorer. Gode og sunde banker er en forudsætning for stabil og bæredygtig økonomisk udvikling.

De konkrete initiativer til at sikre det nødvendige kulturskifte kunne være at adskille spekulation fra almindelig bankvirksomhed (Glass-Steagall), indføre en afgift på kortsigtede finansielle transaktioner (FTT-beskatning), styrke det europæiske finanstilsyn og oprette godkendelsesprocedurer for nye finansielle produkter. Endelig kunne man, med inspiration borgerinitiativet ’Skift bank dag’, opfordre alle til at overveje, om de er kunder i den bank, som bedst tjener deres egne og samfundets interesser.

Når den finansielle sektor fire år efter Lehman-krakket ikke har lært af sine mange fejl, bliver vi andre nødt til at hjælpe den med at komme på rette spor.

 

Jens Jonatan Steen er analysechef for Cevea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Clifford Chance er verdens største "advokatfirma", som er gift med den finansielle verden. De var med til at lave kontrolsystemet til LIBOR og er blevet fravalgt som deltagere i den nye undersøgelsen af systemet. Til gengæld repræsenterer de to af de banker, som er anklaget for at fuske med renten. De har nok, som Cevea, en vinkel på deres sandhed omkring reguleringen af bankverdenen.

Der bliver ganske sikkert lovgivet, men de forslag, Jens Jonatan Steen stiller til regulering af finansverdenen, er i hvertfald ikke blevet indført, og de bliver det næppe. Hans mål med indlægget er, tror jeg, at sætte fokus på, hvad bankernes opgave bør være. Det er vel i reelt spørgsmål, som ikke kan skydes ned med en liste fra et advokatfirmas hjemmeside. Man bekæmper jo heller ikke spøgelsesbilister ved at sætte fartgrænserne ned.

"Det er vel i reelt spørgsmål, som ikke kan skydes ned med en liste fra et advokatfirmas hjemmeside"

Listen er uafhængig af Clifford Chance - den opsummerer tiltag fra myndighedernes og regulatorernes side. Den har intet at gøre med hvad de synes, hvem de (CC) er eller hvad de ellers går og laver.

@Søren ... Mit gæt er, at indledning om det historiske, er lavet af CC, men det ... listen kan jo ikke stå alene i en spændende diskussion om, om det er godt, at banker i så stort omfang investerer andres penge. For ikke så mange år siden var en "investeringsbank" en lille gruppe mennesker, der investerede egne penge, mens banker i dag investerer andres penge i meget komplekse produkter. Hvad der er godt og skidt kan diskuteres. Mener blot ikke indlæggets kritik/oplæg til debat, bør skydes ned med et simpelt link:)

Go' weekend.

@Niels

Det er stadig ikke et simpelt link. Det er en henvisning til / overblik over den omfattende regulering der er på vej i tilllæg til den der allerede er der.

Hvis du bliver forvirret af indledningen på de 5-10 linjer eller føler at den er et forsøg på at snyde dig, så bare spring den over.

Jeg ville næsten have skrevet det samme som Martin, hvilket jeg også mener, at jeg gjorde med spøgelsesbilistbemærkningen i min første kommentar.
Mener ikke, at der ikke bliver lovgivet, men snarere at man ikke tør lovgive, hvor det kan skabe ballade.

Hej Martin

Det er nok rigtigt, men det er jo også derfor, at der i indlægget argumenteres for, at bankvirksomhed, måske skal deles op/begrænses, og at det kunne være en ide med skat på kortsigtede investeringer.

Det er vel det debatøren ønsker til debat. Ikke om bankerne er gode eller onde, men om der måske er blevet for meget spekulation og for lidt reel bankvirksomhed.

Hvad med at indføre en form for MAX størrelse. Hvis en bank bliver af en given størrelse, skal den spilltes op i to banker.
Too big to fail, skal skiftes ud med Too big to stay.

Flemming Andersen

Staten bør lave en konkurrende institution, som den skulle de for 40 år siden, der kan leve i samdrægtighed med de private, der kan sublere og samle information. Så har vi mulighed for at påvirke i de retningen vi ønske muligheden skal gå i.

Niels Kondrup,

Indlægget understreger den pointe. Glass-Steagall ville f.eks. intet have ændret hvis den stadig var i kraft (måske lidt omkring Citibank, men ellers intet) og en FTT har intet med det reelle problem at gøre.

Begge er måske gode idéer i sig selv (jeg tror ikke FTT er det dog), og en kraftigere opdeling/begrænsning af bankerne end Glass-Steagall ville måske virker endnu bedre, men de har ikke rigtig noget med årsagerne til finanskrisen at gøre.

@Martin Hansen

Det kan vel diskuteres. Årsagerne til finanskrisen er vist mange, og mange af dem forsøges gemt, mens andre forsøges "opfundet". Der snakkes altid om det amerikanske lånemarked, men næsten aldrig om, hvordan banker lavede derivater af disse møglån, som pludselig blev til AAA-ratede investeringspakker, som blev solgt til folk i hele verden. Pakker så dårlige, at man selv spekulerede i, at de ville krakke.

Om det ene eller andet kan hjælpe/kunne have hjulpet? Det store problem er vel at finansverdenen var og er alt andet end gennemsigtigt, og skal "markedet" fungere kræves gennemsigtighed.

Martin B. Vestergaard

"Når den finansielle sektor fire år efter Lehman-krakket ikke har lært af sine mange fejl, bliver vi andre nødt til at hjælpe den med at komme på rette spor."

Hvad er det da for noget vrøvl at lukke ud? Den finansielle sektor har lært noget meget vigtigt: Hvis bare krakket er stort nok så er det skatteyderne der betaler regningen.

Christina Balslev

Der er et eller andet meget, meget underligt med det indforståede sprog/diskurs vi benytter os af, når vi taler om økonomi. Det er underligt fremmed og ukonkret og sikkert svært at forstå for mange. Og nærmest aldrig råber nogen op og kræver et forståeligt og ikke mindst logisk sprog. Således kan Jens Jonatan Steen rask væk, og helt som om det gav mening, fx skrive: " I USA lykkedes det således for en af verdens største investeringsbanker at tabe 11 milliarder kroner på blot 45 dage.".
Det lyder næsten som om, at banken på en eller anden mærkelig måde har GJORT noget, så det amerikanske samfund pludselig har mistet 11 mia. kr. Lidt på samme måde, som hvis en uforsigtig person tabte en værdifuld vase på gulvet og med et var værdien slået itu.
Men det kan vel for f.... ikke passe, at et samfunds akkumulerede værdier kan gå op i røg pga. disse eller hine finansielle transaktioner. For hvad er værdier? Er det tal og regnestykker på en computer, løsrevet som Lyotards postmoderne ide om simulakre, dvs. tegn, der ikke længere henviser til noget som helst i den konkrete verden?
Eller består et samfunds samlede værdier trods alt i sidste ende af de helt fysiske genstande, som håndværkere og i det hele taget produktionssektoren har skabt, fx husene, møblerne, vejene, hospitalerne med alt deres udstyr, etc.... jeg vil jo selv mene det sidste, og jeg kan ved gud ikke se, hvordan en eller anden bank kan smadre disse meget konkrete værdier ved en eller anden form for cyberspace-agtig risikovillighed eller uforsigtighed. Alt hvad der var, står endnu. Al den arbejdskraft et samfund har til sin rådighed, er stadig til rådighed.
Hvorfor accepterer vi at tale om økonomi på nogen som helst anden måde? Vi må da forlange et sprog og en diskurs, der giver mening, særligt fordi den angår os alle temmelig meget.