Kronik

Der er alternativer til Noma og lørdagskylling

Debatten om Det Nye Nordiske Køkken er endt i skyttegraven. Og mens debattørerne dunker hinanden i hovedet med Big Macs og lammefjordsgulerødder, går kapitalismekritikken i glemmebogen
Kapitalismekritik var udgangspunktet for Slow Food-bevægelsen, der tog sin begyndelse som et projekt undet det italienske kommunistparti, men den antikapitalistiske kritik er svær at finde i den danske version af Slow Food. Arkiv

Kapitalismekritik var udgangspunktet for Slow Food-bevægelsen, der tog sin begyndelse som et projekt undet det italienske kommunistparti, men den antikapitalistiske kritik er svær at finde i den danske version af Slow Food. Arkiv

Kristine Kiilerich

5. september 2012

I den seneste tid har sociologen Ulla Holm tordnet mod Det Nye Nordiske Køkken i såvel Politiken som Information. Hun kritiserer, at Det Nye Nordiske Køkken lugter slemt af elitisme, nationalisme – grænsende til det fascistiske – og fetichering af det lokale og ’autentiske’.

Holm gør ret i at påpege, hvordan Det Nye Nordiske Køkken bygger på en illusorisk forherligelse af det, vi forstår som det traditionelle og oprindelige. Fører den globale anerkendelse af Det Nye Nordiske Køkken til andet end selvforherligelse? Den overeksponering og hype, som følger, når Noma kåres til verdens bedste restaurant, eller når Michelin udgiver sin årlige restaurantguide, er tydelige eksempler på elitismen i den danske madverden.

Spørgsmålet er dog, hvor kritikken fører hen? Hos Holm bliver den nemlig samtidig et forsvar for den industrielle fødevareproduktion eksemplificeret ved McDonald’s, Pizza Hut, lørdagskyllingen og dybfrosne Aldi-kyllinger. Ligeledes giver hun fødevareindustrien æren for øget levetid og kvindernes frigørelse. Der bliver dermed sat lighedstegn mellem det industrielle fødevaresystem og vores frigørelse fra et traditionelt samfundssystem kendetegnet ved undertrykkelse og helbredsrisici. Holm er altså talsmand for en idealisering af industrisamfundet, der ikke er fundamentalt anderledes end idealiseringen af det traditionelle og oprindelige. Men findes der virkelig ikke andre muligheder end Noma og lørdagskyllingen, når det handler om fødevaresystemer?

Burgerens bagside

Symbolanalyse og idékritik af den danske gourmetandedam bør hilses velkommen, men det er samtidig nødvendigt, at spørgsmålet om materiel politisk økonomi får en central placering. Såvel fortalerne for som kritikerne af Det Nye Nordiske Køkken går ofte for let hen over de globale uligheder, som dominerende fødevaresystemer producerer og reproducerer. I stedet bliver det til en diskussion om, hvad der udgør gastronomi og ’god’ mad for forbrugeren.

Det er ikke uinteressant at diskutere, hvorvidt McDonalds bør betegnes som kvalitetsmad eller gastronomi, men det er et problem, når diskussionen skygger for, at McDonald’s og det kapitalistiske fødevaresystem skaber miljømæssige, sociale og økonomiske uligheder.

Når man dekonstruerer en Big Mac solgt i USA, står det klart, at den kun kan sælges til under 4 dollar, fordi der må spares nogle andre steder – f.eks. på lønnen til de illegale migrantarbejdere, som plukker salaten, agurken og tomaterne. De udgør 80 pct. af arbejdsstyrken i det amerikanske landbrug. Mange af dem var tidligere landmænd i deres hjemlande, men pga. ufavorable konkurrencevilkår har de måttet rejse fra jord og familie for at slide i de nordamerikanske marker. Migrantarbejdere udgør også en stor del af arbejdsstyrken i de enorme industrislagterier, der anses som de farligste arbejdspladser i USA. Man kan også pege på de tusindvis af McDonald’s-medarbejdere verden over, for hvem burgerkæden aktivt modsætter sig faglig organisering. Dertil kommer, at McDonald’s-modellen er dybt afhængig af sprøjtemidler og kunstgødning produceret fra fossile ressourcer, som fører til omfattende miljøproblemer og klimaforandringer.

Det industrielle fødevaresystem fører også til enorme helbredsmæssige problemer med social slagside. I dag er næsten to milliarder mennesker overvægtige primært pga. overforbrug af industrielt forædlede produkter.

I USA bliver den nuværende generation af børn den første i landets historie, som forventes at få en lavere levealder end deres forældre pga. fedme og fejlernæring. Det er især de lavere sociale klasser, som lider under fedmeepidemien, da den industrielt forædlede usunde mad oftest er den billigste og lettest tilgængelige mulighed.

Selvoptagede forglemmelser

Hvad angår Det Nye Nordiske Køkken, vil den berettigede kritik for elitisme og nationalisme kunne foldes meget mere ud, hvis den tager udgangspunkt i de globale og lokale uligheder, som det kapitalistiske fødevaresystem producerer. I sin selvoptagede stræben efter international anerkendelse glemmer Det Nye Nordiske Køkken helt denne kritik, som ellers er kernen i lokale fødevarebevægelser i mange andre lande.

Kapitalismekritik var f.eks. udgangspunktet for Slow Food-bevægelsen, der tog sin begyndelse som et projekt under det italienske kommunistparti. Desværre er den antikapitalistiske kritik svær at finde i den danske version af Slow Food. Nogle af pionererne bag Det Nye Nordiske Køkken er sågar ved at opbygge deres egne kapitalistiske madimperier, hvor kontinuerlig vækst og ekspansion som minimum er sidestillet med målet om raffineret gastronomi og høj kvalitet. God mad til alle uanset social klasse synes ikke at være deres vigtigste intention.

Der er ellers masser af inspiration at hente i udlandet. I USA har den lokale fødevarebevægelse en helt anden politisk dimension. Lokal mad er et opgør med det agroindustrielle kompleks og dets sociale, økonomiske og miljømæssige slagsider. I det nordlige Californien har de fleste offentlige skoler nu deres egne køkkenhaver, hvor børnene dyrker, spiser, og lærer om sund mad. Sådanne aktiviteter har haft en tydelig indflydelse på helbredet blandt børn i lavindkomstområder.

I Sydkorea er den lokale fødevarebevægelse en national bevægelse, der inkluderer størstedelen af landbruget og hundredtusinder af forbrugere. De kæmper for tilgang til lokal mad – ikke kun for sundhed og gastronomiske oplevelser, og udøver dermed en fundamental kritik af det moderne kapitalistiske samfund.

Tilbage til kritikken

Globalt har mere end 300 millioner småbønder forenet sig i organisationen La Via Campesina under sloganet ’fødevaresuverænitet’ for at skabe et reelt alternativ til det agroindustrielle fødevaresystem. For dem er kampen for lokal mad en kamp for at bevare adgang til de produktive ressourcer, beskytte naturen og forbedre levevilkårene for de millioner af kvinder, som udgør 70 pct. af verdens arbejdsstyrke i landbruget.

Herudover stiler man mod at brødføde den milliard mennesker, som går sultne i seng hver dag. Der er også tale om en kamp for at beskytte lokale madkulturer og identiteter mod en evigt ekspanderende global fødevareindustri, som giver os det samme at spise, uanset hvor vi befinder os i verden.

Kapitalismekritik er med andre ord bærende for såvel Slow Food som mange andre fødevarebevægelser. Det er en kritik, der ikke begrænser sig til en idealisering af det traditionelle eller forsvar for det kapitalistiske industrisystem. Der bliver arbejdet for en politisk radikal forandring af verdens produktions- og forbrugsrelationer.

Desværre er det svært at finde denne kritik i dansk aftapning. Hverken den lokale mad eller lørdagskyllingen er at foretrække, hvis den kun er forbeholdt eliten eller reproducerer sociale og økonomiske uligheder. Symbolanalyse og kapitalismekritik er ikke hinandens modsætninger. Der er tværtimod hårdt brug for en bredere debat om vores fødevaresystem, som rækker ud over vores lille andedam. Ikke mindst fordi vi ikke må glemme, at Danmark er en landbrugseksporterende nation, hvis industriprodukter sælges globalt – hvilket langtfra altid er til gavn for lokale producenter og forbrugere.

Anders Riel Müller er ph.d.-studerende i Internationale Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske skulle kapitalismekritikken have sit udspring i den hverdag vi selv lever i – i den kapitalistiske vareomsætning, komsumptionen.

Hvorfor skal man flyve eller køre tomater ind fra spanien? Jeg skal kun bruge to, men skal købe et halvt kilo.
Hvorfor skal jeg købe et helt kg gulerødder for at få de fire jeg skal bruge?

Bæredygtighed er ikke nationalisme, men elementær fornuft.

Og hvorfor skal mælken i butikken altid være flere dage gammel og påstås holdbar i nu næsten to uger? Hvem vil drikke eller bruge mælk, der ikke er frisk?

Bjarne Bisgaard Jensen

Per Hørning - gå hen til grønthandleren, der kan du få det som du vil.
Desuden vil jeg anbefale alle at tilberede den mad de godt kan lide og glæde sig til at spise den, uanset hvad alle madhovederne siger

Steen Jensen: bæredygtighed eller mangel på samme er sgu da alles problem, ikke mindst de underbetalte migrantarbejdere og småbønderne i udviklingslandene. Det er folk i udviklingslandene der betaler prisen, hvis miljøet går amok og der er folk, der er væsentligt fattigere end de danske forbrugere af industrimad og disse folk lever med horrible arbejdsvilkår for at vi kan forbruge billige møgprodukter. At glorificere fastfood og industriprodukter for at gøre op med madeliten og lefle for laveste fællesnævner er perspektivløst.

Efter min mening en spændende artikel, der virkeligt bringer et nyt perspektiv på banen.
Sund og bæredygtig mad behøver bestemt ikke være forbeholdt de rige!

Jens Overgaard Bjerre

Jeg læste forleden, at madvarerne skulle stige igen. Så er der ike en venlig sjæl som kan forklare mig, hvordan økonomer er kommet frem til, at madvarerene kun udgør 10 procent af vores budget. Er det den enkelte families gennemsnitlige budget? Eller er det det nationale budget man snakker om? Man skal vel også have råd til en avis en gang i mellem og et stykke med sild og med en brændevin til. Og så skal der fanden gale mig npget mere en 10 procent af familiebudgettet til at få det til at løbe rundt. Med mindre man har købt en levende høne, som man ikke kan fange er maden er da blevet pissedyr, for en almindelig ikke-millionær-lønnet-borger

Tak for et seriøst indspark. Hvis vi ikke har en produktion og distribution af fødevarer, der rent faktisk i stor skala bygger på det lokale marked og de lokale leverandører, så kan NOMA-snobberne iscenesætte sig selv lige så meget det skal være, uden at det får den mindste betydning for andre end dem selv og de gastronomiske hipstere, der dyrker dem.

Nordisk Mad bliver på den måde bare et markedsførings-branding-gimmick. Dermed forbliver junk-food-industrien stadigvæk urørlig, og folk bliver stadigvæk syge af dårlig udpint mad pumpet fuld af sukker, uden at de aner, hvorfor.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/mad-og-kunst.html

Lennart Kampmann

Igen stråmænd.

Der opstilles en dualitet NOMA v. Lørdagskylling. Derefter konstateres det at Noma er verdens bedste restaurant og det må føre til selvforherligelse.
Herefter drejes artiklen over til spørgsmålet: "Det er ikke uinteressant at diskutere, hvorvidt McDonalds bør betegnes som kvalitetsmad eller gastronomi, men det er et problem, når diskussionen skygger for, at McDonald’s og det kapitalistiske fødevaresystem skaber miljømæssige, sociale og økonomiske uligheder."

Herefter skal Ny Nordisk svare for "Hvad angår Det Nye Nordiske Køkken, vil den berettigede kritik for elitisme og nationalisme kunne foldes meget mere ud, hvis den tager udgangspunkt i de globale og lokale uligheder, som det kapitalistiske fødevaresystem producerer. I sin selvoptagede stræben efter international anerkendelse glemmer Det Nye Nordiske Køkken helt denne kritik, som ellers er kernen i lokale fødevarebevægelser i mange andre lande."

Herefter kommer kapitalismekritik ind i artiklen.

Lad os slå fast:
NOMA er en restaurant, der kan skabe et ret lille overskud gennem fanatisk opmærksomhed på detaljer, hvorved man opnår at blive kåret som verdens bedste. Hvis kapitalisme og indtjening var NOMAs største mål, ville de lynhurtigt skifte til den strategi McDonalds følger.

Ny Nordisk Køkken er blot en trend, ikke mere.

McDonalds er en økonomisk set succesfuld måde at servere måltider for travle folk.

Kan vi så lægge kapitalismekritikken tilbage i skabet? Noma har ikke noget med den at gøre.

Med venlig hilsen
Lennart

Når de rige (danskerne) vælger økologisk så vælger de samtidigt at ulandene stilles ringere end de kunne være blevet stillet. Ulandene har ikke råd til din fine økologi .de vil gerne have noget at spise ALLESAMMEN.

@ Steen,

Sådan set enig at økologi koster lidt mere.. og det kan (har lyst til) alle ikke betale... men mer du at os der har råd ikke skal gøre det..? Vil du lige forklare hvad du mener så jeg også forstår det..

Lennart Kampmann

@ Steen Jensen

Det du siger er noget ideologisk sludder. Hvis det skal give mening vil jeg opfordre dig til at kvalificere udsagnet. Økologi og ulande er ikke nødvendigvis koblet sammen. Og hvem er de rige?

Med venlig hilsen
Lennart

Fint at vi i Danmark vælger økologisk - vi har en kæmpe velfærd. Men at tvinge ulandene til det samme er at lade nogen sulte fordi vi i vesten har et luksusproblrm der hedder miljøet.

Lennart Kampmann

@ Steen Jensen

Når den danske forbruger vælger økologisk, hvorfor mener du så at man dermed tvinger ulande til det samme?

Sult i ulande kan jo også skyldes andre ting end økologisk landbrug (krig fx.)

Med venlig hilsen
Lennart

@ Michael,

Vi kan være enige at på den lange bane (kasse 2) ville det være godt hvis forbruget af øko blev større.. men nu koster det altså mere at producere og det er der ikke mange konsumenter der vil betale... ved kasse 1...

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, men der, hvor jeg egentlig ville hen, er, at hvis man medregner alle de omkostninger, der er forbundet med det konventionelle landbrugs drift, så er det dyrere end økologisk drift.

Hvorfor er prisen så billigere i supermarkedet? Jo, det er den fordi alle de ekstra omkostninger er blevet betalt på anden vis, i sidste ende via skatten. Man betaler til EU-kontingentet, man betaler til eksportstøtte, til fradragsordninger og skattebegunstigelser, til bankpakker og hjælp til landbruget (bankpakke VI). Ordningerne er skruet sammen, så de holder det konventionelle landbrug i live, og desværre naturen nede.

Landbruget har for mange år siden passeret den tærskel, hvor det forbruger mere energi, end det skaber. Derfor er prisen i supermarkedet ikke den reelle pris. Der er så mange omkostninger gemt nede bagved, så forbrugeren snydes, hvis man kun tror, at supermarkedsprisen er den ægte pris.

@ Michael,

Vi er helt enige.. men med eller uden bidrag koster øko alligevel mere ved kasse 1.. hvis man er overbevist om at det koster mindre ved kasse 2.. så er det kun en vej... walk-the-talk og betale mere ved kasse 1..

Nu skal jeg spise en svensk kannelbulle.. dyrket på øko durumhved på Hven.. koster 'kassen' men er hele turen værd... og jo, jeg sejler det over for at købe den.. :)

Aldeles uenig i artiklen , og hermed blot et par enkelte bemærkninger til den.

Korrekt, at der er ca 1 milliard mennesker, der diag mangler mad nok.

Det var der altså også i 1970 (i flg FAO).

I 1970 var der 4 milliarder mennesker på jorden og idag er vi 7 milliarder.

D v s, at i 1970 fik 3 milliarder mad nok -idag ( ca 40 år senere) får 6 milliarder mad nok.

Vi har altså på 40 år formået at brødføde yderligere 3 milliarder med mad nok ( den ene milliard mangler fortsat).

De steder, hvor der er rigtig madmangel,er typisk steder med elendig regeringsførelse ( f eks Nordkorea, Sudan o l). Madmangel er altså ikke et "kapitalistisk" markedsproblem, men en funktion af dårlig eller manglende regeringsførelse.

Da rusland var kommunistisk, var der altid madmangel - bare lige til orientering for forfatteren.

I øvrigt, så er det lige så legitimt at interessere sig for NOMA og god "fast food" som for fodbold, rockkoncerter, frimærker , vild med dans o s v. - der er ikke noget underligt i, at vi har forskellige interesser ( - vi skulle helst ikke gå hen og blive en ensartet "grå masse" , der kun interesserede sig for det, som "eliten"/RUC giver tilladelse til ?)

Grete Bjorholm-petersen

God artikel.
Jeg er træt af Ulla Holm, som bare skal provokere til diskussion.
Jeg er træt af udspekuleret mad à la Lucullus' nattergalepostej.
Jeg er træt af øko-foretagender, der har glemt deres udgangspunkt i ordentlige råvarer og underbetaler ansatte.
Jeg er træt af ord uden handling. Ord er til for at forklare, så man forstår, hvad der skal gøres - og give incitamentet til handling - men så skal der også handles!
Hvordan kommer vi så videre?
Vi bliver nødt til at gøre noget SELV - og hvordan vi end vender og drejer det, så kommer det til at KOSTE TID OG ENERGI.
Vi skal gøre det sammen med andre i et forpligtende fællesskab - ellers bliver det for hårdt.
Vi skal selv producere - vi skal selv lave vores mad (og hvis vi ikke kan det,bliver vi sørme nødt til at lære det )
og DET KAN VI IKKE BETALE OS FRA.
Afsætte tid til at arbejde hos lokale dyrkere, der laver ordentlig kvalitet (Køre sammen derud)
Bytte 'varer' - så penge ikke bliver indblandet.
Det er og bliver et langt sejt træk - men der er ingen anden udvej. Det er en kamp mod store kapitalinteresser og for vores egen og vore børns sundhed.

Kasper Andreasen

Jeg synes forfatteren har fat i den lange ende vedr. mange af problematikkerne. Dem der mener at kapitalismekritik ikke hører hjemme i den her diskussion, synes at overse alle de måder som det moderne landbrugs produktion og afsætning og de varekæderelationer det indgår i, skader vores sundhed og miljø, og destabiliserer eller ødelægger kulturer omkring fødevarer.

Mens jeg er helt enig i at det sultproblemet set sort på hvidt er overvurderet, er mad og dets kulturelle og ernæringsmæssige betydning ikke overvurderet.

http://www.foreignpolicy.com/articles/2011/04/25/more_than_1_billion_peo...

Her i Udkantsdanmark har vi sådan set mange bud på både kapitalismekritik og bedre mad. Vi gør det bare sådan på barfodsplan - der er ikke meget metakritik over at hoppe på cyklen og køre fem km en gang om ugen for at hente jordfriske grøntsager hos en lokal avler, vel? Men kapitalismekritik er det i høj grad.

En lille håndfuld eksempler:
Når et af de lokale værtshuse har en 'æggeklub', hvor der bliver leveret friske økoæg en gang om ugen. Og man behøver ikke være stamkunde for at deltage.
Når man stikker hovedet indenfor hos en af de landmænd med 'kartofler 5 kr' stand ude ved landevejen og spørger om han ikke kan levere andet end kartofler? Hint: Det kan han som regel!
Når fire-fem familier opretter græsningslaug og har et par kalve gående et år, og deler kødet når man når slagtetid.
Når man laver aftale med den lokale fåreavler om et halvt eller helt lam/ungfår når han slagter.

Rækken af fortællinger er lige så lang som fortællingerne om den menneskelige opfindsomhed - og et ekstra plus er kontakt med mennesker, som man ellers ikke ville møde på hverken den ene eller den anden måde. For slet ikke at tale om kilopriserne på den mad, man putter i munden ...

Lige så snart man kommer væk fra Købehavnervalget mellem Aldis billiggrønt og Torvehallernes "hver gulerod sin fortælling"-snobberi, er der en verden af muligheder. Både for bedre mad og en bedre økonomi. Det kræver bare, at man ikke er så doven at det eneste alternativ er en ugentlig tur i bil til nærmeste storcenter.

Anders Müller roder uberettiget den danske gren af Slow Food sammen med det nye nordiske køkken. Det er lidt ærgerligt at Slow Food i den forbindelse bliver fremstillet som kun at interessere sig for elitær gastronomi.
Det er forkert.
Den danske del af Slow Food arbejder som den internationale under overskriften "good, clean and fair", som betyder mad af god kvalitet, omsorg for mijøet og ordentlige vilkår for dem som fremstiller fødevarerne - altså i høj grad kritisk over for det eksisterende fødevaresystem. Der har være arrangementer i bl.a. skolehaver og på plejehjem.
Jeg kan kun opfordre til at se nærmere på www.slowfooddanmark.dk.