International kommentar

Ambassadør blev ikke dræbt af krænkede muslimer

Christopher Stevens’ brutale død har afsløret, at Libyen er hjemsted for mange lovløse og velbevæbnede radikale grupper, der er fjendtligt indstillede over for Vesten. Den blasfemiske film var kun et tilfældigt påskud for drabet
15. september 2012

De, som lod sig rive med af spændingen og jubelen over sidste års arabiske forår, vil have svært ved at forbinde erindringen om de overvejende progressive folkeopstande med drabet på en amerikansk ambassadør. Det brutale drab på Christopher Stevens og tre af hans kolleger er kommet som et chok og en potentiel katastrofe for alle dem, der stræber efter at indføre demokrati i Mellemøsten og Nordafrika.

Stevens blev myrdet i Ben-ghazi – den libyske revolutions vugge. Som amerikansk topdiplomat var han en afgørende stemme i bestræbelserne på at overtale præsident Barack Obama til at støtte de NATO-angreb, der i sidste ende førte til omstyrtelsen af oberst Muammar Gaddafi’s diktatur. Han ønskede sig en ’ren intervention’ og fik det: Den vestlige intervention banede qua sin overlegne ildkraft vej for en diktators død, uden at et eneste amerikansk menneskeliv gik til spilde. Nu kom Stevens selv til at opleve et lige så blodigt endeligt som Gaddafi. Og det i et land, der står uden et fungerende sikkerhedsapparat og flyder med våben og ammunition.

Film som dårligt påskud

Gerningsmændene forsøger at koble ekstrem vold sammen med en oplevet fornærmelse af deres muslimske religion. Det er de ikke ene om. De egyptiske menneskemængder, der har forsøgt at angribe den amerikanske ambassade i Kairo, protesterede over de samme filmklip, der udløste stormen på det amerikanske konsulat i Benghazi og Stevens’ efterfølgende død.

Alle var de tilsyneladende lige ophidsede over den amatøragtige filmsekvens, der blev lagt ud på YouTube i den åbenlyse hensigt at nedgøre og forhåne profeten Muhammed.

Filmen er absolut blottet for såvel kunstnerisk værdi som underholdningsværdi, og er så afgjort et nederdrægtigt stykke blasfemi. Den skildrer profeten som et konstant liderligt og seksuelt ukontrollabelt fjols og forekommer dermed beslægtet med de overvejende ondsindede karikaturer, der blev trykt i en dansk avis i 2005. Også de udløste optøjer over hele verden. Og kostede mindst 50 mennesker livet.

Men at påstå at Stevens døde for hænderne af nyligt demokratiserede arabere, der lod harmen over et angreb på deres tro løbe af med sig, er uvederhæftigt. Faktisk tyder alt på, at Stevens døde for al-Qaeda-inspirerede, radikale islamisters hånd. Kilder i Benghazi – herunder lederen af en islamistisk militsgruppe, der fejrede ambassadørens død – har allerede antydet, at terrordrabene havde forbindelse til Ansar al-sharia, en voldelig sunniislamistisk gruppe, der er berygtet for at gennemføre henrettelser i Libyens næststørste by og for at rette angreb mod vestlige interesser.

Stevens havde arbejdet som fredskorpsfrivillig i Nordafrika, undervist i engelsk i Marokko og havde viet sit professionelle liv som diplomat til at skabe et sikkert Libyen. Han blev optændt af ånden fra Det Arabiske Forår på et tidspunkt, hvor de nye libyske parlamentsmedlemmer indtog deres pladser, og der var planer om at oprette en ordentligt uddannet politistyrke. Men som de fleste almindelige libyere stod Stevens magtesløs over for koordinerede granatangreb, der blev udført af lokale banditter, som forsøger at bruge den nye stats relative lovløshed til at gøre gamle regnskaber op med USA.

USA-hadet blomstrer

Hadet til Amerika hørte ikke op, da det Det Arabiske Forår begyndte. Det gjorde forhånelserne af muslimer med provokerende film og tegnefilm i de angiveligt tolerante vestlige liberale demokratier åbenbart heller ikke.

Det er næppe tilfældigt, at drabet på Stevens skete umiddelbart efter årsdagen for 11. september-terrorangrebet på USA.

Det er også muligt, at der er tale om en hævnaktion for dronedrabet på den libyske Abu Yahya al-Libi, al-Qaedas næstkommanderende, i det nordvestlige Pakistan i juni. Siden CIA og det amerikanske militær som en del af Krigen mod Terror målrettet begyndte at likvidere figurer som Libi og Osama bin Laden, har terroristernes tilhængere søgt at betale tilbage med samme mønt.

For den slags voldsmænd er et ustabilt land som Libyen et oplagt sted at søge hen. Her er der ideelle trivselsbetingelser for militante islamister.

Rystende brutalitet

Den omstændighed, at Røde Kors-medarbejdere og konvojer med hjælpeforsyninger fra Europa er blevet angrebet adskillige gange i Benghazi i løbet af de seneste måneder, giver en indikation af karakteren hos de hadefulde bander, der opererer i området.

Der bor millioner af fredelige og anstændige libyere i landet, men på nuværende tidspunkt er det jihadisterne, der har overtaget. Nok er der vrede reaktioner på blasfemiske fornærmelser. Men når de aktuelle opstande i Libyen skal forklares, er det vigtigere at forstå, at Libyen i øjeblikket er arnested for lovløse, bevæbnede og fanatisk resolutte ekstremister, der synes, det er helt i orden at myrde amerikanere. Det er det ultimative budskab bag Christopher Stevens’ rystende død.

 

Nabila Ramdani er algerisk-fransk journalist

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Blev han dræbt af muslimer? Ja!
Følte disse muslimer sig krænket af USA, således at de ville angribe USA? Ja!

Hvad skal den forvrøvlede overskrift så gøre godt for?