Kronik

Astrid Krags politiske tupperwareparty

Jeg meldte mig ind i SF for at forsvare regeringssamarbejdet og partiets kerneværdier i en tid med modgang og højredrejning. Men da jeg mødte Astrid Krag, ville hun overhovedet ikke diskutere de politiske knuder. I stedet fremturede hun i undvigende klicheer og falsk jubeloptimisme
Astrid Krag har hverken pondus eller personlighed til at kunne varetage rollen som formand for SF, hvor der virkelig skal lyttes, bygges broer, skæres knuder over og nytænkes. Det er hun simpelthen for uerfaren til. Det kan blive en katastrofe for både hende selv og SF, hvis hun bliver formand, og det vil være umuligt at rette op på bag efter, mener Søren Hvalhof der mødte Astrid Krag, da han meldte sig ind i SF

Astrid Krag har hverken pondus eller personlighed til at kunne varetage rollen som formand for SF, hvor der virkelig skal lyttes, bygges broer, skæres knuder over og nytænkes. Det er hun simpelthen for uerfaren til. Det kan blive en katastrofe for både hende selv og SF, hvis hun bliver formand, og det vil være umuligt at rette op på bag efter, mener Søren Hvalhof der mødte Astrid Krag, da han meldte sig ind i SF

Asger Ladefoged

21. september 2012

De seneste år har jeg arbejdet i Norge som jobflygtning. Jaget af huse af Venstre-regeringens politik. Med valget af SSFR-regeringen besluttede jeg mig imidlertid for at vende tilbage til Danmark for at støtte aktivt op bag den nye regering, som indgød nyt håb.

Jeg fulgte valgkampen og tiden efter fra Oslo, og med stigende bekymring så jeg den nye regeringen skyde sig selv i foden gang på gang. Den valgte nogle så indlysende taberstrategier for politisk kommunikation, at man spekulerede på, om rådgiverne var fra en anden planet. Sagen om betalingsringen er et skoleeksempel – en tabersag enhver kunne sige sig selv måtte koste stemmer.

Udviklingen var bekymrende. Ikke mindst den borgerlige presses helt urimelige behandling af den nye regering provokerede mig stærkt. Især Jyllands-Posten kørte en helt igennem modbydelig politisk kampagne imod regeringen. Angrebene var personligt rettet imod ledende socialdemokrater og SF’ere. Og hver gang svarede regeringen igen med at rykke til højre … og gik så tilbage i meningsmålingerne.

Jeg havde set det før. Den Norske rød-grønne koalitionsregering med Arbejderpartiet, Sosialistisk Venstreparti (SV) (SF’s søsterparti) og Senterpartiet mindede om den danske. SV var gået støt tilbage, hver gang regeringen foretog en drejning mod højre for at imødegå pres fra partiet Høyre og det norske Fremskridtsparti. Det var SV, der måtte betale dyrest, med vælgertilslutning ned til 3,6 pct.

I februar – inden jeg flyttede hjem til Danmark – meldte jeg mig ind i SF. Det var på høje tid at støtte op bag den nye regering, som blev behandlet urimeligt. Og da medlemmerne strømmede ud af SF, tænkte jeg, at det var nu, man skulle melde sig ind. Man bør kende sine venner i modgang.

Intro på Christiansborg

2. juni var jeg så til introduktionsmøde for nye medlemmer i SF på Christiansborg. Vi var omkring 35 personer, hvoraf en forbavsende stor del var modne mennesker med et langt livs erfaring som jeg selv.Det viste sig under præsentationsrunden, at der var en forbavsende høj grad af fælles tilskyndelse til at melde sig ind: Vi ønskede at støtte op om partiet i en regering, som var under massivt pres fra højre, og slås for SF’s værdier i et forsøg på at holde den nye regering og samarbejdet med S på sporet. Alle var glade for, at man endelig havde indgået et regeringssamarbejde med S, men nu måtte der gøres noget.

Dagens højdepunkt var Astrid Krag, som skulle snakke om SF’s rolle i regeringen. Det var en lørdag eftermiddag, og jeg var imponeret over, at en meget travl minister med et spædbarn, som skulle ammes, gad komme og optræde for en flok nyindmeldte SF’ere. Krag havde en meget sympatisk og smilende fremtoning, og jeg tror, at vi alle var meget positivt stemt over for den unge minister med det lille barn.

Krags selvbegejstring

Men så kom hendes præsentation. Hun havde et power point-show med, som gennemgik regeringens politik, og SF’s fingeraftryk på den. Det var en lang jublende ros af den førte politik og skattereformen, som hun brugte megen tid på at forklare det positive i. Hun jublede særligt over dagpengereformen og prøvede at belære de ny SF’ere om, at der slet ikke var tale om en forringelse af dagpengene. Hele Astrid Krags forestilling var en lang automatisk peptalk, hvis stil ville have egnet sig glimrende til at sælge Tupperware ved et hjemmeparty. Da hun sluttede var der helt stille.

Her sad der 35 nye medlemmer af SF, som alle havde meldt sig ind i på et tidspunkt, hvor medlemmerne flygtede, og meningsmålingerne styrtdykkede. De havde meldt sig ind, netop fordi de ville støtte op om partiet, dets værdier og det ny regeringssamarbejde, på et tidspunkt, hvor mange andre vendte det ryggen. Der var ingen som helst grund til at holde en ’Yahoo hvor det går’-tale for at overbevise os om, at det var en god idé at melde sig ind i SF.

Krag udviste en utrolig mangel på situationsfornemmelse og stødte rigtigt mange af de fremmødte. Det var en meget pinlig forestilling. Jeg fremhævede da også over for Astrid Krag, at når nu hun talte til 35 nyindmeldte, som alle havde meldt sig ind for at støtte SF i modgangstider, var der ingen grund til at tale til os, som om alt gik fantastisk godt, når alle vidste, det gik ad helvede til. Hun var blandt medlemmer; ikke til offentligt vælgermøde.

Manglende selvkritik

Jeg sagde til Astrid Krag, at jeg synes det var vigtigt med en vis selvkritisk eller i det mindste reflekterende holdning til den førte politik, som vi kunne diskutere. Jeg syntes, det var forstemmende at høre hende forsvare og bortforklare store forringelser for dagpengemodtagere, når det er notorisk kendt, at dagpengene på trods af reguleringer igennem en lang årrække har fået deres værdi og købekraft forringet. Desuden ville jeg gerne vide, hvilket belæg hun, SF og regeringen havde for, at man ved at sænke topskatten og beskære dagpengene ville skabe flere arbejdspladser.

Krag svarede, at man var nødt til at tale begejstret om politikken, nu da alle talte negativt og kritiserede. Hun afviste helt, at der var grund til refleksion og selvkritik. Den nu engang vedtagne politik var ikke til diskussion, ikke engang internt i partiet.

Hendes attitude var som en professionel politiker i et interview; indlærte automatsvar, for at undgå polemik. Hun forholdt sig slet ikke til mit spørgsmål om belægget for, at sænkning af skatten på de højere indtægter og beskæring af dagpenge ville skaffe flere i arbejde.

Så gik Astrid. Det var klart for enhver, at det var aldeles udelukket at forholde sig kritisk til regeringens førte politik, og at det ikke kunne diskuteres. Spørgsmålene havde været kritiske, men absolut ikke fjendtlige. Alligevel blev de afvist iskoldt eller ignoreret. Men kan ikke tale en lort om til et gyldent kompromis. Den bliver ved med at ligge og stinke.

Efter pausen dukkede Mattias Tesfaye op. Han havde nærmest den modsatte attitude, var dynamisk, underholdende og responsiv. Men det gik op for mig, at Astrid Krag og han kører politisk parløb, er naboer og passer hinandens børn. Mens hun vælter det hele, kommer Mattias og rydder op bag efter. Det lykkedes ham til dels, for vi forlod Christiansborg mindre frustrerede end efter Astrid Krags katastrofale optræden.

Manglende pondus

Men det står helt klart for mig, at Astrid Krag ikke er i stand til at modtage og behandle kritik konstruktivt. Hun kan ikke fungere i intern modgang, og hendes undvigelser og afvisning var aldeles lammende. Kritiske spørgsmål og kommentarer gled af som vand på en gås. Man ryster fjerene og gakker videre.

Jeg synes, at Krag har klaret sig formidabelt godt som sundhedsminister. Jeg synes også, hun virker både klog og sympatisk på tv og gør et godt indtryk. Men hun har hverken pondus eller personlighed til at kunne varetage rollen som formand for SF, hvor der virkelig skal lyttes, bygges broer, skæres knuder over og nytænkes. Det er hun simpelthen for uerfaren til.

Det kan blive en katastrofe for både hende selv og SF, hvis hun bliver formand, og det vil være næsten umuligt at rette op på bag efter. Men jeg er helt ny i partiet, så man kan håbe at jeg bare tager fuldstændig fejl.

Søren Hvalkof er medlem af SF–Sydhavnen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi kan kun det vi har lært, det gælder også politikere. Dem som aldrig har været aktive i arbejdsmiljøet kan af gode grunde ikke vide hvad det er. Det er helt naturligt at de agerer som de har lært det i den sidste skole de gik i.

Claus Tingstrøm

Det er et af de mest ondskabsfulde og perfide personangreb, jeg nogensinde har læst.

Hvad skal SF med fjender, når man har medlemmer som Søren Hvalkof?

@Claus T.
Jeg har svært ved at se det ondskabsfulde og perfide i indlægget. Jeg synes faktisk, at SH argumenterer godt for sin opfattelse af mødet som negativt.
Samtidig med, at han slutter med en ros af Astrid Krag som minister.
Og man kan vel godt være god som minister, men ikke som formand. Det er to vidt forskellige roller.

Jeg hørte Astrid Kragh i TV2 News her til morgen, hvor hun skulle udtale sig om lyksalighederne ved den nye politiske "pakke", der skulle hjælpe på patientsikkerheden og gøre op med inkompetente læger.
Det var en ynk at høre på hendes svar. Hun er SÅ politisk skolet i de 14 år hun har været medlem af SF, at hun er blevet en rigtig dygtig politiker, der undviger at svare på stillede spørgsmål eller snakker udenom i så lang tid, at det spørgsmål, hun blev stillet, i mellemtiden er forsvundet i tågerne.

Hun vil efter min mening blive en elendig formand for SF, der enten vil opleve en fortsat medlemsflugt ned imod spærregrænsen, eller udsættes for en splittelse af partiet i to fraktioner,hvis hun skal stå i spidsen for partiet.

Heinrich R. Jørgensen

Claus Tingstrøm:
"Det er et af de mest ondskabsfulde og perfide personangreb, jeg nogensinde har læst."

Søren Hvalkofs observationer, reflektioner og formidling af indsigter forekommmer at være præcise og sande.

Søren Hvalkof er hverken besoffen eller et barn, men formår trods sit handicap at tale sandt; tilmed på en ægte og ærlig måde.

Ærlige og sande udsagn er sjældne, og det er givetvist ubehageligt for at mange at blive eksponeret for. Når man nu befinder sig i en tilstand af permanent forløjethed, hvor man forsøger at se bort fra hvad der er åbenlyse fakta og vælger en mental "lort er guld" tilgang til verden, er det provokerende når andre forstyrrer søvngængeriet.

Igen må man give den store prosaist og sandsiger ret, i dennes observationer:
"In a time of deceit telling the truth is a revolutionary act”

Også han observerede og talte sandt.

Claus Tingstrøm

@Kim Øllgaard
Manden skriver om Astrid Krag, at hun ".. har klaret sig formidabelt godt som sundhedsminister. Jeg synes også, hun virker både klog og sympatisk på tv og gør et godt indtryk".
Hvorefter han tilføjer, at hun "ikke er i stand til at modtage og behandle kritik konstruktivt. Hun kan ikke fungere i intern modgang, og hendes undvigelser og afvisning var aldeles lammende".

Hvad er det her, når vi skærer ind til benet? En mand har været til møde på Christiansborg, hvor han har hørt en politiker snakke ½ times tid. Med det som empirisk grundlag producerer han et de facto karaktermord.

Er dette virkelig niveauet for den politiske debat i Danmark?

@Lykke Johansen
Hvorfor skriver du ikke, hvad der efter din opfattelse er i vejen med den nye patientsikkerheds-pakke? Hvilke ubesvarede spørgsmål efterlod Astrid Krag?
Og hvad mener du med, "fortsat medlemsflugt ned imod spærregrænsen"? Er der en spærregrænse for medlemmer?

Inger Sundsvald

Det er en pine at høre både statsministeren og Astrid Krag være ”solidariske” og forsvare radikal politik, mens Vestager kører sololøb på div. sager.

- Under forhandlingerne om regeringsgrundlaget var der dekreteret tavshed om forløbet, og alligevel var Marianne Jelved i medierne med oplysninger.

- Da regeringsgrundlaget var på plads, troppede de radikale op på cykler og var mere grønne end Fogh var ved et landsmøde for Venstre, og ville også hellere snakke om noget andet end hvad man var blevet enige om. Det lod man S og SF om, og de nyttige idioter udførte opgaven de var pålagt til punkt og prikke.

- Senest dukker Vestager op med en dagsorden om, at nu skulle der til at tænkes social ansvarlighed – engang med tiden. Ikke at man har indtryk af at hun har adviseret S og SF om den gode nyhed. De kører stadig frem med nødvendigheden af at skabe arbejdspladser ved at øge udbuddet af folk der står og mangler et arbejde.

Der er åbenbart nedlagt forbud mod at S og SF taler om hvad deres politik er iflg. deres principprogrammer (som løbende undergår en lettere ”tydeliggørelse”) – mens Vestager frit kan fortsætte med at hævde, at DRV arbejder for at gennemføre deres politik.

Mit indtryk af Astrid Krag er helt på linje med Søren Hvalkofs, og jeg græmmes.

Johannes Nielsen

Super artikel - beskrivelsen af Astrid Kragh er desværre efter min mening symptomatisk for hele politikerstanden. Hvor ville det indgyde troværdighed hvis politikerne ind i mellem tillod sig at vise usikkerhed i stedet for at optræde som sleske, selvsikre brugtvognsforhandlere.

Forestil jer et svar som "Nu spørger du om hvorvidt topskattelettelserne vil skabe arbejdspladser - vi er selvfølgelig ikke helt sikre, for menneskelig adfærd er svær at forudsige, men vi tror det fordi der er lavet en række gode studier af sammenhængen mellem skat og arbejdsudbud og selvom konklusionerne ikke er helt enslydende, så peger de fleste på at folk er villige til at arbejde mere når marginalskatten er lavere."

Det ville jeg i hvert fald falde pladask for.

Claus Tingstrøm

@ Inger Sundsvald og Heinrich Jørgensen

Ingen af os - heller ikke kronikøren - kender Astrid Krag personligt. Vi har bare et indtryk af hende, enten fra medierne eller ½ times møde på Christiansborg.
Siden hvornår er det blevet grundlag for at dømme et menneske ude?

Det jeg efterlyser, er en diskussion af den politiske forskel på det to kandidater.

Jeg kan se, at bl.a. Jesper Petersen og Ida Auken støtter Krag, mens Wilhelmsen støttes af kredsen omkring Aage Frandsen.

Sidstnævnte har for en måned siden foreslået, at SF træder ud af regeringen.

Så hvad handler dette formandsvalg i virkeligheden om?

Er det en afstemning om ja eller nej til regeringsdeltagelse?
Eller er der andre forskelle, fx i synet på miljø, arbejdsmarked, økonomi, retssikkerhed osv:?
Jeg interesserer mig for de politiske spørgsmål, og jeg er ikke så naiv, at jeg bilder mig ind, at jeg kan personlighedsteste hverken Wilhelmsen eller Krag.

Inger Sundsvald

Når jeg vurderer, så er det naturligvis efter hvad jeg har set i tv, læst i aviser, hørt fra medlemmer af SF, og altså hvad jeg selv kan observere om den politik der føres. Astrid Krag går ind for regeringens politik, altså radikal politik. Det er en politik som Möger også er helt med på, og som jeg kan vurdere, så er det netop den linje rigtig mange SF’ere er utilfreds med, fordi den ikke har noget socialistisk over sig, heriblandt at man ikke må udtrykke sig som et selvstændigt socialistisk parti, men opfører sig som en sælger af noget plastic-fantastic.

Heinrich R. Jørgensen

Claus,

en person der ureflekteret søger at pådutte imødekommende og tænksomme medmennesker et forløgent salgsspin, hvor åbenlys fiasko og uformåen på formynderisk vis forsøges dekreteret som en gloriøs succes for viljens triumf, har ikke de kvaliteter som lederskab fordrer.

Hvilke "politiske visioner" (læs: "hvis jeg kunne bestemme alt, så ville jeg bestemme at ...") hun har, interesserer mig ikke. Jeg kan heller ikke se, at det burde interesse andre -- den slags er infantile tankespind, der ikke har gang på jord. Politik er ikke et spil, hvor nogen skal forsøge at udmanøvrere og manipulere andre, for at kunne gøre sig til herskere over andre. Politik handler om at forholde sig til realiteter og udfordringer, og at bestræbe sig på at være til at træffe informerede og kloge valg.

Inger Sundsvald

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg fortsat skulle høre Hjort Frederiksens mantra gentaget af en ny regering ledet af S og med deltagelse af SF. Man tror jo at det er løgn, når man hører den ene efter den anden gentage bevidstløst, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at arbejdsudbuddet skal øges. Hvad i alverden er det for en flok eftersnakkere, og hvorfor i alverden skal socialistiske partier gennemføre neoliberalistisk politik?

Jeg hæfter mig ved at der ikke engang er plads til internt i partiet SF at diskutere den nu vedtagne politik.
I et politisk parti, også i SF, må og skal der være plads til at debattere og diskutere politiets politik internt. Udadtil, altså eksternt, står man sammen om partiets politik....

Og jeg hæfter mig også ved ved hvor dårligt forberedt Helle T.S. , Margrethe V. og Villy S. var da de fik regerings-magten. Fogh havde, da han overtog regerings-magten i 2001/2002, en politisk drejebog for hvad der skulle ske og hvordan de skulle ske. Dette synes det ikke som om ABF-regeringen har gjort sig nogle tanker om.

I går var Ask Rostrup så inde og tale med HTS som Danmarks 1. kvindelige statsminister, og det var meget afslørende. Jeg kunne tydeligt høre på HTS's stemme, når hun blev irriteret, nervøs eller lirede politisk indlærte floskler af, især ift. dagpengene og ift. betalingsringen. Eller hvornår hun direkte løj eller talte usandt. Og det kunne alle andre garanteret også...

Og ja, det er dybt beskæmmende at høre politikerne sælge forringelser for de arbejdsløse f.eks. som forbedringer....

Uanset hvordan de to kandidater falder ud i en personlighedstest, er et rigtig godt spørgsmål vel egentlig, om partiet står sig bedst ved en formand, der er minister, eller en formand, der ikke er.

Hvorfor skal SF absolut have en formand, der har en såkaldt tung ministerpost?

En formand, der gør sig noget mere synlig end fx de radikales landsformand, men ikke er minister, burde bedre kunne markere partiet end en minister, som er nødt til at tale regerings-konsensus-sprog. Man kan bare se de kvaler, de konservative har haft med nøjagtig det samme.

Man bør kunne køre to spor, hvor der udvikles politik på den lange bane i partiet, mens ministrene tager sig af her&nu-kompromiserne i regeringssamarbejdet. Og have fuld åbenhed og ærlighed om det.

En partileder, der skal kunne håndtere det, skal nok ikke også være minister.

Det duer ikke, at al SF-politikudvikling og partidebat går i stå, fordi alt nu handler om regeringssamarbejdet. Der kommer jo også en tid efter næste valg - og næste valg igen.

Den "metaltræthed", man ofte hører om, når en regering har siddet længe, skyldes nok bl.a., at de fleste regeringspartier forsømmer det aspekt.

Kommentariatet vil sikkert hævde, at sådan kan man ikke, men det kan man jo blæse på.

Inger Sundsvald

Selv de konservative kunne godt i regering tale om skattelettelser, som blev skudt ned af Venstre. Men i SF må man ikke have selvstændige meninger, og slet ikke som enkeltpersoner.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Man tror jo at det er løgn, når man hører den ene efter den anden gentage bevidstløst"

De kan ikke gøre for det, Inger. De har gået i almueskolen, ligesom vi andre. De er ikke uddannede, og formår ikke at observere, tænke eller beskrive klart, da de aldrig har lært det. De er blevet formet af den pølsefabrik, vi alle er blevet udsat for.

Man kan ikke forvente, at de agerer som var de oplyste personer eller humanister -- de er blevet grundigt skolet i at udvise adfærd og tankegang, der peger i den stik modsatte retning.

Gid det var løgn, at det forholdt sig sådan. Men det ville være endnu en løgn at fornægte fakta, alene fordi det er stærkt ubehageligt at se realiteterne i øjnene. Nogen skal jo vågne op før andre...

Claus Tingstrøm

@Heinrich
"Politik handler om at forholde sig til realiteter og udfordringer, og at bestræbe sig på at være til at træffe informerede og kloge valg".

Det er jeg helt enig med dig i.

Og når vi andre så skal forholde os til fx Astrid Krags forslag om en europæisk Tobin-skat, er det så ikke klogere at diskutere forslagets indhold og perspektiver end at karaktermyrde afsenderen?

Jeg ser i øvrigt, at Pia Olsen Dyhr støtter Astrid Krag som formand. Men hun kender måske ikke Astrid Krag lige så godt som dagens kronikør?

@ Inger

Fordi det i virkeligheden er et spor langt helt tilbage fra 1980erne under Schlüter hvor alle også skulle arbejde og bidrage til at Danmark gjorde det godt i konkurrencen med andre lande. Og sporet blev ført videre under Nyrup. Men både Nyrup og Schlüter var rundet af den jyske muld og havde erfaring fra arbejdslivet før de begav sig ind i politik. Og det betød altså noget at Nyrup lavede den aktive arbejds-markeds-politik i 1994.....dels satsede man på opkvalificering af arbejdskraften dengang, prisen for dette var 4 års dagpenge-periode og 1 års optjenening af dagpengeretten. Og at alle som fik penge fra det offentlige skulle yde hvis de kunne...

Det som er nyt er at man er ærlige omkring hvad man gør - altså uddanner alt for mange ingeniører, alt for mange sygeplejersker, alt for mange lærere mv. Lige nu. Fordi man ved at om 5-10 år vil vi brug for mennesker på her områder. Og ja, det vil vi måske. Det hjælper bare ikke folk p.t. som er uden arbejde p.t.

Over hele Europa er politikerne interesseret i hvordan man kan skabe konkurrence med lavtløns-lande som Kina, Vietnam og Indien. Og i Tyskland arbejder håndværkerne f.eks. 50 timer pr. uge - uden arbejds-tids-betaling. Uden mulighed for at klæde om, uden mulighed for bad mv. (Tesfaye, Vi er ikke dyr, vi er tyskere, Sohns forlag, 2010, side 37).

Inger Sundsvald

Det er så tydeligt, at Astrid Krag lige har skullet finde noget hun er uenig med Vestager om. Hvad finder hun så?
- Tobin-skat!

Niels Engelsted

Bortset hvad det ellers måtte være, er det et interessant valg mellem to slags politikere.

På den ene side politikeren der er vokset i ungdomsorganisationen, har nået dens top, og--på godt og ondt--fra barnsben har tilegnet sig de kompetencer, som politikerfaget kræver, og også de unoder der følger med et ungdomsliv i politik kun afbrudt af en hel eller halv uddannelse i et djøffag.
Nogle eksempler: Anders Fogh Rasmussen, VU-formand, 1974-76, Lars Løkke Rasmussen, VU-formand 19886-89, Brian Mikkelsen, KU-formand 1989-90, Sass-Larsen, SDU-formand 1992-96 (iøvrigt efterfulgt af Morten Bødskov), Troels Lund Poulsen, VU-formand 1997-1999, Simon Emil Ammitzbøl (RU-formand 1999-2001), og Astrid Krag, SFU-formand 2005-2007.

Heroverfor står politikeren, der som voksen er kommet ind ude fra og bringer kompetencer med sig fra en anden erfaringsverden. De er ikke sjældent også Djøf'er, men kan også være læreuddannet eller komme fra erhvervslivet. Astrid Krags udfordrer hører til denne type. Det er spændende om hun overhovedet har en chance mod en politiker af den første type.

Inger Sundsvald

Ville det ikke være rart for SF, hvis vi her i landet diskuterede Tobin-skat?
Noget som ikke har noget med sociale forringelser her i landet at gøre, men som man muligvis kunne love et eller andet for, hvis provenuet skulle vise sig givtigt - engang, muligvis i 2023.

Dennis Ørsted Petersen

Kære Søren Hvalkof.

Det er debatindlæg som dine, der får mennesker til at oprette sig som bruger på information.dk, det har jeg i hvert fald lige gjort.

Lad mig starte med at sige, at jeg deltog i det samme introduktionsmøde som dig. Jeg synes endda at kunne huske at du sad lige overfor mig, på den modsatte side af den store bordopsætning i SF’s gruppelokale.

Dit indlæg efterlader mig undrende over hvordan din opfattelse af introduktionsmødet, kan være så markant anderledes end min. Min oplevelse var at Astrid Krag, på sober vis, fremlagde hvordan SF har gjort sin indflydelse gældende på regeringsgrundlaget, og ikke mindst den skatteaftale som var lige om hjørnet.

Hun stod på mål for de kritiske spørgsmål, men lod til at være noget tøvende i forhold til hvor teknisk hun kunne tillade sig at være. Her skal det lige indskydes at Astrid åbenbart var stødt til arrangementet i sidste øjeblik, da en anden SF’er havde meldt afbud.

- ”Så gik Astrid. Det var klart for enhver, at det var aldeles udelukket at forholde sig kritisk til regeringens førte politik, og at det ikke kunne diskuteres.”

Da Astrid Krag afsluttede sit oplæg, gav hun sig tid til at vise os alle rundt på Christiansborg (du var vist også selv med?). Gennem hele denne seance mindes jeg en livlig debat om hendes oplæg, og en generelt uformel tone samt en kritisk refleksion over SF’s dalende medlemstal, og vælgertilslutning.

Så, kære Søren Hvalkof.
Næste du har tænkt dig at tage Agency for ~34 fremmede menneskers subjektive oplevelse, vil jeg bede dig om at lade være.

Det er perfide indlæg som dine, der skader mere end det gør gavn ift. at få samlet vores parti om et fælles folkesocialitisk projekt.

Jens Holger Laursen

@ Inger
"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg fortsat skulle høre Hjort Frederiksens mantra gentaget af en ny regering ledet af S og med deltagelse af SF. Man tror jo at det er løgn, når man hører den ene efter den anden gentage bevidstløst, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at arbejdsudbuddet skal øges. Hvad i alverden er det for en flok eftersnakkere, og hvorfor i alverden skal socialistiske partier gennemføre neoliberalistisk politik?"

Det er en meget præcis observation, som vi bør spørge os selv om, hvorfor forekommer.
Mit bud er, at siden AFR's systemskifte, hvor han fyrede alle råd og nævn, er hele centraladministrationen (og med kommunal-reformen også kommunerne) blevet gennemsyret af den samme repressive og neo-liberale diskurs, som vi desværre også ser verden over.
På makroplan er den nylige og næsten udenjordiske gennemførelse af ESM er et godt eksempel.
Hvad jeg prøver at sige er, at S og SF's nye positioner ikke er noget de selv har bestemt, men udtryk for centraladministrationens position, som igen retter ind efter Bruxelles og New York. Politikere i dag ikke er egentlige udviklere af politik, men smilende og nyttige idioter, som kan tale fanden et øre af på TV - naturligvis i henhold til centraladministrationens talepapirer.
Spørgsmålet er ikke, om vi har demokrati, for det har vi ikke, men hvor dybt det aftalte spil stikker.

Vibeke Rasmussen

Når man ikke kender en politiker, her Astrid Krag, personligt, er det nok uundgåeligt, at man danner sig et billede af vedkommende, ud fra hvordan han/hun fremstår i medierne.

Og jeg må da indrømme, at det forbavsede mig at opleve – via et tv-hold, som var inviteret med – Astrid Krags første møde med og 'tale' til embedsværket. Det embedsværk, som hun fremover skulle forvente solidarisk hjælp og støtte fra som sundhedssminister. Her fortalte hun dem, om alle de mange skrækkelige historier om embedsmandsværket, der blev udvekslet blandt politikerne på Christiansborg. Men … tilføjede hun så beroligende, sundhedsministeriet var en undtagelse.

Dér følte jeg også, som Søren Hvalkof her beskriver, at "Krag udviste en utrolig mangel på situationsfornemmelse". Og det tæller også med i min bedømmelse af Astrid Krags kompetencer.

Og det hørte og sete vil altid afhænge af de ører og øjne, der hører og ser.

Sådan er det jo. ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Claus Tingstrøm:
"Og når vi andre så skal forholde os til fx Astrid Krags forslag om en europæisk Tobin-skat"

Hvem foreslår hun det for? Hvem skal tage stilling til hendes forslag? Hvilken kasket har Astrid Krag på, når hun foreslår det?

Som en formandskandidats bud på en vision for formandens og partiets fokus? Hvad har forslaget med det at gøre?

Som en bestræbelse på at blive promoveret i medierne? Det er muligt, men så er forslaget alene et middel til at opnå opmærksomhed.

Som en del af en intern magtkamp i SF, forud for SF's formandsvalg? Formodentligt.

Som menigt medlem af SF's folketingsgruppe? Er det normal procedure at fremme en sag i medierne? Var det ikke mere meningsfuldt at lægge kim til den idé intern i partiet? Hvorfor foreslå noget nu?

Eller som minister? Er det normal procedure at ministre kan komme med solo-meldinger? Hører Tobin-skattens eventuelle indførelse i EU under sundhedsministerens resortområde? Nej.

Er det op til det danske folketing og dets medlemmer, om en Tobin-skat skal indføres i EU? Svaret er: nej, aldeles ikke. Beslutningerne tages i andre fora, og disse holder ikke til på dansk grund.

Jeg forholder mig gerne til hvad andre ytrer og foreslår. Det er ikke svært at indse, at der ikke er et "forslag" -- der er intet at vedtage. Fremsættelsen af det, er varm luft og spin, og spild af alles tid.

Det handler vel om, at det er god spin at Astrid Krag begynder at tale om penge, skatter, fordelingspolitik og lignende, hvis ambitionen er at den nye formand vil fravælge sundshedsminister posten og i stedet vælge f.eks. den ministerpost Ole Sohn har?

Hvad vedkommer den pseudo-virkelighed de politiske aktører og massemedierne orkestrerer, andre? Hvorfor lade sig trække ind i deres reality-show? Der er dårlig, kedelig og uvedkommende underholdning.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"På den ene side politikeren der er vokset i ungdomsorganisationen"

Fremragende observation, Niels.

Jo, det giver mening, at det er de ærgerrige typer i ungdomsorganisationerne, der siden raner magten i den ældres rækker.

Færdighederne der bragte vedkommende til tronen i ungdomsorganisation, var måske skruppelløshed, selvpromovering, rygdolkeri, evnen til at iscenesætte intriger, evnen til at køre konkurrenter og modspillere ud på sidespor, evnen til at vælge de typer der vil være loyale overfor én til at udgøre kernen i egen magtbase.

Spørgsmålet er blot -- hvad kan demokratiet, riget, befolkningen eller andre, bruge sådanne typer til? Vi burde alle frygte, at sådanne frådende magtdyr nogensinde fik raget magtpositioner til sig. Det kan kun gå galt.

Inger Sundsvald

Jens Holger Laursen:
Spørgsmålet er ikke, om vi har demokrati, for det har vi ikke, men hvor dybt det aftalte spil stikker.

Netop! Og hvis jeg skal vurdere hvad min fornemmelse siger mig, så er jeg bange for at vi skal frygte, som Heinrich skriver i sin kommentar kl. 15:53.

Liberalismens inderste egoistiske kerne, som vi nu alle er vidner til har bredt sig som en postmoderne kollektiv livsstil blandt de fleste politikere, er som bekendt -

"Ote-toi de là, que je m'y mette !" - eller på jysk: Gå væk ! for at jeg kan komme til at sidde her ! - Saint-Simon - eller: "Gå af vejen, jeg vil stå her !" - Pananti af Toskana (død 1837) ...

Altså gammel vin hældt på unge ubefæstede sjæle - ja, det skal jo nok gå galt ...

her i dette kommentarspor males dystopien op, ud fra de selvsamme observationer jeg gør mig. Det bestyrker min egen dystopi ....

hvad gør jeg?

æv ....

"De kan ikke gøre for det, Inger. De har gået i almueskolen, ligesom vi andre. De er ikke uddannede, og formår ikke at observere, tænke eller beskrive klart, da de aldrig har lært det. "

Det her er dystopiens kerne og årsag ... "De" er ikke kun politikere ...

Problemet er, at vi har tilladt politikerne at udvikle sig til en særlig herskerklasse, som demokratiet præcis skulle gardere os imod.

Inger Sundsvald

Man kan godt tænke uden at have gået i latinskole og lært det. Det der mangler er idealisme, uselviskhed og ubestikkelighed.

Mette Frederiksen synes nu, at uddannelse vil skabe flere arbejdspladser.

Efter 18 år som "sydhavner" skal der ikke meget til for at hæve sig over "mindste fælles mål".
Selv har jeg hævet, og blevet ugle set i hjemstavnen.

Heinrich R. Jørgensen

Esben Maaløe:
"hvad gør jeg?"

Det er præcis spørgsmålet vi hver især må stille os. Hvad svaret er, ved jeg ikke. Jeg ved blot at evne forpligter.

Jens Holger Laursen

Problemet med denne dystopi er, at den et blevet til uden nævneværdig folkelig modstand. Den folkelige reaktion er et fortidsminde, for folket er i dag konditioneret til at forholde sig passivt og får behørigt forklaret, hvad de skal mene, af barberede hoveder på TV.
Mange, måske de fleste, mennesker er i deres hverdag regelmæssigt tvunget til at acceptere det uacceptable, og anser det som normen. Det betyder, at når reaktionen endelig mobiliserer sig vil den sandsynligvis være ufarlig for den herskende klasse.
Så jo, jeg synes også, at der grundlag for en vis pessimisme, men det skal man jo ikke nødvendigvis lade ødelægge sit gode humør.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Man kan godt tænke uden at have gået i latinskole og lært det. Det der mangler er idealisme, uselviskhed og ubestikkelighed."

Du har ret i begge dele, Inger.

Analfabeter og personer med et elendigt udbytte af deres grundskole-forløb, klarer sig ofte ganske godt, og har ofte langt mere jordforbindelse og nærvær end artige personer der lod sig dikteret pensum i 15-20 år.

Pølsefabrikken ødelægger virkelighedsopfattelse, og former folk til lydighed, konformitet og frygtsomhed.

""Pølsefabrikken ødelægger virkelighedsopfattelse, og former folk til lydighed, konformitet og frygtsomhed." - si'r Heinrich - jeg er slet ikke sikker på, du altid har ret i dette forfaldsscenarie - er tværtimod bekendt med i hvertfald ét nærtstående tilfælde, hvor det stik modsatte er sket - heldigvis for det - 68-erne modbeviser din tese ...

Og forresten - hvornår kommer det næste ungdomsoprør - tiden er mere end overmoden ...

Resultaterne, står ikke mål med hensigten? eller er det hensigten, der ikke står mål med resultaterne?

Astrid, siger et, og fortæller noget andet. Det lyder bekendt, og ganske troværdigt.

Personangreb, synes i øvrigt, at være en godbid, på de kanter, man kan altså ikke tage egen medicin?

Claus Tingstrøm

@Heinrich Jørgensen

Du mener, det er suspelt, at Astrid Krag foreslår en europæisk Tobin-skat.
Synes du da ikke, det er naturligt, at en formandskandidat fremlægger sin politik op til et formandsvalg?

Jeg vil i hvert fald meget gerne vide, hvad Annette Wilhelmsen egentlig går og mener. Det har hun ikke sagt så meget om.

Men det må hun måske ikke fremlægge, ifølge din logik?

Eller gælder forbuddet mod fremsættelse af politiske forslag kun for dem, du ikke kan lide?

Og for at begynde ved begyndelsen, nemlig den ovenfor viste kronik.
Synes du ikke, det er en smule påfaldende, at Dennis Ørsted Petersen (kl. 13.48), har et helt anden udlægning af det møde, som er Søren Hvalkofs eneste grundlag for at hælde en skidtspand i hovedet på Astrid Krag?

Hvordan kan det være at hverken du eller de andre Krag-fobikere her på sitet ikke har nogen kommentar til dén historie??

Inger Sundsvald

Man kan ikke være sikker på noget som helst. Det kan have været et andet møde der tales om, og det kan være folk der er sendt i byen for at infamere og stille spørgsmål til troværdigheden. Artiklen kan også være én stor løgnehistorie. Og sådan kan man sige om alt hvad der bliver skrevet i aviserne.
JEG tillader mig at være mistroisk overfor en pludselig interesse for Tobin-skat, som ellers ikke har måttet nævnes med et ord.

Dennis Ørsted Petersen

@Inger Sundsvald

Jeg er ikke sendt i byen, af nogen som helst, for at infamere noget som helst, og jeg er 100% sikker på at jeg deltog i det samme møde som Søren Hvalkof refererer til i sit debatindlæg.

Baggrunden for mit indlæg var egentlig bare at stille spørgsmålstegn ved Søren Hvalkofs fremlæggelse af virkeligheden, da den på ingen måde harmonerer med min egen.

Er jeg forøvrigt den eneste der undrer mig over, at forfatteren til debatindlægget ikke deltager i diskussionen?

Inger Sundsvald

Det eneste jeg kan få ud af det er, at nye medlemmer i SF er lige så uenige om alt, som dem der har været med i partiet fra starten af. Det er helt utroligt så uenige de kan være om partiets socialistiske retning.

Der er mange af de gamle der er meldt ind igen i de sidste dage, og man må jo håbe at der ikke er nogen der bliver kuppet. Jeg har hørt at SF i København har meldt SFU’ere ind en masse.

Der skal nok blive teater.

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"Og forresten - hvornår kommer det næste ungdomsoprør - tiden er mere end overmoden …"

Mon ikke oprørene er igang rundt omkring, Jan? Er det ikke hvad vi kan se mange steder: oprør, modoprør, kup, invasioner, i en forvirrende pærevælling?

Ikke at der sker noget på hjemmebanen. Som Gorm Petersen så ofte påpeger, så kommer der næppe til at ske noget i andedammen, da mediemagten er voldsom.

60'erne oprør endte med tæt på ingenting. Små ubetydelige personlige gevinster blev opnået, men samfundsinstitutioner blev ikke forandret. Siden da er ingen blev tilladt at tage den demokratiske idé for pålydende og alvorligt, og hvad der der kunne fremme emancipation (frie uddannelser, fællesskaber, økonomisk demokrati, folkelig kontrol o.a.) er blevet modarbejdet.

Det er sandt, at ikke alle bliver knækket af ensretningsbestræbelserne. Nogle vedbliver med at være dumstædige og møg-irriterende, og nægter at bøje nakken. Jeg kender nogle stykker ;-)

Det er da ikke noget saeregent for Krag. Det er jo bare saadan parti-politik udoeves paa det hoejeste plan idag. Falske smil, overfladisk aevl, udenomssnak, spin og populisme er de fornemmeste dyder. Det er aabenbart det vaelgerne vil have.

Fogh naaede saaledes et nyt lavpunkt i dansk politik og det lykkedes ham at vinde hele 3 valg udelukkende paa disse dyder, samtidigt med at den foerte politik var selvmodsigende og decideret selvdestruktiv. Det lykkedes jo hans regering at forgoegle de "7 fede aar" saaledes at vi nu i de "7 magre aar" ikke har meget at staa imod med.

Her bliver jeg saa noedt til at naevne at S og SF ofte stoettede op omkring mange af de mest katastrofale beslutninger der blev taget under Fogh-regeringen. F.eks. beslutningen om at frede boligejerne i de aar hvor priserne steg i et groteskt omfang. Resultatet blev ubetalelige boliger, oeget social ulighed, tvangsauktioner/oekonomisk ruin for taberne i bolig-pyramide-spillet, et giftig/fastlaast boligmarked idag samt alt for meget varm luft i dansk oekonomi som gjorde landet ekstra saarbart overfor den globale oekonomiske krise. Men det var altsaa kun EL og RV der raabte op om oeget regulering/beskatning af boligmarkedet. Resten af partierne skulle ikke nyde noget af at skraemme de vaelgere vaek som tjente kassen paa deres boliger skattefrit og uden at roere en finger. Blot et eksempel paa at denne populistiske trend i dansk politik goer stor skade paa landet.

Og nu lader det saa til at Thorning forsoeger at overgaa Fogh i de naevnte dyder. Hun forekommer mig fuldstaendigt ude af stand til at mene nogetsomhelst oprigtigt. Det er pinligt tydeligt at ALT hvad hun siger og "mener" er blevet vendt og drejet af spin-doktere saaledes at det flugter bedst muligt med de seneste meningsmaalinger og er optimalt vaelger-venligt. At oprigtigheden, substansen og indholdet ogsaa gaar tabt er aabenbart mindre vigtigt.

Saa for at vende tilbage til Krag saa foelger hun jo bare de spilleregler der er for top-politikere idag. Mao. hun skal nok blive en fremragende formand helt i tidens aand (eller mangel paa samme).

Venlig hilsen

Aniss

Sider