Interview

’Balancen mellem stormagterne sættes på spil’

Intervenerer Vesten i Syrien uden FN-mandat, gambles der med den sikkerhedspolitiske orden, mener ekspert i militær intervention
13. september 2012

Der er ingen lette løsninger, når det handler om konflikten i Syrien, mener Tonny Brems Knudsen, lektor i statskundskab og ekspert i militær intervention ved Aarhus Universitet.

Og spørgsmålet om, hvorvidt man skal intervenere, er langt mere kompliceret, end hvad dagens kronikør, James Traub, giver udtryk for i sin kronik »Det er nu, der skal handles i Syrien«, mener Tonny Brems Knudsen.

»Ethvert moralsk hensyn taler for, at der skal gribes ind over for borgerkrigen og forbrydelser mod menneskeheden i Syrien. Men prisen for en intervention kan blive høj, fordi den sandsynligvis vil ske uden FN-mandat, da Rusland modsætter sig en intervention. Det kan meget nemt ende med, at den internationale orden og balancen mellem stormagterne sættes på spil,« siger Tonny Brems Knudsen.

– Hvordan kan en intervention uden om FN skabe splid mellem stormagterne?

»Humanitær og militær intervention er historisk set et sprængfarligt emne, som har skabt splid mellem stormagterne. Det er med til at forklare, hvorfor Vesten tøver med at intervenere i Syrien, selv om de fleste nok kan se, at situationen i Syrien er helt ude af kontrol og absolut opfylder kravene til det folkeretslige princip Responsibility to Protect.«

Den russiske vrede

Tonny Brems Knudsen peger især på tre konflikter mellem USA og Rusland om interventioner som afgørende for Vestens tøven.

Under krigen i Kosovo sagde Rusland, at man ville gøre alt for at stoppe overgrebene i Kosovo, bortset fra at gå med til en humanitær intervention.

»Det ligner jo grangiveligt russernes attitude i forhold til Syrien i dag,« siger Tonny Brems Knudsen.

»Selv om russerne nedlagde veto, valgte NATO at bombe de serbiske stillinger uden FN-mandat, og det gjorde først russerne, så kineserne og derefter inderne så rasende, at det har skabt dybe ar i den fælles forståelse, der lå i at intervenere,« siger han.

Problemerne voksede til nye højder i forbindelse med Irak-krigen:

»Dengang med Kosovo kunne langt de fleste se et grundlag, nemlig et humanitært grundlag, for at gribe ind, men med Irak var der hverken et grundlag eller et mandat. Der opstod en stor mistillid til Vestens interventioner, som betyder, at det lige siden har været meget svært at nå til enighed om, hvornår en stat svigter sin befolkning, og det internationale samfund skal skride ind.«

Libyen-strid spøger

– Vi så ’Responsibility to Protect’ brugt i Libyen. Har interventionen i Libyen skadet det begreb, så vi er mere lorne ved at intervenere i Syrien?

»Ja, det er der i hvert fald mange, der mener,« siger Tonny Brems Knudsen.

Ifølge ham gik interventionen i Libyen langt hen ad vejen lige efter bogen. Libyen havde begået forbrydelser mod menneskeheden, og regimet havde klart demonstreret, at staten ikke var i stand til at beskytte sine borgere. Samtidig anbefalede Den Arabiske Liga, at det internationale samfund intervenerede.

Men efter at FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget Resolution 1973 i marts 2011, begyndte det at gå skævt. Mandatet betød, at interventionen fremstod mere legitim, end hvis den var blevet iværksat uden mandat, men der gik ikke lang tid, før staterne blev uenige om, hvor langt man egentlig måtte gå. Vesten mente, at man ikke kunne stoppe overgrebene, så længe Gaddafi sad ved magten, men BRIK-landene mente ikke, at FN havde så vide beføjelser.

»Da Gaddafi blev væltet, gik Vesten ifølge BRIK-landene og andre for vidt. Det gamle sår fra Irak-interventionen sprang op, og de mere interventionsskeptiske lande følte i større eller mindre grad, at de vestlige stormagter havde misbrugt deres tillid,« siger Tonny Brems Knudsen.

»Men det er og bliver et skøn, hvordan mandatet til interventionen i Libyen skulle fortolkes, og jeg tror, at Ruslands interesser i Syrien har været mere afgørende for modstanden mod både sanktioner og intervention end det, der skete i Libyen.«

Rusland skal handles af

– Men hvis tilliden mellem stormagterne er brudt i forhold til at kunne intervenere i Syrien, hvad er der så af muligheder for at vælte Assad-regimet?

»Det virker umådelig svært både at gribe ind over for Assad og samtidig bevare det gode forhold stormagterne imellem,« fastslår Tonny Brems Knudsen.

I hans øjne er der to veje. Enten kan man forsøge at handle med Rusland, så Moskva ikke står i vejen for et FN-mandat. F.eks. kan man tilbyde, at de kan være med til at genopbygge Syrien efter Assad, eller man kan give dem garanti for, at de ville kunne beholde deres flådebase i Syrien.

Eller også kan man hjælpe de syriske oprørere uden decideret militær indgriben – f.eks. ved at give dem våben.

»Det er selvfølgelig ikke i orden i forhold til de internationale spilleregler, men omvendt er det mindre kontroversielt end selv at gribe ind,« siger Tonny Brems Knudsen.

– Hvis vi skal skride til handling i Syrien og bruge magt som politisk middel, skal der så ikke være et politisk udbytte, der modsvarer indsatsen? Har erfaringerne fra Irak og Afghanistan ikke vist, at udbyttet ikke har stået mål med indsatsen?

»USA har jo været desillusioneret over, hvor svært det er at opbygge et land demokratisk efter borgerkrig. Det var jo først 10 år efter interventionen i Kosovo, at landet begyndte at udvikle sig i den rigtige retning. USA ville have demokrati ud af sine interventioner; det tror jeg, de er ved at indse er et vanskeligt projekt,« siger Tonny Brems Knudsen og fortsætter:

»Selvfølgelig har USA en klar interesse i at vælte Assad, som støtter Iran, men det største pres på USA og verdenssamfundet kommer fra det retslige princip Responsibility to Protect, som situationen i Syrien lever fuldt op til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu