Kronik

Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise?

’Kickstarten’ af økonomien er ikke rigtig lykkedes. Det kan delvist skyldes, at man talt vælgernes krisebevidsthed op – for at få accept af upopulære indgreb. At give vælgerne tryghed ville være bedre, skriver professor Jørgen Goul Andersen i anledning af S-kongressen
Statsminister Helle Thorning-Schmidt ved åbningstalen i går på Socialdemokraternes kongress i Aalborg.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt ved åbningstalen i går på Socialdemokraternes kongress i Aalborg.

Henning Bagger

22. september 2012

 

Danmark er i økonomisk krise. Men hvilken krise? Hvad er egentlig problemet? Hvori består krisen, hvad skyldes den? Lige så bevidste, alle er om det første, lige så svært har de fleste ved at svare på det sidste. Det er heller ikke enkelt.

Regeringen har stillet én diagnose og behandlet derefter. Men hvis diagnosen er forkert, kan behandlingen gøre patienten mere syg. Spørgsmålet er, om ikke hovedlinjen i regeringens politik det første år har virket imod hensigten.

’Kickstarten’ af økonomien er ikke rigtig lykkedes. Det kan delvis skyldes, at man talt vælgernes krisebevidsthed op – for at få accept af upopulære indgreb. Det har bidraget til øget utryghed. Og skræmt livet så meget af forbrugerne, at det måske bremser mere, end kickstarten speeder op. I så fald bliver både ledighed og statsunderskud større og ikke mindre.

Tre fortællinger

Den økonomiske krise i Danmark kom ikke alene udefra. Alle er enige om, at det også er en dansk krise. Selvpåførte problemer. Men hvilke selvpåførte problemer?

Der er tre diagnoser – eller hovedfortællinger. De er for så vidt alle sande – men hvilken er den overordnede historie, hvilken skal man behandle ud fra?

- Den første fortælling er, at VK-regeringen førte en ’procyklisk’ økonomisk politik. Man trykkede på speederen under højkonjunkturen, hvor man burde have trykket på bremsen. Det er der enighed om. Men politisk har fortællingen den svaghed, at den ikke kan bruges ret meget fremadrettet.

- Den anden krisefortælling handler om den tabte konkurrenceevne. Ifølge regeringsgrundlaget er det regeringens hovedfortælling. Fortællingen er også korrekt. Da krisen kom, blev man for alvor opmærksom på, at produktiviteten længe havde været i underkanten af udlandets, mens lønstigningerne havde været i overkanten. Ingen er uenige.

- Den tredje fortælling er, at krisen er en finanskrise. Ikke blot en international, men også en dansk finanskrise. Der blev pustet nogle bobler op, som måtte briste til sidst. Stigningerne i de danske boligpriser fra 1995-2007 fik de amerikanske til at blegne. Nationalbanken har påvist, at afdragsfrie lån og flekslån bar en stor del af skylden for boligboblen.

Finanskrisen omfatter også bankernes volumensyge – det blev næsten Iceland light, hvor bankerne på fire år oparbejdede et indlånsunderskud på 650 mia. kr. Det var let at finansiere på det internationale interbank-marked – indtil långiverne gik i sort.

Hvad skal der gøres?

Fortællingen om konkurrenceevnen er attraktiv af flere grunde. Det er noget, vi har prøvet tidligere. Det er ret klart, hvad der bør gøres. Og det adskiller sig ikke meget fra, hvad der allerede var i gang. Konkurrenceevnen skal genoprettes. Produktiviteten skal op – det matcher med regeringens ønske om at prioritere forskning og uddannelse. Og lønnen skal ned. Det gik fint med overenskomsterne, men må gerne få en tand mere. Øget arbejdsudbud er et fint middel. Det kan godt være, det på kort sigt øger arbejdsløsheden. Men større arbejdsløshed trykker lønnen og baner vejen for højere beskæftigelse.

I begyndelsen talte alle om »når vi om få år mangler arbejdskraft«. Efterhånden er mange begyndt at sige ’hvis’. Men ud fra fortællingen om konkurrenceevnen gør det egentlig ingen forskel.

Lavere realløn kræver ubehagelige tilpasninger. Skal befolkningen acceptere dét, bør der mobiliseres en krisebevidsthed. Regeringen lagde hårdt ud med nytårstalerne 2012. Det ser ud til at have virket. Måske lidt for godt.

Hvis det nu er en finanskrise

Hvis finanskrisen er hovedproblemet, er strategien farlig. I forvejen vil alt og alle konsolidere sig. Bankerne strammer kreditten, så det bliver sværere at låne til investeringer eller boligkøb. Forbrugerne skruer ned for forbruget. Det er en uundgåelig effekt, når boligejernes friværdier halveres. Udfordringen er at undgå, at det bliver så meget, at væksten går i stå. Krisebevidstheden gør borgerne endnu mere utrygge, så de sparer endnu mere op. Regeringen har undgået, at forbrugerne gik helt i sort ved at frede boligskatterne. Frygten for boligskatter ser ud til at påvirke forbrugerne endnu mere end frygt for ledighed. Men mobilisering af krisebevidsthed har muligvis trykket mere på bremsen, end kickstarten har trykket på speederen.

En anden krise i 80’erne

Krisebevidstheden var en hjælp til økonomien i 1980’erne, men er en pestilens i dag. Både den forrige og den nuværende regering har genbrugt af retorikken fra krisen i 1980’erne. Det er uheldigt, for krisen i dag er stik modsat dengang. Og med retorikken kan man ende med ikke bare at forføre vælgerne, men også sig selv.

Konkurrenceevne eller ej – så er det en kendsgerning, at Danmark har det største overskud på betalingsbalancen nogensinde. Her ligner vi Sverige, Tyskland, Holland, Norge og Schweiz. I 1980’erne var problemet, at Danmark havde de største underskud på betalingsbalancen nogen sinde.

I 1980’erne voksede udlandsgælden. I dag er fortegnet vendt – ved udgangen af 2011 havde Danmark et netto tilgodehavende i udlandet på ca. 430 mia. kr., og det vokser hastigt. Fhv. finansminister Thor Petersen (V) blev herostratisk berømt på udtalelsen om, at vi »ender med at købe hele verden«. Men vi har faktisk været i gang lige siden.

I 1980’erne var både privatforbruget og det offentlige forbrug for højt. I dag er privatforbruget for lavt, fordi folk sparer op. I stedet for krisebevidsthed burde man nok have givet vælgerne tryghed for, at velfærden ikke ville blive alvorligt berørt. Ikke ’store reformer’. I værste fald en grønthøster. Det skræmmer ingen. En slags ’kontraktpolitik’. Omkostningen ved, at folk sparer for meget op, og at virksomhederne investerer for lidt, er lavere vækst og større statsunderskud. I 1980’erne var der ingen vej udenom at øge opsparingen. I dag er der det højeste private opsparingsoverskud nogensinde. Det smitter af på statsbudgettet. I 1980’erne var statsunderskuddet en del af problemet. I dag er det mere en effekt af problemet.

Den forkerte krise?

Konkurrenceevne eller ej – så går eksporten ikke så ringe endda. Fra 2007 til 2011 steg eksporten i faste priser med tre pct. I Sverige var tallet fire pct., i Finland minus 11 pct. og i Norge minus fire pct. Tyskland er bedre med otte pct. og Schweiz med seks pct. Det, der skiller Danmark ud fra nabolandene, er privatforbruget: Minus tre pct. fra 2007 til 2011. I Sverige var tallet +5 pct., i Finland +6 pct., i Norge +8 pct., i Tyskland +3 pct. og i Schweiz +6 pct. Det omtales ofte, at forbrugernes frygt kan være påvirket af gældskrisen i Sydeuropa. Men det har ikke skræmt livet af forbrugerne i nabolandene.

Ulykken ved bolig- og kreditbobler er, at det er svært at sparke økonomien i gang bagefter. Men regeringens politik, retorik og usikkerhed har næppe hjulpet.

Er krisen i Danmark værre eller mildere end i andre lande? Svaret er ja! Begge dele. Væksten har haft det dårligt, sammenlignet med andre nordiske lande. Men finanserne er kernesunde. Også på lang sigt funkler den nordiske velfærdsmodel. Den giver høj fertilitet, så aldringen mindskes. Oven i har de nordiske lande gennemført de mest vidtgående pensionsreformer, så staten ikke belastes af store pensionsudgifter. Ingen lande står bedre. Det bør man måske ikke fortælle vælgerne. Men man burde hviske det til forbrugerne.

 

Jørgen Goul Andersen er professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Citat ; I 1980’erne var både privatforbruget og det offentlige forbrug for højt. I dag er privatforbruget for lavt, fordi folk sparer op.

Jeg mener ikke det er en grund til bekymring tværtimod , det vi kommer fra er et forbrug der var lånebaseret . Derved var vores forbrug stimuleret af for høje boligpriser og bankernes iver efter at låne penge ud .
Den situation er der ingen grund til at komme tilbage til , det vil medføre en bobbel økonomi igen .
At forbruget falder er vel en naturlig følge af de meget svingende boligpriser .
Tyskland har en anden låne og boligpolitik som ikke giver tilsvarende udsving og med euroens faldende kurs giver det en mere rolig økonomisk situation og bedre konkurrence evne .
Jobskabelse i Danmark er hovedsageligt noget der foregår i det offentlige , industrien har været lige så hurtig til at effektiviser og udflytte job som til at skabe nye . Landbruget skaber ingen nye job , tværtimod .
Erhvervslivet har næsten stået i kø for at få lov til at sælge gode sunde danske virksomheder til udlandet , Man diesel , Bonus vindmøller , Danish Sugar Ålborg portland jeg kunne fortsætte ....
Samtidigt med at vi kaster surt optjente danske kroner efter den ene dårlige forretning efter den anden , Gn stor nord ( frankrig ) , Arla ( i Kina ) , Sas ( delta Airlines )
Jeg synes det er på tide at de danske ledere begynder at påskynde den danske arbejder der hver dag gør det framragende og som er veluddannet takket være den danske model om fri adgang til uddannelse . I stedet for endnu engang at efterlyse lønnedgang som det eneste middel til at opnå bedre resultater .
Vend bøtten og se på erhvervslivet oppe fra i stedet for altid at begynde analysen af vores problemer nedefra .

Lise Lotte Rahbek

Så længe truslerne om at måtte gå fra hus og hjem,
om at måtte opgive alt hvad man har sparet op af pension og mursten af egen arbejdsindsats,
om en social deroute,
hvor højtbetalte politikere kan svine befolkningen til for åben skærm,
og hvor selvsamme kan heppe på sterilisationer og uniformering i form af pæne anstændige frisurer og tushfri hud hos underklassen,
så er det sørme svært at se lysene for et mangfoldigt Danmark,
hvor 'alle skal med'.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener det er forkert, det Goul Andersen siger, at det er krisebevidstheden, der fejlagtigt er talt op, og at psykologisk påvirkning kan få privatforbruget op. At folk skal hviskes noget godt i øret, så åbner pengepungen sig. Det er faktisk en nedvurdering af almindelige menneskar egen evne til at vurdere såvel privat- som makroøkonomi.

Hvad Goul Anderen ikke tør berører, og hvad de færreste økonomer tør berøre, er skatterne. Men når forbrugerne ikke vil ud med pengene, så kan staten komme og hente dem, hos de rige vel at mærke (vi er jo på S-kongres). Så kan staten få mere held med sin kickstart, når der er nogle skattekroner at gøre godt med. Så mit råd vil være: annuller skattereformens skattelettelser til de velhavende.

Sabine Behrmann

"Også på lang sigt funkler den nordiske velfærdsmodel. Den giver høj fertilitet, så aldringen mindskes."

Skal vi ikke lige se, hvordan situationen er om en fire-fem år?

De fleste er endnu ikke blevet klar over, hvor meget deres egen og deres familiers sikkerhed bliver udhulet af de forringelser af velfærdsstaten, der er blevet og vil blive gennemført.

Jens Overgaard Bjerre

Filmmanden Clausen sagde engang, at han ikke ville turde lade en øjonom følge ham over gaden når han blev gammel. De var for vedensfjerne og det var for farligt.
"Er krisen i Danmark værre eller mildere end i andre lande? Svaret er ja!"
Siger en professor så i artiklen. Ovidere i sin konklusion:
"Også på lang sigt funkler den nordiske velfærdsmodel. Den giver høj fertilitet, så aldringen mindskes. Oven i har de nordiske lande gennemført de mest vidtgående pensionsreformer, så staten ikke belastes af store pensionsudgifter. Ingen lande står bedre."

Altså: En bedre frugtbarhed, så aldringen mindskes"? Og så varmer det så dejligt med de nye reformer, så staten da ikke har så store udgifter til de fattige. Jeg vil garantere for, at professoren har sit på det tøre. Både med løn og ansættelse og private pensionsopsparinger.

Ikke alene er manden socialdemokrat, men man skulle måske også kikke lidt på hans tildeling af sit professorat. det er jo en gigantisk gang sludder, hvis man analyserer teksten bare en smule.

De helt centrale spørgsmål formuleres allerførst i artiklen:

"Danmark er i økonomisk krise. Men hvilken krise? Hvad er egentlig problemet? Hvori består krisen, hvad skyldes den? Lige så bevidste, alle er om det første, lige så svært har de fleste ved at svare på det sidste. Det er heller ikke enkelt.

Regeringen har stillet én diagnose og behandlet derefter. Men hvis diagnosen er forkert, kan behandlingen gøre patienten mere syg."

Ingen som helst tvivl om, at der er en eller anden form for krise. Men det store, forkromede spørgsmål må være: Reelt hvilken krise er der tale om?

Danmark er bestemt ikke fattig - alene i landets pensionskasser står der mere end 3.000 mia. kr. i skattebegunstigede opsparinger. Det svarer nogenlunde til fem gange statens budget!

Så frem for en blot og bar økonomisk krise bevæger min fornemmelse sig mere i retning af en krise i det politiske og økonomiske livs realitetsopfattelser, altså en krise i evnen til at kunne skelne mellem fakta og fiktion, og dermed også en krise, en omfattende krise, i det politiske og økonomiske livs troværdighed.

Og mistilliden plejes efter alle forskrifter, når [frit omskrevet] "...det politiske liv stiller forskellige diagnoser og behandler derefter. Men hvis diagnoserne er forkerte, kan behandlingen gøre patienten mere syg."

Historisk er det faktisk meget svært at få øje på sikre og præcise diagnoser i overensstemmelse med virkeligheden i de krisebehandlinger, det politiske liv har ført Danmark og danskerne igennem indtil nu.

De fleste 'kure' har nærmest haft karakter af hovsa-løsninger, og kan som sådan heller ikke tilskrives den store langtidsvirkning. Det er derfor omend endnu vanskeligere reelt at fastslå, hvilke 'kure', der har haft en reel positiv effekt - også tid.

Så meget indikerer, at denne krise først og fremmest er en tillidskrise - og den burde faktisk også have været forudset i det politiske liv.

At det ikke skete, kan måske skyldes, at de akademiske karriereryttere er blevet dominerende i det politiske liv. I en blind tro på egen formåen, har bedrevidet og arrogancen gravet et dyb mellem dem og befolkningen og den reale verden på den ene side, og den sunde fornuft på den anden.

Og går man op imod især det sidste element, den sunde fornuft, kommer der helt sikkert en reaktion. Spørgsmålet bliver derfor snarere, om vi med rette nu også kan kalde reaktionen en krise - eller om der ikke mere er tale om en øjenåbner, en slags sund og korrigerende/opdragende foranstaltning?

Michael Kongsted Nielsen,

"Jeg mener det er forkert, det Goul Andersen siger, at det er krisebevidstheden, der fejlagtigt er talt op, og at psykologisk påvirkning kan få privatforbruget op. At folk skal hviskes noget godt i øret, så åbner pengepungen sig. Det er faktisk en nedvurdering af almindelige menneskar egen evne til at vurdere såvel privat- som makroøkonomi."

Ganske enig. Selvom psykologi betyder meget, vægter de hårde realiteter endnu mere. Nemlig hvad den enkelte har tilbage på kontoen efter skatter og faste udgifter er betalt, og hvordan det efter bedste overbevisning ser ud i morgen og om 1 år.

--

"Hvad Goul Anderen ikke tør berører, og hvad de færreste økonomer tør berøre, er skatterne. Men når forbrugerne ikke vil ud med pengene, så kan staten komme og hente dem, hos de rige vel at mærke (vi er jo på S-kongres). Så kan staten få mere held med sin kickstart, når der er nogle skattekroner at gøre godt med. Så mit råd vil være: annuller skattereformens skattelettelser til de velhavende."

Hvorledes skulle det hjælpe på et altoverskyggende problem - faldet i det det generelle privatforbrug? Måske var det en bedre idé at give folk *flere* penge mellem hænderne - ikke færre.

Jeg synes også, at der er meget sludder i Jørgen Goul Andersens artikel, men har givet artiklen min anbefaling, fordi han stiller spørgsmål ved, om diagnosen på krisen er rigtig.
Det er jo her vi skal begynde, for at komme ud af "suppedasen", som Preben Wilhjelm udtrykker det i "Krisen og den udeblevne systemkritik."

Faldet i privatforbruget er entydigt godt - folk mangler vel ikke noget, når de vælger at spare pengene?
Penge i statskassen er penge til løsning af fælles opgaver og udvikling af det fælles samfund, derfor er det til alle tider at foretrække i et samfund som vores.

Nej, Thomas Krogh, folk mangler ikke penge mellem hænderne - dem, der gør, er jo dem, som ingen vil give flere.
Det er muligt, at flere penge giver mere cirkulation af pengene, men det er bedre at sørge for, at folk har, hvad de skal bruge. Hele den latterlige ide med at skabe arbejde for arbejdets egen skyld er simpelthen pervers.

Peter Hansen

"Faldet i privatforbruget er entydigt godt - folk mangler vel ikke noget, når de vælger at spare pengene?"

?

--

"Penge i statskassen er penge til løsning af fælles opgaver og udvikling af det fælles samfund, derfor er det til alle tider at foretrække i et samfund som vores."

Jeg foretrækker nu en balance mellem individ og Stat så vi ikke ender i en alt-dominerende formynderisk magtkoncentration hos Staten, men hver sin smag.

--

"Nej, Thomas Krogh, folk mangler ikke penge mellem hænderne - dem, der gør, er jo dem, som ingen vil give flere."

Mon ikke 99% af befolkningen gerne ville bruge flere penge end de har mulighed for i dag?

--

"Det er muligt, at flere penge giver mere cirkulation af pengene, men det er bedre at sørge for, at folk har, hvad de skal bruge. Hele den latterlige ide med at skabe arbejde for arbejdets egen skyld er simpelthen pervers."

Det skal vi da heller ikke. Formålet med en fornuftig arbejdskultur må i sidste ende være at organisere og smøre den motor der giver os det bedste samfund. Hvis vi i fællesskab finder ud af at vi da godt kan leve med et på 1/4 kraft af det vi har nu, så lad os da gøre det. Finder du lige de 75% af statsbudgettet vi skal spare væk?

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Krogh,

en del af patientbehandlingen har hidtil gået ud på den medicin, der hedder offentlige besparelser. Derfor har kickstarten ikke virket. Begrundelsen for medicinen er, at det offentlige ikke må bruge flere penge, end det får ind i indtægter (ifølge finanspagten samt alm. sund fornuft), og når men skruer ned for indtægterne (skattelettelser), så må staten også skrue ned for aktiviteterne. Hvis man derimod brugte den medicin, der hedder annullering af skattelettelserne til de velhavende, så kunne kickstarten begynde at virke med f.. eks. elektrifisering og udretning af jernbanerne, nye letbaner i de store provinsbyer osv.), hvilket ville give nye arbejdspladser og dermed færre udgifter til dagpenge etc. De mennesker der kommer i arbejde, forbruger mere, og således virker kuren.

Hvis I vil vide, hvordan det hele er, selvom der handles og politiseres udfra andre præmisser - og hvis I vil vide, hvad det er, jeg og mange andre mener, vi bør stræbe henimod, så skal i læse side 33-38 i Fay Weldons "Darcys Utopi". Jeg kan ikke forstå, at jeg har haft den stående på hylden i næsten tyve år uden at læse den.
Hvis andre havde læst de sider og taget det til indtægt for samfundets indretning, kunne meget ondt være undgået.

Michael Kongsted Nielsen,

"en del af patientbehandlingen har hidtil gået ud på den medicin, der hedder offentlige besparelser. Derfor har kickstarten ikke virket. Begrundelsen for medicinen er, at det offentlige ikke må bruge flere penge, end det får ind i indtægter (ifølge finanspagten samt alm. sund fornuft), og når men skruer ned for indtægterne (skattelettelser), så må staten også skrue ned for aktiviteterne."

Problemet er her at det offentlige notorisk har været hårrejsende dårlige til at "skrue ned for aktiviteterne". Faktisk er der sket det stik modsatte - de offentlige udgifer har fortsat deres himmelflugt, krise eller ej.

Det vi oplever nu - og som i mange kredse bliver udlagt som katastrofale nedskræringer og velfærdsstatens snarlige afvikling - er udelukkende at vi prøver at begrænse stigningstakten.

Man kunne jo spekulere over hvorfor folk vil reagere den da vi rent faktisk vil skulle skære i budgetterne som mange andre lande har været igennem..

--

"Hvis man derimod brugte den medicin, der hedder annullering af skattelettelserne til de velhavende, så kunne kickstarten begynde at virke med f.. eks. elektrifisering og udretning af jernbanerne, nye letbaner i de store provinsbyer osv.), hvilket ville give nye arbejdspladser og dermed færre udgifter til dagpenge etc. De mennesker der kommer i arbejde, forbruger mere, og således virker kuren."

Problemet med det er at det er man allerede i gang med, og at det er sket i takt med at privatinvesteringerne - også i anlæg og byggeri - er faldet. Hvis man skruver endnu mere op for de offentlige investeringer, på bekostning af de private, så er det jo blot at trykke mere på speederen, selvom motoren stadigt kun kører på to cylindrer i en 4-cylinder motor. Måske er det smartere at få de 2 andre cylindre igang?

Hvis man hiver flere penge ind i skat, kan man sætte gang i det helt nødvendige offentlige forbrug af byggeri og anlæg, til fælles gavn. Det er samtidig også den eneste mulige redning - efter et årti, hvor vi har bygget titusindvis af boliger, der simpelthen ikke er beboere til.

Til Peter

Ja lad os da få verdens højeste skatte og afgiftstryk endnu højere op.

Det vil da virkelig sætte gang i noget, fastholde danske job tiltrække udenlandske firmaer. NOT !!!

Det off. bygger som aldrig før. Skoler, motorveje, jernbaner, broer.

Hvor finder du de 10000vis af boliger henne og hvad hvad dækker 10000vis over 50000 ??

Peter Hansen

"Hvis man hiver flere penge ind i skat, kan man sætte gang i det helt nødvendige offentlige forbrug af byggeri og anlæg, til fælles gavn. Det er samtidig også den eneste mulige redning - efter et årti, hvor vi har bygget titusindvis af boliger, der simpelthen ikke er beboere til."

Penge kommer ikke ud af den blå luft. Hvis man hiver flere penge ind i skat, så gør man privates økonomiske råderum og muligheder endnu mindre. Samfundet er en balance mellem Stat og individ. Tilter balancen vil det uværgeligt gå galt.

Olav Bo Hessellund

Spørgsmålet, Goul Andersen stiller, er bestemt relevant, men diagnosen er mangelfuld.
Ja, man kan egentlig også stille spørgsmålstegn ved om problemet er formuleret rigtigt.

”Danmark er i økonomisk krise” siges det.
Jamen, hvem er/omfatter dette ”Danmark” egentlig? Mange, især store virksomheder, fremlægger regnskaber med store overskud , og opsparingen er ofte så stor, at virksomhederne reelt er selvfinansierende. De behøver ikke at låne penge af bankerne. Aktieindekset for landets 20 største virksomheder er vokset med mere end 20% siden årsskiftet.

I dette segment af ”Danmark” er der altså ikke tale om nogen økonomisk krise, ligesom samhandlen med udlandet også giver pænt overskud, om end ikke i samme grad som i vores nabolande.

Andre segmenter af ”Danmark” har det som bekendt mindre godt for tiden. Det gælder ikke kun de ledige, og de stadigt flere og flere, der føler sig utrygge over deres fremtidige situation, men også de syge, de handicappede og andre, der uforskyldt er på overførselsindkomst kan se frem til en gradvis forringelse af deres økonomi. Det er jo politisk besluttet gennem den såkaldte skattereform og nye dagpengeregler. Altså øget social og økonomisk ulighed, indført ved lov af partier, der kalder sig socialistiske! Herlige tider, vi lever i....

Det bliver med andre ord stadig sværere at tale om et ”Danmark”, som er synonymt med et ”vi”, efterhånden som kløfterne mellem befolkningssegmenterne øges.

”Vi” er ikke i økonomisk krise, men store dele af den danske befolkning er det. Denne skelnen er vigtig at have sig for øje – for politikere og medier manipulerer os skamløst, når de uden videre vil have os til at sætte lighedstegn mellem ”vi” og ”Danmark”.

Kan anbefale Goul Andersen m.fl. at tage et kig i Søren Mørchs ”Sidste Danmarkshistorie”. Han forudså denne udvikling for mere end ti år siden.

Glemmes der ikke at en meget stor del af befolknings "forbrug" i dag, er betaling af privat gæld på det forbrug der er foregående års finasering. Og at gæld ikke er flyttet fra Danmark som sådan, men er flyttet fra statsgæld til privat gæld.

Flemming Andersen

Det er ganske udemærket at det bliver sat spørgsmålstegn ved krisens karaktér og medicinen imod den.

Nogle ting der gøres opmærksom på kan man være åbenlyst enig i så, som:
" I stedet for krisebevidsthed burde man nok have givet vælgerne tryghed for, at velfærden ikke ville blive alvorligt berørt."
Dette standpunkt er selvfølgeligt evident for vort samfund, for magter vi ikke det, er grundlaget for vort samfund tvivlsomt. Værdien og tidsrammen for at være medlem af et samfund der bygger på et tvivlsomt grundlag vil ikke være tiltrækkende for mange og udviklingen vil eskalere yderligere i negativ retning.

Andre udsagn synes at være af mere usikker karaktér:
"I 1980’erne var både privatforbruget og det offentlige forbrug for højt. I dag er privatforbruget for lavt,"

Jeg er sikker på at privatforbruget i dag er højere end det var i 1980 og har svært ved at se det skulle være et ønske, generelt, at få det øget.
For nogle grupper er det endog meget lavt, men det er et fordelingmæssigt spørgsmål, så det burde der selvfølgeligt også tages hånd om, til gængæld er det tilsvarende meget højt for andre. Alt i alt resultatet af ønsket om større forskel på rig og fattig.
Forbruget for de rige kan næppe blive større, og alligevel er der råd til enorm opsparing, så jo er et ønske på baggrund af den generelle usikkerhed omkring velfærden, som ganske rigtigt set kan påvirke hele samfundet på sigt.

Men istedet for at ønske sig øget privatforbrug, så skulle man ønske og fremme investeringer i forskning og undervisning, i sociale færdigheder og fællesskabsforbedringer, i arbejdspladser for de "ikke bogligt begavede", i infrastruktur og logistikforbedrende offentlige byggerier, i grønne måder at indrette fremtidens produktioner.
O.s.v.
Kun på den måde kan vi sikre os et rigere samfund og ikke ved at sidde at dreje på de kendte knapper , med privatforbrug, besparelse, løntrykkeri o lign.

Og så er der jo de ting der har været ugjort i årtier og som der bør rettes op på omgående:
"Hvis finanskrisen er hovedproblemet, er strategien farlig. I forvejen vil alt og alle konsolidere sig. Bankerne strammer kreditten, så det bliver sværere at låne til investeringer eller boligkøb."
Disse private foretagende, der er pumpet og af offentlige tilskud og garantier, der stadig sidder og skummer fløden i nedgangstider som i opgangstider.
Der altid arbejder for egen vindings skyld , med store omkostninger for samfundet, når deres interesser ikke fælder sammen med samfundet, bør ikke væreså løst reguleret og ikke uden statlig konkurrence, af hensyn til indsigten i området.

At der er økonomisk råderum til at føre en anden politik end denne fordummende kapitalisme, der indretter samfundet efter markedets behov er der ikke den store tvivl om.
Det eneste der mangler fra middelmådighederne, er mod og visionerne

Der er intet galt med at gøre det økonomiske råderum "endnu mindre", da det er kolossalt, som det er.
Den danske samfundsindretning gør, at folk for "verdens højeste skatter og afgifter" slipper for at betale en masse ting, der i forsikringsbaserede systemer, er endnu dyrere for den enkelte.

Flemming Andersen

Erik Hamre

Nej det er han jo ikke. Så han har formodentligt taget andet og mere med i sine synspunkter end det ene og lille område økonomi er??

Befolkningen har lært at politikere er fulde af løgn. Jo før den ligger under huden jo bedre. Gem dine penge i madrassen og hold dem skjult for skattevæsenet. Kan de stjæle / modregne er der ingen grænser for elitens tyveri. Hårdtarbejdende danskere er helt til grin efter et langt arbejdsliv. Stol kun, og kun på dig selv. Eksperterne er fulde af løgn da deres dagsorden er en anden end din!

Olav,

"Jamen, hvem er/omfatter dette ”Danmark” egentlig? Mange, især store virksomheder, fremlægger regnskaber med store overskud , og opsparingen er ofte så stor, at virksomhederne reelt er selvfinansierende. De behøver ikke at låne penge af bankerne. Aktieindekset for landets 20 største virksomheder er vokset med mere end 20% siden årsskiftet."

Firmaer der altovervejende har deres afsætning og økonomiske aktiviteter udenfor landets grænser.

--

"”Vi” er ikke i økonomisk krise, men store dele af den danske befolkning er det. Denne skelnen er vigtig at have sig for øje – for politikere og medier manipulerer os skamløst, når de uden videre vil have os til at sætte lighedstegn mellem ”vi” og ”Danmark”. "

Nej, i det omfang Staten ikke er i stand til at få enderne til at nå sammen - trods vores voldsomme skattetryk og gigantiske billion-kroners offentlige budget - så har *vi* - det danske samfund - sandelig et seriøst problem. I fællesskab.

Til Peter

Der er altid en behandlingsprocess.

Men du burde godt nok lige køre en tur.

Motorvejsbyggerier til Vejle, Århus, ny jernbane på Sjælland

Diverse super sygehuse. Skoler.

Nu må du tage dig sammen.

Men forvent ikke alt for mange danske jobs. Det skal i EU udbud, vi skulle jo gerne have mest muligt for penge og ikke have overophedning i visse brancher

Du siger mange modsatrettede ting, Per Nielsen, og det mest iøjnefaldende er: at disse byggerier skulle være i gang. Det er det jo ikke!
Desværre skal de i EU-udbud, hvilket fordyrer, da Danmark går glip af både virksomheders og ansattes skat.

Olav Bo Hessellund

@Thomas Krogh
Den dér ”Vi-er-alle-i-samme-båd” filosofi, du postulerer, køber jeg ikke. Det har alle dage været den sang, magthavere gerne vil bilde befolkningen ind skulle være sandheden.

Nej, vi har aldrig været i samme båd - og med den voksende sociale og økonomiske ulighed, bliver det stadig tydeligere for de, der har øjne og øre åbne, at vi bestemt ikke er i samme båd.

Jeg kan ikke se, hvilke fælles interesser jeg og andre lønmodtagere skulle have med en Henning Dyremose, der scorer millioner ved at sælge TeleDanmark til et amerikansk selskab
eller Danisco-direktører, der gør det samme samtidig med, at udenlandske hedgefonde spekulerer i at jobbe prisen på virksomheden op for dermed at score kæmpegevinster - eller en Danske Bank direktør Peter Straarup, der efter at have formøblet milliarder af kroner på udenlandske ekspansionsforsøg, som staten/skatteyderne derefter skal garantere for, men som alligevel ved sin fratræden scorer kassen med mange millioner i pension hvert år resten af livet – eller en Mærsk McKinney, der får lov at afskrive 250 millioner kr., når han investerer for 100 mill.kr. i Nordsøen. Eksemplerne er legio.

Hvad i alverden skulle jeg og andre lønslaver have til fælles med sådanne personager? Det er et rent postulat, at vi skulle have et interessefællesskab, så længe der findes alternativer til denne tingenes uorden, hvor et fåtal kan profitere hæmningsløst på bekostning af flertallet af ”hårdtarbejdende danskere, der hver morgen står op og smører leverpostejmadder til ungerne”.

Lise Lotte Rahbek

Olav B. Hessellund

Jeg er enig i, at det er ved at lykkedes for de sidste 2-3 regeringer at dele den danske befolkning i 2 (eller flere) dele, som har forskellige fremtidsudsigter.
Det er en rigtig elendig 'udvikling'!

Til Peter

Motorvejsbyggerierne er i gang, det samme med supersygehusene.

Lønstigninger bør holdes på 0 inkl inflation, så vi reelt set bliver fattigere over de næste åringer, ligesom tyskerne gjorde.

Til Olav.

Nej jeg har også svært ved at have noget til fælles med allede, som tror på evig omfordeling gennem verdens højeste skatter og afgifter

John Vedsegaard

Uanset hvordan jeg læser de 3 fortællinger, for mig ser det ud som om finanselle foretagender p forskellig vis er skyld i det, støttet af deres hejdukker fra Venstre.

Nu skal det selvfølgelig ikke ses som et frontalt angreb på Venstre, de ved bare ikke bedre..

Olav,

"Den dér ”Vi-er-alle-i-samme-båd” filosofi, du postulerer, køber jeg ikke. Det har alle dage været den sang, magthavere gerne vil bilde befolkningen ind skulle være sandheden.

Nej, vi har aldrig været i samme båd - og med den voksende sociale og økonomiske ulighed, bliver det stadig tydeligere for de, der har øjne og øre åbne, at vi bestemt ikke er i samme båd."

Jeg tror du blander flere ting sammen her - eller ihvertfald forestiller dig et argument som jeg ikke fremsætter.

Hvad angår din personlige tilknytning eller følelse af at være "i samme båd" med X, Y eller Z så hverken siger jeg, eller har tænkt mig at sige, noget om det. Der er også masser af mennesker - og sikkert hele grupper - som jeg i bedste fald kun har et meget kursorisk samhørforhold til.

Men når det angår landets økonomi tager du fejl. Hvad enten du vil det eller ej, bliver dine - og enhver andens - vilkår og situation påvirket af økonomien. Så der er vi alle i samme båd. Selvfølgelig er der forskel på vores situation i "båden", men vipper den eller synker den, så kan man stå og lade som om det vedrører alle andre end een selv, uden det ændrer et døjt ved det. Du bliver ramt uanset.

--

"Hvad i alverden skulle jeg og andre lønslaver have til fælles med sådanne personager? Det er et rent postulat, at vi skulle have et interessefællesskab, så længe der findes alternativer til denne tingenes uorden, hvor et fåtal kan profitere hæmningsløst på bekostning af flertallet af ”hårdtarbejdende danskere, der hver morgen står op og smører leverpostejmadder til ungerne”."

Hvis disse "alternativer" udgør andet end varm luft og utopisk fabuleren om et planøkonomisk samfund der - denne gang, nu, nuuuuuu, NU - nok skal fungere, så har jeg endnu til gode at se dem formuleret, ihverfald her i trådene.

Men jeg er som altid modtaglig for argumenter, empiri og konsekvensberegninger.

[...] Har de gæld i huset? Skylder De penge i banken? Hvis den papirgæld blev slettet i den computer, der udskriver deres månedlige saldo, ville det så gøre en reel forskel for nogen andre? Ville der være mindre rigdom i verden? Nej! Ville det have nogen indflydelse på de fælles forsyninger af mad, tjenesteydelser eller kapital? Selvfølgelig ikke. Den gæld har kun at gøre med fortiden, ikke med nutiden. At gælden blev slettet ville bare befri den enkelte fra bekymringer, helbrede hans mavesår, gøre hans trin lettere og glatte hans pande ud. Penge er blevet noget værdifuldt i sig selv. Åger, der engang var en synd, er nu nationernes ideal. Køb på jeres kreditkort, køb, køb, køb! Og hvad får man? Ikke noget, der kan gøre én mere glad end et barns julegave, købt i en verden af overflod, gået i stykker og glemt anden juledag, kasseret, fejet op og smidt ud. Et stykke unedbrydeligt plastic, modelleret til en form, der vækker følelser. Forbigående, universalmidlet til at stoppe et stakkels forvirret barns gråd, dog ikke ret længe. Hvad er formålet med det hele? Penge! Menneskeheden har fået nok af det. Pengene fungerer ikke længere som byttemiddel, sådan er det. Vi er nødt til at se det i øjnene. Arbejde hårdt og blive rig? Åh, lad være. Arbejd hårdt, og bliver ved at være fattig. Det er pengenes budskab. De bedste begavelser går til spilde, det er den snedige triumf: røverbaronerne er tilbage. Hvem kan redde os i dag? Ingen. Hvem tror på, at vi kan skabe tryghed for fremtiden ved at arbejde nu? Det kan vi ikke. Inderst inde ved vi godt, at penge er værdiløse, men hvordan skal vi undslippe deres tyranni? Hvordan begynder vi på en frisk med at bedømme os selv og hinanden?
Eleanor Darcy i Fay Weldons "Darcys Utopia", Lindhardt og Ringhof 1991.

Peter Hansen

Løsningen er jo snublende nærliggende. Hvis man ikke bryder sig om gæld, så lev et gældfrit liv.

Men hvorfor skulle man dog gå ind og tvinge resten af verden til at leve efter den model? Vi er nogle for hvem det ikke er et problem at stifte gæld, fordi vi gerne betaler for at få nytteværdien af en ting her og nu, i stedet for at skulle spare op.

Kan vi ikke blive enige om at det bør stå enhver frit for?

Nej, Thomas Krogh, og det er heller ikke det, der er analysens konklusion - den er, at der intet er i vejen for, at folk kan få det, de efterspørger, fordi tingene findes i verden og blot venter på at komme den til nytte, der har brug for den. Det er ikke et knaphedens evangelium, det er et overflodens.

Peter Hansen

Selvfølgelig kan enhver ikke få at det han eller hun efterspørger. Alt der kræver arbejde, ressourcer eller en indsats fra andre skal fordeles på en eller anden måde.

Vi har så prøvet den centralstyrede planøkonomi. Den duede ihvertfald ikke.

Der er ingen, der taler om centralstyret økonomi, tværtimod - men centralt styr på ressourcerne vil selvfølgelig være en god ide.
Læs videre: [...] Pengemangel fører til ulykke, bekymring og tidlig død, til forkrampning af personligheden og begrænsning af det menneskelige potentiale. Pengemangel forhindrer os i at spise ordentligt, når vi er børn, ødelægger vores helbred, gør vores tænder rådne, får vores forældre til at skændes og begynde at drikke, forhindrer os i at få det tøj, vi gerne vil have, de venner vi kan lide, de fester vi længes efter og forhindrer os i at få den undervisning, som ville gøre os i stand til at få en uddannelse. Den lader os ende som gadefejere i stedet for læger, får kvinder til at få børn, fordi der ikke er penge til at rejse eller gå ud eller komme hjemmefra på nogen anden måde. Pengemangel ydmyger os hele livet. Pengemangel får os til at leve sammen med ægtefæller, vi ikke længere elsker. Pengemangel får os til at ældes, før vi behøver. Gør vores hænder ru af hårdt arbejde og vores pande furet af bekymringer. Får os til at græde om dagne og ligge søvnløse om natten. Rædslen i vores liv er den regning, der kommer ind ad døren, og ikke kan blive betalt. Vores liv ender i erkendelsen af vores nederlag - vi var ikke i stand til at tjene penge nok. Vi gjorde aldrig det, vi ville med vores liv. Hvordan skulle vi kunne det? Vi havde jo ikke pengene til det."

Flemming Andersen

Thomas Krogh

Har din guitar ikke mere end den samme streng???

Du prøver altid at føre enhver debat tilbage til en centralstyret økonomi der har fejlet og det frie markeds lyksaligheder

I EU har du vel den største forsamling af mennesker i vesten, som lever under et system hvor man prøver at planlægge og lede økonomi og marked i de retninger "man" anser som ønskelige.

Kina som har største antal af mennesker og en af de største økonomier, har også planlægning, ikke på samme måde, men for samme områder.

USA har heller ikke frie markeder og har altid i større eller mindre grad planlagt og styret deres økonomi.

Jeg ved du under ingen omstændigheder vil give mig eller andre ret i noget der kan anfægte dine teorier og det er fint nok. Dig om det.

Men kunne du ikke lige fortælle, hvornår du helt personligt har oplevet og forkastet den centralstyrede planøkonomi, altså den du henviser til ikke duer og ikke den du lever under lige nu og her.

Kunne du så ikke henvise til utopia med det frie marked og derefter vende tilbage til spørgsmålet:
"Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise?"

Flemming Andersen

"Du prøver altid at føre enhver debat tilbage til en centralstyret økonomi der har fejlet og det frie markeds lyksaligheder"

Et relevant og nødvendigt modspil til klagesangene om hvor meget det frie marked har fejlet.

--

"I EU har du vel den største forsamling af mennesker i vesten, som lever under et system hvor man prøver at planlægge og lede økonomi og marked i de retninger “man” anser som ønskelige."

Også alt, alt for meget. Men stadigt jo ikke i nærheden af den totale planøkonomi man havde i de socialistiske lande, med så forfærdende resultater.

--

"Jeg ved du under ingen omstændigheder vil give mig eller andre ret i noget der kan anfægte dine teorier og det er fint nok. Dig om det."

Mens du er på nippet til at lade dig overtale, eller hur?

--

"Men kunne du ikke lige fortælle, hvornår du helt personligt har oplevet og forkastet den centralstyrede planøkonomi, altså den du henviser til ikke duer og ikke den du lever under lige nu og her."

Før murens fald? Polen, DDR, Tjekkoslovakiet. Og så er der alle de lande som er gået fra plan- til markedsøkonomi som jeg hra oplevet tæt på - det meste af Østeuropa og Kina.

--

"Kunne du så ikke henvise til utopia med det frie marked og derefter vende tilbage til spørgsmålet:
“Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise?”"

Regeringen bekæmper delvis den forkerte økonomiske krise. Den får ikke fjernet usikkerheden og det stagnerede/faldende forbrug før vi får gjort noget ved det groteske skattetryk

Flemming Andersen

Thomas Krogh

Som vanligt kunne man sige.
" Kan man så konkludere at kineserne , som selv påstår sig som kommunister, i øjeblikket er bedste bevis på at den planlægning en styret økonomi kan præstere er dine teorier overlegen?? Eller at kineserne lyver når de siger de er kommunister??

Relevansen og nødvendigheden af dine indlæg synes jeg du skal lade andre bedømme og de kunne bedres betydeligt, hvis du ville indrømme tingenes tilstand istedet for at ride dine kæpheste til enhver tid.

Det er jo ikke nødvendigvis de samme ting der begejstrer eller forarger.

Som eks. synes jeg at et udtryk "som grotesk høje skattetryk" er forargeligt, specielt når det kommer fra folk som ofte synes deres medborgere skal klare sig med mindre.

Til gengæld gav dit indlæg bortset fra ridningen af kæpheste, kun plads til een sætning der vedkom artiklen og gav derfor ikke anledning til begejstring.
Slet ikke med baggrund i at du intet bud havde på emnet og dermed intet at bidrage med.

Helt fejlagtig analyse, Thomas Krogh! Det er ikke skattetrykket, men den voksende sociale usikkerhed, der holder folk tilbage. Når det lige pludselig betyder en omkalfatring af tilværelsen af miste sit job - hvad dagpengesystemet har været det effektive værn imod - sikrer folk sig, at de ikke behøver at melde sig ledige i så lang en periode som overhovedet mulig.
Usikkerheden om de vilkår, der gælder, hvis man ikke længere har job, er det, der hæmmer folks købelyst.
Ingen beskattes så hårdt, at de ikke har rigeligt til sig selv, hvis de ellers er i arbejde.

Olav Bo Hessellund

@Thomas Krogh
”Hvis disse “alternativer” udgør andet end varm luft og utopisk fabuleren om et planøkonomisk samfund der - denne gang, nu, nuuuuuu, NU - nok skal fungere, så har jeg endnu til gode at se dem formuleret, ihverfald her i trådene.”

Så du mener altså, at det nuværende kapitalistiske, ulighedsskabende system ”fungerer”?

Flemming Andersen

"Som vanligt kunne man sige.
” Kan man så konkludere at kineserne , som selv påstår sig som kommunister, i øjeblikket er bedste bevis på at den planlægning en styret økonomi kan præstere er dine teorier overlegen?? Eller at kineserne lyver når de siger de er kommunister??"

Næh, de har bare en lidt mere "liberal" fortolkning af forholdet mellem parti, befolkning og økonomi, end saglig Marx foreskrev. Jeg er sikker på både han, Lenin og Stalin - og talrige andre koryfæer - roterer i deres grave og mausolæer ved tanken om hvad der sker i Kina. Børser, Ferrariforhandlere og anden kapitaltistik uskik... ;-)

--

"Relevansen og nødvendigheden af dine indlæg synes jeg du skal lade andre bedømme og de kunne bedres betydeligt, hvis du ville indrømme tingenes tilstand istedet for at ride dine kæpheste til enhver tid."

Uden tvivl. Ligesom en ganske forbløffende stor procentdel af mine med- og modebattørers indlæg ville drage nytte af lidt mere indsigt i ikke-markedsøkonomiernes katastrofale empiri.

Det går vel begge veje, ikke?

--

"Som eks. synes jeg at et udtryk “som grotesk høje skattetryk” er forargeligt, specielt når det kommer fra folk som ofte synes deres medborgere skal klare sig med mindre."

Det er intet imod hvor forargeligt det er at anse Staten for vores alle benevolente storebror som vi blot skal hengive os til i passiv lydighed, efter at have afleveret en større og større del af vores indkomst på det tvangskollektive alter.

For det går vel også begge veje, ikke?

--

"Til gengæld gav dit indlæg bortset fra ridningen af kæpheste, kun plads til een sætning der vedkom artiklen og gav derfor ikke anledning til begejstring.
Slet ikke med baggrund i at du intet bud havde på emnet og dermed intet at bidrage med."

Det står dig ganske frit for selv at kommentere artiklen, i stedet for mine indlæg.

Sider