Kommentar

Endnu en Krag kan skubbe SF ud over kanten

Krag – med fornavnene Jens Otto – blev ’Det røde kabinets’ banemand i 1960’erne. Krag – med fornavnet Astrid – kan meget vel blive SF’s bedemand
Debat
18. september 2012

I knap to år er det kun gået én vej for SF. Nedad. Årsagen er ikke et holdningsskred i befolkningen, eller at vælgerne ikke ønsker et parti, hvis pejlemærker er social indignation, grøn politik og kampen for større lighed i samfundet. Vælgerne har ikke forandret sig – det har partiet, som netop skulle repræsentere dem. Det samme mønster så vi i Aksel Larsens (SF) samarbejde med Jens Otto Krag (S) i 1966-67, hvor SF solgte ud af sine politiske mærkesager for at få del i magten.

Reel politisk indflydelse har altid kostet på SF-kontoen og medført en stor splittelse mellem den fløj i partiet, der ønskede kompromisets vej for at få del i magten, og den fløj, som hårdnakket ikke har villet give køb på de socialistiske standpunkter. Det er den virkelighed, Søvndal overlader til den nye formand. Falder valget på Astrid Krag, er der stor sandsynlighed for, at der kommer et nyt og ødelæggende oprør. For langt ind i SF’s rækker er der utilfredshed med og bekymring over partiets højredrejning og S-tro linje. En højredrejning, som Astrid Krag er et barn af. Ikke alene har partiet ændret sig så markant politisk og taktisk de seneste år, at vælgerne og store dele af baglandet haft svært ved at identificere sig med folkesocialisterne. Hvad værre er; partitoppen er så bange for deres egen skygge, at den ikke står ved – eller taler højt – om sine værdi- og idépolitiske kardinalpunkter. Enhver kritisk røst bliver slået ned. Det samme var tilfældet i Aksel Larsens sidste periode som formand (1966-68), hvor et ulmende oprør i SF fik fatale konsekvenser for partiet.

Ansvarets åg

SF’s muligheder for indflydelse har en tradition for at toppe med ca. 20 års interval. Det så vi efter valgene i 2007, 1988 og 1966, hvor partiet sammen med Socialdemokraterne for første gang kunne mønstre et flertal i Folketinget.

Det blev ikke et regeringssamarbejde, men en skriftlig samarbejdsaftale i 1967 – populært kaldet ’Det røde kabinet’. ’Arbejderflertallet’ blev langtfra den succes, som Axel Larsen og hans parti havde håbet på.

Højresocialdemokraternes – med daværende udenrigsminister Per Hækkerup i spidsen – strategi var at få SF under ansvarets åg, eller som historikeren Søren Mørch mange år senere skrev: »… at klemme livet ud af SF«. SF skulle ædes op. Det lykkedes. Regeringen måtte samme år udskrive valg, da et forslag om dyrtidsregulering ikke kunne samle flertal i Folketinget. Seks af nejstemmerne var SF’ere. Partiet blev sprængt, og Venstresocialisterne (VS) dannet. Et VS, som senere blev en del af Enhedslisten, der i dag nyder godt af SF’s krise, og som har den sociale indignation som sit pejlemærke og er ’den lille mands’ stemme, hvilket mange utilfredse vælgere og medlemmer netop savner hos SF.

Det har dog næppe været Thorning-Schmidts og Sass Larsens underliggende agenda at stække Søvndal. I dag er det Radikale Venstre, der ’klemmer luften’ ud af SF. Der er dog direkte politiske paralleller fra Krag-Larsen-samarbejdet til i dag, hvor SF bløder. Både i Krags arbejdsprogram for Det røde kabinet og i Thornings regeringsgrundlag fra det sorte tårn er grundelementerne skattereform, uændret økonomisk politik og få indrømmelser til folkesocialisterne betingelserne for politisk indflydelse.

Dengang som nu er vi vidne til et parti, der er blevet mere og mere udvisket i konturerne og i højere grad fremstår som halehæng til S end som selvstændigt, venstreorienteret parti med en klar social profil. Som den tidligere rorgænger for partiet Gert Petersen konkluderede i 1968 efter partiets splittelse: »Det bedre forhold til S bevirker, at offentligheden har svært ved at skille SF og S ad – det mærkes ikke, hvem der tager initiativ.« De ord kunne være skrevet i dag.

Kompromisets pris

Både Aksel Larsen og Villy Søvndal formåede at føre SF ind i magtens centrum. Men de ofrede samtidig deres politiske karriere på ansvarets og magtens alter. Larsens var færdig som formand i 1968. Kompromiset og magten havde sin pris, og det indre pres fra partifæller havde svækket partistifteren i en så betydelig grad, at det aldrig lykkedes ham at samle de forskellige fraktioner i partiet.

Søvndal efterlader ligeledes et splittet og sønderskudt parti. Vejen til magten byggede for begge partilederes vedkommende på manglende kommunikation med og lydhørhed over for de kritiske strømninger i partiet.

1967 har hidtil været kendt som rædselsåret for SF – 2012 kan ende med at et nyt sort kapitel i partiets historie, for der er en reel risiko for, at fløjkrigene i partiet får så alvorlige konsekvenser, at sprængning ikke længere er et urealistisk scenarie. Som forfatter Hans Mortensen citerer Karl Marx for i bogen Den røde tråd om SF’s historie: »Historien udspiller sig to gange – første gang som tragedie, anden gang som farce.«

Vil det moderne SF huskes for mere end blot ’Det røde kabinet version II’, er det helt fundamentalt, at den kommende nye formand formår at skabe kant til både de radikale og Socialdemokraterne. At vedkommende tager vælgerne i hånden, agerer regeringens sociale samvittighed og skaber en troværdig fortælling, der ikke blot handler om magtens og kompromiset svære kunst.

Lykkes det ikke, kan SF’s dage i den nuværende konstruktion med stor sandsynlighed være talte. Hvor Krag – med fornavnene Jens Otto – blev ’Det røde kabinets’ banemand, kan Krag – med fornavnet Astrid – meget vel blive partiets bedemand.

 

Jon Kiellberg er cand.scient.adm. og redaktør for Dansk Kommunikationsforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Der er brug for SF, men ikke det SF, hvor Villy Søvndal åbenbart tror at han kan blive ved med at sætte kursen.

Inger Sundsvald

Lidt uhyggeligt er det altså.