Kronik

Eurokrisens nationale beslutninger er udemokratiske

Det er udemokratisk, når enkeltnationer tager egne beslutninger om eurokrisen – uanset om der er tale om tyske domme, folkeafstemninger eller mulige græske beslutninger om at erklære landet bankerot. Beslutningerne har nemlig alvorlige konsekvenser for andre landes borgere
12. september 2012

I dag skal Den Tyske Forfatningsdomstol tage stilling til, om det er i strid mod den tyske forfatning, at Tyskland tilslutter sig traktaten om den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) og Finanspagten.

De love, der ratificerer Tysklands deltagelse, hævdes at underminere det tyske parlamentariske demokrati. Klagen går på, at tilslutning til ESM vil udhule det tyske parlaments frihed til selv at bestemme over indtægter og udgifter i forbindelse med finansloven.

Det er altså ikke alene det demokratiske indhold i parlamentets arbejde, men også i selve valghandlingen, der undergraves. Ifølge klagerne betyder ESM’en også, at Tyskland påtager sig nogle finansielle forpligtelser, som kan gøre det umuligt at indfri hjemlige socialstatslige forpligtelser. Kort sagt mener klagerne, at Domstolen bør forsvare grundprincipperne i det tyske demokrati.

Den politiske proces vedrørende ESM og Finanspagten kan med rette kritiseres for at mangle demokratisk legitimitet. Aftalerne er indgået meget hurtigt og er blevet skabt bag lukkede døre af europæiske regeringsledere.

Samtidig er den demokratiske kontrol, der forudses af ESM’en, ikke synderlig stærk. Så hverken processen eller resultatet synes demokratisk.

Endvidere stilles låntagerne over for meget hårde betingelser. De græske spare- og omstruktureringsprogrammer har været hårde for landets borgere. Så hårde, at man måske kunne have forundt grækerne en folkeafstemning om dem.

De to afholdte valg viser angiveligt grækernes tilslutning til programmerne, men de kan stadig ombestemme sig. Og en folkeafstemning vil vel være en demokratisk beslutning, ikke sandt?

Alle ramte skal deltage

Mange ville svare ja til det spørgsmål. Det er almindeligt antaget, at nationale ratifikationer, især gennem folkeafstemninger, er udtryk for den højeste demokratiske legitimitet i forbindelse med det europæiske samarbejde.

Det generelle demokratiske princip, som også i diskussionen af eurokrisen gør sig gældende, er princippet om, at alle de, som er påvirket af beslutninger, også skal have mulighed for at påvirke i dem. Inden for den nationale ramme har princippet historisk været med til at udvide kredsen af dem, der har politiske rettigheder – fra selvstændige til arbejdere, tjenestefolk og kvinder.

Princippet sætter imidlertid også spørgsmålstegn ved, om national selvbestemmelse er demokratisk. Er beslutninger på det nationale plan som de, tyskerne netop står over for at tage, og dem, som grækerne kunne tage, demokratiske? De kunne have vidtrækkende konsekvenser langt ud over landenes egne grænser. Det vil være tale om beslutninger, der påvirker en masse mennesker, som ikke har mulighed for at deltage i beslutningsprocessen.

Hvis tyskerne siger nej til aftalerne vedrørende euroen, vil det med stor sandsynlighed indebære, at de finansielle markeder reagerer negativt.

Resultatet vil være meget høje renter for gældsplagede lande. Det kan betyde, at disse lande i sidste instans kan gå fallit og må forlade euroen, hvilket igen vil have en række bølgeeffekter på tværs af grænserne i Europa, hvor borgere vil miste store dele af deres realindkomster, opsparinger og dele af deres tilgodehavender. Det samme gælder en eventuel græsk beslutning om at svigte aftalerne om spare- og omstruktureringsrunderne, forlade euroen og erklære statsbankerot.

Stik mod den gængse opfattelse af, hvad demokratisk legitimitet i EU vil sige, er det altså udemokratisk, hvis de enkelte EU-lande træffer beslutninger af denne karakter.

EU-forfatning

Betyder det så, at vi set fra et demokratisk synspunkt er tvunget til bare at acceptere de europæiske regeringslederes (foreløbige) løsning på eurokrisen? Svaret må her være nej. Fordi det ene er forkert, er det andet ikke nødvendigvis rigtigt.

Løsningen må i stedet findes i beslutninger, som på en ordentlig måde inkluderer alle berørte. Pragmatisk set bør borgerne i eurolandene, eller i hele EU, inddrages, selv om det demokratiske påvirkningsprincip selvsagt ikke kan trække en klar grænse. For også landene uden for EU vil blive påvirket af beslutningerne.

Vejen frem kan findes ved at bruge den nuværende krise og europæernes stigende opmærksomhed på deres gensidige afhængighed som afsæt for at skabe en forfatning, der senere ratificeres gennem en europæisk folkeafstemning.

Denne forfatning skal sikre, at den nødvendige centralisering af skatte-, finans- og socialpolitik på europæisk plan bliver underkastet parlamentarisk kontrol via Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Forslaget er i nogen grad realistisk, fordi det peger på nødvendigheden af at underkaste beslutningstagere institutionelle rammer, der dels stiller dem til ansvar over for vælgerne, dels befordrer offentlighed i forbindelse med deres beslutninger. Der er også realisme i betoningen af central kontrol og politisk handleevne gennem fælleseuropæisk lovgivningskompetence mv. På den anden side har det historisk været svært at skabe tilslutning til et sådant projekt blandt nationale politikere og borgere, og det vil det fortsat være.

Fælles offentlighed

Et alternativ bud er at skabe mere demokratiske beslutninger gennem sammenknytning af de nationale og europæiske offentligheder. Det skal sikre, at de input, som borgere kommer med, påvirker de formelle beslutningstagere.

Offentligheder opstår både spontant og gennem etablering af formelle institutioner. Informationsteknologien befordrer grænseoverskridende debatter i Europa, og offentligheder kan organiseres ved at offentlige (og private) medier beslutter at skabe en højere grad af debat mellem borgere og politikere fra forskellige politiske lejre i forskellige lande.

Nationale parlamenter kunne også beslutte at holde debatter med hinanden. Overvej en debat mellem det græske og det tyske parlament! Europæiske politiske ledere kunne pålægges at forholde sig til beslutningsforslag og udtalelser fra fælleseuropæiske parlamentariske repræsentationer, evt. Europa-Parlamentet eller indstillinger udfærdiget af et repræsentativt udsnit af ’almindelige europæiske borgere’, som har fået til opgave at diskutere politiske emner grundigt med hinanden i særlige forsamlinger.

Dette bud er mere realistisk, for så vidt angår institutionsbygningsambitionerne, men måske mere naivt, når det gælder om at holde regeringsledere ansvarlige og styrke af den fælles politiske evne til handling. Det er svært at få det hele.

Det er nemmere at se problemerne end at finde løsningerne. Samtidig rummer eurokrisen det klassiske demokratiske dilemma mellem at give plads til en grundig debat om alternativerne på den ene side og kravet om at træffe hurtige beslutninger på den anden. Eurokrisen er endda særlig pervers, da nogle løsninger dårligt kan overvejes offentligt af ledende politikere, fordi de frygter, at det politiske handlingsrum indskrænkes yderligere: ’Ansvarlige ledere’ i EU må afholde sig fra at diskutere muligheden for en græsk bankerot og exit fra Euroen. Også her bringer markedet demokratiet i vanskeligheder.

 

Tore Vincents Olsen er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Åbling Petersen

En forfatning ratificeret gennem en europæisk folkeafstemning vil være udemokratisk, fordi fx Danmark og Katalonien ikke vil have nogen reel indflydelse på afstemningsresultatet, og folkestyret i de 2 lande vil dermed være umuliggjort.

Claus Sønderkøge

Man har jo ikke indflydelse på alt som påvirker en. Vi har ingen indflydelse på hvem de vælger i Kina eller i USA. Og dog er det de to mennesker hvis beslutninger er essentielt afgørende for vort liv.

Åbling Petersen - din påstand er meningsløs. Et folketingsvalg i Danmark bliver ikke udemokratisk blot fordi beboerne på Mors ikke kan genfindes i valget. Iøvrigt forventes vælget i Katalonien og Danmark nok at kaste deres stemmer på samme måde som de gør i Lapland eller på Sicilien. Valg afgøres normalt af de socio-økonomiske parametre, og her adskiller nationalstater sig kun i begrænset udstrækning.

Forskere ved Roskilde Universitet er specialister i ejendommelige betragtninger.

Hvis man accepterer skribentens betragtninger, så er det meget udemokratisk af Grækenland, at de i årtier har valgt populistiske politikere og systematisk brugt mere end værdien af, hvad de selv producerer og derved oparbejdede en stor gæld, som de så vil rende fra.

Den græske uansvarlighed havde/har jo indflydelse på alle andre - det ser vi jo tydeligt . - og så er gærkerne altså udemokratiske i forhold til os andre (-hvis man følger skribentens tankegang).

De gældsplagede EU landes vælgere kunne have valgt fornuftige politiske ledere ( som de gør i Tyskland, i Sverige , iDanmark o s v) med en ansvarlig økonomisk politik - så havde vi ikke haft nogen krise i EU.

Skylden for krisen er ikke de hos de ansvarlige lande med ordentlige demokratisk valgte politikere, ordentlig regeringsførelse og med en ordentlig økonomisk politik.

Skribentens finurlige univers , hvor man forflygtiger ansvaret for skadelige handlinger og prøver at smøre "skylden" af på de redelige befolkninger i landene med god regeringsførelse, er mildest talt vildt utrolig ?

Skrientens demokrati-begreb er bestemt ikke demokratisk .

Morten Hartz Kaplers

Jeg kan for såvidt følge logikken i de forslag som artiklen munder ud i.

Til gengæld tager artiklen afsæt i, at udfaldet af den Tyske Forfatningsdomstols beslutning i dag, kan få afgørende betydning for de andre lande i euro-samarbejdet; og artikelforfatteren konkluderer heraf at det er udemokratisk.

Dette er en kortslutning af dimensioner.

Det som Forfatningsdomstolen behandler i dag - og det som er kernen i problematikken er; at Tyskland består af delstater, som hver især har deres egen præsident, deres egen regering og deres egen finanslov. Herudover har Tyskland et spinkelt nationalt budget som ligger på omkring 300 milliarder euro til at afholde nationale udgifter årligt.
Problemet for Tyskland ligger i; at hvis tyskerne tilslutter sig ESM forpligter de sig til at betale minimum 360 milliarder Euro årligt.
Det vil altså med andre ord sige; at alle de penge - og flere til - som Tyskland skulle bruge på at sørge for at delstaterne bliver holdt sammen i en Tysk nation - de skal gå til euro-samarbejde.

Med andre ord, beder man Tyskerne om at holde op med at eksistere - for at holde liv i euro-zonen.

Det er ikke udemokratisk at Tyskland har en Forfatningsdomstol, som kan vurdere om Tyskerne i princippet skal nedlægge sig selv eller ej.

Det ville i det givne tilfælde være langt mere udemokratisk hvis de andre euro-lande besluttede i et over-nationalt organ; at Tyskland skulle fratages de finanser, som holder sammen på Tyskland som nation.

Svaret på spørgsmålet i infoboxen er:
JA - både finanspagt, forfatning, traktat og hele molevitten skal til folkeafstemning hos europæerne.

Men det tør eurokraterne ikke. For de er små fedtede kyllinger forklædt som brølende løver. Tøsedrenge og kujoner.

I stedet for anstændighed, demokratisk sindelag og ærlighed har de en hær af embedsmænd til at sørge for, at alle de forordninger, der skulle have været vurderet af de europæiske folk i stedet for kommer snigende ad lumske bagveje og ... hopsa! Nu er de sørme vedtaget natten over og bliver allerede håndhævet som lov.

Og i øvrigt skal du lige betale et større beløb med tilbagevirkende kraft af samme årsag.

Problemet med legitimiteten i EU er at der ikke findes en grundlov som beskytter borgerne i tilstrækkelig grad.
F.eks. en bestemmelse om at ethvert land har ret til at beskytte deres borgere og højest 20 % af statens indtægter må gå´til at afdrage gæld. Det ville sætte ne stopper for dette tryllenummer der kun går ud på at plyndre almindelige mennesker og skalte og valte efter forgodtbefindende. Lad os tage en afstemning om det i stedet
Demokratiet er stendødt.

Jeg er nu heller ikke sikker på, at dansken vil stå sig bedre med en fælleseuropæisk socialpolitik. Man skal som bekendt vogte sig for at få sine ønsker opfyldt ...

Michael Kongstad Nielsen

Det er aldeles ikke udemokratisk, at nationale beslutninger træffes af det nationale demokrati.

Det udemokratiske ligger i den overførsel af national suverænitet, 27 europæiske landes parlamenter har besluttet at foretage til EU, hvoraf mange af dem som f. eks. Tyskland, Belgien, Italien og Grækenland aldrig har haft en folkeafstemning om noget EU-emne overhovedet.